Idag savner jeg tefatene jeg hadde som nyinnflyttet i min første leilighet. De fulgte med hybel-pakken fra Ikea og flyttet ned i boden så snart de ble pakket ut. De ble med på nok et flyttelass, men havnet i boden der også. På neste flyttelass gikk de til Fretex. Hva skulle man vel med tefat? Man var ung og fri og hadde tallerkener i normal størrelse til brødskiven og kaffekoppen kunne da stå rett på bordet. Hva skulle man med tefat? Men idag savner jeg noe å legge teposen på. Jeg kan jo ikke bruke middagstallerkener til slikt. Det er slik jeg merker at jeg nok er blitt eldre de siste årene. For det å bruke en middagstallerken til å legge en tepose på er plutselig blitt tullete.

_____

Igår fant jeg en oppskrift på sjokolade-crème brûlée og jeg tenkte at DET ville de fine, små glass-skålene mine passet perfekt til og selv om jeg aldri har hverken smakt eller laget crème brûlée før, så synes jeg det var en god idé og mente samtidig å huske at jeg hadde sett en billig skibrenner på Claes Ohlson og - vips - så sto også crème brûlée-brenner på ønskelisten min. Hjelp... Hva skjer med meg???

Nå har jeg prøvd det: kaffe! Jeg har drukket min aller første kopp med kaffe. Denne svarte eliksiren som alle forguder og som alle må ha.

Jeg drakk en hel kopp. Svart. Kølsvart! Ikke noe melk og ikke noe sukker eller sukketter. Svart som graven. Fordi jeg er mannfolk, og mannfolk drikker den svart!

Og det var helt forjævlig, men jeg gjorde det. Jeg vet ikke om jeg gjør det igjen, eller om jeg noen gang kommer til å greie å nyte en kopp med kaffe, men nå er det prøvd.

Jeg vet ikke hvordan jeg skal beskrive det, men det var definitivt ingen behagelig opplevelse. Det lukter jo godt, det ser jo godt ut, men fy faen så jævli det smaker!

Likevel er det liksom noe man skal drikke. Noe man skal like. Man har liksom ikke noe valg hvis man skal bli voksen, og det vil jeg jo bli. Men det koster å bli voksen. Det koster å bli akseptert av det bedre selskap.

Jeg må nok ta noen kopper til, selv om det smaker forferdelig. Nå synes folk at det er kult at en så ung gutt drikker kaffe, om noen år syns alle det er merkelig at man ikke drikker kaffe.

'Tis a strange world indeed.

Da jeg var hjemme overhørte jeg pappa og samboern hans drive og fable om en egen vri på feiringen. Skrekk og gru! De har nemlig sett på ungkaren på tvnorge, og ville da selvfølgelig finne 40 single karer de ville invitere. Så ble det opp til meg å stemme ut en etter en, noen allerede før middagen stakkars, andre før kaffen. Forhåpentligvis skulle det være igjen en prins kl 12... Men er ikke supergira for det konseptet altså.. Selv om de har det sabla artig når de planlegger det. De har til om med planer om å få tak i Sturla Berg som de vet gjør meg mo i knærne, samboeren til pappa jobber vegg i vegg. Hjelp- dette er alt annet enn ME-vennlig!!

Men til det jeg ville ha forslag på- hvordan kan jeg ferie bursdagen? Eller hvor? Hva skal man spise som er godt men enkelt?

Og sist men ikke minst- er det noe jeg MÅ gjøre før jeg er 30 så si det nå!

Sammenlignet med andre kulturer er de britiske børn langt mindre integreret i "voksenverdenen", også tilbringer de langt mere tid sammen med jævnaldrende. Desuden hindrer kløften mellem klasserne den sociale mobilitet, samtidig med at uddannelsessystemet udelader mindre dygtige elever. Rettere sagt er en britisk elev, med den forkerte baggrund dømt til at blive »left in the cold«.

Til den britiske ungdomskultur kan det tilføjes, at de står for den hyppigst forkomne ungdomskriminalitet, hvor op mod halvdelen af unge under 15 år, har været indblandet i kriminalitet. De er mere tilbøjelige til at prøve stoffer og begynder ofte at ryge unge. De britiske piger er de mest sexuelt aktive i Europa - hvilket resulterer i en høj procentdel af de unge som bliver gravide og får sexuelt overførte sygdomme. Hvorfor mon den Unicef undersøgelse som blev foretaget i 2007, med fokus på unges velbefindende i 21 industrialiserede lande, placerede England på en solid sidsteplads?

Men det er ikke blot et svigt fra forældrene. Englændere har aldrig været særlig komfortable med den idé der omhandler "barndom". Mange englændere ser ofte de unge som et problem. Tidligere blev de rige børn anbragt i børnehaver og kostskoler, mens de fattige blev sendt i markerne for at tjene. Den britiske ungdom er stadig forventet til at kunne fungere som voksne i en meget tidlig alder. Dog føler mange unge, som bevæger sig ind i de voksnes rækker sig afvist.

I december 2007 blev en ny plan offentlig gjort, som sulle sætte fokus på det stadig markante problem. Planens primære opgave var baseret på princippet om, at det altid er bedre at forebygge et nederlag end at tackle en krise senere. Selvom England muligvis vil skabe gunstige forhold for ungdommen, må de stadig indse konsekvenserne af den drejning udviklingen har taget. En start kunne måske være at lytte til ungdommen?

»Hvad er ungdom? En drøm«

-Søren Kierkegaard

I ni måneder bærer kvinnen
nytt liv i sin midte, og jeg grånes
av bekymring for dem begge.

I ni måneder stønner kvinnen
og overser meg helt, og jeg sukker
over skaperverkets ensomhet.

Etter ni måneder presser kvinnen
ungen ut i verden, og jeg løfter
et skaperverk i mine hender.

...

Ni år seinere ser jeg ungen løpe
i gresset med grønske på knærne
og et ansikt fyllt av livsglede.

...

Etter atten år er ungen blitt en voksen
som ser på meg med alvorlig ansikt
og forteller at den står på egne bein.

Selv står jeg knapt lenger, men stokken
støtter meg og kvinnen har min hånd,
og livet kan få lov å strømme videre.

AEG