Como fui de metrô, ponto positivo para a organização de transporte gratuito. Mesmo com a fila grande (tanto na ida como na volta), os traslados partiam e chegavam um atrás do outro. Ponto negativo para a sinalização na estação do metrô: se não fossem os seguranças, todos ficariam como baratas tontas - e não adianta seguir o povo porque Tietê também é sinônimo de maior terminal da América Latina.

Gostei do aproveitamento do Anhembi para o evento. Toda a área foi ocupada, sendo que a praça de alimentação foi inteligentemente posicionada no fim dos corredores. Apesar de não ter lugares para descanso, ninguém se importava - assim como eu - em sentar no chão, mesmo que fosse na beiradinha dos stands. Para se ter uma idéia do tamanho da Bienal, gastei duas horas para percorrer toda as ruas - claro, com alguns intervalos atrás de livros nos stands.

Sobre os livros: tem de tudo, desde livros didáticos até literatura dos mais variados temas. Aliás, eu queria voltar aos meus dez anos e vislumbrar a diversidade de stands voltados para as crianças. Acho que quando crescemos, perdemos esse encanto. Porém, para quem queria livros importados, é melhor não ir. Apenas dois stands estavam vendendo pocket books: SBS Livraria Internacional e Disal, que tinha uma prateleira pobre da Penguin Books (minha editora preferida desse modelo portátil). Por outro lado, para quem gosta de ler clássicos em inglês, tinha de baciada - mas não tinha variedade de títulos.

Para quem foi só para pegar autógrafo de Ziraldo e do Maurício de Sousa, teve de tomar chá de cadeira. No stand da Panini, a sala envidraçada (provavelmente para os autógrafos) estava tampada por um emaranhado de pessoas. Nem levantando a pontinha do pé era possível ver alguém (ou alguma coisa) lá dentro. E a pergunta pairou no ar: será que Maurício estava lá mesmo? Além do pai da Mônica, o que mais chamou a atenção foi o boneco nem-tão-gigante-assim do Hulk e um poster enorme do mangá da Turma da Mônica Jovem. A fila do caixa, por sinal, estava insuportável só de olhar. Sugiro comprar na banca mesmo (a não ser que esteja mais barato no stand).

Os preços não são vantajosos na Bienal. Para falar a verdade, é a mesma coisa se você fosse direto à livraria. Pouquíssimas editoras estavam dando desconto em seus títulos (no máximo 30%; um ou outro chegavam nos 50%). Presenciei absurdos ao constatar que tal livro estava mais barato no stand da Saraiva (estranhamente a única presente no evento) do que na própria editora. Dica: leia atentamente no jornal informativo que entregam na entrada (está no rodapé de alguma página) quais são os stands que aceitam os cupons de R$ 1,00 do seu ingresso - são poucos, se comparado com o tamanho do evento.

Minhas sugestões (leve em consideração meu gosto chato e retristo para a literatura; logo, não faça seu roteiro baseado nelas):

• Rocco: praticamente todos os títulos de Noah Gordon e de Nick Hornby, entretanto o preço frustra qualquer sonho de colecionador de obras literárias.
• LP&M Pocket: deu vontade de levar todos os livrinhos do Garfield e do Dilbert, mas o preço não ajudou (entre R$ 11,00 e R$ 14,00, ou seja, vá na banca da esquina que é mais perto da sua casa).
• Disal [já linkado]: dicionários tradicionais, tais como Merrian-Webster e Señas, e livros de gramática.
• Jorge Zahar: a série de títulos "Líquido" (Amor, Medo, Modernidade, Tempos, Vida) de Zygmunt Bauman estava em destaque nas prateleiras, mas foi "A Insustentável Leveza do Ser" que eu namorei bastante - não foi dessa vez que eu levei.
• Panini [já linkado] e Daemon: devem ser bons pontos de encontro - e de referência - para quem é vidrado em HQs e RPG. Não sou expert no assunto, então páro por aqui.
• Saraiva Megastore: "quem procura acha". Esse é o lema para quem quer enfrentar a aglomeração constante no stand. Há livros nacionais, estrangeiros (traduzidos para nossa língua, claro) e importados, porém esses últimos são mais difíceis de encontrar. Levei "The Devil Wears Prada" por R$ 18,50 (não que esteja barato, pois é a faixa de preço), jogado por acaso em cima dos nacionais mais vendidos.

Quem quiser aproveitar, ainda dá tempo: a Bienal vai até domingo, 24 de agosto. Dica para quem vai de carro: há estacionamentos com preços camaradas  nos arredores do metrô. Deixe seu carro por lá e pegue o traslado, é confortável e tem até ar condicionado (atenção no ônibus: para quem vai, o último sai às 21h30; para quem volta, o último é às 22h30).

“For the first nineteen years of his life, Johnny Razor wasn’t Johnny Razor at all. He was Malcolm Weatherly, and he was born in Mile End Underground station on the night of 17th September 1940.”

These are the opening 35 words of The Forever Story.

A story that will be written, not by one author, but many. It’s an innovative online concept that will be launched 11th August and will encourage people to contribute to the world’s longest collectively-written story. The more people who join in, the longer the story will be, and the more money will be raised for children who find it hard to join in; children with Autism.

There are around 100,000 children with Autism in the UK, with around half a million family members directly affected by the condition. We want to raise awareness of the work Treehouse does to alleviate the often huge financial and emotional pressures associated with looking after a child with Autism and raise the much needed money so their work can continue.

For every single contribution to the story via our website: The Forever Story, TalkTalk will donate £1 to Treehouse. We want to reach TalkTalk’s donation target of £50,000 and to do that we’d like people to have the opportunity to write alongside some of the world’s most well-known and respected writers.

What we need from you? Just 35 or so words to continue our community-driven epic. The result of which will be more donations to Treehouse.

We already have the support of Nick Hornby who opens our story and more writers are poised to contribute. We’d love you to be amongst them.

We’re gearing up now in preparation for the start of a story that everyone should be compelled to participate in.

How to contribute to The Forever Story:

Click here if you would like to join The Forever Story and help write the longest story ever.

"What's Your Story?", um projeto criado pela rede de livrarias Waterstone, reúne contos de 13 autores como Doris Lessing, ganhadora do prêmio Nobel de literatura em 2007, Nick Hornby, Margaret Atwood, Lauren Child, Sebastian Faulks, Tom Stoppard e Irvine Welsh.

Leitores curiosos para ver a curta estória – apenas 800 palavras – de JK Rowling afluíram para as livrarias, que venderam 10 mil cópias do livro só no primeiro dia. Em algumas lojas, a obra se esgotou na hora do almoço na quinta-feira.

O conto, sem título, é um prelúdio que se desenrola três anos antes do nascimento de Harry Potter e conta as aventuras do pai do bruxinho, James Potter, e seu amigo Sirius Black aprontando em uma motocicleta mágica.

Diferentemente de Harry, aluno doce e comportado da escola de Hogwarts, o pai James é uma espécie de "selvagem" que comete infrações de trânsito, disse um crítico literário do jornal The Daily Telegraph.

Leia mais clicando aqui.

Veja o site da Waterstone clicando aqui e em especial aqui.

Auf rasante und manchmal abgedrehte Weise erzählt er die Geschichte von vier Menschen, die sich zufällig auf einem Hochhaus treffen, um hinunter zu springen und es nicht können, weil man es einfach nicht kann, wenn einem drei andere dabei zuschauen. Eine der Besonderheiten des Buches: Hornby erzählt es aus der Sicht der vier Personen, immer wechselnd, mit einer jeweils wechselnden Stimme und Sprache, deretwegen es sich schon lohnt dieses Buch zu lesen. Wie er dabei vier Figuren alleine durch den Klang der Erzählung vor dem Leser entstehen lässt, unabhängig von biografischen Details oder dem Plot der Geschichte, ist absolut faszinierend. "A Long Way Down" ist übrigens auch der deutsche Titel des Buches. Ein paar Meinungen zu diesem Buch finden sich bei den Perlentauchern, eine sehr empfehlenswerte Website, die Rezensionen der wichtigsten Zeitungen und Zeitschriften zusammenträgt. Ein schneller Weg, unterschiedliche Beurteilungen von Büchern zu finden. Besser ist natürlich: eigenes Urteil bilden, selbst lesen... :-)

Nick Hornby har skrevet en fantastisk roman om fire mennesker der vil begå selvmord. Det er en utrolig morsom og underholdende bog.

De mødes tilfældigt nytårsaften på taget af Toppers House. Her står de nærmest i kø ved kanten, mens de diskuterer hvem der skal springe først og venter utålmodigt på at det bliver deres egen tur. Det er meget absurd – og meget morsomt. "Langt nede" er en af de sjoveste og mest absurde bøger jeg nogen sinde har læst.

De fire personer er meget forskellige. Den velformulerede Martin Sharp var en populær morgentv-vært, som ødelagde sin karriere da han havde sex med en mindreårig pige, præcis 115 dage før hun fyldte 16. Det kostede ham tre måneder i fængsel, samt karriere, ægteskab og samkvem med børnene. Hans liv er ødelagt og han har ikke længere noget at leve for.

JJ er en høj og flot ung mand, med læderjakke, sorte forvaskede jeans og Rod Stewart-hår. Han er radmager, hvid som et spøgelse og en ivrig læsehest, der gerne slynger om sig med litterære henvisninger. Men først og fremmest er han en rockmusiker, som mistede alle sine fremtidshåb da hans band blev opløst – samtidig skred kæresten fra ham, da hun opdagede at han aldrig ville blive berømt. Siden har han arbejdet som pizzabud og levet fra dag til dag – som om at livet allerede var slut.

Maureen er en midaldrende kvinde, som ifølge JJ lignede "en eller andens rengøringskone". Hun har en søn, der er så handicappet at han hverken kan bevæge sig eller kommunikere. Hun passer ham hele døgnet og det "får én til at dø indeni, så man til sidst også helst vil dø udenpå", fortæller Maureen. Hun er katolik og møder kun andre mennesker i den lokale kirke. Hun lever i sin egen indskrænkede verden, fyldt med underlig og absurde fordomme. Hendes afgrundsdybe uvidenhed og hendes grænseløse naivitet giver anledning til meget morskab i bogen:

"Hvad JJ angår, så kendte jeg ham selvfølgelig ikke, men jeg overvejede, om han måske var  homoseksuel, på grund af det lange hår og fordi han talte med en amerikansk accent, for det er især i USA, at mændene er bøsser, ikke? Jeg ved godt, at det ikke var amerikanerne, der opfandt det. Det gjorde grækerne, siger de. Men det var amerikanerne, der gjorde det moderne igen. At være bøsse er lidt ligesom De Olympiske Lege. Det uddøde i oldtiden, men blev genopfundet i det 20. århundrede. Bortset fra det, så ved jeg ikke ret meget om bøsser, men jeg gik ud fra, at de alle måtte være ulykkelige og ønskede at begå selvmord."

Den sidste person er Jess. Hun er 18 år, senpunker, vild og uregerlig. Hun tager stoffer, drikker for meget og kaster jævnligt op i uheldige situationer. Hun bander uafbrudt og kan dårligt åbne munden uden at fornærme de andre. Hun er uafbrudt spydig og sarkastisk, og har en usædvanlig veludviklet evne til at sige de forkerte ting i de forkerte situationer – og det er naturligvis utrolig morsomt.

Jess er blevet svigtet af sin kæreste, men det er slet ikke grunden til hendes selvmordsplaner. Næh, hun vil begå selvmord fordi han ikke vil forklare, hvorfor han slog op med hende. De andre synes at Jess er alt for ung til at begå selvmord og de kan slet ikke acceptere hendes begrundelse. Det virker alt for useriøst - og hun har jo ikke brug for at begå selvmord, hvis hun kan få den ønskede forklaring. Derfor begiver de sig alle ud i Londons natteliv for at lede efter den unge fyr. Dét er starten på deres gruppe. Pludselig er de bundet til hinanden og de aftaler at udsætte deres selvmord nogle uger.

De fire personer skiftes til at fortælle historien. Nogen gange overlapper historierne hinanden og virker som korrektioner. Andre gange fortæller de om deres egne forhold eller om deres indre tanker. Jeg har hørt, at man sammenligner Nick Hornby med standup-comedy og det er måske ikke helt forkert. Han rammer tidens stil, med et godt tempo og skarpe replikker. Visse scener er nok lidt for platte. Men det er ligegyldigt i forhold til resten af historien, som virkelig er fantastisk velskrevet og særdeles underholdende.

De fire personer bliver ved med at mødes, men det er bestemt ikke en almindelig støttegruppe. Fra starten er det fuldstændig klart at de ikke kan lide hinanden og der opstår uafbrudt konflikter i den lille gruppe. Det er ofte Martin, som bliver offer for Jess aggressioner:

"Hun har lige spyttet mig i ansigtet", sagde jeg. "Hvad slags venskab skal det forestille?"
"Åh, hold dog op med at være sådan et pattebarn," sagde Jess. "Alle mine venner spytter da også på mig. Det tager jeg da ikke personligt."
"Men det burde du måske gøre. Måske burde du overveje den mulighed, at dine venner mener noget med det, når de spytter på dig?"
Jess udstødte et fnys. "Hvis jeg tog det alvorligt, ville jeg ikke have nogen venner tilbage."

Det er naturligvis meget morsomt! Men det giver også et hint om, at hendes problemer måske er dybere end hun selv er klar over. Sådan deler Nick Hornby hele tiden små sandheder ud til den opmærksomme læser, og det bliver snart en meget alvorlig historie.

For at undgå nogle af disse evindelige konflikter, foreslår JJ, at de skal læse nogle bøger. Efter nogle lange diskussioner beslutter de at begynde med forfattere som har begået selvmord. Jess er nok den som er mindst begejstrede for projektet:

"Fuck! Ja, I skulle fandeme selv prøve at læse alle de bøger af folk, der har begået selvmord! Vi begyndte med Virginia Woolf, og jeg læste to sider i en bog om et eller andet dybt åndssvagt fyrtårn, men det var nok til, at jeg ved, hvorfor Virginia Woolf begik selvmord; hun begik selvmord, fordi ingen kunne forstå et ord af det, hun skrev. Man behøver sgu bare at læse en enkelt sætning for at kunne se det. Jeg kunne på en måde godt identificere mig lidt med hende, for sådan har folk det også somme tider med det, jeg siger, men hendes fejl var at offentliggøre det på tryk."

Hvis man lige griber Virginia Woolf´s geniale bog "Til fyret" i sin veludrustede bogreol og læser de første to sider, så forstår man straks problemet. De første to sider handler om drengen James: "Havde der været en økse i nærheden, en ildrager eller et eller andet våben, som kunne have flænset hul i hans faders bryst og dræbt ham lige på stedet, så ville James have grebet det. Så voldsomme var de følelser, som Mr. Ramsay vakte til live i sine børns sind ved sin blotte tilstedeværelse."
Der er en indlysende grund til at Jess ikke bryder sig om at læse dette. Hendes reaktion er både en afvisning af bogen og en fornægtelse af hendes egne problemer. Det er en helt almindelig forsvarsmekanisme. Hun prøver at beskytte sig selv mod den indsigt eller selvforståelse, som bogen kunne give hende, da hun ikke aner hvordan hun skal håndtere denne erkendelse.

Jess kommer fra en dysfunktionel familie og det er hendes største problem. Hendes mor har "ladet sit ansigt dø" og hun er lige så fraværende i bogen som i Jess liv. Faren viser ingen forståelse eller interesse for andre mennesker. "Jeg vil ikke virke, som om jeg ikke har sympati for projektet", siger han, da han endelig bliver involveret for at hjælpe Jess. Dén udtalelse er meget afslørende. Det hele handler om hvordan han virker og der er ingen ærlig interesse. Jess forsøger på mange måder at fange deres opmærksomhed. Hendes forsøg bliver mere og mere desperate – men det er tydeligt at de ikke er interesseret. På et tidspunkt betaler hendes far Martin Sharp for at være hendes barnepige – velvidende at han er dømt for sex med en mindreårig. Man undrer sig... Men det er alligevel en utvetydig erkendelse af at Jess har brug for hjælp – han gider bare ikke selv at forholde sig til hendes problemer. Der er ingen tvivl om at hendes far har dårlig samvittighed - ikke så meget at det ændrer hans adfærd, men nok til at Jess kan udnytte hans dårlige samvittighed på den groveste måde.

"Selvfølgelig kan jeg forklare, hvorfor jeg ville hoppe ud fra taget af et højhus. Jeg er jo ikke idiot. Jeg kan godt forklare det, for det var ikke uforklarligt: Det var en logisk beslutning, et resultat af rationel tænkning", siger Martin. På den måde kan de alle forklare hvorfor de ville begå selvmord. Men lidt efter lidt bliver en masse illusioner brudt ned. De får ny selverkendelse og forstår endelig, at deres problemer stikker lidt dybere. Jess må indse, at hun ikke ønskede at begå selvmord på grund af en tilfældig kæreste som svigtede hende. Og Martin må erkende, at hans problemer ikke begyndte da han dyrkede sex med en mindreårig pige. Dét var blot endnu et symtom på alle hans problemer og den foreløbige kulmination på en lang mental nedtur. Inderst inde kæmper de alle en ubevidst kamp mod ensomhed, meningsløshed og tomhed. De er alle faret vild i livet, lige som hovedpersonen i Dante´s "Den guddommelige komedie". Jeg synes, at det er en fantastisk flot beskrivelse af en eksistentialistisk krise:

Midtvejs på vores vandring gennem livet
befandt jeg mig i mørke, dybe skove,
forvildet fra den vej jeg burde følge.
Hvor tungt og plagsomt er det sted at skildre:
så vildt og ufremkommeligt at tanken
genføder frygten som jeg dengang følte!
Selv døden er vel næppe mere bitter;

De fire hovedpersoner i "Langt nede" befinder sig i samme situation, men langsomt begynder de at erkende disse eksistentielle problemer. Martin har levet en særdeles løssluppen og udsvævende livsstil. Han føler skyld både over for familien og på grund af sin egen forspildte eksistens. Men han har skjult disse følelser for sig selv, ved at projiceret dem over på familien. Han har nogle illusioner som skal brydes ned, før han endelig indser, at hele hans adfærd er en desperat reaktion på en eksistens og en tilværelse der føles som en tom og meningsløs byrde. Maureen har begået en synd, som hun på alle måder har forsøgt at sone lige siden. Hun bærer på en stor skyld, men nu er byrden endelig blevet for tung. Som katolik har hun naturligvis også problemer med selvmord, men hun prøver at forsvare sig mod denne skyldfølelse:

"Og hvorfor bliver det egentlig betragtet som den største synd af dem alle? Vi har jo hele livet fået at vide, at vi vil komme et vidunderligt sted hen, når vi skal herfra: Og det eneste, man gør, er at prøve at nå frem lidt hurtigere end de andre. Måske er det syndige ved det, at man prøver at springe over i køen?"

Deres vigtigste problem er en identitetskrise: Ingen af dem ønsker at være den de er. Martin fortolker sit forhold til den mindreårige pige, som det ultimative bevis for at han er "et dumt røvhul". Men det er Jess som er mest bevidst om dette problem: "Jeg havde den uhyggelige følelse, man får, når man indser, at man er den, man er, og vil blive ved med at være det, og at det er der bare ikke noget at gøre ved." Man kan prøve at forandre sig, men snart "ligger man igen og brækker sig uden for et lortediskotek og prøver at komme i slagsmål med folk. Min far kan ikke forstå, hvorfor jeg har valgt at være sådan, men sandheden er, at det ikke er noget man vælger, og det er dét der kan give én lyst til at begå selvmord. Når jeg prøver at forestille mig et liv, hvor jeg ikke ligger og brækker mig uden for lortediskoteker, kan jeg ikke; jeg får slet ikke noget billede frem. Det her er den jeg er; det er min stemme, min krop, mit liv."
Hvis man ikke kan leve med sig selv, så bliver livet umuligt, og det er netop deres virkelige problem. De har alle forsøgt at undslippe ansvaret for deres eget liv ved hjælp af alkohol, stoffer og sex. Maureen har forsøgt at leve en anden persons liv, for at undslippe sit eget. Hun har forsøgt at realisere en eksistens der slet ikke er hendes – det er virkelig absurd. Og JJ har levet i et fremtidshåb, som var en livsflugt, da ethvert håb er et værn med livet som leves nu og her. Efterhånden må de alle indse, at de selv har skabt alle deres problemer, i et desperat forsøg på at undslippe livet. Men eksistensen kræver at blive realiseret - som Sartre og Kierkegaard ville have sagt. Derfor har de alle konkluderet, at selvmordet er deres sidste udvej. Det er den sidste mulighed for at undslippe ansvaret for deres egen eksistens.

Umiddelbart virker slutningen noget tam. Man føler sig ikke mæt og tilfreds. Jeg var ærligt talt lidt skuffet, lige som mange anmeldere og mange læsere der har skrevet om bogen på internettet.

Men jeg har læst bogen to gange og efter den anden læsning synes jeg at slutningen er perfekt. Jeg grinede lidt mindre, men jeg forstod lidt mere og bogen var faktisk endnu bedre. Og det er jo min kvalitetstest. JA – der er forskel på litteratur. Der findes god litteratur og dårlig litteratur. Nogle bøger og nogle forfattere er bare bedre end andre. Hvis en bog skuffer anden gang man læser den, så har det bare været god underholdning – og det er jo også fint nok. Men hvis bogen bliver bedre og bedre hver gang man læser den, så er det kvalitet. Der er bøger som man kan læse igen og igen. Jeg har flere bøger, som jeg har læst mere end ti gange, og de bliver stadig mere og mere spændende hver gang jeg læser dem.

Jeg synes virkelig at Nick Hornby har fundet den rigtige slutning til denne bog. Det er igen fuldstændig lige som Dante i "Den guddommelige komedie". Han må gennem både skærsilden og helvede for at finde tilbage til livet. Det er den eksistentialistiske krise, som giver dem ny selverkendelse, en ny livsforståelse og nyt livsmod. De har endelig taget deres eksistens på sig og dermed har de også opdaget en masse nye muligheder. Jeg synes det er en meget troværdig og realistisk slutning. Forskellen på at leve eller at dø, er ikke problemernes størrelse. Det afgørende er bevidstheden, måden man forholder sig til problemerne og sin egen eksistens på.

Albert Camus skriver i "Sisyfos myten", at "Der findes kun ét virkeligt alvorligt filosofisk problem: selvmordet. At afgøre, om livet er værd at leve eller ej, er at besvare filosofiens grundspørgsmål." Han skriver også, at "alle normale mennesker på et eller andet tidspunkt har overvejet at tage sig af dage". Derfor bør man huske hvorfor man lever. Det var helt afgørende for de fire personer i Nick Hornbys roman, at de fandt nogle helt konkrete grunde til at leve - som JJ der pludselig indså, at han "havde ikke engang fået læst Martin Chuzzlewit..." Jeg har læst den geniale bog af Charles Dickens og jeg synes det er et rigtig godt argument: Man bør helt bestemt læse Martin Chuzzlewit før man dør. Og selvfølgelig også alle de andre fantastiske bøger af Dickens. Jeg tror det er vigtigt at vi husker hvorfor vi lever og alt det vi glæder os til. Det er vores livsforsikring. Jeg har en masse bøger som jeg skal læse og jeg skal både se og høre en masse opera. Derfor!

En anglais Slam ça veut dire se vautrer la gueule, particulièrement en skateboarding. C’est aussi et surtout le titre du dernier roman de Nick Hornby publié l’année dernière. Hornby est fondamentalement un type a la cool car il est à l’origine de Pour Un Garçon et de Haute Fidélité, deux bouquins adaptés au ciné dont je reparlerais à l’occase. Le gars est un gros vendeur de livres et a tenté cette fois-ci d’écrire sur autre chose que les adulescents et la musique. Son style d’écriture est décontracté et bourré de références à la culture pop et au rock. Étrangement j’ai une poignée de potes qui m’auront avoué avoir trouvé un peu de Hornby dans la lecture de mes quelques feuilles, et croyez moi comment que ça m’a trop fait plaisir (Grammaire 1 – BenReilly 0). Revenons à nos moutons. Slam est finalement d’un petit risque de la part d’un auteur qui avait visiblement envie de faire fonctionner d’autres muscles littéraires. Verdict ?

Force est de constater que le style est sans faille. Grâce à, on l’imagine sans peine, un colossal travail préliminaire, Hornby se met sans peine dans la peau de cet adolescent tandis que le lecteur n’y voit que du feu. Les phrases sont fluides, les références culturelles sont pour la plupart adéquates. L’ajout omniprésent de Tony Hawk aura rebuté certains critiques mais c’est qu’ils n’ont pas le feu sacré en eux les pauvres. Niveau dialogues, on a ici affaire à de véritables bijoux de vérité. Il s’agit clairement du point qui m’a le plus plu. Mon seul et principal souci vient de l’histoire. Dans En Cloque (je compare à ce que je peux) qui reprend grosso merdo la même trame, l’humour était l’atout du scénario. Ici rien ne décolle réellement durant les 350 pages et tout arrive tel que l’on pourrait s’y attendre. Il y a bien ce twist prometteur en terme de possibilités en fin de volume (« Ah ah en fait c’est pas ton gosse elle t’a roulé. ») mais il se retrouve désamorcé quelques pages plus (« Oui mais non en fait. »). Ayant achevé ma lecture, force était de constater que je ne m’étais pas fait spécialement chié, mais je n’étais pas capable non plus de dire pourquoi ce bouquin était bien.

Avec l’énergie du désespoir, je me suis bouffé quelques critiques de gens plus compétents que moi pour voir ce qu’ils en disent. Ah tiens ouais il y a de la satire sociale et de la réflexion sur la guerre des sexes. Effectivement ça capture bien la vie des jeunes de notre époque. C’est alors que j’ai compris. En fait Slam ne s’adresse pas à moi le jeune qui n’en veut. C’est un livre pour les parents ou les trentenaires et ce serait pour cela que l’intrigue ne m’a pas passionné outre mesure : je suis en plein dedans (enfin pas moi personnellement, mais en tant que jeune).
Il m’est difficile de recommander Slam. D’un point de vue formel c’est irréprochable et éprit d’une certaine virtuosité dans le langage parlé. Niveau narratif j’ai espéré plus de trois cents pages qu’il se passe un truc qui m’étonne ou me captive mais le moment n’est jamais arrivé.

Mildiou mais j’ai fait une note giant-sized ! Les gens vont finir par croire que je prends mon taf’ de chroniqueur au sérieux et je risque de finir chez Ruquier ! Omagad ! Vite annonçons le sujet de demain : BATMAN !!! Sans rire on causera ciné et marketing, mais surtout marketing. Pour parler ciné y'a les forums d'Allociné (Cri d'épouvante).

Però poi ci ricerchiamo in chat e continuiamo certi discorsi. Un paio di giorni fa una nostra amica ha compiuto 29 anni... e tra un paio di settimane mi aspettano 28 tirate d'orecchio... La vita scorre e ci ritroviamo trentenni, o quasi, ma non siamo ancora sicuri di essere pronti per questo. La stabilità economico-lavorativa è praticamente un miraggio... E quella affettiva non l'abbiamo mai incontrata. Oppure si, ma ci ha delusi e feriti e ora la temiamo.

Questa è anche l'estate di Nick Hornby. Oggi ho comprato "Non buttiamoci giù", titolo profetico dei dicorsi in chat con L'Imprenditrice. Comprato a distanza di 24 ore da quando ho letto l'ultima parola di "Alta Fedeltà".

Che per la cronaca è "metterci". Certo non le dantesche "stelle", ma sta per cosa mettere nella propria compilation. Capire, finalmente, cosa si ama, cosa si vuole, con cosa riempire la propria vita, il proprio futuro e la propria casa...

(E questo è volutamente incompleto, perchè così è anche la mia compilation)

I read the book in print format, but reportedly the audiobook is even more of a treat.  Here's the basic plotline:  A diverse group of Londoners encounter each other on the roof of a tall building on New Year's Eve.  Each one has plans of throwing themselves off the roof and ending it all.  As these strangers become acquainted in this odd setting, they decide not to commit suicide then and there, and before you know it, they have become involved with each other. 

Hornby's writing style is a pleasure to read.  The book is not only very funny, but has something important to say about human connection. 

Happy Reading! 

The Book Goddess

Liian aikaisin alkaneen syksyn kunniaksi tuli mieleeni listailla erilaisia pimeneviin iltoihin sopivia (enemmän tai vähemmän) kulttuurillisia teoksia. Kannattaa nauttia syysflunssaa lievittävän tuoreen inkiväärin, lämpimän kaakaon ja kaulaliinasta suuhun eksyvän nukan seurassa.

Kirjat

Syksyllä hömppäkirjat jäävät vähemmälle ja keskittyminen siirtyy laadukkaaseen tekstiin tai aiheeltaan vakavampiin teoksiin. Toisaalta hömppä vetää puoleensa arjen keskellä, jolloin tulee helposti luettua kaikenlaista elämäntaito-oppaista ihmissuhde-chick-litiin. Luki mitä tahansa, on kuitenkin kiveen hakattu Totuus ja Ainoa Oikea Mielipide, että syksy on lukemisen kulta-aikaa. Kun ei voi enää kesäisessä luonnossakaan tarpoa.

- Tove Janssonin Muumit (ihan mikä tahansa; talveen sijoittuvat kirjat kannattaa tosin säästää talvelle)

- Niemi, Marjo: Juostu maa (Teos 2004). Päähenkilö on nimeltään Syksy, mutta kirjan tunnelmakin on varsin syksyinen. Tyttö juoksee, kuolema on läsnä, kieli on usvaisen kuulaista ja lehtikasoissa ryvetettyä parhaan syyspäivän tapaan.

- Kontula, Aino: Rexi on homo ja opettajat hullui! - Opettajan päiväkirja (Ajatus Kirjat 2005). Syksyn kunniaksi haluat ehkä palauttaa mieleesi, miltä tuntui olla yläkoulussa, tai ehket sittenkään... Kontulan kirjan yläkoulu on suoranainen tikareilla vuorattu pätsi, jonne ei ihan mielellään astuisi.

- Itkonen, Juha: Myöhempien aikojen pyhiä (Tammi 2003) & saman kirjailijan Anna minun rakastaa enemmän (Teos 2005). Juha Itkosen kieli on juuri sopivaa syksyyn: herkkää, tummasävyistä ja koskettavaa. Näitä kirjoja lukee ennen nukkumaanmenoa hehkulampun valossa, kun tuuli vinkuu ikkunoissa. Saattaapa olla, että unohtaa vallan nukkua, sen verran tehokkaasti etenkin jälkimmäisen kirjan maailma imaisee mukaansa.

- Hornby, Nick: Uskollinen äänentoisto (WSOY 1996) & saman tekijän Alas on pitkä matka (WSOY 2006). Nick Hornbyn kieli on rikasta ja sen lisäksi teksti vilisee herkullisia viittauksia populaarikulttuuriin. Nämä kirjat ovat suosikkejani, molemmissa on herkullinen aihemaailma ja omintakeista, ironista huumoria.

- Jääskeläinen, Pasi Ilmari: Lumikko ja yhdeksän muuta (Atena kustannus 2006). Aimoannoksen laadukasta eskapismia tarjoilee tämä mysteeriromaani. Sen maaginen maailma nappaa mennessään ja itse luinkin tämän oikeastaan yhdeltä istumalta. Kun illat pimenevät, tapahtuu jänniä juttuja... Jäniksenselkäläinen kylä (sen yhteisöstä puhumattakaan) on tunnelmaltaan varsin kammottava, mutta vetää silti puoleensa juuri sen takia. Äärimmäisen sopivaa syyslukemistoa.

- By, Oddbjørn: Memo - Helppo tapa parantaa muistia (Bazar 2008). Kerrankin niin sanottu self-help-opus, jonka olen kokenut oikeasti hyödylliseksi! Norjalainen opiskelijamiekkonen ja nykyinen muistimestari Oddbjørn By antaa kirjassaan helppoja ja ennen kaikkea toimivia muistinparannusvinkkejä kaikille koululaisista vanhuksiin. Kirjassa on myös runsaasi hyödyllistä materiaalia oppimistekniikkaansa tarkastaville sekä kaikille niille, jotka nauttivat piin likiarvon 1000 ensimmäisen desimaalin muistamisesta. Itse olen tämän kirjan avulla oppinut jo monta matemaattista kaavaa. Ihan hyvä muistaa ne, mutta toisaalta tekisi ihan hyvää oppia myös niiden tarkoitus...

- Kinsella, Sophie: Himoshoppaaja-kirjat (WSOY). Jo viidenteen osaan ehtinyt kirjasarja kertoo täysin epätodellisen tarinan täysin hysteeriseen tapaan täysin shoppailuun seonneesta britti-Beckystä, joka nolaa itsensä joka toisella sivulla ja ostaa ainakin yhden laukun lähes jokaisella. Fiktiivistä tarinaa ostohysteriasta on hauska lukea, etenkin kun se on vedetty näin yli. Jos tarinalla olisi enemmän realistinen sävy, sen lukeminen alkaisi ahdistaa, sillä jos kaikki olisivat yhtä beckymäisiä ostokäyttäytymisessään, maapallomme olisi jo ajat sitten tipahtanut kuolemaan.

Elokuvat

Syksyllä elokuvien pitää olla puhuttelevia ja/tai kannustavia. Kaikki omien kuvioiden pohdiskelut saavat mukavasti pohjaa, kun on ensin katsonut jonkun hyvän elokuvan ja sen jälkeen unohtunut elokuvan tunnelmiin peilaten niitä omaan elämäänsä ja olemukseensa.

- No se Batman - Yön ritari (2008). Kolmestakin syystä: 1) Tunnelma on synkkä ja karu, 2) Jokerin rooli pistää kylmäämään juuri sopivasti ja 3) Kaikki puhuvat tästä elokuvasta tänä syksynä.

- Vuosi nuoruudestani (1999). Tositapahtumiin perustuva kuvaus Susanna Kaysen -nimisen ahdistuneen tytön ajasta 1960-luvun jenkkiläisessä mielisairaalassa. Angelina Jolie sai sivuosa-Oscarin roolistaan vaikeasti häiriintyneenä sosiopaatti-Lisana. Eikä suotta, jos minulta kysytään. Elokuva on ahdistavimpia, joita olen koskaan nähnyt.

TV

Syksyllä television pariin rynnätään suoraan sateesta ja velvollisuuksien väsyttäminä. Silloin tulee helposti valittua kaikkea vähemmän älykästä katsottavaa niiden ikisuosikkidraamojen lisäksi. Televisio tarjoaa tätä nykyä himputisti huonoa tosi-tv:tä, mutta se kieltämättä toimii stressintappajana aina toisinaan. Kun raskaan päivän angstit on selätetty, ehtiikin sitten juuri sopivasti laatudraamojen ääreen.

- Idolsin neljäs tuotantokausi (alkaa MTV3:lla 11.9.). Pakko näitä maineenhakuisia "laulaja"tallukoita on taas kerran kyylätä. Saas nähdä, onko Ari Koivusen nappaama edellisen Idolsin voitto poikinut tälle kaudelle entistä enemmän ärsyttäviä ja noloja "hevi"yrittelijöitä. Kotisohvalta on helppo huudella.

- Eri maiden Huippumalli haussa -tuotantokausia (Pyörivät Nelosella arkisin kuuden aikaan). Luvassa Kanadaa, Australiaa, Iso-Britanniaa ja myöhemmin myös sitä kaikista naurettavinta ja sen vuoksi myös viihdyttävintä, eli jenkkiversiota, ihan uusin jaksoin.) Mallimaailma on kummallinen paikka, ja ehkä vetää puoleensa juuri mahdottomuutensa vuoksi.

- Riitasointuja (Nelosella 11.8. alkaen). Hyvää vastapainoa Idolsille on katsoa fiktiivistä draamasarjaa - aiheenaan tietysti Idols-tyyppisen laulukisan raadollisuus ja unelmien murskautuminen. Odotan tätä kovasti.

- Rooma (toinen tuotantokausi Nelosella 20.8. alkaen). Eeppistä historiadraamaa isolla budjetilla tuotettuna. Kyllähän tätäkin katselee, vaikka jokaiselle historiaa vähänkin lukeneelle tapahtumien kulku on melkoisen ennalta-arvattava...

- Maria! (Nelosella 27.8. alkaen). Maria Veitolan vetämä "räväkäksi" ennakoitu talkshow. Kai tällekin voi antaa vielä mahdollisuuden, tunninpituiseen ohjelmaan mahtunee enemmän asiaa kuin Ylen taannoiseen show'hun, jota Veitola myöskin juonsi.

- 5 kulmaa kosmologiaan (YLE1, 11.8. alkaen). Esko "Parta" Valtaojan keskusteluohjelma kiinnostaa myös "kosmista maallikkoa", sillä Valtaoja on puhujana karismaattinen ja toivon tähtitiede-ekspertin saavan vieraistaankin irti paljon painavaa sanottavaa. Kun ohjelmaan on kutsuttu vieraaksi esimerkiksi uskontotieteilijä, en voi väittää, ettenkö olisi entistä kiinnostuneempi katsomaan ohjelmaa. Toivottavasti asia on puettu meille tallukoillekin passeliin muotoon.

Musiikki

Yleisesti ottaen omalla kohdallani syksy on suomenkielisen musiikin luvattua aikaa. Perisuomalainen melankolia on autenttisimmillaan, kun taivas itkee vettä valtoimenaan ja stereoissa pauhaa jynkkykitaroin maustettu raskaampi rock, jota värittävät kunnon itkuvirsimäiset sanoitukset, joita vielä on yleensä tulkitsemassa keski-ikää lähestyvä, sinnepäin laulava suomalainen uros. Voilá, tai PERKELE, jos sallitte.

- Viikate - Ei enkeleitä (levyltä Marraskuun lauluja I, 2007)

- Kotiteollisuus - Vieraan sanomaa (levyltä 7, 2005)

- Stam1na - Edessäni (levyltä Uudet kymmenen käskyä, 2006)

- CMX - Minne paha haudattiin (levyltä Isohaara, 2002)

- Mokoma - Marras (levyltä Luihin ja ytimiin, 2007)

Muita syksyn suosikkeja: Brittiläinen melankolian mestariyhtye Anathema (Alternative 4 -levy vuodelta 1998 on virallinen sadepäiväin soundtrack!) sekä tuomiollinen Swallow the Sun, jolta ilmestyy uusi, 35 minuutin teoksen sisältävä levy syyskuussa. Haastattelua aiheen tiimoilta (in English):

Hyvää alkavaa syksyä!

The last two weeks was our holiday and I got to read quite a few books. Nick Hornby and Erlend Loe are two of my favourite authors, so I read High Fidelity, Fever Pitch and Slam by Nick Hornby, and Fakta om Finland (Facts about Finland) by Erlend Loe.

I have to say, I find these two authors strikingly similar. Well, perhaps not strikingly, but I do see some resemblances. They are both men around the same age, and they write about every day characters, mostly men (although they have both written, to my knowledge, one book each where the main character is a woman) who goes through some personal issues in regards to coping with life.

The books can seem trivial because of their everyday aspects, the mundane details and the slightly naivistic (Loe more so) style of writing, but they are both in the text itself and inbetween the lines dealing with topics that most people can recognize in themselves. Everything from insecurity and low self esteem to love and death is delt with in Hornby's and Loe's books.

I have now read all Hornby's novels (and one non-fiction, his autobiography) and four of Loe's novels so far, and I have really enjoyed them all. So far my favourite Hornby book is How to be Good and my favourite Loe book is L. (Interestingly enough, both those books were the first one I read of the respective authors).

If you are looking for a book that can deal with both trivial and profound topics in one and the same book, involving both humor and a easy-to-read language, I would advice reading Hornby or Loe. They are both brilliant. (For English speakers: From Erlend Loe, only Naive. Super is translated into English.)

Sam is a teenage boy who loves skateboarding. He's been brought up by his mum, who was a teenage parent when she had him, and doesn't he know it! He almost carries around the guilt that he ruined her life and he is determined not to fall into the same trap. But generally has a good relationship with his mum. He is a fairly typical teenager - one who is bored by school and who ends relationships simply by stopping calling.

However, by accident (of course), he gets Alicia, his girlfriend, pregnant. His initial reaction is to run away to Hastings, get a job, start a new life, and forget about everything. Of course, that doesn't work and he comes home and faces up to what has happened. The rest of the book is about how Sam deals with it and comes to some maturity. Near the end, once the baby is born, the book starts to drag a little, but as I said, there are a few good points worth looking at.

Firstly, the book shows quite clearly that sex can make babies, even when you try to be careful. Current society has divorced sex from family in a way that often hides this. At no point in the book is the pregnancy a 'problem' that just needs to be 'dealt with'. The pregnancy is always a baby. Abortion is mentioned but Sam and Alicia never seriously consider it (although it might have been interesting to see in the book how this conversation might have gone). Their priority is to get through the next nine months and afterwards.

Secondly, Hornby employs an interesting way for Sam to think through his feelings. Sam, being a skateboarder is a huge fan of skateboarding legend Tony Hawk (who is actually a real person). Sam has a poster of Tony on his bedroom wall and knows the words to Tony Hawk's autobiography by heart. As a result, Sam seems to talk to Tony through the poster, and Tony talks back through the words of his book, Tony acts as a sort of interactive god to Sam, giving advice and thoughts. This reminded me a little of the Orthodox use of icons in order to commune with God, except that Tony isn't God. It shows Sam's need for a spiritual 'other' - a higher power to aspire to and to guide.

The end of the book starts to drag a little, especially once the baby is born. And it gets a little predictable. Not Nick Hornby's best book by any means, but it's a short read, has some funny moments, and some thoughtful ones.

I know that listing is best left to Jack Black and Nick Hornby. But, it's fun sometimes. The urge to canonize is essential to understanding a medium- or at least, to the fetishization of it- so I thought, with a healthy sense of irony, I could get away with a little play on the classic Top 10 as a weekly feature here at the leh repertwarr. Plus, I'm just too impatient to write things of substance here. Does anyone read this either way?

Believe me, I hate the AFI just as much as you do. So you will never hear me use the words greatest (or American, hopefully) in any of these features. And additionally, I'm going to resist ranking any of the films that I discuss under the headings I come to every week. WHATS MORE! I'm going to try to thread these things together, to have a common factor between each group of films week to week. So, like, if I happen to have included Naomi Watts in my list of the Top 5 Most Obnoxious Australians in Film, I might use the actress and her Lynchian bygones as my TANGENT for the next week's list: the Top 10 Movies For Which Knowing What Is Going On Is Not Necessary. Get it?

Commence!

I'm a genre film fan. This is a resoundingly annoying statement, I know. But it's a fact- I love when cinema finds a way to commute its pretensions to terms of genre, color, and style. I really do think that the greatest (oops!) instances of "high art" have a definite relationship to the opposite end of the spectrum, and that "trash" is an interminably versatile word. But, who the fuck wants to see another discussion of the best Sci-Fi films? Or even of the most interesting instances of exploitation?

That type of list would most certainly get me in trouble, so here's my alternative: Isn't it fascinating when genre films disguise themselves as the most serious fare? The system of sensation and spectacle can be so drastically manipulated, and hidden under layer after layer of the high art aesthetic. Because of this, the most exciting trait of the horror genre is, to me, that the monster truly can take any form. A horror film certainly doesn't need to have a physical villain to cause abject terror, it can draw affect from setting, theme, or mood and cause plenty of skin-crawling:

TOP 5 SCARIEST NOT-HORROR FILMS

AGUIRRE: THE WRATH OF GOD (1972)

Doesn't than name have just the most amazing catastrophe to it? Werner Herzog is amazing, sure. German, definitely. His philosophies are so dark and virile that his films ooze tropes of the horror genre. Sturm und drang seem to compose every bit of his somewhat fucked up string of virtuoso film exercises. DER ZORN GOTTES is no exception.

THE MONSTER: The Amazon. The S. American jungle in this film is utterly horrifying. From the first frame it begins to devour the human capability of it's conquistador prey. Just like in a slasher film, the supporting characters are unceremoniously taken out by wild aspects of the setting and their own blunders. Klaus Kinski's slow descent into evil ravings, culminating in the film's spectacular final scene (monkeys fucking EAT him!), is egged on by the Amazon, and finally succumbs to his insanity and the seething environment the very film's last dregs of humanity are defeated by nature.

LORD OF THE FLIES (1963)

William Golding clearly had intentions very similar to those of a horror writer with his classic novel about boy castaways. The novel is a beautiful exploration of the way manhood looms in front of a child and, even in the most disastrous of situations, cannot always be achieved before due time. Peter Brooks' film adaptation is simply one of the best examples of a movie that respects and expounds upon its source text, treating the story as not only a lyrical sort of eulogy for youth, but a terrifying study of boyhood pettiness.

THE MONSTER: KIDDIES! Kids are fucking creepy! Any horror buff knows this. The horrific child is one of the genre's favorite icons. But, when the Children of the Corn are traded for innocent victims of happenstance, their development into little terrors is all the more affecting. The spectacle of these poor English schoolboys completely deteriorating into raving animals should be revered as an ultimate spectacle of horror.

PICNIC AT HANGING ROCK (1975)

Peter Wier's languorous study of summer (and girls) is a hypnotic and, eventually, wholly disturbing example of the effect of filmic tone on the viewing experience. The movie displays a haggle of girls from an Australian boarding school lounging in the haze of an afternoon, under the menacing crag that gives the work its name. When they suddenly disappear, the whole that this loss of characters and the angelic young woman at their lead, creates an empty space in the film that is absolutely haunting.

THE MONSTER: Time, Summer, and GIRLIES! In a sort of centrifugal Antonionian narrative weave, Wier terrorizes his viewer with brief pangs of loss that are felt in both the visual and aural tone of the film. When the girls go missing (have they been abducted? fallen to their deaths? spirited away to another world?), its as if the central binding figures of the film have been torn away. The effect is a severe, creeping sense of doom, and the suffocating heat that oozes off of the film's gorgeous cinematography only accentuates this feeling.

[SAFE] (1995)

[SAFE]'s coyly bracketed title perfectly summarizes its affect. The walls begin to close in on Julianne Moore (brilliant, here) from the first frame of the film, and her slow suffocation is the stuff of classic horror.

THE MONSTER: Disease, Paranoia, Modernity. Todd Haynes is self-admittedly obsessed with exploring identity and its influences in a wide range of style. Here, in another slowly creeping horror exercise, he turns his questioning gaze to New Age medicine, pollution, and the generally suffocating aesthetic of smoggy Los Angeles. The protagonist in SAFE is worried that she's being poisoned by her atmosphere, and it becomes clear that whether or not she's actually afflicted, her environment is absolutely out to kill her. Her wan figure becomes more and more like a porcelain doll as her home life and the eventual trip to a New Age healing retreat conspire to break her completely. The film's one rare moment of fresh air is a great example of its horror tropes: Moore's character is wandering in a California field, thinking for a spare moment that she might actually be healing, and she stumbles on a highway. Modern progress, pollution, exhaust, and the general invasion of natural space by modern shapes is punctuated by the car that blasts by her. The audience definitely shares in her horror.

SALO, or the 120 Days of Sodom (1975)

Shortly before being brutally murdered, poet, playwright, homosexual, alleged nihilist and film master, Pier Paolo Pasolini completed what is surely the most revolting cinematic spectacle in the history of the medium. Salò is an impossible film to enjoy; a fable of awful violence, masochism, and torture and... well, it's just a film that's pretty hard to talk about pleasantly. But its is an absolutely astounding and necessary masterwork.

THE MONSTER: Spectacle. Salò is the ultimate exploitation film. Based loosely on the Marquis de Sade's 120 Days of Sodom, it features what is probably the most disgusting string of depictions possible outside of snuff cinema (this term is hardly inappropriate for the work itself). It trudges from rape to torture, fascist declarations and sick piques of comedy, and is truly, bodily disgusting. But, the film contains an absolutely destructive social commentary and a statement on the experience of cinema that it is impossible to shake. It's genius and horror lies in the way Salò incriminates its viewer. It taunts the spectator, dares him to look away but keeps a brutal hold on the eye. It's as if the film is Pasolini's final fuck-you to the world that had named his heartfelt, poetic work, and his very nature as an artist, an abomination. It names and condemns the reflexive double-edge of cinema, and truly embodies the word horror!

Se trata de aprovechar las horas para que desaparezca la maldita marca blancuzca del reloj de urbanita asfixiado; dilatarse en el tiempo saboreando los detalles más surrealistas, sabrosos y carnosos; decir adiós a las cuatro dosis diarias de cafeína; dar rienda suelta al risorio y doblarse el espinazo sin fatiga en mil y un chacarrillos, anécdotas y puyitas ajenas o propias; en conseguir que las ahogadillas no superen jamás la peligrosa barrera de 30 segundos bajo el agua; calzarse el disfraz de hombre intenso y melancólico al atardecer y canalla en las horas turbias de la noche; que Nick Hornby me siga pareciendo uno de los pocos hijos de la Gran Bretaña que merece la pena de ese país y que Ford y Wilder me arroben sin manipular. Son 23 días de vacaciones y los pienso aprovechar a destajo. El mal espera. ¿Las reflexiones? Ya veremos.

Ta luego. A2.

Nick Hornby, Tutto per una ragazza, Guanda, 2008, 274 p., euro 15.

Gestern nachmittag war ich in Erlangen, hab das vorerst letzte Buch für meine Facharbeit geholt. Danach ab in die Yoghurt Bar, in den Thalia (meine Mama wollte ein Buch für die Ferien, am Ende hab ich ihr "About a boy" von Nick Hornby gekauft) und in die Arcaden, wo ich nach Klamotten gesucht habe (am Ende: ein grünes Langarm-Shirt, Socken, Boxer-Shorts).

Heute ging's nach Nürnberg. Mit einem sehr lustigen und sehr lauten Mädels-Auto: Melly, Anne, Guddl, Katha - und ich als Fahrer. In Nürnberg etwas provokant gefahren, zwei Mal Hup-Konzert provoziert (einmal extrem ungeduldige Metaller, einmal ein komischer Laster-Fahrer, der mich eiskalt in die Baustelle hätte reinfahren lassen statt mir Platz auf seiner Spur zu geben). Ziel war das NS-Dokumentationszentrum, genauer gesagt die Ausstellung "Bilderlast". Wir sind zuerst in die Hauptausstellung und haben uns dort wirklich lange aufgehalten (vor allem die Bilder und Filme hatten es uns angetan). Eine halbe Stunde bevor das Zentrum schloss wollten wir dann noch in die eigentlich von uns gewählte Sonderausstellung besuchen. Dort wurden wir allerdings nicht mehr hineingelassen, weil maximal eine Stunde vor dem Schließen des Gebäudes und überhaupt. Irgendwie Mist... Getröstet haben die zahlreichen Bilder aus Franken in der Hauptausstellung.

Heute abend geht's nach Schornweisach, der zweite Wandertag der K12 steht an. Mein Essen ist vorbereitet, die Getränke liegen im Kühlschrank, kommen gleich in die Kühltasche und dann geht's los, ich hole Robert ab und wir heizen in die Weltstadt Schornweisach.

"Agnosticism is not a state in which the mind of an intelligent being can permanently rest. It is essentially a condition of suspense—a confession of ignorance—an abdication of thought on the highest subjects. Generally, however, under the surface of professed Agnosticism, there will be found some more or less positive opinions about the origin and nature of things all of them agreeing in this, that they negate the belief in God. It is not, in the nature of things, possible for the mind to remain persistently in this neutral, passive attitude. It will press on perforce to one or other of the views which present themselves as alternatives—either to Theism, or to Materialism and dogmatic Atheism." —James Orr, The Christian View of God and the Word

"Whoever invented skateboarding is a genius. There's only one skater, and his name's Tony Hawk. It doesn't matter if you don't know who he is, just trust me. Not only is Hawk the world's best skater, he's also good to talk to. So I talk to Tony Hawk, and Tony Hawk talks back. Because just when it seemed like everything had come together for me, I had to go and screw it all up. It only took five seconds. But all of me knew. One risk. One mistake and my life would never be the same. Hawk had a few things to say. And a few things to show me. Have you ever wondered what it would be like to see your own future?"

Nick Hornby's Slam is very hilarious yet has a lot of moral values in it. It is such a page-turner, I just couldn't put the book down. *****

Gestern habe ich mir dann auch noch den Film „Marie Antoinette“ ausgeliehen und natürlich auch angeschaut. Toll. Ich steh ja total auf Rokoko. Was würde ich für ein Paar der Strümpfe geben, die Kirsten Dunst in dem Film trägt. Wunderhübsch. :] Den Soundtrack des Filmes finde ich auch grandios, wer kommt schon auf die Idee, einen historischen Film mit den „Strokes“ zu unterlegen? Außerdem hat mir auch der Soundtrack von Sofia Coppolas anderem Film, „The Virgin Suicides“, sehr gut gefallen. Air halt. À propos Air. Wie schreibt Nick Hornby in „How to be good“ – „’Air’ […], die aus Frankreich kommen und hauptsächlich Instrumentals spielen, die klingen, als würde man sie am besten in Aufzügen hören“ (S. 241) Sehr poetisch, finde ich. Zu „How to be good“ kann ich noch etwas sagen. Beim Lesen dieses Buches habe ich zum ersten Mal die Erfahrung gemacht, eine Figur aus einem anderen Buch wieder zu treffen. Ja, ich weiß, bei „Fünf Freunde“ passiert das andauernd, aber ich meine das ganz anders. Wer „High Fidelity“ (Lieblingsbuch!) gelesen hat wird sich an Dick erinnern. Dick ist der „stille, nervöse Typ, der in einem Plattenladen ganz in der Nähe arbeitet“ (S. 240, ebenfalls aus „How to be good“). Ganz in der Nähe bedeutet in Holloway in London. Wer aufgepasst hat, hat jetzt gemerkt, dass die beiden Zitate aus ein und demselben Buch sind. Aus „How to be good“ nämlich. So taucht Dick also in beiden Büchern auf und mir gefällt das unglaublich gut.

Die Erkenntnis des Tages: Ich will kein Baby. Das arme Ding würde verhungern, während ich vor dem Babygläschen-Regal im V-Markt stünde und versuchte, mich zu entscheiden, was ich kaufe. Wie ich auf solche Gedanken komme? Ich habe Morgen ein Date mit einem Oralchirurg, der mir meine vier Weisheitszähne entfernen wird. Wie es aussieht, hab ich die Weisheit mit Löffeln gefressen, meine Mama hatte nur drei… Ich hab Angst. Vor den Spritzen, vor den Geräuschen, vor dem Gefühl danach und natürlich vor den Schmerzen. Ich bin wehleidig, ja.

Liebe Grüße, Maike

One’s real life is so often the life that one does not lead.

--Oscar Wilde, as quoted by JJ in A Long Way Down

A Long Way Down is a piece of contemporary fiction that opens on New Year’s Eve in a neighborhood of London.  Four people have independently made their way to the roof of an apartment building with the intent to commit suicide.

The characters, in order of appearance, are: 

Martin: in his mid-40s, a former morning television host whose career and marriage came to an abrupt end when he admitted to an affair with a minor.  His life is now fodder for the tabloids; he assesses it as having “not enough regrets, and lot and lots of reasons to jump.”

Maureen: the eldest of the group, in her early 50s.  Maureen had a one-night stand about 20 years ago, the result is her severely-disabled son, Matty, whose need for full-time care has allowed Maureen to build a wall around herself.

Jess:  the youngest of the group, about age 18.  Jess has an extreme case of adolescent rebellion coupled with extenuating troubles within the family structure at home.

JJ:  The only American on the roof, JJ is in his early 30s.  He has recently suffered a final break-up with his girlfriend and the dismantling of his band.  Music is his life, and without it, he wonders how he’ll continue.

The novel is divided into three parts, clearing delineating major turning points – Part One ends as the four come down from the roof and make a pact to “not do anything” about their suicide plans until they meet again six weeks later on Valentine’s Day; Part Two ends back on the roof on Valentine’s Day.  Have all four returned to the rooftop that evening?  What does the future hold?

Hornby uses a series of honest first person narratives, with each character telling the story in turns.  We have insight to the speaker’s thoughts as he or she comments on the events that unfold.  Like witnesses to a traffic accident, each sees the situation from a different angle and thus offers a unique perspective and analysis.

Some examples of passages that resonated with me include:

Martin: To describe prison as the worst three months of one’s life is like describing a horrible car crash as the worst ten seconds.  It sounds logical and neat; it sound truthful.  But it’s not, because the worst time is afterward, when you wake up in hospital and learn that your wife is dead, or you’ve had your legs amputated, and that therefore the worst has just begun.

Maureen: If you spend day and night looking after a sick child, there’s very little room for sin, and I hadn’t done anything worth confessing for donkey’s years.  And I went from that, to sinning so terribly that I couldn’t even talk to the priest, because I was going to go on sinning and sinning until the day I died, when I would commit the biggest sin of all…And why is it the biggest sin of all?  All your life you’re told that you’ll be going to this marvelous place when you pass son.  And the one thing you can do to get you there a bit quicker is something that stops you getting there at all …

Jess:  I suffer from a failure of imagination…telling me I can do anything I want is like pulling the plug out of the bath and then telling the water it can go anywhere it wants.  Try it, and see what happens.

JJ:  Once you stop pretending that everything’s shi**y and you can’t wait to get out of it…then it gets more painful, not less.  Telling yourself that life is sh** is like an anesthetic, and when you stop taking the Advil, then you really can tell how much it hurts, and where, and it’s not like that kind of pain does anyone a whole lot of good.

It’s a bit awkward to say that I enjoyed a novel about four people whose intent at the opening was to kill themselves, but, I truly enjoyed the novel! Simply put, this book isn’t so much about ending one’s life as it is about living it.

Award-winning author Nick Hornby has published several novels, a memoir, and a collection of short stories.  More information about Hornby and his books, including the bestsellers High Fidelity and About a Boy can be found at his website.  Hornby shares a brief essay about the writing process and some background for A Long Way Down at the Penguin website.