Da den amerikanske senator og præsidentkandidat Barak Obama idag kom til Berlin på hans "verdensturne som USA´s kommende præsident" udtalte han med en omskrivning af John F. Kennedy´s tale i 1963 de berømte ord:

"Ich bin ein Schwarzer Berliner"

Nej . . glem det . . . Det sagde han ikke. Han behøver det ikke. Men at Obama er afroamerikaner som det hedder "over there" er et af hans vigtigste fortrin som præsident-kandidat for United Armed States.

Hud farven og den afroamerikanske baggrund skal give indtrykket af at med Obama opstår der et "nyt amerika" efter at den hvide kristen-protestantiske - Georg Walker -"WASP" - Bush har trukket USA og dets omdømme ned i retning af nazi-tysklands niveau, efter krigen og besættelsen af Irak og Afghanistan med de krigsforbrydelser tortur og terror som vi har fået kendskab til

-
-
Præsident-kandidat Obama blev budt velkommen af Tysklands Statsminister Angela Merkel under hans besøg i Berlin idag.

Varm luft i Berlin og forbud mod protest-plakater mod USA

Som bekendt var Berlin delt i 28 år med en "beskyttelsesmur" hvilket Obama luftede i Berlin m,ed disse ord:

"- Den største fare af alle er at tillade nye mure at skille os ad."

uden at nævne den "sikkerheds"-mur som Israel er igang med at bygge ned gennem Palæstina i strid med Folkeretten og den internationale domstol i Haag.
Problemet for Obama er at den amerikanske - og europæiske fortælling om Berlin-muren handler om "frihed" , men ifølge Tysklands største politiske ugeblad Der Spiegel har Obamas folk i Berlin således forbudt tilhørerne at medbringe plakater og streamere, med slagord vendt mod USA, mod Bush.
Berlinerne som - hvis vi skal tro Obama , Bush og McCain altså "fik friheden af USA" - må altså ikke demonstrere med slagord vendt mod USA, mod Bush eller mod McCain. Hvorfor ? Angiveligt har det noget effekten" på valgkampen i "verdens største demokrati" at gøre.

Efter en lang valgkamp om magten i "Demokraterne" - det ene af partierne i de Forenede Stater´s to-parti system - trak Hilary Clinton sig tilbage og det stod klart at Barak Hussein Obama bliver partiets kandidat til præsident-valget i november.
I Europa og ikke mindst i Norden findes der stærke forhåbninger og en tro på at Obama repræsentere den gode Onkel Sam i modsætning til den aggresive blodbesudlede imperialistiske supermagt som vi har set de sidste tre årtier.
Selv i det af det Irak som USA fuldstændigt har bombet,terorioseret og tortureret tilbage til hvad der ligner stenalderen findes drt foråbninger til Obama . Det udtrykte den irakiske læge Hisham Fadhil, i Kirkuk i Irak, under Obamas besøg tidligere i denne uge med disse ord:

Obama "er meget bedre end andre fordi han er sort, og sorte mennesker er blevet tyranniseret i Amerika."
-Jeg tror at han vil forstå vore lidelser."

Og modtagelsen i Berlin tyder på at Obama er favorit-kandidaten til USA´s næste præsident. Men nu er det som bekendt ikke i Europa han skal vælges,men i USA hvor han også opfører sig langt mere reaktionært ja nærmest som en partifælle til værten i Berlin ,den tyske kristen-demokratiske statsminister Angela Merkel .
Men hvordan ligger det i virkeligheden til med Obama´s politik og holdninger ? . . . . . Kan han leve op til de store forhåbninger om en "ny politik" for USA ?
FOR det FØRSTE er Barak Obamas kandidatur ikke et resultatet af noget folkeligt oprør, en græsrodsbevægelse eller nogen massebevægelse fra neden, selv om han bæres frem af en bølge af utilfredshed og protester mod Bushs krigspolitik som Obama´s parti fra de første bombetogter støttede helhjertet, med undtagelse af en enkelt senator.

Barak Obama med det arabisk klingende mellemnavn Hussein repræsentere den del af de Forenede Staters herskende kapitalistiske overklasse som er kommet frem til at krigen og besættelsen af Irak var en strategisk "fejltagelse".
De snakker ikke om "krigsforbrydelser" i Irak og på KZ-Guantanamo, men "fejltagelser".
De håber endvidere at hans hudfarve og etniske afroamerikanske baggrund skal opbløde den verdensomspændende modstands-bevægelse mod USA´s planer om verdensheredømme og åbne de "døre" som nu bliver stadig mere lukket for USA.

Han repræsenterer de lag og grupperinger i USA´s kapitalistiske over- og middelklasse som udover den amerikanske supermagts fokusering på voldsanvendelse også lægger vægt på politiske midler for at fremme "USA´s fundamentale interesser". Bushs politik har været for enkelsporet og ensidig, kort sagt lidt klumpe-dumpe støvletrampende a la Hitler , ifølge disse borgere.
Desuden har den givet USA et dårligt image ikke bare i den arabiske verden , men også i Europa og Rusland.
Selv Bush-regeringen er klar over at USA´s reelle militære nederlag i Irak og Afghanistan har begrænset USA´s militære og politiske muligheder og goodwill. Nu handler det om at redde hvad der reddes kan.
Vi kan takke den militante uophørlige, uovervindelige, revolutionære og antiimperialistiske modstand i Irak, i Palæstina ja overalt i den arabisk-muslimske verden for at USA idag er ude af stand til at vove sig ud på nye eventyr mod "terroristerne" i "slyngelstater" som Cuba, DFR Korea , Iran og Syrien. Den revolutionære kamp og den væbnede modstand gør indtryk , giver indrømmelser og reformerer stormagtspolitikken.

”Amerika som mulighedernes land”

Langt inden Obama blev kendt for en bredere offentlighed, havde hans kandidatur fået støtte fra indflydelsesrige lag i "demokraternes" udenrigspolitiske etablissement. Personer som Zbigniew Brzezinski, som var Præsident Jimmy Carters sikkerhedsrådgiver (1976-80) og Antony Lake, tidligere rådgiver for Præsident William J. Clinton (1993-2000), besluttede at støtte Obama på et meget tidligt stadium. Han får også betydelig støtte af den kapitalistiske dollarmilliardær Warren Buffett, som i sidste år passerede Bill Gates på listen over USA´s rigeste.
Disse er tilrukket af Obama - ikke så meget for hans kritik af Bushs politik men fordi de håber på den symboleffekt det vil give for USA´s image med Obama - som den første "schwarzer" præsident. Dermed skulle den amerikanska kapitalisme få et demokratisk ansigt , både udenlands og indenrigs, og dermed sikre at det kapitalistiske verdenmarked holdes åbent for amerikansk eksport af kapital og varer og samtidigt forstærke den herskende ideologi om at USA ”som land af muligheder” hvor "selv en sort kan blive præsident."
Endvidere ser de storkapitalistiske bilproducenter General Motors, Ford og Chrysler frem mod en statslig finansiering af den sygeforsikring som bilarbejderne organiseret i UAW - United Auto Workers har kæmpet igennem i overenskomster med bilgiganterne og som har sikret arbejderne ligeså meget i pensions og sygeforskiring som deres arbejdsløn.
I de seneste år har USA´s automobil-kapitalister forsøgt at betale sig fri af deres overenskomstmæssige sygeforsikrings-forpligtelser mod bilarbejderne. Det har indtil nu koster dem tre-ciffrede milliard-beløb.

Gennem valget af Obama håber de at den klassemæssige polarisering af det amerikanske samfund dæmpes. Ett klassesamfund som ikke har oplevet større klasseforskelle siden røverbaronernes dage.

Denne polarisering skjules også gennem at små lag af sorte, kvinder, HBT-mennesker og latinamerikanere rekruteres ind i den herskende kapitalistiske overklasse.

Men Oprah Winfreys, Tiger Woods eller for sags skyld Barak Obamas karrierer gør ikke USA til et mere ligestillet samfund.

Det nuværende politiske system i Staterne har stærke begrænsninger :Ingen som ikke fører imperiets interesser frem, vil under de nuværende politiske omstændigheder, aldrig få en chance for blive præsident i USA . Ganske vist kan systemet tillade visse taktiske forskelle - og tillade kritik især når imperiet begår "feltagelser" for en fortsættelse af Bush´s aggresive ville have ført til imperiets undergang. Obama´s og andre "realistiske" kandidater´s kritik tillades ikke komme ud over rammen : at kritikken skal sikre en "bedre" og smartere varetagelse af imperiets interesser. En kritik og kandidater der kræver stop for USA´s krigsforbrydelser og den aggressive imperialistiske udenrigspolitik vil aldrig blive tilladt i det nuværende amerikanske system.

Heller ikke en sort amerikaner ved navn Barak Hussein Obama kan blive præsident uden at erklære imperiet sin fulde loyalitet. Barak Obama vil blive en ligeså ivrig fortaler for at fortsætte den voldelige amerikanske udenrigspolitik som USA´s første sorte udenrigsminister Colin Powell var eller som hans efterfølger Condoleezza Rice er nu. Det er ikke hudfarven som afgør men hvilke klasseinteresser som står bag.

Cuba og Israel

Obama støtter USA´s forbryderiske blokade mod Cuba. Ved et møde med CANF, en kontrarevolutionær cubansk eksil-organisation, hyldede han José Hernandez en af CANF:s ledere bl.a har deltaget i en mordkomplot mod Cuba tidligere præsident Fidel Castro som skulle have fundet sted i Venezuela. Overfor den eksilcubanske mafia erklærede han: ”Jeg vil beholde embargoet”. (mod Cuba)

Obamas linje er at udsulte det cubanske folk samtidigt som familier i Florida skal tillades at sende penge til slægtninger på øen med den hensigt at gøre cubanerne stadig mere afhængige af pengeoverføringer.

Obama støtter Apartheidstaten Israel fuldt ud. På en konference arrageret af den pro-israeliske lobby-organisation AIPAC:s konference sagde Obama at ”Israels sikkerhed er hellig. Den er ikke forhandlingsbar” . Hver eneste "fredsaftale skal ”bevare Israels identitet som en jødisk stat, med sikre, anerkendte og forsvarbare grænser. Jerusalem vil forblive Israels hovedstad og den skal være udelt.”

At Israels folkeretsstridige besætelse af Al-Kud - Jerusalem nu anerkendes af Obama og envidere skal forblive Israels "udelte hovedstad" er ikke bare en hån mod palæstinenserne, men også en fortsættelse af Israels fortsatte krænkelser af Folkeretten, FN-resolutioner og internationale konventioner.

Om palæstinensernes folkevalgte regeringsparti Hamas sagde han: ”Der findes ingen plads for at sidde og forhandle med terror-organisationer. ”

Om Obamas politik mod Iran skriver den canadiske avis "Toronto Globe & Mails" korrespondent at :"Senator Obama virkede ligeså høgagtig som Senator McCain eller den nuværende præsident George W Bush”.

Trusler mod Iran fra Obama

Ved mødet med med den zionistiske lobbyorganisationen AIPAC sagde Obama også: ”Truslen fra Iran er alvorlig, den er virkelig, og mit mål er at skaffe denne trussel af vejen./…/ Jeg vil gøre alt der står i min magt – alt, virkelig alt – for at fprhindre Iran fra at skaffe sig atomvåben.”

Den ene procent af amerikanerne som har raget mest jordisk rigdom til sig
kontrollerer nu mere end 45 procent af den samlede formue. Det hverken kan eller vil nogen præsident gøre nogenting ved. Tværtimod, hvis Obama bliver præsident vil en af hans første beslutninger være at skære ned på den sociale sektor og i forskellige sociale hjælpperogrammer.

Det er i og for sig positivt at mennesker vil støtte en præsidentkandidat som de anser for at være en fredskandidat i motsætning til krigsophidseren McCain. Obama var imod krigen i Irak, men som præsident vil han handle i imperiets interesse. Hans udenrigspolitiske udtalelser har gjort det klart hvor hans loyalitet ligger – og det er ikke hos arbejderklassen og de undertrykte folk, men hos den rigeste og grådiske ene procent af de Forenede Staters befolkning.

Kommentar

Der går ikke en dag uden at  borgerlige og reformistiske redaktører og politikere erklærer både arbejderklassen og kommunismen for død og begravet, og der advares samtidig mod den ”umenneskelige religion”  – som den socialdemokratiske forfatter Ole Hyltoft kalder Islam – og ”muslimske terrorister og udlændinge” udpeges som den store fare. 
”Muslimerne” skal åbenlyst erstatte de ”jødisk-kommunistiske undermennesker” som den nye kapitalistiske verdensordens syndebukke.
Sidste år blev Lenin udpeget som ”forrædder mod den demokratistiske socialisme” i Nyrups og Lyketofts kampagne mod Arbejdermuseets Lenin-statue. Det blev som bekendt endnu et socialdemokratisk selvmål hvor - selv borgerlige skribenter overhalede Lykketoft  - ”Venstre om” ved at kritisere kampagnen.
I forbindelse med udgivelsen af Le livre noir du comunisme - på dansk populært kaldet De Sortes bog mod Kommunismen - skrev den socialdemokratiske folketingskandidat David Trads en leder i det ikke-kommunistiske  Dagblad "Information"  hvor han slog fast at 
"Kommunismen er den levendegjorte ondskab" og kommunisterne er "Lenin's og Stalin`s sataniske efterfølgere". (Inf.28. dec. 2002)
For trotskisterne er det typisk at de skulle helt over på den anden side af kloden for at finde et kommunistisk parti de kunne blive forarget over Herfra videregav trotskisterne Walden Bello's karaktermordforsøg på det filippinske Kommunistparti CCP – En Løgnehistorie om "dødstrusler" mod ham - det lignede ren nazipropaganda – som interportalen Modkraft ukritisk viderebragte som en ”nyhed”.
PCC er uenige med W.Bello og havde åbent kritiseret ham og afsløret hans globale forbindelser. Men ”Kongen” af Globaliseringskritikken - Mr.Bello tåler ikke kritik.
I hvert fald ramte PCCs kritik plet. 
Mr.Bello har åbenbart dårlige nerver – ihvertfald flippede manden ud og sammenlignede partiet med Al Kaida, der som bekendt står på både terror- og dødslister over hele verden.
Fordi Mr.Bello ikke tåler reel kritik blev CCP og dets medlemmer udpeget som Al Queda-terrorister i en artikel i en stor borgerlig avis:


”Walden Bello: ”Idag er CCP degenereret til en Al Queda-lignende sekt...... At CPP er en kilde til progressive forandringer er en dårlig spøg , en rigtig syg spøg”. 
(Kilde: Philipine Daily Enquirer/interpres 28.dec04).


Walden Bello udpegede åbent CCP for at være sammenlignelige med ”al kaida-terroristerne” overfor den filippinske offentlighed.
I år er det Gerd Callesen, der den 4. januar i artikel om den ”Røde Hjælp styrkede solidariteten” i Arbejderen klager over, at socialdemokraterne i Tyskland – SPD - i trediverne blev ”mobbet ” med udtrykket ”socialfascister”. 
Callesen giver i hans konklusion indtryk af at det var kommunisterne i KPD som var skyld i, at ”Det var således så som så med en fælles kamp mod den fælles fjende."
G.C.4.jan.
Naturligvis var der politiske forskelle og årsager til at arbejderbevægelsen var splittet i to partier. Og det tyske SPD sparede intet tilfælde for at advare mod ”kommunistiske splittelses manøvrer” . Og det, som er vigtigt at lære - især for folk der kalder sig professionelle historikere – er, at det forhindrede ikke KPD i, gang på gang, at henvende sig til såvel de socialdemokratiske som de kristne masser og SPD-lederne med forslag om enheds-aktioner mod den fascistiske fare.
Sandheden er jo at d en II Internationales førende og største parti, det tyske SPD forrådte den internationale arbejderbevægelse i 1914, da de stemte for krigsbevillingerne for at hjælpe deres ”egne kapitalister” med at starte det som vi idag kalder den Første Verdenskrig. 
Et imperialistisk blodbad der tog livet af ti millioner.
De var blevet social-imperialister som Lenin udtrykte det, socialister i ord ,men imperialister i handling. Lenin brugte også udtrykket ”socialchauvinister" om lederne af II Internationale fordi de støttede krigs-bevillingerne. Synd for SPD-lederne, som jo var så hudløse overfor kritik, hvis vi skal tro Gerd Callesens udsagn. 

Men var de socialdemokratiske ledere nu så hudløse at de brød sig om kritikken fra venstre? SPD lederne Noske og Ebert var ansvarlige for mordet på Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht - det eneste SPD-rigsdagsmedlem, som havde vovet at stemme imod krigsbevillingerne i 1914. 

I tyverne og trediverne gjorde de reformistiske SPD-ledere alt for at optræde 'ansvarligt', ikke overfor arbejderklassen, men overfor storkapitalens krav under den kapitalistiske krise. SPD samarbejdede med de reaktionære kræfter, mens hæren og de militære frikorps fik frit spil til at knuse det tyske folks krav i blod. 
En af de mest berygtede begivenheder var da den socialdemokratiske politimester Zörgiebel i Berlin forbød arbejderne at demonstrere Første Maj. Og beordrede poltiet til at bruge våben mod den del af befolkningen der trodsede forbudet - med mange dødsofre til følge.
Gang på gang afviste SPD-lederne kravene fra arbejdspladserne og fra Kominternpartiet KPD om fælles modstand mod krisen, massearbejdsløsheden, sulten, krigsforberedelserne og den stigende fascistiske terror. 
 Lad mig bare nævne disse  eksempler :
18.Okt.1930: fremlægger KPD forslag om at ophæve Brünings nød-love - sociale nedskærings-diktater uden afstemninger i Rigsdagen – SPD stemmer til stor skuffelse for mange sammen med de borgerlige imod forslaget. SPD vil gerne vise at man er et ”ansvarligt” parti overfor det kapitalistiske erhvervsliv. 



1.juni 1931: På SPD-kongressen i Leipzig taler Formanden Otto Wels om at: ”Bolsjevisme og fascisme er brødre”. Det var SPDs ”kommu-nazi”-teori. 
Det erklæres også herfra at arbejderklassen må være "læge ved kapitalismens sygeleje”

I året 1931 skyder de fascistiske terrorkorps SA og SS 49 arbejdere, mens politiet dræber 55 arbejdere.
6. juni 1932: stiller KPD-fraktionen i den Preussiske Landdag forslag om at ophæve von Papen-regeringens direktiv om at forbyde SPD-avisen Vorwärts. SPD afviser forslaget.
15.juni 1932 foreslår KPD-ledelsen i Berlin-Brandenburg SPD,ADGB (tysk LO) og Reichbanners ledere en fælles demo mod den fascistiske fare. Forslaget afvises.
20.juni erklærer KPD at partiet vil stemme for et preu§isk landdagspræsidium ledt af SPD og Zentrum-politikere hvis disse partier er villige til at udelukke nazi-partiet (DNSAP) fra indflydelse. Forslaget afvises af SPD. Også da det genfremsættes to dage senere.
20.juli 1932: von Papens statskup i Preussen. SPDs ministre og politichefen forlader deres stillinger.
KPD's tilbud om fælles modstand afvises af SPD og den socialdemokratiske fagtop.
Ifølge Rote Hilfe  myrdede politiet 81 arbejdere i 1932  med deres "legale" våben. De fascistiske terrorkorps SA og SS tog livet af 139 arbejdere. Der blev indledt politisk retsforfølgelse mod mere end 33.000 anti-fascister.
I den tyske arbejderbevægelse var det en udbredt opfattelse, at fascisternes magtovertagelse i Italien ikke kunne overføres til Tyskland, for her havde man et klasssisk borgerligt demokrati.  SPD-formanden udtalte f.eks på et bestyrelsesmøde efter valget i november 1932 :


"Vi har i løbet af året udkæmpet fem slag under feltråbet SLÅ HITLER! og efter det femte slag var han slået" (fra SPD- ledelsens aktstykker, s.71).


Det udtalte SPD-formanden ikke engang tre måneder inden Hitler bliver udpeget til Rigskansler.
KPD's formand Ernst Thälmann skriver allerede i 1931 i tidsskriftet ”Internationale” en artikel, hvor han advarer mod en undervurdering af fascisterne og illusionen om at fascismen vil ”gå nedenom og hjem” som regeringsparti.

PÅ KOMINTERNs 7.kongres i 1935 kom G.Dimitrov (1*) ind på dette i beretningen:

”I vore rækker var der en utilladelig undervurdering af den fascistiske fare, der selv idag ikke er overvundet overalt. En sådan indstilling som tidligere kunne forfindes i vore partier, at ”Tyskland ikke er Italien”, i den betydning, at fascismen kunne sejre i Italien, men at dens sejr i Tyskland er udelukket, fordi vi her har et industrielt højt udviklet land, et kulturelt højt udviklet land, hvor arbejderbevægelsen har fyrre års tradition, et land, hvor fascismen skulle være umulig. Eller den indstilling , der idag forefindes, at der i landene med det ”klassiske” borgerlige demokrati ikke er nogen grobund for fascismen.....”

Den 29.januar 1933 foreslog KPD igen overfor SPD og fagtoppen en enhedsfront mod den truende fascisme. KPDere deltager i møder organiseret af SPD og Eiserne Front i Berlin, Braunschweig, Köln og Mannheim.
30.januar udpeger Præsident Hindenburg - der er valgt på løfter om at holde Hitler væk fra magten - netop denne til Rigskansler.
KPD fornyer sit forslag til SPD om at rejse en enhedsfront gennem en generelstrejke mod Hitler´s magtovertagelse. I 1920 havde den tyske arbejderbevægelses gennem en generelstrejke forhindret Kapp-kuppet. Næsten alle KPDs enhedsinitiativer i 30erne afvises af  SPD-lederne .
Nogle uger efter at Hitler med borgerlig støtte har fået sin ”fuldmagtslov” vedtaget - En lov der sætter forfatningen ud af kraft og i realiteten gør ham til Tysklands diktator - går SPD-lederne Hertz, Stampfer og Wels med til at rejse til udlandet – på pas udstedt af Göring - for at ”bremse den udlandske presses” antinazistiske reportager imod Hitlers Tyskland. -
19.juni 1933: Under ledelse af Poul Löbe vælger de SPD-ledere der er blevet i Tyskland en ”jøde-fri” partiledelse, idet de angiveligt håber at det skal ”imponere” på Hitler-regimet. 
August Bebels og Wilhelm Liebknechts revolutionære kommunistiske SPD var blevet forvandlet til et parti, hvor man, som man siger, ”fedtede opad og sparkede nedad”.
Dimitrov er meget tydelig i hans konklusioner:

”Socialdemokratiets ledere forvrængede og tilslørede for masserne fascismens virkelige klassekarakter og kaldte ikke til kamp mod bourgeoisiets stadig skarpere reaktionære forholdsregler. De bærer det historiske ansvar for at i den fascistiske offensivs afgørende øjeblik en betydelig del af de arbejdende masser i Tyskland og i en række andre fascistiske lande, ikke i fascismen så finanskapitalens blodtørstige rovdyr og deres værste fjende, og at disse masser ikke var beredt til forsvar... Således beredte socialdemokratiet vejen for fascismens magtovertagelse, både i Tyskland, Østrig og Spanien og desorganiserede og splittede arbejderklassens rækker.”

Tirsdag den 8. februar - ved folketingsvalget 2005 - scorede socialdemokraterne endnu et selvmål. Selvforskyldt simpelthen fordi socialdemokraterne er utroværdige og ikke reelt vil gå nogen anden vej end Foghs KV-regering. 
For arbejderklassen og de folkelige demokratiske kræfter optræder socialdemokraterne idag som et borgerligt parti der ligesom i trediverne ønsker at fremstå som det ”mest ansvarlige” parti i det kapitalistiske erhvervslivs øjne.
Man fedter opad og sparker nedad.

N O T E R

1*) Alle Dimitrov- citater stammer fra beretningen til Kommunistisk Internationales 7. Verdenskongres i 1935. KOMINTERN omfattede da 76 partier mod 57 i 1928. Af disse måtte 50 partier arbejde illegalt, tvunget under jorden af fascistiske regimer. 
Kommunisterne samlede antal var da oppe på 3 millioner og 140 tusinde. En fremgang med en million og 341 tusind mennesker +75% - siden 1928. Heraf udgjorde kommunisterne i de kapitalistiske lande 785 tusind, mod 445 300 i 1928 ,en stigning med 76%.
2) det røde frontkæmperforbund RFB var en antifascistisk forsvarsorganisation som – ligesom Rote Hilfe(Røde Hjælp) - blev ledt af KPD. RFB blev desværre tvunget ud i illegalitet i 1929.
3) Reichbanner og Eiserne Front var socialdemokratiske forsvars- og kamporganisationer
4) partiet Zentrum var forgængeren til vore dages "borgerlige kristen-demokratiske" partier CDU/CSU

"- Et parlamentsmedlem har udtalt at Rusland skulle kunne gøre det samme mod Sverige og at der findes muligheder for at omlægge trafiken,(den russiske teletrafik,InPss.,anm,)) siger Sveriges Moskva-ambassadør Jan Molander til Sveriges største nyhedscenter Svt.Rapport.

"FRA-loven muliggør masse-overvågning af ikke bare svenskere,men også danskere,finner, nordmæænd, og russere"

I dag passerar omkring 80 procent af Ruslands kontakter med omverdenen i kablar gennem Sverige.

Norske mobil-brugere advarede

Og russerne er ikke alene om at reagere. Det svensk-finske telekoncern Telia Sonera i Finland har allerede flyttet sine e-post-server fra ud af Sverige. I Norge er media gået ud og advaret Tele2:s mobil-brugere om at deres private sms kan blive smuglæst af svensk efterretningstjeneste eftersom sms mellem norske mobiler sendes via Sverige.

DEn svenske regerings vedtagelse af masse-aflytningsloven FRA og udviklingen af protesterne ligner mere og mere et svensk selvmål. Og der tales nu åbent om at loven måske slet ikke kommer til at træde i kraft om godt fem måneder.

Bombi-bitt/

Sveriges nye "anti-terroristiske" aflytningslov- ”FRA-loven truer retssikkerheden.

Protesterne mod FRA-loven - som nu også er anmeldt til Europadomstolen for menneskelige rettigheder i Strassbourg - fortsætter som det fremgår af daglige rapportager i svenske medier om manifestationer og demonstrationer mod FRA. Samtidigt vedtages flere love i stilhed. Love som på lignende måde truer retsikkerheden rapporterer - den sædvanligvis velorienterede kommunistiske avis proletaren.se - i en kommentar i denne uge.
"Advokatsamfundet" er en av de organisationer som har handlet mod flere af de nye love. I en telefonsamtale med Proletaren.se fortæller samfundets generalsekreterær Anne Ramberg om hvad der sker i det svenske retssamfund.

– Det er et tydeligt mønster. Efter 11 september har vi sett en udvikling som ikke kan sammenlignes med hvordan det så ud tidligere. Principer som var selvfølgelige er blevet kastet overbord med et pennestrøg, siger Anne Ramberg.

- Anne Ramberg - Generelsekretær i de svenske advokaters sammenslutning

Et av de tydeligste eksemper på det er de sanktioner som blev beordret mod tre svenskere af somalisk oprindelse i 2001. Alle deres bankkonti blev låste , og deres mulighed for at forsørge sig blev minimeret. Først efter fem års kamp var alle tre afskrevet fra sanktionslisterne.

Nu har regeringen nedsat en udredning som skal belyse sanktionssystemet (se faktaruta). Utredningens forslag som nyligen presenterades väcker stark kritik foör bristande rättssäkerhet. Sikkerhedspolitiet skriver i sit remiss-ytringer at systemet med sanktionslistor ”framstår som fremmande for et rättssamhälle av svensk modell”. Svea hovrätt (Landsretten) konstaterar i sin remiss att det på goda grunder kan ifrågasättas om inte sanktionerna strider mot folkrättsliga åtaganden. Advokatsamfundet är lika kritiskt i sitt uttalande.

– Vi mener ikke at forslaget opfylder de grundlæggande krav på retssikkerhet som måste stillas. Vi måste opretholde grundlæggande rettigheter, også hvis vi jager terrorister, siger Anne Ramberg.

Hun fremhæver at alle måste garanteres en retssikker prövning i domstol.

– Det måste ställas krav på en viss styrka i bevisen för att någon ska sättas upp på en sanktionslista. Det ska inte räcka med påståenden, menar hon.

Dessutom anser Advokatsamfundet att den som sätts upp på en sanktionslista ska få reda på det, och personen måste också få veta anledningen till att hon eller han har hamnat där. Så gick det inte till när de tre männens tillgångar frystes 2001. Inte ens när de avfördes från sanktionslistorna fick de veta varför de en gång hamnat där, och några bevis mot dem presenterades aldrig.

”Ett oskick”
Egentligen hade Anne Ramberg helst sett att systemet med sanktionslistor afskaffes helt.

– Jag tycker att det överhuvudtaget är ett oskick med de här listorna, säger hon.

– Men om de nu ändå ska finnas så måste de i alla fall uppnå en grundläggande rättssäkerhet. Det ska inte vara så att personer utan prövning kan tvingas leva på existensminimum i flera år.

I utredningen om den nya lagen som ska reglera sanktionerna kan man läsa att medlemslandene er forpligtede til at gennemføre sanktionsbeslut i respektive länder när EU eller FN:s säkerhetsråd har fattat beslut om internationella sanktioner. Men Anne Ramberg menar att Sverige inte blint kan följa deras beslut.

– Bara för att FN:s säkerhetsråd har antagit en resolution som är bindande så innebär inte det att politikerna och rättssamhället kan luta sig tillbaka – fallet kan prövas i alla fall, menar Anne Ramberg som poängterar att Sverige måste ta ansvar för sina medborgares rättssäkerhet.

Det ansvaret har redan åsidosatts. När de tre svenskarna med somaliskt ursprung sattes upp på sanktionslistan hade Sverige två dygn på sig att protestera, men gjorde inte det.

Anne Ramberg poängterar att det är bra att sanktionerna nu reg-leras i lag, men hon menar att vi inte kan nöja oss med detta.

– Innehållet i regleringarna måste också uppfylla vissa grundläggande krav.

En rimlig lagstiftning måste förhindra att fler utsätts för det som de tre männen utsattes för 2001. Det lagförslag som nu presenterats innehåller inte tillräckliga åtgärder i sådan riktning.

– Jag är rädd för att det som skedde mot somalie-svenskarna kan upprepas, säger Anne Ramberg.

Oron över den nya lagen förstärks av den övriga utvecklingen i samhället. Debattvågorna kring FRA går fortfarande höga. Många är med rätta upprörda över att riksdagen godkände en lag som ger myndigheten rätt att övervaka allas kommunikation. De förändringar som kritikerna inom högerpartierna fick igenom förändrar inte FRA-lagens karaktär.

”Trots alla försök till förbättringar, de flesta av kosmetisk karaktär, kvarstår det illa övervägda förslaget i sak”, skriver Anne Ramberg i ett debattinlägg i Svenska Dagbladet i vilket hon kräver att en sanningskommission upprättas.

– Vi får aldrig stifta lagar som ger redskap att bryta mot de mänskliga rättigheterna. Det finns många exempel i historien där regimer – med stöd av lagen – har brutit mot de mänskliga rättigheterna, säger Anne Ramberg.

Rättssäkerheten
Anne Ramberg menar ändå att det ibland är nödvändigt att göra intrång i den personliga integriteten.

– Men vi får aldrig åsidosätta rättssäkerheten, säger hon och tillägger att det också finns goda skäl att ifrågasätta hur effektiva de nya övervakningslagarna egentligen är. Än så länge finns det inga utredningar som analyserar detta.

Många nya övervakningslagar, som den nya buggningslagen som trädde i kraft vid årsskiftet, har lagts fram utan större debatt. Personer, som palestinska flyktingen Hassan Asad som vistats 11 år i Sverige, vägras uppehållstillstånd med hänvisning till terrormisstankar, men inga bevis presenteras. Samtidigt blir allt fler offentliga platser kameraövervakade. Den ökade övervakningen och avlyssningen motiveras med hotbilder av ”kriget mot terrorismen”.

– Hotbilderna som målas upp utgör i sig en fara. Hotbilderna – i samband med en viss aningslöshet – leder till att ungefär femtio procent av svenska folket tycker det är okej med massavlyssning, säger Anne Ramberg.

• Vad tror du att den ökade rättsosäkerheten kan leda till i ett längre perspektiv?
– Den farligaste konsekvensen är om folk tappar tilltron till samhällets institutioner. Det räcker att folk tror att polis eller militär avlyssnar det som sägs och missbrukar detta, det behöver inte ens vara så.

– Detta är särskilt allvarligt i ett samhälle som inte är homogent. När människor med olika bakgrund ska leva ihop ställer det ännu större krav på att man känner skydd för de mänskliga rättigheterna, säger Anne Ramberg.

I dag är det främst muslimer som utsätts för sanktioner, häktningar, terrormisstankar och andra former av övergrepp. Detta kan vara en av anledningarna till att få hittills reagerat mot utvecklingen.

– Jag tror att folk hade blivit mer upprörda om det var ’Kalle Karlsson’ som drabbades, konstaterar Anne Ramberg.

Samtidigt finns det all anledning att reagera. Rättsosäkerheten som följer i ”terroristbekämpningens” spår drabbar enskilda mycket hårt, och i förlängningen påverkas hela det demokratiska systemet.

– Ytterst är det vår yttrande- och tryckfrihet som hotas, säger Anne Ramberg.

LISA ENGSTRÖM
Proletaren.se nr. 28

FRA-loven´s hemmelige mål : Spionage mod Rusland

Da et flertal i Sveriges Riksdag den 19 juni stemte for at gøre det lovligt med generel masseaflytning af mennesker som anvender tele-kommunikation i Sverige argumenterne om "krigen mod terrorismen" hovedargumenterne fra de forsvarende partier, men faktum er at Forsvarets Radio anstalt (FRA) som nu får som opgave at aflytte al kabelbåren kommunikation som passerer Sveriges grænser vil komme til at udgøre en vestlig spydspids i spionage mod Rusland.
Hovedparten af russernes internationale telekommunkation går gennem kabler der passerer Sveriges grænser. Angiveligt går 80 % af al Ruslands internationale tele-kommunikation gennem kabler eller servere i svensk territorium. Dermed får den svenske stat gennem det omfattende aflytningsmateriale af telefonsamtaler og mailkorrespondence mellem Rusland og andre lande et kort på hånden når de imperialistiske lande udveksler information. Den svenske stats hemmelige tjenester får mulighed for at "købe" sig til andre staters efteretninginformationer gennem at udlevere det "russiske materiale".

Næsten al kommunikation, også indenfor Sveriges grænser, passerar idag grænsen og vil dermed blive aflyttet. E-post, sms, internet-trafik, chatter og mobil- og telefonsamtaler, alt kan analyseres i hemmelighed uden dommerkendelser eller andre retsinstanser indblanding. Der stilles ikke engang et formelt krav til akytningen om mistanker om lovovertrædelser Alle behandles som mistænkte.
Også regering og myndigheder gives beføjelser til at søge i den private kommunikation. Loven åbner for nye, vilkårlige anvendningsområder. Materialet kan dessuden let misbruges eller havne i forkerte hænder.
Kildebeskyttelse og meddelerfriheden bliver tomme ord hvis hver eneste kontakt med media kan være aflyttet.
Aflyttningen skal beskytte mod vagt definerede ”ydre trusler”. I selve værket udgør den nye lov i sig selv en alvorlig trussel mod borgernes ytringfrihed og deres demokratiske rettigheder.

FAKTA om Sveriges nye Aflytningslov - FRA-lovforslaget
* Loven som træder i kraft den 1 januar 2009 indebærer følgende.
* Forsvarets radioanstalt (FRA) - som ikke er underlagt det svenske militær får
legal ret til at spana i radiotrafik og kabeltrafik, det vil sige internet og telefonledningar.

* Signal-søgning (rekognoscering) må ske for at kortlægge "ydre trusler" mod landet.

* Søgning (rekognoscering) i kabel må kun ske når trafiken går over Sveriges grænser.

* Søgning (rekognoscering) sker efter inriktningsbeslut fra regeringen.

* Søgningen (rekognosceringen) sker gennem søgebegreber -for eksempel organisationsnavn eller
kodeord.
* Søgning på personer må bare ske om det er af "synnerlig vikt".(betydelig vigtighed)

* En ny "domstolslignende" nævn skal give tilladelse til søgning (rekognoscering) med søgeord.

* Søgningen er automatiseret og tilladelse gives for højst seks måneder ad gangen.

* Regeringen skal senest i dette efterår komme med nærmere foreskrifter om
tilempning av tilladelsegivningen..

* Regeringen skal nedsætte en kommitté som skal følge FRA:s virksomhed fra et
"integritets-beskyttelsesperspektiv".
* Kommittén skal udse et integritets-ombud som skal overvære tilladelsegivningen.

* Ett integritets-beskyttelsesråd oprettes inom FRA.

* Datainspektionen får som opgave at følge FRA:s virksomhed fra et integritetsperspektiv.

I 1990´erne blev der vedtaget internationale sanktioner, som indefrysning af bankkonti og rejse-restriktioner, rettet mod udpegede enkelt individer. Beslutning om sanktioner kan tages af FN:s sikkerhedsråd og EU.

UDTALELSER OM loven:

”ett integritetsintrång som saknar motstycke i ett
internationellt perspektiv. Det är helt främmande för vårt statsskick [...]”
Sveriges Justitsministerium, promemoria

”skrämmande brist på förståelse för de krav i fråga om skydd för personlig integritet som följer av regeringsformen och Europakonventionen [...]”
Rikspolisstyrelsen, remissvar

”förslaget innebär en kränkning av enskilds integritet som vida överstiger den kränkning som förslagen om buggning och preventiva tvångsmedel sammantaget
innebär.” efterretningstjeneste SÄPO i et remissvar

Utredningen som nu presenterats har i uppgift att se över den svenska sanktionslagen för att anpassa den till de internationella reglerna. Syftet är bla att sanktioner ska kunna införas snabbare.

Desuden ska utredningen analysera ”hur Sverige uppfyller sina folkrättsliga åtaganden”. Detta tolkar utredningen som att ”frysningsbeslut skall kunna genomföras utan dröjsmål”. Det är på det här området som utredningen har mött mycket stark kritik. Främst för att processen är rättsosäker, vilket redan fått allvarliga konsekvenser i Sverige.

Advokatsamfundet præsenterar i sit remissvar seks punkter som skal opfyldes for at sanktioner i det mindste skal følge en absolut minimistandard. Punkterna innefattar bland annat krav på en tillfredställande bevisnivå, möjlighet att överklaga, rätt till advokat och domstolsprövning.

" I Hollywoods historiebeskrivning handler verdenskrigen om vestverdenen og Holocaust. 
Historiefaget har længe været stedmoderligt behandlet i skolen. Påstanden om at vor historie nu for tiden skrives af Hollywood er berettiget. Tag for eksempel Anden Verdenskrig. Den ene storfilm efter den anden handler om de amerikanske slag i Stille Havet, Pearl Harbour og så videre. Patriotismen flyder , men påfaldende lidt har handlet om atombomberne over Hiroshima og Nagasaki. 
I den senere tid er tyngdepunktet flyttet til Europa. Holocaust er tilegnet måste 100 film, men også nye helteepos om den amerikanske indsats for Europas befrielse i form af Band of Brothers (fjernsyns-serie fra USA om krigen,InPrss.anm.) som spredes gennem film og fjernsyn. Fra en almendannende synsvinkel er det ødelæggende. Billedet bliver utydeligt og viktige dele falder ud . . . 
I foråret rettede Forum (statslig svensk historie-oplysningorg,InPrss. anm.)
opmærksomheden mod Baltudleveringen, hvor Sverige i begyndelsen af år 1946 udleverede 167 balter som havde deltaget i krigen på tysk side til Sovjet. Baltudleveringen løftes frem som en skamplet på Sverige, trods hvad de udleverede havde deltaget i. Hvorfor vælger man ikke også at omtale den store opslutningen af hundredetusindvis af baltere på tysk side og deres entusiastiske deltagelse i Hitlers "Einsatzkommandoer" ? 

Især i Estland og Letland stod man i kø for at hjælpe nazisterne i krigen og dermed udrydde jøder og kommunister. I begge lande dannedes hengivne SS-legioner. Allérede i januar 1942 rapporterede nazisterne at Estland var "Judenfrei". Lithauens jøder blev hårdest ramt.
Af Letlands henved 200 000 jøder overlevede 320. . . . 
Gang på gang mærkes en kraftig vinklet utbud af historie i medierne. Stadig oftere får et tvivlsomt revideret billede af fortiden legitimere dagens politik.
Den skønsomme behandling af det "nye Europas historie" fremgår når vi ser hvordan dets fascistiske og antisemitiske fortid (og nuværende) mønstres ud af diskursen. Ukraines hyldede Justjenko kan vinde et valg i alliance med antisemitiske kræfter og det tillades passere. 

Den 22.april lykkedes det for de sidste overlevende at brude ud af Jasenovaclejren i Kroatien. Den var den største udryddelseslejr i det fascistiske Europa, hvor den systematiske udryddelse af serber,jøder, zigøjnere og kommunister begyndte allerede et halvår inden Wannsee-konferensen om den "endelige løsning" (Endlösung,InPrss. > anm. anm) 
Ifølge Wiesenthalcenteret myrdedes 600 000 mennesker i Jasonovac.
Mig bekendt har der ikke været et ord på 60-års dagen om denne hændelse fra noget sted i Sverige ! 
Tavsheden om dette er let at sætte ind i et mønster hvor dagens vestallierede i det tidligere jugoslavien skånes, hvor hyldningen af den bosnien-muslimske SS-divisionen Hand`zar kan foregå stort set upåtalt og Pristinas (albansk-domineret jugoslavisk by ; InPrss. anm.) jødiske forsamling drives ud af albanske ærkenationalister foran næsen på Nato. 
Samtidigt har man været hurtig til at skildre serberne - som historisk var antifascister og et af de få europeiske folk som ikke deltog i jødeforfølgelserne - som nazister. . . .

Hvad bliver vi serveret for i de brede medier ? At det var Band of Brothers som reddede Europa er allerede omtalt. Når det handler om Sovjet, som ifølge beregninger tilføjede tyskerne 93 % af deres tab, får vi ikke meget hverken spillefilm eller tv-serier.
Den mest kendte undtagelse er filmen Anemy at the Gates om Stalingrad, som dog gør slaget til en latterlig duel mellem to snigskytter. Filmen boycottes i Rusland af veteranerne på grund af dens forløjethed." konstaterer Lennart Palm som vidare skriver i hans kronik :

" Den 9.maj mindes Rusland den enorme menneskelige katastrofe landet udsattes for gennem det tyske angrep i 1941 og fejrer 60-års-dagen for sejren. . . . 
Flere baltiske ledere afstår fra at rejse til festlighederne i Moskva. De kræver i stedet en undskylning fra Rusland. Tidspunktet for deres demonstration er sjældent dårligt valgt. I kynisme og mangel på empati finder den kun sin lige hos de liberale skribenter her hjemme som foreslår at fejringen af sejren over nazismen bør slås sammen med fejringen af kommunismens fald. Sovjets betydelse for nedkæmpelsen undervurderes og de nærmest ufattelige menneskelige og materielle ødelæggelser som nazisterne og deres allierede forårsagede i Sovjet laves - i bedste fald - til en bemærkning i marginalen.
Når man nævner følgende ciffrer opfattes de derfor beklæmmende nok som nyheder af mange:
1 9 4 1 - 4 5 mistede Sovjetunionen 11 millioner i døde soldater og 18 millioner sårede. De civile offrer var endnu flere: 17 millioner døde . Det kan sammenlignes med Storbritanniens cirka 500 000 og USA´s 302 000 dræbte soldater under hele krigen.
Til Sovjets menneskelige tab skal tillægges de materielle : Tyskerne og deres allierede ødelagde helt eller delvis 15-20 storbyer, 2000 mindre byer og 70 000 landsbyer. Over seks millioner bygninger blev lagt i grus og aske. 32 000 fabriker, over 60 000 kilometer jernbaneskinner , 90 000 kilometer landevej og 90 000 broer blev sprunget i stumper.
Tusindvis af miner og oliekilder ødelagdes og vældige mængder industriudrustning blev ført til Tyskland.
Om dette skal vi også fortælle. Skal vi lære noget af historien må den granskes i sin helhed. Nye store krig og folkemord skimtes allerede i horisonten." .

. .. .

skriver Lennart Palm der er historiker på Göteborgs Universitet bl.a i sin kronik der blev bragt første gang i Gøteborgs-Posten den 9.maj 2005.




Hvad er FAKTA om Anden Verdenskrig ?

"-Der findes en stærk ønske blandt medborgerne om bedre kontrol og højere sikkerhed på gaderne, siger forsvarsminister Ignazio La Russa."

Han viser ingen forståelse for anklager om at forslaget vil føre til en øget militarisering af landet.
De soldater som nu skal nu patruljerer Italiens gader i kampen mod kriminaliteten er 2.500 mand som tidligare tjenstegjorde i Afghanistan og den jugoslaviske provins Kosovo.

SVENSKA: Bilbombsattentat fritog talibaner
En bilbomb exploderade i går ved indgången till Kandahars störste fängsel i Afghanistan.
Alla fångarna rymde, sade provinspresident Wali Karzai, bror till president Hamid Karzai till AP.
To eller flere kørte bilen med den kraftige sprængladning der førte til befrielsen af fangerne. Ingen af dem overlevede selv. Ifølge vidner besköts fängelset också utifrån. Flera poliser dödades, men det var ännu okänt om några interner dödats.
Attacken skakade hela södra Kandahar. Av många hundra interner ska minst 350 ha varit talibaner.

SENESTE : 14 juni 2008 - 20:14 : Seks af de tusind "undslupne" afghanere er fanget igen

Seks av de omkring tusind fanger som blev befriet fra et fængsel i byen Kandahar i Afghanistan i går er arresteret. Det oplyser den afghanska vice inrikesministern Munir Mangal.
Nato- og deres afghanska hjælpestyrker indledte en jagt de "undslupne" hvoraf halvdelen er "talibaner og resten almindelige kriminelle".
Talibankilder angiver at to mænd kørte en tankbil som eksploderede ved fængselsporten hvorefter andre talibaner på motorcykler angreb vagterne. Busser ventede angiveligt på de undslupne. Et dusin vagter blev dræbt.

Frankrig sender flere soldater til Afghanistan for at aflaste Canada, som truer med at trække sig ud hvis de andre Nato-lande ikke ökar sina insatser.
Frankrigs præsident Nicolas Sarkozy lovede i går på Nato-topmøtet i Bukarest at senda yderligare en bataljon, 800-1.000 man, utover de 1.600 franske militærer som er på plats.
De franske soldaterna skal placeras i det østlige Afghanistan. Det indebærer at USA kan flytta tropper fra landets østlige dele til de sydlige dele hvor de canadiske styrker presses af afghanske væbnede modstandere - som rutionemæssigt kalædes "talibanere".

Mindst 14 mennesker blev dræbt under en politiaktion mod en kapitalistisk narkoliga i et slumområde i Rio de Janeiro.
Målet for de 120 tungt bevæbnede politifolk var den mistænkte ligaleder. Det lykkedes ham at undslippe »politi-hæren«s razzia.
Tre andre personer blev dog pågrebet og automatvåben blev beslaglagt.
De enorme fattigkvarterer og slumbyer i de kapitalistiske storbyers forstæder har udviklet sig til en slagmark for politi og kapitalistiske narko-organisationer.
Volden bliver et stadig mere generende problem for "arbejder"parti-regeringen.
For en måned siden gjorde præsident Luiz Lula da Silva et historisk besøg i slumområderne.

Fodrede fangerne op


I et brev til Kosovos regering opfordrer Human Rights Watch til, at myndighederne ser nærmere på anklagerne. Brevet er sendt fortroligt til regeringen for en lille uge siden.
Carla del Ponte skriver, at hun har oplysninger om, at mellem 100 og 300 personer - næste alle serbere - blev ført fra Kosovo ind i det nordlige Albanien, hvor de fik fjernet deres indre organer og blev slået ihjel.
- Nogle af de yngre, sundere fanger blev angiveligt opfodret, undersøgt af læger og aldrig slået, hedder det i brevet fra Human Rights Watch, inden deres organer blev fjernet.

Sovjetisk dykker reddede Sovjets topledere fra at blive elimineret i britisk bombeattentat

En nu forhenværende kamp-dykker, Eduard Koltsov, har besluttet at afsløre sandheden om en af den kolde krigs mange incidenter - inden han forlader denne verden. Koltsov havde hyre ombord på fartøjet "Ordzjonikidze" ; som en sovjetisk topdelegation med Nikita Hrusjtjov i spidsen sejlede under et officielt statsbesøg i Storbritannien i 1956
Hrusjtov var populær hos de vestlige imperialistiske ledere - efter hans opgør med den revolutionære kommunisme og den socialistiske opbygning af Sovjet i 1930`erne på den 20.Kongres i marts måned samme år - var "frygten" for "kommunismen" og de partier der fulgte Hrusjtov "nye fredelige linje" blevet afløst af en "samarbejdende og parlamentarisk" ånd.
Derfor blev Hrusjtjov budt velkommen af de britiske magthavere i 1956, men under besøget havde briterne forberedt at vise deres "taknemmelighed " overfor "Hrusjtjovs fredelige hensigter" med en opvisning af Storbritanniens flere hundrede år lange blodige tradition og erfaringer med blodige krige og attentater.
Omtrent samtidigt som det sovjetiske fartøj "Ordzjonikidze" lagde til kaj i britisk havn ; forsvandt den 47-årige brittiske søofficer Lionel Crabb , en kaptajn og dekoreret helt fra Anden Verdenskrig. Ligesom Koltsov også en kampdykker med erfaring. Hans krop blev senere fundet i vandet udenfor Portsmouth med hovedet afskåret , men identiteten på kroppen blev ikke officielt fastslået og hele sagen blev mørktlagt af de brittiske myndigheder.
Nu siger Koltsov at han dykkede for at undersøge det sovjetiske fartøj og da opdagede en dykker som visste sig at være i gang med at montere en mine på det sovjetiske fartøjs skrog, omtrent ud for skibets ammunitionslager. Koltsov skar struben af attentatsmanden. Officielt benægtede de sovjetiske myndigheder al kendskab til Crabb.
Eduard Koltsov er dog ikke den første fhv. sovjetiske militær som har stået frem for at fortælle om Crabbs skæbne.


KILDE: vzgljad 16/11 2007

Fire døde, en såret

"- Fire tjenestegørende medlemmer af koalitionen blev dræbt og en anden alvorligt såret i dag, da de udførte operationer i Farah-provinsen" , hedder det i en erklæring fra den NATO-ledede styrke. Provinsen Farah ligger i det sydvestlige Afghanistan.
Med lørdagens tabstal er 83 udenlandske soldater dræbt alene i år 2008. Størstedelen af de cirka 700 danske soldater i Afghanistan er stationeret i provinsen Helmand.

Har den kriseramte og stærkt svækkede Bush--regering en interesse i et "bombeattentat" i "muslimske Pakistan" rettet mod USA´s "nære allierede" i København ?
Et relevant spørgsmål eftersom krigsforbryderne og gangsterne i Washington og Pentagon/CIA har den dårlige vane at "arrangere" "terrorattentater" og give andre skylden for dem. især når de er trængte og i defensiven.
Nu sætter den militante bevægelse Hizb ut-Tahrir spørgsmålet på sin spids :
De mener, at USA udførte bombeangrebet for at skyde skylden på "islamister".

Det var USA, der stod bag selvmordsangrebet på den danske ambassade i Islamabad den 2. juni. Det skriver den islamistiske bevægelse Hizb ut-Tahrir i en analyse på en af bevægelsens danske hjemmesider.

Analysen er skrevet af Taimullah Abu-Laban, søn af den afdøde imam Abu-Laban, som vurderer, at USA angreb den danske ambassade for at tvinge den pakistanske regering til at afbryde fredsforhandlingerne med den pakistanske udgave af Taleban, Tehrek-e-Taleban.

Ifølge Hizb ut-Tahrir var det nemlig givet på forhånd, at muslimer ville blive anklaget for angrebet på ambassaden, og at den pakistanske regering derfor ville være nødsaget til at stoppe fredsforhandlingerne med Taleban.

"Den danske ambassade er et oplagt middel for USA, da et angreb mod denne ambassade hurtigt vender mistanken mod muslimerne i Pakistan, eftersom Danmark har gjort sig kendt i den islamiske verden for sin anti-islamiske udenrigspolitik og angreb på muslimernes profet"

, skriver Hizb ut-Tahrir i sin analyse. DEn af USA og Cia stærkt omtalte Al Kaidas mand i Afghanistan, Mustafa Abu al-Yazid, har påtaget sig ansvaret for attentatet på den danske ambassade, men ifølge Hizb ut-Tahrir er der tale om et falsum.

Brigate Rosso - DE Røde Brigader var en af de flere hundrede angiveligt "kommunistiske" grupper i Italien i 1970`erne - mange af dem infiltreret eller ligesfrem oprettet af Italiensk efterretningstjenester (P-2 og andre) eller amerikanske CIA - som proklamerede at de ville befri arbejderklassen og indføre socialismen:
Her følger en kort og ufuldendt gennemgang af Brigate Rosso´s kidnapning af den "Kristen-Demokratiske" politiker Aldo Moro i 1978:

” De Røde Brigader havde kidnappet lederen af Italiens største parti. De ønskede politisk anerkendelse og frigivelse af tilfangetagne kammerater, men de politiske partier nægtede at forhandle for at forhindre gentagelser.Sådan lød den officielle forklaring i hvert fald.

Men i dag – 30 år efter mordet på Moro – medgiver to af gidseldramaets hovedpersoner, at den italienske regering bevidst ofrede den tidligere premierminister.

Regeringen frygtede nemlig, at Moro ville afsløre statshemmeligheder og bringe kommunisterne (Berlinguers reformistiske P.C.I.) til magten, hævder de.»Jeg har ventet 30 år med at afsløre denne historie. Jeg beklager Aldo Moros død, jeg beder om forladelse af hans familie,« fortæller Steve Pieczenik, en amerikansk gidselekspert der spillede en nøglerolle i dramaet.

»Vi var nødt til at bruge De Røde Brigader som instrument til at slå ham ihjel,« siger han i dokumentarfilmen »Aldo Moros sidste dage« produceret for TV-stationen France 5.”

Nøjagtigt ligesom Kissinger og CIA fik Salvador Allende myrdet "den første 911"; den 11/9 1973, fordi han allierede sig med kommunister og venstreradikale.

Fra ”Sandheden der aldrig kom frem:
”Der er også blevet sat spørgsmålstegn ved den revolutionære overbevisning hos Mario Moretti, hovedmanden bag kidnapningen, forhørsleder i De Røde Brigaders fængsel og Moros formodede drabsmand - ikke mindst fordi den revolutionære venstrefløj i Vesteuropa i 1978 for længst var blevet infiltreret af forskellige landes efterretningstjenester:

MØRKLÆGNING

Sandheden, der aldrig kom frem
På fredag er det 30 år siden, at Aldo Moro blev fundet dræbt med 11 skud i Via Caetani i Roms centrum. Ifølge Sergio Flamigni, som har forsket i sagen lige siden, kender vi kun en lille del af sandheden om den italienske statsmands død.

ROM - Den 9. maj 1978 blev Aldo Moros lig fundet i bagagerummet på en rød Renault 4 i Roms jødiske ghetto. 55 dage forinden var præsidenten for det kristendemokratiske regeringsparti (DC) blevet kidnappet, da en gruppe terrorister skød og dræbte de fem betjente i hans eskorte, mens han var på vej til Deputerkammeret, hvor partifællen Giulio Andreotti samme dag skulle have præsenteret en ny regering med parlamentarisk støtte fra kommunistpartiet (PCI), som dermed ville have opnået fuld demokratisk legitimitet.

PCI havde ved valget i 1976 fået over en tredjedel af stemmerne. Moro mente ikke, at det var opportunt at blive ved med at holde dette store mindretal uden for indflydelse:

"Han havde forstået, at en fornyelsesproces var nødvendig for at undgå en alvorlig krise i det italienske demokrati. Det er på mange måder den krise, vi oplever i dag," mener Sergio Flamigni, der som senator for PCI var medlem af flere parlamentariske undersøgelseskommissioner og siden i en lang række bøger har gransket sagen i alle detaljer. Jeg besøgte ham i Oriolo nord for Rom, hvor han har åbnet sit arkiv for offentligheden.

Den halve sandhed

I lighed med mange andre politiske mord er Moros død omgærdet af hemmeligheder og myter. Trods utallige artikler, bøger film og tv-programmer er der aldrig blevet skabt fuld klarhed over sagen, som rystede Italien for 30 år siden og trækker blodspor ind i nutiden:

"Det skyldes, at dem, der kender hele eller en stor del af sandheden, er medskyldige," forklarer Flamigni. "Ifølge den dominerende fortælling blev Moro kidnappet og dræbt af De Røde Brigader, som om de agerede i et lufttæt rum."

En lang række kendsgerninger og indicier anfægter dog denne udlægning. Vidneudsagn og obduktionsrapporten bestrider f.eks. rødbrigadisternes påstand om, at Moro i alle 55 dage var indespærret i et smalt, lydisoleret rum i en lejlighed i det sydvestlige Rom og blev henrettet i en tilstødende garage. Desuden bekræfter de ballistiske undersøgelser og øjenvidner tilstedeværelsen af to ukendte mænd i Via Fani, hvor Moro blev kidnappet. Den ene af disse affyrede 49 af i alt 91 skud mod politi- eskorten - en professionel dræber af højeste kaliber, som aldrig er blevet identificeret.

Ikke med i tv-film

For Flamigni er det ikke et marginalt tilfælde, at disse ukendte mænd ikke figurerer i en ny tv-film om sagen:

"Kendsgerninger og vidneudsagn bliver ikke taget til efterretning, fordi sandheden er ubehagelig for magthaverne. Kunsten underkaster sig magten ved at opretholde en konstrueret fortælling. At Andreotti har været konsulent på filmen, og at den er lavet med henblik på historieundervisningen i skolerne, siger alt."

Der er også blevet sat spørgsmålstegn ved den revolutionære overbevisning hos Mario Moretti, hovedmanden bag kidnapningen, forhørsleder i De Røde Brigaders fængsel og Moros formodede drabsmand - ikke mindst fordi den revolutionære venstrefløj i Vesteuropa i 1978 for længst var blevet infiltreret af forskellige landes efterretningstjenester:

"Det er påfaldende, at de tre boligselskaber, som ejede lejlighederne i det boligkompleks, hvor Moretti i 1975 havde installeret De Røde Brigaders nyoprettede romerske celle, alle blev administreret af personer med tilknytning til efterretningstjenesterne," påpeger Flamigni.

Det italienske indenrigsministerium har endnu ikke afklassificeret dokumenter vedrørende Moretti, som trods en fængselsdom på seks gange livstid har haft udgangstilladelse siden 1997.

Spændingens strategi

Det er ingen hemmelighed, at Moros imødekommenhed over for PCI gjorde ham til en kontroversiel politiker i NATO:

"Der var en konflikt mellem USA og Moro i udenrigspolitiske spørgsmål. Moro arbejdede for en europæisk dimension i NATO-samarbejdet, mens amerikanerne udelukkende betragtede NATO som et instrument for deres egen udenrigspolitik. Moro mente, at palæstinenserne havde ret til en selvstændig stat, hvilket var i fuld overensstemmelse med PCI," siger Flamigni.

"Allerede under Yum Kippur-krigen i 1973, da han som udenrigsminister nægtede USA at bruge NATO-baser i Italien til at flyve forsyninger til de israelske tropper, bandt de en snor om fingeren på ham."Italiens tragiske placering som grænsestat mellem Vest- og Østeuropa og tæt på brændpunktet i Mellemøsten indskrænkede reelt landets suverænitet under Den Kolde Krig.

Der er for nylig fremkommet dokumentbeviser for planer i NATO-regi om en invasion af Italien i tilfælde af en kommunistisk valgsejr. I 60'erne og 70'erne var truslen om et militærkup politisk hverdag i landet. CIA havde i USA udtænkt den såkaldte "Operation Chaos" med det formål at miskreditere venstrefløjen.

I Italien udmøntede dette koncept sig i "spændingens strategi" - dvs. forsøg på at skræmme moderate vælgere langt væk fra PCI gennem terrorhandlinger under falsk flag. Således omkom f.eks. 17 mennesker ved bombesprængningen i Landbobanken på Piazza Fontana i Milano i 1969. Blandt lederne i DC fremstod Moro trods en lang karriere med mange ministerposter som den mindst implicerede i dette og andre eksempler på statsterrorisme.

Det virkede derfor paradoksalt, da De Røde Brigader begrundede kidnapningen med, at Moro var den øverst ansvarlige for "det kristendemokratiske regime, som i 30 år har undertrykt det italienske folk". Dette paradoks blev sat i relief, da Moros partifæller kategorisk afviste at forhandle med De Røde Brigader.

"I et af sine breve fra Folkets Fængsel, hvor han også nævner en vis admiral Henke, som var impliceret i Piazza Fontana-massakren, spørger Moro sine partifæller i DC: 'Hvorfor denne hårdhed mod mig? Står amerikanerne eller tyskerne bag?' Han fornemmede, at det ikke blot var italiensk anliggende," siger Flamigni.

En større terrorist

Da Moro blev kidnappet, sendte USA terroreksperten Steve Pieczenik til Italien, hvor han indgik i indenrigsminister Francesco Cossigas krisestab. Han havde tidligere løst et stort antal gidseltagninger, men i Rom gik hans mission ud på at forhindre, at PCI fik del i magten.

Det var også formålet med den hemmelige frimurerloge Propaganda Due (P2), som først blev afsløret i 1981 og erklæret forfatningsstridig året efter. (En af logebrødrene, Silvio Berlusconi, er som bekendt netop blevet valgt til ministerpræsident i Italien for tredje gang). P2 havde medlemmer på mange vigtige poster i statsapparatet og var talstærkt repræsenteret i Cossigas krisestab.

Moro blev straks diagnosticeret med det såkaldte Stockholm-syndrom, sympati for kidnapperne, for at afskære ham fra at forhandle om sin egen skæbne og på forhånd miskreditere eventuelle afsløringer af statshemmeligheder.

Da han antydede sin viden om baggrunden for attentatet på Piazza Fontana, blev den psykologiske krigsførelse optrappet. Man lod udsende et falsk kommuniké fra De Røde Brigader med en meddelelse om Moros død. Det fremkaldte et ultimatum fra De Røde Brigader, som krævede fængslede kammerater løsladt inden 48 timer.

Fælden klapper
"Jeg lagde en fælde, som de gik i uden at lægge mærke til det. Fælden var, at de skulle slå Aldo Moro ihjel," siger Pieczenik i et interview med den franske journalist Emmanuel Amara i bogen Nous avons tué Aldo Moro (Vi har slået Aldo Moro ihjel), som udkom i 2006:

"De regnede ikke med at møde en mand, som kunne være en større terrorist end dem selv."

Allerede i den allerførste bog om sagen, L'affaire Moro fra efteråret 1978, beskrev den sicilianske forfatter Leonardo Sciascia efterforskningen som "en paradeforestilling" og "det uovervindelig indtryk, at Moro-affæren var skrevet på forhånd". Pieczenik, der i dag er en succesfuld forfatter af spionromaner, har aldrig vidnet om sin rolle i sagen. Flamigni mener, at han har skuffet sine italienske venner med sine udtalelser til Amara:

"I 30 år er det lykkedes Andreotti og Cossiga at komprimere, fornægte og skjule sandheden. De har gjort alt for at fortrænge den internationale dimension i sagen. Men de lever ikke evigt. Når historikerne får adgang til dokumenterne, kommer sandheden frem."

Det er også ret påfaldende, at en af de ledende personer i RAF, Horst Mahler nu er sprunget ud som antisemit (jødehader), og beundrer af Hitler i et interview i den tyske udgave af Vanity Fair. Han er en af topfigurerne i det højreradikale parti National Partei Deutschland (NPD).

Få organisationer har som RAF været med til at gøre venstrefløjen upopulær blandt tænkende mennesker, så spørgsmålet er om manden er idiot, unyttig idiot, eller nyttig idiot?

I sidste tilfælde er spørgsmålet; hvis interesser tjente Mahler i praksis?

Kilde:Berlingske Tidende 1/4
Det er vigtigt at understrege, at den kommunistiske bevægelse afviser og fordømmer den individuelle terror, som den kom til udtryk hos Blekingegade-gruppen, RAF, Røde Brigader og tusinder af andre småborgerlige 'aktivistgruppers' 'aktioner'. En del af dem ligefrem opbygget og infiltreret af politiet. Selv om Blekingegade-folkenes og 'RAF`s' retorik smagte lidt af 'Rød Revolution', var deres handlinger dybt skadelige for arbejderklassens og kommunismens sag, og disse 'Røde Arme'-folk kastede endnu mere benzin på de borgerlige mediers antikommunistiske propagandabål, hvor kommunismen og den proletariske revolution er udpeget og dømt på forhånd som kættersk, 'udemokratisk, terroristisk og undertrykkende, med mere.'

Om Blekingegade-gruppens klassebaggrund: Det er muligt, at den venstreopportunistiske Blekingegade-gruppe kan kaldes 'maoistisk', 'rød' eller 'venstreorienteret', men deres klassemæssige baggrund er den samme som RAF`s, (Ulrike Meinhof og andre), som bagmændene til 11. september (Osama bin Ladin med flere) og London-bomberne (den 7. juli 2005), nemlig middelklasen (mellemlagene) og den kapitalistiske overklasse. Ingen af dem kommer fra arbejderklassen. Som 'Stemmen', et af medlemmerne, siger til Øvig: "Alle i gruppen er vokset op i borgerlige, velfungerende familier . . . " -

Læs videre om : PET´s "nyttige idioter" i Blekingegade

"- Stigmatiseringen af romer og immigranter i Italien er farlig," sagde ODIHR:s leder Christian Strohal.
Det sker efter at flere hundrede romer måtte flygte da en ophidset folkemasse - nedbrændte deres teltlejr udenfor Napoli pga mistanker om forsøg på børnerov/kidnapning. At angrebet på romerne i Napoli måske ikke var så spontan og uorganiseret som det kan se ud til i media er den kendsgerning at den kapitalistiske Camorra som ser en interesse i at bortlede opmærksomheden fra deres ansvar for renovationskrisen som har sat Napoli på dagsordenen i media i hele Europa samtidigt som Camorra fortsætter med at korrumpere og terrorisere Napolis politiske og økonomiske liv for at fastholde deres milliard-forretninger. Det er derfor ikke utænkeligt at Camorra har organiseret og opmuntret til progromen mod Napolis romer.
Regeringen i Rom har lovet "hårdere slkridt mod illegale indvandrere og mener at det modvirker fremmedfjentdligheden.