(dpa) «Gebt uns Dänemark zurück» verlangt die Dänische Volkspartei (DVP) in Zeitungsanzeigen und zeigt auf einem Foto, wer nach ihrer Meinung vom Land Besitz ergriffen hat: Eine komplett verschleierte Richterin in Burka, mit dem mächtigen Hammer der Justiz in ihrer Hand. Die DVP ist nicht irgendwer: Seit 2001 bestimmt sie als Mehrheitsbeschafferin für Ministerpräsident Anders Fogh Rasmussen die Kopenhagener Regierungspolitik vor allem in Sachen Zuwanderung und Ausländerrecht entscheidend mit. Am Donnerstag protestierte eine Gruppe von 26 Prominenten mit einem Vergleich, der es in sich hat: «Die dänische Gesellschaft hat eine derartige Hetze seit den 30er Jahren nicht erlebt, und schon gar nicht von einer großen, einflussreichen politischen Partei.»

Zu den Unterzeichnern des indirekten Antisemitismus-Vergleiches gehören Politik-Veteranen wie der frühere rechtsliberale Außenminister Uffe Ellemann-Jensen und Ex-Ministerpräsident Anker J¢rgensen von den Sozialdemokraten. Der als Armeechef abgetreten Kjeld Hillings¢ und Ex-Nationalbankchef Erik Hoffmeyer gelten als konservativ gesonnene, in allen Lagern geachtete Persönlichkeiten. Die Schriftsteller Benny Andersen und Lise N¢rgaard können für sich in Anspruch nehmen, die beliebtesten lebenden «Nationaldichter» des einst als betont liberal geltenden skandinavischen Landes zu sein.

Die insgesamt 26 Unterzeichner markieren mit ihrem in «Politiken» veröffentlichten Brief einen neuen und nicht sehr optimistisch klingenden Anlauf, die rasante Entwicklung zum immer härteren Umgang mit islamischen Zuwanderern in Dänemark zu bremsen. Mit der Forderung nach drastischen Zuzugsbeschränkungen hatten Rasmussen und die DVP als Mehrheitsbeschafferin 2001 die Regierungsmacht erobert, anschließend Wort gehalten und den Dänen beispielsweise ein totales Zuzugsverbot für ausländische Ehepartner unter 24 Jahren (mit Ausnahme von EU-Ländern) beschert. Mit dieser «harten, aber fairen Ausländerpolitik» gewann das Rechtslager dann auch zwei weitere Wahlen.

«Ich werde wohl zu Lebzeiten keine muslimische Richterin in Dänemark erleben», meinte die junge sozialdemokratische Oppositionschefin Helle Thorning Schmidt (41) nach der Burka-Anzeige der DVP mit realistischem Blick. Was aber ihre Partei nicht daran hinderte, ebenso wie die Rechtspopulisten das prinzipielle grüne Licht für Richterinnen mit Kopftuch durch die dafür zuständige Justizbehörde zu kritisieren. Wie nicht selten in letzter Zeit, versuchten sozialdemokratische Parteisprecher auch hier zeitweise, die DVP mit noch schärferen Forderungen nach Kopftuchverboten an Schulen, Krankenhäusern und im Polizeidienst zu übertrumpfen. Die DVP konterte mit der Forderung, dass Muslime vor ihrer Einbürgerung künftig ausdrücklich Teilen des Koran abschwören müssten.

Dänemarks größte Zeitung «Jyllands-Posten», international bekanntgeworden durch Mohammed-Karikaturen, machte sich am Donnerstag auf der Titelseite ernsthaft Gedanken, ob verfassungsrechtlich Turbane für Wachposten der Königlichen Leibgarde vor Schloss Amalienborg zugelassen werden müssten. Wie all das bei einem noch nicht mal zweistelligen Ausländeranteil im bestens funktionierenden, wirtschaftlich beispiellos blühenden Dänemark mit einer laut Umfragen beneidenswert zufriedenen Bevölkerung zu erklären ist, fasste eine Kommentator von «Politiken» zynisch so zusammen: «Alle wissen halt, dass Wahlen im Moment nur mit Islamophobie zu gewinnen sind.»

Die Unterzeichner des offenen Briefes denken an anderes als Wahlergebnisse: «Das hier ist ein Anschlag auf das Zusammenleben von Menschen und ihr Gefühl von Zusammengehörigkeit, das gute Kräfte in diesem Land erzeugt haben, und ständig neu zu schaffen versuchen.» Wenn man diese Aufgabe nicht ernst nehme, könnte es das ganze Land «teuer zu stehen kommen».

Økonomiske fordele til virksomheder, der hjælper til at forbedre integrationen. Det er smart, og det er nyt. Ligesom der i øjeblikket findes tilskud til ansættelse af flexjobbere og borgere under revalidering, skal der også findes tilskud til andre af samfundets svage og udsatte grupper. Herunder de dårligt integrerede indvandrere. Ved at give dem noget at stå op til, får vi dem væk fra gadehjørnerne og nattelivet - samtidig med at vi markant øger deres livskvalitet. Mange års erfaring har efterhånden vist, at det ikke sker af sig selv. Derfor må samfundet skride ind og hjælpe til, hvor det kan. Det er god socialdemokratisk politik.

Så er der beskatningen af boligejerne. En gammel traver, som blev brugt i gamle dage, men som ingen længere tør røre ved. Mange års økonomisk opsving har gjort flere til boligejere, og derfor er det en meget stor vælgergruppe at lægge sig ud med. Det er her, jeg ser modet i Den Røde Skole. Man tør diskutere politik og man tør komme med de udfordrende forslag.

Socialdemokratiet var i gamle dage et parti, der kæmpede for sine værdier uden at tænke så meget over, om man udsatte nogle enkelte befolkningsgrupper. Man gjorde, hvad der var nødvendigt for samfundets og fællesskabets bedste. Oluf Palme, Jens Otto Krag, Anker Jørgensen, Thorvald Stauning - alle var de mænd, der turde udfordre befolkningen både på pengepungen og på hverdagen. Enten var man for eller imod. Sådan er det ikke længere. Vi savner idealisme og politisk mod i dansk politik.

Desværre er partitoppen ikke helt enig med mig...

Socialdemokraterne har siden 2005 været gennem flere både op- og nedture med Helle som formand. Siden valget i november har især Ritt været ude med riven med sin Røde Skole. Siden lancerede Mette Frederiksen sine ni teser, som skulle indikere hendes drømmekurs for Socialdemokraterne de næste par år. Helle Thorning-Schmidt må have haft rigeligt at tænke på, men nu ser det ud til, at fløjkrigene og tænkepausen er forbi.

Fredag og lørdag bragte Politiken to kroniker, skrevet af Helle Thorning-Schmidt. Den første skulle gøre en ende på "Den Tredje Vej" og vise, at tiden er inde til at gå ad andre veje. Den anden var en opremsning af ni progressive valg, som Socialdemokraterne opfordrer danskerne til at træffe før næste folketingsvalg.

Helles nye kurs har vist sig at være vejen frem. Vestegnens borgmestre støtter den, Mogens Lykketoft støtter den, og senest har også Ritt Bjerregaard erklæret sin støtte til de ni valg. Også SF er særdeles positive overfor den nye kurs, som i øvrigt også virker nem at sluge for folkesocialisterne. SF har den senere tid efterlyst et fælles fodslag for oppositionen. Det lader til, at Helle har taget opfordringen til sig, og sagtens kan gå sammen med SF om sine ni progressive valg.

Der er mange gode ting i Helles valg. Hun kritiseres for at være luftig, men kritikerne glemmer også, at to kroniker ikke nødvendigvis skal indeholde et nyt partiprogram. Hun understreger blot, at Socialdemokraterne har progressive værdier, er ansvarlige overfor Danmarks økonomi, og nu, efter en tænkepause, igen er klar til at tage kampen op mod den borgerlige regering og skabe grundlaget for en samlet opposition, der kan slå VKO ud af regeringskontorerne.

Socialdemokraterne står nu mere samlede end de har gjort længe. De er klar til ny politikformulering, og har allerede et godt udgangspunkt, både fra Den Røde Skole, De Ni Teser og Ni Progressive Valg. Villy Søvndal har sammen med SF også meldt sig under fanerne, og dermed mangler kun De Radikale - så har vi et regeringsgrundlag!

De, der dømmer Socialdemokraterne ude, kommer snart på andre tanker. Vi er først lige begyndt.

Mere på Avisen

Årets mediestunt er under opsejling.

Det hjælper næppe på hans image, at vi flere gange har set videoer fra hans private drukture i København og nu også hører, at han har været på tur i det jyske natteliv på skatteborgernes regning, da han i sin tid sad som amtsborgmester i Frederiksborg Amt.

Rygterne siger, at Lars Løkke er i gang med at rense sit skab for skeletter, så stien er nogenlunde ren, inden han træder ind i statsministeriet. En teori, som nok ikke er helt ved siden af virkeligheden, men i så fald en strategi, som nok er løbet lidt af sporet for ham. Der viste sig nok at være lidt flere skeletter end han havde regnet med.

I mine øjne er Lars Løkke ikke en statsmand. Han har flere gange fremstået meget usympatisk med forskellige, til tider ret voldsomme udfald mod folk, der ikke havde samme holdning som han selv. Det kan man ikke som statsminister.

Alt tyder lige nu på, at han bliver landets næste statsminister - udpeget af Anders Fogh. Spørgsmålet er så, om han kan nå at redde sit image inden næste valg, når folkets stemme skal dømme ham. Jeg tvivler på det. Med Løkke ved roret vil Venstre nok miste regeringsmagten, og Helle Thorning-Schmidt blive landets nye statsminister.

"Hvis det står til Socialdemokraterne skal danske børsnoterede virksomheder om fire år have 40 procent kvinder i deres bestyrelser. Hvis ikke, skal selskabet opløses, skriver Information.

Partiets leder, Helle Thorning-Schmidt, mener, at det går for langsomt med ligestillingen i bestyrelseslokalerne, og hun er derfor klar til efter års modvilje at indføre kvotelovgivning.

5,6 procent kvinder i bestyrelserne
- Vi har set i Norge, at det lille skub, som blev givet via lovgivning virkede. Derfor skal vi i gang i Danmark, siger Helle Thorning Schmidt."

 SÅDAN! Nu har feministerne rejst det hvide flag og tror på, at de stygge mænd skal vige pladserne i landets bestyrelser uden kamp. Fordi Helle har nemlig reddet dem.

Hvis jeg om nogle år starter min egen virksomhed, vil jeg da glo lidt, hvis jeg før en eventuel børsnotering skal tænke på hvilke køn, der fylder sæderne ud i bestyrelseslokalet. Dette forslag er absolut et af de største brud på den private ejendomsret, hvis det bliver vedtaget. Man må da gå ud fra, at de fleste virksomhedsejere gerne selv vil bestemme hvor mange kvinder, mænd eller hermafroditter, der skal være i deres bestyrelse.

Juridisk ligestilling er vigtigt, men positiv diskrimination er noget af det værste, man overhovedet kan indføre. Det er et brud på basale frihedsprincipper, men efterhånden må man tro, at Helle Thorning-Schmidt har glemt disse.

Her kommer forskelligt flik-flak fra ugen der gik: Tibet, sider jeg har sat på nettet, om tørklæder igen og og og og

*****************
09:41 25-03-2008
I dag kunne jeg have lyst til at skrive om:
Meier Carlsen som i Politiken skriver en kronik som i kortere form stod som kommentar i Information forleden. Han ved sikkert en hel masse om Tibet, men at tro man kan sidde i Danmark og komme med råd, der er relevante, er bare for meget. Man kan frygte det værste, men det er nu engang Kina, som har valgt det standpunkt, at Tibet er Kinesisk område og næppe nogen list, vil få dem ud af den vildfarelse. Debatten ligner debatten mellem samarbejdspolitik og modstandsbevægelse - begge standpunkter er mulige, ønskværdige og så skal der oven i købet held til.
Tørklædet spøger jo også.

******************************
09:48 25-03-2008
Jo Tørklædet - kan man se hvorfor folk bærer det. Hvis man som en tysk lærerinde har båret det i det i 15 år uden protester fra nogen - hvordan kan det så pludselig blive anklagelsesværdigt og truende? Bliver man muslim af at gå med tørklæde? Bliver man terrorist? Og hvor er logikken, hvis nonner godt må dække hovedet. Pigen fra Blåvandshug - er hun bagudset kryptomuslim? Var min mor det, siden hun ofte gik med tørklæde.
Egentlig var det jeg ville i dag - skrive om demokratikanonen. Det må vist blive et indlæg for sig.

***************************
07:45 26-03-2008
Jeg satte et par sider på for vel en uge siden. Jeg har ikke annonceret dem, fordi det skulle ske i en sammenhæng.
Jeg skrev for mange år siden et lettere ironisk læserbrev i Jyllands Posten om fejl i Grundloven. Det er på nettet, men forleden faldt det mig ind, at det jo ikke var noget større arbejde at hægte bemærkningerne op på de eksisterende paragraffer - det har jeg så gjort. Grundlovsparagraffer med rettelser.
I Harnings blog lod jeg falde en bemærkning om, at jeg da vist engang havde skrevet noget om mænd og at skifte bleer - og kom til at tænke ove,r hvor jeg mon havde gjort det. Jeg fandt stedet,men jeg skrev faktisk ikke noget om bleer - men det var noget jeg havde tænkt, mens jeg skiftede ble på den bette (det var I Randers!) - og som også havde noget med debatten at gøre. Her er det:
"Den som skal beskæftige sig f.eks. med opdragelsen af et spædbarn, vil finde sig stillet over for en række statistiske beskrivelser af, hvordan et barn reagerer på forskellige alderstrin. Tages en sådan beskrivelse som norm – hvad den fortravlede uerfarne let kommer til – betyder det, at en selvstændig åben betragtning af det barn, man har for sig, erstattes af en lukket bog – der sættes grænser for barnets udfoldelser eller der kræves urimeligt meget. I stedet for at antage, at man er den klogeste og nærmeste til i det store og hele at bedømme sit eget barn, anvender man en målestok, der ikke fortjener navn som sådan."
Det indgår i en sammenhæng - en protest mod et begreb jeg havde mødt i en artikel af K.E.Løgstrup: "Den politiske samaritan". Jeg satte hele min artikel på nettet. Sommetider får man selv i en kaotisk artikel og måske på aforismeplanet, sagt noget, som man ved, man ikke kan reformulere - man mener det har en vis almen gyldighed - men formuleringen kom altså til verden i den og den konkrete sammenhæng. Derfor er altså artiklen Den foragtede samaritan at finde på nettet.

************************
Jette Hansen skal have tak for at fortælle os (Politikens kronik 23.3.08), efter hvilke kriterier udvælgelsen af deltagere sker til "smagsdommerne". Men at udvælgelsen overhovedet sker efter casting, som om der var tale om udvælgelse af skuespillere til bestemte roller er da latterligt, selvom målet er "som en konversation over middagen". Skal vi til at have casting af middagsgæsterne?
******************

Og så var der anmelderen, der levede fedt og godt af at skrive om de bøger, hun mente ingen burde bruge tid på at læse.
Bogen "Hvad ingen bør læse" er sikker på succes. Skal jeg også skrive: Verden er vanvittig.

*****************

Der er adskilligt at sige i dag, som ikke bliver sagt.
*****
Hvorfor gå så meget op i gallupundersøgelser. Hvad ville du stemme, hvis der var valg i dag? Der ER jo ikke valg i dag! Har vi ikke med Ny Alliance in mente set, hvor ligegyldigt det er?
Eller spørgsmålet, som er endnu værre: Tror du Helle Thorning-Schmidt nogensinde bliver statsminister? Hvad skal jeg bruge den slags "tro" til? Jo - journalisterne kan bruge den slags til tomganshistorier som ligner dramatik.

*****************

Kort opremset har vi en Villy, der er i sit livs momentum - han er ganske enkelt urørlig. Slagkraftige overskrifter, dagsordenssættende udtalelser og nye toner fra SF - medierne labber det i sig, mens de andre kun kan se måbende til. 

Så har vi Margrethe Vestager, der er rigtig bitter over situationen. Det er kun to-tre år siden, at De Radikale befandt sig i samme fremgang som SF oplever lige nu, og det ærgrer den radikale leder sig rigtig meget over. Faktisk er hun så bitter, at hun hellere febrilsk vil forsøge at sable Villy ned, fremfor at gå den konstruktive vej, og forsøge at koble sig på hans succes.

Dernæst kommer Helle Thorning, som meget klogt blot har bifaldet Villys nye vendinger, og forsøger at få ham til at lyde lidt som en socialdemokrat (hvilket han efterhånden også gør!). SF er blevet langt mere egnet som regeringsparti, efter at de 'har set lyset' i forhold til integration, og det gavner den samlede opposition i det lange løb. Det er i hvert fald Helles håb.

Sidst i oppositionen kommer Enhedslisten. Hvor er de? De slutter sig til den mavesure Margrethe Vestager, som ikke tror på den nye tankegang indenfor integrationen. Men medierne har allerede fundet deres darling indenfor bitre blokfæller, og derfor er Enhedslisten uinteressant i øjeblikket.

På den anden side står regeringen og Dansk Folkeparti. Og regeringen er sur. Undtagen Fogh, selvfølgelig. Han skal agere statsmand og søge samling - i hvert fald når journalisterne spørger. Hans partisoldater, derimod, skal skyde med skarpt mod SF og Villy Søvndal, og efter bedste evne forsøge at bryde Villys momentum. Heldigvis vil deres forehavende ikke lykkes foreløbigt.

Pia Kjærsgaard gnider sig i sine små hænder. Villys grundlæggende strategi er nemlig slået fejl. Han ville erobre vælgere fra DF, men endte med kun at snylte på Socialdemokraterne og De Radikale. Hun holder fast ved sine vælgere, fordi hun har haft chancen for at vise, at hun lever sin politik ud, sammen med regeringen. Det er den troværdighedsfaktor, som Villy savner, før han for alvor kan begynde at flytte vælgere over midten.

Bliver det ved med at holde?

Som sagt er der nærmest intet, der kan stoppe Villy Søvndal i øjeblikket. Alle angreb fra regeringen preller af, og meningsmålingerne fortsætter deropad. Men som en politisk kommentator påpegede forleden, er det et besynderligt tidspunkt for SF at toppe på. Desværre må man nok se i øjnene, at den massive fremgang næppe holder helt til næste valg.

Det er ikke første gang, at en dansk politiker oplever et momentum. Faktisk er det sket flere gange indenfor de seneste par år: Marianne Jelved ved valget 2005 - det holdt ikke. Naser Khader, da han stiftede Ny Alliance - det holdt ikke. Villy Søvndal - da han ændrede holdning til integration - holder det?

Man kan kun se til med spænding, og håbe at hans storhedstid i sidste ende vil gavne den samlede opposition, og ikke kun SF.

"Med sin nye linje er han en sand kannibal. Han æder socialdemokrater til frokost".

Så kan de lære det derovre i S! Anders har ikke haft en værdig leder af oppositionen længe. Ændrer det sig mon nu?

The leader of the Social Democrats, Helle Thorning-Schmidt, has just put forward a proposal for the introduction of a quota for the minimum number of women there must be on a company's board of directors. More specifically, the Social Democrats are asking that the boards of Danish public companies be made up of a minimum of 40% women by 2012. Helle Thorning-Schmidt has also demanded that if companies do not meet these requirements then they must be forced into liquidation.

I will refrain from commenting on the ridiculous demand that public companies will be forced into liquidation (the proposal speaks for itself), but will broach the subject of female quotas for boards of directors. I am definitely in favour of having more women in management and directorial positions in Danish companies but I am one of those people who believe that this should be on a free and open basis and by no means as a result of legislation on quotas etc.

First and foremost my liberal heart tells me loud and clear that it is wrong to legislate in an area where none is needed. I am also convinced that you should always choose the most qualified candidate for the job in question, regardless of their gender. I also think that Danish companies on the whole need to put together the best and most qualified team at both management and board level so that they are able to compete in a globalised world. Which is why the idea of quotas simply won’t work – not for gender, not for age, not for anything!

So I say a clear and definite no to female quotas and any kind of legislation in this area. I do however say a definite yes to more women in management and on the boards of directors but that has to happen with women competing on a level playing field with men. Finally, I am convinced that we will definitely be seeing many more women in top jobs and on boards as a matter of course in the future – simply because there are already a lot of highly qualified women well on their way up the career ladder. Ergo politicians don’t need to get themselves involved in the debate as women are more than capable of earning top jobs in the business community on their own merits.

Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, har netop fremsat et forslag om, at der skal indføres kvoter for, hvor mange kvinder der som minimum skal være i selskabernes bestyrelser. Helt konkret forlanger Socialdemokraterne, at danske børsnoterede virksomheder skal have minimum 40 procent kvinder i deres bestyrelser om senest fire år. Endvidere har Helle Thorning-Schmidt fremsat krav om, at selskaber, der til den tid ikke overholder disse krav, ganske enkelt skal tvangsopløses.

Jeg vil undlade at kommentere konkret på det useriøse krav om tvangsopløsning af børsnoterede selskaber (forslaget taler vist for sig selv), men derimod holde mig til forslaget om kvindekvoter i bestyrelser. Jeg synes bestemt også, at vi skal have flere kvinder ind på ledelses- og bestyrelsesposter i de danske virksomheder. Men jeg hører til dem, der synes det skal ske af frivillighedens vej og på ingen måde via lovgivning om kvoter og lignende.

Først og fremmest tilsiger mit liberale hjerte mig, at det er forkert at lovgive på et område, hvor det er unødvendigt. Dernæst hylder jeg til enhver tid princippet om, at man skal besætte ethvert job med den mest kvalificerede kandidat, uanset køn. Desuden mener jeg, at danske virksomheder i det hele taget har brug for at kunne sammensætte det bedst kvalificerede hold på både direktion- og bestyrelsesniveau, for at kunne klare sig i konkurrencen i en globaliseret verden. Det dur derfor ganske enkelt ikke med kvoter - hverken i forhold til køn, alder eller lignende.

Jeg siger derfor klart nej til kvindekvoter og lovgivning på dette område. Jeg siger til gengæld også klart ja til flere kvinder i ledelserne og bestyrelser, men det må ske ved at kvinderne kæmper sig frem på lige vilkår med mændene. Endelig er jeg af den overbevisning, at vi under alle omstændigheder kommer til at se mange flere kvinder på topposter og i bestyrelser i tiden fremover - ganske enkelt fordi der allerede er mange dygtige kvinder på vej op af karrierestigen. Ergo behøver politikerne slet ikke at blande sig, da kvinderne nok selv skal gøre sig fortjente til topposterne i erhvervslivet.

En frisk meningsmåling viser, at der kun er ca. fire procent mellem Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti i vælgertilslutningen, hvis der var folketingsvalg nu. Det skyldes, at Socialdemokraternes tilbagegang fortsætter samtidigt med SF bliver ved med at tiltrække socialdemokratiske vælgere. Endvidere fortæller meningsmålingen, at to ud af tre socialdemokratiske vælgere mener, at Villy Søvndal er den oppositionsleder, der klarer sig bedst.

Personligt tror jeg, at det er lykkedes for SF at skabe en moderne socialistisk profil, hvilket ikke mindst skyldes, at Villy Søvndal er meget dygtig til at kommunikere partiets politiske budskaber og værdier. SF har således gennemgået en større modernisering og fremtræder i dag som et tidssvarende socialistisk parti med en større politisk spændvidde og rummelighed end nogensinde før. I den sammenhæng tror jeg også, at SF mere EU-venlige attitude har været med til at gøre partiet mere acceptabelt for tidligere socialdemokratiske vælgere.

Samtidigt er Socialdemokratiet hårdt ramt af den identitetskrise som partiet er ramt af som følge af Anders Fogh Rasmussen har overtaget mange tidligere socialdemokratiske mærkesager og således har trukket Venstre mod midten i det politiske landskab. Dermed står Helle Thorning-Schmidt og Socialdemokraterne med det store dilemma, at de kæmper med Venstre om den store klump af midtersøgende vælgere. Denne kamp tvinger Socialdemokratiet mere ind mod midten og udvander dermed også partiets socialistiske profil. Og når SF nu fremstår som en slags moderne udgave af Socialdemokratiet, er det mere end forståeligt, at de mere venstreorienterede socialdemokratiske vælgere fremover vil sætte deres kryds ud for SF på stemmesedlen.

Spørgsmålet er, om Helle Thorning-Schmidt og Socialdemokratiet reelt set kan gøre noget for at vende denne udvikling? Har partiet overhovedet en chance for at holde på socialistiske kernevælgere, når man samtidigt gerne vil have andel i den store klump af vælgere på midten? Eller har den borgerlige fløj allerede har vundet kampen om denne vælgergruppe?

Helle ønsker fortsat god jul - jeg er meget tæt på at følge i min partiformands fodspor. Min blog, på trods af nytårsfortsæt og alle de gode intentioner er ikke just blevet opdateret regelmæssigt i de seneste par måneder.

Men der er ikke andet at gøre end at love bod og bedring, hvilket hermed er gjort, og så komme med en passende kompensation for min udåd.

Leverandøren er NPR.org - en side, jeg opdagede for en god times tid siden, og som har gjort en rigtig sove-lørdag til en ganske festlig én af slagsen.

Mirakelmidlet er en livekoncert med de fantastiske Tjernobyl gypsy punks Gogol Bordello, optaget i Washington D.C. Hvis du kan finde ud af hente den som podcast er det også muligt. Lyt til den her.

 Desuden har de en masse andre koncerter, som man hente ned som mp3. Gomez og The Good, The Bad and The Queen er hentet ned, Arcade Fire skal hentes ned, og jeg glæder mig til at lytte til en række af alle de lovende Jazz-koncerter, som også er tilgængelige.

Lyt til Gomez her.

Lyt til The Good, The Bad and The Queen her.

Om forladelse...

Så fik Ny Alliance langt om længe bekendt kulør rent politisk og ønsker nu at fremstå som et klart borgerligt parti. Det sker efter partiets folketingsmedlemmer og kredsformænd har holdt et to dages strategimøde, hvor man erkendte, at det skal være slut med en uklare politiske budskaber og flirteri med Socialdemokraterne. Dermed vil Ny Alliance fremover pege på en borgerlig statsministerkandidat og således være ved sit borgerlige tilhørsforhold.

Personligt synes jeg det er positivt, at Ny Alliance nu melder ud, at det er et borgerligt parti. Jeg ville bare have ønsket de havde gjort det allerede under valgkampen i november sidste år. Oprindeligt ville jeg nemlig gerne have stemt på Ny Alliance, hvis de havde bekendt borgerlig kulør som de gør nu. Men dengang turde jeg ikke satse min borgerlige stemme på et parti, som måske kunne ende med at pege på Helle Thorning-Schmidt som statsminister. Men på det tidspunkt troede Ny Alliance desværre, at træerne voksede ind i himlen og at partiet ville få så mange mandater, at de enerådigt kunne afgøre, hvem der skulle være statsminister efter valget. Selverkendelsen i Ny Alliance gør nu heldigvis, at partiet melder klart ud om sit borgerlige tilhørsforhold og samtidigt indtager en noget mere ydmyg position i forhold til måden at søge politisk indflydelse på.

Spørgsmålet er bare, om Ny Alliances udmelding ikke kommer for sent. For den kluntede og næsten amatøragtige måde, som partiet håndterede valgkampen, politiske dueller og diverse personsager på, udstillede desværre en stor grad af inkompetence og umodenhed. Så fra at virke som det tiltrængte friske pust i dansk politik, endte Ny Alliance med at blive opfattet som partiet uden en klar profil og som samlingsstedet for "storbytosser" som det ofte blev sagt i pressen under valgkampen.

Så hvis jeg var Naser Khader, ville jeg virkelig satse på, at der kommer til at gå mindst tre år inden næste folketingsvalg. For det vil måske give ham og resten af Ny Alliance tid nok til at opbygge en seriøs borgerlig profil og vise både nuværende og potentielle vælgere, at partiet har en reel berettigelse i det politiske landskab i Danmark.

Men så er der jo også nogle gange, hvor der, som de "mange mener" faktisk er udtryk for, hvad de mange mener.

I Peter Mogensens indlæg om Den Røde Skole-venstresocialisterne i København optræder de mange, i form af netop "mange mener" et par gange. Spørgsmålet er jo så, om det her så er udtryk for hvad han selv mener, hvad Den Røde Skole mener eller en kombi, hvis han er enig.

Uden at ville spekulere mere over dét, for det er jo ligegyldigt, er her et par af de synspunkter, som Mogensen viderbringer. Modtageren er nok Helle T.

Mange mener, at der skal tænkes nye tanker. Findes en politik man kan brænde for. Og som kan bringe partiet ind på den politiske dagsorden igen.

Mange mener, at man skal smide taktikken og angsten for meningsmålingerne væk her i starten af valgperioden og tænke frit. Sammen i en stor dialog i gruppen og i partiet som helhed.

”Bjarke, du skal huske at være dig selv og sætte dig selv i forreste bås, der vil ikke være mange andre der gør det en lonely afternoon ud i det blå!”

Hold kæft, mand – tænkte jeg dengang, mens jeg slog tanken ud af mit system - ud af min verden, out of this world – ud af mit univers. Jeg tænkte, fuck man – up on the horse og på den igen, mens jeg blander en halv Breezy Breezer med noget finsprit og tog den på røven ind til Kbh.

Min by – min hjemstavn – mit hjem – mit hjerte!

Jeg har set konger rejse sig, knægte falde – jeg har set Naser Khader i hans mest fortvivlede brandert, da han fandt ud af, at hans kommunikationsstrategi havde slået fejl. Med dybfølt røst sagde jeg til ham:

”Hvad sagde jeg, Mester? – og i øvrigt skylder du mig en plovmand og en tur i byen”. Og en masse andet.

Hvilket han virkelig gjorde.

Vi gik ud og dansede solen sort til den lyse morgen dagen efter. Vi skraldgrinede og fandt ud af, at livet blot er alt det, man tager og gør det til, men ikke så meget andet.

Mine Nytårsønsker (TM) går til Færørene og alle de dilletanter, der findes inden for kongehuset og i kommunikationsbranchen ivørigt.

Jeg tyllede en Ceres Royal skarpt efterfulgt af den absinth, der har været min bedste ven og åndsfælde i de allermørkeste timer i korridorerne på Christiansborgs gange.

Men alt det er slut nu, og af aske skal du igen opstå, med løveføddernes trampen for øjnene af Fugl Phønix, der blot ser misundeligt til. En vandkæmmet knægt går over gaden – Kristian Thulesen Dahl! Jeg misunder dig din evne til at leve konformiteten helt ud – finde velvære og velfærd i hverdagen og det krøllede madpakkepair en søvning søndag morgen. Mit hjerte bløder, når jeg endnu engang skal sidde og lytte til Helle Thornings allerdybeste længsler efter magt og sex og begær og må på det kraftigste afvise, at en mezzanin blot er en mellemetage, men mellem stuen og første sal. Jeg føler mig afklædt, som også Evander Holyfield følte sig afklædt – afklædt af sit øre, da han mødt sin overmand og sit poetiske overmod – nemesis bankede på døren og viste ikke hvor vejen gik hen! – Øret!, for helvede, det du skulle have lyttet med, da jeg stod foroverbøjet over dig og sagde, at man ikke vinder en krig ved at dele håndmadder ud! – Savner dig, ol' boy.

Alligevel er et år gået – vi grædt, vi har leet, vi har jublet, og vi har fejret, at Jersild & Spin fortsat består trods alle forudsigelser om det modsatte. Storhed står for fald. Jeg har siddet backstage utallige gange med hånden oppe i den talende dukke, jeg undertiden har valgt at kalde min ven Jersild JOJ (udtalt Jay Oh Jay), blandt venner.

Og som jeg sidder dér i tusmørkets skær fra den petroleumslampe, der så småt brænder ud og giver vished om nyere dage end netop denne døende er på vej, ser jeg, lykken og den poetiske uretfæridghed kommer til alle, der venter på – eller lader være med at vente på den for den sags skyld - lykken. Jeg var der som en flue på væggen og en elefant i et spil kegler, da Mazzy Mazz udbrød forsagt: ”Nu er det nok!” Nu skal vi have noget mere form på den 11. Time; jeg var der, da Thomas Larsen begyndte af hvile på laurbærene og dermed førte sin karriere ned af glemslens sidesmøge og ud i det blå – ingen har set ham siden, på nær når han som en anden Antonio Salieri skriver sine læserbreve i berlingeren. Jeg var der, da sommerfuglen dansede hen over min næseryg – nosebone – en kølig efterårsmorgen, jeg var der, da kronsprinsen blev enig med sig selv om, at nu var der blevet sagt nok lort – nok bullshit – ikke mere crap, og jeg fortalte ham, at han skulle have en spindoktor og lade være med at være sig selv og så bundhamrende naiv – champ, jeg var der da Anders Fogh sad på sit hotelværelse og ventede på valgsejren, jeg havde kørt i hus for ham på sidelinjen – jeg sagde: ”Anders! - du ku sgu ik ha gjort det uden mig, gamle dreng – nyd din fest og din rus, sig til drengene, de har gjort et godt stykke arbejde – vi ses ligeomlidt – ligepludselig – ligeomhjørnet, klap dig selv på skulder'n! Til en ny dag atter tager sin form – jeg skriver på nytårstalen! Hvad sir du? Skal vi slukke mobilosen? Jeg tror det næppe! Ses mester – ses!”

Bjarke G! Byder et nyt år velkomment – tak fordi du kom forbi og sagde tingene fuldstændig straigt! En royal flush til Bjarke en fortryllet blomst, der bærer vidne om endnu en dag. Fuck man, jeg elsker at være Bjarke!

 Pga. valget har jeg haft lidt travlt. Og jeg har endnu ikke taget mig sammen til at komme i gang igen med bloggeriet.

Men nu prøver vi.

Valgresultatet var langt fra, hvad jeg håbede på. Om det så var, hvad jeg forventede er en anden sag. Tilfreds er jeg i hvert fald ikke.

Én af de to kandidater, jeg støtter, er da kommet ind. Julie Rademacher, 23, Socialdemokraterne. Stort tillykke!

Fedt nok, at hun blev valgt. Lidt sørgerligere er det dog med Anders Kronborg, der kæmpede bravt i kampen for at blive de socialdemokratiske borgere i Esbjergs mand på Borgen. Han blev slået af den siddende MF, Kim Mortensen - selv om Folketinget ville have fået et meget talentfuld og kompetent medlem, hvis Kronborg blev valgt. Men som Helle sagde om Fogh, så gør vi det næste gang.

Helle gjorde et godt stykke arbejde, og efter næste valg bliver hun Danmarks første kvindelige statsminister. Lad os nu tro på det.

"Hvad har Danmark brug for?

- Danmark har brug for en socialdemokratisk regering igen!"

"Thorning førte en god valgkamp"
"SF er styrket"
"Regeringens flertal er mere spinkelt"
"Hun kæmpede bravt"

Ja, goddaw mand økseskaft, men hvad ialverden sker der lige for den danske presse m.fl.?!?

Blå Stue vandt; Rød Stue tabte.
Fogh er en vinder; Helle er en taber.
VKO førte en god valgkamp; EL, SF, S og R førte en dårlig valgkamp.

Længere kan den umuligt, rationelt set, være.

Men alligevel slipper f.eks. Helle Thorning godt fra både et historisk valgnederlag og en -- igen: pr. definition -- elendig valgkamp. For i Danmark må den ene åbenbart ikke være bedre end den anden. Et nederlag er ikke et nederlag, men bare en uheldighed, der intet har med formåen og evner i øvrigt at gøre. Sådan opfatter jeg ihvertfald den "røde tråd" (he he), der i øjeblikket går gennem dansk presse.

Og der er jo tale om en mentalitet, der stemmer så meget overens med den Ritt'ske folkeskolementalitet, hvor ingen må være mere end den anden. Hvor den individuelle indsats overskygges af en fællesskabets overherredømme, der træder det unikke under fode, siger fy-fy-skamme til den gode og belønner den middelmådige.

Jeg kan ikke begribe hvordan den her stat skal overleve, hvis det at vinde er blevet en dårlig ting.

Det er nødvendigt for venstrefløjen at efterrationalisere, og finde ud af hvad der gik galt.

Enhedslisten; Listen har været igennem en turbulent tid, især grundet hele sagen om Asmaa Abdol-Hamid. Gennem valgkampen har spørgsmålet mest været om Enhedslisten ville klare spærregrænsen eller ej. For et lille parti med marginal medietid, og som har mistet sin største profil, Pernille Rosenkrantz-Theil, må målet siges at være nået. Spærregrænsen blev klaret, og det var hvad man kunne forvente. Hvis de besværlige tider skal overstås, kræver det dog at Enhedslisten formår at tage de interne slagsmål internt, og at man afklarer hvor man præcis står i spørgsmålet om religion og politik, således at der ikke hersker nogen tvivl om standpunktet. Tvivlen kan nemlig være skyld i lige så stort vælgerskred som selve konflikten.

SF: SF har løftet opgaven til perfektion. Enkelte Ø-vælgere, og en ordentlig bunke tidligere socialdemokrater og radikale har fundet vej til liste F på stemmesedlen, og partiet er mere end fordoblet i mandattal. Valgkampen igennem har SF formået at holde sig gode venner med Socialdemokraterne og de Radikale, hvilket givetvis har været afgørende for fremgangen, naturligvis sammen med Villy Søvndals person, Socialdemokraternes midtersøgende linje og de Radikales deroute.

Socialdemokraterne: Socialdemokraterne har ikke løftet opgaven. Med hele venstrespektret overladt til SF, var det Helle Thorning-Schmidts opgave at vinde vælgerne tilbage fra V og O - en opgave som ikke blev løftet. Partilederens ageren i valgkampen har ellers været skarp, fokuseret og grundlæggende troværdig. Problemet må altså findes i én af tre mulige forklaringer: 1) Helle Thorning-Schmidt skulle først bevise sit værd, og er således i stand til at vinde næste gang. 2) Vælgerne der allerede var gået over til V eller O er ikke i stand til at se den klare forskel på Helle og Anders, og politikkerne skal således slibes til, så kanten bliver skarpere, hvis Socialdemokraterne skal vinde næste gang. 3) Vælgerne er bare blevet for individualistiske og sympatiserer ikke længere med Socialdemokraternes grundværdier, således er der ingen mulighed for at vinde næste gang.

Mulighed 3 må man da håbe ikke passer, hvilket nok også er rigtigt - eftersom Venstres opskrift i udpræget grad er at kopiere Socialdemokraternes kerneområder. Derimod er der nok en del sandhed i både 1 og 2. Helle Thorning-Schmidt står helt givet stærkere næste gang, fordi hun nu har slået sig fast som en seriøs partileder. Men helt grundlæggende virker det også som om der mangler kant i Socialdemokraternes politik. Kant i velfærdspolitikken. Kant i skattepolitikken. Kant i udlændingepolitikken. Socialdemokraternes måde at lukke dårlige dagsordener på er lige nu at give efter og ændre deres politik. Det ville være et spændende eksperiment i stedet at pudse sine holdninger og argumenter af, og så gå aggressivt til værks i stedet for hele tiden at blive fanget i negative, defensive historier.

To mandater færre. På trods af samling i partiet, en Helle Thorning-Schmidt der generelt har virket stærk, slagkraftig og troværdig og en enorm vilje til sejr (her ment som fremgang, ikke nødvendigvis valgsejr) i hele den socialdemokratiske organisation, lykkedes det ikke at komme over valgresultatet fra 2005. Som i parentes bemærket var det dårligste valgresultat nogensinde.

Der er to mulige hovedårsager til valgnederlaget. Enten er Helle Thorning-Schmidt trådt i karakter for sent til at kunne rodfæste sit kandidatur. Eller også virker den politiske linje som Socialdemokraterne har søgt ind på bare ikke. Lige nu er meldingerne fra S-lejren meget klart, at man fortsat vil bakke op om den samme linje, og den samme statsministerkandidat, uagtet valgresultatet.

Men burde Socialdemokraterne ikke overveje, at der er mere i politik end form? Indholdsmæssigt har Socialdemokraternes kampagne handlet om velfærd frem for skattelettelser - hvilket er fint, men klinger hult set i lyset af at selv med en tilbagerulning af de nyligt vedtagne skattelettelser, så giver det "kun" 10 mia. ekstra til velfærd. Men det er ikke problemet - problemet er, at der ikke er andre områder, hvor S har kant til de borgerlige.

Udlændingepolitikken og skattestoppet er to gode eksempler på områder, som Socialdemokraterne har analyseret sig frem til, at skulle opgive at have en politik på. Hvilket resulterer i, at billedet på forskellen mellem Socialdemokraterne og Venstre bliver meget uklart. Man kan håbe på, at Helle Thorning-Schmidt finder nogle flere klare svar og ideologiske dagsordener frem næste gang, så man giver vælgerne et valg, i stedet for bare at give op, når man i en periode ikke har været dygtig nok til at kommunikere sin politik.

«Danish Prime Minister Anders Fogh Rasmussen has lost the opinion poll lead he had when he called an early election, and whatever the result of Tuesday's vote it will reshape the Nordic nation's government. Rasmussen, fighting for a third term on the back of strong economic growth, is level in polls with new Social Democrat leader Helle Thorning-Schmidt, who aims to be Denmark's first woman prime minister and wants to stop planned tax cuts. Even if his Liberal Party prevails, he will need the support of two disparate groups -- an anti-immigrant party and a centrist group led by a Syrian-born Danish Muslim that backs better treatment of refugees.»

FONTES: DENMARK PARTY TARGETS MUSLIMS, AL JAZEERA, QATAR | DANISH ELECTION SET TO RESHAPE GOVERNMENT, REUTERS, MUNDO

For næsten et år siden udtalte Jens Rohde, den dengang nyudnævnte direktør for TV 2 Radio, at Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt var kommet lettere til magten, fordi at hun er kvinde. Ikke overraskende og helt berettiget fik Jens Rohde en advarsel af sin daværende chef, Per Mikael Jensen, der udtalte, at "han får én chance til. Men kun én".

Nu har Jens Rohde igen trådt i spinaten i forbindelse med Ekstra Bladets kontroversielle historie om, at Socialdemokraternes politiske ordfører Henrik Sass Larsen skulle have været stikker i sit eget parti under folketingsvalget i 2005. Formålet skulle havde været, at undergrave den daværende partiformand Mogens Lykketofts position således, at han ville tabe valget og at Henrik Sass Larsen og andre personer dermed kunne komme til magten i Socialdemokraterne. I forbindelse med Ekstra Bladets artikel om emnet, udtalte Jens Rohde følgende: "Jeg vil ikke blande mig i politik mere. Men jeg vil heller ikke bestride sandheden, når Ekstra Bladet har fundet frem til den,".

Jeg må indrømme, at jeg synes at det er både dumt og meget uklogt af Jens Rohde, at han udtaler sig i den aktuelle sag. Han burde have lært af episoden fra sidste år og have erkendt, at det ikke er foreneligt med hans rolle som direktør for TV 2 Radio, at han udtaler sig om politiske emner. Jens Rohde burde bare have sagt, at han ikke havde nogen kommentarer til sagen - hverken som direktør for TV 2 Radio, som tidligere politisk ordfører for Venstre eller som privatperson. Men desværre har Jens Rohde ikke taget advarslen fra sidste år til efterretning, men valgte derimod alligevel at kommentere sagen indirekte. Personligt mener jeg, at Jens Rohde nu må tage konsekvensen og træde tilbage, da han åbenbart ikke kan lade være med at blande sig i politik alligevel.

Ud af de vælgere der i Gallupmålingerne peger på Helle Thorning-Schmidt er 20,3 % i tvivl, hvor kun 13,6 % af Venstres vælgere er i tvivl.

Artiklen på dr.dk udtrykker tallene som om at de 33,9 % ikke er medregnet i blokkene og at der derfor er mere at hente for Helle Thorning-Schmidt, men tvivlerne er regnet ind i blokkene hvorfor Helle Thorning-Schmidt har de mest usikre vælgere i meningsmålingen.

Med venlig hilsen
Brian Palmund

Artikel på politiken.dk

Harald Børsting ønsker, på vegne af sine medlemmer at få en regering med Helle Thorning-Schmidt som statsminister og dette vil han følge op med annoncer i slutfasen af valgkampen. Dette bidrag til Socialdemokratiets kampagne er måske ikke indbetalt på deres kampagnekonto men koster mindst lige så meget for LO´s medlemmer som kontante indbetalinger.

Harald Børsting har under sin egen valgkamp, snakket meget om hvordan han vil skabe fornyet liv i LO´s forbund og skaffe fremgang for fagbevægelsen i Danmark. Nu ser vi så et klart billede af hvad Harald Børsting konkret forestiller sig for fremtiden. Han starter med at fravælge alle medlemmer der ikke er socialistiske af grundholdning, han vælger at basere forretningen på de 40 % (EL+SF+S, Gallup d. 9 Nov) som støtter en socialistisk ledet regering. Dermed fravælger han også alle de medlemmer som ikke støtter en socialistisk ledet regering.

Harald Børsting mener dermed at han kan stoppe blødningen i fagbevægelsen ved at begrænse sig til socialistiske vælgere. Harald Børsting vælger fuldstændigt at se bort fra de resultater som den nuværende regering har skabt for LO´s medlemmer: skattelettelser i bunden har givet store økonomiske fremskridt for medlemmerne, historisk beskæftigelse har skaffet medlemmer gode muligheder i de kommende overenskomstforhandlinger og så har Regeringen i samarbejde med de fleste offentlige faggrupper og fagbevægelsen udarbejdet en Kvalitetsreform, der tager udgangspunkt i lokalt forankrede ønsker om forbedringer i arbejdsforhold, om ekstra uddannelse, forbedret ledelse og langt mere tilfredsstillende arbejdsvilkår.

Harald Børsting fravælger en stor del af sine medlemmer til fordel for egne politiske ideologier. Væk er forbedringer på alle medlemmers vegne, tilbage er leflen for social-egoisterne.

Med venlig hilsen
Brian Palmund