Vel forventer man ikke Thailandsk varme og nødvendigvis høj, skyfri himmel og tropiske drinks, når man vælger at tage til Sydengland. England er jo berømt for regn og ustadigt vejr. Men vi havde trods alt valgt juli måned, og Sydengland ligger på højde med det nordlige Frankrig. Så bare noget i retning af 20 grader skulle man da nok turde tro på.

Vi ankommer med toget fra London til Brighton Railway Station i regnvejr og overskyet. Stationen ligger ca. 500 meter fra kysten, og det går nedad hele vejen. Blæsten tager kraftigt til jo nærmere vi kommer havet. Det minder om det, de i mit barndoms vejrudsigter kaldte for: Stiv kuling. Det regner så kraftigt, at jeg drager alene langs kystvejen for at finde vores hotel. Da jeg går ud på havnepromenaden er jeg ved at blive blæst ad vejen, og regndråberne er nu så store at de ligner sne. Temperaturen viser 16 grader. Velkommen til badebyen Brighton.

I to døgn henligger Brighton i regn, regn og atter regn. Først den anden aften begynder en dramatisk opklaring.

Strandpromenaden i Brighton rummer et mylder af liv, der vågner ved blot det mindste tegn på godt vejr: Caféer og restauranter, beach volley, drageflyvning, kite surfere, gynger og karuseller.

I baggrunden ses den berømte Brighton Pier, som er en gigantisk "badebro" med flere spillehaller, et stort tivoli med forlystelser, restauranter og butikker.

Brightons anden pier, West Pier, ligger i ruiner. Som et kæmpe rustent skelet står de sørgelige rester og forfalder i vandet. West Pier har ikke været i aktiv brug siden 70'erne, og to store storme har gjort det af med alt andet end jernskelettet. West Pier var tidligere en stor variete, hvor store kunstnere som Chaplin og Gøg & Gokke har optrådt.

Endelig skal ret være ret. De sidste dage så vi en del til solen i Brighton omend temperaturen ikke ville snige sig meget over de 18 grader. Endelig kunne jeg få et par billeder at de klassiske engelske badehuse og ikke mindst liggestolene, som altid står på stranden når vejret er til det.

Vi bor i den store hjørnebygning på billedet ovenover. Lidt komfortabelt skal det være efter London. Havudsigt? Ja, selvfølgelig!

Denne lille billedkavalkade slutter med lidt åkande-lignende vækster fra et gadekær i den nærliggende, lille by med det mærkværdige navn: Rottensdean.

Hvorfor kan man ikke se disse og andre billeder fra turen til London og Brighton på Pbase? Ja, først og fremmest har det været så som så med kreativiteten, og så mangler jeg også lidt tid i øjeblikket. Måske de pludselig dukker op?

Næste gang vi høres ved kommer der en længere beretning fra en bus med 32 danske turister, der drøner rundt på landevejen mellem Barnaul og Novosibisk i den sydlige Sibirien på jagt efter et skyfrit område. En total solformørkelse er i anmarch, og vejret er i dårligt humør..

Det tager 1 time og 35 minutter at flyve fra København til London. Det lyder jo nemt og hurtigt. Men som du sikkert ved, skal man nu om stunder møde mindst to timer før i lufthavnen. Og så skal man også derud. Så for vores vedkommende starter rejsen ca. tre timer før flyafgang. Endelig skal man fra lufthavnen og til sit hotel. Summasummarum er den samlede rejsetid fra Slotsherrens Vænge til Hotel Bower House i Pimlico, London ca. seks timer. Det skulle nu komme til at tage 10 timer, og man kan diskutere, om Bower House fortjener betegnelsen hotel...

Sterling Airways er forsinket ca. to timer meddeler de, da vi alle er kaldt til gate. Så står man dér, i den fjerneste ende af Kastrup, i et lille lukket rum, så tæt på flyveren, at man næsten har lyst til at løbe om bord i protest, og kan absolut ingen verdens ting - andet end at vente. Det er en disciplin der falder mig meget vanskelig.

Til held for os andre, men måske knap så heldigt for de pågældende, er der kendisser, der også skal med flyveren. Det er den kære Ghita Nørby og hendes mand Sven Skipper (jo, jeg læser da Se & Hør i ny og næ). Så kan vi alle sammen bruge tiden på at kigge på dem, og se hvordan de tackler forsinkelsen og heden i det nu lukkede venteværelse. Ghita er åbenbart vandt til at vente på instruktører eller det rigtige vejr til en optagelse - hvad ved jeg? - ihvertfald fortrækker hun ikke en mine. Men hun kvitterer dog for opmærksomheden ved at tage et par stjerneformede briller (lidt i Elton John stil) på.

Det må være mærkeligt at være kendt. Vi såkaldt almindelige (ukendte for den brede offentlighed) ser en kendt på gaden nu og da i 2 sekunder. Den stakkels kendte derimod er offer for opmærksomhed så snart vedkommende forlader sit hjem. I Netto, på gaden, i bussen.. alle vegne. Hele tiden kan de høre den sagte hvisken: "Er det ikke...?". Det er stof til eftertanke for de mange, som har så travlt med at blive kendte.

Heldigvis bliver vi hurtigt lukket ud af det lille rum og tilbage i lufthavnen. Flyveren skal skiftes, og vi bliver yderligere en time forsinket.

Vi lander således fire timer senere end forventet i Gatwick, syd for London. Undervejs har Sterling udsat os for den fornærmelse at tage 30 kr. for en øl i et fly, der er så meget forsinket. Nå, man flyver jo billigt nu om stunder, og så kan man glæde sig over det.

I Gatwick mangler vi en kuffert! Det er ganske vist kun sidst på eftermiddagen, men det er ved at være otte timer siden vi startede hjemmefra, og trætheden og irritationen er ved at melde sig. Lad gå med tre mellemlandinger i Afrika, men hvordan kan en kuffert forsvinde fra København til London? Jo, de har jo tømt det fly vi skulle have været med, og flyttet bagagen over i det nye fly.

Så står vi i kø for at meddele forsvunden bagage. Da vi har forklaret døre op og stolper ned om kuffertens udseende og størrelse, kan vi endelig tage toget mod Victoria Station i London.

Bower House Hotel ligger i Pimlico, der er et kvarter i det sydvestlige London, beliggende tæt ved Victoria Station. Området består næsten udelukkende af små hoteller, der oprindeligt har været lejligheder. Hotellet i sig selv ser meget hyggeligt ud, men vi bliver dirigeret to gader væk i en lille bygning og op på første sal. Værelset, der er bestilt til 4 voksne, er ikke meget større end de to senge der jo skal være. Hvor gør man af tre (forhåbentligt snart fire) kufferter?

Endelig viser den ene dobbeltseng sig at være en opredt sovesofa. Den er maks. 120 centimeter bred. Da jeg jo for nyligt er ryg-opereret lægger jeg mig mageligt i den anden seng, der er større og af bedre kvalitet, og overlader det til de andre at skændes om, hvem der skal mases ned i den lille seng. Man er vel en gentleman!

Det viser sig at fjedrebunden, i den i forvejen umulige seng, åbenbart for længst er gået til de evige jagtmarker. Bunden er erstattet af et reb der ligger som et gigantisk snørebånd under den tynde madras. Samlet set minder det vel mest om en hængekøje med madras.

Trætte og sultne bevæger vi os mod London centrum, og falder i Londons største turistfælde hvad mad angår: Aberdeen Steak House, som ligger på ethvert gadehjørne i Picadilly området. Da vi forladet det noget triste og internationale måltid begynder Tina at klø sig over det hele. Læsere af denne blog, husker måske "Tommeltot i knibe 1. & 2. del" fra forrige sommer, der handler om kløende udslæt. Et tilbagevendende problem der synes at følge os som en trofast rejsekammerat..

Tilbage på hummeret af et værelse ligner Tina en, der er ved at transformerer sig til et monster i en Hollywood film. Knopper i massevis springer frem hurtigere end vi kan tælle dem. I receptionen i hovedbygningen er de ved at ringe efter en ambulance, da de ser hende. Vi venter dog belært af erfaringen til til næste morgen, hvor de er forsvundet. Der er ikke det mindste tegn tilbage.

Inden jeg lukker øjnene denne første aften, tænker jeg: Det kan da kun blive bedre i morgen! I hvert fald sover jeg godt i den gode seng. Tina klager lidt over at natten på rebsengen har været slem kombineret med de kløende knopper. Men det er der ikke tid til at bekymre sig om - forude venter Londons pubber med dejlig øl og kartoffelmos med pølser..

Det er da lige indtil vi forventningsfulde går ind på den første pub, og de straks kigger på Vicki og siger: "Sorry, her må ikke være børn under 18 år" Mit hjerte står helt stille. Det blev værre end i går..

"Se til højre, se til venstre, inden du går over gaden!" lærte jeg altid i skolen.

I London skal man se til højre, til venstre, rundt om hjørnet, se baglæns, se forlæns, og så trække vejret dybt, inden man kigger en ekstra gang i alle retninger, før man går. Og så risikerer man alligevel livet hver gang man krydser selv den mindste gade. Britterne kører i venstre side, og vi diskurerer ivrigt om det nu er "den forkerte side" eller blot den anden side. Bibelen eller Det internationale Trafikråd (om et sådan måtte findes) siger vist ikke noget om, hvad der er rigtigt eller forkert på det punkt. 

Men forvirrende er det. Man kigger og konstaterer at banen er fri, og i næste sekund tordner en af de velkendte røde, dobbeltdækker busser rundt om hjørnet fra højre, med høj fart, og kun 10 centimeter fra kantstenen. Det er et under jeg er i live, og i stand til at skrive den lille beretning fra London.

Når vi nu er ved trafikken i London, så er der andre besværligheder for fodgængeren. Der går cirka 3 minutter fra man starter med at vente for rødt, til det bliver grønt. Det er i øvrigt rødt i alle retninger for fodgængerne. Man er derudover heldig hvis man overhovedet kan se lyskurven, der gøres mest ud af at vise de kørende trafikanter hvad farve lyset har. Ventetiden bevirker, at der ikke er nogen af dem, der har deres daglige gang i byen, der gider vente. Ingen respekterer lysene, bortset fra de mange turister fra højre-kørende lande, der ikke tør gå over for rødt. Med flere minutters ventetid ved alle overgange kan det tage sin tid at komme rundt - til gengæld er der noget at se på mens man venter.

London bygger moderne arkitektur alle vegne, og det blander sig smukt med de mange ældre, klassiske bygninger. Jeg har tidligere på denne side skrevet at både New York, Paris og andre storbyer får København til at lige en landsby. London har den samme internationale puls, og mange kalder den også for Europas New York. Folk fra hele verden strømmer til London for at arbejde. Overalt møder man hotelpersonale, tjenere og ekspedienter, der taler lige så dårligt britisk som en selv. Der er indere i de indiske restauranter, italienere i de italienske osv..

Jo, London tør og gør. Debatten herhjemme om skyskrabere og andre grænseoverskridende byggerier i København, drukner altid i romantisk pladder om ikke "at ødelægge byen", frem for at se på det enkelte projekt.

På nogle punkter holder London dog stædigt fast i de klassiske dyder. For eksempel de røde telefonbokse. I Danmark, og mange andre lande, findes der stort set ikke en telefonboks mere, efter mobiltelefonen er blevet hver mands eje. Men i London er de jo et varetegn, og de bliver også benyttet flittigt. Hvor længe de overlever skal jeg ikke spå om, men mon ikke mange af dem vil blive stående? Det er svært at forestille sig London uden.

Når man bliver træt af trafikken og larmen i London kan man tilbringe en dag i Hyde Park, der er enorm, og har masser at byde på. Kiosker, restauranter, vandcykler, robåde, ridning og afslapning på græsset, mens man kigger på de mange rulleskøjteløbere, det laver artistiske tricks i verdensklasse. 

England og musik er uløseligt forbundet. Titlen på dette indlæg stammer, som nogen vil vide, fra The Clash legendariske 80'er album London Calling. Et andet udødeligt musikalsk mesterværk er Pink Floyds album Animals, tilbage fra 70'erne. Omslaget fra LP'en (det var dengang pladerne var så store, at omslaget betød meget for udgivelsen) forestiller kraftværket Battersea Park, med de fire hvide skorstene. På omslaget svæver der en gigantisk lyserød gris i luften over den ene skorsten.

Bemærk togtunellen i bunden af billedet. På dette billede ligger Battersea på den anden side af Themsen, og her er det Victoria Stations mange tog, der kører under Themsen i forgrunden.

Denne beretning fortsætter fra Brighton i Sydengland, hvor vi mødte det britiske vejr fra den værste side: hård vind, slagregn (var det sne?) og temperaturer på 16 grader. Læs og se hvad vi fik ud af det. Kommer snart på denne kanal.

Jeg elsker Paris, og har netop været på mit syvende besøg i byernes by. Det første jeg tænker på når jeg forlader byen er, hvornår jeg mon vender tilbage? Byen vokser for hver gang jeg ser den. Byen har alt hvad hjertet begærer: Brede boulevarder, monumenter, moderne arkitektur, tusinder af snørklede gader og frem for alt udeliv året rundt (man har ikke været 10 minutter i Paris, før man ved hvor café'en stammer fra). Masser af mode, mad og magi. 

Paris er pulserende metropol, en multietnisk verdensby, der får København til at ligne en landsby i Kaukasien. Jeg ved ikke hvad det er med København, måske janteloven også gælder for byer, men sammenlignet med Berlin, Paris, Madrid og London, så rykker det ikke rigtigt.

Denne gang var det nogle grå, våde dage i Paris, hvilket billederne også afspejler. Det er nu meget hyggeligt med de dramatiske regnskyer over byen, men selve dråberne kan jeg godt undvære.

Man kan få timer til at gå med blot at vandre langs Seinen, der løber gennem hjertet af Paris

Typisk fransk Café, her i det skønne Marais kvarter

Elsket og hadet. Glaspyramiden foran Louvre Museet

Jardin des Tuileries ligger som en smuk forhave til Louvre Museet og er samtidigt baghave til Concorde Pladsen og Champs Elysée

Jeg var tour-guide for min bror og søster på denne tur, så vi besøgte frem for alt de meste kendte områder og seværdigheder.

Der er fire danskere på dette billede: 2xLarsen, 1xMundeling og endelig genialiteten i baggrunden: Den danske arkitekt Johan Otto von Spreckelsens triumfbue Grande Arche, eller Menneskehedens triumfbue. Kvadratisk, kubisktisk og et studie i enkelthed i sin smukkeste form

Det blev i travlheden ikke til det store med fotograferingen. Nogle skud til højre og venstre, for nu at sige det som det er. Til gengæld har jeg leget lidt med billedformaterne, så de ikke alle er i standardstørrelse. Det giver en forbavsende god effekt.

Du kan som sædvaneligt se nogle af billederne på mit fotogalleri på pbase. Flere billeder kommer til i de kommende dage.

Når jeg er i Paris kommer jeg altid til at synge den gamle TV2 sang Gare du Nord (fra mesterværket Nutidens unge, 1984). Den handler om en tog-tur til Paris, og slutter sådan her:

"Jeg vænner mig til turen (hjem)
trækker vejret heftigt gennem Danmark
åh Paris, jeg savner dig igen"

Jeg har det som Steffen Brandt, og vender snart tilbage.. 
 

Jeg drømte om at se det enorme hav, der dækker over 1/3 del af Jordens overfalde. Stillehavet! Alene navnet gav mig kuldegysning.

Det smukke Stillehav, her set fra Costa Rica i Mellemamerika

Som baggårdsknægt fra Nansensgade, hvis største rejsebedrift var 14 dage i sommerhus i Rørvig, kunne jeg sidde og drømme om fjerne og dragende steder; Nepal, Indien, Den Kinesiske Mur og Pyramiderne. Men Stillehavet var det, der fascinerede mig mest af alt. Det var ikke noget med at krydse oceanet i en sejlbåd, næ, det var blot det at sætte tærerne i verdens største hav.

Måske var det fordi det lå så langt væk. Fra Nansensgade er der så uendelig langt til Stillehavet. Enten skulle jeg øst på, helt til det fjerneste Østen eller Austalien, eller også skulle jeg vest på til de store amerikanske kontinenter, helt ud vest på, dér hvor kun den dristigste cowboy havde været. Østen og Vesten ender begge i Stillehavet, eller begynder der om man vil. Det er verdens ende og verdens begyndelse. Ikke bare Verden, men alting synes at ende eller begynde her.

Måske skyldes det den måde vi tegner verdenskortet på i Europa. Vi er selv i midten og i begge ender havner man i Stillehavet, som synes at ende sammen med kortet. Lur mig, om ikke der har siddet en bumset knægt eller to i geografi-lokalet på Nansensgade Skole og troet at verden endte på den anden side af New Zealand, og ville man videre, måtte man kravle om på bagsiden af kortet for komme til Sydamerika. Jo, verden var lille i Nansensgade og en jordglobus kom ikke frem hver dag.

Jeg ved ikke hvor drømmen om Stillehavet kom fra. Der var ikke bare fysisk langt til Stillehavet, men for en, der aldrig så meget som havde haft råd til at se Nordtyskland, var det urealistisk langt væk. Drømmende langt væk, om man vil.

Man drømmen har man som bekendt lov at have.

I 1988 bevægede jeg mig, i en alder af 24 år, for første gang uden for Europa. Rejsen gik til USA, og målet var at se de amerikanske storbyer, men jeg havde jo også en lumsk, gammel plan om Stillehavet. Da jeg kom til San Francisco drønede jeg ned til Fishermanns Warf, ud på bådebroerne, og med Golden Gate og Alcatraz i baggrunden stak jeg for første gang hånden i Stillehavet, svimlende af lykke. Krakilere vil mene, at på den side af Golden Gate er det San Francsico Bugten, og ikke Stillehavet, man rører, men for mig var der ingen tvivl. Det var det blå, uendelige Stillehav, jeg havde drømt om. Jeg har sikkert lignet en tosset turist, der havde tabt sine nøgler eller et-eller-andet i vandet.

Fra San Franciso fløj jeg 6 timer ud over Stillehavet til Hawaii-øerne, som ligge midtvejs mellem Japan og Californien, og her kan ingen diskutere, at det er vaskeægte Stillehav i alle retninger. Jeg badede første gang i Stillehavet fra den navnkundige Waikiki Beach, og vandet der løb mellem mine tæer var en del af verdens største hav. På Hawaii er der 12 times tidsforskel til Danmark, man kommer ikke længere væk på kloden, og man kommer ikke meget længere ud i Stillehavet. Her har man virkelig den fornemmelse at Solen synker i havet, når den går ned i et besvimende væld af farver.

Det skulle gå tre år før jeg i 1991 igen besøgte Stillehavet. Denne gang i Mexico, på sydspidsen af den Californiske Halvø, hvor min tids længste solformørkelse var så flink at passere forbi. Senere på samme tur tog jeg på mit andet besøg til Hawaii-øerne. Den officielle "undskyldning" var at besøge Mauna Kea observatoriet på toppen Big Island, men den hemmelige mission var igen at bade i det store hav. Man har vel lov at have en skjult dagsorden..

Senere angreb jeg Stillehavet øst fra. Jeg husker at vi på den lange Østen-rejse i 1996 kom til Nha Trang i Sydvietnam. Det er et af de smukkeste steder jeg har set. Lyset på stranden, giver alle farver et ekstra pift, og det flimrer stadig for øjnene når jeg tænket på det. Fra Nha Trang bader man i Det sydkinesiske Hav, men også med lidt god vilje (og det har jeg) er det Stillehavet.

Senest jeg så Stillehavet var fra Costa Rica i Mellemamerika i 2005. Her står man virkelige face-up med havet, der buldrer ind. Har du nogensiden tænkt på, at vestkysten langs Nord- og Sydamerika danner en næsten ret linie, fra Alaska i nord til Kap Horn i syd, mod Stillehavet? En 10.000 kilometer lang kyst! Costa Rica ligger næsten i midten af denne linie. Det er Stillehavskyst ala Carte. Begynder man at svømme møder man ikke land før Filippinerne.   

Jeg mangler stadig at se Stillehavet fra Australien og fra Sydamerika. Så stay tuned på denne kanal, så kommer der måske beretninger derfra en dag. Det kan jo også være Hr. Kløvedal ringer en dag og hører om jeg vil sejle med tværs over. Så må jeg se om det kan presses ind i kalenderen..  

Vi er tilbage i 2001 hvor jeg, sammen med Eliza, Vicki og Glintborg Travel, mod alle odds drog til det urohærgede Zimbabwe. Igen er der ikke rettet i teksten siden den blev skrevet i 2001. Teksten har været bragt i let forkortet udgave i Aktuel Astronomi nr. 4, 2001.

Det er med sorg om hjertet at jeg må konstatere, at Zimbabwes dejlige befolkning den dag i dag stadig lider under Robert Mugabes diktatur. Fattigdom, sygdom og fornedrelse er desværre dagligdagen hos dette stolte og imødekommende folk. Ingen, heller ikke jeg, kan forstå at nogen kan overleve under sådanne forhold, og så stadig være så gæstfrie. Må det være en lektion til os alle!

God fornøjelse.. 

Zimbabwe tur – retur?

Diamantringen skinner over Zimbabwe den 21. juni 2001. Det sjældne sekund fangede jeg, selvom jeg slet ikke så i kameraet da billedet blev taget.

Tro mig, det er ikke nogen nem opgave at forklare venner, familie og kolleger, at man skal på rejse til en total solformørkelse. Ganske vist har der de sidste ti år været øget fokus på, og interesse for, naturvidenskaben – men alligevel!

Nemmere bliver det ikke når turen går til det sydlige Afrika. For mange er det centrale og sydlige Afrika synonym med malaria, fattigdom og aids. Hertil kom i særdeleshed, at turen gik til Zimbabwe. Min (daværende) kone Eliza, vores datter, Vicki, på 7 år og jeg selv deltog i juni måned i Tycho Brahe Planetariets rejse til solformørkelsen i Zimbabwe. Selv om planetariet efter nøje overvejelser havde udvalgt Zimbabwe, skete der som bekendt det, at de såkaldte krigsveteraner i månederne op til afrejsen angreb hvide farmere og senere også hvide fabriksejere. Tilsyneladende uden at myndighederne i Zimbabwe greb ind.

Alle odds var således mod, at den lille familie drog på solformørkelsesekspedition. Helt slemt blev det, hvis man i en fortrolig stund kom til at afsløre prisen på årets sommerferie! Flere kolleger foreslog, at jeg tog den med ro et par uger og så i øvrigt søgte læge.

Men jeg havde et es i ærmet. Et es, som kun de færreste forstår. Vi havde tidligere set to totale solformørkelser. Disse oplevelser var så store, at overfald, fattigdom og krakilske bankrådgivere, blot var udfordringer vi måtte forholde os til. Solformørkelser har den uvane, at de planter et lille narkotisk frø i ens hjerne. Et frø, der kræver at blive vandet i form af de sjældne, mørke minutter, som kun solformørkelser kan levere.

3-trins raket
En rejse til en total solformørkelse er en 3-trinsraket af oplevelser. 1. trin er selve rejsen, der i sagens natur ofte går til steder på kloden, som man sandsynligvis aldrig ville have besøgt, hvis ikke det var fordi formørkelsen var total på netop dette sted. Hvilken rigdom af indtryk fra ukendte egne ligger ikke og venter? 2. trin er naturoplevelsen under selve formørkelsen. En oplevelse der er sat mange ord på, skrevet tykke bøger om, og som denne artikel er endnu et klodset forsøg på at beskrive. Sandheden er, at det skal opleves før man har det ringeste begreb om, hvad det handler om. Jeg beklager.

3. trin er det, der får os alle til at blive ved med at søge formørkelsen. En solformørkelse efterlader et tænkende menneske. Nogen bliver tavse, nogen græder, andre føler sig ligefrem genfødt. Reaktionerne er forskellige, men fælles for alle er, at man i få minutter har mødt det verdensrum, der skabte en. Selv oplever jeg en respekt og taknemmelighed for livet, som jeg ellers så ofte glemmer i hverdagens trængsler.

Zimbabwe år 0
Vi har ikke været mange timer i Zimbabwe, før vi må erkende at alle bekymringerne hjemmefra er ubegrundede. Folk er flinke, UTC, vores lokale turarrangør, fungerer professionelt og alt ånder fred. Alligevel er det på mange måder år 0 i Zimbabwe. Vores tur starter i Victoria Falls, Zimbabwes største turistområde. Der har ikke været turister i næsten et år på grund af urolighederne, og uden turister forsvinder levegrundlaget for de fleste. Der er mangel på benzin, prisen er angiveligt steget 70 % på samme, og der er lange køer ved byens enlige benzinstation. De lokale svarer beredvilligt på spørgsmål om urolighederne. Stærkt forenklet mener man, at de hvide fastboende sidder på gevinsten og aldrig har respekteret landets selvstyre. Der er derfor forståelse for, at krigsveteranerne med vold har overtaget farmene. Omvendt erkender man, at det også har betydet at produktionen er gået i stå mange steder. Der er ingen der kan se en løsning på problemet. Det er år 0 og alle venter på en ny tidsregning, og hvad den vil bringe.

Fælles for alle vi snakker med er dog, at de er kede af det rygte, som urolighederne har givet landet og dets befolkning. De mange solformørkelsesgæster er derfor ovenud velkomne, og man vil gerne efterlade det bedste indtryk.

Formørkelsesnørder
I Victoria Falls er solformørkelsesjægere fra hele verden samlet. Der er som nævnt ikke en eneste turist, der ikke er ude i formørkelsens ærinde. Og det er et særligt folkefærd. Jeg begynder lidt at forstå hvorfor folk derhjemme synes det der med solformørkelse er lidt underligt. Havde jeg ikke vidst bedre ville jeg tro, at man var ved at cleare byen til et besøg af et vigtigt statsoverhoved. Overalt i gaderne går der mænd og måler med små instrumenter, der tegnes vinkler og noteres ned. Og det endskønt formørkelsen slet ikke er total i denne by. De er klædt godt på, selvom den afrikanske vintersol byder på 25 graders varme. Når snakken falder på påklædning kan selv jeg se, at naturvidenskab og mode ikke synes at gå hånd i hånd. Selv ved swimmingpoolen på det imponerende Kingdom Hotel sidder de fuldt påklædt med den bærbare computere, GPS-måleren, der kan fortælle dem nøjagtigt hvor de befinder sig på kloden, kikkerter, kameraer, stjernekort og landkort. Der diskuteres densitet på solfiltre, tidligere formørkelser og andre seriøse emner. Det spiller ingen rolle for disse mennesker om de er i Brønderslev eller på Bali. De følger totalitetslinien med manisk akkuratesse. De medrejsende kvinder tager det tilsyneladende mere roligt, de ligger og soler sig og læser en bog. Med lidt god fantasi kan man næsten se dem sukke efter lidt menneskelig kontakt med manden, der dog kun vil snakke om brændvidden på sin nye telelinse. Det er nu heller ikke noget kedeligt emne...

Kingdom Hotel i Victoria Falls City rummer en luksus der står i skærende kontrast til byen og dens befolkning.

Vi flyver i helikopter over Zambezi floden og det imponerende Victoria Falls. Det hjælper ikke at nive sig i armen, man vågner ikke..!
 

Fred Espenak
Enhver kunstart har sin Gud. En person, der tegner kunstarten og står som det ypperste. Musikken har f.eks. Poul McCartney, og solformørkelserne har den amerikanske astrofysiker Fred Espenak. Det er ham, der for NASA, skriver formørkelsesmanualerne og hvis råd og beregninger vi alle følger. Og så tager han ikke mindst nogle guddommelige billeder. Og om ikke Fred i egen person befinder sig på Kingdom Hotel! Uden han ser det beder vi andægtigt og kysser jorden hvor han har gået. Der gøres en dyd ud af at følge hans færden lidt på afstand. Hvis han spiser ude om morgenen, gør vi det også. Spiser han tomater følger vi straks trop. Fred Espenak har mange succesfulde solformørkelser bag sig, og vi forsøger at lure han teknikken af. Det skader aldrig at forberede sig optimalt.

Solformørkelse med forhindringer
Efter en safaritur i Hwanga Nationalpark er det blevet tid for det danske selskab at bevæge sig mod Zimbabwes hovedstad Harare, og mod solformørkelsens centerlinie, der befinder sig ca. 100 kilometer nord for Harara. Air Zimbabwe har imidlertid aflyst vores fly og har flyttet det et par timer frem. Dagen før en solformørkelse er man rimelig pirrelig. Der tåles ikke blot få minutters forsinkelse i programmet. Der er dog stadig god tid og vi tager det med højt humør. I ventetiden byder vores værter på et lunchcruise på Zambezi-floden og hvad kan man ønske sig mere? Senere på dagen fortsætter udsættelsen at flyafgangen. Panikken breder sig så småt. Lufthavnen er propfuld af mennesker og rygterne svirre i luften: Der kommer kun et fly, alle kommer ikke med. Vores værter fra UTC har dog dygtigt sørget for at danskerne står forrest i køen. Endelig bliver vi lukket ud til gaten, og vi er klar til at løbe mod flyveren, som en flok udsalgskunder mod Magasins hovedindgang i januar. En venlig mand, som vi tror kommer for at tage imod vores bordingkort, meddeler at der er et lille teknisk problem med flyveren, men det bliver ordnet hurtigt. I næsten to timer kommer der løbende meldinger om, at nu er det lige før afgang.

Så kommer meldingen om, at der nu er sendt bud efter en reservedel, som bliver fløjet ind fra Harare. Dér knækker min film. Jeg forlader afgangshallen for at finde en taxa der kan transportere mig de 800 kilometer til Harare. Jeg forsøger også at overbevise resten om, at vi må leje nogle busser og køre turen i løbet af natten. Heldigvis er der nogen, der holder hovedet koldt og sætter deres lid til Air Zimbabwe. Og som ved et trylleslag er flyveren pludselig klar, man har glemt alt om reservedelen og vi letter både bogstaveligt og mentalt med kurs mod solformørkelse.

Det er blevet midnat før vi ankommer til Hotel Sheraton i Harare. Alle er trætte efter den lange dag og vi skal tidligt af sted næste morgen.

Den store dag
Det er tidlig morgen den 21. juni 2001. En dato mange har ventet på i årevis. Og scenen er sat perfekt. Solen skinner fra en skyfri himmel, bussen kommer til tiden, adrenalinen pumper og gårsdagens trængsler er for længst glemt. Vi kører mod Mavuradonha Wilderness et naturområde tæt på grænsen til Mosambique. Den ellers så fredelige vej er i dag tæt trafikeret med busser og biler der alle kører mod nord, nærmeste som morgentrafikken mod en storby. Langs vejen vinker børn fra de mange landsbyer til os. De har med statsgaranti aldrig set så mange køretøjer på en gang.

Jeg sidder i bussen og blunder er øjeblik. Da jeg slår øjnene op er det overskyet udenfor. 10 minutter efter punkterer bussen. Så står vi på landevejen i overskyet vejr og venter på at hjulet bliver skiftet. Hitchcock kunne ikke have tilrettelagt dramaet bedre. Nerverne hænger uden på tøjet.

Der skiftes hjul på landevejen nord for Harara. Det må bare ikke ske... 

En time senere er alt igen glemt. Vi er ude af den lokale skydannelse der drillede os. Bussen triller igen, naturen bliver smukkere og smukkere. Vi er nu inde i totalitetszonen, og overalt hvor der er en lysning eller et bakkeplateau har folk parkeret og er begyndt at stille udstyr op til formørkelsen. Jeg har en helt speciel følelse indeni. Der er kun fire timer til.

Formørkelse og forløsning
UTC har ryddet et område i Mavuradohna til vores danske gruppe og et par andre grupper fra Tyskland og England. Tilsammen er vi vel 2-300 mennesker spredt i lysningen og på de omkringliggende skråninger.

Sådan tager en flok turister sig ud midt i det afrikanske landskab. Hvor der er penge er der en parasol..

Endelig kan jeg få stillet fotostativet op. Nu har jeg også - til stor irritation for resten af familien - slæbt rundt på det i snart en uge. Der er opstillet to telte hvor man kan få mad og drikke og ikke mindst en stor beholder med iskoldt vand. Selv om det er vinter i Afrika måler vi temperaturen til 46 grader i Solen. Som et kuriosum er der opsat afrikanske bush-toiletter, der ifølge forlydender skulle være en speciel oplevelse. Jeg prøvede dem ikke selv. En rigtig solformørkelsesjæger bruger ikke tid på toiletbesøg. Den 21. juni 2001 er en dag, hvor jeg sætter almindelige fysiske behov på stand-by.

Man skulle tro at tiden i forventningens glæde går langsomt, men sådan føles det ikke. Inden længe kommer det ventede råb bagfra: Første kontakt!

En UTC-guide studerer det fænomen, der har sat hans land på den anden ende i et par dage.

Det giver ingen mening at beskrive de 3 minutter og 4 sekunder, på en måde er det som om man selv er tilskuer til sig egen oplevelse. Jeg fotograferer løs uden så meget som at kigge i kameraet - det må briste eller bære. Det vigtigste er at opleve og føle formørkelsen. Efter et par minutter skæver jeg dog ind i kameraet og opdager at Solen har forladt synsfeltet. Jeg når lige at få rette op og tage et billede af totaliteten. Efter formørkelsen punkterer jeg som en ballon. Folk græder og omfavner hinanden. Vicki og jeg danser en lille dans. Hun er 7 år og har nu to formørkelser i bagagen. Champagne-propperne knalder. På vej ned efter et glas møder jeg en chauffør, der fuldstændig ør i hovedet kommer ud af en bus.
”Is it over”? Spørger han og glor på champagnen.
”Yes”, svarer jeg.
”Oh, I fell a sleep ”, griner han med store hvide tænder, og går over mod champagnen.

7 år og to formørkelser gammel. Den fine kasket forsvandt desværre senere på mystisk vis..

Harare
Vel tilbage på Sheraton Hotel i Harare er en stor gruppe japanere allerede ved at checke ud af hotellet. Solformørkelsen er overstået, og hvad skulle vel opholde en ret meget længere. Nuvel, danskerne bliver 3-4 dage mere. Zimbabwes hovedstad er en moderne storby uden hvide mennesker. Der skal ikke lægges andet i det end en konstatering. Det er en sjov fornemmelse at ”blive set på”.

En dag bevæger vi os i en lille gruppe ned i Mbara-distriktet, på trods af alle advarsler. Mbara er et fattigt men livligt handelsdistrikt syd for bycentrum. Chancen for at komme tilbage uden nogen form for værdier skulle være 50/50. Men det bliver til endnu en stor oplevelse. Overalt mødes vi af søde mennesker, der syntes det er godt vi er kommet. Masser af gadebørn følger i vores kølvand. Vi går selvfølgelig med en lille frygt i maven, men dér bliver den. Farverige husfacader, handelsboder, der sælger alverdens brugte ting og sager, findes overalt. Man har oven i købet humor. Vi lokkes til at spise ler – en smuk kvinde bilder os ind, at det er afrikansk chokolade. Igen har vi meget at takke solformørkelsen for.

En hær af glade og nysgerrige unger følger os på den 2 timer lange vandretur i Mbara.

Opvask ala Zimbabwe. Husk altid at spørge, hvis du vil tage billeder af mennesker..

Og tiden går sin gang...
Og så pludselig sidder jeg ombord på et fly med kurs mod København fuldstændig ør af oplevelser. Træt, tavs og mæt. Natten sænker sig over kloden udenfor. Men på sædet foran er der svag aktivitet. Nogen - du kender dem allerede: lidt kikset påklædt og med et kamera om halsen – sidder og studerer et landkort i flymørket. Der hviskes på amerikansk. Jeg drister mig til at strække hals og kigge ind mellem sæderne. I skæret fra flyets natbelysning kan jeg ane, at det er et kort over det sydlige Afrika. Midt gennem kortet er tegnet en sort, buet linie – en formørkelseslinie. Over stregen er skrevet datoen 4. december 2002. Mit hjerte begynder svagt at banke, den lille narkotiske spire i min hjerne, der ellers lige var så mæt af 3 minutters formørkelse, vender sig svagt i søvne inde i hovedet på mig. Så bliver jeg brutalt revet tilbage i sædet. ”Du kan godt glemme det”, hvisker Eliza, så det ikke er til at misforstå.
”Jeg kiggede jo bare”, siger jeg og læner mig tilbage i sædet.
Men mon ikke også hun bliver mør som tiden går..?

End of story. Tak til Hanne for scan af dias.
Nu holder solformørkelseshistorierne en (endnu) længere pause. Selvom vi stadig mangler Mexico, Bulgarien og Spanien, så er I vist også trætte af mosten. Men I slipper ikke for beretningen fra den kommende formørkelse i Sibirien. So stay tuned!

Se den totalt formørkede sol over Zimbabwe på mit galleri på Pbase.

For de uindviede skal jeg nok lige forklare, at denne solformørkelse startede ude i Atlanterhavet og bevægede nordpå gennem Nordafrika og Sahara, gennem Egypten og endelig til Tyrkiet. Det er derfor min datter kunne se formørkelsen fra Egypten, 20 minutter før jeg så den i Tyrkiet. 

Manavgat, Tyrkiet, 29. marts 2006

En SMS fra himlen
Den 29. marts 2006, kl. 13.50, lokal tid tikker en SMS ind på min mobiltelefon der, som jeg selv, befinder sig i Manavgat, øst for feriebyen Antalya, på den tyrkiske middelhavskyst. SMS’en kommer på et helt absurd tidspunkt. Der er kun fem minutter til den allerede fremskredne solformørkelse er total. Jeg står i et landskab af grålig, transparent himmel. Temperaturen er syv grader lavere end for blot 10-15 minutter siden og en pludselig, kølig vind står ind fra Middelhavet.

Forventningen blandt de tilrejsende er på kogepunktet. Selv er jeg på vej i en trance jeg ikke kan kontrollere, og benene ryster let under mig.

Uvist af hvilken grund vælger jeg alligevel at fiske telefonen op af lommen. Beskeden kommer fra min 12-årige datter, der er med sin mor i Egypten i samme anledning: ”Vi har lige set den er du gal den er flot glæd dig det er helt vildt”. Beskeden er uden tegnsætning, der desværre ikke alene skyldes hendes opkørte sindsstemning. Men budskabet er klart nok fra et forkælet barn af Nintendo generationen, der normalt ikke bruger store ord om noget som helst. Hun har lige oplevet noget helt ud over det sædvanlige.

Selv om solformørkelsens centrum rejser med gennemsnitligt 4.500 km i timen henover jordkloden, og dermed kun er 20 minutter om at tilbagelægge turen over middelhavet fra Egypten til Tyrkiet, så er SMS’en alligevel nået frem til mig først – selv om den har været via Danmark. Og hvis hårene på mine arme ikke allerede har rejst sig, så..

Forår i Antalya
Vi er 80 deltagere i CoronaAdventure /Viktors Farmors gruppe i Tyrkiet.

Antalya er et fredeligt og behageligt bekendtskab, klædt i den smukkeste forårsdragt. Turistsæsonen er endnu ikke begyndt, alt ånder fred, og vi møder stor venlighed alle vegne. En tjener har dog meget svært ved at tro på, at vi ”kun” er kommet herned i anledning af solformørkelsen. Jeg fortæller ham at det skam er rigtigt nok, og beder ham så inderligt om at kigge på himlen, når det går løs. Restauranten ligger lige på centerlinien. Det lover han, forudsat arbejdet tillader det!

En lykkelig dag
Heldet er med os. Solen skinner fra en skyfri himmel om morgenen den 29. marts 2006. Vejret er meget omskifteligt på denne årstid, og prognosen for klart vejr på en martsdag er kun omkring 45%.

Vi kører, som det er god skik og ikke mindst sund fornuft, fra vores hotel tidligt om morgenen. Heldigvis glider trafikken let og vi er fremme i god tid. Vores guider har udvalgt et forholdsvis øde strandstykke en kilometers penge fra byen Side, hvor rigtig mange solformørkelsesjægere fra hele verden er samlet.

Vi får dog selskab af et par tyrkiske skoleklasser. Børnene råber og skriger og er meget interesserede i alle kikkerter og kameraer. Vi tager godt imod dem, og viser dem solen. Deres begejstring er smittende, selv om alle os med fotografisk opstilling forsøger at forklare dem, at når det går løs må de ikke skubbe til os. Bekymringen viser sig ubegrundet. Solformørkelsen lukker munden på dem alle, da det kommer dertil. I hvert fald er der 5 minutter, hvor de synes som sunket i jorden, eller også er det mig selv der ikke ænser dem.

Der sker, som jeg oplever det, 5 samtidige begivenheder i de sidste minutter før formørkelsen er total:

• Det bliver mærkbart (endnu) koldere.
• Dagslyset får en ubestemmelig, transparent farve, skyggerne er skarpe, og det er som om man kan røre ved luften, der forekommer grynet.
• Der begynder at tegne sig en lys solnedgang 360º hele horisonten rundt.
• Lydniveauet fra de mange mennesker på stranden tiltager nærmest til en susen. Nogen råber, nogen tier. Andre siger mærkelige lyde, da de simpelthen overrumples af begivenheden. ”Jeg besvimer, jeg besvimer!” lyder det et sted i nærheden.
• Den femte begivenhed sker inde i mig selv, og er vanskelig at beskrive. Jeg bliver blød i knæene og min krop gennemrystes af en kuldegysning, jeg ikke kan mindes fra andre situationer. Jeg har det som om hele verdensrummet raser igennem mig som en usynlig ånd. Og det er vel også det, der sker: Aktørerne er intet mindre end Solen, 150 millioner kilometer borte, Månen, Jorden, Universet og tyngdekraften, der i et eneste nu demonstrerer deres skønhed på denne lille, udvalgte plet på planeten Jorden, hvor jeg har det privilegium at befinde mig.

Mere livsbekræftende begivenhed skal man lede længe efter!

Jeg fotograferer løs. Foto: Laila Larsen

Se de måbende udtryk. Som altid slår solformørkelsen benene væk under dig! Foto: Laila Larsen

I 3 minutter og 40 sekunder skinner den perlemorshvide korona over os, inden lyset ubarmhjertigt vender tilbage igen.

Bagefter har jeg det som om jeg har løbet et helt maratonløb. Alligevel er der kræfter til at omfavne alt og alle. Champagnepropperne springer, og der udveksles indtryk på kryds og tværs.

Det var min fjerde totale solformørkelse, for andre var det første gang. Fælles for os er dog, at vi allerede snakker om, hvor og hvornår det nu er, der er solformørkelse næste gang.

En ydmyg tak
10 minutter efter finder jeg endelig ro til at snige mig til mobiltelefonen igen. Jeg sender en SMS tilbage over Middelhavet til min datter: ”Nu har vi også set den. WAAU!"

Hvis jeg have været klarere i hovedet, og hvis det ikke var fordi det ikke gav mening i den anden ende af telefonen, så havde jeg skrevet det, der i skrivende stund synes det mest oplagte: ”Det var smukt. Tusind tak, Kære Big Bang”

End of story. Næste gang skal vi tilbage til 2001 og det urohærgede Zimbabwe. 

Dominical, Costa Rica, mandag den 11. april 2005

Tunge, tropiske regnskyer i flere lag hænger lavt over Panama City. Byens skyline er indhyllet i tågelignende dis. Vores guide, Gustavo, fortæller med et lille undskyldende smil, at regntiden er kommet til Panama en måned før tid. Det har han ikke oplevet tidligere.

Vi går gennem byens gamle centrum, med huse i spansk kolonistil. Alle huse er under restaurering, og dem der boede her tidligere har ikke længere råd. De rige flytter ind, og kvarteret mister sin charme. Gustavo beretter ivrigt og engageret, men alligevel er vi indimellem uopmærksomme og retter blikket mod himlen. Solformørkelse og skyer er en dårlig kombination.

Den lille danske gruppe er på 21 mand. Men solformørkelsesjægere fra hele verden har sat hinanden stævne i det fjerne Panama. Man skal ramme en bestemt linie på landkortet, og linien er ikke mere end to kilometer bred. Med moderne udstyr og planlægning er det ingen sag at finde det rigtige sted - men vejret og transporten på selve dagen et altid nervepirrende...

Fra Panama City bevæger vi os nordvest på mod Barcelo Beach Resort, hvor vi skal bo under formørkelsen. Resortet ligger direkte ud til det uendelige Stillehav. Når man står med fødderne i vandkanten har man kontakt med Japan på den anden side af kloden. Jeg vipper lidt med tæerne og spekulerer over hvor lang tid det tager min lille bølge at nå Tokyo.

Det er ikke varmen, der er ved at tage livet af een i troperne. De små 30 grader er ingen udfordring i sig selv. Det er luftfugtigheder der er synderen. I Panama i regntiden ligger den på ca. 95 %. Det føles som at være i sauna, eller som om man har en føntørrer i hovedet hele tiden. På hotellet diskuteres ivrigt. En tysk gruppe har været her i 4 dage, og de har knap nok set himlen. Skal man satse på at se formørkelsen fra kysten eller længere inde i landet? Det er ren lotteri.

Da vi bader i poolen sætter regnen ind igen. Den tropiske regn er varm men giver et tiltrængt hvil for den fugtige luft. Vi indstiller os alle på at solformørkelsen i morgen bliver en skuffelse, der drukner i regn og tunge skyer.

Om morgenen fredag den 8. april er der imidlertid solopgang og skyfri himmel. Jeg vælter ud af sengen og ud i haven og tjekker himlen. Det er skyfrit, men skyer truer i horisonten. Trods alt bedre end i går..

Formørkelsen er først sidst på eftermiddagen og om formiddagen skal vi besøge regnskoven inde i landet. Vi går rundt på en junglesti i regnskoven og kigger dyr og planter i over en time. Da vi kommer ud får vi at vide, at bussen er kørt i grøften længere oppe af vejen, da chaufføren forsøgte at vende bussen på den smalle vej. Jeg går op til bussen. Det ser rigtig slemt ud. Den kommer under ingen omstændigheder op ved egen kraft. Den slags sker kun 3 timer før en solformørkelse.

Chaufføren griner og tager det ganske roligt. Vi er i Panama, hvor man ikke tager tingene så tungt. Som ved et mirakel kommer en gigantisk Caterpillar traktor op ad vejen. Der bliver smidt nogle kæder om bussens kofanger, og vupti er vi kørende igen, om end bussen er ilde tilredt. Man køre kan den.

Vi holder os til vores oprindelige plan, og kører til Penonome Airfield ca. 30 minutter fra stillehavskysten. Solen bager ned på den lille flyveplads, da vi når frem, og mange har allerede taget opstilling. Et sandt cirkus af kikkerter, fotostativer og alverdens tekniske ting er stillet op overalt. Der sælges t-shirts og vand fra en lille bod. For en lille stund er Penonome kommet på verdenskortet, og er skrevet ind i historien. Få steder på kloden har den ære, at ligge på centrallinien for en solformørkelse. Vi kalder det for hellig jord, skønt hovedparten af os er svorne ateister i 2. potens.

Solformørkelsen i Panama denne dag er ikke total. Den er ringformet, og ved maksimum dækker Månen 99,2 % af solskiven, og efterlader altså kun en tynd ring af sollys på himlen. En meget sjælden formørkelse. Maksimum varer kun 10 sekunder!! Men for de tilrejsende er det 10 sekunder i himlen, og prisen for at komme til dette øde sted på kloden er slet ikke noget de har taget i betragtning.

Jorden er som bekendt kugleformet, og intet sted på overfladen er centrum. Alle steder kan således påkalde sig retten til at være verdens centrum, enkelte mener det ligger i Valby eller måske i Horsens, mange synes at mene det ligger i Washington D.C...

Men i geometrisk stor skala er Penonome centrum i 10 sekunder denne dag. Månen kaster en kegleformet skygge ned på jorden, som tager sit udgangspunkt i Polynesien, raser hen over Stillehavet for til sidst at ramme land i Panama og endelig ende sin rejse i den uvejsomme jungle i Colombia. Panama er eneste chance for at se formørkelsen fra landjorden. Og lige i lyskeglens spids ligger Penonome Airfield, en lille flyveplads hvorfra der flyves med skadedyrsbekæmpelse ind over bananplantagerne.

Det tager en time for månen at kravle ind over solskiven. Mens det står på, samler store skyer sig på himlen og humøret falder. Men kun lidt - vi har allerede set mere end forventet i går. Men så da formørkelsen er næsten ved maksimum brænder den igennem skylaget og der går et sus gennem tilskuerne. Temperaturen falder yderligere, dagslyset bliver gråt, hårene rejser sig på armene af undertegnede. Så, som ved et trylleslag, viser den tynde lysende ring sig på himlen og alle sukker højt i kor. Jubelen bryder løs, og i 10 sekunder forsvinder alle ind i hver deres eget univers. Det er så kort tid, at alle bagefter har oplevet noget forskelligt. Som altid er der mange der græder, andre bliver stille, mange omfavner hinanden, skønt de aldrig før har set hinanden. Målet er nået trods skyer og en bus i grøften.

Seks iskolde flasker champagne hives op af køletasken og propperne springer i det lille danske selskab. Der grædes stadig rundt omkring. Formørkelsen er kun 10 minutter gammel, da samtalen rundt omkring begynder at handle om den næste formørkelse. Der lægges allerede planer for mødet med solens skygge i Libyen i marts 2006...

Dagen efter fortsætter vi vores rejse nordvest på mod Costa Rica. Det bliver til 12 timers bustur, herunder 2 timers bureaukrati, ved verdens måske mest kaotiske grænseovergang mellem Panama og Costa Rica. Vi er på narkoruten mellem Colombia og USA.

Costa Rica er et af verdens frodigste lande, og vi bor i skrivende stund lige på grænsen til regnskoven ved en flod. Kun 800 meter herfra ligger kilometer efter kilometer af øde sandstrand. Jeg har netop badet i Stillehavet i en time, da jeg synes i lige skulle have en lille historie her fra Paradis..

Hav det godt til vi ses..! Gert.

End of story: Se mange flere billeder fra den fantastiske tur, og af solformørkelser, på mit fotogalleri på Pbase.

Den totalt formørkede sol, som den tog sig ud fra Maravudonha Wilderness i det nordlige Zimbabwe den 21. juni 2001. Billedet er taget med en 1000 mm telelinse/F11 og eksponeret i 1 sekund på en 100 ISO fujichrome diasfilm. 

Der er noget Olsen Banden over solformørkelser. I stor skala. Olsen Banden går large, kunne man kalde overskriften.

Du skal bruge:

• en stjerne (i dette tilfælde Solen),
• en drabant (det man i daglig tale ville kalde en måne, fordi vores drabant hedder Månen),
• en planet (her falder valgtet naturligt på Jorden),
• en iagttager (det er dig)
• og et par solformørkelsesbriller

Endelig er det en forudsætning at Solen og Månen skal se lige store ud. Så heldigt forholder det sig set her fra jorden. Solen er 400.000 gange større end Månen, men er til gengæld også 400.000 gange længere væk. Ergo ser de lige store ud, set fra Jorden.

Mon ikke det er en menu, der kan give Benny og Kjeld sved på panden, når Egon Olsen afgiver ordren?

Det er ikke desto mindre hvad der kræves. Nu er det så heldigt, at naturen selv med jævne mellemrum sørger for at menuen er disket op. Aktuelt går det hele op i en højere enhed den 1. august 2008.

Ulykkeligvis er der ikke solformørkelse over hele jorden, så alle får desværre ikke glæde af fænomenet. Man skal befinde sig et helt bestemt sted på jordkloden, i de helt rigtige minutter, ellers går kabalen ikke op. Den skygge som solformørkelsen kaster ned på jorden er maximalt ca. 100 kilometer bred (nogle gange meget mindre), og lige netop dér skal man befinde sig. Formørkelsen kaster et langt spor over jordkloden, og ofte ligger det meste af sporet ud over vand eller i meget øde egne. Derfor har opmærksomheden det med at samle sig om trafikale knudepunkter langs linien.

Årets trafikale knudepunkt er Novosibirsk i det fjerne Sibirien. Ikke verdens navle måske, men husk på, at naturen har sørget for resten. Alt hvad du selv skal gøre er at lette rumpetten og komme afsted!

Og så er det ikke så enkelt endda. Der er det problem, at der også er andre, der har fået samme idé. Selv om Novosibirsk er en russisk storby med masser af ind- og udgående fly, så er der ikke kapacitet til de mange tusinde tilrejsende, der gerne vil være i byen - for slet ikke at tale om overnatningsmuligheder. Det er den samme historie hver gang - man skal være ude i god tid!

Egentlig havde jeg droppet Sibirien. De sædvanelige undskyldninger: penge, manglende ferie, "man kan jo ikke alt"... osv. Altsammen dårlige undskyldninger, når nu den stjerne vi kalder Solen, ganske gratis spiller op til dans. Men ok, solformørkelser er ikke bankrådgiveres livret: mærkelige steder på jorden, samtidigt med alle andre - det lyder og er dyrt.

Som du kan se på denne hjemmeside (se: om mig) har jeg seks gange tidligere taget turen og gjort stævnemøde med solen. Jeg har rejst både på egen hånd og med selskaber. Så jeg er ikke ubekendt med strabadserne.

Denne gang lykkedes det mig at finde Aeroflot flybilletter til Novosibirsk, men jeg måtte give op over for overnatningsproblematikken. Man kan slevfølgelig stå med et skilt "Let me sleep in Your home" i Novosibirsk. Det havde jeg med garanti gjort for 10 år siden, men alderen trykker.

Så enden på komedien bliver en pakkerejse med rejsebuerauet Victors Farmor. Dermed svigter jeg verdens bedste solformørkelsesarrangør Corona Adventure, ledet af min gamle formørkelsesven Henrik Glintborg.

Min kære bror, René, tager med, og det bliver rigtig sjovt at være på langfart sammen. Det bliver hans første solformørkelse, og om vejrguderne vil, vil også hans liv ændres den 1. august. En solformørkelse sætter sig for altid i hjertet. 

Detalje af diamantring, optaget ved den tyrkiske middelhavskyst den 29. marts 2006. Denne gang eksponeret i 1/250 sekund. 

Jeg har tidligere skrevet et par rejsebreve og artikler om solformørkelser. De vil dukke op i den kommende tid på denne side.  

Det skulle også være blevet til en lille julehilsen her på siden, men jeg har det lidt svært med julen. Ikke med lysene, maden, familien og alt det gode ved julen. Men den intelektuelle del af mig, har det ikke så godt med det religiøse fundament julen hviler på. Jeg har ikke været til gudstjeneste siden november 1993, hvor jeg blev kuppet til mit kære barns barnedåb. Og jeg kommer det heller ikke mere, hvad begivenheden så end måtte være. Jeg kan ikke abstrahere fra det faktum, at Bibelen blev skrevet i Alexandria (smuk by forresten) i Egypten i år 300, og senere, i år 451 ved Bosperus Strædet, stemte mørke, middelalderagtige mænd om indholdet ved håndsoprækkelse. Det er den bog, vi 1500  års teknologi og viden til trods, stadig bygger vores samfund på. I Danmark er man i år 2007 automatisk medlem af folkekirken når man bliver født..!?

Man skal jo som bekendt aldrig være for skråsikker, men en ting ved jeg: Skulle Gud eksistere, som Bibelen beskriver fætteren, så skal Han efter min mening straffes for sine forbrydelser mod menneskeheden og ikke tilbedes! Skulle jeg mod forventning få mit møde med Sct. Peter, så er jeg villig til at argumentere for den holdning. Leve Adam, der var så venlig at spise af Kundskabens Træ, så vi alle gik fri af uvidenhedens undertrykkelse.

Så har jeg det meget bedre med nytåret. Man kan måske mene, at et nyt år starter hver dag, men jeg synes nu alligevel det er en god tradition én gang om året at nulstille kalenderen, og se tilbage på året der gik. Og så er nytåret jo også en astronomisk begivenhed :-)

Nå, inden jeg fortaber mig i mit yndlingsemne, så er dette jo en rejseside, og meningen med denne lille hilsen er, med et par foto-fraklip, at se tilbage på rejseåret der gik. Året har været helt fantastisk; Grønlands uendelige indlandsis, New Yorks skyskrabere, Det Hvide Hus, den også næsten uendelige South Beach i Florida, Policekoncerten i svenskernes smukke hovedstad, Stockholm.

2007 var også året hvor jeg mistede min stakkels, dejlige, lille mor. Lørdag den 3. februar sov hun stille ind mens vi alle var tilstede. Men det blev også året hvor min bror vendte tilbage :-) Det fejrede vi ved at de tre Larsen søskende indtog Berlin i 4 travle dage. Lad os begynde der..

2xLarsen og 1xMundeling på Second Hand shopping i et martsgråt Berlin. Den tredje Larsen er til en afveksling bag kameraet.

 Vi drikker kaffe i det 300 meter høje tv-tårn, som ligger i det der engang var øst-Berlin. Restauranten drejer rundt, og man får set hele byen mens kaffen og kagen indtages. Fotografen burde have vidst, at personerne skulle have været lyst op af en blitz..  

Et sjældent billede af Den Afskyelige Snemand, eller et lige så sjældent af denne sides ejermand, i kamp mod den glatte indlandsis. Kangerlussuaq, Grønland, maj 2007. Foto Tina Mundeling.

Sir Edmund Hillary? Nix. Tina på glatis. Bemærk isens smukke blå farve. Denne is er nedfrosset gennem årtusinder..

Her er jeg på toppen af Sugar Loaf i Kangerlussuaq. Vi var på en fem timer lang vandretur, der bl.a. bragte os til toppen af det 450 meter høje Sugar Loaf. Fra toppen kunne man se indlandsisen 25 kilometer borte. Foto: Tina Mundeling. Bemærk på dette billede, at jeg har fået lært Tina også at tage fødderne med på billedet.

Gæt hvor vi er? Rigtigt! I souvenir butikken under Frihedsgudinden på Liberty Island ud for Manhattan.. Tre Tosser i New York City i juli 2007.. Foto: Tina Mundeling 

Master Fatman? Desværre nej! Jeg står på USAs sydligste punkt i Key West. Det tager 3 timer at køre af de mange broer gennem alle øerne, The Florida Keys, før man endelig står på den sidste: Key West. Det er turen værd. Her oser af karibisk stemning.. Foto Vicki Larsen

Jeg slutter af med dette billede fra downtown Miami Beach (uden fødder). Dette og det forrige billeder skulle gerne lede læseren til at gætte mit nytårsfortsæt? Foto: Vicki Larsen.

Rigtigt gættet. I 2008 skal maven væk! Nu er i også mine vidner og må gerne håne hvis ikke det lykkes..

Rigtig godt nytår! 

Billedet er taget i Thailands hovedstad Bangkok, på den navnkundige Khao San Road i juni 2003. Enhver der har rejst i Asien kender Khao San Road. Nogen elsker den, andre hader den.

Gaden er vel 500 meter lang, og er gågade. Alligevel drøner der mange biler og ikke mindst de thailandske tuk-tuk'er igennem. (Tuk-tuk'en er en mellemting mellem en bil og en motorcykel, og den mest almindelige taxa i Bangkok). Årsagen til at mange hader Khao San Road er vel at den giver mindelser om de værste handelsgader på charterstederne i Sydeuropa. Masser af turister,  masser af anmasende gadehandlere, indiske skræddere, der tilbyder at sy dig et sæt tøj på 6 timer, grimme (og ulovlige) souveniers, høj musik og fulde mennesker (men gudskelov ingen synlig prostitution). Gaden har også verdens største udvalg af T-shirts, der med garanti er ude af facon efter første vask.

Selvom det skulle lyde som om gaden dermed var fyldt op, så ligger der også et væld af internetcafeer, restauranter og små rejsebureauer, der kan skaffe transport når-som-helst til hvor du vil hen.

Jo, Khao San Road syder af liv og spillopper døgnet rundt. 

Jeg hører til dem der elsker gaden, og besøgte den flere gange i 2000 og 2003. Nu vil kendere af denne hjemmesides ejermand sikkert indvende:  "Jamen, Gert, du hader da chartergader og anmasende sælgere"? Korrekt! Men der er en stor forskel...

Det er ikke bare den eksotiske destination, Bangkok, der gør Khao San Road spiselig for undertegnede. Forskellen er at ingen, eller i hvert fald meget få, holder ferie i Khao San Road området, eller i Bangkok for den sags skyld. Khao San Road er en hovedbanegård af indviduelt rejsende. En myretue af globetrottere. Alle er enten lige ankommet, eller også er de på vej ud igen. Gaden er en lille, koncentreret svingdør, hvor man gør holdt et par dage for at tanke op, sende mails og billeder hjem, vaske tøj, købe nye (engangs) t-shirts og arrangere transport videre i Thailand eller til resten af Asien. Ingen rygsæksrejsende, med respekt for sig selv, undgår Khao San Road. Det er her man udveksler erfaringer med andre rejsende inden turen går videre eller bare hjem.

Bagsiden er, at det også er her man kan møde rygsæks-snobberne: Jeg-er-ung-og-på-rejse-for-at-finde-mig-selv typen. De er klædt i løse bomuldsbukser og en tank-top. De har (bevidst) ikke vasket hår i ugevis, og de udmærker sig specielt ved at tro, at de kan købe den halve verden for en 5-øre. Dem har vi ikke brug for. Vask håret og betal respektfuldt hvad tingene koster.

Så går dit livs veje på et tidspunkt forbi den thailandske hovedstad (det er der iøvrigt rigtig mange andre gode grunde til) så lov mig at besøge Khao San Road. Du vil helt sikkert elske eller hade den...