Egentlig irriterer jeg meg grenseløst på denne håpløse overskriften. "Luksus-asylmottak"? Hva i hel*ete er nå det? Får du Champagne ved ankomst og boblebad før kvelds? Men det er nå den overskriften Bergens Tidende, Nettavisen, BA og Radio Norge har brukt rundt forslaget mitt om å kjøpe opp usolgte boligprosjekter kommunalt og bruke det til gode formål. Det være seg studentboliger, sosialboliger, asylmottak eller iskremkiosk.

Men litt spøk til alvor: Det er et poeng i forslaget. Mange svakere grupper står uten boliger, og asylsøkere går nå en vinter i møte boende i telt på østlandet. Hva slags samfunnsøkonomi er det da å la store boligprosjekt over hele byen stå tomme fordi markedet ikke klarer å få noen til å bo der? Vel, enkelt, folk har ikke råd til å kjøpe. Da får kommunen gå inn og kjøpe, for er det noe Bergen trenger så er det flere kommunale boliger.

Men hva gjør media? Joda, skriver det om så enhver skeptiker vil se rødt og gå i taket. "Skal vi behandle asylsøkere bedre enn våre egne slitere? Jeg har jobbet hele livet uten noensinne ha råd til en slik bolig" skrev en. Vel, det er et godt poeng. Vi kan ikke sette svake grupper opp mot hverandre, og jeg vil heller aldri prioritere en svak gruppe fremfor en annen uten at det er en veldig god grunn. Og om kommunen kjøper boliger, så vil jeg vel så gjerne se de bli brukt av studenter, funksjonshemmede, sosialklienter, narkomane, slitere eller andre som har krav på kommunal bolig.

Men når vi har 7000 asylsøkere stående uten et sted å innlosjere dem til de enten skal sendes hjem eller de får opphold, så må man ta plass et sted. Derav mitt forslag. Så om det blir "luksusleiligheter" på Damsgård eller "normale" leiligheter et annet sted er det samme - men det må være i Bergen og det bør være sentralt. Dette fordi Bergen, som Norges nest største kommune må ta ansvar, og fordi integrering skjer best i sentrale strøk.

S O C I A L P O L I T I K

Fremskridtspartiets socialpolitik bygger på tre grundelementer:

1. Hjælp og tryghed for den enkelte borger
2. Hjælp til selvhjælp - ikke en fastholdelse i socialsystemet
3.Befolkningen skal ikke alle være klienter i det sociale system. Flest mulige skal kunne klare sig selv uden for systemet.

Fremskridtspartiet er modstander af al anden økonomisk omfordeling end den, der er nødvendig for at sikre, at de, der ikke kan forsørge sig selv, hjælpes på fode. Fremskridtspartiet mener således, at socialpolitiken skal have et yderst begrænset sigte.

I de sidste 20 år har politikerne gennem socialpolitikken søgt at gøre befolkningen lykkeligere. Det er imidlertid ikke politikernes opgave. Spørgsmålet om befolkningens velvære er hverken statens eller Folketingets anliggende, men befolkningens personlige anliggende. Sådanne mål kan ikke opnås ved offentlige indgreb.

Tryghed gennem en reform af sociallovgivningen
Den eksisterende sociallovgivning har udviklet sig til at være kompleks, uoverskuelig og unødvendig bureaukratisk. F.eks. er der en stor del af befolkningen, som er selvforsørgende eller forsørges af ægtefælle eller familie, der modtager forskellige former for sociale ydelser. Staten skal ikke opkræve skatter med den ene hånd og med den anden udbetale sociale ydelser til de samme skatteydere.

Der skal gennemføres en reform af sociallovgivningen, som dels sikrer, at den bliver enkel, overskuelig, ubureaukratisk og dels sikrer, at sociallovgivningen reduceres til et minimum. Målet for en socialreform er, at så få som muligt fremover vil modtage sociale ydelser og at så mange som muligt kan forsørge sig selv uden statslige indgreb eller omfordeling.

For at opnå dette er det nødvendigt at foretage vidtgående forenklinger og moderniseringer. Samtidig med reformen af sociallovgivningen skal der gives modsvarende skattelettelser, der økonomisk opvejer de sociale ydelser, der afvikles.

Sideløbende med gennemførelsen af reformen skal det sikres, at socialpolitikken ikke overføres til andre sektorer som f.eks. sundhedssektoren, boligpolitikken og arbejdsmarkedspolitikken. Endvidere skal en del af de offentlige sociale ydelser, der kan fungere på et privat forsikringsmarked, privatiseres, samtidig med at der gives modsvarende skattelettelser.

Tryghed mod indtægtstab
Et vigtigt led i socialreformen er forenklinger af kritierierne og reglerne for tildeling af offentlige sociale ydelser. Disse bør primært tage udgangspunkt i personens alder. Reglerne for tildeling af offentlige sociale ydelser bør således inddeles i grupper bestående af personer under 18 år (børn og unge); personer i den arbejdsdygtige alder mellem 18 og 67 år og pensionister.

For de 0-18-årige bør det gælde, at forældrene har ansvaret for deres forsørgelse. Som udgangspunkt skal børn og unge ikke kunne modtage offentlig socialhjælp. Der skal dog gælde visse undtagelser for f.eks. forældreløse børn, gadebørn og lignende.

Varige uarbejdsdygtige (invalide/handicappede o.s.v.) skal have mulighed for at modtage et fast ensartet beløb, så de kan forsørge sig selv og deres børn.

Personer over 67 år skal have en fast, ensartet folkepension.

Personer, der kommer i social nød, skal kunne opnå individuel trangshjælp, der alene skal kunne ydes til personer i absolut nød. Hjælpen kan have mange forskellige udformninger. F.eks. kan den ydes med krav om tilbagebetaling.

Hjælpen kan også bestå af økonomisk hjælp, naturalieydelser eller anden kortvarig hjælp.

Tryghed i familierne
Den eksisterende sociallovgivning har bevirket, at mange søger hjælp hos sociale myndigheder i stedet for at løse eventuelle problemer i fællesskab med familien. Denne udvikling har betydet, at sociallovgivningen ødelægger og fremmedgør mange familier. Derfor er det vigtigt, at sociallovgivningen ændres, så familien igen kan blive det samlingssted, hvor børn og unge løser deres problemer og generelt har deres naturlige udgangspunkt.

Familiefradrag
Så længe der eksisterer indkomstskatter, skal der etableres et "familiefradrag". For at sikre, at børns skattefradrag udnyttes, når børnene ikke arbejder, skal børnenes fradrag kunne benyttes af forældrene. Dette skal fungere således, at hver familie har et fælles familiefradarg. Hvert familiemedlem skal udnytte, hvad der er muligt for vedkommende, hvorefter den øvrige familie frit skal kunne disponere over den del af fradraget, som ikke udnyttes. Familiefradraget vil betyde, at ingen bliver økonomisk hårdt belastet af at etablere familie. En ophævelse af offentlige tilskud sammen med indførelse af familiefradraget til børnefamilier vil således blive økonomisk neutral.

Børnechecken
Den offentligt finansierede børnecheck skal bortfalde. Børnechecken bidrager til en urimelig økonomisk omfordeling. Således bidrager barnløse lavtlønnede til at finansiere højere indtægtsgruppers børnecheck.

Gennemførelsen af familiefradraget bevirker, som nævnt, i princippet, at ophævelsen af tilskud til børnefamilier bliver økonomisk neutral eller en fordel. Således vil børnefamilierne ikke miste indtægt ved ophævelse af børnechecken, når den gennemføres samtidig med, at familiefradraget indføres.

Tryghed i børnepasningen
Samtidig med indførelsen af familiefradraget og i takt med, at den skattefrie bundgrænse hæves, bliver det muligt for forældre igen at betale, hvad det koster at få passet sine børn. Principielt bør enhver svare sit, også når det gælder børnepasning. Det er derfor Fremskridtspartiets mål, at der skal være fuld brugerbetaling for børnepasning. Offentlige børnepasningsinstitutioner skal privatiseres. Det vil automatisk bevirke en reel konkurrence mellem eksisterende private og tidligere offentlige børnepasningsinstitutioner og vil ligeledes bevirke, at omkostningerne reduceres markant og kvaliteten stiger på grund af den frie konkurrence. Det skal være muligt for familier med speciel lav indtægt at få offentlige tilskud til institutionspladserne.

Tryghed under barselsorlov
Folketinget skal ikke regulere barselsordninger, der etableres som frivillige, private aftaler på arbejdsmarkedet.

Den offentlige betalte barselsorlov skal afvikles over en årrække. Beskæftigede, der ønsker at få børn, må tilrettelægge familieudvidelsen, således at der er råd til barselsorlov uden offentlig hjælp.

Tvangsfjernelse af børn
Børn er forældrenes ansvar. Hvis børnene af den ene eller den anden grund ikke får, hvad de har behov for eller, hvis deres tarv ikke varetages, er det forældrene, der skal hjælpes og dermed indirekte børnene.

Tvangsfjernelse af børn skal være en absolut sidste udvej, en nødløsning efter, at det har været forsøgt at hjælpe forældrene bedst muligt.

Når der i ekstreme tilfælde må gennemføres tvangsfjernelse, skal denne ske så hensynsfuldt som muligt. Desuden skal forældrene og pårørende have adgang til rigeligt samkvem, ligesom familien eller andre pårørende skal foretrækkes som plejefamilie. Under hele tvangsfjernelsesforløbet skal myndighederne pågående arbejde for en hjemgivelse af barnet. Kun i tilfælde af vold, narkomani, incest o.lign. skal undtagelse kunne ske. Ved fejl i behandlersystemet skal der strafforfølges, hvis der har været eller er forhold, der gør, at tvangsfjernelsen foregik på forkert grundlag. Der skal ligeledes strafforfølges, hvis der er givet forkerte oplysninger til "sagen".

Børnebidrag
Fraskilte forældre skal betale børnebidrag til den part, som har børnene efter skilsmissen. Barnet er stadig forældrenes ansvar, uanset om forældrene er skilt eller samboende.

Børnebidrag skal kun betales, til barnet fylder 18 år.

Den af forældrene, der har barnet/børnene, får det fulde familiefradrag.

Ægtefællebidrag
Loven om ægtefællebidrag skal helt ophæves for nye ægteskaber. Ægtefæller skal naturligvis have mulighed for at indgå frivillige aftaler og kontrakter.

Tryghed på arbejdsmarkedet
Fremskridtspartiet ønsker, at A-kassesystemet gradvist privatiseres, så det får karakter af en egentlig forsikringsordning. Arbejdsløshedsforsikringssystemet bør indrettes sådan, at forbrugerne selv finansierer det.

Under et privatiseret A-kassesystem vil brugernes bidrag typisk afhænge af ledighedsrisikoen inden for medlemmets A-kasse fagområde. Det skaber en fornuftig afvejning mellem fremsatte lønkrav og forøget ledighedsrisiko, idet denne sammenhæng mærkes direkte i form af ændrede bidrag. Lønpres og andre krav, der betyder en større risiko for ledighed, vil reduceres ved en privatisering af A-kassesystemet, da parterne selv skal betale omkostningerne ved øget ledighed.

Tryghed med sygedagpenge
Det skal sikres, at alle, der udsættes for sygdom og dermed bliver midlertidig uarbejdsdygtig, kan være fraværende fra arbejdsmarkedet uden at lide social nød. Derfor skal det offentlige betale sygedagpenge for alle i den erhvervsaktive aldersgruppe. Sygedagpengene skal udbetales fra tredje sygedag, de to første sygedage regnes som karensdage.

Når indkomstskatterne er markant reduceret, skal sygedagpengene privatiseres, således at det bliver muligt at tegne forsikringer mod sygdomsbetinget arbejdssvigt.

Tryghed med pension
Pensionssystemet skal sikre, at alle kan imødese en alderdom uden social nød. Derfor skal personer over 67 år modtage en fast og ensartet skattefri folkepension. Dette skal gælde uanset, hvor i verden pensionisten vælger at bo efter pensionsalderen og uanset formue, indtægtsforhold og ægtestand. For at sikre alle pensionister en anstændig og tryg alderdom, skal folkepensionens grundydelse forhøjes. I takt hermed bortfalder en række specielle offentlige ydelser automatisk.

For at sikre, at bestemte erhvervsgrupper ikke tildeles specielt fordelagtige offentlige pensioner, ophæves alle offentlige særpensioner med undtagelse af førtidspensionen. Tjenestemandspensionen skal afvikles ved, at ny tilgang stoppes. Der skal ikke etableres flere nye tjenestemandspensioner. Allerede indbetalte beløb udbetales på normal vis, indtil der ikke er flere tilgodehavender.

Tryghed med selvpensionering
Fremskridtspartiet mener det er godt, at befolkningen selv sætter penge til side til egen pension. Ikke som erstatning for folkepensionen, men som supplement. Når fremtidens ældre vil rejse på ferie i udlandet og holde sommerhus vil kun en privat pensionsordning kunne efterkomme disse ønsker.

Den bedste måde at øge selvpensionen på er ved at øge fradragsretten for private pensioner. Det er en fordel for samfundet, at folk selv sparer op til ekstra pension frem for at offentlige kasser skal belastes yderligere.

Realrenteafgiften lægger en urimelig særskat på den forretning, der opnås på pensionen. Derfor skal realrenteafgiften afvikles over en årrække. Befolkningen skal selv høste hele frugten af deres pension.

Kapitalpension, ratepension, forsikringsordninger og andre selvpensionsordninger skal ikke udhules af Folketingets skattepolitik.

ATP-ordningen er uanvendelig og skal afskaffes. Det skal ske ved, at bidrag fra lønmodtagere og arbejdsgivere ophører. De nuværende penge i ATP-fonden bruges til forbedring af folkepensionen for alle pensionister.

Tryghed med førtidspension
Førtidspensionister (invalide, kronisk syge, handicappede o.l.) skal have udbetalt et fast, ensartet beløb. Kriterierne for tilkendelse af førtidspension skal strammes op og der skal foretages en konkret individuel vurdering af ansøgerens behov for førtidspension. Hvis ansøgeren ikke har nogen erhvervsevne skal førtidspensionen blot udbetales, men hvis der er en delvis erhvervsevne, skal ansøgeren have mulighed for at udnytte sin erhvervsevne samtidig med en delvis førtidspension.

Ud over de fysiske og psykiske problemer skal det ikke også være et økonomisk problem at blive ramt af en livstruende sygdom. Derfor skal ansøgninger om tildeling af førtidspension behandles hurtigst muligt. Bevillingskompetencen skal ligge så tæt på borgeren som muligt.

Fleksjob og skånejob til personer, som ikke kan være 100% med på arbejdsmarkedet er en god ordning. Det er vigtigt, at der er mulighed for at disse personer kan bevare så meget kontakt til arbejdsmarkedet som overhovedet muligt, da det alt andet lige giver større selvværdsfølelse, at kunne yde en indsats i det omfang det er muligt. Det er vigtigt, at de offentlige myndigheder er meget behjælpelige med at finde fleksjob og skånejob til personer med nedsat erhvervsevne.

Efterløn
Det er vigtigt, at arbejdsmarkedet indrettes på en sådan måde, at der er plads til alle. Efterlønsordningen blev indført for at afhjælpe den store arbejdsløshed. Fremskridtspartiet vil sikre, at arbejdsmarkedet indrettes, så der er brug for alle og dermed gøre efterlønsordningen overflødig.

Enkepension
Enkepensionen skal udgå af lovgivningen, hvorefter personer, der ønsker at forsikre sig mod en sådan situation, individuelt må tegne en forsikring. De nuværende pensioner berøres ikke.

Udlændingene
De sociale ydelser til udlændinge i Danmark skal være mindre end hos danskerne, da udlændingene er gæster i vort land. Ydelsen kan f.eks. være af samme størrelse som folkepensionens grundbeløb, som folkepensionisterne må leve af.

Udlændingene skal ikke i sociallovgivningen have fortrin i forhold til danskerne. At være udlænding i Danmark er ikke en social begivenhed, der skal udløse jack-pot på socialkontoret.

Adoption
Adoptioner af både danske børn og børn fra udlandet skal lempes. Det skal primært ske ved, at kravene til forældrene lempes. Udgangspunktet skal være, at forældre, som kan og vil passe egne børn, også skal kunne adoptere.

Tryghed i ældrepolitikken
De ældre skal have en reel valgmulighed mellem eget hjem og ældrebolig/plejehjem. De ældre skal have mulighed for at være i eget hjem længst muligt. Hjemmehjælpen og døgnplejen skal derfor være fuldt tilfredsstillende udbygget.

Hjemmehjælp
Hjemmehjælpen skal være gratis for alle pensionister og handicappede og kommunerne skal tage deres opgave med vurdering af behov alvorligt. Det skal være det individuelle behov, der afgør, hvor meget hjemmehjælp den enkelte skal tildeles. Hjemmehjælpen skal tildeles så snart, der opstår behov og kommunerne skal snarest efter foretage henvisning for det reelle behov og der skal være mulighed for at anke kommunens afgørelse.

Ved tildeling af hjemmehjælp er pleje og hjælp lige væsentligt og den enkelte skal selv kunne vælge, hvem der skal være hjemmehjælper (privat firma eller kommunen). Kompetencen for tildeling af hjemmehjælp skal være så tæt på borgeren som muligt.

For at sikre hjemmehjælpsmodtagerne oprettes der en uvildig reel klageinstans.

Ældreboliger
Der skal også fremover bygges ældreboliger og andre nye boligformer, men der skal ikke nedlægges plejehjem.

Det er en god ordning, at beboerne på plejehjem og i ældreboliger, beskyttede boliger m.v. får hele deres pension udbetalt, hvorefter de må betale for de ydelser, de ønsker. Dog skal nødvendige ydelser være obligatoriske, såsom elementær fysisk pleje.

Et sådant personligt økonomisk ansvar vil give en større selvværdsfølelse og personlig valgfrihed. På plejehjem, ældreboliger, beskyttede boliger o.s.v. skal der være beboerindflydelse, ligesom pårørende til plejehjemsbeboere skal kunne vælges til beboerråd.

Naturalieydelser
Invalide, handicappede og permanent syge skal udover den offentlige, økonomisk støtte de får, omkostningsfrit have stillet de hjælpemidler, som deres sygdom kræver, til rådighed af det offentlige.

Samspilsproblemer
Velfærdsstaten har spillet fallit. Dette illustreres f.eks. af, at Socialstyrelsen har påvist, at der eksisterer ca. 12.000 registrerede hjemløse i Danmark. I de senere år har det været kendetegnende, at det er meget let at få tildelt offentlige sociale ydelser. Selv personer med høje indtægter tildeles forskellige former for offentlige sociale ydelser.

OECD (Organisationen for økonomisk samarbejde og udvikling) har ved flere lejligheder beskrevet, at den måde, hvorpå det sociale system i Danmark er indrettet, har bevirket, at der i de senere år er opstået en "afhængighedskultur", der stimulerer ledighed og nedbryder den enkeltes selvfølelse.

Det sociale system har i sig selv vænnet forbrugerne til, at stort set alle anliggender i tilværelsen kan løses af de sociale myndigheder. For at personer, der er vænnet til, at de sociale myndigheder, staten og den offentlige sektor kan løse alle deres problemer, skal få mulighed for at leve en menneskeværdig tilværelse, er det nødvendigt at gå nye og meget vidtgående veje indenfor socialpolitikken. For at opnå dette, er det nødvendigt, at respekten for det enkelte menneske genopbygges. Samtidig må det gøres klart, at de enkelte personer selv skal finde deres ligeværdier og indrette deres tilværelse herefter.

Det vil i fremtiden blive nødvendigt, at indrette den sociale sektor således, at den kun hjælper det meget begrænsede antal personer i nød.

Lovmodelrådet konstaterede i beretningen "Kan det betale sig at atbejde", Økonomiministeriet, juni 1992, at gruppen af personer, der modtager offentlige ydelser i et halvt år eller mere (marginalgruppen) udgjorde ca. 302.900 personer. Personerne i denne gruppe har p.g.a. de offentlige sociale ydelsers størrelse ingen økonomisk tilskyndelse til at komme i beskæftigelse, idet mange ved beskæftigelse vil imødese et indtægtstab eller kun opnå en ubetydelig indtægtsfremgang.

Der er siden 1992 sket en række forbedringer af lovgivningen, men der mangler fortsat en del forbedringer før det i alle tilfælde kan betale sig at arbejde frem for at modtage sociale ydelser.

Socialsystemet bør ikke tilskynde til, at modtagere af offentlige sociale ydelser indretter deres tilværelse efter, hvad det er muligt at få ud af de offentlige kasser. Derfor bør socialsystemet reformeres således, at personer, der forsørges af offentlige sociale ydelser, ikke vil imødese et indtægtstab ved at tage et lønnet arbejde på normale vilkår. Endvidere bør der være så stor forskel på kontanthjælpsydelser og indtægtsniveauet for de laveste lønområder, at der eksisterer en reel økonomisk tilskyndelse til at søge lønnet arbejde. Det skal således ikke være muligt at "profitere" på at modtage offentlige sociale ydelser. Personer, der ikke kan tage vare på sig selv, skal dog modtage tilstrækkelig offentlig trangshjælp til at leve et anstændigt liv.

Ovennævnte stammer fra Fremskridtpartiet´s brochure (1997): S O C I A L P O L I T I K

Til eftertanke

Det var engang en lille høne, som gik og kradsede i jorden ved bondegården. Der fandt den nogle gran hvedekorn. Den kaldte på sine naboer og sagde: ”Hvis vi sår denne hvede, kan vi få brød at spise. Hvem hjælper mig med at så den?”.

”Ikke jeg”, sagde koen.
”Ikke jeg”, sagde anden.
”Ikke jeg”, sagde grisen.
”Ikke jeg”, sagde gåsen.

”Så gør jeg det selv”, sagde den lille høne. Det gjorde den så, og hveden voksede sig stor og modnedes til gyldent korn.
”Hvem vil hjælpe mig med at høste min hvede?”, spurgte den lille høne.

”Ikke jeg”, sagde anden. ”Ikke mit arbejde”, sagde grisen. ”Jeg ville miste min anciennitet”, sagde koen. ”Jeg ville fortabe min understøttelse”, sagde gåsen. ”Så gør jeg det selv”, sagde den lille høne.

Til sidst kom tiden, da brødet skulle bages. ”Hvem vil hjælpe mig med at bage brødet?”, spurgte den lille høne.
”Det skal jeg have overtidsbetaling for”, sagde koen. ”Jeg ville miste min socialhjælp”, sagde anden. ”Jeg er en social taber og har aldrig lært, hvorledes man gør det”, sagde grisen. ”Hvis jeg skal være den eneste hjælper, så er det diskriminering”, sagde gåsen. ”Så vil jeg gøre det selv”, sagde den lille høne.

Den bagte så fem brød og viste dem frem, så de andre kunne se dem. De ville alle gerne have noget af brødet og forlangte en andel hver. Men den lille høne sagde: ”Nej, jeg kan godt selv spise de fem brød”:

”Profit”, råbte koen. ”Kapitalistiske snylter”, skreg anden. ”Lige ret for alle”, skrålede gåsen. Grisen bare gryntede. Og så malede de plakater med parolen ”Vi kræver vor ret” og marcherede rundt om den lille høne, mens de råbte skældsord.

Da der kom en regeringsembedsmand til stede, sagde han til den lille høne: ”Du må ikke være så grådig”. ”Jamen, jeg har jo selv fremstillet brødet”, sagde den lille høne.

”Lige netop”, sagde embedsmanden, ”sådan er det vidunderlige frie initiativ. Alle på gården kan tjene lige så meget som de vil. Men i vort moderne reguleringssamfund må de produktive arbejdere dele deres frembringelser med de dovne”.

Og de levede lykkeligt siden, også den lille høne, som smilede og klukkede: ”Hvor er jeg dog lykkelig, hvor er jeg dog lykkelig”.

Men de andre dyr kunne ikke begribe, hvorfor den aldrig nogensinde mere bagte brød.

The Free Nation

Dagens innlegg befinner seg ganske langt fra Bergen, bystyresalen og annet aksjonistisk arbeid. Utenfor Johannesburg i Sør-Afrika ligger Alexandra, en såkalt "Shantytown". Det var her de voldelige opptøyene startet for et par uker siden, som så spredde seg over hele landet. Blind, hatsk og upersonlig vold fra fattige sør-afrikanere mot immigranter, fremmedarbeidere og andre som ikke var fra Sør-Afrika. Volden har nå herjet lenge, og blusser stadig opp. Hva ligger bak?

Grunnen til at historien går så inn på meg er at jeg var i Alexandra like over nyttår. Jeg var på reise i Sør-Afrika med et lite kor, der meningen var å utveksle kultur mellom Norge og Sør. Resultatet har gått på BTV et par ganger i Triplet, og turen var en utrolig opplevelse.

Men besøket i Alexandra var helt spesielt. Her besøkte vi en liten Steinerskole drevet av frivillige som har som formål å gi barnene i Alexandra en annen fremtid. De fleste her ender livene sine i fattigdom, og noen veldig tragisk, gjennom død pga vold, prostitusjon, menneskehandel osv. Dette er ikke bare samfunnets svakeste, det er verdens svakeste. Og et slikt møte mellom rikdom og pur materiell fattigdom ga et voldsomt inntrykk på oss alle.

Men kun materiell fattigdom. De barnene vi møtte strålte av håp og lykke, og møtte oss som mennesker, ikke rike folk fra nord, ikke noe de kunne utnytte, ikke noe de fryktet, ikke noe de så opp til. Mennesker. De var rike på liv, energi og vilje.

Etter å ha sunget sammen med barna, spilt fotball, lært sanger av dem og alle hadde fått noen knuseklemmer gikk vi ut i selve Alexandra. Av de som fulgte oss fikk vi ikke lov til å ha med noe som helst av verdisaker. Ingen kamera, ingen smykker, ingen penger. I vel en time trasket vi rundt og så på hus satt sammen av blikkplater, papp, plast og det vi ville kalt skrot.

Men det jeg så var ikke bare fattigdom, hat mot meg som åpenlyst langt mer velstående eller bitterhet. Det var resignasjon, håpløshet, og en rutinemessig frykt for morgendagen. "Har vi nok mat imorgen" sto å lese i øynene på folk vi så. For ikke å snakke om penger.

Historier jeg ble fortalt både der og i ettertid om kvinnenes situasjon gjorde meg enda mer trist. Kvinner som gikk ut måtte sørge for å ha et pessar, en slags omvendt kondom, når de gikk ut. Ikke fordi de fryktet å bli voldtatt. Men fordi de visste at de innen kort tid vil bli det. I den ene klassen vi besøkte på skolen fortalte læreren oss at litt under halvparten av jentene allerede hadde opplevd voldtekt. De gikk i syvende klasse.

Hva får mennesker inn i en slik situasjon? Hvordan overlever de? Og hva slags vilje oppstår av en slik tilsynelatende håpløs tilværelse.

Volden mot kvinnene og volden mot immigrantene de siste ukene har en sammenheng. Den har sitt utspring i maktesløshetens mørke side, og er et uttrykk for manglende evne til å komme ut av desparasjonen man er i. Vold mot kvinner handler om makt, det gjør også vold mot andre mennesker. Det handler om at man selv påfører andre skade i smerten over selv å ikke føle seg ivaretatt og gitt en plass i samfunnet man lever i.

Det denne sammenhengen også viser er at uttrykket for vold er blindt. Det rammer de nærmeste, dem man ser innen rekkevidde som er svakere. For hva har kvinnene gjort kjæresten sin? Eller naboen? Hva har familien fra Zimbabwe gjort nabolaget? Ingen verdens ting. Men de blir siste ledd i et maktpyramide der vi sitter milevis over på toppen og voldsmennene i Alexandra sitter nederst. Nesten. Bunnplassen er reservert dem som får unngjelde volden.

Kan vi heise på skuldrene av dette? Flere later til å tro at dette ikke angår oss. Det er feil. Først av alt er fattigdommen et globalt problem, et problem vi må anerkjenne like mye i Bergen som i Afrika, Asia og USA. Fattigdom er et av de groveste uttrykkene for urettferdighet. Så mens vi heiser fanene høyere og høyere for såkalt "demokrati", "frihet" og mulighet til å velge, så er dette for å kompensere for en stadig veikere kamp mot økonomisk fattigdom, en fattigdom som nettopp nekter mange mennesker de frihetene vi gir inntrykk av å forsvare.

Fattigdom er ofte grunnsteinen i mange konflikter, voldelige utløp og maktveltninger. Alle dynasti i Kina, utenom de som er blitt satt til side av rivaliserende makter, er blitt veltet av opprør med bakgrunn i skjevfordeling. Kanskje burde vi se mer på kinesisk historie istedet for bare å hetse landet utenrikspolitisk? Kineserne vet dette, det gjør tilsynelatende ikke våre politikere.

Afrika er langt vekke, det kan hende. Men fattigdom kjenner ingen landegrenser. Organiserer de fattige seg, vil de rike måtte gi fra seg tronen. Paradokset er at disse menneskene skvises mest i en tid da vi for første gang i historien har mulighet og evne til å gjøre slutt på fattigdommen. Global skolegang til alle barn er 80 mrd kroner unna. Det er to norske forsvarsbudsjett, og kun 1/3 av det staten tjener ekstra på høy oljepris. Nå står det kun på vilje.

Jeg har gått hver dag siden volden startet og lurt på hvordan det går med barnene vi møtte. Jeg vet ærlig talt ikke, og det bekymrer meg. Det jeg dessverre vet alt for godt er hva fremtiden deres vil bringe: Intet godt nytt. Med mindre vi gjør noe.

Among other social ills, worklessness breeds inter–generational dependency, health problems and crime.

Attitudes of entitlement have become pervasive and young people often feel they ought to be supported until they find a ‘good job’.

Citaterne er fra indledningen i den ASI-rapport, jeg kort omtalte i forgårs.

ad *: Eller måske mere relevant, de "ansvarlige politikere"

Hayek

Hans pointe kan jeg kun være enig i:

Det er demokratiets svøbe, at det er muligt at stemme sig til andre folks penge. Interesseorganisationerne personificerer dette ærgerlige resultat af verdens ellers bedste styresystem. Organisationerne skal naturligvis have ret til at eksistere og arbejde. Men bare de dog gad at gøre andet end hele tiden kræve penge.

Men mere end noget andet, så springer det i øjnene, at Yngresagen reelt set ikke er andet end en provokation, der er undfanget over en overpriced kop kaffe på en cafe i Indre By. Se bare på navnet, der med vilje er valgt for at skulle støde de andre "nassere" i Ældresagen; og deres politiske program, om man vil, indholde hverken nye ideer eller troværdige forslag til, hvordan man kan gøre det nemmere at være ung... (såfremt man altså mener det er svært at være ung... hvilket jeg ikke selv mener).

For mig at se er dette bare endnu en gruppe hyklere, der vil have billigere tovbilletter fordi de er under en vis alder, højere rabat på fartbøder og lignende. Man kan spørger sig selv, hvad folkene bag foreningen har tænkt da de skabte den. Regner de med at de ikke kan få et job når de er færdige med at studere? Jeg kender et par stykker af dem og jeg er overbevist om, at de nok skal klare sig - så hvorfor dog ikke bare holde kæft, give sig til at læse noget mere og så blive færdiguddannede.

Måske skulle Konservative genopfinde deres retorik? Ja, måske endda "låne" lidt fra de røde! For hvis de røde nu er så glade for økonomisk lighed, så må dét vel, alt andet lige, betyde, at de går ind for en lige (læs: flad) beskatning, hvor ingen betaler mere end andre. Så kunne man overfor sine borgerlige vælgere sige, at denne lighedstankegang i beskatningen faktisk er god fordi den vil styrke retssikkerheden i landet (hvilket den netop vil, al den stund alle behandles lige).

Jeg har fundet et kort essay hos Capitalist Magazine, som efter en analogisk indledning summer det hele ret godt op:

Suppose a person is raped and we arrest the rapist. Should his status, whether he's a senator, professor or an ordinary man, play a role in the adjudication of the crime and subsequent punishment? I'm betting that the average person would answer that the law against rape is general and non-arbitrary and one's status should have nothing to do with the adjudication and punishment for the crime. That's precisely what is meant by "rule of law." Or, as English jurist A.V. Dicey put it, "Every man, whatever be his rank or condition, is subject to the ordinary law of the realm and amenable to the jurisdiction of the ordinary tribunals."

Law in the true sense consists of a set of general rules applicable to all persons, as opposed to laws that are simply orders by the legislature requiring particular people to do particular things. Rule of law is critical to the preservation of liberty. Unfortunately, most Americans neither understand nor appreciate this, and we are increasingly being ruled by arbitrary orders and privileges based upon one's status.

A rule of law regime would require that we scrap the Internal Revenue Code in its current form. What justification is there for different tax treatment of one American because he has a higher income, minor children or receives his income from capital gains instead of wages? Equal treatment would require Congress to figure out the cost of the constitutionally authorized functions of the federal government, divide it by the adult population and send us each a bill for our share.

You say, "What about the ability-to-pay principle of taxation to pay for the cost of government?" That's just a politics of envy concept that would be revealed as utter nonsense if applied to any other cost. Would you apply the ability-to-pay principle to, say, gasoline or food purchases where different prices are charged to different people depending on how many dependents they had, their income, or whether their income was derived from wages, dividends or capital gains?

The fact that Americans have become ruled by orders and special privileges helps explain all the money and graft that we see in Washington. We've moved away from a government with limited powers, as our Founders envisioned, to one with awesome powers. Therefore, it pays people to spend huge amounts of money to influence Congress in their favor, that is, get Congress to grant them privileges denied to other Americans.

Twenty-five years ago, during a dinner conversation with Nobel Laureate economist/philosopher Friedrich A. Hayek, I asked him if he could propose one law that would restore, promote and preserve liberty in our country, what would that law be? Hayek answered that the law he'd propose would read: Congress shall enact no law that does not apply equally to all Americans. Hayek's suggestion for full equality before the law was both simple and profound and would do untold wonders in fostering the liberties envisioned by our Founders. But I'm betting that most Americans would greet Hayek's proposal with contempt after they realized that it would mean Congress wouldn't be able enact orders and play favorites with different Americans.

Følger man Hayks eksempel vil man netop opnå en både socialistisk og borgerlig sejr (hhv. et millimeterdemokratisk skattesystem og forudberegnelighed, lighed for loven og mindre offentlig indblandning), omend den borgerlige er noget større end den socialistiske, da socialisternes mål (selvfølgelig og heldigvis) ikke kan opfyldes.

Citat af George Bernard Shaw (1856-1950), irsk dramatiker, litterær kritiker og socialist.

Klik her for at se flere citater af George Bernard Shaw.

Han vurderer, at de igangværende overenskomstforhandlinger sagtens kan ende med, at kun lønmodtagere i en fagforening får ret til eksempelvis betalt uddannelse.

Selvom det er på grænsen til det ynkelige, er det stadig sjovt at se Hans Jensen forsvare ulighed på arbejdspladsen, men vil bekæmpe den i samfundet i øvrigt. Hans Jensen er dobbeltmoralsk.

Dobbeltmoralen kommer nok af at være i defensiven; en rolle på krigsskuepladsen, som LO ikke har oplevet nogen sinde før, så vidt jeg kan se. For selvom Menneskerettighedsdomstolen ganske sjældent kommer med en rationelt set fornufrig dom, var dommen der forbød fagforeningstvang/eksklusivaftaler en af de rigtig gode for vores alle sammens frihed.

At LOs organisationer så ikke har tilpasset sig selv og deres forretningsmodeller til Verden af i dag, kan jeg ikke have så ondt i røven af.

LOs organisationer er ganske almindelige virksomheder. Hvis de ikke kan tilpasse sig må de gå konkurs; og det gør de også, hvis de fortsat tror, at deres primære forretnignsområde er lønforhandlinger. For det er det jo ikke - selvom man stadig kæmper for det ved at påstå, at det er fornuftigt og lovligt at løndiskriminere på arbejdspladser med en kollektiv overenskomst.

Fremtidens fagforening er langt mere service- og kundeorienteret end den nuværende; og den er tilmed ikke så in-your-face-politisk. På dette punkt er virksomhederne i AC, som f.eks. DJØF, langt bedre rustet til fremtiden - og dermed deres medlemmers behov.

P.S. For en god ordens skyld skal jeg lige huske at nævne, at jeg ikke selv har noget imod forskellighed/ulighed i samfundet - ligesom alle andre kloge mennesker ikke har det. Kun middelmådigheden og dennes dyrkere hylder det lige, kedelige og uambitiøse.