Ellers så er grunnen til at jeg nå sitter våken her klokka seks om morgenen den at lørdag kveld var en kjempekveld med klassefest! Noe som altså førte til at jeg trengte en god del ekstra søvn i går..
Var forresten også med tur retur til Hamar! Hentet Auduns foreldre på Gardermoen og besøkte mine foreldre på Hamar.

Litt senere i dag skal jeg på tur med praksisplassen min. Vi skal til Gol et sted, så det kan jo bli spennede !

Ja, det var en kortkort oppdatering !

Ellers så er grunnen til at jeg nå sitter våken her klokka seks om morgenen den at lørdag kveld var en kjempekveld med klassefest! Noe som altså førte til at jeg trengte en god del ekstra søvn i går..
Var forresten også med tur retur til Hamar! Hentet Auduns foreldre på Gardermoen og besøkte mine foreldre på Hamar.

Litt senere i dag skal jeg på tur med praksisplassen min. Vi skal til Gol et sted, så det kan jo bli spennede !

Ja, det var en kortkort oppdatering !

Der er trængsel ved håndvasken i øjeblikket, hvor en del politikere på det socialpolitiske område har fået travlt med at komme med bud på løsninger af de massive problemer, der er på børn og unge området i det ganske land. Dog er terminologien børn og unge erstattet af ordet anbringelse.

Fokus i debatten er nemlig desværre udelukkende lagt på selve anbringelsen.

Det er jo for så vidt forståeligt nok at befolkningen og medierne får dette fokus, i denne tid, hvor gruopvækkende enkeltsager om børn og unge som burde have været anbragt i trygge, understøttende og adækvate rammer for længst, fylder medierne dagligt.

Men politikerne burde altså grave lidt dybere og sætte sig mere ind i tingene, før de kommer med konkrete forslag og dermed komplicerer områdets indsats yderligere, på baggrund af disse enkeltsager. De udviser nemlig generelt i øjeblikket stor mangel på forståelse for de faktiske problemer på området, når snakken konsekvent ene og alene drejer sig om selve anbringelsen. Der mangler i himmelråbende grad fokus på både dét der burde gå forud for en så indgribende foranstaltning, og ikke mindst, på det der i så fald anbringes til, samt hvilke konsekvenser og virkninger disse anbringelser har i praksis, for såvel børn som familier.

Her er Markusholm på Fyn et meget aktuelt eksempel på, at anbringelserne ikke altid lever op til deres formål, men Markusholm er desværre kun et ud af mange steder, hvor man med rette bør spørge sig selv, om det virkelig er denne type hjælp der gavner barnet/ den unge.

SFI har netop i dag udgivet en større rapport af Tine Egelund, om anbragte børns trivsel og udvikling. Den vil jeg på det varmeste anbefale at man læser, hvis man har interesse for dette område. Den giver et godt indblik i en del af de anbragte børns videre livsforløb til de når voksenalderen. Du kan finde den ved at klikke på dette link :

http://www.sfi.dk/sw61966.asp?trackingid=5063&newsletterid=685

Jeg vil herudover endnu engang understrege, at der ofte desværre er rigtigt meget der går galt i disse sager, allerede fra starten af. Der er tale om:

• En meget snæver og ikke sammenhængende, ineffektiv foranstaltningsvifte i mange af de økonomisk knæsatte kommuner.
• Et nærmest tragikomisk højt sagsantal pr. medarbejder.
• En multistrenget forvaltning af familiernes problemkompleks, der hindrer helhedssyn og overblik for den enkelte sagsbehandler, da hele familiens problemkompleks helt enkelt ikke er kendt for den enkelte sagbehandler, og derfor ikke kan komme til at indgå i den samlede vurdering. 
• Manglende supervision & efteruddannelse af de professionelle på området.

Alt sammen konkrete delproblemer som tilsammen udgør en meget stor del af hovedproblemet, idet sager der ofte med stor sandsynlighed, kunne have været løst via mindre indgribende men understøttende foranstaltninger, udvikler sig til at blive sager hvor anbringelse bliver den eneste rigtige løsning. Det sker f.eks når børn og familier til sidst er bukket under og for alvor har fået et forvitret problemkompleks,  fordi de i stedet for den rette hjælp, har været udsat for inadækvat sagsbehandling, kontroltyranni, og stigmatisering i årevis.

Herudover er der endeligt i mange tilfælde, nogle fag – og organisationskulturelle barrierer i spil, som i praksis betyder at familierne behandles på en meget uensartet måde og langt fra altid i overensstemmelse med lovens bogstav og intensioner. 

Det er på tide at problemerne på Børn og Unge område er kommet i fokus, men det er altså nødvendigt at bringe hele Børn og Unge arbejdet, dets rammer, vilkår og indhold ind i dette fokus, hvis vi reelt ønsker at skabe effektive, langsigtede og holdbare løsninger, som sikrer at indsatsen bliver rettet mod det, der utvivlsomt (Jf. Servicelovens bestemmelser), SKAL være centrum for alt arbejde indenfor dette felt, nemlig barnets tarv, udvikling og trivsel både aktuelt og på sigt.

N.B: En befriende og tiltrængt undtagelse i flokken af politikkere på området, er SF's Özlem Sara Cekic som bl.a netop er kommet med et særdeles velbearbejdet og indsigtsfuldt udspil på området - læs det på http://www.øzlem.dk) )

Jobbet både fredag og lørdag kveld. Etter jobb lørdag kom Marianne og Caroline, og da ble det litt ost og kjeks, singstar og slavr ! Koselig :) Holdt på til fem da filmen på tv fant ut at den skulle være søvndryssende :P
Søndag fikk jeg bevist at jeg nok er allergisk mot kjeks med ost på. Fikk så veldig vondt i hodet - akkurat samme virkning som sist :p HOHO! Heldigvis kom Linda litt utpå dagen og det ble en sikkelig jentedag:D Vi så faktisk Kamilla og tyven - merkelig å se igjen den filmen ! Også ble det jo litt mat på Peppes (på døra) og hårfarging. Linda ble blondere - men neste gang skal jeg gjøre mitt beste for at det skal bli brunt :D Tjoho !

Så kom mandagen og jeg var oppe seks og på vei til skolen altfor altfor tidlig :P Har praksisseminar både i går og i dag. Og nå har jeg vel egentlig bare slengt beina opp på bordet og gitt meg lov til å slappe av litt :D I morgen og fredag skal jeg tilbake i praksis, torsdag jobb på H&M og lørdag klassefest..det er planene for denne uka :P

Og om du er av den typen som ser at det står Desperate Housewives istede for Frustrerte Fruer har det noe med at jeg ikke følger med på TV2, men laster ned. Så mandag og tirsdag morgen er det serie tid for meg! Akkurat nå er Heroes på vei ned, de tre andre har jeg sett og kost meg med! Alltid en digg start på uka dette altså!

Resten av uka har jeg altså fri fra praksis, men i kveld skal jeg på jobben på H&M, varetelling og pizzaspising. I morgen har svigermor bursdag, så da skal vi opp til Hamar og spise kake:) Blir til torsdag, da er det hockeymatch. Fredag og lørdag skal jeg jobbe på H&M. Så sånn blir den uka her. Og sånn ellers når jeg har tid, ja da skal jeg lese pensum! Har en praksisoppgave jeg må skrive :P *hostehoste*

Og ellers må jeg påstå at dette er en stor dag for meg :P Jeg skal faktisk si opp på H&M. Skal jobbe ut oktober men så er jeg ferdig. Kommer til å bli lite med penger før jul, men jeg trenger det. Slik ting er nå er jeg ikke motivert lenger. Går på jobb bare for å gå dit, fordi jeg må. Føler liksom ikke noe glede i det hele tatt. Og da har jeg funnet ut at jeg heller kan si opp, konsentere meg 100% om skole nå før jul og heller finne meg en ny deltidsjobb senere. Helst da noe yrkestretta, istede for å henge ut klær :P Så om noe vet om noe for en barnevernspedagog - hyl ut !! :)

Kjenner jeg er ganske klar for ei helg et stykke unna hverdagen, hvor jeg kan gjøre noe annet enn å stirre på de veggene i leiligheta her som burde vært malt :P Kjenner jeg gleder meg til å gå tur, spise god mat og slappe av! Forhåpentligvis klarer jeg å slå Audun i TP også, men ser realiteten i øynene og forstår at det er lite sannsylig :P

Var på praksisplassen i dag. Fikk faktisk brukt for mine gamle teaterkunnskaper i dag også! Fikk aktivisert to av de to hyperaktive gruppa med noe så enkelt som en fryslek :) Effektiv og artig! Virkelig koselig å se at det funket. Skal fortsette med det i morgen også! Hehe..

Sånn ellers så fikk jeg prøvd å spille kabal med to kortstokker i dag.. Tok nemlig litt tid fra bollene ble spist til vi fant ut at vi skulle leke frys. Og to kortstokker i kabal anbefales ikke. Tok liksom en evighet å bla igjennom bunken :p

Det kommer en reklamesnutt om at Beat for Beat er tilbake på nrk.

Bruker: Mann ja!!

Jeg: Ja på fredag så kommer Beat for beat igjen. Det er vel bra?

Bruker: Ja!!

Jeg: Ja for nå har Ivar Dyrhaug hatt laaaaang ferie, så nå er det på tide at han kommer tilbake og synger fine sanger for oss.

Bruker: Ja, mann

Jeg: Ja Dyrhaug kommer på fredag. Og nå tror jeg han sitter hjemme sammen med kona si og spiser terteskjell og drikker øl.

Bruker veldig begeistret for den tanken : Jaaaa!

Jeg: Og når Ivar kommer på tven til fredag så vet han at du ser på og da vinker han sikkert til deg. Jeg tror han gleder seg veldig til å se deg da.

Bruker: ler og er v e l d i g enig

Og slik gikk samtalen resten av kvelden, helt til jeg gikk. Det siste brukeren spurte om var om Ivar Dyrhaug kom til å komme på fredag.

Den 29 var jeg en liten tur på Rikshospitalet for å snakke med legen der. Denne gangen var det Tryggve Lundar og det var en artig opplevelse. Stort sett snakka han direkte med mamma. Først trodde jeg at han hadde en alvorlig skjeling som gjorde at begge øya så til siden, men så tenkte jeg at det ville gjøre det komplett umulig å operere på folk. Hvis han i det hele tatt gjør det nå. Men Lundar var en kjempehyggelig mann og han virka oppriktig interessert i meg og shunten min. Han sa at det var virkelig sørgelig at en slik fin gammel shunt skulle begynne å svikte nå. Så ble jeg fortalt at de ikke hadde peilig på hvorfor jeg hadde de plagene  jeg har og han kunne gjerne rote rundt i hodet mitt, men ville nok gjøre ting vondt verre, fordi han visste ikke hva han skulle se etter. Og det er jeg enig.

Og her om dagen fant jeg denne artikkelen i et tidsskrift for den norske legeforening, (har lest det tidligere men glemt det igjen)
Den er litt positiv synes jeg og jeg føler meg ikke så totalt alene her i verden vannhodet mitt.
Jeg har lyst til å skrive et innlegg her om vannhode men det får bli en annen dag.

Og så går det alligevel galt. Pludselig er det som om en kontakt oppe i hovedet på dem bliver slukket, og de går deres vej. Hvad fanden foregår der? Hvis de syntes tingene bevægede sig i den forkerte retning kunne de da godt lige give nogen signaler på forhånd, så man havde mulighed for at rette op på det i tide, i stedet for at spille interesserede og forvente jeg skulle kunne læse deres tanker.

Hmm... det var nu alligevel rart at sidde med armen omkring hende den sidste pige. Det er ynkeligt, men det var sommerens toppunkt hvad angår kvindeligt selskab.

Kirsten Damgaard, kulturpsykolog.

I dag er det siste dagen i praksisen og jeg skal dra om litt over en time. Egentlig skulle jeg hjelpe til med et
bursdagssselskap der men det blir heller makrellsteking pga sykdom. Og jeg kan ikke klage. For formen er ikke helt på topp. Litt vondt i halsen og føler meg litt sliten. Men jeg gleder meg veldig til å komme på praksisen i dag! Det er flere jeg må fortelle den gledelige nyheten om at jeg kan jobbe som tilkallingsvakt der, og at jeg har kommet inn på skole. Noen ganger blir jeg så glad at jeg rent blir sliten av det.

I morgen skal jeg først være med fostersøster til tannlege og deretter skal jeg se finalen i Northern Ireland Trophy, altså snooker. Jeg vet at helten min Ronnie O'Sullivan har kommet til finalen og søster skal se den live i dag. Jeg må nøye meg med opptak i morgen. Men jeg gleder meg veldig. Og jeg synes snooker er så mye bedre enn fotball. :)

Så jeg tror jeg er oppi inni skyene litt glad :)

Sjelen min gråter litt, hver gang jeg tenker på det. Men de 5 månedene har vært fantastiske. Jeg har gledet meg til hver eneste dag jeg har vært der. Og jeg har lært massevis av ting og tang. Og det beste fått lov til å være en del av et fellesskap. Det gikk fort fra å ha følelsen til å være én for mye på lasset til å føle seg nyttig.
Responsen jeg har fått har vært god og selvtilliten har blomstra som bare det. Så jeg får si jeg er fornøyd. :)

Det var mye stress på jobben, og jeg var ikke ute av døra før kvart på elleve. Siste kundene var litt treige kan man si! Egentlig skulle jeg hjem etter jobben, men den gang jeg. Derimot endte jeg på et vors med to bra mennesker før en tur på byen. Masse klemmer ble utdelt, herlige mennesker fikk meg i enda bedre humør og snille gnofsen min kjørte meg hjem.

Jeg har masse herlige mennesker rundt meg for tiden, og livet er igrunn ganske herlig, nettopp på grunn av de! Og jeg må ikke glemme å gratulere min beste GissGiss med dagen som var, siden hun var så søt å skreiv i bloggen sin at de måtte gratulere meg med dagen da jeg hadde bursdag :) Om jeg må si det selv, synes jeg hun fikk en fin gave. Jeg hadde iallefall brukt tid og lagt litt sjela mi i den. Men så er hun da også en av de aller beste menneskene jeg vet om i hele verden .

Om litt over en uke vender jeg nesa hjemover til Vestlandet for en uke. Skal bli veldig kos å se igjen familien og venner som fremdeles bor der. Ikke at de finnes så mange av de i bygda lenger forsåvidt.

Jeg kjenner jeg er klar for å begynne på skolen og bli ferdig med utdanningen min. Og lysta ble ikke mindre da en av barna fra en barnehage jeg har vært i praksis i var innom med mamman sin å leide film i dag. Barn er virkelig noen herlige skapninger!

Tror denne høsten kan bli meget bra. Invitert til Trondheim av vakre Akselgutten min. Og til Bergen til søstra mi. Og en venninne jeg ikke har sett på typ 5 år skal flytte hjem til Oslo, så henne skal jeg også treffe.

Ser du hvem jeg skriver som her? Det gjør nemlig jeg når jeg leste gjennom det engang. Jeg tror en person skjønner hvem det er jeg sikter til ;)

Jeg var i byen og faldt i snak med en pige. Hun virkede interesseret i mig, og udviste alle de tegn på interesse, som man med rimelighed kan ønske sig. Vi satte os ved siden af hinanden ved et bord, og gav os til at snakke. Hun var stadig interesseret, hun gav mig sit nummer uopfordret og bad om mit - hun gav sig endda til at kysse mig, hvilket aldrig er sket for mig før. Jeg kan ikke ikke påstod at jeg selv kyssede tilbage - jeg var alt for optaget af at få min hjerne til at forstå at der var en pige der kyssede mig - men jeg formåede dog at lægge en hånd på hendes lår.

Der stopper de gode nyheder desværre, for det blev ikke til mere end det. Jeg kunne nemlig ikke komme på andet end at snakke - jeg anede ikke hvordan jeg skulle eskalere situationen. Det endte selvfølgelig med at hun fandt sig en anden fyr, som havde mere forstand på hvordan man udnytter en åbenlys chance som denne.

Jeg ved godt hvad jeg gør forkert - snakker for længe, uden at komme videre. Gid jeg så bare vidste hvad jeg skulle gøre i stedet, og var i stand til at gøre det.

Jeg er naturligvis glad på hans vegne og under ham det fuldt ud, men desværre er der et men. Et men, der gør at jeg ikke bare kan opføre mig som enhver anden anstændig ven ville, og bare være glad på hans begne.

Problemet er at jeg er pisse misundelig på ham. Det er ikke fordi jeg selv ville have haft hans kæreste - slet ikke. Det er hans situation, jeg er misundelig på - at han i modsætning til mig har nogen.

Så længe kammeraterne er lige så single som man selv er, kan man koncentrere sig om at drikke bajere, spille fodbold, diskutere impressionistisk kunst, eller hvad fanden man nu ellers laver sammen med kammeraterne. Emnet "damer" er fraværende og man kan glemme sin egen situation. Men så snart en af kammeraterne får en ny kæreste, og opfører sig som enhver anden person i den situation og vil fortælle om hende, så ændrer tingene sig. Pludselig bliver man mindet om hvor man selv står: 24 år, single, jomfru og uden nogen udsigt til en forandring til det bedre. Derudover bliver man mindet om at normen rent faktisk er at være seksuelt aktiv, og at det kun er en lille bitte gruppe af nørdede freaks, der ikke har mulighed for at finde en kæreste.

Det er ikke fordi jeg er vred på min kammerat, fordi han vil fortælle mig om sin nye kæreste - jeg ønsker dem kun det bedste. Hvis jeg endelig skal rette min vrede mod nogen må det være mod det ubarmhjertige forsyn, der bragte mig i denne situation.

I laupet av desse vekene har eg blant anna funne ut at eg er MYKJE meir motivert for arbeid enn skule, samt at eg har det veldig fint heime i Årdal. Skulearbeid og studium er ting eg kan putle med på fritida (slik eg til dømes gjer med islandsk og dialektlære). Difor har eg kome fram til at eg kjem til å klare meg utmerka som privatist til hausten.

Firma: Dagbladet
Stad: Oslo
Avdeling: Kultur og reportasje
Arbeidstider: Måndag-fredag, 09:00-16:30
Dagane gjekk mest til: Daudtid på kontoret.
Høgdepunkt: Omvising i Operaen.
Arbeid: Ein notis, ei spalte om Operaen og eit intervju med ein transkjønna diktar.

Fadderen min medan eg var i Dagbladet var Terje Mosnes, som er min yndlingsjournalist. Ein grei kar, eigentleg, men litt sjenert og tøffel-aktig, verka det som. Dei andre folka i avdelinga var forsåvidt greie òg, men generelt sett tenkjer dei veldig tabloid - til og med utanfor avisa. Elles var det mykje sosing på kontoret, med mindre eg var ute på oppdrag ilag med nokon andre.
Kjekt å bu på Bygdøy, da, sjølv om Oslo gjer meg surrete.

Firma: Skrivargarden
Stad: Årdal
Avdeling: Grafisk avdeling og trykkeri
Arbeidstider: Måndag-fredag, 08:00-15:30
Dagane gjekk mest til: Arbeid i InDesign.
Høgdepunkt: Få skryt av Roger.
Arbeid: Ein plakat, ei brosjyre og eit par trykkeoppdrag (konvoluttar, brevark osb.)

Menneska som jobbar i Skrivargarden (som forøvrig er ein gjeng på 6) er fantastiske å vere ilag med. Eg kan love dykk at å sitje i overetasjen med Roger, Joacim og Øyvind gjer ting med deg! Plutseleg byrjar du å prate bokmål med eit merkeleg tonefall...
Uansett er det grafisk arbeid og trykkeri eg kan tenkje meg å arbeide med i framtida, så Skrivargarden var eigentleg midt i blinken for meg. Score!

Ja, da er tiden kommet og jeg er nå i praksis. Jeg var så heldig(?) å få praksis på Ulefoss der mamma og pappa bor. Hvilket betyr at jeg får spart litt penger nå da ;) Jeg har praksis i et bofellesskap for psykisk utviklingshemmede! Dette er en jobb som gir like mye som den krever :) Jeg lærer mangt om mennesker som er psykisk utviklinghemmede. Dette er mennesker som gleder seg over det lille, altså; ser gleden i de små ting! Vi har mye å lære av dem. De tar livet med ro og gir oss mye!

Og nå om dagen er det mange tanker som svirrer rundt i mitt hode. Tanker som; er det dette jeg vil jobbe med? , klarer jeg denne jobben? , har jeg noe å gi brukerene? .... Vi får se :)

I går hadde eg første praksisdag. Alle praktinf-studentar sitt store mareritt, alt kva Ivar og Melanie hadde åtvara om kunne skje, hende sjølvsagt meg! Eg møtte på NAV, og slapp inn på kontoret der mine to "medarbeidarar" held til. Eg var litt tidleg ute, og rekna med lunsjpausa ikkje enno var over. Ingen teikn til panikk. Når klokka etter kvart hadde tikka nokre minutt over tida, byrja eg skjøne at det uunngåelege var i ferd med å skje - det kom ingen! Etter ein tur innom eit nabokontor og ein samtale med ein mann som ikkje kunne svare på mine store livsspørmål ("KOR er dei?"), måtte eg ringje min kontaktperson, som viste seg å liggje heime med bihulebetennelse, og etter ei ny samtale kom endeleg min andre medarbeidar, som berre hadde vore litt riven med i lunsjpausa. Panikk avverga.

Min 3 timar lange arbeidsdag bestod stort sett i helserunder, innføring i datasystemet og øvrig informasjon som er grei å ha når ein skal inn i ei bedrift og lære litt om kva dei driv med. Vi skal også skrive eit prosjekt som omhandlar noko kring informasjonsarbeidet i bedrifta, og med praksis i ei bedrift som har måtta tole hard motbør etter etableringa kan tema for oppgåva sjå ut til å løyse seg greit. Eg reknar med eg vil konsentrere meg om korleis bedrifta har fulgt kommunikasjonsstrategien sin i møte med kritikken frå media, og har alle presseklipp og kommunikasjonsplan tilgjengeleg på arbeidsplassen.

I morgon, Fredag, fekk eg først valget mellom å reise til Austrheim med eine medarbeidaren og dekkje opninga av nytt kontor der, eller til Askøy saman med ein delegasjon frå Thailand. I dag viste det seg derimot at dei var undebemanna i morgon, med 3 oppgåver til berre 2 personar. Dermed vart vesle meg oppringt med spørsmål om eg tok utfordringa med å reise til Austrheim og dekkje nyopninga åleine i morgon. Lærelysten som eg er, svara eg ja, så 0830 i morgon tidleg ventar ein lang biltur med to ukjente NAV-representantar. Dette blir spanande!

(Kvifor kan ein ikkje ha praksis i staden for skule heile livet?)

Om min person er kun lidt af relevans: jeg hedder Erik, er en 26-årig overbygningsstuderende på Litteraturvidenskab på Københavns Universitet, med interesser for - udover politik og litteratur - film, gastronomi, filosofi, sociobiologi, æstetik, sprog og tildels musik.

Bloggens titel er et ordspil. Min politiske sympati ligger i dansk politik hos Det Radikale Venstre, som jeg klart opfatter som mit parti, men som jeg ikke har meldt mig ind i endnu - deraf friheden. Derudover er frie radikaler i biologiens verden stærkt reaktive (man kunne sige: hyperaktive) molekuler, som skaber celleskader, men som også er nødvendige for livets opretholdelse (blandt andet ved at dræbe skadelige bakterier i cellerne). Deri ligger i mine øjne en parallel til den kreative destruktion, som er et af økonomiens grundprincipper - og som det er politikkens opgave at tæmme.

Ideologisk set har jeg forskellige grader af sympati for følgende: pragmatisme, darwinisme, kapitalisme, småborgerlighed, sekularisme, socialliberalisme, nihilisme, kommunitarisme, kulturradikalisme, modernisme, oplysningstro, konservatisme, determinisme.

I politisk praksis er jeg i de fleste sammenhænge enig med højrefløjen indenfor det radikale venstre. De vigtigste afvigelser:

Strafferet. På dette punkt tilhører jeg den yderste venstrefløj. Denne min position har delvis en pragmatisk og delvis en ideologisk komponent. Ideologisk set hviler min afsky for afstraffelse på et dobbelt fundament: en forkastelse af teorien om menneskets evne til at vælge frit (og dermed liberalismen) og på min kulturkristne tro på arvesynden, som netop foreskriver ydmyghed og medlidenhed. Højrefløjens forsvar for hårde straffe er delvis funderet på deres tro på, at høje straffe afskrækker mennesker fra at begå kriminalitet, i og med de antager, at kriminalitet bliver begået ud fra en fri og komplet refleksion, en slags cost/benefit-analyse. Det er formodentlig tilfældet for de fleste typer for finansiel kriminalitet, i hvert fald for så vidt den begås af firmaer, men for mennesker er der så vidt jeg kan se intet der tyder på, at det er en korrekt antagelse. Derudover går højrefløjen ud fra, at der er en moralsk værdi i at straffe andre, en værdi de kalder retsfølelse. Men i den kristne forståelse af arvesynden, dvs. alles syndighed (altid-allerede), finder vi et princip, der netop modsiger doktrinen om fri vilje. Vi kan netop ikke, som Jesus antyder i Bjergprædikenen (Matt. 5-7), undgå at synde, uanset hvor dydige vi så ellers er. Pragmatisk set er der meget lidt der tyder på, at man skaber et sikrere samfund ved at straffe lovovertrædere. Grunden er den simple, at aggression og transgression af sociale normer er indskrevne i vores natur og samfund i forskelligt omfang. Vi styrer altså ikke selv, om vi begår kriminelle (eller for den sags skyld amoralske) handlinger. Vi kan selvfølgelig ikke undvære frihedsberøvelse, men vi kan undgå alle former for ubehagelige eller nedværdigende straffe, og vi kan minimere den udstødelseseffekt, som det nuværende straffesystem forårsager. Til gengæld er jeg tilhænger af vidtgående forebygningsinitiativer som stort set ubegrænset videoovervågning af det offentlige rum og kompulsive undersøgelser for psykiske sygdomme og personlighedsforstyrrelser (psykisk sygdom, fattigdom og kriminalitet har en høj indbyrdes korrelation).

Jeg anser den officielle radikale linje hvad angår integration som forældet og byggende på en manglende forståelse af den implicitte konflikt mellem velfærd og globalisering. Man kan ikke både have forholdsvis åbne grænser (som fx modstanden mod 24-års reglen indebærer) og give indvandrere velfærdsrettigheder på linje med danskere. Velfærd bygger på solidaritet, som igen er afhængig af befolkningens homogenitet. Så snart borgerne ikke længere føler et sammenhold med hinanden, vil nettobidragsyderne nægte at dele deres resurser med -nyderne. Tilsvarende vil nettobidragsnyderne ikke føle en forpligtelse overfor resten af samfundet til at blive selvforsørgende hurtigst muligt. Dermed må man vælge mellem enten et lukket, solidarisk system, eller et åbent, usolidarisk system. For mig at se er den bedste løsning at åbne grænserne mere (blandt andet fordi vi i den grad har brug for arbejdskraft), men tilgengæld forbeholde velfærdsrettighederne til danske statsborgere (og eventuelt udlændinge med permanent opholdstilladelse). Det er ikke tilfældigt at (i hvert fald ikke-spansktalende) invandrere integreres langt hurtigere i USA, hvor velfærdsrettighederne er minimale, end i Danmark.

Forsvarspolitik. De radikale har traditionelt været pacifister. Jeg mener, det er i Danmarks interesse at være stærke og villige bidragydere til militære operationer under både NATO-, FN-, og især EU-regi. Hvis vi fortsat vil have en større indflydelse på den globale politiske scene, end vores befolkningstal (eller for den sags skyld økonomi) foreskriver, må vi først spørge os selv, ikke hvad verden kan gøre for os, men hvad vi kan gøre for verden. Hvad angår værnepligten bør den nuværende løsning hurtigst muligt erstattes af enten en professionalisering af hæren eller en universel samfundstjeneste, hvorunder militærtjeneste kan være en af mange muligheder.

At jeg har fremhævet disse punkter betyder ikke, jeg er enig med de radikale på samtlige andre politikområder. Jeg vil formodentlig have divergerende holdninger på stort set alle områder, men for det meste vil min holdning ligge tættere på de radikales end på andre danske partiers.