Så var jeg igen på Bottega og igen var det dejligt (og Eva betalte). Sif og jeg delte to lasagner og en panna cotta og jeg var vældig glad for at være et sted, hvor der er så meget gang i den, at der ikke er nogen som ser ud til at irriteres over, at man har taget sin hyperaktive unge med på restaurant. Ud over selvfølgelig lige mig selv som med vemodighed husker dengang hun var sådan en lille fin en, der lå helt stille og sov, når vi gik på både 1- og 2-stjernede michelinrestauranter i ind- og udland (f.eks. var hun forbi Noma en tur, da hun var 5 dage gammel).

Nå men det jeg egentlig ville skrive er, at nu har vores blogkolleger på mitKBH også skrevet om Bottega. De er også glade. Se det her http://mitkbh.dk/bottega

Så blev Bottega anmeldt. Efter 1 måned i vælten kom Svend Rasmussen forbi og faldt med det samme for stedet. 4 stjerner og varme anbefalinger. Bag stedet står som bekendt min søster og medskribent her på bloggen, men primært hendes kæreste Boris og hans (og mine) venner Jeppe og Mauricio, så det er klart jeg er glad på deres vegne.

Jeg kan kun være helt enig i Svend Rasmussens vurdering af stedet. Der er tale om ekstremt veltillavet mad produceret af vildt dygtige kokke, der som bekendt plejer at slå deres folder på restauranter med helt anderledes ambitionsniveauer. For eksempel min egen restaurant ;-). Alt bliver stort set kastet i nakken - blandt kolleger i restaurationsbranchen kommer spørgsmålet ofte, hvordan de dog kan sælge et så gennemført produkt til så latterligt lave priser. En 2-300 kroner for et virkelig dejligt måltid med absolut alt er der altså ret langt imellem i København. Vinkortet er lille men spændende (og ligeledes billigt), omgivelserne fine og man kan sidde udenfor på en varm dag. Hvad mere kan man ønske sig af et stamsted?

Rasmussens anmeldelse står imidlertid i skærende kontrast til de mange hug, restauranten har fået på aok.dk. Tilsvininger, jeg for en dels vedkommende slet ikke kan forstå. Nogle af dem jo, Bottega blev en dundrende succes fra bogstavelig talt dag 1 og de havde slet ikke tid til at komme op i gear og få ansat de rigtige folk til at kunne klare den enorme efterspørgsel. Derfor er det sandt, at der af og til er lang ventetid og betjeningen måske ikke lige er den mest professionelle. Det er selvfølgelig en skam.

Jeg gider faktisk ikke komme med eksempler fra aok - bliver i dårligt humør af at tænke på folks perfiditet - men kan bare sige at som restaurations-insider er jeg rystet over, hvor lav folks tolerancetærskel er overfor et nyåbnet sted som kæmper for at finde fodfæstet.

Jeg har været på Bottega og spise 4-5 gange siden åbningen og har haft en god oplevelse hver eneste gang. Måske lidt vel lang ventetid engang imellem, men maden har altid været helt fantastisk (og jeg er normalt ikke så nem at imponere).

Jeg kan kun sige til Svend Rasmussen: Ja, det er faktisk ret fedt at bo på Christianshavn, især nu hvor Bottega er åbnet.

Derfor var det heldigt at mine medcyklister havde familie, som vi kunne sove hos, og som sørgede for at vi fik rigtig dejlig hjemmelavet mad efter de lange dage i sadlen. Derudover fandt jeg ved et tilfælde Restaurant 5 på havnen i Svendborg, som viste os hvad det fynske køkken kan byde på rent professionelt. 

Stedets grundprincip er at bruge lokale råvarer og producenter, hvilket jo er en meget tidstypisk og charmerende tilgang til madlavning, synes jeg. Og oplægget holdt hele vejen igennem. Her er hvad vi fik:

Forretter:

- En cremet muslingesuppe med løg og gulerødder og et ristet brød med persillecreme. Her tre dage efter er min tunge stadig mærket efter mødet med den meget varme suppe, men det var smerten værd, for det var en perfekt suppe, hvor der var rigeligt med fyld i den utroligt velsmagende "base". 

- Røget makrel med sauce choron (en tomatiseret bearnaise sauce) og smørristet rugbrød - altså en restaurant version af "Makrel i tomat". At dømme efter min medspiser tilfredse ansigt, så var det en meget vellykket version.

Hovedretter:

- Glaserede kalvekæber m. persillerødder og nye kartofler. Enkelt og rigtig godt.

- Jeg prøvede "kaninfodder minus protein", som var deres vegetariske ret. Grøntsager i forskellige teksturer: puré, bagt og dampet, det hele meget veltillavet og velsmagende - en vegetarisk oplevelse, som var en del bedre end Geraniums bud på denne disciplin, som vi her på madbloggen prøvede for nogle måneder siden.

Dessert:

-  Chokolade cremeaux (en slags budding/mousse), hindbærsorbet og pufsukker. Alting passede sammen smagsmæssigt og konsistenserne var ramt lige i øjet.

- Tre forskellige oste fra det lokale mejeri Sinai. Danbo, Svenbo og en blå ost. Lyder umiddelbart lidt kedeligt, men de smagte supergodt og beviste, at de første to typer altså godt kan være en stor oplevelse, når det ikke er et masseproduceret produkt til supermarkedet.

Vi drak lokale øl fra Ørbæk og Stensborg. Den sidstnævnte var for mig ukendt, men kan varmt anbefales, og hvis nogen skulle være faldet over den i butikker i København, så del endelig denne viden med os andre - hvis I vil være så venlige.:-)

850,- lød regningen på, hvilket var mere end rimeligt især fordi vi samtidig med den dejlige middag fik ly for det voldsomme uvejr der rasede lige udenfor vinduerne. Jeg kan ikke sætte en finger på vores aften for også service og atmosfære var i top.

Restaurant 5 er kun tre uger gammel (!), men jeg håber virkelig, at deres koncept viser sig at være langtidsholdbart.

Il Senso befinder sig uden tvivl på top to over vores yndlingsvinbarer i København, sammen med Bacchus på Victoriagade. En varm anbefaling af Il Senso - det er i hvert fald ikke sidste gang, vi kigger forbi.

Mængderne er nogle, jeg har sjusset mig frem til ved hjælp af min gode, tykke ven Escoffier. Det er ikke noget, man går så meget op i, når man arbejder i et restaurantkøkken. Men for dig der aldrig har prøvet at lave fond før, skulle de vist passe meget godt. Ellers må du love mig at bruge din sunde fornuft.

Få slagteren til at hakke benene ud, så de har en størrelse, der passer i dine allerstørste gryder. Køb evt. en endnu større gryde, den skal i hvert fald have plads til 10 liter.

De angivne ’simretider’ er kun vejledende, men du skal i hvert fald regne med at sætte et par døgn af til at lave saucen.

Rødvinssauce

Giver ca. 1-2 liter sauce (20-30 personer)

Kalvefond
2 kilo kalveben sættes i en ovn ved 200 grader i 40 minutter. Herefter hældes de over i en gryde, og dækkes med vand. Gryden sættes over varmen og gives et opkog. Skum urenheder af og tilsæt 5 laurbærblade, 5 persillestilke, 2 timiankviste, 20 peberkorn og 1 dåse tomatpuré.

Nu skal benene stå og simre ved meget, meget svag varme i 10-12 timer. Sørg for at gryden er helt fuld af vand og pas selvfølgelig på, at den ikke koger tør.

Når kalvebenene har stået og hygget sig i mange, mange timer skummes der igen for urenheder. Tilsæt 3 gulerødder, 2 løg, ½ knoldselleri og 1 porre – alt renset og skåret i grove stykker. Kom desuden 1 spsk. salt i gryden.

Kog op, skum og lad igen gryden stå ved meget svag varme i yderligere 8-10 timer.

Sigt ben og grøntsager fra og stil gryden tilbage på det lave blus i endnu 8-10 timer, til der er ca. 3 liter fond tilbage i gryden.

Rødvinsauce
Pil 5 rødløg, skær dem over på midten og skær dem i strimler. Flæk ½ hvidløg. Smelt 50 g. smør i en ny gryde og kom løgene ned i gryden sammen med 5 kviste timian, 10 peberkorn, 5 laurbærblade og 1 lille dåse tomatpuré. Lad løgene blive lidt bløde – pas på med varmen, den skal ikke være alt for høj.

Hæld ½ liter ung balsamico over løgene og lad den koge næsten væk ved høj varme. Hæld 1 liter rødvin i gryden og lad nu den koge ind til cirka halvdelen er tilbage. Og hæld til sidst din kalvefond på. Lad den koge ind, til smagen er god. Du skal ikke tage dig af, at saucen virker tynd – den kan altid jævnes med en smørbolle eller Maizena. Det er en udbredt misforståelse, at rødvinsglace skal koges ind til konsistens. Det vigtigste er ALTID, at smagen er der. Intens og med både syre, sødme og lidt pebersmag.

Sigt saucen, evt. over i mindre bøtter. Det er en meget kraftig sauce, så man beregner ikke så meget pr. person. Ca. ½ dl. burde være rigeligt. Saucen kan sagtens fryses og tages frem, når den skal bruges.

Servering

Ved servering piskes lidt koldt smør i saucen, den smages til med salt, peber, sukker og evt. lidt eddike eller citronsaft og jævnes hvis nødvendigt til den ønskede konsistens med Maizena eller smør rørt op med mel.

Og det kan jeg godt forstå, for det er et rigtig rart sted med ukompliceret og meget veltillavet mad.

Vi startede med at dele en tallerken med tørret skinke og en stor kugle frisk mozzarella - that´s it. Jeg er en stor fan af mozzarella, også selvom jeg inden i går kun har smagt de industrielle typer der findes i de danske supermarkeder, men de kan slet ikke nå gårsdagens type til ostesokkeholderne. Smagen var for det første meget fyldig, faktisk tæt på blå ost, og konsistensen var sprød udenpå og cremet/grynet på en rigtig god måde indvendig. Mozzarella er et svært produkt at få friskt, da det hurtigt fordærver, så jeg gad godt vide, hvor restauranten får denne ost fra, da jeg ikke har set det nogen steder i København - heller ikke i det italienske Supermarco i Sydhavnen. Er der nogen der ved mere end mig?

Til hovedret fik vi tortellini med ricotta og peber - that´s it. Eller det passer ikke helt, fordi vi bestilte en fennikel og appelsinsalat a part, men hovedretten  bestod som udgangspunkt "bare" af 10 tortellinier vendt i lidt smør. Ikke en ret, der vil vinde priser for avanceret anretning, men det gør ikke så meget, når pastadejen smager godt, er perfekt al dente og fyldet smager af ricotta og rigtig meget peber - altså godt...

"Tak, skal du ha´, den er saftig!" var min storebrors reaktion på tiramisuen, der afsluttede måltidet for ham. Det var helt sikkert et kompliment fra den kræsne dessertaficionado. Jeg tog, som altid, osten (selvom det altså var tredje servering der var ost i - man kan ALDRIG få for meget ost!) en tør, lagret pecorino med et nødde og figenbrød til. Også et virkelig godt produkt, som bare bekræfter at kokken og hans medarbejdere ikke blot er dygtige til at lave mad, men også til at vælge de rigtige varer.

Har i en tidligere anmeldelse nævnt, at jeg ikke er vinkender, derfor kan jeg ikke fortælle andet fra den front end, at den vin vi havde i glasset var glimrende. Hm, det er simpelthen for tyndt... Næste gang skal jeg nok gøre mig umage for i det mindste at notere navn og drue.

Man kunne sikkert godt bruge mange ord på at beskrive smagsoplevelserne i dette måltid, men det ville ikke harmonere med enkelheden i konceptet. Så derfor til slut, blot en opfordring til at prøve et af Østerbros rareste spisesteder.

Der har været en del skriverier Om Tom Aikens i både dansk og international madpresse på det sidste. Hans bæredygtige fokus og store interesse for overfiskeri er en af de sympatiske sider ved den engelske stjernekok, som har tiltrukket sig journalisternes interesse. Herud over er han en af de kokke, som har fået øjnene op for, hvordan grøntsager kan bruges som hovedbestanddel i et måltid.

Nu er jeg på shoppetur med tøserne og ikke på gastronomiferie, så i denne omgang får vi ikke lejlighed til at tjekke hans restauranter Tom Aikens og Tom's Kitchen ud. Men oven på en lang dag blandt udsalgsvarerne i Harvey Nichols fik vi da tid til at slå et smut ind om hans relativt nyåbnede takeaway og fiskediner, Tom's place.

Restaurantens specialitet er fish 'n' chips, men menuen er rimeligt omfangsrig og tilbyder blandt andet vongole-spagetti, moules frites, diverse salater, grillet fisk og hjemmelavet is. Vi shoppede lidt rundt i kortet og kunne konstatere, at det store hype omkring mr. Aikens tilsyneladende ikke blot er medieskabt. Alt var særdeles lækkert, veltilberedt og veltilsmagt. Pastasauce på hele cherrytomater og et ordentligt skud chili. Fish 'n' chips i den fineste, blødeste dej og med helt frisk, fast torsk indeni. Hjemmerørt tatar sauce og ketchup.

Vi drak økologisk æblemost og engelsk vin. Restauranten har en målsætning om udelukkende at bruge lokale råvarer. Meget sympatisk.

Tom's Place er helt bestemt et besøg værd.

Vurdering:

Mad: 9

Yderst veltilsmagt, friske råvarer og fin præsentation.

Vin/øl: 7

Et meget lille vinkort præsenterer økologisk og lokalt produceret vin, cider og frugtjuice.

Betjening: 6

Der er betjening ved bordene af personale, som ved hvad de har med at gøre. De er måske ikke super opmærksomme, f.eks. sad vi flere gange med tomme glas uden at blive tilbudt yderligere drikkevarer.

Atmosfære/stemning: 7

Restauranten er indrettet i dinerstil med et par innovative elementer såsom en digital lystavle. Alt er tydeligvis meget gennemdesignet. Restaurantens stil er ikke til mange timers hygge, men det lægger konceptet heller ikke op til. Og så passer det hele jo ligesom sammen.

Sammenhæng mellem pris og kvalitet: 5

Konceptet lægger op til fast food, men der er tydeligvis tale om mad tilberedt af kokke og af de bedste råvarer. Det afspejles af priserne - fish 'n' chips til 11 pund, grillede fiskeretter til omkring 17 pund og salater til omkring 9 pund. Det er bestemt ikke nogen billig oplevelse at spise på Tom's Place, slet ikke når man tager de sterile omgivelser i betragtning. Det er bare ikke det samme at spise middag placeret på en barstol ved et stålbord.

Samlet bedømmelse: 6,8

Hjemmeside: www.tomsplace.org.uk

Jeg har været meget skeptisk overfor konceptet, men alligevel også temmelig nysgerrig. Nu hvor jeg er på ferie med mine veninder i London var det en oplagt mulighed for at prøve den top-veganske økorestaurant Saf af. Restauranten er en international kæde af meget anerkendte restauranter, som har gjort det til deres specialitet at servere mad, som ud over ikke at indeholde kød, fisk og æg heller ikke har været varmet op til over 48 grader.

Eva og jeg var forbi en dag, hvor vi havde tømmermænd. Muligvis ikke den oplagte restaurant til sådan en anledning. Men lad mig bare starte med at slå fast, at vi er lidt solgt til idéen om at spise rå eller næsten rå mad. Den kreativitet og det fokus på råvaren, det kræver at kokken, er helt særlig.

Blandt de rigtig gode retter kan nævnes rødbederavioli med cashewost og nøddeolie, dumplings med spinat og vandkastanje (som var en af få retter på kortet, som havde fået temperaturer over 48 grader) og ris lavet på skorzonerod. Forretterne var noget mere spændende end hovedretterne, hvor der generelt gik lidt for meget vegetar-ruskomsnusk i den (en af de spændende ting ved restauranten er jo ellers netop at iagttage, hvordan et måltid kan sættes sammen uden brug af de klassiske elementer kød og sauce og alligevel fremstå som helstøbte, gennemtænkte retter).

Desserterne var måske også lige på den sunde side. Der var sparet lidt for meget på sukkeret. Men ellers var i hvert fald min cheesecake på nøddeost og pinjekernebund rigtig dejlig.

Vi fik os en på opleveren og vil helt klart tjekke Saf ud næste gang, vi kommer forbi London.

Samlet vurdering 

Mad: 7

Maden er meget innovativ og spændende. De fleste retter var flot præsenteret, og så er det hele efter sigende økologisk. Der er tænkt over elementerne surt, sødt, salt, bittert og umami - den sidste med brug af primært ost, soyaprodukter og svampe, hvor man normalt vil bruge kød og fonder. Af og til kneb det dog alligevel med tilsmagningen; desserterne var ikke søde nok og det var ikke alt, der passede lige godt sammen.

Vin: 7

Restauranten har et fint, velasorteret vinkort udelukkende med økologiske og biodynamiske vine. Der er desuden dejlige frugtjuicer på kortet og et stort udvalg af innovative cocktails.

Betjening: 7

Som altid i London er man omgivet af et hav af mennesker, som ikke nødvendigvis ved så meget om noget som helst, men derimod er virkelig søde og servicemindede. Vi fik præsenteret maden flot og rutineret. 

Atmosfære/stemning: 7

Restauranten er flot indrettet i minimalistisk stil og med dansk designede lamper i loftet.

Sammenhæng mellem pris og kvalitet: 9

Med forretter og desserter, der starter omkring 3 pund og hovedretter, hvor den absolut dyreste koster 11 pund, er Saf nærmest en billig restaurant. Især når man tager i betragtning, at det kræver en del arbejde at tilberede raw-food på gourmetniveau.

Samlet bedømmelse: 7,4

Hjemmeside: http://www.safrestaurant.co.uk/

I fredags slog Bottega endelig dørene op for byens bedste pizzaer, syditaliensk mad og god stemning. Vi har heldigvis haft forrygende travlt siden, men her er - lidt forsinket - nogle billeder fra åbningsreceptionen. Deodado, som er en ven af huset, kom forbi med sit band, og der blev jammet på livet løs. Det var en fed fest! Tak til alle jer, der kiggede forbi, tak for de fine gaver og undskyld til alle jer, der ikke nåede at få invitationen, som blev sendt ud i 11. time.

[gallery]

I dag reiser jeg videre fra Tobolsk, eller Toboljsk, som det kanskje egentlig burde vært skrevet (på russisk er det «Тобольск», med myk lyd ” ь”). Dette var min inngangsport til Sibir, dette veldige området som er Russland. Her er folket, provinsen, landskapet, det som er Russland, og samtidig ikke er det. Det er så mye med Sibir, jeg skal skrive fyldigere om det i en senere post, her skal jeg bare skrive om mine tre første dager her.

Utsikt bortover vollen og vestsiden av gamlebyen i Tobolsk

Og posten ble så lang, at jeg har laget en liten innholdsfortegnelse. 1. Innledning 2. Torsdagen 3. Fredagen 4. Lørdagen og 5. Avslutning. Sånn måtte det bli.

Spir på spir i Kremlin i Tobolsk. Vi ser forbønnskirken, klokketårnet og den herlige St. Maria katedralen

Innledning

Jeg valgte meg Tobolsk som første stoppested. Og jeg har tenkt litt på om dette er en typisk Sibirsk by, om den er representativ, om jeg virkelig har vært i Sibir, når jeg har vært her. Det er en del som taler for det, og en del som taler mot det. Den ligger jo helt mot grensen, og i et enormt område som Sibir, kan man liksom ikke si at man har vært der, når man bare har vært helt ute i det ene ytterpunktet. Slik kan man kanskje også si at man liksom ikke har vært i Russland, når man bare har vært i St. Petersburg. For å være i Sibir, skulle man sikkert ikke være i en by i det hele tatt, byene kan jo aldri dominere et gigantisk land som dette, Sibir er den urørte natur. På samme måte skulle man kanskje være her om vinteren, for virkelig å oppleve det.

Men det er nå en gang om sommeren jeg har ferie. Og på denne ferien min, reiser jeg til byer. Da er Tobolsk kanskje ikke helt representativ, med det at den ligger ikke ligger langs den transsibirske jernbanen. Den er på et slags sidespor, nordover fra Tyumen, oppover mot Nizhnevartovsk, Purpe og Novy Urengoy (for foreløpig å bruke engelsk transkripsjon), det er endestasjonene, Tobolsk er sånn cirka midtveis. Kanty Masynsk, med sjakkturneringene, ligger også nordover her. Innbyggertallet er om lag 100 000, sånn midt på treet, og den har både gamle bydeler og nybygg fra Sovjettiden, som beskrevet i en tidligere post. Det er en kulturby, mer enn industriby, men det er folkekultur og historie, mer enn finkulturen man egentlig bare finner i europeisk Russland, og stort sett kun i Moskva og fremfor alt, St. Petersburg. Der er alt. Kunstmuseet i Tobolsk var knapt verdt den norske 10-kroningen det kostet å komme inn, enda det var restaurert etter alle kunstens (artig ordspill) regler, maleriene var ganske enkelt for enkle (nytt ordspill). 

[caption id="attachment_814" align="alignnone" width="300" caption="Kunstmuseet i Toblsk, med buss nr 4 foran. Like til venstre ligger hotell Sibir, som jeg bodde på."][/caption]

Nei, jeg skriver dette, fordi jeg føler jeg ikke helt har vært i Sibir ennå, selv om jeg altså nå er her. Jeg må innover mot det indre, det må være Sibir på alle kanter for at det skal være noe, Tobolsk ble liksom for fint og kultivert og russisk, ville Sibir er lenge mot øst. Jeg vil likevel på det varmeste anbefale å dra hit, om man likevel skal ta den transibirske jernbanen. Fra Jekaterinburg får man enkelt billett, det går daglige tog, og tidene passer fint, om bord klokken åtte om kvelden, og opp og av klokken ti på sju etter en god natts søvn (hehe), tog nr 342, her er hvorfor og hvordan, mine tre første dager i Sibir.

[caption id="attachment_809" align="alignnone" width="480" caption="Er det rart jeg ble fenglset av den klassisk russiske St. Maria katedralen i Tobolsk?"][/caption]

Torsdagen

Torsdagens post om reisen fra Jekaterinburg hit til Tobolsk, endte med at jeg steg om bord på bussen ved den russisk plasserte togstasjonen, her, en mil utenfor selve byen. For dem som vil kopiere reisen, er det bare å gå ut av stasjonsbygningen, stå der med ryggen mot togene, når buss nummer 4 kommer, gå om bord. Det koster to russiske tiere, og man får penger igjen. Det er en tidløs buss, den ville ikke vakt oppsikt på 60-tallet, og man må respektere den for å ha holdt stand somre og vintre i årevis i Sibir, forvent ikke at den skal være komfortabel, lydløs og rask. Den er det motsatte, og milen inn mot sentrum tok sin tid, jeg ble som alltid litt i tvil om jeg var på riktig buss, det kunne jo bli kritisk ellers, men det er den riktige, og hva jeg ikke visste, men som jeg kan opplyse dere om, er at den kjører helt inn til Kremlin og at det er endestasjon. Når motoren blir stoppet, skal dere av. Kremlin rager ved siden av, man er ikke i tvil.

Hoteller jeg like varmt som byen anbefaler, ligger like om hjørnet, følg bare festningsmuren, gå mot det røde vanntårnet, det er mot venstre fra bussholdeplassen når man står med ansiktet mot festningen, det er bare å gå ditover, og rundt hjørnet, der er hotell Sibir. Her får man for om lag et halvt tusen norske kroner, et romslig rom med fliselagt bad, og med stil og ordentlig og pent og rent overalt. Utsikten er upåklagelig, rett mot Kremlin, man har den største attraksjonen like utenfor døren, og kan gå ut og ta bilder og se på den i forskjellig lys (og mørke) til alle døgnets tider. Bak festningen, er en praktfull utsikt til gamlebyen, som ligger nedenfor åsen, der det på vanlig russisk vis er bare sletteland, og selveste elven Irktusj igjennom, man kan tilbringe timevis der.

Jeg var trøtt da jeg ankom, og etter å ha briljert med min russisk og fått meg rom, de snakker ikke engelsk her, ikke i det hele tatt, ikke noen, gikk jeg og hadde meg en liten strekk på en komfortabel seng, og fikk luftet litt ut av kofferte og lagt litt forskjellige ting, rundt omkring. Det er lenge siden jeg har hatt plass nok.

Så var det ut å gå, som jeg alltid gjør det og mener det er riktig når man kommer til en ny by, man skal ut og gå, og gjøre den til sin. Kremlin var et naturlig startpunkt, jeg ble fullstendig fengslet av den, faktisk, langt sterkere enn av den mer berømte i Moskva, uten at jeg helt kan si hvorfor. Den er jo ganske enkel og hvit, og med St. Sophia-katedralen, et lite klokketårn og den mindre Pobkrovsky-katedralen som hovedattraksjoner midt i, det var noe med de gylne løkkuplene, noen av dem blå med stjerner, og at det var i Sibir, som bergtok meg fullstendig. Jeg tok bilder fra alle vinkler, og gikk lenge omkring overalt hvor jeg kom til.

Deretter gikk jeg på baksiden, og fikk se utsikten jeg ikke var forberedt på, endeløst, endeløst, endeløst slettelandskap. Som vi pleier se ut over havet, ser russerne ut over dette, det taper seg i horisonten, men man vet det fortsetter, og fortsetter, og fortsetter. Rett nedenfor var gamlebyen, fin å se på, og full av aktivitet, mange heisekraner og byggeprosjekt, det kommer seg raskt, her i Russland. Og til høyre lå elven, Irktusj, med båten som kontinuerlig frakter passasjerer fra den ene siden til den andre. Stort flere båter så jeg ikke, enda jeg stod der lenge, og kom flere ganger tilbake.

Jeg gikk etterpå rett i retning av elven, for å se om det var mulighet for å komme seg ned og få et bad, det var det ikke, så jeg ble i stedet gående på måfå rundt omkring i denne midterste delen av byen. Det var varmt og godt, og fullt opp av gode billedmotiv. Det var også langt færre russere som gikk rundt med en ølflaske enn vanlig, men de så mange av dem fattige ut, og det var de nok også, ut i fra husene de bodde i å bedømme. De var også mørkere, og mer strammede og furete i ansiktet enn russerne lenger vest, de antydet eskimoer mer enn europeere, og de så alle sammen ut som de hadde vært her noen vintre. Det var en vennlig, fredelig stemning, folk så egentlig ut til å ha det ganske bra, her.

Fredagen

Selv om jeg anbefaler Hotell Sibir som bare juling her i byen (jeg har sett de andre, de er ingenting), så har det en lei mangel sommerstid, og det er aircondition. De har det nede i restauranten, så der er det kjølig og godt, likeledes i resepsjonen, som får kald luft fra restauranten. Men med en gang man kommer opp trappen til andre etasjen, blir det svett stemning, og inne på rommene er det enda verre. Det viste seg til og med at ovnen stod, et slags varmtvannsopplegg på badet, som gav varme til hele rommet. Smart om vinteren, men om sommeren ble det bortimot ulevelig der, i hvert fall vanskelig å få sove, jeg svettet meg gjennom natten uten noe som helst over meg.

Gamlebyen var målet. Og hotellets utmerkede plassering kom på ny til sin rett. Det er bare å gå strake veien gjennom Kremlin, ned trappene, selvsagt etter å ha konsumert litt utsikt først, og studert Sofia-kirken enda en gang. Jeg har siden tenkt at denne Kremlin overgår Moskvas, fordi denne får man se i fred, i Moskva er det jo fullt av turister, i Tobolsk er det bare du og russerne.  Og det er bare så vidt russerne er i flertall. 

[caption id="attachment_872" align="alignnone" width="300" caption="Nærbutikk og utsikt opp mot Kremlin i Tobolsk"][/caption]

[caption id="attachment_871" align="alignnone" width="300" caption="Ferjekaien i Tobolsk ved elven Irtysj. Badeplassen er like ved."][/caption]

Og det er rart med det, der det er sommervarme og vann, blir det gjerne noe bading også. De russiske elvene, brede og fine, har nok av sandstrender, selv om de er litt mudrete, og elvene nok er litt skitne. Enda verre er det at russerne er så fæle med søppelet sitt, og at glasskår blir behandlet som annet søppel, det vil si at det blir liggende. Men kan russerne, så kan jeg. Kaldt vann fra Kina, via Kasakhstan, og så opp til Tobolsk der jeg dukket og svømte og fløt på ryggen og gjorde som jeg pleier i vann, om enn litt engstelig, da det ville være en ulykke om bagen jeg hadde ble stjålet.

Etter badet var jeg en skikkelig russer. Jeg skiftet ikke tilbake til den anstendige korte buksen, men ble gående i den korte kortbuksen og med bar overkropp gjennom gatene. Det var så skikkelig russisk det hele, jeg gikk til og med barbeint, så lenge det var mulig. Her og der tok jeg noen bilder. Ved et hus stod en hund og tygget gress, nei, det var visst ei ku. En mann kom trillende med en mugge vann, hentet i vannposten, hvor en gutt nå stod og fylte, og en annen ventet på tur. I hus man skulle tro ingen kunne bo, henger klær til tørk, en ku kommer gående langs veien, nei, det er jo ikke mulig. Det kommer flere kuer, jeg må ta bilde av det, ku etter ku langs veien, og bilene kjører som ingenting, bortsett fra at noen tuter. Og ved siden av går jeg i bar overkropp, og filmer det hele.

Vel, det er litt av et land, og denne gamlebyen i Tobolsk tror jeg er så representativt som det blir, dette er kjernerussisk, opprinnelsen, selv om flesteparten i dag bor i de redselsfulle betongblokkene. Jeg var forresten bortom alle kirkene, alle var til restaurasjon, og umulige å gå inn i, og utenpå var det bare kuplene som skinte.

Jeg fant meg et stille sted å skifte, akkurat det der var ikke så lett å gjøre, som det var å skrive det. Jeg gikk rundt ganske lenge på jakt etter dette stedet, og jeg skal ikke underslå at det var flere steder jeg var på nippet til å prøve, i det en eller annen russer dukket opp fra et eller annet sted, og gikk forbi i dagliglivet sitt. Det stille stedet var slett ikke risikofritt det heller, det var langs en vei med hus på begge steder, og det virket ganske forlatt der på dagtid.

Like etter kom imidlertid tre slitne russere ut av buskaset. Disse var brent av solen, de tilbrakte tydelig mer tid utendørs enn inne, og det sier jo sitt at de ikke var på arbeid eller ferie denne hverdagen, de var rett av slett av typen til og med jeg prøver å unngå. Og så, vet dere, stiller den ene av dem, meg et spørsmål. Hva er klokken? Og jeg har klokke, og vet jeg kan ikke svare på dette spørsmålet, uten å avsløre at jeg er utlending. En av de andre spør også, og klokken min skinner så tydelig på armen, ”pjat”, sier jeg bare, som betyr fem, men som sikkert ikke er sånn russerne skal si det, når de sier klokken, jeg tror heller de sier tilsvarende femte, altså at det er den femte timen. Og klokken var heller ikke fem, men kvart på. De vinket og smilte og gikk. 

[caption id="" align="alignnone" width="300" caption="Gamlebyen i Tobolsk, med en karakteristisk grapsete russisk dam"][/caption]

Det gjorde jeg også. Det begynte å bli guffent der nede i gamlebyen. Jeg ville opp igjen til tryggheten på haugen. Her var så mange hunder og kuer og ville menn (selv om jeg strengt tatt tror alt var like trygt). Jeg gikk inn en kirkegård, der var det en som tigget, og helt sikket en som bodde i bakgården, hva er dette for et land?

Oppe på haugen min ventet en kjedelighet som virkelig var noe. Restauranten på hotellet var bortleid til bryllupsfest. Og selv om jeg hadde gått rundt ikke så rent lite, både i gamlebyen og oppe rundt festningen, så hadde jeg ikke funnet en eneste annen restaurant. Jeg gjorde et tappert forsøk på å ta meg opp til nybyen, dog ikke taprere enn at jeg valgte å spasere, jeg tok ikke bussen, selv om jeg visste det var nummer 4, og hadde gjort det om sulten var prekær. Det var den ikke, og jeg snudde på halvveien.

Lørdagen

Etter en ny varm natt, våknet jeg til en besynderlig frokost. Restauranten var vasket og ren, men bordsettingen var som om det fortsatt var bryllup, og jeg måtte spise i et slags siderom. Pølse og en slags spaghetti, typisk russisk frokost, god som vanlig, og jeg etterpå som vanlig opp på rommet og gjorde forfallende arbeid. Ikke så mye denne gangen, og jeg måtte også pakke. I motsetning til elendige hotell Sverdlovsk i Jekaterinburg, var det ingen problem her på hotell Sibir i Tobolsk å oppbevare bagasjen, jeg kunne gå ut og være fri.

[caption id="attachment_882" align="alignnone" width="300" caption="Slik ser det ut. Pølse og spaghetti til frokost i Russland."][/caption]

Så gikk jeg opp på hotellet, i det håp om å få meg lunsj, men nå var restauranten lånt ut til bankett. Det var uheldig, jeg kunne greit hoppe over middagen en dag, men ikke gå hele dagen på den puslete frokosten russerne serverer. Jeg husket plutselig jeg hadde gått forbi et slags hotell på en av turene mine rundt i byen, og lette meg frem tilbake dit, mon de hadde restaurant der? Det hadde de, men også der skulle det være bankett.

Sånn er det, om hverdagen går ingen russere på restaurant, så uten banketter og bryllup, vil ikke restaurantene i sånne provinsbyer klare seg, og turister som jeg, de få gangene det er noen der, må klare seg på annen måte. Jeg gjorde det på russisk vis, kjøpte meg ei pølse og et brød og en øl, og satte meg i parken. Det hadde gått bra, det, om det ikke hadde begynt å regne, som det gjorde. 

Velvel. Uten godt med mat og foreløpig uten sted å bo, og lenge til toget gikk, gikk jeg rundt i den lille byen og fant meg ly der det var. Jeg brukte en time på internett, men hadde lite utbytte av det, for ingen sider å logge inn på virket. Nei, det beste er bare å være på festningen og se på den, og se på utsikten. Den er virkelig nydelig.

Til middagen fikk jeg en briljant ide, sjekket lonely planet for absolutt alle hotellene i den forholdsvis lille byen (som altså er nesten dobbelt så stor som Sandnes), og fant et til i min del av byen. Jeg gikk dit, og så en utbombet dør, med et ark i en snor, og russisk tekst. Heldigvis klarte jeg å lese denne teksten, administrasjonen var i andre enden av bygget, jeg gikk dit, og fant jammen en kafe, der jeg hadde et anstendig måltid til en femtilapp.

[caption id="attachment_881" align="alignnone" width="300" caption="Ikke lett å skjønne at dette er et hotell, men det er det. Og jeg fikk mat der."][/caption]

De første dager oppfylte alle ønsker, hva nå de skulle være, som om man reiste til Russland med ønsker. Russland er forundringens land, og Sibir er blitt så russisk Russland, som det bare kan få blitt. Selv om det ble innlemmet i riket nokså sent, bor det nå omtrent bare russere der, og de som ikke er russere, er blitt skikkelig russifisert, i hvert fall i de byene jeg skal reise til (kanskje bortsett fra Ulan ude), og i hvert fall med Tobolsk.

 Det var en veldig stille by, absolutt ikke noe uteliv i det hele tatt. Ungdommen satt på benker, og det så ikke ut til å være noen sirkulasjon av venneflokker i det hele tatt. Kanskje var det noen flere utesteder i nybyen, guidboken nevner en pub og en klubb på et av hotellene der, men hvilke russere har vel råd til å gå dit?

Internettilgangen var også dårlig. De hadde et sted der man kunne betale 20 rubler pluss ekstra for hver nedlastet Mb i min del av byen, men der kunne man ikke bruke minnepenn, og den siste dagen, ikke engang logge inn på noen sider. Så disse postene ble skrevet litt i hytt og vær, noe før, noe underveis, og noe etter at jeg var der. 

Videre går ferden til Omsk. Guideboken sier turen tar 12 timer, men billetten sier den tar nærmere 14, og det samme sier guideboken for reisen motsatt retning, så her har vi kanskje en trykkfeil i Lonely planet. Når jeg kommer dit, vil det samme gjenta seg. Det blir å kjøpe ny billett, orientere seg, og lage nye planer for veien videre, planen blir til mens jeg går, som jeg sier.

Jeg vil til sist fremheve hotellets utmerkede, virkelig utmerkede restaurant, soleklart den beste i byen (fordi den omtrent var den eneste, men hadde det vært andre, ville de vært dårligere). Jeg spurte i resepsjonen hvor lenge de hadde åpent, og lærte et nytt ord, ”sutki”, «суткы», ”Døgnet rundt”. Sånn er Russland. Jeg ville som sagt spise alle måltider der, men så var den altså bortleid i helgene, det er en risiko. Når den ikke var bortleid, var den stort sett tom hver gang jeg gikk inn, allikevel stod alle bordene ferdig oppdekket. Og en av bestandig to servitører var straks på pletten, alt var på russisk, men selv om man ikke kan noen ting, er det bare å peke, alt var godt og skikkelig laget.

Det er utroligt underholdende og meget letlæst at komme igennem den flabede amerikaners beskrivelser af livet som rodløs kok på den amerikanske østkyst, primært New York og omegn, gennem de sidste 20 år. Han har prøvet alt fra usle turistfælder til de fornemmeste gourmettempler (som, ifølge ham, også er nogle slemme turistfælder), været i grænselandet mellem narkoman, alkoholiker og slave, knoklet 18 timer i døgnet og set alle typer mennesker ved komfurene rundt omkring.

Og faktisk er det den brogede flok af skabninger han er stødt ind i på sin vej, der er mest fascinerende at læse om. Jeg går selv hver dag sammen med kollegaer, som lever relativt almindelige liv med venner, familie og fritidsinteresser, som på mange måder minder om mine egne, og derfor ville jeg formentlig få et chok, hvis jeg bare i én time havnede i et køkken med typer, som Bourdain har stået sammen med: store, bomstærke, brutale, massetatoverede, arrede, halvkriminelle, stofafhængige, eksplosionsfarlige, halvillegale  og sørøveragtige mænd! Muligvis overdriver han en lille smule for underholdningens skyld (og det virker), men jeg tror gerne, at den amerikanske restaurationsbranche er overbefolket af vilde typer, som kunne få en hård grillkok på Hereford i København til at ligne en søndagsskoleelev for USA er jo bare pr. definition vildere end alle andre steder.

Bourdain´s verden sætter min oplevelse af et restaurantkøkken i perspektiv, og jeg bliver næsten pinlig over alle de småproblemer, jeg kan gå og brokke mig over på MS Amerika. For vi har det bare afsindigt godt - i hvert fald nede hos os - både når det gælder arbejdsbyrde, -tid, -løn, -ansvar og uddannelse. Og når jeg nogle gange kigger ned på mine hænder og stolt konstaterer, at det ligner arbejdshænder, så er det virkelig på et andet niveau end hvad Bourdain får smækket i hovedet i starten af sin karriere. Her er det vidunderlige afsnit, hvor det går op for ham, hvad det vil sige, at være kok med de hårde drenge betyder (beklager, men det følgende er ikke så appetiteligt, som hvad vi ellers har her på bloggen):"...Så hævede han sine enorme håndflader, holdt dem helt tæt op for mine øjne, så jeg kunne se dem ordentligt: den hæslige blanding af vandfyldte vabler, vrede røde rande fra grillen, gamle ar, det rå kød, hvor damp og kogende fedt simpelthen havde fået hans hud til at falde af. Hans hænder lignede kløerne hos et monstrøst science fiction skaldyr, knopret og fortykket under sår, gamle som nye. Jeg kiggede, som hypnotiseret, mens Tyrone - hvis øjne hele tiden mine i skak - langsomt rakte hånden ind i ovnen og hev den brandvarme bradepande ud, bar den over til spækbrættet og satte den ned foran mig. Uden at blinke."

Hva´be´har?!!!

Mange af beskrivelserne af den madlavning han har oplevet kan i ulækkerhedsgrad sagtens leve op til ovenstående afsnit, men heldigvis deler han også de fine og smagfulde oplevelser, så man forstår, hvorfor han elsker at være kok og lave mad. Derfor er den hermed anbefalet til alle kokke og kokkeelever - og selvfølgelig alle jer, som har lyst til at læse den dramatiske version af hvad der foregår i køkkenerne på den anden side af svingdøren.

Billede af Katrine Granholm

De danske sommerhusområder udsender i disse tider en liflig duft af friture og soft ice. Hoppepuderne pustes op og alt er sat ind på at give børnene det, de vil have. Men Nordsjælland er ikke sådan alle vegne. Flemming og jeg var taget på en lille ferie til Tisvildeleje - uden barn - og her fandt vi både uspolerede sandstrande, überromantisk badebyidyl, Hansens flødeis, hjemmebagte boller og egne æg til morgenmad. Og en restaurantoplevelse af den slags, jeg kun sjældent har fornøjelsen af efter et langt liv med mange mange restaurantbesøg, utallige flasker god vin og endnu flere timer bag komfuret. Med forfinede smagsløg samt veludviklet kritisk sans til følge.

Til gengæld kan jeg også helt klart genkende det, når jeg støder på noget rigtig godt. Sådan noget er Tinggården.

Det er i mine øjne meget nemt at lave god mad for tiden. Naturen byder på alt, hvad vi skal bruge, og det i sin fineste form. Det forstår de heldigvis at udnytte på Tinggården. Masser af gode, sprøde danske grøntsager fra en lokal og tilsyneladende meget dygtig bonde ved navn Thomas. Perfekt tilberedning. Smageskeen på plads. Og en menu, som hænger sammen fra ende til anden.

Vi fik jomfruhummere, pighvar, sommertrøfler, perlehøne, imponerende modne oste fra et yderst velassorteret ostebræt. De dyre råvarer til trods var aftenens største oplevelse de helt friske ærter serveret i en form for beurre blanc med nye løg og friske ærteblomster. Lidt veltilberedt fladfisk og sprød skinke på toppen og en ekstremt velsmagende repræsentant for det enkle, danske sommerkøkken er født. 

Vinene har de også rigtig godt styr på på Tinggården. Og det til den imponerende lave pris af 90 kr. pr. glas. Vi drak ung, sprød spansk og tysk riesling samt et glas hvid Rhone, som desværre havde toppet. Fint nok, men da vi kom til hovedretsvinen blev benene slået væk under os. Vi fik serveret endnu en relativt ung vin, men fuldt moden, velafbalanceret, frugtig og helt igennem dejlig. Pinot noir fra New Zealand ved navn Clos de Ste Anne med tydelige referencer til Bourgognestilen.

Jeg har allerede skrevet alt for meget, og må derfor bare skynde mig at nævne, at betjeningen var behagelig, at omgivelserne er hyggelige, og at Jan Friis Mikkelsens egen kirsebærvin er en dejlig omend noget tanninrig oplevelse til en gang ost.

Jeg håber snart, jeg kommer forbi Nordsjælland i sulten tilstand igen.

Mad: 9

Kommentar: Befriende fri for skum, gele og dobbeltpanering, men fokus på gode råvarer, god smag og gammeldags kokkehåndværk. 

Vin: 7

Kommentar: God mad/vin-sammensætning omend ikke alle vine var lige i øjet. Ret lille og ikke specielt personligt vinkort. 

Betjening: 7  

Kommentar: Venlig og relativt kyndig betjening. Vores ene tjener var lige blevet student, men hun klarede vinpræsentationerne flot.

Atmosfære/stemning: 8

Kommentar: Hyggelig krostemning og fin lille gårdhave.

Sammenhæng mellem pris og kvalitet: 8

Kommentar: 675 kr. for 6 retter er lige 10% under københavnerpriser, mens vine til 90 kroner glasset er decideret billigt.

Samlet bedømmelse: 7,8

http://www.tinggarden.dk/

Min lillebror elsker, ligesom sine søstre, god mad. Han holder også meget af at gå ud at spise og ringer nogengange og spørger, om ikke vi skal en tur på restaurant sammen. Det gjorde han for eksempel i søndags. Jeg kender ham dog så godt (vi har trods alt kendt hinanden i 21 år), at jeg ved, at den er stensikker hver gang: Det er mig, der står for regningen. Heldigvis findes der steder, hvor man kan få sig et udsøgt måltid til en lillebrorvenlig pris, og en af mine klare favoritter er Royal Garden, så der tog vi hen.

Vi fik grøn te og masser af dim sum, forårsruller, stegte kødting og nogle helt fantastiske blækspruttekager, som jeg tror, er en nyhed på menuen, og som jeg varmt vil anbefale.

Royal Garden er fantastisk til en halvstenet søndag, og man kan grovæde til man sprækker for under en 200-mand per næse. Stedet er for nylig blevet shinet op, men den helt klassiske kineserrestaurantstemning er ikke at fornægte. Der er stadig voksdug på bordene. Man kan altid få et bord, betjeningen er venlig, alt kommer hurtigt, og - ikke mindst - man kan sagtens komme anstigende i søndagsklunset. Jeg har spist der mindst ti gange, og det er altid sådan. Det er derfor, Royal Garden nok er min yndlingsrestaurant i hele verden. I hvert fald om søndagen.

Royal Garden
Dronningens Tværgade 30
København K
www.royalgarden.dk

Se også hvad jeg skrev om Pak ka, som er et andet helt fantastisk dim sum sted

Hele redaktionen var en tur på Geranium i dag. Vi spiste en dejlig frokost og var mætte og glade, da vi gik derfra. Men ikke voldsomt imponerede, som der lægges op til, når man går på en af byens mest hypede restauranter. Lidt for meget skum, gele og paco jet - lidt for lidt af alt det sprøde, friske som omgiver os for tiden. Jeg vil i øvrigt nøjes med at lægge mine billeder op og overlade det til Eva eller Amalie at skrive lidt mere om besøget.

[gallery]

Jeg har lige tjekket vejrudsigten, og den lover regn hele ugen, så måske er dette indlæg i virkeligheden lidt malplaceret. Det skal nemlig handle om de Københavnske restauranter, der er allerbedst, når solen skinner. Og dem er der heldigvis rigtig mange af. Jeg kunne godt tænke mig at skrive om dem alle sammen, men for ikke at skulle bruge hele natten på det, vil jeg begrænse mig til de gode restauranter lige i nærheden af, hvor jeg selv bor ved Peblingesøen. Kun rigtige restauranter, ikke caféer, og kun dem der har udendørsservering.

Salon 39 på Vodroffsvej: God, italiensk inspireret mad til prisen, og lækre cocktails. Desværre har de kun åbent torsdag-lørdag, men de har en del borde udenfor, så der er en fair chance for, at man kan tiltuske sig et, hvis man kommer på en af de dage. Se også hvad jeg før har skrevet om Salon 39

Thai Pan: Ganske udmærket Thaimad til prisen. Fed udsigt over søen, og de udendørs borde er skærmet af, så man kan også sidde der, selvom det blæser lidt. Desuden har de åbent hver dag.

Pintxos på Nansensgade: Jeg har før skrevet mindre pænt om Pinxtos, men restauranten har en af Københavns ubetinget fedeste gårdhaver. Desuden har jeg lidt på fornemmelsen, at de har skiftet ud i køkkenet, for sidst jeg var forbi, var maden faktisk rigtig god - og også betjeningen. En ekstra bonus ved Pinxtos er, at køkkenet har åbent til kl. 23 - også om søndagen.

Sticks'n'Sushi på Nansensgade: Sticks'n'Sushi leverer et godt produkt hver gang, og på Nansensgade har de et par håndfulde borde udenfor. Nansensgade er en af de hyggeligste gader i byen, så Sticks er det perfekte sted at suge atmosfæren og få sig lidt god, rå fisk oveni. Desuden har de åbent hver dag.

Nørrebro Bryghus: Bryghuset har både borde ude på gaden og inde i gården. Rigtig mange faktisk, men det er også et populært sted, så det er en god idé at bestille bord, hvis man vil være sikker på et udenfor. De gange, jeg har været forbi, har maden været ganske udmærket, øllen fantastisk og betjeningen pænt elendig. Det er dog efterhånden et stykke tid siden, så det kan have ændret sig. Der er åbent hver dag.

Taverna Sokrates: Jeg har for nylig skrevet pænt om Sokrates, og vil gerne benytte lejligheden til at anbefale denne hyggelige græske restaurant på Baggesensgade igen. Der er kun to borde udenfor, og der er sjældent sol, da facaden vender mod nord. Men til en rigtig varm aften er det et fint sted at hygge sig med en flaske retzina og gedigen græsk grillmad. Se hvad jeg har skrevet om Sokrates før.

Til sidst vil jeg gerne på det kraftigste fraråde alle at frekventere Kaffesalonen ved Peblingesøen for andet end en kaffe eller øl. Det er ellers fristende, for den ponton de har ud i vandet, der hvor man kan leje vandcykler, er helt suveræn på en varm sommerdag. Jeg bor lige i nærheden og er kommet der altid, også dengang det var en rigtig old school kaffebar med kolbekaffe og wienerbasser. Altid perfekt til en morgenkaffe efter en tur på Café Louise... Men betjeningen på den nuværende kaffesalon er bestemt den elendigste i København, og maden har også været temmelig ringe de gange, jeg har været forbi. Faktisk synes jeg det er strengt overfor os københavnere, at der ligger et så ringe sted på så skøn en placering.

Vinbaren som bare hedder "R" er et lidt spøjst sted, hvor vi kommer en gang imellem. R har et abnormt stort kort og nogle rigtig gode vine i alle prisklasser. Første gang vi var der, fik vi en tysk riesling spätlese fra '89, som jeg desværre har glemt navnet på. Den var ellers vildt god og mindede mig om vores fantastiske tur til Rheingau. Masser af petroleum og rieslingens mineralske karakter, som træder endnu mere frem i en ældre vin. Desuden glæder det en fattig studerende wannabe vinsnob som mig, når man kan få et så dejligt glas vin for kun 60 kr. Desværre var den udsolgt sidst, vi var forbi, så da fik jeg bare en tør sherry.

Egentlig er alt lagt til rette, så R burde være den allerbedste vinbar i byen: Masser af gode vine til en overskuelig pris og serveret af kyndige tjenere, der kender deres vine. Men der mangler altså et vigtigt element: Hygge. Jeg ved ikke, hvad indretningsarkitekten har tænkt, da vedkommende designede vinbaren, så der virker fyldt, hvis der er mere end 4 gæster til stede i lokalet. Og så har de en musikpolitik. Den går ud på ikke at spille musik. Det er egentlig ok, men i så lille et lokale kan man altså lidt blive nødt til at hviske for ikke at føle, at man udleverer sit liv til fremmede.

Men jeg vil gerne anbefale R til alle, der kan lide god vin til en fair pris, og som sætter pris på, at deres vintjener kender sine vine. Jeg ville bare ønske, de ville gøre lidt ved hyggen.

R vinbar
Gammel Mønt 14
1117 København K
www.restaurationen.dk/da/r_vinbar.html

Vi var forbi The Rice Market den anden dag, og med høje forventninger. Var dette mon den hverdagsthairestaurant, der kunne slå Thai Corner, som er vores ubestridte favorit? Grunden til de høje forventninger er selvfølgelig, at det er folkene bag byens eneste luksusthai - Kiin Kiin - som står bag. Og vi var da også både glade og mætte, da vi forlod The Rice Market, omend pengepungen var noget mere slunken, end hvis vi havde været forbi Thai Corner nede i Istedgade. The Rice Market er placeret på det allermest turistfældeagtige hjørne af kultorvet, omgivet af restauranter, jeg aldrig kunne finde på at sætte mine ben på (MR tæller ikke med - den ligger på den modsatte side). Indretningen er moderne, stilren med lidt asiatisk pynt - ligesom maden.

Selvom jeg er stor fan af thaimad uden dikkedarer, er det alligevel forfriskende og anderledes at finde lidt twistede kompositioner på tallerkenerne, som man gør på The Rice Market. Fx var soyaen til vores dim-sum erstattet af en hjemmelavet ingefærsauce, fiskefrikadellerne kom med en krydderurtedyppelse, og de tempurastegte kongerejer lå på en bund af - nå, ja, mindre heldigt - mayonnaise. Menuen er ikke bare thai, men generelt inspireret af Asien. Fx de kinesisk inspirerede dim sum, vietnamesisk inspireret frisk salat, japansk inspirerede tempurastegte rejer og thailandske fiskedeller. Alt virkede friskt og hjemmelavet og blev serveret af uhyre servicemindet personale. De må ganske bestemt have været på et smilekursus, som tjenerne på blandt andet byens caféer kunne have haft sundt af at deltage i. Vinkortet er omfangsrigt og delikat i forhold til standarden på thairestauranter, og der er et stort udvalg af vine på glas. Men priserne er lige vel pebrede. Man kan få et lille (meget lille, 10 cl.) glas vin til 50 kr., mens et stort (20 cl.) koster 100 kr. Det er altså for dyrt, også selvom det er rigtig gode vine.

Det kan ikke undgås, at man ved besøg på The Rice Market mindes, hvordan det var at komme på Le Le i gamle dage, før de fik storhedsvanvid og det gik galt for dem. The Rice Market virker bare lige en tand mere tjekket, og jeg er sikker på, at restauranten bliver en Københavnsk klassiker - stedet, man inviterer den jyske familie ned, når de er i byen, eller veninderne, når de små sejre i hverdagen skal fejres. Jeg kommer i hvert fald meget gerne igen.

The Rice Market
Ved Kultorvet
1128 København K
3535 7530
www.ricehouse.dk

Hvorfor har jeg egentlig aldrig skrevet om grækeren? Grækeren er nok blandt de restauranter, jeg besøger allermest. Ikke fordi maden er specielt fantastisk, men den er bestemt heller ikke dårlig. Det er nok mest, fordi den ligger lige rundt om hjørnet. Fordi man altid kan få et bord. Fordi maden er billig. Fordi den altid har åben. Og fordi det er mit stamsted, værten kender mig og kommer med de samme "sjove" kommentarer hver gang, jeg ikke spiser op. Det er det, der er så fantastisk ved grækeren.

Sidst jeg var dernede var der nogen, der havde lånt restauranten til at holde fødselsdag. Der var lagkage, taler og børn, der løb rundt i nattøj. Det var bare så hyggeligt.

Man kan få sig en gedigen gang luksusgrillmad med ovnkartofler, tzatziki, iceberg og hvad der ellers hører til den slags. Det er fint til at stille sulten. Nogen gange kan man også være heldig, at der er frisk fisk på menuen eller særlige retter i anledning af, at en eller anden slægtning på besøg har haft noget god feta eller lignende med i kufferten. Jeg har aldrig været i Grækenland og ved faktisk ganske lidt om det græske køkken, så jeg skal ikke gøre mig klog på, hvordan rigtig græsk mad skal smage. Men jeg ved, at den græske vin Retzina skal smage lidt muggent. Mærkelig vin - uhm! Det er lige mig. Og jeg er i hvert fald godt tilfreds med grækeren.

Og hvem er så grækeren? Jeg kan ikke huske, hvad restauranten hedder, men jeg ved, at den ligger lige dér, på hjørnet af Baggesensgade og Blågårdsgade. Anbefalingen er hermed givet videre.

Nu er der vist ingen der betvivler, at det er blevet sommer. Det er simpelthen så skønt! Men jeg krydser fingre for, at det gode vejr, vi har nu, ikke vil generere tsunamilignende tilstande under Roskilde Festival - ligsom sidste år. Jeg har nemlig gang i et stort og ambitiøst projekt, som går ud på at servere gode pizzaer til de sultne festivalgæster. Og det bliver altså sjovere uden en halv meter mudder - ligesom sidste år

Indledningen var et sidespring, der skal lede hen til den egentlige intention med dette indlæg: at kæde sommer og moules frites sammen. Blåmuslinger er mig bekendt ikke en sæsonbetonet råvare, så den egentlige årsag til, at sommer hører sammen med moules frites er nærmere anledningen til at sidde i solen og drikke et glas kold hvidvin til sine muslinger. Og så er det hyggeligt med fingermad, især hvis man er flere om at dele.

I vores jagt på moules frites valgte vi den sikre løsning - L'Education Nationale nede i pisserenden. Blandt andet fordi det var søndag, og der derfor ikke var så mange andre steder, der havde åbent. Men L'Education Nationale skulle vise sig at være et godt valg. Vi fik store, flotte muslinger uden sand og uden en eneste lukket musling imellem, serveret i en meget velsmagende suppe. Til dem fik vi fritter, som jeg har kraftigt mistænkt for at være fra pose. Men de smagte fint, især med den hjemmelavede tartarsauce til. Og hvidvinen - for den er jo vigtig - var en hvid Rhone fra 2006, som var dejlig kraftig og krydret. Måske lige i overkanten til muslingerne, men en vidunderlig vin til prisen (225 kr.).

Nu er sommeren jo først lige begyndt, og jeg ved, at jeg snart vil få en ubændig trang til de gode muslinger med fritter igen. Er der nogen bud på, hvor man får dem bedst?

Se også vores anbefaling af L'Education Nationale
Se også denne artikel, jeg fandt i iByen.

Sukiyaki er en forrygende ret at flere årsager:

• Det smager fantastisk
• Det er sundt
• Det er nemt at lave

Jeg laver det sjældent derhjemme, men bestiller det næsten altid, når jeg er på restauranter, der laver det. Her i går var jeg så en tur forbi Nyu Sakura på HC Ørstedsvej, en lille japansk familierestaurant, der serverer udmærket sushi - og altså også sukiyaki. Man får en ordentlig gryde med kogende suppe ind på bordet, og så er det ellers bare med at gå i gang. Først skal grøntsagerne og glasnudlerne koge lidt, og så putter man det helt tyndtskårne oksekød i og lader det koge til det er lidt brunt. Hvis man er lidt usikker på hånden med spisepinde er det en god idé at få tjeneren til at hjælpe med at lave retten, men man kan faktisk godt selv. Så blander man suppen med et råt æg og skyller det hele ned med hed saké. Mums! Er der noget bedre end at få lov til selv at lave mad, men at slippe for opvasken?

Nyu Sakuras sukiyaki var ganske udmærket, men der var lidt meget kød i forhold til grøntsager, så måltidet udviklede sig til lidt af en kødfest. Efter min mening fås den bedste sukiyaki på Tokyo på Vesterbrogade. Der får man desuden lov til at tage skoene af inden man sætter sig (det skal man lige være opmærksom på, hvis man har tendens til at gemme hullede/sure sokker i skoene) i skrædderstilling på gulvet. Når det er sagt vil jeg dog på ingen måde tøve med at anbefale Nyu Sakura til alle, der kan lide japansk mad. Man får god betjening og ganske god mad til en fair pris. Og på Tokyo skal man bestille sushien på forhånd - det skal man ikke på Nyu Sakura, så valgmulighederne er lidt større, hvis man har forskellige præferencer.

Nyu Sakura
H. C. Ørstedsvej 68
1879 Frederiksberg C
Tlf. 3536 5757
www.nyu-sakura.dk

Se også

Sushi Saiko
Anbefaling: Banzai