Hvis Haarder vil gennemføre sin pjækkebødeplan fordi nogle børn (og måske deres forældre) ikke kan finde ud af at møde i skolen, må han altså nødvendigvis begrænse alle andres frie individuelle valg. Og er det rimeligt?

Det mener jeg ikke at det er, selv om jeg naturligvis også kan se nogen fordele.

Fordelene kunne nemlig være, at en opstramning af kommunernes ansvar ved indførelsen af en reel skolepligt ville sikre at de børn der nu venter på 12, 13, 14 måned på et specialskoletilbud kunne få dette - og at forældrene kunne kræve erstatning af kommunerne for manglende opfyldelse af loven, såfremt deres børn manglede et ordentligt skoletilbud i mere end en uge - for det med penge og erstatning og pjækkebøder må jo nødvendigvis gå begge veje...

*dvs, at lidt intelligente forældre bare kan hævde at de selv står for undervisningen, hvis de vil undgå pjækkebøderne.

Sociale relationer

Endelig anerkender staten (ja, lidt ihvertfald) hvad vi alle ved, nemlig at dagens familier er komplicerede og ofte består af dine børn, mine børn og vores børn. Dette betyder at fx en social - men ikke biologisk far kan søge samvær med det barn som han har delt familie med i årevis efter et samlivsopfør med moderen. Det samme kan stedsøskende og for øvrigt også bedsteforældre. Fantastiskt. For barnet altså. :D Bortset selvfølgelig, at det kræver særlige omstændigheder....Men, alligevel. Det er fremskridt.

Vold

Også når det gælder vold har staten ændret synspunkt en lille smule* - selvfølgelig ikke helt markant, men dog. Det er nu sådan, at der ved fastsættelse eller ved afgørelse om ophør af samvær kan medtages, ikke bare om barnet selv er blevet direkte udsat for vold af samværsforælderen, men alene det at samværsforælderen** har udøvet vold mod moderen, en evt. ny kone, andre børn eller i det hele taget andre personer i barnets påsyn kan tages med i betragtningen. Staten har altså indset, at det - suprise - kan være belastende for et barn at se og opleve vold...

***

*Når jeg skriver en lille smule, så er det fordi en forælder som har slået den anden forælder ihjel (iht. samme lov) stadig kan få forældremyndigheden over barnet uden nævneværdige problemer.

**Der er ingen intentionel kønsdiskriminering fra min side, ex kunne ligesågodt have gået den anden vej med en voldelig moder.

Hvis du vil vide mere:

Så finder du Forældreansvarsloven her

og vejledningen om samvær her

Harning

(og ja, der er forskel på en lov og en vejledning, men jeg har en undskyldning for ikke rigtig at skelne i denne sag)

Hvad er udsatte børn egentlig? Og i hvis perspektiv - hvornår? Kan man generalisere?

Tænker på min egen barndom - som ifølge dagens norm ville betyde at jeg var blevet kategoriseret udsat.

For jeg voksede op i et fattigt hjem midt inde i byen med en alkoholiseret far og en uuddannet mor. Set udefra - fra statistikken.

Men var virkeligheden nu også sådan? Og hvis virkelighed?

For en anden side af sagen er, at ja min far var selverklæret stolt alkoholiker - lige som stort set alle andre i den kreds af journalister, forfattere og kunstnerer som jeg er vokset op iblandt.

Og ja, min mor havde stort set ingen penge - hun var bare en fattig studerende, som sidenhen blev professor.

Så var jeg et udsat barn? Ja det var jeg - ifølge statistikkerne - men ikke ifølge den kærlige, inspirerende, intelligente, vidensbegærlige og særdeles virkelige familie som jeg voksede op i.

© Harning

Men for mig er disse standardiserede bedrifter helt uanvendelige. Ja, jeg har født tre børn - men helt ærlig- ud skulle de jo, gode karakterer, en uddannelse,nogle lister og et par bogudgivelser er det også blevet til i løbet af mine fireogtredive år - men, det er jo livet, hvad skulle jeg ellers have gjort ? Nej, for mig er de store bedrifter dem - hvor jeg personlig har overskredet en grænse, bedrifter som for andre nok synes fuldstændig latterlige, eller i hvert fald meget små - men som for mig har været enorme.

Som da jeg seksten år gammel boede sammen med min daværende kæreste lidt ude på landet. Vi var meget fattige og lavede derfor en aftale med naboen om at indkøbe nogle kyllinger - som vi så kunne fede op, slagte og spise. Hvad jeg ikke havde forudset i den sammenhæng, var, at sådan nogen også skal plukkes - det ligesom et led i hele processen medmindre man er glad for hønsesuppe med fyld i. Og hvem skulle så gøre det? Naboen der ganske vist var en gæv nordjyde - synes ikke at det var hans job at plukke vores kyllinger og kæresten nægtede pure. Altså måtte det blive mig. Og det gjorde jeg så. Sgu! Og hold da op hvor er jeg stadig stolt af den bedrift. :D

Eller som da jeg for to år siden bestemte mig for, at nu skulle det være slut med min bilneurose, som har forhindret mig i at køre bil siden jeg for seksten år siden fik mit kørekort. Så jeg indkøbte mig en bil - en stationcar intet mindre. :D , som jeg selvfølgelig var nødt til at bede bilforhandleren om at køre hjem for mig - for jeg turde ikke. Hvorefter jeg satte et ”Övningskör” bagpå, smed telt, soveposer og børn i bilen og kørte femhundrede kilometer nordpå en søndag morgen klokken tre. Gæt lige om mormor blev forbavset da vi dukkede op på hendes dørtrin med morgenbrød….

© Harning

For nogle år siden skrev jeg denne sangtekst i protest over kvindebevægelsens selvbestaltede ret til politisk korrekthed og ejerskab over andre kvinders sind og kroppe.
I dag er den mere relevant end nogensinde, da Dansk Kvindesamfund igen er gået på banen for at nedgøre,kritisere og fordømme sine medsøstres karrierevalg.
Dette er fuldstændig uacceptabelt!
Uanset hvad Dansk kvindesamfund eller andre med dem ligesindede måtte mene eller tænke, har jeg fortsat ret til mit frie individuelle valg når det kommer til mig selv og min egen krop i henhold til kvindekonventionen.
Denne ret insisterer jeg på, at fastholde, såvel for mig selv som for andre kvinder der ikke sympatiser hverken med inkarnerede misforståede rødstrømper eller medlemmerne af Dansk Kvindesamfund.
Teksten er således et oprør mod en bevægelse, der ikke længere kæmper på kvindens side - men som har skabt sin egen side at kæmpe for.

En side der er snæversynet og hæmningsløst dæmoniserende moraliserende overfor de frie kvinder som ikke passer ind i den forudbestemte korrekte ramme.

Kvindebevægelsen er derved, ifølge min opfattelse, blevet den undertrykkende part, der fuldstændigt ignorerer den enkeltes kvindens frie valg, og i ligestillingens navn misbruger den enkelte kvindes krop.
Ingen andre steder i samfundet møder man så intolerante holdninger, som hos disse hovmodige kvindeforkæmpere. De er de første til at råbe ”Offer” eller ”Billig” eller ”udnyttet” hvis en ung selvbevidst intelligent kvinde ønsker at eksperimentere med og nyde sin egen seksualitet.
Eller gud nåde og trøste - skulle ønske at blive hjemme og passe sine børn- eller som jeg, vil forbeholde mig retten til at gå i stiletter, nøgen på nær et forklæde mens jeg bager småkager til de små poder.- og glæder mig til at min søde (på nuværende tidspunkt imaginære) forsørger kommer ind ad døren.

Tøsemagt er således et slags begravelsesdigt til rødstrømperne, og samtidig en hyldning til enhver kvindes ret til individuel selvbestemmelse.

© Harning

Red. 13 marts: Hvis du vil støtte kvinders ret til selv at bestemme over deres krop, kan du bla. gøre det hér.

Og det var grunden til at Skrankepave Skammelsen nu kunne læne sig tilfreds tilbage, sutte på sin kylling og give sig selv et par velfortjente klap på skulderen efter endnu en arbejdsom dag i Bibliotekets Bureaukrati.

© Harning

(Stor tak til lille Jensen for inspiration
og baggrundsinformation om Ixxxx Bibliotek)

*****

Låt Danmark betala för systembolaget!

Nu får det vara nog, anser Malmös kommunalråd Ilmar Reepalu i tisdagens City. Han anser att danskar som bor i Sverige och arbetar i Danmark kostar mycket fler pengar än vad den danska staten skickar tillbaka. Hur detta räknestycke ser ut skulle jag väldigt gärna vilja se.

Själv bor jag i Sverige och arbetar i Danmark – visst lägger jag mina skattepengar i Danmark, men jag går också hos dansk läkare, använder mig av dansk sjukvård, och om jag är sjuk, skal ha föräldrapenning eller om jag blir temporärt arbetslös så betalar Danmark.

Fast nu är det ju inte de arbetslösa danskarna som Hr. Reeplalu har fått nog av, utan dom av oss som arbetar och skattar på andra sidan. Så låt oss se vidare på matten.

Jag själv får alltså ingenting från Sverige, hur är det då med resten av familjen?

Bostadsbidrag får vi varken från Danmark eller Sverige. Egentligen har vi rätt till bostadsbidrag från Sverige, men eftersom det särskilt fina svenska decentraliseringsystemet har skapat ett enskilt kontor, utan handläggare, för oss som arbetar i Danmark - lär detta tidigast komma till utbetalning om femton år eller så.

Barnbidraget kommer från Danmark – men används i Sverige för att betala sonens förskola.

De flesta gränsarbetare betalar dessutom maxtaxa eftersom försäkringskassan räknar om de danska kronorna - utan att medtaga den högre skatteprocenten. Bruttoinkomsten framstår därmed illusoriskt högre – och bidraget blir därmed mindre.

Sen är det den äldste sonen som visserligen går i gymnasiet, men som varken får studiebidrag eller gratis tandbehandling i Sverige. (sistnämnda har vi naturligtvis klagat över).

Sverige tjänar däremot på min fastighetsskatt, min vägskatt och mina miljöavgifter för inte tala om all dyr el som jag använder och de lokala näringdrivande som har glada dagar när jag använder min höga danska lön för alla mina inköp.

Till och med mitt månatliga pendlarkort köper jag i Sverige – till stor glädje för skånetrafiken, eftersom den danska staten betalar även för detta.

Faktiskt lägger jag alla pengar som jag tjänar - i Sverige, förutom ett par flaskor vin då och då, som jag hellre köper i Danmark eftersom det är både lättare och billigare än att springa på systemet.

Men.. det kanske är detta som Hr. Reepalu protesterar emot och vill att Danmark skall betala – de förlorade spritskatterna ?

Eller är sanningen den, att sjukvård, arbetslöshetskassa, pensioner osv. inte alls kostar samhället så många pengar som politikerna vill låta påskinna och att skatten som betalas i Sverige både räcker mer än väl och blir över?

Faktum är att jag lägger en kvarts million kronor till det svenska samhället –utan att få någonting tillbaka och att Hr. Reepalu och vänner dessutom får in 11.000 kronor per familjemedlem från den danska staten.

Det finns ett ord får människor som singlar ut en folkgrupp och gör dem till syndabockar, undrar om Hr. Reepalu definierar sig själv som en sådan? Och jag undrar om mina barn nu kommer att vilja stanna i Sverige och bli produktiva vuxna skattebetalare, eller om de kommer att hinna bli så trötta på att kallas ” Djävla danskar” att de emigrerar så fort de bara kan.....

©Harning

Pædagogen kan således i kraft af sit fag være, ikke bare delagtig i, men direkte ansvarlig for at en forælder bliver frataget sine lovmæssige rettigheder, at et barn bliver involveret i en uretmæssig undersøgelse o.m.a.

Det er min opfattelse, at hvis vi ikke tager vores lovgivningsmæssige pligter alvorligt, har kendskab til dem og sikrer at forældre får opfyldt deres rettigheder, så umyndiggør og klientgør vi vores brugere, ved at tage ansvaret for eget liv fra dem, skaber vi en svag gruppe, hvor magtesløshed overfor samfundet og systemet er fremherskende.

Almindelige mennesker der er svage, ikke på grund af deres opvækst eller livsbetingelser for øvrigt, men som bliver de svage, fordi vi som pædagoger tager magten fra dem, når vi ikke anerkender deres viden og erfaringer, når vi ikke udviser ydmyghed og respekt for de mennesker, hvis verden vi har så stor indflydelse på.
© Harning

Men det er bare ikke det der sker, når systemet griber ind og anbringer børn. Og jeg er ikke, til forskel fra fx vores regering, en uvidende nar, der intet ved om børn, anbringelser, vores administrative system eller den praksis som udøves i den virkelige verden. Jeg lever ikke i en utopisk, desillusioneret virkelighed, og jeg foretrækker at basere mine holdninger og beslutninger på viden frem for misforstået idealisme.

I den virkelige virkelighed er det sådan, at der pt. er knap 13.000 anbragte børn under atten år i Danmark. Af disse bor mindre end halvdelen i plejefamilie (46%) resten bor på institutioner, i eget værelse m.v. Af disse børn kan vi forvente at de vil vokse op og have langt flere problemer, højere kriminalitet, manglende forældreevne, og en overdødelighed. - Dette til forskel fra andre børn som har haft de samme kår, der også kommer fra socialt belastede familier og hvis forældre også har omsorgssvigtet dem, men som ikke er blevet anbragt udenfor hjemmet under opvæksten.

I den virkelige virkelighed er det altså sådan at vi opdrager nogle børn indenfor systemet - til at være dårligere stillet end de havde været hvis vi lod dem være i fred.

Hvor har hun så alt det der fra, spør` du måske, der findes jo ikke rigtig noget forskning indenfor området i Danmark. Det er rigtigt, det gør der ikke, men en smule findes der dog - og hvis vi kigger lidt ud i verden til nabolandene og England (som er sammenlignelige i sammenhængen) så findes der faktiskt en hel del forskning at tilgå.

Men hvordan kan det være? spør du så måske om, når du har opdaget at jeg har ret. Ja, der er der ikke helt så entydige forskningsresultater - dog er der sammentaget med psykologisk viden nogle ganske gode kvalificerede gæt.

Et sted mellem 25-60% (afhængigt af aldersgruppe) af alle børn der bliver anbragt bliver det igen og igen og igen- de fjernes hjemmefra, kommer til et børnehjem, til en plejefamilie, til en ny plejefamilie, til et nyt børnehjem osv…. Alt dette naturligvis uden at være blevet hørt om hvad de ville og om hvordan de egentlig har det.

Og så skal der jo lige pludselig ikke ret meget psykologisk indsigt til, at forstå at der er forskel på, at vokse op med én omsorgssvigtende forælder der trods alt elsker dem, i vante omgivelser, med sine søskende, venner og naboer og med en stabil skolegang, til at vokse op med skiftende voksne - som alle (set i barnets perspektiv) svigter, uden sine søskende, uden mulighed for at danne varige venskaber og relationer og uden et stabilt skoleforløb.

Men hvad kan vi så gøre, spør du nok nu. Og heldigvis har jeg da også et svar på det. :D

Vi skal slet ikke anbringe nogen børn - medmindre deres forældre virkelig tigger om det, eller børnene har været udsat for vold af særlig farlig karakter.

Til gengæld skal vi sætte ind og hjælpe i familien (kvalificeret hjælp, ikke de useriøse indsatser der iværksættes i dag) og vi skal forlange af vores regering at den skal omlægge socialpolitikken på området, således at kommunens primære opgave i forbindelse med en mulig anbringelse, ikke er at lede efter problemer i den eksisterende familie - men at være i stand til at kunne garantere (med erstatningsansvar) at barnet reelt vil få det bedre der hvor det bliver anbragt, at anbringelsen er stabil under hele barnets opvækst og at barnet som voksen i kraft af anbringelsen vil klare sig mindst lige så godt - som hvis det ikke var blevet anbragt!

© Harning

Hvis du vil ha mere viden om forskning på anbringelsesområdet kan jeg som ”startlæsning” stærkt anbefale ”Anbringelse af Børn og unge udenfor hjemmet - En forskningsoversigt” af Tine Egelund og Anne-Dorthe Hestbæk fra 2003 - den fås fra socialforskningsinstituttet og indeholder en mængde data og informationer som man så kan undersøge nærmere, hvis man er særligt interesseret. :D

Hvis du vil vide mere om hvordan, nu voksne, mennesker har oplevet deres anbringelse, kan du finde flere oplysninger her. Eller hvis du vil vide mere om de kummerlige forhold som nogle børn har været udsat for under deres anbringelse tryk her. Eller kronikken mv i dagens Politiken om bla. Tønderpigernes opholdssted.

* Da jeg i teksten ikke skelner mellem tvangsanbringelser og frivillige anbringelser - er det fordi det er min opfattelse og erfaring at de 9% som siges at udgøre tvangsanbringelser i det samlede anbringelsestal er vildledende. I den virkelighed som jeg bliver bekendt med - så har forældre typiskt fået at vide af deres sagsbehandler, at hvis ikke de går med til en frivillig anbringelse, så vil deres børn blive fjernet ved tvang og de vil ikke få lov til at få samvær med børnene. En frivillig anbringelse bliver derved til en tvangsanbringelse.

Bevares, layoutet er måske ikke lige det mest lækre man har set, men indholdet er helt i top: Historierne er relevante -til trods for, at man skal lede langt efter dem i de "rigtige" aviser - vinklerne er relevante og uhyre skarpe og så er Ole Birk & Co. ikke bange for rent faktisk at fortælle læseren, hvad de helt konkret har spurgt en interviewet personlighed om.  Virkeligt godt!

Desværre er der bare ikke så mange historier i løbet af døgnet - men det hænger jo nok sammen med redaktionens størrelse...

... men hvad der måske ikke er i kvantitet er der i kvalitet - især på holdningsfronten:

De daglige kronikker er oftest "right on" i deres kritik af dette og hint og avisens egne ledere er vidunderligt kritiske af især den øvrige danske presse. At man derudover nemt og enkelt selv kan kommentere på herpå er rigtigt lækkert.

Blandt de nyeste ledere jeg særligt har nydt er Holdningsløse Tidende, der velsagtens med en vis berettigelse kritiserer Niels Lunde og hans efterfølger på Berlingerne, og Underklassen forsumper i Velfærdsstaten.

At avisen også er repræsenteret på Facebook er også dejligt.

Herfra skal blot lyde et: GODT GÅET GUTTER!