Vi er blevet hysteriske med renlighed forstået på den måde, at vi overdeterminerer betydningen af renlighed, sådan at det kommer til at betyde, at noget skal være sterilt for at være rent. Det vi har af-ført os, sniger sig ind på os, så vi må desinficere indtil alt står tindrende hvidt som en operationsstue eller en slagtehal, indtil kun det almene er tilbage, det, der er fjernet fra alt af-ført.

Reklamerne sælger ikke primært produkterne på, at de skal gøre rent, men at de gør dit hjem, toilet eller tænder skinnende blanke (sparkling), bindreklamerne henvender sig ikke til den syge kvinde, men den almindelige menstruerende kvinde, med en konklusion om at 'du lugter'. Det hånddesinficerende middel henvender sig til seeren med den ængstelige konklusion: jeg kunne blive syg. Omdrejningspunktet er hele tiden det, der forøger paranoikerens bevægelsesmønster: kontrol (fordi virkeligheden er uoverskuelig).

Det fækale er det, vi ikke kan få i tale, uden at vores virkelighed bryder sammen, det er det ikke-hjemlige (das Unheimliche), hvorfor det er uhyggeligt, fordi det truer en på ens eksistens, dvs. ens forståelse. Igen: det drejer sig ikke om hygiejne over for manglende hygiejne, men om en social struktur, der blotlægges i reklamerne (de berørte produkters faktiske kvalitet ufortalt). I det fækale samfund kan det af-førte heller ikke komme til udtryk, hvorfor det vender sig til almene renlighedsstrukturer som f.eks. 'danskhed', der virker som overdeterminant i det postpolitiske rum - dvs. det henviser netop ikke til en forestilling om la patrie, ikke til en idealitet i det borgerlige (det politiske per se). Det fækale afslører sig i paranoikerens prædisponering for folkemord - i udrensningen af det fremmede - i den kolde afvaskning, hvor kun det målbare kan have værdi, fordi det er kontrollabelt.

Det fækale samfund er et samfund uden det underbevidste, uden sprog.

Det er ikke muligt at spejle sig i den andens organer, organerne er det fremmede nedenunder huden, der truer med en anden tilværelse, som formaterer sit arbejde uafhængigt af subjektet - sætter sig igennem. Medicineren respekterer i sin afstand til organet hudens uoverskridelighed, respekterer angsten for mørket og dét der kommer fra mørket og bryder gennem lyset (huden) ind i mørket (kødet). Kirurgen spejler sig selv i organerne, han er arketypen for alt sinistert. Truslen (fra den anden).

Det civilisatoriske består i afstanden til den anden, som Canetti analyserede så glimrende. Kirurgen, meuten, Yog-Sothoth er den anden og den anden inde i en selv. Hvor transgressiv er i den forstand ikke parringsakten? Men heri også tiltrækningen ved en kvinde som Angelina Jolie, der efter sigende finder det frækt at have knive med i sengen. Kirurgiens erotik. Beviser Jolie det, der hos Freud ligger hinsides lystprincippet?

Jeg vil lige reklamere med nogle bands, som jeg har lyttet en del til på det sidste:

http://trulywewillgoinsane.mymusic.dk/

http://strivingvines.mymusic.dk/

http://mixtuneforcully.mymusic.dk/

http://strikedearmistress.mymusic.dk/

Der vandrer spøgelser rundt inden i mig, men det er ikke altid, de taler. Somme tider har de ikke noget at sige.

Erik, romanens fortæller, er psykiater og det er en af hans patienter, der sagde sådan. Der siges intet om, hvorvidt spøgelserne er afdøde, blot dette at spøgelserne vandrer rundt og nogle gange taler de; til andre tider gør de ikke.

Jegets placering er usikker. Det taler fra et sted, men refererer udelukkende spejlende til sig selv i en form for adskilthed. Hvor spøgelserne vandrer er 'jeg' ikke. Der er sket en adskillelse mellem udsigelsespositionen og dens objekt på en sådan måde, at 'jeg' ikke længere er, men kun er til stede som refleksivt pronomen, her hjælper grammatikkens terminologi: teksten revolverer omkring et jegløst sted, hvor navnet, dét, der kunne identificere personen, der taler, er blevet udskiftet med spejlingen. Man må måske give teksten ret: der er ingen, der taler? Eller rettere: de, der taler eller netop ikke taler, er spøgelserne.

Man kan ikke egentlig sige, at nogen oplever eller fortæller dette videre til nogen, endskønt det er læst. Udsigelsespositionen skal ikke findes i et fraværende jeg, men i selve spejlingens 'mig', hvori spøgelserne vandrer. Er det ikke egentlig denne vandring, der konstituerer mig'et? Tekstens 'mig' konstitueres i så fald som sted for nogen eller noget: spøgelserne. Med spøgelserne fremkommer først spejlingen og fraværet, ja, stedet defineres som fravær til en ekstrapositioneret talende.

Eller forholder det sig ikke sådan, at det indledende 'der', som jeg læser som adverbium og ikke formelt subjekt, egentlig blot taler om teksten, og fraværet er fravær af en referenceramme? Det giver mening i forhold til, at pronomenet skabes med den refleksive gennemgang.

"... men det er ikke altid, de taler." Forudsat at spøgelserne er en italesættelse, at de ikke bare gennemgår spejlingens sted; der er en forventning til, at de taler. Ikke om noget, men blot 'taler'. Men så dette: "Somme tider har de ikke noget at sige." Det forudsætter til gengæld en position i forhold til noget, måske endda en positionering. Spøgelserne har en mening, de tilkendegiver gennem talen.

Spejlingen er en italesættelse af spøgelserne. De påbegynder overhovedet først deres gang, deres gennemgang af mig'et med denne tekst. Spøgelserne, pronomenet, talen ... kommer i stand gennem spejlingen som udsigelsespositionen. Det slår mig, at kun det jegløse 'mig' kan spejle. Talen er forrykket fra subjektet til tekstens spejling af subjektet, og her bevæger spøgelserne sig. 'Inden i'.

Teksten er en beholder. Den rummer spøgelsernes tilkendegivelser. Vandring og tale er en og samme ting, de er begge tilkendegivelser. Spøgelserne er 'der' uanset - 'inden i'. Stedet 'der' beholder spøgelserne, dets afstand eller fravær aflæses i spøgelsernes tilkendegivelser: tale og tavshed er det samme. Der henvises ikke, men udsiges blot.

Spøgelserne er mere virkelige en det fraværende jeg; men der er et jeg, der er en nødstedt person, der rækker ud og fortæller sin læge, at der vandrer spøgelser rundt i vedkommende. Spøgelserne har i virkeligheden tilkæmpet sig sproget og teksten og taget bolig i 'mig', de er refleksivt til stede: automatisk: selvspejlende: regenererende. De truer i deres tilstedeværelse med ophør (af vandring). Hvad er der så tilbage? En Eingeschlossensein? Det autentiske jeg som Eingeschlossensein.

Det lille tekststykke peger (selvfølgelig) på sig selv som tekst og alt det, men langt mere interessant er det, at teksten bliver spøgelse, at talen, vandringen, ja, ytringen i sig selv kun kommer i stand gennem spøgelserne, at de så at sige bliver det maskineri, der garanterer ytringen. Således at vi altid har udsigelsespositionen uden for os, væk fra os, at jeget alene kan bestå i denne spejlede yderlighed.

As has been more or less implicitly determined, the essence of the phonè would be immediately proximate to that which within "thought" as logos relates to "meaning," produces it, receives it, speaks it, "composes" it. If, for Aristotle, for example, "spoken words [...] are the symbols of mental experience [...] and written words are the symbol of spoken words" (De interpretatione, 1, 16a 3) it is because the voice, producer of the first symbols, has a relationship of essential and immediate proximity with the mind. Producer of the first signifier, it is not just a simple signifier among others.
(Citeret fra Derridas Grammatology)

Sproget repræsenterer ikke verden, men (er sekundært til) de billeder i jeget, der er optaget af verden, mens skriften repræsenterer (er sekundær) til sproget. Jeget er altså den genererende knude (i forhold til hvilken sproget og skriften kan anskues som metastaser), man kan vel tale om en repræsentationsmaskine, hvis sandhedskriterie er eteologisk, dvs. er underkastet læren om den fuldstændige repræsentation af virkeligheden i forholdet 1:1.

Anderledes tænkt er jeget garanteret sin enhed gennem processueringen af indkommende data; men drages eteologien i tvivl, kan jegets enhed heller ikke opretholdes, fordi det som primærsignifiant mister sin forbindelse til virkeligheden.

Jeget set som førstebetegner nødvendiggør en forbindelse mellem virkelighed og tegn. Hvis det som tegnskaber mister sit eteologiske udgangspunkt, bliver det selv signifié for det signifikante tegn; tegnet processuerer en apperception. Jeget bliver selvspejlende. I denne selvspejling tidsliggøres jeget i et forsøg på at opretholde en enhed. Kantiansk forstået: sindet bliver udtryk for en nærværstænkning i form af en "bevarende vedvaren". Sindet genskabt som tegn, som signifikant signifié.

Apperceptionen er allerede et jeg-tab, derved at jeget gøres betydende. I virkeligheden sker der det, i det apperceptive spil, at jeget bliver en tegnstruktur af skiftende nærværsintensiteter.

Opbrydningen af jeget er interessant, fordi jeget ikke længere er den metastaserende knude (tegn-disseminanten), men snarere den øjeblikkelige lokalitet, der udgøres af (ikke apperceptionen, men) det mere eller mindre tilfældige associative spil (jeget som formateret/formaterende hukommelse). Jeget eksisterer ikke som andet end lokalitet, men lokaliteten er reel, fordi den er narrativt organiseret. Lokaliteten er fortællingen om jeg-dannelser, interessant nok fordi lokaliteten er et opløsende struktureringsmoment.

Jeget eksisterer ikke (der ligger ingen grammatisk mistanke i det udsagn). Det lokale er det øjeblikkelige associative spil; det er ingen konklusion.

Det virker unægteligt også lidt søgt at tale om en relationel eksternalisering. Det er begrebet ekstern, der er problematisk. Det definerer serien som helhed i stedet for som lokalitet. Lokalt er der kun særskilte punkter; et punkt betegner således det vellykkede begrebs evne til at skabe differentierende (differerende) spor. Hvor disse spor opnår parallellitet eller, som i en inderlig kluddermutter, en infiltrering opstår lokaliteten.

Lokalt kan man i forlængelse af den omtalte narrative struktur tale om et eller flere epicentre.

I erkendelsens lokalområde, hvor det eksterne (eksternalisering) ikke er muligt, opstår derimod det ekscentriske. Hvor det eksterne forudsætter troen på i hvert fald muligheden af en helhedsanvisning, der skaber ekscentrikeren v.hj.a. parallellitet og indfiltrering lokale epicentre - udfriet fra magten i et oppositionelt begær, der er erosivt, hvilket vil sige, at i det øjeblik begæret indfries sker det på bekostning af en lokal sammenstyrtning.

De 3 DJs skabte sammen et mesterværk som blev rost til skyerne af anmelderne.
Den Sorte Skole er navnet på et københavnsk DJ-kollektiv, der siden 2002 har huseret på diverse klubber og spillesteder. Skolens koncept er, ved hjælp af op til seks pladespillere og tre mixere, at skabe en lang sammenhængende lydkollage på baggrund af udvalgte lp'er, der genremæssigt strækker sig fra Neil Young til Malk de Koijn. Gruppen er især kendt for sine liveoptrædender hvor der udelukkende benyttes pladespillere og mixere uden supplerende computereffekter. Den Sorte Skole består af Aage Jæger, Langefinger og LeBon og kollektivet fik tildelt prisen som årets danske DJ's ved Dansk HipHop Pris 2006 i StoreVega. Nu har kollektivet været i studiet igen for at lave opfølgeren, som passende har fået titlen "Lektion 2". Denne gang har de udvidet set up'et til hele 6 pladespillere og brugt over 300 lydbidder til at skabe dette DJ-inferno. Albummet kommer her på superliret gatefold 2LP.

Producere: Den Sorte Skole
Selskab: Selvfinansieret
Released: 2008

May 11 2008 8:00PM
Lektion #2 LIVE + FEST Studenterhuset København København K

Review:
Den sorte skole sprudler af kreativitet. Som en eksplosion af små guldperler, sprøjter finurligheder ud af mixerpulten, og der blir fyret op for det ene sprøde mix, efter det andet. Skulle jeg drage en parallel vil jeg nævne mit første egentlige yndlingsband; Nobody Beats the Beats. Den Sorte Skole fokuserer blot deres kreativitet om, at skabe en total musikoplevelse. Som navnet antyder er NBTB meget fokuseret om selve kreationen af beats fra bunden af, mens Den sorte skole altså mixer disse beats sammen med universelle, brilliante, geniale tekstuniverser som eks. Malk de Koijn og Neil Young. Der hvor det bliver rigtigt interessant er, når denne idé munder ud i en total nyskabelse af Malk, nemlig svunget over Bjørn Svin's epokegørende lyd fra Kantropisk. Der er virkelig tale om høj, høj musikalsk klasse når det kan lyde som det mest naturlige mix. Den sorte skole er Shakespear, Mozart, Bach osv, kogt ned til 2008's stil, og ja, det er væsentligt "sværere" at høre end f.eks. X-Factor Martin* som, igen kogt ned til benet, synger gamle sange med en yderst begrænset nytænkning. Men det er nemt. Den Sorte Skole kræver opmærksomhed. Det kræver, at du sætter dig for, at lytte til deres musik. Det kræver musikalsk åbenhed og samtidigt, at man ikke tænker sin musikstil i genrer. Hvis du mener du "kun" kan lide rock, ja så er Den sorte skole ikke din kop the. Medmindre du aktivt gør noget for det. Og det, nu skal jeg nok snart holde min kæft, er Den sorte skole værd.

Genius loves Company.

*(hvad er en X-Factor? var det ikke nærmest rationelt, og logisk at det var Martin der vandt? Uden selv, at have fulgt med i programmet fik jeg det indtryk, at han varfavorit lige fra starten. Så mister X-Factor begrebet ligesom sin betydning)

La verdad es que es original... me mola !