Seorang lelaki berusia lima puluhan baru sahaja kematian isteri akibat penyakit kronik. Jiran sekampung menawarkan beberapa perempuan untuk dijadikan isteri dan teman hidup barunya. Alasan mereka beliau perlu berkahwin semula memandangkan anak-anaknya sudah besar malah tinggal jauh di bandar dan tiada orang yang akan menjaga makan, minum, sakit, pening si duda itu.

Setelah meminta tempoh dan berfikir sedalam-dalamnya dia pun bersetuju untuk berkahwin.
Selepas memilih dari beberapa orang calon isteri yang ditawarkan oleh orang kampong maka dia pun berkahwin dengan seorang perempuan yang agak muda berusia dalam lingkungan dua puluh lima tahun. Selepas majlis pernikahan mereka pun hidup bersama seperti pengantin baru yang lain....

Isteri barunya sering ke surau pada setiap petang Khamis mengikuti kuliah agama yang sering diadakan secara mingguan dengan pesyarah jemputan yang diundang khas mengajar agama di kampong tersebut. Suatu petang selepas pulang dari kuliah agama di surau dia menceritakan apa yang didengarnya dalam kuliah tersebut.

"Abang, abang nak tau tak, ustaz kata bila suami dan isteri itu bersatu/bersetubuh kannn... abang kann...dengan cara yang betul dan menjaga syarat yang betul maka pasangan tersebut akan mendapat pahala sama seperti membunuh 10 ekor syaitan.

" Kata si suami " ye kerr... tak apa malam ni malam Jumaat, masa yang sesuai untuk bunuh syaitan kann, betul tak sayanggg..." sambil ketawa.Si isteri hanya tersenyum panjang. Selang dua hari kemudian, si isteri berkata, "Banggg, jom kita bunuh syaitan bang...". Si suami tersenyum panjang.

Selang dua hari kemudian, si isteri berkata lagi, "Banggg, jom kita bunuh syaitan bang..."."Tak pe... tunggula malam nanti".

Esoknya si isteri berkata lagi, "Banggg, jom kita bunuh syaitan banggg...". Si suami diam sambil mengangguk lemah.Esoknya si isteri berkata lagi, "Banggg, jom kita bunuh syaitan banggg... ".

Si suami tiba-tiba marah dan berteriak "Ayang nie nak bunuh syaitan ke nak bunuh abang...!!!"

**** MORAL OF THE STORY: JANGAN CARI ISTERI MUDA KALAU DAH TAK MAMPU!!! .....hahahahhahahah

]]> http://hooligans2.wordpress.com/?p=10385 Thu, 17 Jul 2008 02:09:27 +0000 invizweb http://hooligans2.wordpress.com/?p=10385

BRYAN CLARK DISCUSSES KRONIK'S INFAMOUS FINAL WWE MATCH, WHO'S REALLY AT FAULT FOR IT, AND HAVING TO LISTEN TO "JIM ROSS'S MOUTH"
By WorldWrestlingInsanity.com

The 124th edition of JG’s Radio Free Insanity is on the air and available right now at WorldWrestlingInsanity.com (Flash and MP3 download) This week's show features former WCW Tag Team Champion Bryan Clark.

Bryan joined James Guttman on ClubWWI.com for a 57 minute shoot interview that covered his entire career.. From his early days in Smoky Mountain to his final stint with WWE, Clark spoke openly and candidly in a rare appearance.

On ClubWWI.com, Bryan speaks about a ton of subjects too including:

Growing Up as a Fan
His Athletic Background
Breaking Into Wrestling
What He Learned From Ox Baker
Training Under The Sarge and Jody Hamilton
His Initial Appearance With WCW
Looking Back On It Now
Living Up To Expectations
Smoky Mountain Wrestling
Praise For Jim Cornette
Traveling With Paul "Mr. Wonderful" Orndorff
What Orndorff Was Like
Getting To Work With Kevin Sullivan
Winning His First Title
The Night Stalker Gimmick
"Adam Bomb"
The Original Gimmick WWE Offered Him
The Mega Star Who Ended Up Playing It
Adam Bomb – The Garbage Pail Kid
Who's Idea The Yellow Contact Lenses Were
Wrestling With Them In
The Times He Wouldn’t Wear Them
Conflicting Personalities With Johnny "Raven" Polo
The First Day They Were Together
Worry Over Raven's Heat
What People Did To His Cane
Harvey Wippleman
Who Bryan Could Have Picked To Manage Adam Bomb
The New Attitude Era
The Broken Promises from WWF
Putting Mable Over At the First In Your House
What They Promised Him
Whether It was An Out-and-Out Lie
What Turned Bryan Against WWF
Blood Runs Cold
Playing Wrath
Training For It
Why It Didn't Get Over
Working WCW For Eric Bischoff vs. Working WWF For Vince McMahon
Working With Quirky Chris Kanyon
Kanyon: "Very Strange Person"
How Chris and James Vanderberg Were Like "Two Old Ladies Fighting"
Happiness Over Moving On
Kronik
Why He and Bryan "Crush" Adams Clicked
The Physical Similarities
The Similar Career Experiences
Where The Kronik Name Came From
Whether It Caused Trouble With Standards and Practices
The Drug Reference
Having a Hand In The Music and Entrance
Battling the Locker Room Alongside Adams
Dealing With Politics From WCW's "Seniors"
The Downfall of The Natural Born Killers
The Role Kevin Nash Played In It
The Only Person in TNA Clark Speaks To
People He Lost Respect For in WCW
People Resting On The Past
The End of WCW
When He Knew It Was Over
Heat With Bam Bam Bigelow
The WCW Product At The End
What He Wanted To Do After It Was Over
Returning To WWE
Not Wanting To
The Controversy Over Kronik's Match Against Undertaker and Kane
Why It Was Unfair To Blame Them For It
Jim Ross's "Mouth" After It
How They Were Set Up To Fail
Why Stevie Richards Wasn't a Good Sign
Finishing Kronik's Career in Japan
Memories of Bryan Adams
The Ribs Adams Pulled
His Upcoming Legends Figure

…and More!

Special Thanks to Georgiann Makropoulos of WrestlingFigs.com for helping to set this up. Anyone interested in booking Bryan can contact Georgiann through WrestleFigs.

James then tells listeners that the next uncut shoot interview is on the way in the next day. It's not a first…more like a fourth or so. He says it'll make sense when the interview goes up.

With that, JG cues up clips from Bryan Clark's ClubWWI.com shoot.

James Guttman asks Bryan about the end of WCW and whether or not he and Bryan "Crush" Adams figured they'd be back with WWE at some point. Was it something Clark was open to?

"I really didn't want to go back just because of my experience up there. I didn't like it at all. Bryan, he was real good friends with (Under)Taker and I think he pulled some strings to get us in there. But we also had the option of Japan because Bryan had a real good relationship with Japan because when he was in the N.W.O., he was working in Japan constantly. So that was, Japan was definitely our best option. But yeah, we went up to New York for maybe a couple of weeks. It didn't turn out well. There were a few reasons that a lot of people probably don't know about. I had been in a car accident – I don't know – maybe two weeks before that. I had a herniated disc in my neck and I ended up going anyway….I still went, you know, just because I had an obligation to Bryan and we had been out of the ring for about a year. We were rusty, like a lot of guys who went there and were not ready. All they had to do was put us on some house shows, let us work for a couple of weeks, like they probably would have done most people. But they didn't do that with us."

Clark explains that Kronik worked one house show, one TV taping, and then they were thrown on PPV. He admits that their timing was off at the time but at least he was paid a year's salary for two weeks worth of work.

"And then having to listen to Jim Ross's mouth. I can go on and on about him. Nothing positive."

Aside from Clark, over 120 star interviews are available on ClubWWI.com for less than five dollars a month. Among the other guests you can hear from are: Jesse Ventura, Terry Funk, Jerry Lawler, Vince Russo, Eric Bischoff, Ahmed Johnson, Bobby Heenan, Terri Runnels, Kevin Nash, The Iron Sheik, Sid Vicious, Paul Bearer, Bruno Sammartino, Sean Mooney, Scott D'Amore, Tito Santana, Al Snow, Tod Gordon, Charlie Haas, Tom Prichard, Jacques Rougeau, Paul Roma, Tammy Sytch, Too Cold Scorpio, Ole Anderson, Kid Kash, Ivan Koloff, Jackie Gayda, Scotty 2 Hotty, Dawn Marie, John Heidenreich, Jimmy Hart, Jimmy Valiant, Rick Martel, Bad News Brown, Nick Bockwinkel, Dory Funk Jr, Diamond Dallas Page, Rob Conway, Sylvain Grenier, Buff Bagwell, Christian Cage, Jazz, Demolition Ax and Smash, Koko B. Ware, Ricky Morton, Dustin Rhodes, Damian Demento, Fred "Shockmaster" Ottman, Cpl. Kirchner, One Man Gang, Scott Steiner, Shawn Stasiak, Ted DiBiase, Ivory, Chris Masters, Elix Skipper, Kamala, Samoa Joe, Giant Bernard, Bill DeMott, Juvi "Juice" Guerrera, Nora "Molly Holly" Greenwald, Nick Dinsmore, Harley Race, Bull Buchanan, D-Lo Brown, Road Warrior Animal, Missing Link, Rikishi, Slick, Nidia, George Steele, Christy Hemme, Disco Inferno, Paul Ellering, Vito, Steve Blackman, Bushwhacker Luke, AJ Styles, Chris Daniels, Dennis Stamp, Shawn Daivari, Kevin Sullivan, B.G. James, Ron Killings, Zach Gowan, Dan Severn, Earl and Dave Hebner, Spike Dudley, Rodney Mack, Larry Zybszko, Rick Steiner, Mae Young, and many, more.

James Guttman's second book, "World Wrestling Insanity Presents: Shoot First…Ask Questions Later," is available for pre-order on Amazon.com.

Livet vandt over livsangsten

Mange år med stress, en længerevarende svær depression, der sluttede med et selvmordsforsøg i 2006, hvor livet vandt over livsangsten, vendte grundigt op og ned på min verden og på min tilgang til livet. Herom handler denne kronik.

Som menneske har jeg aldrig været forvænt med at forvente, og hjælp udefra vil altid være fra en uventet kant. Som ung læste jeg Tove Ditlevsen, og et sted skriver hun, at det er bedst aldrig at forvente noget, for så bliver man ikke skuffet. I dag så mange år efter må jeg tage afstand fra en så defaitistisk livsanskuelse, for den er for trist, og jeg vil have lov at forvente mere af livet. Min baggrund er mere mærkværdig end de flestes, og min livsrygsæk kunne have ført mig andre steder hen end der, hvor jeg er i dag. Jeg kunne blandt andet have været død.

Om aftenen den 3. januar 2006 brast det hele, og jeg besluttede at gøre dét, som jeg siden mit 14. år havde haft in mente som sidste mulighed. Jeg ved ikke, hvordan beslutningen tog form, men jeg ved hvorfor. Et vanvittigt arbejdspres, en idriftsættelse af et verdensomspændende IT-system, en jul jeg havde skulket fra og ingen savnede mig af den grund, en hjerne, der var følsom overfor den mindste lyd (forestil dig at et museklik lyder som et tordenbrag), en følelse af, at livet ikke var livet værd, når jeg - trods stort besvær - ikke havde kunnet få det bedre, og ikke havde kunnet komme ud af tre depressioner.

Ofte hører man tale om dødsangst; det har jeg aldrig haft, og ved ikke, hvordan er. Men jeg ved en masse om livsangsten og dens hæslige forklædninger i forskellige former for selvdestruktion. Den ypperste selvdestruktion må være selvmordet?

Jeg dækkede scenevant op, skønt det var min urpremiere: Gik ned med affaldsposen og de ulæste aviser, kiggede på den klare fuldmåne og tænkte ”det er sidste gang, jeg ser månen”, slukkede for varmen, gjorde rent, vaskede op, lagde sygesikringskortet frem, trak telefonstikkene ud og skrev det sidste brev. Gik ud i køkkenet og spiste i store håndfulde al medicin, jeg havde i huset og skyllede ned med varmt vand for hurtig effekt. Sig aldrig at det var et råb om hjælp! Jeg husker kun én følelse fra den aften: den uendelige ensomhed, da jeg ud i rummet spurgte ”hvorfor skal jeg dø?”

Vi skifter scenen til dagen derpå: På min arbejdsplads har vi en socialrådgiver, som jeg gennem efteråret havde haft en del kontakt med. Hun ringede om formiddagen (jeg begriber ikke, hvordan telefonstikkene var kommet i igen), og spurgte, hvad der skete hjemme hos mig. ”Det kan jeg ikke sådan lige forklare”, måtte jeg jo sige. Denne lille samtale med et menneske fra mit arbejde, som stillede sig fuldstændig til rådighed på mine præmisser og i et tempo, jeg kunne klare, var i sandhed hjælp fra en fuldstændig uventet kant. Det blev starten på mit nye liv.

Hun mødte op hos mig efter kort tid, vi spiste morgenmad og blev enige om, at en tur på den psykiatriske skadestue var en god idé. Det forløb uden drama og uden panik. Hun plantede lidt ro i mig, bare fem gram eller deromkring – en ro jeg ikke havde mærket den mindste flig af i mange år.

Da vi tog af sted, ville jeg gerne indlægges; bare nogle få dage i hvide lagner, et sted hvor nogle kunne tage sig af mig, når jeg ikke selv kunne. Min tidsfornemmelse for den dag er sønderskudt, men det kære menneske har fortalt mig, at vi ventede længe. Jeg fik foretræde for en læge, der fortalte mig, at det handlede om mit liv. Jo tak! Det var jeg klar over allerede, for jeg havde tænkt på det i næsten 30 år. Hun have også lige tre tips og tricks, hvoraf jeg kun husker de to: 1) find et andet arbejde og 2) find en ny psykiater. Så var jeg næsten mere ensom end den foregående aften – det endelige bevis, på at jeg aldrig ville kunne få hjælp, var blevet serveret af selveste sagkundskaben. Jeg skulle også lige love ikke at gøre et nyt forsøg. Det kunne jeg simpelthen ikke! Når man har tænkt på noget så længe, når man har set det som en patentløsning, når man har gjort det første forsøg, er der ikke langt til at tænke på det næste. Når livsangsten er størst, skyr man ingen midler.

Vi tog hjem med uforrettet sag; dér var der ingen grund til hænge ud, og de ville jo alligevel heller ikke have mig. Det kære menneske tjekkede, at jeg var så meget ved mine fulde fem, at jeg kunne finde ud af at rede seng mv., og gik med løftet om at komme igen næste formiddag.

Dagen efter blev fyldt med gråd; dér gik det op for mig, hvad der kunne være sket, som om det først var dér, jeg blev revet ud af den momentane sindssyge. Dagen før havde en kollega i telefonen spurgt ”Er du ikke glad for, at det ikke lykkedes?” Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare.

Det kære menneske kom med morgenmad (køleskabet var tomt; det skulle jo have været et ordentligt selvmord, ikke sådan et sjusket et). Hun kom også med forslag til, hvad vi kunne sætte i værk. Hun kendte en meget dygtig psykolog og en ditto psykiater, der arbejdede sammen. Jeg ville gerne se dem an, men kunne først sige noget endeligt, når jeg havde truffet dem. Syntes, jeg havde leveret mit livs historie så mange steder, at jeg ikke orkede det mere. Jeg krævede ikke at blive lykkelig, men ønskede mig fraværet fra at være u-lykkelig.

En lang række samtaler med både psykologen og psykiateren vendte langsomt skuden – uendeligt langsomt. Her var en psykolog, der forstod sig på det kognitive, her var en psykiater, der ikke sagde, at jeg måtte tage mig sammen. Disse to fjernede alle belastninger fra mig, og jeg havde kun én opgave, nemlig at holde mig i live til næste dag, hvor de ringede hver morgen i den første tid. Min arbejdsplads betalte det hele og jeg er dem taknemmelig.

Jeg var sygemeldt på fuld tid i 2½ måned og vendte tilbage med en deltidssygemelding. Mit job har altid betydet meget for mig, og jeg var oprigtigt bange for ikke længere at kunne klare presset fra arbejdsmarkedet. Den tid, jeg var hjemme, programmerede jeg som en vanvittig og transskriberede en kirkebog; jeg ville vise, at jeg kunne arbejde, at min hjerne fungerede, men kunne ikke forestille mig, at jeg atter skulle kunne arbejde under ydre pres. Min arbejdsplads var fantastisk – også da jeg kom tilbage. Jeg lavede det, jeg kunne og gik på slaget 12:00. Langsomt begyndte jeg at mærke, at det gik helt godt, og efter tre uger begyndte jeg at arbejde på fuld tid. Nu går man jo ikke og forventer, at ens arbejdsplads agerer på en bestemt måde, hvis livsangsten tager over, alligevel leverede de helt uventet en uendelig hjælp.

Nu 2½ år efter har jeg fået det bedre, end jeg nogensinde har haft. Livsangst og liv tog livtag med hinanden, og livet vandt.

Midt i sygdommen, afmagten og håbløsheden havde jeg ikke stiftet bekendtskab med hverken Gud eller kirken, men det har ændret sig for nyligt. Jeg er både døbt og konfirmeret, men har været fuldstændig kirkefremmed. Jeg kender nu en præst, der spurgte, ”Hvorfor opsøgte du ikke en præst?” Tanken faldt mig ikke ind, og jeg har svært ved at se, hvad en præst skulle have stillet op, hvor psykoterapeuter, stresscoaches og psykiatere havde givet fortabt. Jeg undrer og søger stadig i en spirende, begyndende tro; jeg ved ikke ret meget, men kan alligevel se, at hvis troen havde været en integreret del af mit liv, havde jeg nok ikke udsat mig selv for livtaget.

2006 blev et år, der startede med næsten død og sluttede med helt død, idet min mor døde ved årets udgang. Forholdene har været komplicerede, så på mange måder var det en lettelse. Det var med til at sætte mig på fri fod. Havde livsangsten vundet, havde min mor også vundet. Nu blev det sådan, at livet vandt, min mor døde og jeg overlevede; det er den bedste udgang - for mig!

dan mual-mual yang mengiringi sepanjang hari ini membuat aku selalu ingin berteman dengan bantal...melupakan petualangan menjelajah negeri, melupakan segala ingin yang beterbangan hingga ke negeri mimpi. hanya aku, pelangi, keperempuananku dan rasa mual ini..

agar ia bertumbuh dengan berbagai warna seperti pelangi.

agar ia menjadi perempuan yang menjadi panutan bagi banyak perempuan lainnya.

dia..pelangi ardhanareswari

baca di: PacarkuW

Tøger Seidenfaden har endda formastet sig til at lave en tilforladelig kronik i dagens anledning. Bravo:

Integrationsministeren går en lang omvej via den lutherske kristendom for at nå frem til sit oplyste og saglige resultat. Og bortset fra at hun på den måde får fornærmet de fleste parter i debatten, rummer det en pointe, som hun næppe er uopmærksom på. En regering, der tilslutter sig de europæiske menneskerettigheder, vil trods alt ikke ende med at forbyde tørklæder og kun tørklæder. Logikken i dens kurs peger derfor frem mod et forbud mod alle religiøse symboler i retten. Ikke fordi de er ’totalitære’, men fordi de kan skabe tvivl om neutraliteten. Og her er det naturligvis, at en kirkeminister må sige fra.

For sådan kan man lovgive i Frankrig, hvor kirke og stat er strengt adskilte. Eller i Tyrkiet, hvor religionen er underordnet den sekulære stat.

Men at erklære religiøsitet som sådan for et alvorligt tegn på manglende upartiskhed i et land med en folkekirke, vil jo trække alle mulige uoverskuelige konsekvenser med sig.

Hvis man bare er ude efter random accusations, DF-tilsvining, konspirationsteorier og forherligelse af positive frihedsrettigheder (hvilket mange af Politikens læsere ganske givet er) kan man slå en smut forbi Rune Engelbreths blog. Som det gode menneske jeg gerne vil være, skal jeg undlade at citere derfra.

Iøvrigt venter jeg med længsel på at se, hvad Kim Møller mener.

Hvad mener jeg selv? Nu må man jo stå ved hvad man tidligere har skrevet, så jo: Jeg går ind for, at religiøse symboler på offentligt ansatte (i den anden statsmagt) skal forbydes. Kalot, kors og tørklæde - you name it. Det at man har kontakt med det offentlige er dårligt nok i forvejen. At skulle konfronteres med den offentlige persons religiøsitet og mystiske tilbøjligheder gør det ikke bedre.

Men når det kommer til dommerstanden og den tredje statsmagt ved jeg nu ikke helt, om dét synspunkt også kan/bør/skal gennemføres dér. På det punkt er jeg vistnok enig med Birte Rønn.

Sampah memang menjadi masalah dan telah menjelma menjadi jejak keberadaan sebuah peradaban. Kian tinggi suatu peradaban, kian canggih pula sampahnya. Canggih dalam arti sampah menjadi lebih bersifat lethal dan merusak lingkungan. Dari yang paling klasik katakan sampah plastik yang tidak akan terurai kendati dua abad dikubur dalam tanah sampai sampah-sampah bekas peralatan teknologi informasi hingga bahan kimiawi. Pendeknya peradaban canggih juga menghasilkan sampah canggih yang semakin sulit buat diurus.  

Jaman dulu kagak ada yang namanya sampah organik, sampah non-organik dan seterusnya. Tahunya cuma dua sampah basah dan sampah kering. Kini sampah memiliki identitas dan penanganannya disesuaikan dengan identitas yang kita tempelkan. Maka demi kelestarian lingkungan hidup, sampah harus dikelola dengan baik. Jadi sampah termasuk kronik budaya yang akan menjadi bagian dari sejarah keseharian kita. Dan kalau toh memang diperlukan adanya museum sampah buat kita tersadar, saya pikir hal itu tidaklah perlu sebab di setiap kota ada tempat pembuangan sampah komplit dengan incinerator ; asap yang membubung naik ke langit adalah sekresi peradaban yang ironisnya mematikan buat kita hirup.

Memang benar secara historis ketika manusia mengenal konsep tempat saat beranjak hidup keluar dari kesuraman gua ; manusia hanya butuh tempat bernaung. Makanya kita ingat bertahun lalu pelajaran yang mengatakan rumah sebagai tempat tinggal serta tempat berlindung dari cuaca dan dari ancaman binatang buas. Pembagian ruang nyaris tidak dikenal dan memang tidak diperlukan kalau rumah hanya sekedar untuk tempat tinggal dan berlindung.

Ketika kita menyadari bahwa kita tidak sendirian hidup di dunia ini. Ketika kita mengenal hasil interaksi berupa kemajuan ilmu pengetahuan dan teknologi dalam kompleksitas yang rumit dan secara pasti menuju pada kenyamanan hidup - kita pun mulai memperkaya dan lebih memberikan makna terhadap keberadaan rumah kita entah itu disalut konsep klasik, modern, minimalist, eklektik dan lain-lain.

Maka analogi yang mengatakan rumahku adalah surgaku sungguh adalah benar adanya. Sebab rumah pun dikemas sedemikian rupa untuk menghadirkan nuansa surga dan konsekwensinya ruang tamu menjadi salah satu ruang pamer sekaligus penentu baik itu identitas dari yang empunya rumah sampai kadar ekspresi hubungan yang terjalin di dalam rumah tersebut yang dapat dirasakan aura-nya oleh sang tamu.

Di ruang tamulah sesungguhnya kehidupan berdenyut. Kehidupan yang maknanya hubungan transaksional membutuhkan tempat, membutuhkan ruang dan membutuhkan kerangka untuk diselenggarakan, dilaksanakan serta dibangun. Maka di dalam setiap ruang tamu yang ada di dalam setiap rumah, menjadi penentu untuk segalanya. Ruang tamu merupakan kronik budaya yang tidak pernah disadari dan diperhitungkan oleh sebagian besar dari kita. Bukan soal sederhana atau mewah, itu adalah cuma bungkus atau kemasan ; melainkan kenyamanan yang membuat tamu betah berlama-lama di rumah Anda adalah tujuan yang sungguh harus dicapai. 

Maka tidaklah aneh, bahkan di akhir abad 18 antara Magelang - Semarang akan banyak dijumpai kelompok demi kelompok tenaga kerja lepas yang memburu hidup. Maknanya jelas dimana ada kerumunan maka disana ada kehidupan. Dimana ada kehidupan disana pula akan terjumpai bentuk-bentuk kehidupan yang dijalani baik secara kasat mata maupun tidak. Dan salah satunya adalah pedagang kaki lima makanan.

Budaya barat tidak mengenal konsep diatas,  budaya barat meletakan soal makan secara rigid jadi bagian tata keadaban yang mesti dipertahankan mati-matian. Ketika dikenalkan table manner sebagai gaya hidup saat jaman keemasan kekaisaran Prancis nan kenes, sejak itu pula tidaklah mudah menemukan para penjaja makanan di sepanjang jalan di kota-kota Eropa yang dingin. Barbaritas Eropa dijelmakan dengan eleganitas tatanan di atas meja. Intinya perut lapar haruslah menyerah dan tunduk pada aturan waktu, tempat dan tata cara.

Beda dengan budaya timur yang lebih mengarah dan menukik ke dalam. Budaya timur menempatkan soal makan adalah lebih sebagai perayaan, sesuatu yang disyukuri dan bukan sesuatu yang diwajibkan. Maka perut kita adalah perut yang dapat menagih buat diisi setiap waktu. Dan itu adalah peluang bagi mereka yang menekuni dan bergelut untuk memenuhi kebutuhan perut.

Yang kemudian menjelma menjadi profesionalitas kerja baik dengan identitas etnis yang kental dengan kisaran Soto Madura, Sate Padang, Soto Lamongan, Bakso Malang, Soto Betawi dan seterusnya. Sampai yang netral seperti Nasi Campur, Bubur Ayam dan semacamnya. Sehingga cukup dengan membayangkan, kita tahu rasanya dan cukup potensial membangkitkan selera. Terkecuali jika kita belum sama sekali merasakannya. Dan itu adalah ekspresi dari kronik budaya, budaya yang terus menerus terproses dan bahkan "terfermentasi" ; yang menjelma menjadi bagian identitas diri kita sendiri.

Maka jika kematangan budaya yang berkiblat barat terwujud dan demi kerapihan serta ketertiban tata kota, setiap gerobak makanan di tepi jalan harus disingkirkan. Bolehlah kita yakin bahwa kelak di Museum Nasional akan ada ruangan khusus menggelar pelbagai macam gerobak makanan. Dan ruang itu bernama : Dapur Berjalan. Itulah keruntuhan identitas kita sebagai bangsa. Oleh sebab itu selagi bisa, mari rayakan selera yang kita miliki ; dengan nongkrong di tepi jalan buat menikmati Ketoprak atau apa pun juga. Dan pandanglah dengan penuh hikmat bagaimana semua ini bisa hadir memenuhi serta memperkaya hidup keseharian kita.    

»Mor, hvorfor har den dame en tissemand i munden?«.

Sådan indledes min kronik i Politiken i dag.

Kronikken har fået denne teaser:

"Barndommen bliver seksualiseret sønder og sammen. Vi er hastigt på vej derhen, hvor børn må tro, at deres egen krop er farlig og forbudt."

Artiklen er - i hvert fald i netversionen - blevet forsynet med en herligt frygtelig illustration.

Kronikken relaterer til min netop udkomne roman Marcipansøstre, som har vakt megen debat (og modstand) allerede - blandt andet på sexolog Joan Ørtings debatsite.
Genkendelse har romanen også vakt - og den er til min glæde blevet anmeldt særdeles vel i litteraturmagasinet Sentura.

Kronik i Politiken fra min hånd i næste uge.

Emne: Paradoksal seksualisering af barndommen ved hjælp af sorte bjælker og fotoforbud etc. - og effekten på vores børn, herunder ensomheden for børn / unge, der har været udsat for seksuelle grænseoverskridelser og ikke får rum til at føle efter egne behov, kun efter angste voksnes.

Temaet berører min roman Marcipansøstres emnekreds.

Kronikken bringes formentlig midt i næste uge.

Ahhhh it's gorgeous to the eyeballs.
Anyway; it's called the Kronik. Ouuhh. Sounds intense.
Well that's cause it is.
Look at the blade. Seriously.  What the fack kind of hottness is that. Yeah.  Check out the features:
- 420 grams
- Spyne blade technology
- Uber-low kickpoint
- True-1 molding technology
- Seamlessenergy transfer for silky smooth passing and shooting
- Nipple grip coating
LOL. Okay that last part makes me laugh. Why is it called nipple grip? I've heard of snakeskin..but nipple grip??
Wtf!

Yes, it's a gorgeous stick. PLUS KOVY PLAYS WITH WARRIOR STICKS. He has his own line of them though. They're called AK27. I just don't like the colors of them, that's all. Kronik and Dolomite are the sweetest. Shogun and Royale are pretty damn fine, too.

Enough about hockey sticks.
Let's talk...um...UGH. This morning I totally knew exactly what to talk about but know I don't remember! Crappy.
...
Yeah I really don't remember. If I do, I'll drag my lazy butt over to the comp and post it.

Awal February 2008, di atas pesawat Airasia

Mahdi dan Maipa, Maret 2008

Berawal dari keseringan menonton program olahraga di StarSport atau ESPN, Mahdi jadi keranjingan permainan yang ada bola nya, terutama bilyard. Setiap ada program siaran kompetisi bilyard, dia pasti akan terpaku menatap bola-bola kecil itu berhamburan ketika dihunjam stik dari pemain bilyard profesional. Mahdi rela menghabiskan waktu berjam-jam hanya untuk menikmati permainan ini. Sekiranya acara ini kemudian berakhir, maka dia akan menangis sekeras-kerasnya karena merasa masih pengen menikmatinya.

Pada setiap kesempatan berjalan-jalan ke Mall - baik ke BC atau Ramayana Rapak, maka matanya akan berkejaran dengan semua pernik bola-bola. Minggu lalu, pada akhir pekan kebetulan kami sekeluarga berjalan-jalan ke BC, rupanya matanya yang bulat itu menemukan mainan bilyard mini di stand mainan Matahari. Tak ayal, mainan itu langsung ditarik dan dibuka nya! Mahdi kemudian memainkan bilyard itu tepat di tengah mall. Beberapa pengunjung dan sales Matahari tersenyum-senyum menyaksikan polah si Mahdi ini. Sampai di rumah, mainan ini menyita hampir tiga harian jam bermainnya. Mudah2an saja ini adalah bakat yang bakal diusung terus sampai jadi pemain profesional! Amin.

(krönikorna är publicerade i Sundsvalls Tidning men läggs av någon anledning inte ut på nätet)

Och när jag ändå är i tipstagen tänker jag tipsa om den här adventstexten. A little less conversation har fått till det igen.

Andra bloggar om: krönika, bump, björk, advent, jul, sundsvalls tidning

Mahdi dengan baju lebarannya. Senang ya?

Matahari ikut ber-lebaran

Jalan Tuhan dipenuhi hambaNya

Khusyu' Menyimak

Nengokin apa Mahdi?

Akhirnya kelar juga. Maaf lahir bathin ya?

Berenang di hamparan koran

The most important thing: Makan-makan!

Af Martin Broberg, kommunikationschef hos Dansk Transport og Logistik

Hvorfor er der ikke flere, der har ambitioner om at gøre det bedre i deres job hver eneste dag, hvad enten man er kok, journalist, buschauffør, minister, offentligt ansat eller cykelbud? Det handler om at yde service og kvalitet og tage sit job alvorligt hvad der er mere væsentligt end nogensinde i en globaliseret verden, hvor alle er i konkurrence med alle.

"I skal vide, at her er der diktatur." Vi er på Kiin Kiin en gourmet thai-restaurant i København. Værten og kokken Henrik har sat sig på hug foran os og fortæller varmt og smilende om den ni-retters menu, der venter os. Den delikate menu har Henrik sammensat på forhånd til alle gæster "diktatorisk" kalder han det. Vi sidder og lytter i de lave stole og nyder de hjemmelavede thai-snacks, som han har disket op med. Vi føler, at vi er gæster, og at der gøres noget særligt ud af os. For vi ved også, at en af restaurantens tre regler for kokkene er, at de ved hver ret skal tænke, at det er deres mor, de laver mad til!

Noget specielt er i vente på Kiin Kiin.

Og man funderer: Hvorfor er der så få af Henriks slags i Danmark? Hvorfor er der ikke flere, der har ambitioner om at gøre det bedre i deres job hver eneste dag, hvad enten man er journalist, buschauffør, minister, offentligt ansat eller cykelbud for den sags skyld? I TV forleden sagde et cykelbud på Manhattan, at han ikke forstod, hvorfor folk så ned på hans job. Han kunne godt lide det, og han forsøgte intet mindre end at være New Yorks bedste cykelbud. Nuvel, jeg skal ikke anbefale hans måde at sno sig gennem byens trafik på, men hans ambition om at være god til sit job og at yde top-service over for kunderne vil jeg gerne fremhæve. For hvorfor har man et job, hvis man selv mere eller mindre synes, at det er ligegyldigt eller ordinært?

Dansk servicekultur kunne trænge til en ansigtsløftning af de større. Og jeg tænker ikke kun på betjeningen i en forretning eller på en restaurant. Jeg tænker på os alle. Tænker vi i Danmark nok på, hvorfor vi har det job, vi har? Jeg har oplevet en SKAT-medarbejder surt smække døren i hovedet på mig, fordi jeg kom i det minut, de lukkede, og jeg skulle blot aflevere to stykker papir. Men dem ville hun end ikke tage med ind.

Manglende forståelse for, hvad man får sin løn for, fornemmer man også hos nogle politikere på Christiansborg. Sjovt nok er det især dem, der siger, at de er glade for at "tjene deres land", der mest synes, som om de mest tjener sig selv. Hvor mange i Folketinget brænder reelt for at forbedre levevilkårene for borgerne i Danmark?

Og for at blive på Christiansborg: Der går masser af journalister rundt derinde for at servicere offentligheden om dansk politik. Men for få går imod strømmen. For få går den ekstra mil for at servicere deres læsere, som reelt er de eneste, de har et ansvar over for.

Et godt eksempel på det er beskyldningerne i nærmest hele regeringens levetid om, at den fører blok politik ja, de Radikale og Ny Alliance slår sig ligefrem op på at ville gå imod blokpolitikken. Først nu er der på Christiansborg et lille og relativt ukendt bureau, Altinget, som har sat sig for at undersøge, om beskyldningerne om blokpolitik er reelle eller om kritikken reelt er oppositions-spin, en evigt florerende myte. Altinget skriver følgende om, hvor tit VKO-flertallet er blevet brugt: "Siden systemskiftet i 2001 er det i alt sket 175 gange. Det svarer til 6,1 pct. af samtlige afstemninger i alt 3.749".

Naturligvis er statistik taknemmelig, for det er ikke alle beslutninger, der er lige væsentlige og betydningsfulde. Men det rokker ikke ved, at journalister så godt som aldrig går kritisk til værks mod den politiker, der kritiserer regeringen for blokpolitik.

For mange udfører deres job med lidt for meget ligegyldighed og med for lidt passion og service minded hed. Jeg kender en spanier, der næsten ikke orker at gå på restaurant i Danmark, fordi han bliver så skuffet over betjeningen.

Men hvis det, man udfører i sit job, i stedet har en værdi og føles som en værdi, får man jo også selv en bedre oplevelse i jobbet. Ligegyldighed spreder derimod negativitet som ringe i vandet. Som hovedpersonen, læreren Keating, i filmen "Døde Poeters Klub" siger til en elev (citat frit fra hukommelsen): "Du må gerne skrive noget dårligt. Men lad det aldrig blive ligegyldigt!".

Problemet er, at vi kolde nordboere stadig ser passion som noget med en kærlighedssyg, italiensk gårdsanger i Verona. I virkeligheden handler det om at yde service og kvalitet og tage sit job alvorligt hvad der er mere væsentligt end nogensinde i en globaliseret verden, hvor alle er i konkurrence med alle.

Danmark har hidtil levet højt på en meget lang tradition for at være et innovativt og effektivt land. Men med en øget konkurrence udefra, der både er en mulighed og en trussel for os, må vi optimere, hvor optimeres kan.

En offentlig sektor, der tænker mere på borgeren, sådan som det er tiltænkt i den kommende kvalitetsreform fra regeringen, er så absolut et skridt på vejen. Man må så håbe, at der følger incitamenter og bedre ledelse med, så motivationen ogsåøges hos med arbejderne.

Og en privat sektor, hvor hver enkelt kunde, gæst eller turist behandles som et individ, der skal serviceres, vil også kunne opleve kontante fordele ved kunder, som kommer igen og igen og igen.

Udfører vi alle jobbet med bedre omtanke for, hvorfor vi udfører jobbet, får vi et bedre og mere spændende samfund. Og i tilgift lidt flere smilende ansigter, måske!

Hvor svært er det så at ændre serviceniveau, arbejdsgange og fokus, så man i sit job servicerer kunden, modtageren, borgeren så godt som muligt? Der er forskelle fra job til job. Men ét er fælles: Man kommer ikke uden om, at vilje er en væsentlig faktor.

Og måske skal man mærke en konsekvens på sin egen krop, før man ændrer kurs. En restaurant, der mister kunder, begynder måske at overveje hvorfor. En pensionsrådgiver, der giver dårlig service, lander færre og færre nye aftaler og begynder at fundere over baggrunden. Og et politisk parti, der ikke kommer igennem med sine budskaber og mister vælgere, begynder måske at tænke over kommunikationen.

Man ser i hvert fald tydeligt, at politikere i dag kommunikerer langt bedre med deres kunder borgerne end tidligere. De har lært, at uld i mund ikke sælger. Og tendensen med bedre kommunikation er også på vej i virksomheder dog noget langsommere, for mange kommunikationsafdelinger lader stadig noget tilbage at ønske i at servicere medarbejdere og interessenter, fordi de ikke tænker nok på at kommunikere præcist med deres modtagere. De kommunikerer til tider meget "fluffy" med svag effekt og svage resultater til følge. Men det opdages for sjældent, fordi ledelsen ofte ikke kan gennemskue arbejdet i en kommunikationsafdeling. At kommunikere bedre handler i bund og grund om én ting: at sætte sig i modtagerens sted, før man kommunikerer noget som helst.

At tænke på behovet og oplevelsen for vores kunde, læser, modtager eller vælger, mens vi udfører vores arbejde, er alfa og omega for at blive bedre i jobbet og levere mere værdi. Tag Bill Clinton, der altid lærer sig en anekdote eller to om Danmark, inden han går på en talerstol i Danmark og det tager kegler hver gang.

Eller tag mit faste pizzabageri, der ejes af en tidligere mekaniker. Han havde i sit tidligere job den holdning, at hver kunde skulle føle, at han eller hun havde fået en ny bil, når reparationen var fuldendt.

I dag raser han over de pizzeriaejere, der bare langer en pizza over disken uden at føle noget for pizzaen. Hans holdning er, at han selv skal have stor lyst til at spise hver eneste pizza, han bager. Og hvor svært kan det være? Bevidst materialevalg, gode råvarer og koncentration i arbejdet tilsat passion for det, man arbejder med.

Resultatet af pizzabagerens indstilling er glade kunder, der kommer igen. Resultatet af en politiker, der kæmper for en sag med hjertet, er bl.a., at vælgerne ser, at her er der en ægte politiker og stemmer på ham eller hende næste gang. Resultatet af en journalist, der får gravet ét spadestik dybere, er en mere værdifuld og indsigtsfuld artikel til læseren.

Og resultatet af en restaurant, der ser hver eneste gæst som et menneske, der skal have en god oplevelse, er et godt omdømme.

Jeg kommer i hvert fald på Kiin Kiin igen.

Denne kronik blev bragt første gang i Berlingske Tidende, den 5. juli 2007. Kronikken er gengivet med velvillig tilladelse af Martin Broberg, kommunikationschef hos Dansk Transport og Logistik.

First of all, it has “True-One” piece technology. Meaning it isn’t fused together like all of the other “one-piece” hockey sticks. It’s actually built as a one piece hockey stick and performance shows.

Some Quick Stats:

• 100% Carbon fiber construction
• True-One piece construction eliminates blade joint.
• Kickpoint designed as low as possible to generate more power and release shots quicker.
• Patented SPYNE blade
• Acts like a spring, loading energy into the heel of the blade. Releases energy faster with more control and accuracy. Reduces blade torque and reduces weight.
• The shape of the SPYNE controls the direction and flow of energy from the toe of the blade into the heel.
• Lightest stick in Warrior line.
• Weight: 420 grams
• Length: 60 inches
• Flex: 85, 100
• Only made in senior sizes.

This is the best stick on the market and it shows with the price. You are paying premium price for a premium stick.

If you're one of those hockey players that has to have the newest technology & equipment increasing your performance, give this stick a try.

You can buy it now for an elite $229.00 + Free Shipping from InlineWarehouse.com.

Knud Romer Jørgensens (KRJ) indlæg i Berlingske Tidende d. 23. januar 2006 er vel, hvad man kan kalde en brandtale. Han går kraftigt til angreb på den danske, selvbedrageriske mentalitet, nationalromantikken, som, han mener, florerer i dag som i 1885. Med udgangspunkt i Holger Drachmanns Midsommervise forklarer han, hvorledes danerne i dag stadig holder det fremmede fra døren.

   KRJ nævner, at der til stadighed er en tendens til at udpege og dæmonisere folk: Ikke bare uden for grænserne, men også i samfundet; nemlig grupper af subkulturer, fritænkere – hekse, trolde, parallellerne til Midsommervisen fortsætter.

   Han påpeger det absurde i, at når danskerne synger denne vise rundt om bålet overhovedet ikke lægger mærke til, hvad de siger. De er fanget i deres traditioner og ænser end ikke realiteten – de ser ikke, at skyen ikke ”over marken velsignelsen sender” eller køerne ikke ”sin middag i kløveren gumler”. Tværtimod er landbruget industrialiseret og velsignelsen over marken snarere bliver bragt af pesticider og kunstgødning. Faktisk er det danske glansbillede på virkeligheden intet andet end et stort selvbedrag – ungdommen er ude i et alkoholproblem, ”naturindholdet” bliver holdt kunstigt i live af landskabsforvalterne. Selv vejret omkring Skt. Hans er en mytologisk løgn, der gang på gang bliver tilbagevist af meteorologerne

   Hvad er da meningen med dette umådelige selvbedrag? Ifølge KRJ sammenholdet – den falske idyl er den bedste måde at holde danskerne sammen på: Den skaber et fælles værdigrundlag, nemlig traditionen og fællesskabet. Det er det samme fællesskab, som kulturkanonen forsøger at skabe ved at danne en falsk enhedskultur, der lukker befolkningen inde. KRJ giver derimod sit eget bud på samfundet: Et samfund, der ikke er præget af et sammenhængende verdenssyn eller et fælles mål; ej heller med en kultur, der er dikteret af ministerier eller industriers interesser. Derimod er samfundet sammensat af små grupper, der alle har forskellige levevilkår, interesser og forventninger til fremtiden. Kulturminister Brian Mikkelsen og professor Jørn Lund er foregangsmænd i et projekt, der leder mod en reaktionær diktatorstat.

   Selv bryder KRJ sig ikke om andre fælles værdier, end hvad der er skrevet i grundloven, og føler intet behov for en kulturel én af slagsen. Han mener, at det er vigtigt for et samfund ikke at lukke sig af, men at åbne på udadtil. Et billede herpå er rundkredsen om bålet til skt. Hans: Vi må ikke indsnævre den, for så vil vi brænde os – vi skal række armene ud og udvide den.

KRJ bruger uden tvivl appelformen logos i og med han taler til vores fornuft, når han fortæller, at verden altså aldrig har hængt sådan sammen, som den fejlagtigt bliver beskrevet i Midsommervisen, men hans sprogbrug appellerer alligevel til vores følelser – især i de indledende og afsluttende afsnit og i og med han taler direkte til den målgruppe han omtaler – og således må man altså udlede, at patos ikke er underrepræsenteret i denne tekst.

KRJ’s to hovedpunkter i båltalen er traditionen og isolationen. Traditionen bliver i denne tale fremstillet som reaktionær, isolerende, falsk og verdensfjendsk. I stedet tales der for det individuelle og det reelle. For at demonstrere et relevant modsatrettet syn herpå, ønsker jeg at citere Søren Kierkegaards skildrende tanker om det gentagende i sin bog; ”Gjentagelsen”:

”Gjentagelsens Kjærlighed er i Sandhed den ene lykkelige. Den har ligesom Erindringens ikke Haabets Uro, ikke Opdagelsens ængstende Eventyrlighed, men heller ei Erindringens Vemod, den har Øieblikkets salige Sikkerhed.[…]Haabet er en deilig Pige, der smutter bort mellem Hænderne; Erindringen er en skøn gammel kone, som man dog aldrig er tient med i Øieblikket. Gjentagelsen er en elsket Hustrue, man aldrig bliver kjed af; thi det er kun det Nye, man bliver Kjed af. Det gamle bliver man aldrig kjed af; og naar man har det for sig, bliver man lykkelig; og kun den bliver ret lykkelig, der ikke bedrager sig selv ud i den Indbildning, at Gjentagelsen skulle være noget nyt; thi da bliver man kjed af den. Der hører ungdom til at haabe, ungdom til at erindre, men der hører Mod til at ville Gjentagelsen.”

Således præsenterer Kierkegaard altså et andet syn på traditionen, og giver os en mere positiv fremstilling af denne tryghed, KRJ netop kritiserer i sin båltale. Tog vi i stedet et Kierkegaardsk perspektiv til sagen, ville vi finde, at gentagelsen kræver et vist mod – at den ligger til den menneskelige natur og fylder os med den sande lykke. Desuden giver gentagelsen den salige sikkerhed, som én ikke ville opnå ved håbet eller erindringen – kun ved den gentagende gentagelse findes den helt sikre ærlighed. Interessant er det dog, at Søren Kierkegaard ellers har lagt grunden for en stor del af dén individualistiske filosofi, som KRJ bygger sine synspunkter på.

   På den anden, stadigt eksistentialistiske side af sagen står Friedrich Nietzsche med et ligeledes individualistisk syn, men her kritisk stillet over for den konservatisme han i sin bog ”Afgudernes Ragnarok” beskylder sin samtid for:

”Der findes endnu i dag partier, der som mål drømmer om alle tings krebsegang. Men det står ingen frit for at være krebs. Det hjælper ikke noget: man må fremad, det vil sige skridt for skridt videre i décadencen (- dette er min definition på det moderne ”fremskridt”…). Man kan hæmme denne udvikling, og gennem hæmning, opsamle, gøre degenerationen selv mere heftig og mere pludselig: andet kan man ikke. – ”

Altså en formaning af næsten samme karakter som den, KRJ giver os i båltalen. Tidligere i samme afsnit refererer han desuden til disse konservative som ”præster og moralister” – netop KRJ’s målgruppe for angrebet i talen: I gamle dage præsters advarsler om hekse og trolde og nyere tids politiske konservative moralister, der spår vor lokale civilisations sammenbrud ved det store fællesskabs sammenbrud.

   Den store problemstilling lyder altså på en tryghed overfor utilfredsheden ved en endeløs gentagelse. Dilemmaet er så, hvad man skal vælge? Hvad vil give mennesket den største lykke? Personligt vil jeg ikke stille mig tilfreds med den samme gentagelse: Da mener jeg ikke, livet er værd at leve. Ingen ved, hvad den næste dag vil bringe, men at nægte den i frygten for ulykke er allerede at have mistet livet. At holde panisk fast i et sæt værdier, der én gang har vist sig gode for derefter at benægte ethvert nyt initiativ – håbet – dét er den rene dekadence. I sandhed håbløshed.

   Et andet problem KRJ nævner er, at danskerne mangler den fornødne evne til at acceptere det fremmede: Ikke blot i henhold til den fjendske attitude ved grænserne, men også indenfor. Modviljen til at lukke folk ind er i streng forlængelse af den tidligere nævnte frygt for eksistens: Det kommer sig af dette fornyelsens ressentiment, som vi alle – som mennesker – kender, men har lært ikke at lade os styre af. Hvad er al denne dæmonisering, hvis det ikke er manifestationen af enhver smånihilistisk danskers frygt for at anerkende sin egen eksistens i omvurderingen af alle sine forældede slaveværdier? Slaveværdier i dén forstand, at de er skabt til det ene formål, at holde befolkningen i den tro, at de er ét folk med ét værdisæt, at de har ét mål. Den endelige destruktion af alt, hvad der kan kaldes mangfoldighed; alt, hvad der kan kaldes frodighed. Al denne intolerance, denne fordømmelse af, hvad der ikke passer ind i den store kreds af mytologiske værdier: Det er i sandhed den visse død. Og hvem andre end selveste Brian Mikkelsen, den af befolkningen højt ærede kulturminister, vover at lave det ultimative sakrilegium, en skændsel på livet selv – en kulturkanon! En sådan en må da om ikke andet være et forsøg på at strømligne, definere det danske – hvad Langballe, Krarup og Camre har forsøgt sig på igennem flere år er lykkedes for ”skt. Brian”. Endelig ved vi, hvad en ægte dansker er! En ægte dansker er én, der nyder de alternative former og kurver i det beton/marmorbelagte århusianske rådhus, nyder hyggen når DR genudsender Matador og luller deres små i søvn med så danske viser som Ebbe Skammelsøn – samtlige 32 vers. Men også Kierkegaard må en ægte dansker kende – mon dog? Jeg har endnu ikke mødt ret mange, der har kendt ham af forfatterskab.

   Lad os dog fejre vores mangfoldighed! Som Fenris endeligt brød Gleipner og startede Afgudernes Ragnarok skal vi ituslå konformitetens lænker og bryde fri fra den evindelige ligegyldighed livet antager sig, når det kører i en meningsløs gentagelse af upersonlige værdier.