Martin Ågerup udtaler til 180Grader.dk: "Lighed bør ikke være en politisk målsætning i et samfund. Jeg bekender mig til et samfund, der skal hjælpe personer, der ikke kan klare sig selv. Det er faktisk et meget moderat borgerligt, man kunne kalde det socialliberalt, udgangspunkt. Men der er ingen moralske argumenter for en generel omfordeling til mennesker, der sagtens kan forsørge sig selv, som vi ser det i dagens samfund. Personlig frihed indebærer samtidig et personligt ansvar for konsekvenserne af egne handlinger. Den danske velfærdsstats kraftige omfordeling fratager borgerne en del af ansvaret for egne handlinger og beslutninger vedrørende for eksempel uddannelse, karrierevalg eller opsparing. Nogle mennesker er dygtigere, mere flittige eller mere risikovillige end andre. Alle disse ting har konsekvenser, herunder konsekvenser for hvor meget man tjener. Gennem omfordeling kortslutter man forbindelsen mellem friheden til at handle og ansvaret for sine egne handlinger. Og det er alvorligt, for denne forbindelse er selve grundlaget for et frit samfund."

"Til landskamp i ligestilling" udtalte direktør i Red Associates, Frederik Wiedemann, at markedet vil udradere alle uligheder. Simpelthen fordi udbud og efterspørgsel regulerer både pris og værd. Hans tese var, at hvis kompetente kvinder rent faktisk er billigere end mænd med de samme kompetencer, så ville der nok være en smart virksomhed, som udviklede en strategi om at ansatte kvinder frem for mænd. Spørgsmålet er om kønslig ulighed reguleres via markedsvilkårene. Og når vi reelt lever i et liberalt markedsdemokrati, men stadig taler om vores demokrati som et socialdemokratisk deltagerdemokrati. Hvordan ser det så reelt ud på den kønslige ligestillingsfront? Hvilken rolle spiller ligestillingen på markedsvilkår?

Møder med Pressen

Jeg er blevet interviewet af Berlingske, Politiken, Urban og DR2. Og igår var iByens TV-redaktion her (red.: på Camp X Rialto) og filmede en scene. Det er altid svært med presse og medie... Det er et fantastisk godt middel at nå ud med forestillningen, at gøre vores potentielle publikum opmærksom på, at der findes en forestilling, som de får lyst til at komme og se. Men jeg synes, det er så svært at snakke om sig selv, og det er tit dét, journalisterne vil. Jeg tænker altid, at der er vel ingen, der er interesseret i MIG. De er interesseret i forestillingen og så prøver jeg altid kun at snakke om den. Men sådan bli'r det ikke, for journalisterne stiller altid personlige spørgsmål. Jeg svarer og så er vi tilbage ved mit liv...

Instruktørens farvel

I dag havde vi vores sidste produktionsmøde og i går efter prøverne sagde Mads plutsligt: "Men Farnaz, du skal forlade os!" Det er så mærkeligt med teater. Man arbejder hårdt, sammen og fælles og så efter premièren forsvinder instruktøren. Herefter skal skuespillerne og teknikerne køre videre. Egentlig er det jo efter premièren, det interessant sker: Nemlig mødet med publikum. Det er dette møde, der definerer og skaber forestillingen. Uden publikum, ingen teater. Men så er jeg der ikke til at se, hvordan værket interagerer med sit publikum. Det er jo selvfølgelig dét, vi har vores testpublikum til, men alligevel... Jeg kan se med lidt misundelse på instruktøren Ariane Mnouchkine og hendes Theatre de Soleil. Hun er med på hver eneste forestilling. Det er hende, som lukker publikum ind. Og netop dét at hun er med hver aften gør, at forestillningen også kan udvikles og forandres under spilleperioden. Det ville være fantastisk at arbejde sådan på et tidspunkt. På den anden side er det også ret skønt at slippe taget om forestillingen. Det er jo også vigtigt, at spillerne føler, at det er deres forestilling. For det er dem, der skal spille forestillingen hver aften. Det er dem, der skal forsvare den og sine karakterer - og hvis de ikke tror på, hvad de gør så bli'r det ikke godt! Det er i hvert fald min erfaring.

Det københavnske teaterliv

Så - på måndag er jeg tilbage i Stockholm, min hjemby som jeg både hader og elsker på samme tid. Det har været dejligt med disse måneder i "exil", at få perspektiv på livet derhjemme, at komme til at savne det der, som man hader, når man er i byen. Og så har jeg jo forelsket mig i København - jeg håber virkelighed, jeg får mulighed for at komme tilbage til København! Det eneste jeg har problemer med her (og det er jo en rimelig stor ting, eftersom det er mit arbete), det er de københavnske teatre. Hvorfor al denne ironi, distance og billig humor? Visst har jeg set fine ting på teatrene, men det er jo lidt sigende, at det bedste jeg set i København blev instrueret af en svensk (SANDHOLM på Mungo Park, instruktion Moqi Simon Trolin) men jeg synes tit, at det er så unødigt ironiskt, og den distance gør, at jeg ikke tror på karaktererne, og det føles somom stykket undskylder for sig selv. Somom man ikke tør MENE noget for ALVOR!? Derfor blev jeg glad for Ulla Henningsens sang i QUEER, hvor Andrea Vagn Jensens karakter tog kampen videre - det var for alvor og det kunne mærkes.

Så, nu er det tid til prøve!

Farnaz Arbabi, instruktør

Til gengæld har ’Queer’ skabt en debat, som i sin form og sit indhold ikke er set før inden for dansk teater. Efter premieren gik Camp X ’s kurator, Ditte Maria Bjerg, ud på teatrets hjemmeside ( www.campx.dk) og skrev, at ’Queer’ ikke blev: »den gribende/rystende forvandlingsvarieté om familien Danmark, som undertitlen lover, og som jeg havde drømt om. For meget overflade, for lidt substans«.

Modigt sagt, men også dumt gjort? Falder Ditte Maria Bjerg dermed ikke sin instruktør, Kenneth Kreutzmann, i ryggen? Det er der nogle, der mener. En kunstnerisk kurator er ganske vist ikke selve teaterdirektøren , men en person, der er ansat for en afgrænset periode med henblik på at være en visionær inspirator, men alligevel: Hvordan kan en kurator offentligt undsige teatrets egne forestillinger?

Udmeldingen har affødt indlæg efter indlæg på Camp X ’s weblog, hvor både teaterdirektøren , professionelle kunstnere og teatrets publikummer har deltaget og stadig deltager: modsigelser og medsigelser! Debatten har været tolket som udtryk for intern uro, for ikke at sige åben splid på Camp X . Man kan også vælge at se debatten som noget af det bedste og mest levende, der er sket længe.

I stedet for at stikke hovedet i teaterbusken, eller fare i blækhuset, har Camp X åbnet for godteposen under devisen: Åbenhed er farligt, men dog befordrende for, dels hvad vi vil med teatret, dels hvordan vi fremover kan tale om teatret. Som anmelder skal jeg selv være den første til at medgive, at den hurtige kritik ikke altid er så god til at overskride sin egen vante retorik: duer, duer ikke. Ligesom teatrets reaktioner ikke er meget bedre, når det kommer til at svare igen på anmeldelsen: duer slet ikke!

Skænderier kan være ret pragtfuldt. Åben selvkritik, men uden at der går bibelsk rundkreds i den, kan vise sig at være endnu bedre; som en mulig vej til en mere kunstnerisk befordrende dialog: at turde spørge åbent til sig selv som teater og forestilling. Og hvad angår anmelderen: at turde tvivle om sine egne udsagn.

 "Måske er det sådan, at når man vokser op, så dør ens hjerte..."

Tilde Maja, "Normal"

MADS

TILDE MAJA

PATRICIA

ALEXANDRE

TILDE MAJA OG ALEXANDRE

Queer-video er lavet af Verdens Mindste Tv 

Og så kuratorrollen, Oktavia og Frej: Hvorfor har det været så vanskeligt for de større teatre at fastholde sig selv som kunstneriske institutioner fremfor forestillingsfabrikker? Hvorfor halter det danske institutionsteater bagefter i forhold til det internationale teater? Og hvorfor er det ikke lykkedes for de større teatre at være i omdrejningshøjde med samtidskunsten? Og allermest centralt, hvorfor er det med EN ENKELT UNDTAGELSE, Betty, ikke lykkedes disse teatre at spille en rolle, socialt og politisk - dvs. være en naturlig agent/samtalepartner i den virkelighed, vi befinder os i ?

Hvis teaterlederne ikke bare har været nogle idioter, ligger problemet måske i selve ledelsesrollen. Vi har set den ene efter den anden af kunstneriske ledere, der i arbejdet med det administrative, økonomiske og produktionsmæssige har glemt det kunstneriske, glemt det internationale, glemt virkeligheden.

Teaterdirektøren med kurator er et forsøg på at afprøve en anden model. Det springende punkt, som Camp X står lige midt i, er så, hvor langt der skal være fra de fine ord og dagsordener, som en kurator udkommer med - til det enkelte produkt teatret udkommer med. Vi er ca. 1/3 inde i vores første 100 dage, og normalt vurderer man jo ikke nye regeringer før efter 100 dage! MEN fordi jeg som kurator er mig meget bevidst om mit ansvar og lissom Frej VIL ha' at Camp X blir' en succes, har jeg valgt allerede nu at melde min vurdering ud:

I forhold til vores 3 første kunstneriske produkter, teater2go, Xstallationen af RACA på Rialto og BRYD workshop har kuratormodellen vist sig at fungere optimalt: Jeg har udstukket retningslinierne og peget på samarbejdspartnere og derfra har dramaafdelingen haft ansvaret.

Alle 3 initiativer er blevet overraskende og MEGET forskellige succeser, BRYD er intet mindre end en nyskabelse (du har ret Benjamin i at man ikke kan "bestille" en nyskabelse).
Men i forhold til forestillingerne mener jeg, vi har taget fejl og må revurdere, for jeg mener ikke denne afstand fungerer der: Jeg mener, at kuratorens kompetencer skal udnyttes i forhold til alle egenproducerede forestillinger - ja det er her modellen skal vise sin eksistensberettigelse: For det må være i samspillet med de kunstnere, kuratoren har været med til at pege på, at disse kunstnere også selv får tilført noget. Hvis kuratoren ikke kan tilføre forestillingen noget, kunne forestillingen have spillet hvorsomhelst.

P.S. Frej, så vidt jeg ved har Camp X ikke brugt ordet virkelighedsteater, og at mange er blevet inspireret af, at vi som de første valgte at kalde Camp X for et internationalt samtidsteater, er vi smigrede over. Og hvad et samtidsteater så er, og hvilken europæisk teaterfamilie vi dermed melder os ind i, den må vi tage i næste runde - har du læst vores bud på Camp X hjemmesiden?

Det er kedeligt at gå i skole...

Og så hade vi en dags kostume-workshop med vores kostumedesigner Lena Lindgren, hvor skuespillerne fandt på forskellige karakterer ud fra det tøj, de tog på. De kunne vælge mellem at presentere en normal, en unormal eller en queer karakter. Kan I gætte hvilken som er hvad?

Tilde Maja
Patricia
Alexandre
Tilde Maja
Mads
Patricia

Efter tre uger i prøvesal kunne vi så endelig flytte ind på Rialto, den sorte scene. Men skarpe øjne kan se scenografi-modellen på bordet foran Tilde Maja, og den er alt andet end sort...

Tilde Maja, Mads, Patricia

Farnaz Arbabi, instruktør

Farnaz Arbabi er instruktør på ungdomsforestillingen "Normal", der har première den 26. oktober på Camp X. Hun vil blogge om forestillingens proces her på XLOG. Følg med, kommentér og skriv til... Her er allerførst et kort introduktionsinterview:

Normal – en ungdomsforestilling
Ungdomsforestillingen ’Normal’ er nu lidt over midtvejs i prøverne. Farnaz Arbabi fortæller: ”Først har vi leget rigtigt meget, improviseret og produceret en masse materiale blandt andet ved at skuespillerne har skrevet tekstbidder. Danmarks Pædagogiske Universitet har lavet interviews med en række unge og disse interviews har dannet udgangspunkt for opbygningen af karakterer og handling i forestillingen ’Normal’”.

Collager af dokumentar og fiktion
Farnaz Arbabi og dramaturg Ib Tunby Gulbrandsen har lavet manuskript til en collage-forestilling, hvor den røde tråd er fire unge, der mødes til eftersidning på skolen. Det endelige manuskript er en blanding af improvisationer, interviews og løsrevne tekster - altså fiktion og dokumentar der fletter sig ind i hinanden.

At være teenager
Forestillingens grundlæggende projekt er at undersøge, hvordan det er at være teenager. Farnaz Arbabi ønsker at skabe en slags utopisk parallelunivers, hvor unge føler sig accepterede uanset, hvordan de er, og hvordan de opfatter verden. Der skal være en forståelse af, at man ikke behøver at gøre som samfundets normer fortæller én, som ens forældre siger eller det samme som ens venner gør. Identitet og seksualitet optager én vældigt meget, derfor indeholder forestillingen også mange fantasier og drømme, hvor der er plads til at være helt unormal. I forestillingen er der en del referencer til ungdomsfilmen ”Breakfast Club” og her er et sigende citat for hele den identitetsproces, man gennemgår som ung: ”When you grow up, your heart dies”.

Misforstået hjælp fra voksne
Farnaz Arbabi mener, at voksenverdenens forsøg på at hjælpe ofte kommer til at virke som misforstået hjælp. Måske findes der andre måder at få hjælp for unge…(red.: Og det gør der blandt andet ved ung-til-ungmetoder, som er en måde, hvor unge vejleder/hjælper hinanden. Metoden bruges blandt andet inden for lektiehjælp, projektarbejde og seksualvejledning.)

Farnaz spørger:
”Hvordan påvirker pornobilleder/-film ens indstilling/syn på sex?”

”Hvordan relaterer man til andre mennesker af samme køn – er det ok at to af samme køn kysser. Bliver man automatisk bøsse, hvis man kysser en anden mand?”

Hvad mener du?

Nå, men Camp X og kurator skal være ÆRLIGHED og TROVÆRDIGHED: Jeg synes, Queer er blevet en fest, et brag, en event, en sprængning af Aveny -  men ikke den gribende/rystende forvandlingsvarieté om Familien Danmark, som undertitlen lover, og som jeg havde drømt om. For meget overflade, for lidt substans. Camp X skal også allervigtigst være udveksling og dialog, så pleeease, modsig mig, medsig mig...

Søde modige Sandra, bløde/hårde BenjaminSisterPaula, Ulla med den enorme karisma, Andrea Dejlige P, der får hele salen til at lege med, Marc med den vildeste stemme, dygtige Cesar og alle jer andre jeg ikke engang ved, hvad hedder. Jeg håber, I får nogle skønne forestillinger med masser af dansende publikum.

Instruktør Kenneth Kreutzmann om begrebet "Queer":

For mig er det et modbillede på det konforme. Queer gør op med det normative og rammerne for, hvordan man lever et normalt liv. I vores samfund bliver kønsrollerne mere og mere ensrettede og normaliserede. Du har for eksempel lært, hvordan du skal optræde som en rigtig pige. En pige må godt græde, men hun må ikke være for stærk. Det kan godt være, du har nogle maskuline sider, du ikke får levet ud, fordi de får dikteret, hvordan du skal være en rigtig pige. Der ligger noget kønspolitisk i det. Det handler om, hvordan man føler sig. Hvis man turde være lidt mere queer, ville man se flere former for køn. Så ville der ikke være noget problem i at være en blød mand eller en hård kvinde.

HVAD VAR DIN YNDLINGSLEG SOM BARN?

HVAD VILLE DU GERNE VÆRE, NÅR DU BLEV STOR?

HAR DU EN SPECIFIK ERINDRING FRA BARNDOM, HVOR KØN FIK STOR BETYDNING - hvilken og hvordan?

HVAD TÆNKER DU OM "DET FØRSTE KYS"?

QUEER - ET SYN PÅ VERDEN

Queer er en måde at se verden på. Det er ikke en identitetskategori, fordi Queer er det evigt flydende, det evigt foranderlige. Queer er alt dét uden om normerne. En matrix er det system, der bestemmer hvad der er normer/regler i samfundet. Queer-bevægelsen gør opmærksom på, at samfundet er styret af den heteroseksuelle matrix. Det betyder, at alt i denne verden er indrettet efter heteroseksuelle værdier og der opstår en heteronormativitet: Den norm i samfundet i samfundet. Begrebet hentyder til de helt tydelige forventninger til, hvordan kvinder og mænd, som de eneste tilladte kategorier, skal være. Det er giver sig selv at de naturligvis kun tiltrækkes af det modsatte køn.  Heteronormativitet skaber et ideal om det gode liv, som nedvurderer alt andet. Queer-teorien pointerer: "Andre har ikke ret til at bestemme, hvad der er det gode liv for dig/mig". Jacob Rico Boisen forklarer: ”Start med dig selv og accepter dig selv som du er. Det vigtigste er, at man har plads til at foretage reflekterede valg. Reflektér over dig selv!”

IDENTITET OG SEKSUALITET

Farnaz Arbabi tager tråden op. Hun er instruktør - headhuntet fra Stockholm til at lave ungdomsforestilling med et queer-perspektiv på Camp X - Normal. Hun mener, det handler om at sætte spørgsmålstegn ved tingene - mest fokus på identitet og seksualitet - kig forbi Xloggen her på mandag, hvor der er interview med Farnaz Arbabi.
 

...OG HVAD BETYDER 'QUEER' FOR DIG?