Fru jensen har været sengeliggende i en uges tid pga en svær infektion. Det begynder dog, at gå bedre og en dag kommer sygeplejersken og siger, at hun skal ud af sengen. Det vil hun ikke. Hun er bange for, at det gør for ondt, og at hun ikke kan støtte på benene. Så hun siger nej. Det har hun i princippet ret til. Sygeplejersken har pligt til at følge fru Jensens beslutning - i princippet . Her er dog en 'udvej' for sygeplejersken. Det går i al sin enkelthed ud på, at sygeplejersken qua sin faglighed ved, hvad der er bedst for fru Jensen - nemlig at komme ud af sengen - og derfor har pligt til at overrule hendes selvbestemmelsesret og således hjælpe fru Jensen ud af sengen på trods. Sygeplejersken har pligt til at handle til patientens bedste, også når det strider mod patientens ønsker. Det er egentlig en smuk tanke, men da også tit en ubehagelig situation at stå i.

Nu er dette et meget banalt eksempel, men beskriver forholdet ret og pligt ganske godt. Det beskriver den gentagne overvejelse af skismaet mellem ret og pligt, som alle sygeplejersker dagligt må foretage. For vi kan jo ikke mærke hvor ondt det gør, eller hvor slappe benene er. Men vi ved at risikoen for bl.a. liggesår og  blodpropper stiger voldsomt ved immobilitet. Og således vil de fleste sygeplejersker nok vælge at presse Fru Jensen ud af sengen.

Med i overvejelserne må sygeplejersken også have i hvor høj grad Fru Jensen er i stand til at træffe et valg. Det bliver således straks mere vanskeligt, når vi som sygeplejersker vurdere denne evne som nedsat. Hvad gør vi så? Hvis en patient takker nej til en behandling eller plejeform, kan vi så som sygeplejersker (og selvfølgelig sammen med lægerne) tage det for gode varer? Hvornår har vi som system ret til at overrule patienternes autonomi?

Sundhedslóven giver os enkelte svar. Der står bland andet:

• § 20. En patient, der ikke selv kan give informeret samtykke, skal informeres og inddrages i drøftelserne af behandlingen, i det omfang patienten forstår behandlingssituationen, medmindre dette kan skade patienten. Patientens tilkendegivelser skal, i det omfang de er aktuelle og relevante, tillægges betydning.

Vi skal altså tillægge patientens ønsker betydning, hvis vi synes de er relevante! Men hvem er vi, der skal afgøre og bestemme om noget er relevant eller ej for en given person?

Loven søger at hjælpe os. Den giver 4 eksempler på relevante ønsker:

• § 23. Hvis en patient utvivlsomt har iværksat en sultestrejke og patienten er informeret om sultestrejkens helbredsmæssige konsekvenser, må en sundhedsperson ikke afbryde denne.

• § 24. En behandling, der indebærer transfusion af blod eller blodprodukter, må ikke indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke.

• § 25. En uafvendeligt døende patient kan afvise behandling, der kun kan udskyde dødens indtræden.

• § 26. Enhver, der er fyldt 18 år og ikke er under værgemål, der omfatter personlige forhold, herunder helbredsforhold, jf. værgemålslovens § 5, kan oprette et livstestamente. I livstestamentet kan den pågældende udtrykke sine ønsker med hensyn til behandling, hvis vedkommende måtte komme i en tilstand, hvor selvbestemmelsesretten ikke længere kan udøves af patienten selv.

Men hvor passer vores Fru Jensen ind i dette?. Det er ikke umiddelbart til at få øje på, men med vores faglige viden om såvel kroppens fysiske og psykiske sammenhæng, samt viden om etik, sociologi m.m. bør det være muligt for en fagligt velfunderet sygeplejerske at handle til patientens bedste, også når det er mere banalt end sultestrejke, død og blodtransfusioner. Så mit råd er:  Oprethold en høj faglighed, vær empatisk og hold fokus på patientens tarv!

Jeg synes ærlig talt det er tamt! Hvis muligheden for at undlade at tage stilling er tilstede, mener jeg ikke vi overskrider nogen grænser. Det er da en mystisk argumentation.

Jeg vil i hvert tilfælde sidde og krydse mine fingre - selvom jeg stadig mener det ikke er godt nok og at vi burde være mere vidtgående, så er det dog et skridt i den rigtige retning.

Reaktionerne har også været overstrømmende positive. Ellers altid saglige Margrethe Vestager har udsendt en enormt positiv pressemeddelelse og Linda Kristiansen, som ellers er en af de politikere, jeg oftest er enig med, er nærmest begejstret på sin ellers glimrende blog. Og SF'erne er selvfølgelig glade for populismen (samtidig med at de måske ærgrer sig lidt over, at S måske hermed kan tilbageerobre en række utro vælgere).

Men hvad er så tankegangen bag teserne? Først og fremmest er der en høj grad af nostalgi og teknologiforskrækkelse bag tankegangen. "Hvordan kan det være, at vi siger, vi er det lykkeligste folk på jorden, mens forbruget af lykkepiller stiger?" Underforstået: De to ting kan i hvert fald ikke have noget med hinanden at gøre. Teknologisk indblanding i vores liv kan for Frederiksen kun være skadelig, og antidepressiva ses som et problem snarere end en løsning. Også i miljøpolitiken ses moderne teknologi som et problem: "Vi bliver nødt til at erkende, at skal denne udvikling ændres er det et globalt ansvar, som ikke er omkostningsfrit. Målet for det danske samfund er en fuldstændig økologisk landsbrugsproduktion (...)". Implicit: økologisk dyrkning er den mest ansvarlige set i et globalt perspektiv. Åbenbart er sultproblemer på verdensplan ikke noget, vi behøver bekymre os over. Hvis vi skal kunne brødføde hele verdens befolkning på bare lidt længere sigt, er vi nødt til at optimere effektiviteten. Der er sprøjtemidler, genmanipulation og en række andre teknologier helt afgørende. At lade som om, økologisk landbrug har nogen som helst relevans for det globale klima, er i bedste fald dumt. Vi skal gøre hvad vi kan for at begrænse den globale opvarmning, først og fremmest ved at begrænse afbrændingen af kul og ved at investere i atomkraft, men resten af venstrefløjens miljøpolitik er i langt de fleste tilfælde fuldstændig uden relation til virkeligheden. Selve tesens (#7) titel taler ligefrem om et "rent miljø" - hvad betyder det? Er CO2 nu noget urent? Renhed er et fuldstændigt absurd begreb at overføre på økologiske systemer.

Et andet problem (for mig) er Tese #2: "Pligter er vigtigere end rettigheder". Igen er titlen problematisk. Hvordan måler man, om pligter eller rettigheder er vigtigst? Den enes rettighed er vel i sagens natur den andens pligt. Hvis jeg har ret til at modtage fx pension, så har det offentlige vel en tilsvarende pligt til at udbetale den. Og hvis jeg har pligt til at betale skat, så har det offentlige vel en tilsvarende ret til at indkræve den. Pligt og rettighed er ifølge denne tolkning to sider af samme sag. Men så virker det ret søgt at skabe en konflikt mellem de to begreber.

Måske er meningen snarere, at individets pligter er vigtigere end individets rettigheder - og dermed at det offentliges rettigheder er vigtigere end det offentliges pligter. Det må så igen betyde, at i enhver konflikt mellem en borger og det offentlige er hensynet til det offentlige væsentligst. For mig at se ligner det en klassisk kollektivistisk tankegang, som vel netop taler den første tese ("Det enkelte menneskes frihed står over alt andet") direkte imod.

Måske skal man forstå det i en tredje betydning, nemlig at borgerens moralske pligter er væsentligere end borgerens juridiske rettigheder. Tesen er direkte inspireret af en kronik skrevet af tre unge socialdemokrater, der fremsætter 29 velfærdspligter, der skal følges med de 29 velfærdsrettigheder, Socialdemokraterne foreslog sidste efterår. Disse velfærdsrettigheder er i hvert fald udtryk for en sådan tankegang. Eksempler på deres foreslåede pligter: "7) Man har pligt til at sige godmorgen til naboen ved havelågen eller ved trappen", "13) Man har pligt til at uddanne og dygtiggøre sig igennem hele livet", "19) Man har pligt til at deltage aktivt i demokratiet og afgive sin stemme ved valgene", "27) Man har pligt til at besøge sine forældre og bedsteforældre". Her er der ihvertfald ingen tvivl om, at en hel del ting er væsentligere end det enkelte menneskes frihed.

Det store spørgsmål er så, hvordan disse pligter skal håndhæves. Skal vi give bøder til folk for at glemme at sige godmorgen til naboen? Hvor længe skal jeg undlade at besøge mine bedsteforældre, før jeg bliver sat i fængsel? Er det virkelig Socialdemokraternes holdning, at det offentlige skal blande sig i mit forhold til mine bedsteforældre og naboer? Eller mener kronikørerne snarere, at det er min pligt overfor min nabo og mine bedsteforældre at behandle dem pænt? I så fald vil jeg gerne vide, hvorfor deres mening skulle have nogen som helst relevans for mig. Så vidt jeg forstår er politikernes opgave at vedtage love, ikke at stille sig som moraldommere over samfundet. Det er religionerne, der traditionelt har fortalt os, hvordan vi burde opføre os, og det udelukkende på baggrund af en påstået guddommelig autoritet. Hvis politikerne skal overtage denne moralske vejlederrolle, hvilken autoritet har de så? Demokratiets? Folkesjælens? Retsfølelsens? Ligegyldig hvad er det et forsøg på at rykke demokratiet væk fra en formaliseret samtaleform og henimod en religion i sin egen ret. Vi skal ikke længere komme hviledagen ihu at vi holder den hellig - nu skal vi bare stemme til valgene for at bevise vores troskab overfor DEMOS og KRATOS (hvilke to ord jo som bekendt ifølge demokratikanonens forfattere bør stå over indgangene til landets folkeskoler).

Det er denne samme fanatiske demokratisme, der står bag Villy Søvndals nylige popularitet. Han siger jo netop, at alle antidemokrater bør skride "ad helvede til" - og bliver, som om det var formildende, ved med at pointere, at skillelinjen ikke går på race, køn, tro, men på demokrati. Demokrati er altså ifølge Søvndal (og de fleste danskere) noget, vi ikke kan kritisere, hvis vi vil tages alvorligt og behandles med respekt.

Demokrati er ikke selv demokratisk, men hviler altid på et udemokratisk fundament. Demokratiets grundpille er voldsmonopolet, men dette monopol kan kun skabes med vold - og demokratiets vigtigste princip er, at beslutninger skal træffes på grundlag af samtale, ikke vold. Et nyligt eksempel er det demokrati, det bhutanske kongehus, tilsyneladende mod folkets vilje, er ved at skabe. Det er også forkert at tro, demokratiet er en slags endemål. At man med demokratiske midler kan afskaffe demokratiet vidner NSDAPs magtovertagelse i 1933 om. Vi må aldrig glemme, at demokratiet er undtagelsen, og ikke normalen.

Jeg er ligesom de fleste andre danskere overbevist om, at det er den mest velfungerende og velnok også mest retfærdige styreform, vi kender, men mener samtidig, at vi må passe på med ikke at gøre demokratiet til et mål i sig selv. Når vi gør det, ophører demokratiet nemlig med at være til diskussion, og dermed ophører det med at være demokratisk. Efter min mening bør vi hilse både islamofascister, nazister og autonome velkomne i vores samfund, ikke på trods af, men på grund af, at de ikke er demokrater. Vi har brug for altid at kunne diskutere alting, og det kan vi ikke længere, hvis vi skaffer os af med dem, vi er uenige med.

Men i dette indlæg er jeg lodret uenig med Villy når han trækker sin kritik af Muhammed-tegningerne tilbage. Jeg er enig i at debatten om ytringsfrihed er vigtig, men Jyllandspostens forsøg på dette var mobbende, diskrimenerende og nedladende. Der er meget man har ret til at gøre, men ikke pligt til at gøre.

Inden revselsretten ophørte havde forældre ret til at revse deres børn, men ikke pligt til at slå dem!

Min pointe er at en ret ikke altid er en pligt og avisens argumenter med at ytringsfriheden er truet køber jeg simpelthen ikke. Der er så mange ting vi ikke gør og siger i ren og skær respekt for andres holdninger og følelser, altså almindelig god opdragelse! Tegningene fornærmer muslimer over en bred kam og er et illegitimt angreb mod halvanden milliard mennesker rundt omkring på kloden.

Dette er på ingen måde et forsvar for reaktionerne på tegningerne, som jeg ikke accepterer. Hverken i udlandet eller herhjemme. I et tidligere indlæg støttede jeg Villy Søvndals angreb mod Hizb-ut-Tahrir og det gør jeg stadig. Jeg vil ikke støtte en organisation der har til formål at omstyrte demokratiet. Men det betyder ikke at Hizb-ut-Tahrir skal forbydes. Vi forbyder heller ikke nazisterne og det er altid bedre at have antidemokratiske kræfter fremme i lyset, end at de fungerer som undergrundsmartyrer.