Pragtfuld ferieform sku' jeg hilse og sige - det er afgjort noget der skal brygges videre på.

Vi havde en engelsktalende tjekkisk guide og en chauffør, osse tjekkisk - det var et tjekkisk rejsebureau der arrangerede selve turen.
Turen var på ialt 250 km. - vi kørte den på fem dage, med rutelængder der svingede mellem 35 km. og 65 km.
Vi kørte langs Elben og floden gennem Prag som er en biflod til Elben (husker ikke lige navnet).
Så det var fladt og ligeud - fornøjelsescykling, langs en cykelrute, der var sti meget af vejen (og med stor kreativitet lagt for dagen i henseende til belægning. Når nu betonkommunismen sku' nedlægges, sku' man selvfølgelig af med al beton'en - men hvorfor sku' den lige placeres på cykelstierne .. ??)

Fra starten, i Dresden - en by, der blev eftertrykkeligt smadret under anden verdenskrig, men ny er genopført - en lille smule af by-centrum slap gennem tæppebombardementet næsten uden skrammer, og det er det der ses i baggrunden.

Lige lidt klipper og bjerge, stadigvæk tæt ved Dresden ..

.. vente på tog .. og vente .. og vente .. nu tæt på den tjekkiske grænse, men stadig i Tyskland ..
Véd ikke hvad der er med de jernbaneoverskæringer - i hvert fald var de mere lukkede end åbne ... vi slap kun igennem når der ikke var udsigt til tog i mindst 10 minutter ;-)
.. måske et levn fra det gamle Østtyskland - de ku' godt li' bomme ...

.. Tjekkiet i forgrunden, Tyskland i baggrunden ... en lille by lige hvor grænsen følger Elben ... vi krydsede grænsen tre gange indenfor et døgn, uden at mange overhovedet bemærkede det ...
Havde vi gjort det samme for 25 år siden havde det nok bevirket en del rabalder ...

... ja, der var osse en del terrænløb ... sådan krydser en cykelsti floden, i Tjekkiet ...

.. og lige en enkelt udsigt over en tjekkisk by, ved Elben ...

Tempomæssigt, gik det helt fint, for mig ..
Selvom det skulle være fornøjelsescykling, var det flest motionscyklister, der deltog .. og det lagde tempoet.
Det var ikke noget problem for mig, på de lige strækninger.
Men på de få stigninger, der var på ruten, kunne jeg godt mærke, at jeg havde lidt mere at bære på end de fleste andre .. ;-)

Især den sidste kilometer på strækningen trak tænder ud - en ganske uskyldigt udseende tunnel midt i Prag ... 'The Killer Tunnel' ;-)

Det tager 1 time og 35 minutter at flyve fra København til London. Det lyder jo nemt og hurtigt. Men som du sikkert ved, skal man nu om stunder møde mindst to timer før i lufthavnen. Og så skal man også derud. Så for vores vedkommende starter rejsen ca. tre timer før flyafgang. Endelig skal man fra lufthavnen og til sit hotel. Summasummarum er den samlede rejsetid fra Slotsherrens Vænge til Hotel Bower House i Pimlico, London ca. seks timer. Det skulle nu komme til at tage 10 timer, og man kan diskutere, om Bower House fortjener betegnelsen hotel...

Sterling Airways er forsinket ca. to timer meddeler de, da vi alle er kaldt til gate. Så står man dér, i den fjerneste ende af Kastrup, i et lille lukket rum, så tæt på flyveren, at man næsten har lyst til at løbe om bord i protest, og kan absolut ingen verdens ting - andet end at vente. Det er en disciplin der falder mig meget vanskelig.

Til held for os andre, men måske knap så heldigt for de pågældende, er der kendisser, der også skal med flyveren. Det er den kære Ghita Nørby og hendes mand Sven Skipper (jo, jeg læser da Se & Hør i ny og næ). Så kan vi alle sammen bruge tiden på at kigge på dem, og se hvordan de tackler forsinkelsen og heden i det nu lukkede venteværelse. Ghita er åbenbart vandt til at vente på instruktører eller det rigtige vejr til en optagelse - hvad ved jeg? - ihvertfald fortrækker hun ikke en mine. Men hun kvitterer dog for opmærksomheden ved at tage et par stjerneformede briller (lidt i Elton John stil) på.

Det må være mærkeligt at være kendt. Vi såkaldt almindelige (ukendte for den brede offentlighed) ser en kendt på gaden nu og da i 2 sekunder. Den stakkels kendte derimod er offer for opmærksomhed så snart vedkommende forlader sit hjem. I Netto, på gaden, i bussen.. alle vegne. Hele tiden kan de høre den sagte hvisken: "Er det ikke...?". Det er stof til eftertanke for de mange, som har så travlt med at blive kendte.

Heldigvis bliver vi hurtigt lukket ud af det lille rum og tilbage i lufthavnen. Flyveren skal skiftes, og vi bliver yderligere en time forsinket.

Vi lander således fire timer senere end forventet i Gatwick, syd for London. Undervejs har Sterling udsat os for den fornærmelse at tage 30 kr. for en øl i et fly, der er så meget forsinket. Nå, man flyver jo billigt nu om stunder, og så kan man glæde sig over det.

I Gatwick mangler vi en kuffert! Det er ganske vist kun sidst på eftermiddagen, men det er ved at være otte timer siden vi startede hjemmefra, og trætheden og irritationen er ved at melde sig. Lad gå med tre mellemlandinger i Afrika, men hvordan kan en kuffert forsvinde fra København til London? Jo, de har jo tømt det fly vi skulle have været med, og flyttet bagagen over i det nye fly.

Så står vi i kø for at meddele forsvunden bagage. Da vi har forklaret døre op og stolper ned om kuffertens udseende og størrelse, kan vi endelig tage toget mod Victoria Station i London.

Bower House Hotel ligger i Pimlico, der er et kvarter i det sydvestlige London, beliggende tæt ved Victoria Station. Området består næsten udelukkende af små hoteller, der oprindeligt har været lejligheder. Hotellet i sig selv ser meget hyggeligt ud, men vi bliver dirigeret to gader væk i en lille bygning og op på første sal. Værelset, der er bestilt til 4 voksne, er ikke meget større end de to senge der jo skal være. Hvor gør man af tre (forhåbentligt snart fire) kufferter?

Endelig viser den ene dobbeltseng sig at være en opredt sovesofa. Den er maks. 120 centimeter bred. Da jeg jo for nyligt er ryg-opereret lægger jeg mig mageligt i den anden seng, der er større og at bedre kvalitet, og overlader det til de andre at skændes om, hvem der skal mases ned i den lille seng. Man er vel en gentleman!

Det viser sig at fjedrebunden, i den i forvejen umulige seng, åbenbart for længst er gået til de evige jagtmarker. Bunden er erstattet af et reb der ligger som et gigantisk snørebånd under den tynde madras. Samlet set minder det vel mest om en hængekøje med madras.

Trætte og sultne bevæger vi os mod London centrum, og falder i Londons største turistfælde hvad mad angår: Aberdeen Steak House, som ligger på ethvert gadehjørne i Picadilly området. Da vi forladet det noget triste og internationale måltid begynder Tina at klø sig over det hele. Læsere af denne blog, husker måske "Tommeltot i knibe 1. & 2. del" fra forrige sommer, der handler om kløende udslæt. Et tilbagevendende problem der synes at følge os som en trofast rejsekammerat..

Tilbage på hummeret af et værelse ligner Tina en, der er ved at transformerer sig til et monster i en Hollywood film. Knopper i massevis springer frem hurtigere end vi kan tælle dem. I receptionen i hovedbygningen er de ved at ringe efter en ambulance, da de ser hende. Vi venter dog belært af erfaringen til til næste morgen, hvor de er forsvundet. Der er ikke det mindste tegn tilbage.

Inden jeg lukker øjnene denne første aften, tænker jeg: Det kan da kun blive bedre i morgen! I hvert fald sover jeg godt i den gode seng. Tina klager lidt over at natten på rebsengen har været slem kombineret med de kløende knopper. Men det er der ikke tid til at bekymre sig om - forude venter Londons pubber med dejlig øl og kartoffelmos med pølser..

Det er da lige indtil vi forventningsfulde går ind på den første pub, og de straks kigger på Vicki og siger: "Sorry, her må ikke være børn under 18 år" Mit hjerte står helt stille. Det blev værre end i går..

De sidste tre uger har jeg arbejdet, s� der er lidt penge til det n�ste �r. I denne uge har jeg arrangeret en tur til prag i uge 5. Alle pigerne er sprunget fra i sidste �jeblik, s� det bliver en herretur.
Jeg g�r stadig og venter p� svar fra nordisk kollegium...h�ber virkelig p� at kunne flytte derind.

Take care
/Magnus

København mest oplagt
Den absolut billigste storbyferie du som dansker kan få, får du ved at holde storbyferie i Danmark. Typisk vil turen gå til København. Der findes faktisk en masse jyder som aldrig har været i København, men som har været en tur halvvejs rundt om jorden. En togbillet til købstaden koster maksimalt 300 kr., hvorved der er rigelig penge til luksus som for eksempel en lejebil. Rundt om København ligger en masse seværdigheder såsom Arken, Louisisana, Kronborg, Dyrehaven, VikingeMuseet i Roskilde, de gode sandstrande på Nordkysten m.m. Alt dette er praktisk talt umuligt at nå at se uden biludlejning københavn.

Besøg Jyllands nationalparker
Står man nu i den omvendte situation at man bor i København, men aldrig har været i det mørke Jylland er billeje i danmark oplagt. Jylland er motorvejenes land og uden en bil kommer du aldrig derud hvor kragerne vender. Miljøminister Connie Hedegaard har netop udpeget et større område i Thy som værende Danmarks første Nationalpark. Den ligger i et langt bælte lang vesterhavet og er klart et besøg værd.

Der har været en del skriverier Om Tom Aikens i både dansk og international madpresse på det sidste. Hans bæredygtige fokus og store interesse for overfiskeri er en af de sympatiske sider ved den engelske stjernekok, som har tiltrukket sig journalisternes interesse. Herud over er han en af de kokke, som har fået øjnene op for, hvordan grøntsager kan bruges som hovedbestanddel i et måltid.

Nu er jeg på shoppetur med tøserne og ikke på gastronomiferie, så i denne omgang får vi ikke lejlighed til at tjekke hans restauranter Tom Aikens og Tom's Restaurant ud. Men oven på en lang dag blandt udsalgsvarerne i Harvey Nichols fik vi da tid til at slå et smut ind om hans relativt nyåbnede takeaway og fiskediner, Tom's place.

Restaurantens specialitet er fish 'n' chips, men menuen er rimeligt omfangsrig og tilbyder blandt andet vongole-spagetti, moules frites, diverse salater, grillet fisk og hjemmelavet is. Vi shoppede lidt rundt i kortet og kunne konstatere, at det store hype omkring mr. Aikens tilsyneladende ikke blot er medieskabt. Alt var særdeles lækkert, veltilberedt og veltilsmagt. Pastasauce på hele cherrytomater og et ordentligt skud chili. Fish 'n' chips i den fineste, blødeste dej og med helt frisk, fast torsk indeni. Hjemmerørt tatar sauce og ketchup.

Vi drak økologisk æblemost og engelsk vin. Restauranten har en målsætning om udelukkende at bruge lokale råvarer. Meget sympatisk.

Tom's Place er helt bestemt et besøg værd.

Vurdering:

Mad: 9

Yderst veltilsmagt, friske råvarer og fin præsentation.

Vin/øl: 7

Et meget lille vinkort præsenterer økologisk og lokalt produceret vin, cider og frugtjuice.

Betjening: 6

Der er betjening ved bordene af personale, som ved hvad de har med at gøre. De er måske ikke super opmærksomme, f.eks. sad vi flere gange med tomme glas uden at blive tilbudt yderligere drikkevarer.

Atmosfære/stemning: 7

Restauranten er indrettet i dinerstil med et par innovative elementer såsom en digital lystavle. Alt er tydeligvis meget gennemdesignet. Restaurantens stil er ikke til mange timers hygge, men det lægger konceptet heller ikke op til. Og så passer det hele jo ligesom sammen.

Sammenhæng mellem pris og kvalitet: 5

Konceptet lægger op til fast food, men der er tydeligvis tale om mad tilberedt af kokke og af de bedste råvarer. Det afspejles af priserne - fish 'n' chips til 11 pund, grillede fiskeretter til omkring 17 pund og salater til omkring 9 pund. Det er bestemt ikke nogen billig oplevelse at spise på Tom's Place, slet ikke når man tager de sterile omgivelser i betragtning. Det er bare ikke det samme at spise middag placeret på en barstol ved et stålbord.

Samlet bedømmelse: 6,8

Hjemmeside: www.tomsplace.org.uk

Jeg har været meget skeptisk overfor konceptet, men alligevel også temmelig nysgerrig. Nu hvor jeg er på ferie med mine veninder i London var det en oplagt mulighed for at prøve den top-veganske økorestaurant Saf af. Restauranten er en international kæde af meget anerkendte restauranter, som har gjort det til deres specialitet at servere mad, som ud over ikke at indeholde kød, fisk og æg heller ikke har været varmet op til over 48 grader.

Eva og jeg var forbi en dag, hvor vi havde tømmermænd. Muligvis ikke den oplagte restaurant til sådan en anledning. Men lad mig bare starte med at slå fast, at vi er lidt solgt til idéen om at spise rå eller næsten rå mad. Den kreativitet og det fokus på råvaren, det kræver at kokken, er helt særlig.

Blandt de rigtig gode retter kan nævnes rødbederavioli med cashewost og nøddeolie, dumplings med spinat og vandkastanje (som var en af få retter på kortet, som havde fået temperaturer over 48 grader) og ris lavet på skorzonerod. Forretterne var noget mere spændende end hovedretterne, hvor der generelt gik lidt for meget vegetar-ruskomsnusk i den (en af de spændende ting ved restauranten er jo ellers netop at iagttage, hvordan et måltid kan sættes sammen uden brug af de klassiske elementer kød og sauce og alligevel fremstå som helstøbte, gennemtænkte retter).

Desserterne var måske også lige på den sunde side. Der var sparet lidt for meget på sukkeret. Men ellers var i hvert fald min cheesecake på nøddeost og pinjekernebund rigtig dejlig.

Vi fik os en på opleveren og vil helt klart tjekke Saf ud næste gang, vi kommer forbi London.

Samlet vurdering 

Mad: 7

Maden er meget innovativ og spændende. De fleste retter var flot præsenteret, og så er det hele efter sigende økologisk. Der er tænkt over elementerne surt, sødt, salt, bittert og umami - den sidste med brug af primært ost, soyaprodukter og svampe, hvor man normalt vil bruge kød og fonder. Af og til kneb det dog alligevel med tilsmagningen; desserterne var ikke søde nok og det var ikke alt, der passede lige godt sammen.

Vin: 7

Restauranten har et fint, velasorteret vinkort udelukkende med økologiske og biodynamiske vine. Der er desuden dejlige frugtjuicer på kortet og et stort udvalg af innovative cocktails.

Betjening: 7

Som altid i London er man omgivet af et hav af mennesker, som ikke nødvendigvis ved så meget om noget som helst, men derimod er virkelig søde og servicemindede. Vi fik præsenteret maden flot og rutineret. 

Atmosfære/stemning: 7

Restauranten er flot indrettet i minimalistisk stil og med dansk designede lamper i loftet.

Sammenhæng mellem pris og kvalitet: 9

Med forretter og desserter, der starter omkring 3 pund og hovedretter, hvor den absolut dyreste koster 11 pund, er Saf nærmest en billig restaurant. Især når man tager i betragtning, at det kræver en del arbejde at tilberede raw-food på gourmetniveau.

Samlet bedømmelse: 7,4

Hjemmeside: http://www.safrestaurant.co.uk/

Vindistrikterne har været populære rejsemål i mange år, specielt området omkring Rhinen og Alsace, men også Bretagne og Normandiet er populære rejsemål, af flere årsager, både historiske og den utrolig smukke natur.

Paris er jo en af de mest besøgte byer i verden, hvem sætter sig ikke gerne på en dejlig café på Champs eller ved Hallerne eller Montmarte området?

Provence har en magisk tiltrækningskraft på de fleste, de berømte byer der ligger ved siden af hinanden som perler på en snor. Monte Carlo trækker millioner af mennesker, trods det ikke er meget større end et frimærke, man må op og være på Casinopladsen, se ud over Côte d'Azur, se på den berømte terrasse, hvor mangen en spillefugl igennem årerne har sat pistolen for tindingen efter en mislykket aften. Også opleve de mange lykkefugle, der har deres ritualer rundt omkring det store springvand og på Casino trappen. Det er alt fra at hoppe på 1 ben, til at rulle rundt i sit stiveste puds omkring springvandet, gå baglæns ned ad trapperne osv osv.

Mange vælger at besøge de mindre byer i Provence i de forskellige departementer. Alpes Maritime er klart den der trækker, men det genuine finder man i Var området som strækker sig fra St Tropez og til Toulon ved kysten og langt op i bjergene mod nord. Her findes den ene smukke by efter den anden, en masse dejlige søer med kildeklart vand og de uendelig store vin- og lavendelmarker.

Billedet her er hentet fra Grand Canyon ved Verdon.

August er altid varm, omkring 35 i denne del af Provence er normalen.

God weekend

"Se til højre, se til venstre, inden du går over gaden!" lærte jeg altid i skolen.

I London skal man se til højre, til venstre, rundt om hjørnet, se baglæns, se forlæns, og så trække vejret dybt, inden man kigger en ekstra gang i alle retninger, før man går. Og så risikerer man alligevel livet hver gang man krydser selv den mindste gade. Britterne kører i venstre side, og vi diskurerer ivrigt om det nu er "den forkerte side" eller blot den anden side. Bibelen eller Det internationale Trafikråd (om et sådan måtte findes) siger vist ikke noget om, hvad der er rigtigt eller forkert på det punkt. 

Men forvirrende er det. Man kigger og konstaterer at banen er fri, og i næste sekund tordner en af de velkendte røde, dobbeltdækker busser rundt om hjørnet fra højre, med høj fart, og kun 10 centimeter fra kantstenen. Det er et under jeg er i live, og i stand til at skrive den lille beretning fra London.

Når vi nu er ved trafikken i London, så er der andre besværligheder for fodgængeren. Der går cirka 3 minutter fra man starter med at vente for rødt, til det bliver grønt. Det er i øvrigt rødt i alle retninger for fodgængerne. Man er derudover heldig hvis man overhovedet kan se lyskurven, der gøres mest ud af at vise de kørende trafikanter hvad farve lyset har. Ventetiden bevirker, at der ikke er nogen af dem, der har deres daglige gang i byen, der gider vente. Ingen respekterer lysene, bortset fra de mange turister fra højre-kørende lande, der ikke tør gå over for rødt. Med flere minutters ventetid ved alle overgange kan det tage sin tid at komme rundt - til gengæld er der noget at se på mens man venter.

London bygger moderne arkitektur alle vegne, og det blander sig smukt med de mange ældre, klassiske bygninger. Jeg har tidligere på denne side skrevet at både New York, Paris og andre storbyer får København til at lige en landsby. London har den samme internationale puls, og mange kalder den også for Europas New York. Folk fra hele verden strømmer til London for at arbejde. Overalt møder man hotelpersonale, tjenere og ekspedienter, der taler lige så dårligt britisk som en selv. Der er indere i de indiske restauranter, italienere i de italienske osv..

Jo, London tør og gør. Debatten herhjemme om skyskrabere og andre grænseoverskridende byggerier i København, drukner altid i romantisk pladder om ikke "at ødelægge byen", frem for at se på det enkelte projekt.

På nogle punkter holder London dog stædigt fast i de klassiske dyder. For eksempel de røde telefonbokse. I Danmark, og mange andre lande, findes der stort set ikke en telefonboks mere, efter mobiltelefonen er blevet hver mands eje. Men i London er de jo et varetegn, og de bliver også benyttet flittigt. Hvor længe de overlever skal jeg ikke spå om, men mon ikke mange af dem vil blive stående? Det er svært at forestille sig London uden.

Når man bliver træt af trafikken og larmen i London kan man tilbringe en dag i Hyde Park, der er enorm, og har masser at byde på. Kiosker, restauranter, vandcykler, robåde, ridning og afslapning på græsset, mens man kigger på de mange rulleskøjteløbere, det laver artistiske tricks i verdensklasse. 

England og musik er uløseligt forbundet. Titlen på dette indlæg stammer, som nogen vil vide, fra The Clash legendariske 80'er album London Calling. Et andet udødeligt musikalsk mesterværk er Pink Floyds album Animals, tilbage fra 70'erne. Omslaget fra LP'en (det var dengang pladerne var så store, at omslaget betød meget for udgivelsen) forestiller kraftværket Battersea Park, med de fire hvide skorstene. På omslaget svæver der en gigantisk lyserød gris i luften over den ene skorsten.

Bemærk togtunellen i bunden af billedet. På dette billede ligger Battersea på den anden side af Themsen, og her er det Victoria Stations mange tog, der kører under Themsen i forgrunden.

Denne beretning fortsætter fra Brighton i Sydengland, hvor vi mødte det britiske vejr fra den værste side: hård vind, slagregn (var det sne?) og temperaturer på 16 grader. Læs og se hvad vi fik ud af det. Kommer snart på denne kanal.

I dag stødte jeg på et rejsebureau der tilbyder en interessant form for rejser, deres koncept er nyt i Danmark, men er meget udbredt i andre Europæiske lande, som feks. Frankrig.

Bureauet sælger bl.a. rejser til Grækenland, men også rejser til Spanien og rejser til Tyrkiet.

Det bliver spændende at se om dette nye rejsebureau får succes i Danmark med at sælge denne type rejser.

På ferie ved Gardasøen - biledet siger vist alt.

Er du mere til Henry Miller, Norman Mailer og Stieg Larsson end til Rifbjerg, Panduro og Bjarne Reuter? Var du mere til Batman og Gotham City frem for Superman og Metropolis? Hvornår lavede du første gang et æseløre i en digtsamling? 

Starter en god søndag formiddag med at du kommer tidligt i gang og får ryddet ud i kælderen og startet på isoleringen, for I har planer og kan se muligheden i det store areal under samtalekøkkenet? Eller er det bedre med brunch, en særudstilling på Statens Museum for Kunst eller en kanalrundfart for gu’ ved hvilken gang, fordi du kan lide at blive ført gennem byens blodårer?

Går sommerferien til en campingplads i Sydfrankrig med vandland og minigolf og kulturelle udflugter, der kun ligger tre timers kørsel fra den femstjernede plads? Eller foretrækker du hotelværelser med stivelse i det hvide sengetøjsbetræk og fyldige puder, du samler i ryggen og læser Politikens ”Turen går til”s kapitel om den gamle bykerne, inden du falder i dyb søvn med en halv øl stående på sengebordet?

Er den bedste udsigt fra tårnet i ZOO, toppen af pariserhjulet i Tivoli eller fra sidevinduet i din Citroën Berlingo, når du krydser Storebæltsbroen?

Hvor meget fritid bruger du på Nettet? Kunne du finde på at købe en slipover og gå med hvide sokker i sandaler eller køber du stadig T-shirts hos Jack & Jones?  Har du fået talt pension og låneomlægning med din bankrådgiver?  Er du til vinyl, CD eller iPod og har du stadig album med Nina Hagen og Malurt?

Hvis du svarer: Nummer to, de første, den første, tidligt i firserne og mange gange siden, den anden, nummer to, det andet, nummer to, Pariserhjulet, for meget, nummer to, nej desværre, CD og ja, men på vinyl der står i vakkelvorne flyttekasser på loftet?  Så er jeg ikke den eneste, der galt på den.

Af Per Vad

Nu er det 5 år siden jeg forlod folkeskolen, men når sommerferien indtræder så er det umuligt ikke at mindes feriesangen, som vi altid sang til sidste skoledag, og jeg må ærlig talt indrømme at det er en sang jeg fortsat kan synge når sommerferien indtræder...

For undertegnede er 4. semester på mit studie overstået og ifølge eksamensopslaget er mine skriftlige eksaminer bestået...Elever i 9. klasserne har fået deres afgangsbeviser, og gadebilledet er fyldt med nybagte studenter som nyder deres huer og andre som har fået ferie fra arbejde nyder ligeledes den gode ferie...

Hjemme hos mig og min familie så forsøger sommerferien også at lægge sit præg på alle mulige måder... For nu går folk først i seng efter morgenbønnen, folk sover længe, min storesøster og jeg opdages ofte med forskellige fritidsbøger i hånden, og der kan gå timer før man har lukket en bog sammen, og træningen i fitnessdk kan ofte vare flere timer når man alligevel ikke har noget at skulle nå inden dagens omme, der er blevet gjort rent og ryddet op i vores boghylder, skoletaskerne er gemt væk og ikke mindst er min kuffert fundet frem :D

For på onsdag tager jeg af sted til den varme by Izmir, i Tyrkiet, hvor jeg skal nyde et 14 dages ophold på et 5 stjernet hotel, Caprice Palace i Didim, og efter de 14 dage vil jeg så forsætte ferien i den store, eksotiske by, Istanbul.

Hvad jeg mest glæder mig til er at nyde solen, eftersom der er mulighed for at slikke solen, da det er et hotel som har adskilte badeområder, for mænd og kvinder.

[gallery]

Billederne: Caprice Palace

Derudover er der mulighed for en række sportsaktiviteter, både indendørs og udendørs, som jeg glæder mig til, og aftnerne tilbringes ofte under den åbne himmel hvor der opføreres forskellige teaterstykker.

Der er nedtælling til at sige farvel til venner og bekendte og evt. mødes med dem en sidste gang inden afrejsen, dernæst slukke for mobilen og aktivere mailkontoens feriesvar og trippe af sted mod Københavns Lufthavn iklædt sommerklæder og mine små slippers, hvis Allah swt tillader det.

Islamic87voice ønsker hermed alle en rigtig god, solrig og velfortjent sommerferie! Håber at alle ferieisterne i Danmark kommer frem og tilbage i god behold til deres kære inshaAllah.

Feriesangen

Én og én er tre, og jorden den er flad

Gorm den gamle var smed i Hobro.

Alt, hvad vi har lært, alt det der var så svært,

vil vi glemme, thi ho'det skal ha' ro.

Ferie, ferie, ferie,

slap nu af, du har fri,

og syng en glad melodi.

Op mod solen ler vi,

den vil skinne, til ferien er forbi.

Tag dit vækkeur og læg det i en spand.

Kom så vand i, til uret siger stop.

Gem din gamle pen, for hvad vil du med den.

Skal jeg si' dig, hvad du skal skrive op.

Ferie, ferie, ferie

...............

Springe over grøft og fiske i en å,

det er noget, vi alle kan li'.

Ud at gå på græs og køre i et læs,

man får lyst til at summe som en bi :

Sum, sum, sum

.......................

Kig jer nu omkring, der er så mange ting,

som vi gerne sku' nå at få set.

Vi skal lave sjov i mark og eng og skov, for med pligter og skole er det sket :

Ferie, ferie, ferie, slap nu af, du har fri, og syng en glad melodi.

Op mod solen ler vi, den vil skinne, til ferien er forbi.

I ønskes en rigtig god og indholdsrig

sommerferie

inshaAllah!!!!!!!!!!

]]> http://engstroem.wordpress.com/?p=199 Sun, 29 Jun 2008 15:26:41 +0000 Flemming Engstrøm http://engstroem.wordpress.com/?p=199

På campingpladsen i Nürnberg mødte vi et dansk par som anbefalede os at Schlosscamping i Volders på vejen til Italien. Da det var halvejs, og vi skulle have en overnatning mere var vi bare glade for at få en plads anbefalet.

Det var et dejligt sted i Alperne og med en fantastisk udsigt til bjergene alle steder fra. Da vi ankom var temperaturen n[et op paa 30 grader, saa det var dejligt med et besoeg i poolen.

På vej til Italien. Efter 1250 kilomerets kørsel siden Hillerød landede vi lørdag aften på en lille campingplads udenfor Nûrnberg. Første mission var en øl og wienersschitzel på den lokale restaurant.

Så trodsede vi endnu engang diverse disfunktionelle deadlines og dertilhørende sort snagende samvittighed, bankbogens bævrende balance, masser af mavesure myg og de sidste sørgelige stumper af socialistisk samvittighed for at bruge to nætter i vores yndlingsbountyland, gringoghettoen Playa El Coco på Nicaraguas dollarkyst nede ved San Juan del Sur.

Det er uhyggeligt, så meget byggeri der er igang ved denne kyst: sommerhuse, strandvillaer, hoteller, time-share lejligheder, hvad ved jeg, samlet i små klynger bag hver sin lille trygge, muromkransede og solcremsduftende enklave.

Det hele er ejet af udlændinge, mest amerikanere. Men også en gruppe danske gulddrenge, der er ved at gøre sig til millionærer på at sælge sand og sol. Lige netop denne strand er ejet af en østriger, hvis bungalows nok er dyre, men som både har sat sig på den kønneste strand mands minde, og endda også har lidt social og miljømæssig samvittighed tilbage.

Og dejligt og en lise for en små-laset sjæl, det er det altså!

(Klik på et billede for at se det i stort, størrere eller størst format)

Specielt det sydlige Italien interesserer mig som rejsemål, men der er jo så mange andre spænde muligheder til det land. Det er vel afbudsrejser, som jeg skal lede efter, eller hvordan?

Så nu vælter regnen ned igen og ferieboomet rykker igen.

Selvom de typiske charteferiesteder bliver udskældt og ofte gjort til grin, er der alligevel der vi helst vil hen. Af en eller anden mærkelig årsag. Folk finder gerne en lejebil på mallorca og tøffer så rundt dernede. Hvad er der nu galt med andre storbyer? Man kan da også få biludlejning i Nice!

Sidste års absolut foretrukne ferierejsemål Bulgarien oplever slet ikke den samme opmærksomhed. Det skyldes især den dårlige medieomtale hvor Bulgarien blev fremhævet som druktursrejsemål.

Der er stadig mange der vælger det klassiske græske øhav. Her er mange af de ting vi danskere efterspørger, og grækerne har efterhånden vænnet sig til at landet hver sommer bliver invaderet af danskere.

Mange foretrækker dog også den italienske østkyst. Der er mange steder mulighed for biludlejning Italien og vælger man at leje en bil i norditalien, kan man som regel aflevere den i syditalien. Så slipper man også for bøvl med autotransport og lignende.

Og hvad gør man så hvis man ikke har lyst til at tage på ferie og kun møde danskere? Gå uden om de klassiske feriesteder og græske øer med store lufthavne.

Sidste alternativ... bliv hjemme.

Oso har et underligt forhold til vand. Han elsker at svømme, når det er varmt - men kun i ferskvandslaguner, han kan kan ikke lide havet. Og så bliver han helt balstyrrig når han kommer ud af vandet.

Han kan ikke lide at mennesker går i vandet, og han får en ustyrlig trang til at være livredder, når nogen han kender, eller tror han kender (han ser jo ikke så godt) er i vandet. Han har indledt redningsaktioner med de vildeste spring fra badebroer.

Hans måde at redde folk på er at klatre op på på dem for at overtale til dem at svømme i land igen. Da han både vejer og har skarpe kløer, kan Osos paniske omsorg for nødstedte badende derfor nemt blive lidt af en selvopfyldende profeti, hvis mig og Maggan ikke passer på...

Her er vi på et sted der hedder San Simian ved Laguna de Apoyo - absolut at anbefale, hvis Monkey Hut er optaget, som det var i lørdags. Måske endda også, når der er ledigt på Monkey Hut. Afslappet personale, ikke helt vildt dyrt, man kan spise der, ingen overgearet gringo-ejer i syne. Og det er rart, at de har ladet træerne blive...

Turen hjem tog vi ad vejen langs lagunekrateret til Catarina. Som det kan ses, var det omvejen, og et stop undervejs, værd:

Jeg vil i den kommende tid skrive lidt om de forskellige byer, som jeg personligt synes mest om - der findes jo rigtig mange dejlige steder, men nogle vil ikke blive nävnt og andre vil blive foretrukket fremfor andre.

I dag er det byen St. Tropez i det sydligste Provence som jeg starter med. Man kan komme til St. Tropez på flere forskellige måde, enten som sikkert er noget af det mest läkre, så ankommer du sejlende med din egen båd og lägger til i den store og smukke marina i det centrale St. Tropez. Der går også forskellige linje både til St. Tropez fra det sydlige Provence, som kan anbefales.

De fleste ankommer med deres bil og skal igennem et sandt mareridt inden de når frem til St. Tropez. Der er ALTID trafikkaos af den lange og smalle samt meget trafikerede vej der går fra hovedvejene og ned til St. Tropez. Det er vel en ca. 20 km som kan tage 1 time hver vej at komme igennem.

Vespaerne kommer rundt om dig på alle sider, man blir lettere irriteret over disse "små djävler" der kommer rundt omkring dig. Men endelig er man fremme på de store parkeringspladser nede ved havnen, som trods sin enorme störrelse er for små. Her stiller du bilen, får en ticket og som du betaler når du er färdig. Alle maskiner hernede tar Visa kort og mange andre kort også.

Det er jo navnlig nede langs med havnen man skal gå og blive set og se. Find dig en café der tiltaler dig, det er ikke så forfärdeligt dyrt for en drink, en café expresso osv., nyd atmosfären og hold öjne og örer åbne. Snart får du öje på papparazzierne som er lidt overalt - og selvsagt er der også mange kendte der rörer sig her. Skuespillere, sangere, fotomodeller, ja de er der allesammen.

Sidst jeg var der så den jeg meget smukke datter af Osama Bin Laden. Ja, det er rigtigt og hun havde sin Ferrari sportsvogn med også. Hun har arabiske nummerplader på og ja nogle arabiske krysseduller og 911 står der på nummerpladen.

Besög den smukke kirke nede i den anden ende af havnen, gå ind i de små gyder bag havnen, der finder du en masse läkre forretninger, der er de exclusive forretninger, der er dygtige kunstnere der udstiller sine ting og også en masse forretninger med humane priser.

Spis eventuel din middag også i St. Tropez og oplev livet om aftenen / natten i St. Tropez. Barerne langs stranden kan også anbefales, jo, det er som serien Sous les Soleil som er blevet en marathon serie og vises på mange europäiske TV stationer, om Jessica, Caro, Gregory, Babtiste og de mang andre medvirkende. http://www.sous-le-soleil.com/index.php?lg=fr

Her er St Tropez officielle hjemmeside med masser af nyttige informationer http://www.ot-saint-tropez.com/ og hotelvärelser kan du selvsagt booke gennem http://www.franskehoteller.dk

Bon Voyage

Pia-Charlotte

Et flyselskab har tilsyneladende valgt at markedsføre tilbud hvor man betaler efter (over)vægt. Ikke bare for sin baggage men også for sig selv.

Det afføder et par morsomme spørgsmål.
- Ville det få folk til at nærmest sulte sig ihjel inden indvejningen?
- Hvad nu hvis man (som jeg) elsker at spise godt når man er på ferie. Risikerer man så ekstraopkrævning på vejen hjem?

Og hvad mere interessant er. Var det måske en motivationsfaktor i dagligdagen for overvægtige. Lad os nu antage at man indførte det i bybusserne. Når du stod på trådte du ind på en plade der fungerede som vægt. Herefter blev du opkrævet et tillæg for din vægt.
Kunne de afføde situationer hvor man, hvis man var tilstrækkeligt tyk, blev tvunget til at gå, simpelthen fordi man ikke havde råd til bussen?