Det viser sig, at vi har "glemt" at fortælle kommunen, at vi altså nu har fået en brændeovn+skorsten. Og at det hæderkronede SIMAB har gennemgået den og godkendt den til 'eldning'. Kommunen har bare lige glemt at fortælle os, at vi altså dernæst skulle sende dem bevis for al dette - vi gik i den tro, at det var SIMAB, der skulle det.

Men ok, det kan så klares med et enkelt brev -for alt er jo som det skal være:

Luften i drivhuset var i hvert fald godt nok super-tropisk i dag. Termometrets skala går til 50. Og det temperatur blev nået (eller mere, vi ved det jo ikke). Heikes ærteprojekt lader til at kunne lide det og er vokset med ca. 1 cm siden i går. Nu er 3 cm godt nok ikke ret meget, når man en gang skal blive 180 høj, men alligevel. Normalt plejer Heike-plantede frø jo overhovedet ikke op, så det er da allerede en success. Nu må vi bare holde de millioner af cherry-tomat spirer nede og så er vi kørende.

Ellers er den store udestue nu bare helt perfekt til morgenmad. Og haven kan også allerede tages i brug med avis og kaffekop.

Endelig har skat i Sverige præsteret helt at glemme os. Alle modtog en deklarations-blanket. Bare ikke Erik og Heike. Og da vi ringede, havnede vi igen i et call-center i Norrbotten, hvor man sgu aldrig havde hørt, at man kunne arbejde i Danmark og bo i Sverige. Kunne det være sandt?!?!? Efter en omstilling til Malmö var man dog med på i hvert fald denne del og lovede at sende en blanket om lidt. Og man skulle ikke være bekymret, fordi det "inte var så farligt". Nå. Ok. Hvis i siger det...

Og: Hmmm. Det der nye Angora by night. Er det egentlig så sjov?

Men vi lever jo i den digitale tidsalder, så hvor svært kan det være? Skatteverket.se og Skat.dk har vel gode, moderne hjemmesider, der taler direkte til os i klar, forståelig tekst? Well, det skulle man tro... Men særligt Skat i DK halter. Blanketter, du måske/måske ikke skal udfylde, viser fortsat 2006 i toppen. Flere tekster modsiger direkte hinanden: Øresundsborgere kan nu bruge TastSelv. Nej, som bosat i Sverige kan du ikke bruge TastSelv. osv. osv.

Som underbemidlet dansk myndighed, hvad gør man så? Jo, man lader hjemmesiden sejle og indbyder i stedet til Informationsmøder om problemet. Er det ikke fantastisk? Så nu har vi booket en plads til næste uges møde om selvangivelse 2007 for borgere i Øresundsregionen - så håber vi, vi bliver lidt klogere, så vi kan gøre vores borgerpligt; både i DK og SV.

Skal du med til Informationsmødet? Book din egen plads her.

I Sverige er det helt store naturligvis knækbrød. Det kommer ikke som en overraskelse. Men de er også helt pjattede med youghurt og fil (en slags blanding mellem tykmælk og youghurt, der findes lokalt i et utal af smagsvarianter). Men efterhånden som vi har boet her i 5 måneder, er vi blevet klar over, at den helt store fetish, når det handler om noget at drikke i Sverige, er juice. Svenskerne er simpelthen helt tossede med juice. Mottoet er: Kan det klemmes, kan vi osse lave det til juice!

Så er det man undrer sig over, hvor alle de frugter mon kommer fra. Områder som Norrbotten er jo ikke lige kendt for sine mange frugtplantager.

...Og finder sig 45 minutter senere på lige nøjagtig den plet i Lund, hvor man først kørte ind i byen. Fordi man i Lund ALDRIG må svinge til venstre. Der køres rundt om byen i højresving efter højresving, mens venstre side er verboten. Lidt skidt, når nu man kan se, at man på den måde er kørt forbi lige netop den butik, man gerne vil have besøgt for 30 minutter siden, 5 gange og i mindre end 100 meters afstand. Hvilket så fører til, at man frustreret smider bilen i den næste bedste parkeringskælder og selvfølgelig ender med at købe en vidunderlig genbrugsstol i butikken, som så skal slæbes på hovedet på tværs af Lunds midtby. Ikke, at der er noget galt med stolen. Den er blevet rigtig pæn efter en lille udskiftning af super-mørt sædestof.

Også i den anden del af ovenetagen - rundt omkring TV-monstret - blev der etableret lidt pynt. Hjemmelavet space invaders klistermærke kunst.

Fredag aften var dog noget mindre successfyldt. Vi havde slæbt vores stakkels veninde Christina, som var mega-forkølet ned i vores bank, for at søge om det næsten mytiske svenske ID-kort. Normalt skal man efter fornyelig indførte regler være i nær familie med en svensker, der bevidner, at man er en selv. Men Nordea svarede på spørgsmålet, om det også var sådan hos dem, at det bare var nok med en "almindelig" svensker. Så ind i bilen med personnummerbevis, pas, bankkort, sygesikringsbevis og svensk veninde. For så at vide, at beskeden var forkert. Man skal være mor/bror etc. til svenskeren, ellers nix ID-kort. Eller: Udlændinge, glem det med ID-kortet. For selv om jeg skaffer min mor herop, så er hun jo stadig tysker og kan dermed ikke være min vidne. Måske, hvis jeg nu fik et barn i sverige, som jo så blev svensker. Så skulle jeg bare vente til barnet blev 18, og så kunne jeg nok gå ned i banken igen og få kortet.

Og ikke nok med det... Man kan godt bytte sit EU kørekort til et svensk, som så gælder som legitimation på samme måde som en svensk mor ville gøre. MEN: For at bytte kortet, skal det originale kørekort sendes ind. Og sagsbehandlingstiden er fra 2 uger og opefter. Betaler myndigheden så mine taxaregninger i mellemtiden, eller hur?

Grotesk. Grotesk. Grotesk.

Vi bruger altså nu videre vores EU kørekort, hver gang vi skal vise legitimation (som i øvrigt er hver gang man bruger sit kreditkort i Sverige - altså HVER gang man betaler noget i en butik). Og så glor vi uforstående på ekspedienterne, som aldrig har set sådan en underlig pink lap før. Det er jo ikke vores skyld, vi ikke kan få noget andet at vise.

Weekenden efter afhentningen var så reserveret for nöje - for første gang i cirka to måneder. Lørdag tog vi så ind til Malmö stan og gik på usædvanlig successfuld shopping-tur (Heike fik hele tre par bukser - og var faktisk gået i byen for at købe netop bukser). Og søndag turede vi Skåne på kryds og tværs og fandt ud af, at der ligger et fantastisk antal store herregårde rundt omkring, som vi nok allesammen skal se en gang, når vi får tid. Af steder, der fremkaldte høje "Hold da kæft"-råb i den nye bil, kan nævnes: Marsvinsholm, Trollenäs og Trolleholm.

Til gengæld var vi så til registreringssyn med Smarten i tirsdags og måtte konstatere, at tre opringninger til det danske skattevæsen og motorkontoret stadig ikke sikrer en mod evt. tab af registreringsafgift pga. papir-bøvl. Bilen gik sådan set helt fin igennem synet, men så beholdt den svenske synsmand jo vores originale registreringsattest fra Danmark. Hvilket vi skal indlevere, når vi vil have vores bil afregistreret og vores registreringsafgift tilbage. Så lige nu står vi kun med en kopi af attesten, mens originalen er på vej til det svenske Vägverk - og vi ved ikke, om den danske side gider at udlvere vores penge tilbage, når vi ikke kan forelægge originalen. Det er helt ufatteligt. Hvorfor siger man ikke bare, at man ikke vil have, at folk tager deres bil med, når de flytter til/fra et andet land. Så var det da i det mindste det. Men i stedet for stiller begge sider muntert krav til os, der bare vil beholde vores bil, og forklarer på ingen måde, hvordan de mener, at man kan opfylde alle krav på samme tid (medmindre man altså helst kører bilen over grænsen afmeldt og på en anhænger). For slet ikke at tale om åbningstider hos alle involverede, der gør, at man næsten ikke kan passe sit 9-5 job ved siden af hele molevitten.

Men... i sidste uge var det dog tæt ved at være for meget. Vores personlige bankrådgiver Tom er nemlig efterhånden blevet en del mere personlig end vi sådan umiddelbart synes, vi vil være med til. Ikke nok med at manden ringer i tide og utide og begynder enhver samtale med "Hej, det er Tom!!" (Tom hvem? Jeg kender ingen Tom? Nårh... Tom-bank-Tom). Ikke nok med at han oven i købet tager en yderst livlig interesse i vores liv ("Gik det godt med det nye job?"). Han har også stillet op med så grænseoverskridende kommentarer som (til Heike om Erik): "Din kæreste er jo en slyngel!". Hva'behar?!? Vi taler altså om vores bankrådgiver. Ikke vores lidt betuttede tante, som vil inviteres til søndags-kaffen! Hvad er det dog, der sker for manden??

Så nu må vi heller lægge en strategi for, hvordan mødet på tirsdag kan lykkedes uden at han prøver at give os et knus, når vi kommer ind ad døren.

Ja, det lyder næsten som en overskrift i Ekstrabladet, men vores behandling af Nybolig er osse snart til en artikel i Ekstrabladet. Vi har som bekendt fundet en køber. Vi er enige om pris, overtagelsestidspunkt osv. osv. Så for 4 uger siden mangler egentlig bare, at Nyboligs 'kompetencecenter' fremsender alle papirer til købers advokat. Ren formalitet og ligeud-ad-landevejen... Tror man.

Efter ca. to uger uden en lyd fra nogen tager undertegnede fat i dén medarbejder i det såkaldte 'kompetencecenter' - vi kunne kalde hende 'Konny' - som har overtaget sagsbehandlingen fra den vel ca. 22-årige mægler. Vi får at vide, at de sådan set lige mangler bagsiden af grundejerforeningens vedtægter, før sagen kan afsluttes helt. Da vi så undrende spørger, hvorfor i hede hule helv... hun ikke har ringet eller sendt en mail, virker det som om, at den tanker aldrig har strejfet hende!? Så vi faxer straks den manglende side til hende og aftaler, at den sender hun omgående videre til købers advokat, som så har tre dage til at godkende/gøre indsigelser.

Efter fem dage har vi fortsat ikke hørt noget. Undertegnede tager igen mobilen og ringer til 'Konny'. Stor er overraskelsen, da vores kære Nyboligmedarbejder - jeg minder lige igen om, hvad Hanne Nørrisgaard har døbt denne afdeling i Nybolig, som 'Konny' arbejder i: 'Kompetencecenter' (var det her tv, ville vi lige lade billedet stå et øjeblik...) - ikke har fået en fax og derfor ikke har sendt noget videre til købers advokat. Og altså igen ikke har fundet på at ringe for lige at høre, hvor faxen dog er blevet af.

Nu HAR 'Konny' fået faxen fra os. Og hun siger selv, at hun HAR sendt den videre til købers advokat. Og det betyder, at vi senest mandag endeligt HAR solgt huset. Eller at køber på mandag endeligt HAR købt huset. Noget som alle parter jo burde være rigtig glade for. Men man ved jo aldrig. 'Konny' kan have screwed up igen... Mest af alt virker det næsten som om, at hun selv vil købe huset. I hvert fald gør hun alt menneskeligt muligt for, at køber ikke skal få huset lige nu...

Derfor prøver vi at få et møde med både Handelsbanken, Swedbank og Nordea. Nogen skal jo også stå for vores godkendelse til at optage lånet i det fremtidige hus og hjælpe med mellemfinanseringen.

Swedbank tager aldrig telefonen og når de gør ved de intet og ringer aldrig tilbage. Nå. Vi prøver Handelsbanken, som gerne vil mødes med os. Da vi så kommer til mødet er de noget overrasket, at vi ikke har en hel stak dokumenter med, som de aldrig har bedt os om at have med. Så hjem igen og om igen. Ved andet møde er vi så veludstyret, men bankmanden bliver lukket som en tulipan i januar. Han tager kopi af alt og lover at de vil "gennemse det". Ah. En uge senere får vi at vide, at de mener, de kan godkende os. Og det er det. Intet papir. Intet budget. Ingen rådgivning. Og for søren heller ikke noget smil.

Og så er der Nordea, som tager sig tid til at sidde med os i hele 1 1/2 timer og gennemgår alle ting sammen med os. Da vi forlader banken har vi et samlet før/efter budget i hånden, sammen med en beregning af mellemfinanseringen. Vi ved en masse mere om, hvordan boliglån hænger sammen i Sverige (der findes ingen realkreditlån, dvs. huse belånes med en almindeligt kassekredit) og vi har oven i købet aftalt et møde med en "sverigesekspert" til når flytningen bliver helt aktuelt. Fedt. Nordea har nok vundet to nye kunder.