Men når man skal se på den bagvedliggende grund, så er hele krisen skabt af en forfejlet pengepolitik fra regeringens side. Og problemet er, at når regeringen forsøger at påvirke markedskræfterne, som den har gjort med sin pengepolitik, så vil markedet på et eller andet tidspunkt reagere, og det er det som skaber den nuværende kaotiske situation.

Lad os prøve at se tilbage på de sidste 10 år.

• Danmark har haft overskud på betalingsbalancen. Det vil normalt betyde at efterspørgslen efter kroner ville stige, og dermed kursen på kroner stige. Markedet og forbrugerne burde derfor have fået en forøget købekraft, fordi de penge man har stående på vores opsparing ville have været mere værd.
• Regeringen har i stedet valgt en pengepolitik, hvor de har fastlåst kronens værdi overfor Euroen. I princippet har de kunne gøre det ved at trykke nogle flere pengesedler.
• Normalt ville en øget pengemængde øge inflationen, men pga den øgede globalisering og import fra blandt andet Kina og Indien, har inflationen kunne holdes nede på de mest almindelige forbrugsgoder.
• I stedet er den øgede pengemængde været med til at få bankerne overfyldt med kontanter, som de har været helt vilde med at låne ud. Specielt til fast ejendom, hvor man så har set en hyperinflation de sidste 10 år. Hyperinflationen på boliger har regeringen også været rigtig behjælpelig med at holde i gang, da den i flere omgange lempede udlånsreglerne for kreditlån. Samtidig har regeringen holdt renten kunstigt i bund.
• Når huspriserne steg mere end lønningerne, så forstærkede det troen hos markedet på at investering i en bolig til enhver tid ville være en god forretning.

Men hele boligmarkedet var en boble der var skabt af regeringens forfejlede pengepolitik. Reelt er der to veje man kan gå i sådan krisesituation:

1. Regeringen fastholder sin forfejlede politik, og løser det gennem yderligere styring af finansmarkedet, og tilgodeser de forfejlede banker ved nationalisere dem.
2. Regeringen indser at den ikke har forstand på penge og ikke er en del af markedet, og lader markedskræfterne få frit spil. Der vil komme til at ske en konsolidering i markedet, men det behøver ikke ske med regeringens støtte.

Selvfølgelig skyldes kollapset i de finansielle markeder ikke, at kapitalismen og "neo-liberalisme" har forfejlet. Der er ikke nogen kapitalisme eller neo-liberalisme noget sted i verden. Det hele er politisk reguleret, og dermed er krisen politisk skabt.

Regeringens planer om at nationalisere banker og yde statsstøtte til de resterende banker, er planøkonomi af værste skuffe, og burde få finanssektoren til at løbe skrigende bort.

Filosofien er ellers, at hvis man overlader markedet til sig selv, så retter markedet sig og finder selv sin ligevægt igen. Men der må åbenbart være nogen i toppen af Guds eget land, som ikke bryder sig om konsekvenserne af at overlade markedet til sig selv. Og det kan jeg godt forstå, for det vil ganske givet medføre store konsekvenser for den amerikanske økonomi og for almindelige menneskers liv. Og det vil ganske givet også gøre USA langt mere sårbar rent sikkerhedspolitisk.

Vi går helhjertet ind for den personlige frihed

Der er ingen, der har lovet, at det skulle være nemt at være Fremskridtsmand. Det er en evig kamp, hvis man forsøger at give den enkelte størst mulig personlig frihed i forhold til statsmagten.

I et samfund, hvor vægten lægges på den enkelte samfundsborgers personlige frihed og evne til at skabe sin egen tilværelse efter lyst og evner, er der også en forpligtelse til at hjælpe de medborgere, der er ude af stand til at løse egne problemer, fordi de er syge eller handicappede, og det er hvad enten det er et fysisk eller et åndeligt handicap.

Det er også en forpligtelse for et samfund at sikre de ældre medborgere en økonomisk støtte, så de kan leve anstændigt.

I det danske samfund er det vigtigt, at de politiske kræfter, der arbejder for den personlige frihed, samles om denne kamp, fremfor at koncentrere sig om indbyrdes uenighed.

Stærke politiske kræfter arbejder på at basere det danske samfund på kollektive løsninger. Det indebærer, at individet ikke spiller nogen rolle i samfundet. Der bliver kun plads til gruppeløsninger og planøkonomiske løsninger. Allerede i dag kan vi tydeligt se stærke grupperinger såsom politikergrupper, akademikergrupper og arbejdergrupper. Politikergruppen og akademikergruppen har sat sig på styrings- og servicefunktionerne, mens arbejdergruppen står for den produktive sektor og den betalende funktion. Grupperne kan selvfølgelig deles op i en række undergrupper, men det karakteristiske træk er, at den største gruppe- arbejdsgruppen - er sat udenfor enhver indflydelse, idet man næppe kan sige, at deres ledere tilhører gruppen.

Politikergruppen og akademikergruppen lever kun i kraft af disse gruppers evner til at overbevise arbejdergruppen om, at de ikke er i stand til at administrere deres egen tilværelse.

Arbejddergruppen, der bedst karakteriseres ved at have en indkomst, der kun dækker skatter, afgifter og de nødvendige livsfornødenheder, betaler til en fastlåsning af deres egen tilværelse og de andres højere levestandard.

Hver eneste gang politikergruppen og akademikergruppen gennemfører forslag til gavn for arbejdergruppen, er forslaget til endnu større gavn for dem selv, og den personlige frihed indskrænkes yderligere.

Det er kun Fremskridtspartiet, der helhjertet går ind for den personlige frihed. Derfor er det vigtigt, at partiet ikke svækkes p.g.a. småligt kævl og ussel strid.

Ole Maisted

Derfor nej den 28. maj

Fremskridtspartiet er tilhænger af et europæisk frihandelssamarbejde, men er modstander af den socialdemokratiske superstat, som EU i de seneste år har været i færd med at udvikle sig til. Det europæiske samarbejde skal kun være et samarbejde om frihandel mellem frie, selvstændige nationer og ikke en centralistisk direktivfabrik, der styrer hver en detalje af danskernes og andre europæeres hverdag. Men desværre er EU´s indblanding i danskernes hverdag, siden vedtagelsen af Maastricht-traktaten i 1993, steget eksplosivt. Derfor er det nu, at vi må sige stop.

Amsterdam-traktaten er endnu et skridt i den forkerte retning. Fremskridtspartiet anbefaler derfor danskerne at stemme nej til Amsterdam-traktaten ved folkeafstemningen den 28. maj. Uden kvalificeret modstand vil regeringen (A og B, red) og de borgerlige EU-tilhængerpartier vikle Danmark endnu længere ind i EU´s hængedynd.

10 gode grunde til at stemme Nej til Amsterdam-traktaten:

1. Amsterdam-traktaten betyder endnu mere union og endnu mindre dansk suverænitet.
2. Amsterdam-traktaten betyder flere flertalsafgørelser og dermed mindre dansk indflydelse i EU.
3. Amsterdam-traktaten betyder endnu større danske udgifter til EU´s strukturfonde og EU´s landbrugsstøtteordninger.
4. Amsterdam-traktaten betyder endnu mere EU-indblanding i dansk beskæftigelses- og socialpolitik.
5. Amsterdam-traktaten betyder reelt en fjernelse af den danske undtagelse over for deltagelse i EU´s retspolitiske samarbejde, herunder Schengen-samarbejdet.
6. Amsterdam-traktaten vil intensivere strømmen af direktiver fra Bruxelles.
7. Amsterdam-traktaten åbner ikke for frihandel med Østeuropa, men vil efter en længere årrække kun give et begrænset antal østeuropæsike lande adgang til de vesteuropæiske markeder.
8. Amsterdam-traktaten er ikke nødvendig for at kunne udvide EU med Østeuropa.
9. Amsterdam-traktaten er endnu et skridt på vej mod en centralistisk, socialistisk og planøkonomisk superstat.
10. Amsterdam-traktaten sikrer ikke freden i Europa. Det gør derimod den europæiske frihandel og de europæiske landes medlemskab af NATO.

10 visioner for Fremtidens Europa:
Uanset udfaldet af folkeafstemningen om Amsterdam-traktaten vil Fremskridtspartiet også fremover arbejde for:

1. Et liberalt og frit Europa med frihandel og fri bevægelighed over landegrænserne for: Varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft.
2. Et Europa, hvor EU kun har til opgave at sikre den europæiske frihandel.
3. Et Europa, hvor det er klart, at kontinentet Europa og institutionen EU er to forskellige ting.
4. Et Europa, hvor dansk lovgivning på ny bliver Folketingets ansvar, og hvor kun lovgivning, der søger at hindre den europæiske frihandel, skal være underlagt EU´s beslutninger.
5. Et EU, som ikke beskæftiger sig med hverken landbrugsstøtte, økonomisk omfordeling eller andre aktiviteter, der intet har med frihandel at gøre.
6. Et EU, hvor de østeuropæiske lande frit kan handle med Vesteuropa.
7. Et EU uden en militær dimension og uden EU-indblanding i udenrigspolitik.
8. Et Europa, hvor borgerne og virksomheder selv bestemmer, hvilken valuta, de ønsker at bruge.
9. Et Europa, med et effektivt men frivilligt samarbejde mellem de europæiske landes nationale politimyndigheder.
10. Et Europa, hvor det mellemstatslige miljøsamarbejde styrkes.

Hvis Fremskridtspartiet får opbakning til dette ved folkeafstemningen den 28. maj, vil vi kunne medvirke til at opnå ovennævnte mål.

Fremskridtspartiet ønsker et nationernes Europa - ikke en europæisk nation.

Hvis Amsterdam-traktaten vedtages, vil udviklingen mod en europæisk union fortsætte med uformindsket styrke. Men Fremskridtspartiet tror på retten til at være forskellig - også i Europa. Derfor anbefaler vi et Nej til centralisme og bureaukrati og et Ja til fred og frihandel:

Stem Nej til Amsterdam-traktaten den 28. maj.

"Helle Trap Friis har det også ganske glimrende med at være kvoteret ind i jobbet og vil i den grad anbefale bestyrelsesarbejde til andre kønsfæller."

»At være bestyrelsesmedlem er et enormt spændende strategisk arbejde, hvor man får lov at være visionær og slippe for hverdagens fnidderfnadder. Det er sjovt. Jeg sammenligner det med at rygcrawle, man ligger der og svæver på ryggen«, siger hun."

Tillykke, Helle Trap Friis, med at statens konfiskation af andre menneskers private ejendom har givet dig lejlighed til at realisere dig selv helt gratis.

Men hvad var nu lige argumentet for at kønskvotering er en god ide? Nåh ja - du synes at bestyrelsesarbejde er sjovt.

Indledningsvist vil jeg tilslutte mig de mange forargede kommentarer til artiklen. For det første skal en kommune ikke ekspropriere privat ejendom for at udstykke parcelhusgrunde. For det andet er det naturligvis forkasteligt at familien, som ejer jorden, sandsynligvis kun får en erstatning på ca. en tiendedel af det beløb, som de er blevet tilbudt af en privat ejendomsudvikler.

Ikke desto mindre vil jeg stille spørgsmålstegn ved, om denne familie i virkeligheden er værre stillet end alle andre ejere af jord i landzone. (idet jeg ser bort fra den følelsesmæssige side af sagen, og fokuserer på det økonomiske). Jeg går ud fra, at den erstatning, som familien får, svarer til ejendommens værdi som landbrugsjord. Den pris på kr. 26 mio., som familien havde sat næsen op efter, er jo opstået ved, at kommunens embedsmænd og politikere i al deres visdom har udpeget lige nøjagtig denne grund som genstand for deres detailplanlægning af andre menneskers tilværelse. Hvis familiens nabo ejer en tilsvarende ejendom, som ikke indgår i kommunens planlægning, vil denne ejendom jo også kun være kr. 2,9 mio. værd.

Realiteten er jo, at staten har eksproprieret al jord i Danmark, som ikke er lokalplanlagt - og det endda uden erstatning til ejerne. For hvad er ejendomsretten til et stykke jord egentlig værd, hvis man ikke må bygge et hus på jorden?

Kommunerne udvælger nogle bestemte grunde til udstykning - grunde som oftest tilfældigvis ejes af kommunen selv (hvis ikke, så eksproprierer de dem åbenbart!). Disse grunde er alt for få til at tilfredsstille efterspørgslen, hvorfor prisen for en byggegrund nogle steder nærmer sig en 50-dobling i forhold til prisen for fuldstændig identisk jord, som ikke er lokalplanlagt. De få heldige jordejere forgyldes (oftest kommunerne selv), boligkøberne betaler groteske overpriser for en parcelhusgrund på 800 kvm., og de mange ejere af jord i landzone må ikke udnytte deres jord til byggeri, selv om efterspørgslen måtte være tilstede, og har således i realiteten ikke ejendomsret til deres jord.

Endnu engang må det vist blot konstateres, at ejendomsretten i Danmark er udhulet i en grad, så der kun er en tom skal af symbolsk værdi tilbage (jf. rygeloven, den sandsynligvis kommende lov om kvindelig repræsentation i bestyrelser osv. osv.).

Kommentarerne forholder sig imidlertid, med enkelte undtagelser, ikke til klummens udmærkede pointe, men har i stedet udviklet sig til en diskussion om andelsboligen og det faktum at flere og flere andelsboligforeninger i de senere år er begyndt at anvende vurderingsprincipper som medfører store stigninger i andelsværdierne - inklusive de sædvanlige klagesange om den smukke andelstanke, som er blevet undermineret af grådighed og egoisme.

Andelstanken handler om at der skal være billige boliger til alle hedder det sig. De lovbestemte regler om værdiansættelse af andelene til under markedsprisen, og nogle andelsboligforeningers ideologiske fastholdelse af så lave andelsværdier som muligt, er medvirkende til at også studerende og lavtlønnede har råd til at bo i København. Jaså… Hvornår har det været muligt for alle der ønskede det, at anskaffe sig en billig bolig i København? Hvor har alle disse billige andelsboliger været annonceret? Svarene er aldrig, og ingen steder. De kunstigt lave priser på andelsboliger har jo netop gjort andelsboliger til lukket land for alle andre end dem med gode forbindelser og nogle få heldige som fik fat i en billig andelsbolig ved at være i rette tid på rette sted. Lovbestemte maksimalpriser medfører stigende efterspørgsel, faldende udbud, nepotisme og sort økonomi. Det er udbud og efterspørgsel for dummies.

Det er mit indtryk, at det er her, mange står af. ”Udbud og efterspørgsel” vrænger socialisterne og slår syv kors for sig ved tanken om de frådende markedskræfter. ”Det er jo bare et udtryk for slipseklædte handelsskoleelevers grænseløse egoisme og trang til at gøre alting op i penge”.

Nej kære socialist, princippet om udbud og efterspørgsel er et af livets grundvilkår i en verden med begrænsede ressourcer. Hvis du går ind for privat ejendomsret - og det gør du jo i et eller andet omfang, i hvert fald når det er din egen ejendomsret det handler om, for du ville vel protestere hvis nogle stjal din cykel, eller flyttede ind i din lejlighed mens du ikke var hjemme - så kommer du ikke uden om markedsmekanismen.

De indtil for nylig stærkt stigende boligpriser i København skyldes jo i al sin enkelthed, at efterspørgslen efter boliger har oversteget udbuddet – altså at antallet af mennesker som ønsker at bo i København overstiger antallet af boliger i København. Man skal da være mere end almindeligt virkelighedsfjern for at mene at dette problem kan løses ved reguleringer og love om værdiansættelse af boliger. Den eneste måde, hvorpå et problem med manglende boliger kan løses, er da for helvede at bygge nogle flere boliger! It’s not rocket science. Og det eneste som kan sikre at der bygges nok boliger til at tilfredsstille efterspørgslen, er naturligvis markedsmekanismen. (For Ritt Bjerregaard kan jo ikke).

Det er mig ubegribeligt at det kan være så svært at forstå.

Sæt andelsboligerne fri og lad dem blive handlet til markedspriser - det vil give et mere gennemskueligt og velfungerende boligmarked.

For det første er det regeringen der optræder som arbejdsgiver, uden at regeringen umuligt kan have overblik over eller forstand på en virksomhed med mange hundrede tusinde ansatte. Det vil kræve at man har et meget stort kontrolapparat på plads, for at bare få en smule overblik over regeringens virksomhed. Det betyder at den andel ansatte der yder reel service for forbrugerne er meget lille, i forhold til hvis det var en lille virksomhed der fungerede på normale markedsvilkår. Bureaukrati og kontrol dræber den enkelte offentlige ansattes handlekraft.

For det andet er har man i regeringens store virksomhed ingen anelse om hvad behovet for deres ydelser er. Der er ikke nogen pris som fastsættes ud fra principperne om udbud og efterspørgsel. Prisen er den sum penge som regeringen afsætter til at drive virksomheden, og kun i meget begrænset omfang benytter man sig af ekstra skat (brugerbetaling) for ydelsen. Når regeringen starter en ydelse op er det baseret på politisk magt, og da markedet er sat ud af drift, vil man aldrig vide om det man foretager sig har betydning eller ej.

For det tredje vil planøkonomi altid føre til økonomisk undertrykkelse og fattigdom. Lønslæbet mellem offentlige og private ansatte er mærkbart og vil altid være til stede, når regeringen har sat markedskræfterne ud af spil. Regeringen vil altid kunne hævde at behovet for det arbejde som den offentlige ansatte yder, ikke modsvarer de politiske krav eller at budgetterne ikke holder til yderligere i lønningsposen. Det vil man ikke kunne i en privat virksomhed, hvor stigende overskud altid vil blive modsvaret af en større løn. Regeringen vil aldrig kunne benytte markedsøkonomiske principper i måden at styre økonomien på. Det fører ikke kun til fattigdom blandt de offentlige ansatte, men skaber også et skævt arbejdsmarked hvor en stor gruppe mennesker holdes uden for.

I et frit samfund vil service være bestemt af udbud og efterspørgsel, som er afgørende for den pris markedet vil betale. Regeringen bilder os ind at den kan planlægge serviceniveauet, og dermed den sætte prisen efter de politiske ønsker. Men markedsprisen kan aldrig planlægges. På samme måde kan regeringen heller ikke retfærdiggøre om der skal skæres ned på eller lukke den ene institution i forhold til en anden.

De hvide giraffer mener, at de servicevirksomheder som det offentlige udbyder i dag, kun har sin berettigelse i privat regi. De menneskelige og økonomiske konsekvenser ved at have en planøkonomisk styret offentlig sektor er alt for store til at overlade styringen til regeringen. Alle offentlige services skal derfor frigives og lade mennesker selv at styre og finansiere disse services.

Man kan ikke både gå ind for en fri økonomi, hvor udbuddet bestemmes af forbrugernes efterspørgsel, og så samtidig opstille mål for, hvordan økonomien skal arte sig. Med den Radikale økologiske ”13-årsplan” ses det nu tydeligt, hvorfor DRV som oftest allierer sig med socialisterne.