Efter dette svækkedes min interesse lidt igen, men jeg holdt mig dog stadig underrettet og fortsatte med at opbygge min viden ved at stille spørgsmål når der blev diskuteret politik ved bordet. Da jeg fik samfundsfag i skolen, lyttede jeg godt efter. I Frankrig lægges der ikke så meget op til debat i samfundsfagtimerne, der er mere tale om kold viden om systemet og blød propaganda, om at man som borger er nødt til at involvere sig i diskussionen.  Der har jeg lært det meste om hvad jeg ved om det franske institutionelle system.

   Det var ikke desto mindre først i efteråret 2006, da snakken om det kommende valg begyndte, at jeg virkelig gik i gang med at informere mig om fransk politik. Det var ikke uden grund. Det var nok ét af de mest spændene valg der har været under den V. Republik, som er navnet på den nuværende franske forfatning, fordi fronterne var så skarpt trukket op. PS havde stillet én kvinde op, Ségolène Royal, og UMP havde valgt Frankrigs nok mest kontroversielle politiker, Nicolas Sarkozy. Endvidere var begge kandidater temmelig unge. Enten så elskede man Nicolas Sarkozy, eller også var man ved at brække sig så snart han åbnede munden, enten så elskede man Ségolène Royal, eller også mente man at hun var snotdum.  Overalt i Frankrig begyndte der at blive diskuteret heftigt, selv på min skole, hvor eleverne ellers var meget uinteresserede i samfundsproblematik. Jeg var simpelthen nødt til at undersøge hvad der forgik, og da emnet oven i købet interesserede mig gevaldigt var det jo ikke noget problem.

I. Det Franske Institutionelle System

   I Frankrig har man desværre en fantasme om den stærke mand og derfor også en stor forkærlighed for personlig magt.  Præsidenten (le Président de la République Française) står i centrum af systemet og han har med de rette omstændigheder enorm magt, for ikke at sige al magt. Han udnævner premierministeren, og på forslag fra denne vælger han regeringsmedlemmerne. Han kan opløse Nationalforsamlingen (l'Assemblée Nationale), udskrive folkeafstemning om næsten et hvilket som helst lovforslag og kan som den eneste bede forfatningsrådet, hvor han udnævner en tredjedel af medlemmerne og selv har ret til at sidde efter ophørt mandat,  om at undersøge om en lov er forfatningsstridig. Det er også op til ham at indkalde nationalforsamlingen til ekstraordinære møder. Han er juridisk immun , kan benåde fanger og udnævner ét af de 9 medlemmer af det Højeste Retsråd. Han er øverste chef for de væbnede styrker, hvor han udnævner alt personel, ydermere er han ene herre over udenrigspolitikken. I en situation hvor flertallet i Nationalforsamlingen tilhører samme parti som præsidenten, har han reelt al magt, da han er naturlig leder af sit parti (selvom den faktiske leder er én anden, det er ham forbudt at være partiformand).  I Frankrig bliver præsidenten valgt ved et to-runde valg. I første runde kan alle der har samlet 500 underskrifter fra borgmestre eller andre folkevalgte stille op. Hvis ingen opnår over halvdelen af stemmerne organiseres der en anden runde hvor de to kandidater med flest stemmer dyster. Frankrigs nuværende præsident er gaullisten, Nicolas Sarkozy. Under den V. republik, har der været én socialistisk præsident, én liberal og fire konservative. Dette skyldes nok igen at de konservative har lettest ved at overbevise folk om at de er den stærke mand.

   Regeringen er præsidentens talerør til Nationalforsamlingen. Da han ikke selv har magt til at fremsætte lovforslag eller tale til Nationalforsamling er han nød til at have nogen der kan gøre det beskidte arbejde med at udarbejde lovforslag og forsvare dem overfor Nationalforsamlingen hvor det går hårdt for sig. Hver onsdag bliver der klappet, råbt, skreget og manet til ro fra præsidiet i Palais Bourbon. Regeringen er som bekendt udnævnt af præsidenten på premierministerens forslag. Med andre ord vælger premierministeren og præsidenten har vetoret. Det øverste trin på regeringsstigen er, udover premierministeren som vi kommer tilbage til, statsministrene (Ministres d'États). De har magt til at organisere interministerielle møder og i statsrådet (Conseil des Ministres) kan de udtale sig om emner der egentlig ikke hører til deres portefølje. Derefter kommer de normale ministre og deres delegerede ministre. Sidst i hierarkiet er Statssekretærerne, der er underordnet den minister de hører ind under. De delegerede ministre deltager altid i Statsrådet, medens statssekretærerne kun deltager når dagsordenen vedkommer dem. Ethvert dekret og i bund og grund alt hvad regeringen foretager sig skal først vedtages i statsrådet før der kan ske noget som helst andet.

   Premierministerens rolle afhænger af to faktorer: hvilken fløj der har flertallet i nationalforsamlingen og hvilken fløj præsidenten tilhører. Præsidenten kan selv udpege sin premierminister men han skal vælge nogen der kan samle et flertal bag sig i Nationalforsamlingen. Hvis præsidenten og forsamlingen har samme farve vil premierministeren reelt blot være præsidentens forlængede arm, og den nuværende præsident tager også æren for alting. Der hvor der opstår problemer er hvis præsidenten bliver nødt til at vælge en modstander som sin nærmeste samarbejdspartner. Så taler man om cohabitation eller samliv. I dette tilfælde vil han sædvanligvis vælge oppositionslederen. Men i dette tilfælde får premierministeren altså en helt anden rolle. Der vil nødvendigvis opstå gnidninger imellem de to personer, og regeringen vil over tid ikke kunne holde sammen da præsidenten vil ødelægge regeringens arbejde og omvendt. Franskmændene har meget dårlige erfaringer med dette så de er begyndt at give forsamlingen et flertal præsidenten kan bruge.

   Frankrigs parlament er navnet man giver de to lovgivende kamre, Nationalforsamlingen og Senatet (le Sénat), hvis man omtaler dem som en helhed. Det hænder at de mødes sammen i Versailles, så tales der om en Kongres. For at en lov bliver vedtaget skal den gå igennem i begge kamre. I tilfælde af vedvarende uenighed skabes der en såkaldt blandet ligeværdig kommission (Comission Mixte Paritaire), der består af seks udvalgte medlemmer fra begge forsamlinger og som træffer den endelige beslutning.

   Nationalforsamlingen samles hver onsdag i Palais Bourbon. Det er det vigtigste kammer. Det er reelt den der tager sig af parlamentets kontakt med regeringen, og den der tager sig af alle forfatningsmæssige forpligtelser parlamentet har overfor regeringen. F. eks. er det kun flertallet i Nationalforsamlingen der influerer på regeringens farve. De deputerede (Députés)  som medlemmerne bliver kaldt, er valgt for fem år, med en metode som vi afskaffede i Danmark for næsten 100 år siden og som har fremkaldt enorm debat i Frankrig den sidste tid. Frankrig er delt op i omtrent 350 valgkredse, og i hver kreds holdes der et lille ét-navns valg på to ture. Modellen er næsten den samme som ved præsidentvalget. Resultatet er også det samme; på samme måde som præsidenten kun repræsentere lidt mere end 50% af vælgerne, er der i hver kreds lidt under halvdelen af vælgere der aldrig bliver hørt. Altså er det kun rundt regnet 54% af de franske vælgere der har en repræsentant i forsamlingen. Til sammenligning er omtrent 99% af de danske vælgere repræsenteret i Folketinget, fordi vi bruger det proportionelle valgsystem. Hos os får partierne mandater efter hvor mange stemmer de har fået, i Frankrig bliver mandaterne fordelt efter hvor mange valgkredse man har erobret. Dette har som resultat at de små partier har meget svært ved at komme ind, fordi deres vælgere ligesom alle andres, er spredt udover hele territoriet. Så selvom der er 12 % tilslutning til FN's politik på landsplan, så er der også kun omtrent det samme i hvert valgdistrikt. Derfor har de ingen deputerede. Nu støtter jeg ikke Front Nationals politik, men jeg synes at det principielt er forkert.

   Senatet mødes hver tirsdag, onsdag og torsdag i Palais du Luxembourg. Det er et rent lovgivende kammer, og selvom det egentlig har mere prestige at være senator, så bliver der talt langt mindre om senatet end om forsamlingen. Senatet skal vedtage alle lovforslag før de kan virkelighed. Udover dette har senatet kun to roller: stemme om forfatningsændringer, enten selvstændigt eller ved kongres, og Senatets præsident sørger for de eventuelle interregnummer der kan opstå, dog med visse begrænsninger. Han kan ikke udskrive en folkeafstemning, ej heller opløse nationalforsamlingen eller prøve at ændre forfatningen. Senatorerne er valgt for seks år. Hvert tredje år står halvdelen af senatets sæder til valg, ligeledes på en stærk betænkelig måde. Kommunalrådsmedlemmer, generelrådsmedlemmer, regionalrådsmedlemmer, og de deputerede  udgør et valgkollegium der så vælger senatorerne. Bare det faktum at der er tale om indirekte valg er utiltalende, men eftersom der ikke er taget højde for at nogle kommuner, departementer og regioner indeholder flere indbyggere end andre, så er landdistrikterne stærkt overrepræsenterede i valgkollegiet. Ude på landet er man ofte konservativt stemte, og det er grunden til at der ikke har været et venstrefløjssenat i de snart 50 år den V. Republik har varet. Det er faktisk umuligt at dette kan ske.

II. Det Franske Politiske Spektrum

   Det er faktisk i Frankrig at de politiske begreber om venstre og højre blev født. Lige efter revolutionen delte den forfattende forsamling sig op efter hvem der støttede den kongelige magt og hvem der var imod den. De sidste placerede sig til venstre i salen. Disse begreber har derefter spredt sig til resten af verden.

   Jeg vil begynde min beskrivelse ude på den yderste venstrefløj.

   Det traditionelle ekstreme venstrefløjsparti er Parti Communiste Français (PCF), som i øjeblikket har lidt over ti mandater i forsamlingen og 22 senatorer. Dengang Sovjetunionen stadig fandtes var PCF det moskvatro parti (det ændrede dog standpunkt i 1976). De står for en meget hård venstrefløjslinje, benhård opposition imod den nuværende regering og de holder sig bestemt ikke sprogmæssigt tilbage. De var blandt de første kommunister i Europa der kom i regering i meget lang tid, da Premierminister Lionel Jospin foreslog (da der var tale om en samlivsregering, var der reelt tale om at han valgte) nogle kommunister til sin regering. PCF har nu i mange, mange år haft tilbagegang, ligesom de fleste andre partier på den yderste venstrefløj. I nyere tid  er de blevet udfordret af postbuddet Olivier Besancenot fra et nyere parti, Kommunistisk Revolutionær Liga (LCR). Hans bekymrende ambition er at samle alle de kommunistiske småpartier om sig i et Nyt Antikapitalistisk Parti (NPA). Han har ingen ambitioner om at komme i regering, han er old school revolutionær kommunist. Han er ung, han er åbenmundet og der hænger ikke en dunst af salonsocialisme om ham, derfor er han populær.

   Det største franske venstrefløjsparti, og dermed lederpartiet i oppositionen er Socialistpartiet (PS). Det er et parti i stor krise i øjeblikket og holder derfor lav profil. De har to store problemer. I de 50 den V. Republik har varet, har kun én præsident været socialist. De har tabt tre præsidentvalg i træk og har ikke haft regeringsmagten i 6½ år. Med andre: befolkningen stoler ikke på deres evne til at styre landet på nationalt plan. På alle andre niveauer har socialisterne magten. Deres andet problem er at der delvist hænger en traditionel socialistisk dunst om den. Det kan mærkes at de aldrig har føjet -demokratisk til deres navn. Dette er ikke problemets essens. Kernen er at partiet i snart 7 år har prøvet at omstille sig, men at den ledelse der har prøvet at reformere partiet også er den ledelse der for nylig har tabt et præsidentvalg og et forsamlingsvalg. Det har fået alle de dissidentstemmer der tiede og samledes før valgene til at begynde at råbe op igen. Partiet holder kongres i november hvor formandsposten er på valg, og sandsynligvis vil det betyde at man også allerede nu skal til at vælge præsidentkandidaten til 2012. Det vil blive dækket i et senere indlæg.

   Ligesom i Danmark, havde man i Frankrig et stort og stærkt radikalt parti for mange år siden. Desværre er det forsvundet i Frankrig da det er splittet op på midten. Den højre fløj af partiet er blevet til Frankrigs midterliberale, men har også stiftet et eget parti, man dog aldrig hører om. Den venstre fløj, der også har et eget parti, støtter nu PS i nært sagt alle sager.

   Selvom de er yderst sjældne findes der stadig monarkister i Frankrig. De er samlede i forskellig grupperinger. Én af dem, Alliance Royale, har som ambition at samle alle monarkister i ét parti. Deres program er faktisk yderst interessant læsning. De har, som Ny Alliance, afskaffelsen af blokpolitikken iblandt deres mål, og definerer sig som et midterparti. De står stadig stærkest i den region der forsvarede kongen under revolutionen, Sydvestfrankrig, la Vendée. Der opnår de det største tal efter det rungende 0 komma.

   Sidste midterparti er centristerne, Mouvement Démocrate (MoDem).  Det er resultatet af splittelsen af det gamle liberale parti Fransk Demokratisk Union, UDF. Da deres meget populære kandidat, François Bayrou, ikke kom videre til anden runde i præsidentvalget, besluttede han sig for ikke at tage parti. En fløj i partiet besluttede at han skulle have støttet Nicolas Sarkozy, og brød med ham. De skabte et nyt liberalt parti, Nyt Centrum (NC). De andre byggede videre på den ultracentristiske linje og den kamp mod blokpolitikken Bayrou havde bygget op.

   På den franske højrefløj har man ikke nogen tradition for faste partier. Det nuværende gaullistiske parti, UMP, er kun 6 år gammelt. Det har i mange år stået for en særdeles konservativ linje. Alle de institutionelle mangler jeg har remset op er blevet skabt af gaullister, og Nicolas Sarkozys planlagte forfatningsreform vil ikke ændre noget grundlæggende ved det. Så snart han blev valgt gav han skattelettelse for mange milliarder i en tid hvor statens gæld er astronomisk. I det hele taget synes man at kunne genkende et mønster i det meste af hvad han foretager sig: det gavner de rige. Han er også meget national. Han går ind for nationalsang om morgenen i skolen og indvandrerne ud. Efter han blev valgt blev han da også meget hurtigt særdeles upopulær. Han har ikke den lidt forfinede stil mange franskmænd alligevel forventer af deres leder. Han er ikke kultiveret, han er en kulturel bulldozer. Endvidere monopoliserer han mediescenen. Han tager æren for alle sine ministres gerninger, og premierministeren lider nærmest under at han nærmest ingen rolle har. Han virker for nyrig og for jetsetagtig, selv for sit eget parti, der for nylig skabte furore ved at stemme imod et af regeringens lovforslag. Men meget kan man sige om ham og hans meninger, men han gør hvad han lovede under sin kampagne. Han gør bare lidt til. Han vil F. eks. afskaffe reklame i offentligt fjernsyn. På samme tid tillod han også lige sine rige venner på de private kanaler at have mere reklame. Det sidste havde han ikke sagt noget om.

   Den yderste højrefløj i Frankrig er helt anderledes end DF. Der er ikke tale om en nu-kan-vi-løse-det-over-en-kop-kaffe-nationalisme. Der går rygte om at nogle af FN's toppolitikere har fortid i Frankrigs fascistiske politiske politi under Anden Verdenskrig, militsen. De er hardcore. De har ingen social vinkel. Udover deres stærke men snæversynede fædrelandskærlighed er de nærmest anarkister. Alligevel kan jeg langt bedre relatere til dem end til DF. Dansk Folkeparti er kvalmende sødt. De er så vi-hader-jer-men-lad-os-nu-være-gode-venner-agtige. FN er i det mindste ærlig. Ydermere virker Jean-Marie le Pen, partiets leder, som en yderst charmerende og karismatisk person og han har store talergaver. Som én af de sidste mennesker i Frankrig bruger han stadig tiden konjunktiv imperfektum når han taler. Så kan man mene hvad man vil om hans meninger, men et interessant menneske det er han. Nu virker det selvfølgelig som om jeg er vild med FN. Det er jeg ikke. Jeg synes bare lederen har karisma. Deres politik er jeg rasende over, jeg er i det mindste ikke kvalm. Men FN er også kommet i problemer den sidste tid. Frankrigs nuværende præsident har stjålet mange af deres vælgere, og deres leder er ved at blive meget gammel.

   Nu, hvor De har læst alt dette, ærværdige læser, sidder de måske og spørger dem selv: "Hvorfor fortæller han alt det her?" Dybest set kan de jo være ligeglad med alt det her. Men udover det gode ved viden i sig selv, er målet med dette indlæg at De, læseren, skal være velinformeret om hvad jeg skriver, den dag jeg skriver om fransk politisk aktualitet, hvilket jeg snart vil. Vær forberedt!

Eltern: Eitan Livni, Sara Rosenberg (beide Irgun - Mitglieder, das erste Paar, das im Staat Israel geheiratet hat)

Bruder: Eli Livni

Ehemann: Naftali Shpitzer (Buchhalter)

Söhne: Omri, Yuval

Ehud Olmert wird Korruption vorgeworfen, und seine Außenministerin und Stellvertreterin verpasst ihm noch einen ordentlichen Tritt. Könnte man jedenfalls glauben, wenn man Zeitung liest. Eigentlich ging es bei den Meinungsverschiedenheiten natürlich um den Libanonkrieg, aber wer nimmt das schon so genau?

Schließlich ist sie viel besser für sein Amt geeignet. Sagt sie jedenfalls.

Zu behaupten dass Olmert das Vertrauen der Bevölkerung verspielt hat wäre unfair – das Vertrauen in die Politiker haben viele Israelis schon lange verloren.

Er hat also nur die in ihn gesetzten Erwartungen erfüllt.

Die Frage ist nur: Was kommt danach?

Tzipi Livni hat 42 Tage Zeit, um eine Mehrheit im Parlament zu bekommen. Dazu muss sie eine Koalition zusammenschustern, denn auch wenn ihre Kadima-Partei momentan die größte ist, reicht es doch nicht ganz.

Schafft sie es, ist sie die nächste Premierministerin.

Livni ist unglaublich beliebt in Israel (und gut befreundet mit Condoleezza Rice), obwohl sie den Medien bisher aus dem Weg gegangen ist.

Das mag teilweise an ihrer Familie liegen, doch wichtiger erscheint vielen, dass sie ehrlich und überzeugend wirkt, wenn sie denn mal in der Öffentlichkeit spricht. So scheint man ihrer Behauptung allgemein Glauben zu schenken, sie sehe das Amt nur als einen Weg, ihre Vorstellung israelischer Werte durchzusetzen - und den Konflikt mit den Palästinensern zu beenden.

Immer wieder wird sie als eine der wenigen Spitzenpolitiker Israels bezeichnet, die noch nicht der „Macht um der Macht willen“ verfallen sind.
Ob sie ihre heutige Position erreicht haben kann, wenn dies zutrifft ist eine Frage, die ein Außenstehender wohl nicht beantworten kann.

Dass sie ein Protegé von Ariel Sharon war schadet ihrem Image sicherlich nicht.

In ihrer Kindheit verursachte ihre Herkunft aus einer nationalistisch-konservativen Familie immer wieder Konflikte, mit Lehrern wie mit Mitschülern, deren Weltbild ein völlig anderes war.

Mirla Gal (Mossad), die Livni aus ihrer Schulzeit kennt, erinnert sich: Die Mitschüler waren neugierig, weil Livni aus einer ganz anderen Welt zu kommen schien. Selbst ihre Pfadfinder-Erfahrungen waren völlig unterschiedlich, da Livni bei den Betar scouts war, beinahe alle anderen Schüler dagegen bei Tzofim.

Sie studierte Rechtswissenschaften an der Bar Ilan Universität.

Nach ihrem Studium war sie kurzzeitig als Kellnerin tätig, bevor sie in die Armee eintrat. Während ihrer Ausbildung wurde sie zweimal als "most outstanding officer" ausgezeichnet.
Sie verließ das die Armee im Rang eines Leutnants, um 1980 bis 1984 für den Mossad tätig zu sein.
Über ihre Tätigkeit dort will niemand (auch sie selbst) mit näheren Informationen heraus. Es ist aber wohl davon auszugehen, dass sie nicht "nur die Putzfrau" war.
Das bestätigen auch die Erzählungen ihres Bruders von seinem Besuch in Paris während ihrer "Studienzeit".
Auch die Tatsache, dass sie nach ihrer Heirat den Mossad verließ lässt wohl auf eine gefährlichere Tätigkeit schließen.

Anschließend war sie mehrere Jahre als Rechtsanwältin tätig, bevor sie sich der Politik zuwandte.

1996 war ihr erster Versuch ins Parlament zu kommen erfolglos, brachte ihr jedoch die Aufmerksamkeit von Benjamin Netanjahu, der ihr eine Aufgabe in einem Privatisierungsprogramm einbrachte, das die israelische Wirtschaft in Schwung bringen sollte.
1999 schaffte sie es schließlich ins Parlament und verschaffte sich in verschiedenen Ministerien breites politisches Wissen und Erfahrungen.
2004 erhielt sie eine "Quality of Governance" Auszeichnung.
Im Januar 2005 schließlich wurde sie zur Justizministerin ernannt. Sie gehörte zu den Politikern, die die Räumung israelischer Siedlungen im Gazastreifen unterstützten.
Auch heute noch ist sie eine Anhängerin der "Land für Frieden" -Philosophie.
November 2005 schloss sie sich dem Ausstieg Ariel Sharons aus Likud an. Sie folgte ihm in seine neue Partei, Kadima.
Damit gab sie den traditionellen politischen Standpunkt ihrer Familie zu Gunsten der politischen Mitte auf.
Im Januar 2006 wurde sie zur Außenministerin ernannt. Gleichzeitig blieb sie aber Justizministerin und Ministerin für Einwanderungsfragen.
2007 wurde Livni von Daniel Friedmann als Justizminister abgelöst.
2008 schließlich wurde sie mit 43% zur Nachfolgerin Ehud Olmerts als Premierministerin gewählt.
Schon eine Woche zuvor hatte sie Olmert als Führerin der Kadima-Partei abgelöst.

Wie ihre Familie ist auch Frau Livni Nationalistin.
Sie hat entschiedene Ansichten über die Zukunft Israels. Der Krieg mit den Palästinensern soll friedlich beendet werden. Livni sagt, sie hat nichts gegen einen palästinensischen Staat einzuwenden und hält eine friedliche Koexistenz für möglich.
Sie hat schon einige Male (teilweise erfolgreiche) Verhandlungen mit den Palästinensern geführt.
Gleichzeitig hält sie es für wichtig, dass Israel eine Vorreiterrolle in der Bekämpfung des Terrorismus spielt. Hier unterscheidet sie aber ganz klar zwischen Angriffen auf Zivilisten (=Terror) und Angriffen auf Soldaten (=Krieg).
Die traditionellen Werte Israels, die immer mehr in einer amerikanisch erscheinenden Konsumgesellschaft aufgehen möchte sie wieder Aufleben lassen.
Unbeliebt gemacht hat sich Livni beim höchsten Gericht ihres Landes - nachdem der von ihr vorgeschlagene Kandidat abgelehnt wurde sorgte sie dafür, dass das Amt eine ganze Weile nicht besetzt werden konnte.
Livni ist überzeugte Tierschützerin und Vegetarierin. Endlich mal eine konsequente Politikerin...

So exzentrisch wie Herr Aso aus Japan ist Tzipi Livni nicht. Auch als Selbstdarstellungskünstlerin kann man sie nicht bezeichnen. Trotzdem sind die Gemeinsamkeiten auffällig - beide sind ehemalige Außenminister, beide werden als hardliner beschrieben (Livni sogar vom eignenen Ehemann), beide konservativ und sie stehen auch beide dem Problem gegenüber, mit einer nur sehr knappen Mehrheit große und notwendige Veränderungen herbeizuführen.

Sehr lesenswertes Interview: http://www.nytimes.com/2007/07/08/magazine/08livni-t.html?_r=5&pagewanted=1&ref=magazine

Es ist davon auszugehen, dass insbesondere in der Anfangszeit der Präsidentschaft Medwedew sehr abhängig von Putin sein wird. Damit kann man erwarten, dass er es zu genau dieser vom Gesetz vorgesehenen Machtübertragung kommen wird.

Es darf nun davon ausgegangen werden, dass eine Reihe von Veränderungen in das Machtverhältnis zwischen Präsident und Premierminister eingebracht werden. Der noch Präsident Putin hat angekündigt nach dem Amtsantritt seines Nachfolgers Medwedew den Posten des Premierminister einzunehmen. Die Zeremonie der Amtsübernahme findet am 7. Mai statt.

Vor dem Hintergrund der Debatten, ob Russland nun von einem Duo regiert wird, ist dieses Ereignis sehr wichtig. Putin schafft sich ein stärkeres Amt und verändert damit die Rolle des Premierministers in Russland. Diese ist im Moment zumindest öffentlich durch die wöchentliche Vorsprache des Premiers vor dem Präsidenten geprägt. Eine Rolle die für den momentanen "Nationalen Leader" nicht passend ist.

Interessant ist es in wie weit es Putin schaffen wird, sich weitere Vollmachten zu sichern.

Update: Gerade gesehen, dass Ignaz Lozo in seinem Blog auf den anderen Aspekt der Macht Putins über Medwedew eingeht, nämlich auf die 2/3 Mehrheit in der Duma, die den Präsidenten stürzen könnte.

Bildnachweis: wiki.commons

Men hvad var det så for en film Geert wilders lavede?

hvis vi analysere filmens indhold, så er der faktisk intet provokerende over filmen, fordi:

1. Kurt vestergaards tegninger har allerede hidset folk op.

2. Angrebene på WTC, er foretaget af et mindre gruppe, der kalder sig for salafister/wahabister. dette gruppe har en tendens til kalde muslimer som ikke har samme holdninger som dem, for ikke-muslimer. Og dette er grund nok til at mange Muslimer tager afstand fra Al-qaeda.

3. Klip fra taler i diverse moskeer, som visse muslimer tager til. Dvs. det er muslimernes egne holdninger, han kritisere.

4. Ahmadi najad, (irans præsident) der drages et citat ud af kontekst, hvor han på en pæn og afslappet måde fortæller om islams skæbne. At islam bliver den dominerende tro.

5. klip, som siger at Allah, ikke vil acceptere andre religioner foruden islam. (kun en lille bemærkning til wilders)

All Faiths says the exactly same thing.

6. Billeder af børn, hvis forældre udfører tatbir på deres pander (tatbir, er når man skære sig i hovedet med et skarpt element) dette udføres primært af shiamuslimer. Det er her vigtigt at pointere, at mange shiitiske lærde (imamer) forbyder dette handling!

7. et statitistik over antallet af muslimer i holland og europa generalt...

 Konklusion.

Wilders har brugt kilder som youtube, google billeder, og andre steder på nettet (muligvis muslimske hjemmesider) samt koranen, for at føre et krig mod muslimer...men faktisk så har du kære wilders ikke henvendt dig til det muslimske publikum med Filmen, du har henvendt dig til det ikke muslimske publikum med en skræmmekampagne, det eneste som manglede i filmen var rotter (det ville nok få mig til at blive lidt sur). Derfor kære venner der er Intet nyt, man skal ej hellere flippe ud over filmen, da det ville være latterligt.

Man kan jo kun ryste i hovedet og tænke NEEEEJ, var det virkeligt det medierne blæste op til.

Die heiligste aller hinduistischen Staedte erschreckt mich bei meiner Ankunft mehr, als dass sie mich begeistert. Eine shared Riksha, ein nicht Englisch sprechender Fahrer, eine junge Mutter mit einem frisch in diese Welt gepurzelten Etwas, das ich erst gar nicht im Handtuch auf dem Schoss des stolzesten Opa mit einem uebergluecklichen und ansteckenden Laecheln wahrnehme, eine Fahrt durch staubige Vorstaedte, die mehr an zerfallene Garagen erinnern als an den Ort, der die Befreiung von allen Suenden und das Durchbrechen des ewigen Kreislaufs der Wiedergeburt verspricht. Noch schnell eine Rupee aus der fahrenden Riksha in den Ganges geworfen (man kann nie genug fuer sein Glueck tun...), und schon wieder werde ich vor meinem Ziel auf die Strasse gesetzt. Heute sind die Strassen blocked.... Ahhaa..., na dann...

140 Kilo auf einer Fahrradriksha, die von einem duerren Grauhaarigen durch die Schlagloecher in Richtung Altstadt transportiert werden, laesst mein westeuropaeisch sozialisiertes Gewissen Alarm schlagen. 'Blocked roads' scheine ich magisch anzuziehen. So finde ich mich wenig spaeter voellig orientierungslos hinter provisorisch errichteten Schlagbaeumen in einer aufgeheizten Menschenmenge wieder, die von Polizisten just in diesem Moment mit roher Gewalt zum Verlassen dieses Platzes aufgefordert wird. Ich werde von dem sich abrupt in Bewegung setzenden Pulks in eine schmale Seitengasse gespuelt, die von Tierexkrementen und Abfall uebersaet ist.

In diesen dunklen Gassen, die so schmal sind, dass nicht einmal eine Riksha hindurch passt, nehme ich dankbar die Hilfe von Kindern in Anspruch, die mich fuer ein paar Rupees auf Schleichwegen kreuz und quer, vorbei an den Strassenbarrikaden, Kuechen und Schlafgemaechern, vorbei an kleinen Tempeln, aus denen unvergleichliche Melodien des indischen Lebens klingen, und ueber schlafende Kuehe, zu einem (vollkommen ueberteuerten) Hotel fuehren.

Auf der Dachterasse mit Blick auf den Ganges erfahre ich bei meiner ersten Lassi die Ursache all diesen Tohuwabohus: Der Premierminister ist in der Stadt.
Dafuer sei die ganze Stadt auf Hochglanz poliert worden. Ja dann bin ich ja froh....