Så fik jeg læst Michael Crichton’s roman ”Den forsvundne verden”. Det var vel nærmest også gået hen og blevet et must. Jeg må sige at denne toer på ingen måde fangede min interesse som etteren gjorde det.

Flere år efter at Jurassiv Park blev lukket, begynder mystiske firben i overstørrelse, at drive i land på Costa Rica. Det sætter selvsagt gang i en række hændelser, som ultimativt leder til at vores gamle ven ”Ian Malcom”, kommer på sporet af noget han ikke ønsker at være på sporet af. Catchphrasen fra forsiden er ”noget har overlevet”, men jeg mener nu nok den burde have været ”noget lever stadig” – grunden hertil vil være klar for den der læser bogenProblemet med ”Den forsvundne verden” er ikke så meget at det er en toer (der er selvfølgelig alle de klassiske problemer med folk der overlever, selvom de blev omtalt som døde i etteren og uomtvistelige fakta, man ikke hørte om i etteren), men mere det faktum at den forsøger at rette op på de faktuelle brølere, som Crichton begik i den første. Det virker lidt som om forfatteren vil sige: ”Ja, jeg ved det godt… Jeg har læst op på det nu, så ad mig lige forklarer”. Den er på ingen måde lige så spændingsmættet som den første.

Der er dog det plus, at Crichton ikke har kaldt den ”Jurassic Park: Den forsvundne verden”, for den har meget lidt med Jurassic Park at gøre (Jeg pointerer dette fordi man med filmene lige netop gjorde denne fejl). Derfor har den heller ikke rigtigt etteren at skulle leve op til, men man kan dog ikke lade være med at sammenligne de to.

Det der er pudsigt ved ”Den forsvundende verden” er at man kan tage personerne og bytte dem ud med personerne fra ”Jurassic Park”, og så ville man få nogenlunde den samme bog – to gange. Derudover skal jeg lade være med at nævne alle de lighedspunkter der er med Sir Arthur Conan Doyles originale ”Den forsvundne verden”.

Ikke desto mindre var jeg underholdt på de fleste af de 437 sider som bogen er. Jeg kan godt anbefale den til JP entusiaster, og til dem der synes Sir ACD’s originale udgave er lidt for victoriansk i sit udtryk.

Så fik jeg læst Michael Crichton’s roman ”Den forsvundne verden”. Det var vel nærmest også gået hen og blevet et must. Jeg må sige at denne toer på ingen måde fangede min interesse som etteren gjorde det.

Flere år efter at Jurassiv Park blev lukket, begynder mystiske firben i overstørrelse, at drive i land på Costa Rica. Det sætter selvsagt gang i en række hændelser, som ultimativt leder til at vores gamle ven ”Ian Malcom”, kommer på sporet af noget han ikke ønsker at være på sporet af. Catchphrasen fra forsiden er ”noget har overlevet”, men jeg mener nu nok den burde have været ”noget lever stadig” – grunden hertil vil være klar for den der læser bogenProblemet med ”Den forsvundne verden” er ikke så meget at det er en toer (der er selvfølgelig alle de klassiske problemer med folk der overlever, selvom de blev omtalt som døde i etteren og uomtvistelige fakta, man ikke hørte om i etteren), men mere det faktum at den forsøger at rette op på de faktuelle brølere, som Crichton begik i den første. Det virker lidt som om forfatteren vil sige: ”Ja, jeg ved det godt… Jeg har læst op på det nu, så ad mig lige forklarer”. Den er på ingen måde lige så spændingsmættet som den første.

Der er dog det plus, at Crichton ikke har kaldt den ”Jurassic Park: Den forsvundne verden”, for den har meget lidt med Jurassic Park at gøre (Jeg pointerer dette fordi man med filmene lige netop gjorde denne fejl). Derfor har den heller ikke rigtigt etteren at skulle leve op til, men man kan dog ikke lade være med at sammenligne de to.

Det der er pudsigt ved ”Den forsvundende verden” er at man kan tage personerne og bytte dem ud med personerne fra ”Jurassic Park”, og så ville man få nogenlunde den samme bog – to gange. Derudover skal jeg lade være med at nævne alle de lighedspunkter der er med Sir Arthur Conan Doyles originale ”Den forsvundne verden”.

Ikke desto mindre var jeg underholdt på de fleste af de 437 sider som bogen er. Jeg kan godt anbefale den til JP entusiaster, og til dem der synes Sir ACD’s originale udgave er lidt for victoriansk i sit udtryk.

[dailymotion id=x50dgs&v3=1]