Björkman, liksom jag, hade gärna sett mer möjlighet till interaktion mellan användarna. Varför inte en begagnat marknad som underlättar både för köpare och säljare att hitta varandra och som dessutom ger Ikea möjligheten att enkelt ha koll vad som händer på begagnat marknaden.

Men det kanske är en småsak i det stora hela. Jag avslutar med att citera Björkmans slutrader:

”Det som är intressant är det relativt nya och kraftfulla sätt att skapa relation med sin marknad. Förmodligen har vi bara sett början på hur företag anammar de sociala webbaserade funktionerna i sin kommunikation.”

Wirklich erfolgreich, sprich, kommerziell ertragreich, ist bis heute keines der publizierten Online-Auftritte - nicht einmal Communities wie myspace oder die Videoplattform youtube, auch nicht SPIEGELonline fährt, gemessen am Aufwand, beneidenswerte Erträge ein. Ein Erfolgsrezept für das Publishing im Internet, so wie die durchschlagenden Online-Beispiele von Organisationen wie Ebay, Google oder Amazon, für einen innovativen Vertrieb von Produkten oder zur Orientierung im Informationswirrwarr, gibt es im Bereich des Informations-Publishing der traditionellen Verlagshäuser nicht - lässt man die Informationsangebote von Wissensdiensten wie Lexis Nexis oder dem Wirtschaftsdienst Bloomberg einmal außen vor. Gemeint sind die Online-Versionen der erfolgreichsten Tages- oder Wochenzeitungen oder entsprechender Magazine Deutschlands. Das Hamburger Abendblatt ist vermutlich nicht die einzige deutsche Tageszeitung, die Probleme hat, ihre schwindenden Leserzahlen durch Online-Angebote aufzufangen oder Jugendliche für dergleichen zu begeistern. Die F.A.Z. verliert sich im Internet nicht als einzige in einem boulevardesken Chaos der orientierungslosen Profilierung. Bisher lautet das Konzept, viel Aufwand, von allem etwas - Bilder, Videos, Audios, doch wenig Profil auf Kosten der Klarheit. Es ist ein Prozess. Nach einer langen Strecke des Probierens, nach dem Einschlag des Internet-Mediums auf den Print-Planeten, nach den Tsunamis der Weblogs, richtet sich die Branche der Nachrichten-Medien, der Magazine und derjenigen, die im großen Maßstab firmenspezifisches Corporate Publishing betreiben, neu aus. Die Printmedien sind lange nicht tot, sie haben sich lediglich etwas lange auf Zahlen statt auf Inhalte konzentriert. Jetzt ist erfolgreich, wer dazu gelernt hat.

Erfolgreich ist bisweilen nicht wer Preise einstreicht und erst recht nicht wer im Internet Preise macht. Einzige Erträge erzielt man durch Werbekunden. Der Leser ist nicht bereit zu zahlen. Ob er bereit ist, am nächsten Tag erneut einen Blick zu riskieren, weiß man auch nicht sicher. Kein Magazin überlebt aufgrund bedeutender Auszeichnungen für Format, Design, Layout, grafische Umsetzung oder die Qualität der Arbeit, zumindest nicht in kommerzieller Hinsicht. Wichtiger sind die beim Leser hinterlassenen Impressionen, Emotionen, die der Glaubwürdigkeit gegenüber Inhalten oder dem kulturellen, sozialen, ökologischen oder interkulturellen Motiven. Wichtig ist, das ein Leser wiederkehrt. Die Frage, welche neuen Handlungsmöglichkeiten die unübersichtlich erschlagende Vielfalt an Informationen im Internet dem Konsumenten derselben bringt, ist von keinem Anbieter bisher - von eher bis zur Unerträglichkeit politisch ambitionierten Anbietern abgesehen - befriedigend beantwortet worden. Welchen Sinn macht der Konsum von Informationen, außer mich zu zerstreuen oder mich emotional für einen Moment zu bewegen? Entdeckt der User einmal die Sinnlosigkeit, stellt er den Konsum ein. Nein? Jedenfalls sind Informationen allein nicht viel wert. Da kann man noch so viele Kompakt-Berichterstattungen zu Olympia erstellen, Studien analysieren oder Städterankings zum mitklicken offerieren. Bisher schafft man es, die Aufmerksamkeit der Konsumenten zu binden, dafür zahlen die Anzeigenkunden.

Es gibt RSS, e-paper, Newsletter, portable documents, digital publizierte Texteinheiten, Weblogs, Directories, Social Networks und eine ungezählte Menge weiterer, insbesonderer gut klingender Anglizismen. Bisweilen versteht man unter Online-Publishing was auf eine Art und Weise anklickbar oder interaktiv manipulierbar ist. Darum, so bringt es offenbar das bisherige Lernverständnis der Leadership mit sich, ist Interaktion, Cross Media, Weblog, Forum, Videocontent, stündlich neu, jeden Tag anders, user generated, unverzichtbar.

Es gibt bis ins Unendlich laufende Problemzergliederungen bei der Frage danach, wozu das Internet nun taugt und ob es die Zeitungslandschaft bedroht oder doch nicht. Die Fragestellung beherrscht die epidemischen Web 2.0-Podiumsdiskussionen zwischen traditionsbewussten Verlegern, PR-Fachleuten oder Marketingspezialisten in diesem und in anderen Ländern. Und die noch fehlende Antwort auf die stetige Frage, welches Online-Geschäftsmodell ertragreich sei, verfolgt die Diskutanten bis heute. Welche Zukunft hat und bringt uns nun das Internet?

Online-Publishing, bis heute ein Kind ohne reife Identität, immer begleitet von dem dunklen Schatten der kostspieligen Qualitätssicherung. Es gibt keine Konvention, keine Orientierung, jeden Tag erscheint es von Neuem unberechenbar. Wehe dem der nichts sichert, der nichts garantiert oder nicht weiß was die User wollen und wie sie einen finden. Keiner möchte mit seiner aufwändig produzierten interaktiven Onlinepublikation bloß in einem Google-Topf landen, jeder will Suchmaschinen optimiert und jeder will außergewöhnlich sein. Derzeit unternehmen die Zeitungsverlage den Versuch, aus ihren Printprodukten eine Benutzeroberfläche zu generieren. Papier digital auf dem "immer weniger von dem platziert wird, was Geld kostet (nämlich gute Artikel), aber immer mehr von dem, was Geld bringt (nämlich Werbung und Product-Placement)" (PRANTL, SZ-online, 16.8.).

Mit der inzwischen überall als journalistische Kommunikation gestempelten Ware Information will man Mehrwerte für den jungen, mittelalten und alten Leser bieten. Man gibt sich der gewünschten Zielgruppe gegenüber frei von Einflüssen, frei von Konkurrenz und Auftraggebern, zumindest versucht man diese Haltung einzunehmen, glaubhaft zu sein. Doch das Image entsteht aus Strategie, meist ist es weniger als eine hohle Phrase. Trotz der Gratwanderung zwischen journalistischem Produkt, geschrieben mit journalistischer Kompetenz und einem nackten Marketinginstrument - lässt Qualität und Glaubwürdigkeit der Inhalte zu wünschen vieles übrig.

Herausgeber wollen mehr bieten als nur die journalistische Hofberichterstattung, als nur die Originaltextmeldung von Unternehmen, das wollen Tageszeitungen und Online-Publisher genauso wie die Verantwortlichen von Organisationen mit Pressestelle. In erster Linie will man verdienen, verkaufen und erst in zweiter Linie Sinn stiften oder sich engagieren. Die neuen Medien gefährden, dem amerikanischen Medienprofessor Philip Meyer zufolge, die Gatekeeper-Funktion der traditionellen Medien – und untergraben damit ihre ökonomische Bedeutung.

Erste Regel, um einen Leser glücklich zu stimmen, ist immer noch: den Leser ernst nehmen. Leser haben ein untrügliches Gespür dafür, wann ihnen nur etwas verkauft wird, Ganz gleich ob sie Nachrichten lesen, Produktbeschreibungen oder Studiengangsinformationen studieren. Gute Feedbackkanäle, insbesondere nutzerfreundliche, dienen Online-Publishern als ein anregender Quell zur in- und externen Verbesserung jedweder Qualität. Foren, Gästebücher und Blogs gehören zu den Werkzeugen, mit denen man meint, Zielgruppen binden zu können, doch weiß man gleichzeitig darum, dass sich die wenigsten Konsumenten von Online-Publikationen fesseln lassen - kaum ein Leser im Internet ist in seiner Beziehung zum Herausgeber noch monogam. Anders als im realen Leben kostet heute der Blick in die Konkurrenzangebote, auch der niedersten Informationsanbieter, nichts. Hinzu kommt die Herausforderung, Leser nicht mit Informationen zu erschlagen und dabei Botschaft verloren gehen zu lassen. Nur welche Botschaft macht Sinn? Wir konsumieren im Internet insbesondere schlechte Botschaften und immer öfter auch schlechte Produkte.

Hinzu kommen Text und Layout - sie sollen sich bitte voreinander verbeugen. Ein ansprechendes Layout lädt ein zum Verweilen, ebenso die spritzige Headline. Layout muss Emotionen transportieren, die durch Text, der nicht langweilig, nicht bleiwüsten präsentiert sein darf, unterfüttert wird, so heißt es. Relevante Inhalte sind, wie die Qualität der Bilder bedeutend. Visuelle Reize wie Fotos, Grafik oder Illustrationen darf man nicht hinrotzen. Vielleicht, ja. Aber damit gewinnt man am Ende eher Preise für den innovativen, wenn auch unbrauchbaren Querschuss, als längerfristige Interessenten.

Am besten dann noch Geschichten nahe am Menschen. So lassen sich auch unpopuläre Themen transportieren. Kritische Stimmen sind dabei wichtiger als stereotype Vorzeigeobjekte, die schnell distanziert und darum unrealistisch gelten. Wichtig ist der Blickwinkel der Betrachtung - das Thema ist daneben nahezu egal. Der Mehrwert entsteht, wo das Lesen Sinn macht. Alles geht, das nicht langweilt. Authentizität und Glaubwürdigkeit entstehen durch Offenheit - 360 Grad Rundblick und keine Angst vor Tiefe. Derart Offenheit kommt an, sorgt für Überraschung, Unberechenbarkeit, Aufmerksamkeit und im Idealfall für Akzeptanz. Mut zur Innovation übrigens auch. Aber nicht aus dem Motiv modern, hip oder angesagt sein zu wollen. Das nervt eher. Längerfristig überstehen allzu oberflächlich angelegte Fassadenkonzepte nicht das kritische Urteil einer kritischen Leserschaft. Und was will man mehr? Dazu gehört eine Kultur, die ermuntert, gemachte Fehler einzugestehen. Sicherheit gibt es nicht.

Wer online kommuniziert spart Unsummen bei Druck und Papier, erreicht erheblich mehr Adressaten, außerdem schneller - könnte man meinen. Auch die Zeit der gedruckten PR ist unlängst vorbei, je fachlicher es wird, desto eher wird das Online-Medium interessant bzw. relevant, heißt es. Online-Berichterstattung ist schneller. Dank Internet haben wir die Echtzeit-Berichterstattung erreicht. Nur die Wettervorhersage geht noch weiter. Ansonsten das Ende einer Entwicklung.

Der Leser will Mehrwert, der sich vom Kommunikationseinheitsbrei abhebt. Publisher werden zukünftig insbesondere darin eine Fähigkeit besitzen müssen, ihre Leser bzw. Kunden zu verstehen, um ihnen faszinierende Erkenntnisse zu bieten, die Welt und das was zu ihr gehört zu erklären, in Gebrauchsanweisungen.

Normala människor är i sanning konstiga.

—————————————————-

Idag kom Herr Överordnad med instruktioner om hur jag skulle gå tillväga för att få min lön utbetald till mitt konto. Jag gav ovan nämnda mina kontouppgifter för några dagar sedan, men tydligen ska lönekontoret bara ha mitt personnummer, och så ska banken sköta resten. Så det skulle bara vara att gå till banken och där få kontot kopplat till lönutbetalning, hur smidigt som helst. Jag gick dit och sade vad jag hade blivit tillsagd att göra, och ingen förstod vad jag talade om. Efter att ha diskuterat med varandra ett tag, samt ringt upp någon annan inom företaget, kom de fram till att en blankett skulle fyllas i. Byråkrati alltså, alltid lika roligt. Tydligen behöver jag emellertid veta vilken bank lönen utbetalas från för att detta ska möjliggöras. Jag får med andra ord göra ett nytt försök imorgon. Vad jag inte förstår är: Hur svårt kan det vara för lönekontoret att bara ta mina kontouppgifter och sätta in lönen direkt?

—————————————————-

Jag har idag haft en väldigt störande värk i vänstra vaden (vad? den), som om jag har sträckt en sena, muskel eller dylikt. Det kan bero på att vänsterfoten fastnade i en dörr under gårdagens runda. Det känns inte så trevligt om det är något allvarligt som förvärras av mitt arbete. Är det inte bättre vid den här tiden imorgon bör jag således ringa en vårdcentral. De kommer troligen behandla mig med stenknivar och björnskinn; var är Dr. McCoy när man behöver honom?

—————————————————-

Idag fick jag ett efterlängtat besked: Jag har fått ett förstahandskontrakt på en bostad i Umeå. Ett studentrum i Mariehem, närmare bestämt. Sålunda har jag avbokat nedanstående erbjudande om ett andrahandskontrakt.

In diesem Kontext ist auch die Social Identity Theory interessant. Die Hauptaussage der SIT ist, dass jedes Individuum ein positives Selbstkonzept anstrebt. Grunsätzlich besteht das Selbstkonzept aus zwei Bestandteilen: der persönlichen Identität (Individuum) und der sozialen Identität (Gruppe). Bei einer negativen sozialen Identität (diese wird im Hinblick auf gruppendynamische Prozesse relevant) wird die Gruppe, in der sich das Individuum befindet (siehe Interaktionskontext-Theorie) negativ beurteilt. Ein Beispiel wäre ein Raucher, der von einem Nichtraucher angepöbelt wird. In diesem Fall hat der Raucher drei Möglichkeiten, um sein Selbstkonzept positiv zu beeinflussen. Entweder er geht dem Gruppenvergleich (Raucher vs. Nichtraucher) aus dem Weg oder er verteidigt die eigene Gruppe der Raucher oder - zugegeben, das wird nicht oft passieren - er wechselt die Gruppe und wird Nichtraucher. Die eigene Gruppe (Ingroup) kann durchaus aus mehreren Untergruppen bestehen. Je nach Situation wird man sich entweder der Gesamtgruppe oder der jeweiligen Untergruppe angehörig fühlen. Dabei bedeutet die jeweilige Betrachtung der "Ingroup" und der "Outgroup" eine Abgrenzung und Diskriminierung von Angehörigen der Outgroup. Dies führt zu Konflikten, Wettbewerb und - wenn man den Sachverhalt auf ein Unternehmen überträgt - zu einer ineffektiven und ineffizienten Arbeitsweise.

Um diesen psychologischen und sozialwissenschaftlichen Exkurs abzurunden, betrachten wir ein analoges Problem in einem Unternehmen. Laut Vroom (1969) besteht ein Unternehmen aus vielen kleinen Gruppen von Individuen, die miteinander interagieren. Dabei besteht jede Gruppe aus einer Führungsperson und n Mitarbeitern. Was kann man nun tun, wenn es zu Konflikten zwischen den einzelnen Gruppen kommt? Dafür gibt es nur eine sichere Lösung - einen gemeinsamen Kontext schaffen. Dieser gemeinsame Kontext ist nichts anderes als eine Unternehmenskultur. Auf der psychologischen Ebene bedarf es aber einer Abgrenzung der Mitarbeiter gegenüber einer anderen Gruppe, denn nur so kann man sich mit dem Gesamtunternehmen als Gruppe identifizieren. Aus diesem Grund arbeitet man u.a. mit Feindbildern von anderen Konkurrenzunternehmen gegenüber denen man sich abgrenzt, was eine positive Beeinflussung der sozialen Identität bewirkt. Man muss aber bedenken, dass eine Unternehmenskultur nicht von heute auf morgen implementiert werden kann, sondern mindestens 3-5 Jahre braucht bis die meisten Mitarbeiter sich mit dieser Unternehmenskultur identifizieren können.

Att hitta sin identitet som icke hörande i en normalhörandes värld är inte lätt, särskilt inte då det inte finns rollmodeller att utgå ifrån. Jag är uppväxt i en hörande familj, och fick på grund av det en normalhörandes självbild. Men, numera har jag en identitet som mig själv med en personlighet bestående av många olika sidor. Jag har skapat mig en identitet, genom åren med min hörselnedsättning. Ingen spikrak väg, utan mer en stig med många törnen.

Det är i samspelet – interaktionen – med andra människor som vi blir människor. Det är då i den relationen som vi blir någon och utvecklar en identitet. "Vilka" vi blir beror på oss själva, våra föräldrar, samspelet med människorna i vår omgivning och hur vi uppfattar att de ser på oss. En positiv utveckling i samspel med omgivningen leder till en verklighetsanpassad självbild. Där vi finner en plats – och respekt – för den vi är som person och där vi också kan visa respekt och visa hänsyn för andra människor.

Läs även andra bloggares intressanta åsikter om funktionshinder, funktionsnedsättning, hörselskada, självkänsla, att känna sig själv, identitet, interaktion, socialt samspel,

Når man i årevis bombarderes med kommentarer, der problematiserer det at have rødder et andet sted i verden eller i en anden kultur end flertallets, kan man undertiden selv begynde at opfatte det som et problem. Og så tager man med på et projekt som KULTOUR og bliver klar over, hvor absurd den tankegang er. Intet sted følte jeg mig så fri og så hjemme som i den gruppe af verdensborgere. Og det åbnede mig meget mere op for vores "lånere", fordi jeg blev mere glad og selvsikker.

Det var også dejligt at møde alle de mange mennesker rundt omkring i landet, som stillede alverdens spørgsmål og fortalte om dem selv. Der er i Danmark ikke en kultur, hvor man uden videre taler sammen med fremmede i bussen, så man kunne tro, at folk var lukkede og ikke interesserede sig for andre. Men under touren fandt jeg ud af, at der faktisk er mange, der har en trang til at tale. Stort set alle, jeg mødte, begyndte efter fem minutter at tale frit om det ene og det andet, som om vi var gamle venner. Det var en helt ny oplevelse for mig.

Projektet blev også værdsat af andre. Mange gange blev vi spurgt, om ikke vi tog ud på skoler og om ikke vi kom igen næste år. Den gang vidste vi ikke, om der ville være midler til at gentage succesen, men det kom der - bl.a. blev de to projektledere Michael og Henrik Seeberg hædret med Børnehjælpsdagens Lillebrorpris!

Mens vi i denne uge er på tur, kommer jeg nok ikke til at skrive så meget her på bloggen. Til gengæld har KULTOUR selv en blog, hvor vi og vores lånere løbende vil skrive om vore oplevelser. Derfor kig der, hvis ikke der sker noget på denne blog. Der kommer sikkert også billeder.

Sidst med ikke mindst skal jeg endnu en gang invitere jer til at møde os, når vi i løbet af ugen besøger disse byer:

23. juni kl. 16-19 - København, Rådhuspladsen
24. juni kl. 12-17.30 - Odense, Flakhaven (Rådhuspladsen)
25. juni kl. 13-17 - Ålborg, C.W. Obels Plads
26. juni kl. 12-17.30 - Kolding, Axeltorv (Rådhuspladsen)
27. juni kl. 12-18 - Silkeborg, Torvet
28. juni kl. 11-16 - Århus, Lilletorv
29. juni kl. 13-18 - København, Nytorv

Tilføjelse: Jeg blev i dag interviewet af en journalist fra P3, og der skulle gerne være et indslag om KULTOUR i P3-radioavisen kl. 16, 17 og 18 (og muligvis allerede kl. 15). Desuden var nogle af de andre med i et indslag i Go' Morgen Danmark - se det gratis på Sputnik!

Det är inte konstigt att vi som är hörselskadade i den normalhörande värld brottas med den sociala sfärens olika koder då vi inte hör och uppfattar dem. Men samtidigt är det väl ändå inte vi som skall rätta oss efter och förändra vårt beteende i samspelet med andra för att passa in och fungera på "deras" arena. Att visa respekt och ta hänsyn till att vi alla är olika är en bra början på ett väl fungerande samarbete i såväl arbetslivet som utanför. Vilket som jag ser det gör att vi är flera om att få vår kommunikation att fungera,

Samtidigt tampas även jag med känslan av att känna mig väldigt besvärlig som ställer krav och det leder till funderingar kring hur förändra det i samspelet med andra och då framför allt på arbetsmarknaden. Men som jag ser det är det att göra våld mot mig själv att försöka bli något jag inte är. Jag är social och kommunikativ. Oändliga är de situationer då jag råkat ut för fördomar och attityder, oviljan i att vilja förstå och att inte mötas på samma våglängd.

Och nej jag säger inte att mitt sätt är den "enda vägen". Att hitta balans mellan att höra på lika villkor, är synnerligen svårt. Det är där jag och säkert flera med hörselnedsättning som ständigt får anpassa och omförhandla våra hörselstrategier. Att verkligen få möjlighet i – chansen på lika villkor - att också få höra vad övriga hör utan att för den skull trampa dem på tårna. Det handlar ju inte om på att vi kör över våra medkamrater, hänsynslöst, utan mer att vi vill vara en del av det hörande samhället på lika villkor.

Bildnamn - Soundwaves

Läs även andra bloggares intressanta åsikter om bemötande, funktionshinder, hörselnedsättning, hörselstrategi, interaktion, kommunikation, samspel, social arena, sociala koder, socialt samspel,

Forscher kommen der neurologischen Basis der Gedanken immer näher. (Bild: AP)

Wörter lesen im Gehirn — Computer spürt Begriffsassoziationen nach
Von Volkart Wildermuth, Deutschlandfunk Forschung

Neurologie. - Das Gehirn beim Denken zu beobachten, ist ein Traum der Neurowissenschaftler. US-Forscher haben jetzt unterschiedliche Wörter im Gehirnscan sichtbar gemacht. In der aktuellen Ausgabe von "Science" berichten sie darüber.

Der Geist steckt im Gehirn. Davon sind Tom Mitchell und Marcel Just von der Carnegie Mellon Universität in Pittsburgh überzeugt. Doch ihn in den Millisekunden schnell flickernden Mustern der Nervenaktivität aufzuspüren, ist fast unmöglich. Die beiden Neurowissenschaftler ließen Versuchspersonen Strichzeichnungen und Namen von 60 konkreten Objekten betrachten, wie Tomate, Flugzeug oder Fuß. Gleichzeitig schauten sie ihnen ins Gehirn. Die bunten Bilder, die dabei herauskamen waren erst einmal nicht zu interpretieren. Mit einem linguistischen Trick gelang das Kunststück dann doch: die Substantive wurden sozusagen mit Verben eingekreist, erläutert Marcel Just.

"Wir glauben, dass Dinge im Gehirn über unsere Interaktion mit diesen Dingen abgespeichert werden. Nehmen sie als Beispiel das Wort Apfel. Sie können ihn essen, riechen, festhalten und diese Verben, diese Aktionen sind der Schlüssel zur Darstellung dieses Wortes im Gehirn."

Anhand einer Internettextsammlung mit über einer Billion Worten analysierten die Forscher aus Pittsburgh, wie häufig jedes Substantiv von 25 Verben wie essen, fahren oder reiben begleitet wird. Dabei entstand eine Art Netzwerk der Assoziationen. Just:

weiterlesen

En 'sponsored story' med overskriften "Tænk nyt - Bliv fan af Nykredit" dukkede op i min news feed på Facebook i dag.

Det lød umiddelbart ikke så tillokkende, men der stod også noget om en konkurrence, så jeg klikkede alligevel nysgerrigt videre og kom hertil.

Det, jeg fandt, var Nykredits page på Facebook kaldet "Job i Nykredit". Ved første øjekast ser jeg både videoer med medarbejdere, en stor konkurrence om at lave en ny "Tænk Nyt" reklamefilm, invitationer til virksomhedspræsentationsevents, fotoalbums og et diskussionsforum. Og så tænkte jeg: "Fedt! Endelig en dansk virksomhed, der rykker på Facebook og tilsyneladende gør et ordentligt stykke arbejde ud af det!"

Men så begynder advarselslamperne at blinke. Der er kun 142 medlemmer - 'fans' som Facebook så åndssvagt har valgt at døbe dem - på siden. Til trods for at konkurrencen om at lave en ny reklamefilm har kørt siden februar, er der kun ét bidrag - lavet af nogle knægte, der øjensynligt har haft det skægt, men som næppe vinder en reklamepris foreløbigt.

Videoerne med medarbejdere fra Nykredit ligner et forsøg på at tegne en alsidig virksomhed med diversitet i de ansatte og mange karrieremuligheder, men de savner noget originalitet. Og så er der det, som virker mest underligt på mig: i diskussionsforummet stiller Nykredit de besøgende spørgsmålet: "Hvad er det vigtigste for dig, når du søger job?" med underspørgsmålene "Hvad brænder du for?" og "Hvordan fanger Nykredit bedst din interesse?" Det er der ikke en eneste, der har svaret på.

Siden har været oppe og køre siden februar 2008, men har altså kun 142 medlemmer, 1 bidrag i konkurrencen og ingen kommentarer i forummet. Ikke så imponerende. Når jeg læser velkomstnoten står der:

Det lyder jo godt, men siden er kun opdateret to gange - 4. marts da der kom et event i kalenderen og 3. april, da bidraget i filmkonkurrencen landede på deres Super Wall.

Men hvor er det så, at Nykredit er gået galt i byen? Der er flere ting, men først og fremmest har de tilsyneladende manglet en klar strategi med tilstedeværelsen på Facebook.

1. "What's in it for me?"

Det første spørgsmål, Nykredit burde have spurgt sig selv, er: "hvad får de besøgende med sig?" Det er en flot side, og videoerne og virksomhedspræsentationsevents er måske interessante, hvis man kunne tænke sig at arbejde for Nykredit. Men der er intet, der belønner dem, som kommer tilbage jævnligt - ingen nyheder eller opdateringer. Og helt ærligt: hvor meget interessant nyt kan en rekrutteringsafdeling skabe?

Forummets spørgsmål er et eksempel på, at man ikke tænker i modtagere men prøver at få noget nyttigt (for Nykredit) ud af gruppen. Og det er sådan set legitimt nok - men det er stillet op på en måde, så Nykredit beder om min mening - og min dyrebare tid - og ikke giver noget igen. Den går ikke i et socialt medie, og det viser de manglende svar også.

Man bør også stille spørgsmålstegn ved valget af en page på Facebook - frem for en group eller måske noget helt andet på et andet socialt medie. Styrken ved en page er bl.a., at medlemskab automatisk fremhæver page'ns navn og ikon på hver enkelt medlems profil - så andre kan se det. Men et af de centrale elementer i Facebook er ekshibitionisme: jeg vælger at være med i en gruppe eller fan af noget, fordi det er med til at skabe den signalværdi, jeg ønsker. Derfor vil jeg gerne være fan af iPod, Hugo Boss eller Dyrenes Beskyttelse, men hvor er det fede i at være fan af "Job i Nykredit"? Så havde "Nykredit" trods alt været (en smule) bedre.

2. En video er ikke dialog

Kernen i de sociale medier er, at de ansporer dialog. Men at lægge en video på et socialt medie som Facebook er ikke at gå i dialog med de jobsøgende. Det er stadig at tale til dem - bare på en ny platform. Jeg lavede en rask søgning og fandt desværre kun en af de fire medarbejdere fra videoerne med en profil på Facebook. Hvis Nykredit virkelig ville i dialog, så havde det været oplagt, at der i slutningen af hver video havde stået: "Vil du vide mere? Så skriv til [navn] her på Facebook!" efterfulgt af et link. Når nu medarbejderne stiller op til en video, kunne man godt forestille sig, at de kunne få løn for at tage skridtet videre og blive rigtige ambassadører for Nykredit i kød og blod?

3. Viral spredning bygger på underholdning

Jeg kan naturligvis ikke vide, om siden er en stor succes og har haft tusinder af besøgende. Men brugen af en 'sponsored story' (som jeg må antage koster penge?) og den ringe aktivitet på siden tyder på, at Nykredit ikke har fået spredt ordet ordentligt. Og det er egentlig synd, for specielt ideen med konkurrencen om at lave sin egen "Tænk Nyt" video er både sjov, involverende og har nogle præmier, der sikkert kunne få folk op af stolene - hvis de havde hørt om den!

Men der er ikke noget på siden, der ansporer eller faciliterer den virale spredning. Der er ikke et konkurrenceopslag på Super Wall'en, man kan forwarde til vennerne. Der er ikke noget spas, som kan give mig positiv opmærksomhed blandt venner og kolleger ved, at jeg sender det videre. Der er ikke noget, som gør, at når man ser vennerne blive medlemmer (fans), så tænker man: "Det må jeg lige tjekke ud!"

4. De har ikke TÆNKT NYT

Mest af alt savner jeg, at Nykredit tager deres eget "Tænk Nyt" slogan alvorligt med siden og viser mig noget, jeg slet ikke har set før! Det er måske en svær udfordring for en rekrutteringsafdeling, men det er trods alt deres eget slogan og burde derfor, kunne man synes, gennemsyre alt, hvad de laver i Nykredit.

Nykredits "Tænk Nyt" portal er et rigtig godt eksempel på nytænkning og involvering af kunderne. Det bygger på samme koncept som DELL's "Idea Storm", der er et forum, hvor almindelige mennesker kommer med ideer til produkter og services, som DELL bygger videre på. Den form for nytænkning savner man på Facebook siden.

Hvis Nykredit gerne vil i dialog med flere potentielle medarbejdere og have nogle flere bidrag til deres reklamefilmskonkurrence, kan de fx overveje følgende:

Nå ud til jeres medarbejderes netværk

Der er over 500 Nykredit medarbejdere med profiler på Facebook - start der. Igennem den interne kommunikation i virksomheden kan man opfordre medarbejderne til at medvirke. Det vil også helt automatisk fungere som et kvalitetsfilter, for ting der ikke er sjove, interessante og godt lavet, gider man ikke give videre.

Prøv ikke at nå alt på en gang

Det er svært at samle en god konkurrence, noget saglig information om Nykredit som arbejdsplads og så et cool fan-koncept under samme hat. Prøv at tænke de forskellige mål igennem og så lægge strategien (en gang til). For hvert budskab Nykredit vil formidle, skal der gerne være én klar kommunikationsindsats. Det kan fx være, at konkurrencen er bedre tjent med at køre sit eget liv på sin egen side (eller på MySpace?), hvor den kan fungere som et element i Nykredits branding aktiviteter.

Gør det sjovt

En medarbejdervideo, der fortæller hvor fede muligheder der er i Nykredit, forventer jeg at finde på Nykredits egen hjemmeside under HR. Det er ren markedsføring af den slags, man selv kan opsøge, hvis man mangler informationer. Hvis Nykredit skal bruge et socialt medie til at vise mig, at de er en fed virksomhed at arbejde i, vil jeg se noget, som er virkeligt. Hvorfor lader man ikke afdelingerne dyste om at lave den fedeste (sjove) video omkring, hvad det vil sige at være en del af Nykredits team? Det ville sætte ansigter på virksomheden på en helt anden måde og garanteret også være sjovt for medarbejderne - hvilket igen er med til at brande Nykredit.

Brug hvad I allerede har

Der er allerede over 140 medlemmer, som I kan gå i gang med at tale med. Hvorfor ikke spørge dem, hvorfor de er blevet medlemmer, hvad de gerne vil have mere af på siden og hvad de evt. ville være interesserede i ift en ansættelse i Nykredit?

Gå i dialog

Dette er faktisk det vigtigste af alt. Hvis Nykredit skal have udbytte af at være på Facebook og ikke bare have et statisk, virtuelt visitkort liggende, så skal de i gang med at tale med folk. Nykredit bruger i forvejen blogs og RSS-feeds. Den slags kan integreres på Facebook fx via FriendFeed, der fås som application. Hvis Nykredit havde en personprofil, man kunne "være venner med", kunne man i FriedFeed se, når Nykredit blogger, uploader Flickr billeder, lægger videoer på YouTube, bruger del.icio.us til at bogmærke spændende emner på Internettet og mange andre ting, der ansporer interaktion med Nykredit, fordi man får pirret sin nysgerrighed.

Facebook giver også muligheder for at bruge polls, så man kan lave meningsmålinger (der er nemmere at forholde sig til end et spørgsmål i et diskussionsforum og giver øjeblikkelig belønning i form af en svarstatistik). Som en branding gimmick kunne man lave en "Hvilken slags Nykredit medarbejder er du?"-quiz, for selv om mange Facebook brugere efterhånden siger nej pr. automatik til nye, hjernedøde tidsrøvere, så er quizzer på grund af konkurrenceelementet stadig populære som korte afbræk i hverdagen.

Men man skal have bestemt sig for, hvad det er man vil opnå - hvad man vil i dialog om - for der er ikke nogen tvivl om, at det koster lidt ekstra ressourcer at være i dialog.

Så Tænk Nyt Nykredit! - og skab værdi for Facebook brugerne. Så kommer de også til jer.

De länder som i flera olika undersökningar ger bäst skolutbildning åt sina elever är Finland, Sydkorea, Singapore och Canada.

När man granskar resultaten kommer två vitt spridda förklaringsmodeller på skam:

1. Det handlar inte om hur mycket pengar man satsar. (Singapore t ex tillhör ett av de fattigare länderna.)

2. Det handlar inte om mindre klasser.

Det senaste förvånar mig. Jag har själv länge predikat mindre klasser och mindre skolor som lösning på flera av skolproblemen. Detta är vad man länge och envist har provat i USA, utan att märka att det ger någon avgörande förbättring.

De faktorer man i stället har funnit som förenar de framgångsrika skolsystemen är:

1. Lärarnas kvalitet. De har god utbildning med höga krav på de ansökande. Lärarna har hög status i samhället och de har, relativt sett (jämfört med motsvarande välutbildade yrkesgrupper) hög ingångslön.

2. Undervisningen bygger på en effektiv interaktion mellan lärare och elever, i dialog och direkt utbyte.

3. Alla skolbarn i landet ges bästa möjliga utbildning, klasserna hålls samman. (Medan däremot de system med hög sortering, som vi t ex hade innan enhetsskolan och grundskolan infördes, inte ger samma resultat).

Sverige har nu under lång tid gått tvärsemot alla dessa tre principer:

Lärarnas status har sänkts. Utbildningen är, enligt Högskoleverket (ladda hem rapporten här) så dålig på många ställen i landet att man vill dra in examinationsrätten från flera högskolor. Det går idag endast 1,2 sökande till varje utbildningsplats.

Den levande interaktionen har bortprioriterats till förmån för självstudier och grupparbeten, där stor betoning ligger på kritiskt granskande. Detta underminerar respekten för en lärare, som med låg status inte kan visa sina kunskaper i en levande undervisningsdialog.

De senaste decenniernas pedagogiska experimenterande, med politiska korrekthetsmallar som bakgrund, har inte skapat större jämlikhet. Barn från studievana hem tycks klara sig ändå, medan barn utan samma studiestöd hemifrån klarar sig sämre.

Per T Ohlsson efterlyste med emfas en vetenskaplig kommission, i stil med Lindbeck-kommissionen som tillsattes på 90-talet för att lösa den svenska ekonomiska krisen. En kommission för att lösa skolans problem bör omedelbart tillsättas, och där ska inte finnas några politiker. Arbetet ska baseras på vetenskap och beprövad erfarenhet och man ska sikta på ett skolsystem med lång stabilitet, som inte får röras av kortsiktiga politiska publikfrierier.

Ja! Tack för den utmärkta genomgången!

Låt oss dra igång kommissionen!

På tisdag 22/4 är det så den sista och fjärde kvällen, då Jytte Lindborg (rektor Hermodsdalsskolan) och Eva-Lis Preisz (Lärarförbundet) kommer att tala. Välkomna! Lärarhögskolan i Malmö, Nordenskjöldsgatan 10. Kl 18.30 - 20.30

Förändring i spel från människor sker i form av interagerande, att interagera med spel sker av en anledning. Anledningen bestäms av olika faktorer.

Externa faktorer

Social: En anledning till interaktion kan vara sociala faktorer där människan påverkas av en annan människa att interagera med spelet. Dessa sociala faktorer kan förstärkas med fysisk påverkan. Faktorerna som den socialafaktorn kan skapa är tvång, förväntan m.m (chess med döden)

Media: En annan anledning till interaktion kan vara ett media, text bild eller film. Ett media kan informera om fysisk påverkan från ett socialt eller fysiskt ting. Mediet kan inte i sig skapa en anledning, snarare en förväntan. Mediet kan i sig inte heller skapa tvång utan en extern mekanik. (underhållningspel på tv)

Fysik: En tredje anledning till interaktion kan vara ett fysiskt föremål som skapar en vilja eller anledning till interaktion med spelet. Dessa fysiska föremål kan vara av hotfull karaktär eller motsattsen. En fysisk faktor kan alltså skapa tvång och förväntat likt en social faktor.()

Regelmässiga faktorer i spelet för att uppnå yttre faktorer

Väl inne i spelandet har spelaren accepterat spelets ram. Spelare dras då av drivkrafter som kan uppfyllas av spelet.

Social: Spelaren spelar spelet för att uppnå social status. Spelandet kan vara ett sätt för att visa färdigheter, spelandet kan även var ett sätt för social kontakt. Kulturella anledningar hör även hit.

Individuella: Spelaren spelar spelet för att bevisa någonting för sig själv. Spelaren fördriver tid, spelaren vill upptäcka. Här är det psykiska anledningar som spelar in. Men även individuella

Fysiskt: Spelaren spelar spelet för att uppnå ett materiellt värde, detta sker oftast i hassardspel. Spelaren kan även spela av individuella och sociala anledningar med den fysiska faktorn som en under rubrik.

Anledning till att interagera

zum digital design blog.

"A criticism of Learning Design theory is that learning is an outcome. While instructional theory Instructional Design focuses on outcomes, while properly accounting for a multi-variate context that can only be predictive, it acknowledges that (given the variabilities in human capability) a guarantee of reliable learning outcomes is improbable. We can only design instruction. We cannot design learning (an outcome). Automotive engineers can design a car that, under specific conditions, will achieve 50 miles per gallon. These engineers cannot guarantee that drivers of the cars they design will (or have the capability to) operate these vehicles according to the specific conditions prescribed. The former is the metaphor for Instructional Design. The latter is the metaphor for Learning Design. " http://en.wikipedia.org/wiki/Instructional_design

Design, interaktion och ändamål

Att reglera information och att förmedla information hör till samma område. Att skapa ett media med möjlighet till interaktion är att tänka association och information. För att användaren ska kunna och vilja använda mediet på ett sätt som leder till det önskade ändamålet krävs antingen:

• Objektet är skapat med tanke på hur människor uppfattar omvärlden: Att rött betyder stopp och fara är väl känt, Så för att starta en händelse med hjälp av en knapp så är det grönt som gäller.
• Objektet är skapat utan tanke på association och hur människor uppfattar omvärlden: Den grå knappen startar händelsen och den blå knappen stoppar händelsen. Användaren kan inte se vilken knapp den ska trycka på eftersom ingen logisk association finns. I de här fallen krävs instruktioner eller regler till att använda Objektet.

Under samma förutsättningar kan ett objekt designas för att vilja användas(interna/externa förutsättningar), inte endast för att kunna användas

• Här krävs en mer specifik målgruppsanalys då olika grupper existerar, individualister, juppies, nördar, sportare. För att fånga upp din grupp med ditt objekt måste objektet designas efter målgruppens associations ramar: Jag antar att en sportare har en positiv association till "Sport kanalen" om objektet då finns i ett sammanhang som tyder på att det har med "Sport kanalen" att göra vill sportaren interagera med objektet på grund av positiv association. Även objektet kan skapas så viljan skapas: knapparna kan vara skapade i en sportig form os.v
• Om objektet inte kan skapa viljan till interaktion med hjälp av association krävs en instruktion som fungerar som en brygga mellan objekt och användare. Här kommer regler och instruktioner in.

Ändamålet

För att må ett ändamål krävs dels en händelse som leder vidare och dels information i form av association eller instruktion, så användaren använder objektet på ett ändamålsenlig sätt: Exemplet med bilen.

En användare kan se ett objekt ur olika synvinklar, tankar kan leda vidare. För att ändamålet med objektet ska uppnås krävs feedback eller instruktioner. Dessa två tillvägagångssätt hämmar handlingar hos en användare. På samma gång som dom öppna andra handlingar. Dock så begränsar dom båda användandet. Association däremot leder, istället för begränsar.

Associationen bör tas från verkliga livet så användaren inte måste ta feedback från att använda objektet i sig utan istället kan använda erfarenheter.
..... Fortsättning följer, jag hamnade inte där jag ville, men nu är det mat.

•  die gespräche in den pausen
• das gemeinsame schreiben
• körpergeruch und blicke
• die verschiedenen schreiborte

also alles nonverbale und auch nicht schriftliche interaktionen. eher interaktionen, die im hintergrund ablaufen und nicht immer bewusst wahrgenommen werden, obwohl jeder für sich selber schreibt. es scheint mir interessant, dies genauer zu betrachten.