Der er sket så meget...

Jeg er flyttet hjemmefra, skal det først og fremmest siges - til skønne Aalborg, hvor solen har skinnet næsten uafbrudt siden min ankomst. Min base er derfor nu et herligt lille kvistværelse i et gammelt og skævt, gult hus i hjertet af byen.

Jeg har ikke arbejdet meget den sidste måned, men tiden er alligevel fløjet af sted med dejlige stunder udenfor, med venner og med at "lave hjem". Er der noget dejligere end at købe blomster til sig selv, bare fordi man er glad? ;-)

Og glad, det er jeg. Gladere, end jeg har været længe, fyldt med forårsenergi, drømme og planer. De nyudsprungne syrener gør noget særligt ved mig, og jeg kan ikke få nok af alt det grønne, fuglesang og lyse aftener.

Muligvis er dette et krampagtigt forsøg på en genoplivning, men nu får vi at se.

God fredag aften derude!

Der sidder ca. 660 mennesker på Guantanamo.
Fra omkring 50 forskellig lande.
Indespærret på ubestemt tid og uden rettigheder.
Man ander intet om dem. Man ved ikke om de er død.
Amnesty International vil forbyde Guantanamo.
Verden er imod Guantanamo findes.

Der er ingen beviser for
folk der over har begået
en "alvorlig" forbrydelse.
Hvordan kan man arbejde sådan
et steeeeeeeeeeeeeeeeeed?

Ikke èn af de svin ville
holde 10 min med mig i en ring.

De har magt over folk i jern
og bar en Tv skærm!

Det er UMENNESKELIGT.
Der bliver begået tortur
på den klammeste måde.
Folk bliver behandlet, som hunde,
hvis ikke værre!

Hvem er det lige der
trænger til en tur til Guantanamo?

For min skyld, INGEN MENNESKER
FOR DET ER UMENNESKELIGT.
Hvorfor kan vi ikke få stoppet det?

Hvem snakkede om Demokrati?

Min Mor havde været til lægen
idag, hvor fra lægen af hun
ringer og siger jeg skal hente hende
der fra så jeg kan køre hende til sygehuset.

I 3 dage havde hun haft højt feber og smerter
i maven.

Hun fortæller mig så da jeg henter hende
at hun havde haft infektion i blodet
og muligvis en operation med det samme.
For det så slet ikke godt ud.

Min Mor græder i bilen af smerter og
det bliver værre og værre. Vi når frem,
henvender os ved modtagelsen, hvor
hun kommer ind i et rum, hvor vi
venter "doktoren".

Jeg får afvide der vil gå ca. de 60 min.
Min Mor lægger på den der halløj seng
hvor jeg tryster hende så hun ikke
græder så meget og glemme lidt.

Jeg ser hun falder i søvn, hvor jeg går
over til en pc der er tændt for at se
hvad der er af Fodbold idag, af kampe.
Jeg går ind på www.bold.dk og ser
ikke rigtig noget der lige er mig.

Så jeg går ud af nettet. Sidder på den der stol
og venter. Der går så de 2 ½ time, hvor min Mor
stadig græder og har smerter.

Hun trækker i den der rød snor, hvor der
kommer den der lyd, bib bib bib. Der kommer
en sød dame ind og siger: Jeg skal lige
se hvor lægen bliver af han skulle nemlig
have været her.

Hende der ser vi ikke mere til de næste 30 min.
Min Mor kan ikke klar smerten mere at hun
råber efter hjælp, hvor jeg bliver nød til
at trække i den røde snor.

Man skulle tro man var i Københavns Tivoli!

Sætter mig ned igen og venter til der kommer
en læge ind igen, som bliver nr 2.
Der kommer så en havl gammel dame ind.

Jeg siger så at vi har været her i
så mange timer og det var akut fra
vores egen læge af hasteindlæggelse,
hvor i siger det vil tag ca. 1 times tid,
men nu har vi ventet mere meget mere end det.

Hun kigger på mig og glemmer alt om min Mor,
som lægger og har voldsomme smerter og siger:

Damen: Du har vel ikke brugt denne computer?
Mig: Jo, for 2 timer siden, men gik ud efter 5 min.

Damen: Det er under ingen omstændigheder okay og det
du lige har lavet er en forbrydelse!

Mig: Jamen der står ingen steder det ikke var tilladt
heller ikke at jeg ikke måtte side på den stol og
computeren stod jo tændt helt klar til at blive brugt
og google.com hjemsiden var fremme på det tidspunkt.

Damen: Det der, det der, gider jeg simpelthen
ikke høre på.

Mig: Høre her dame, vi har været her mere end,
hvad i har lovet os, tror du jeg vil lægge
og lege på gulvet fordi i ikke har styre på jeres
ting. I siger 1 time, men der er gået mange timer nu.

Damen: Kan du så komme væk derfra. Sæt dig der over
eller på gulvet, som du havde sagt. Kom væk,
kom så væk det pjat gider jeg ikke høre på.

Der sagde det klik for mig så kom den hård
side frem. Hun troede jeg var en type der
lige var kommet fra Irak, en bums der ikke
duede til en skid. Jeg respektede hende meget,
men den kælling skulle lige have en tur.

Jeg stod op, ansigt til ansigt med hende.

Mig: Den der attitude kommer du ikke langt med mig
og du kommer ikke til at opnå respekt fra min side.
Du bekymre dig mere om en plastik frem for et
menneske liv. Hvis du er så skrap, som din stemme
og spiller hård, som du gøre så se om du eller nogen
af din medarbejder kan svinge mig til at
sidde på gulvet. Smut så med dig og hent den læge der.

Damen kiggede rigtig ondt på mig og
lukkede døren rigtig hårdt og gik sin vej.

Min Mor græder af smerte at hun siger:

Mama: Dyr bliver behandlet bedre end os!

Det knuste mit hjerte og sagde til mig
selv på det tidspunkt at, hvor var jeg dog
glad for hun var en dame hende den sidste.

Der kommer så en dame ind, som kunne høre
min Mor græde højt og var sur samme tid.
Og siger:

Lægen kommer ikke lige pt og der vil gå
mange timer før han dukker op.
Jeg siger så til hende:

Mig: Vi er smuttet, hjælp kan man ikke få her.

Sjovt lige efter jeg havde mit snak med hende
der kælling at der kommer en anden èn ind
og siger der ikke er læge lige nu.

På vej ud ser vi dokter/læger stå
og snakke om vejret, sol, sommer, ny
kjole, jeg tænker hold da helt kæft.

Fordomsfulde mennesker kommer aldrig vider.
Det er så et stort problem.

P.s. Alle fordomsfulde røvhuller vil få det røde kort.
Så tal pænt og respekter hinanden for at opnå respekt!

Waugh for en Pinse det har været! Den har blandt andet udmærket sig ved strålende solskin fra morgen til aften og temperaturer, der slet ikke hører maj til. Jeg har været rigtig meget ude. Paradoksalt nok er jeg meget mere ude nu, end jeg var, da jeg havde en altan at gå ud på.

Maj er min yndlingsmåned, for den er så fin, og den er som fredag aften, hvor alting ligger for, og vi slet ikke har brugt noget af fremtiden endnu.

Af og til er man kun i stand til at se skønhed, og uanset hvor man kigger, finder man noget smukt. Det minder mig om historien om den lille pige, der møder en skulptør ved hans kunstværk, mens det er under udarbejdelse, og hun spørger ham "Hvordan kunne du vide, det var inden i?"

Den vanlige søndagstur blev tilbagelagt med 24,4 km/t. i snit; Det bedste hidtil i år. Det er som en urkraft i mig, som en energi jeg slet ikke forstår og slet ikke kender, og slet ikke ved, hvorfra kommer. Den kraft trækker og skubber på én gang. En anden mulighed er naturligvis, at formen er ved at være i orden - men det er jo knap så poetisk!

Skulle jeg sammenligne ruten og landskabet med et menneske, ville jeg sige, at det er så smukt, at det rummer blidhed, temperament, og skarphed på én gang samt at jeg i dag i blev kærtegnet af den varme sommervind! Det er den slags mennesker, jeg elsker!

"Sikke en oplevelse" ude hos rapsmarkerne og syrenhækkene, der strålede om kap. Måske er jeg bare ved at at være vanvittigt religiøs, men jeg kan ikke lade være med at tænke på en af sognepræst Inge-Hanne Broströms prædikener fra engang i foråret; den startede med "Sikke en mor Jesus havde..."- hvad er det, der sker i naturen? er det "sikke en mor Jesus havde"?

Det var i dag svært at køre om kap med termometret, der hele tiden stod på 27-30 grader. Sikke en pinse = sikke en fest for helligånden! Jeg håber ikke, vi om føje tid (Læs i Juni/Juli) vil gå og sige til hinanden "Ja sommeren 2008 faldt i pinsen" - men skulle det blive sådan, tillader jeg mig at kalde det for "det alternative pinseunder" at jeg på smukkeste vis har set pinsesolen danse på to hjul i dag.

Til forskel fra for et par år siden, så er det sådan, at jeg elsker livet, og at jeg elsker livet i naturen; endnu mere elsker jeg livet i naturen på to hjul. At kroppen så også bliver sådan lidt "lækker go' " af den megen motion gør ikke rigtig noget - forfængelighed kan være en fin ting!

Lidt Guf fra zionismens side,
som er helt lovligt at udrydde et andet folk
for at gøre "israel" større.

Lidt billeder af, hvordan man dannede
"israel" staten og hvad vesten var med til.
Det, som de kalder for "demokrati" host host''

Her er hvad Tv2 og vesten's nyheder kan lære noget af.
Vis det frem, kom frem i lyset,
hvor på jorden lægger huset.
Taget fra des folk, som ikke kan få nok.
Blod fra zionismen's død, som for dem er rar
for at bevar staten "israel" som de nu har-
Hvor et andet folk lider af undertrykkelse
skabt af forbandelse.

Palæstina vil aldrig dø'
og aldrig være noget ny.

"israel" vil være nyt så
nyt at jeg kan huske mit sidste spyt.

Ville man agte at leve, som et fængsel for at beskytte.

Hvor god er man hvis man ofre sit liv på noget der minder om HIV.

Er man psykisk stærk, hvis ens hjerte lever på hærværk.

Sorte skyer over hovedet, oven i fængslet, kan miste modet.

Den smerte man udsætter sig selv for er godhjertet fangst.

Med den fangst man har skal man leve på depression angst.

Den forvirrende smerte vælger sjælden en person i sit hjerte.

Andre vil løbe væk fra den da den er ond og slet ikke sund.

Man har hjertet fuld af had af sig selv og føler sig flad.

Verdnen man befinder sig i, vil ønskes lå for evigt i hi.

Håndter/leve denne lives situation er ikke en sød ekspedition.

Kategorier findes der masser af, af skænderier, som ikke forsvinder og bliver.

Er man et godt menneske af den grund man har valgt at elske.

Ens liv kan være spærret og det er ikke noget sært.

Depression piller, glem det, man har brug for andre kilder.

Et kram kan hjælpe, men den er langt væk at hente.

Den er et sted der ude, som findes og aldrig glemmes.

Det kram kunne være stram og aldrig noget skam.

Man har så mange tåre man føler at man er flere år.

Du kan ikke forestille hvor ondt det gøre, selv når man lægger stille.

Søvnen kan hjælpe, men den er forhindret af evnen fra søvnen.

Drømme og ambitioner er druknet, ned i bund, som er ond.

Ingen medicin eksisterer, hvis ens liv ikke neutraliser.

Helbredelse er bekæmpelse, men hvor er hjælpen hen når man ikke kan glem.

Nogen mennesker er gode andre kan være langt ude.

En person har valgt at livet ikke rigtig er sandt.

Lad os håbe mennesket kommer et sted hvor personen søger fred.

Men der er kun èn person der hjælpe, personen man kommer til at elske.

Sikke en stemning det giver, når rigtig mange kan alle salmerne og gerne vil give til fællesskabet ved at synge ud og i bund. Så kan man sagtens selv synge med, uanset man ved de første vers ikke helt kan melodien.

Inge-Hanne Broström og Claus Bjerregaard førte an med syv konfirmander i hælene i indtoget. Sikke et signal at sende til de unge mennesker. Jeg tænker, at de i virkeligheden siger: "Vi ser jer, og vi tager jer, jeres tro og jeres konfirmation meget seriøst." Tænk at opleve det - også selvom det bare er som tilskuer.

Jeg har fået lov at tage en masse billeder derovre, fordi kirken gerne vil have nogle billeder, der måske kan bruges til at sende til avisen og på hjemmesiden. Jeg håber, der er nogle af billederne, de kan bruge; hvis ikke gør det ingenting, for jeg har fået tre voldsomt flotte konfirmationer med mig i bagagen.

Jeg kan snart ikke engang få øje på skyggen af mine gamle fordomme længere. Gad vide hvor længe jeg kan vedblive at kalde "det med kirken" for et eksperiment?

Lys-seancen har været der hver gang, og jeg tror, den gør noget ved folk. Under alle omstændigheder gør den noget ved mig. Carol Kings "You've got a friend" har også været der hver eneste gang, lige på det tidspunkt, hvor man ellers tror, det hele er slut og man næsten er på vej til at rejse sig for at gå. I dag var det da helt vildt med den sang, for der var så mange, der sang med, og lod stemmen få fuld glød ved det sidste vers.

Alle konfirmander har malet en altertavle (selve tavlen er fremstillet er fremstillet af fanger på Herstedvester), og de små altertavler stod side om side på det rigtige alter, hver med et lille lys foran. I sandhed en forårssøndag i lysets tegn. At det så også er 4. maj, hvor vi skal have lys i vinduerne i aften, gør ikke lysfesten i dag mindre!

Tak til jer Inge-Hanne og Claus for endnu en meget smuk oplevelse i Hvidovre Kirke!

Tænker du tit over, hvem den ideelle livspartner kan være for dig? Hvilken rolle skal forældrene spille ved valg af ægtefælle? Har kvinden nok juridisk beskyttelse ved f.eks. skilsmisser? Hvordan bevarer man kærligheden i ægteskabet? Hvilken betydning har ægteskabskontrakten? Hvordan kan man realisere et fuldendt ægteskab i henhold til de pligter og rettigheder, som Islam giver én?

Læs yderligere på: Muslimer i Dialog

Bemærk at videoen intet har at gøre med oplægget, oplægsholderen eller foreningen.

Zain Bhikha: Wedding Song

Du er ikke kun prikket over ièt du er
selve des alfabet. Din livs port er rar,
men synd der altid har været en nar.

Vil dele din verden med dig og ved din side
vil jeg være stærk, som en hvid haj.
Gå altid efter det bedste og hold dig
aldrig til det sidste.

Din personlighed finder du ikke alle steder
for dit navn er ikke noget alle hedder.
Gå din verden med en stil der kommer
en dag du finder èn!

Vi har taget fat på forårets konfirmationer. "Alting grønnes og springer ud - og skoven hun står brud"; det hele ligger så fint foran os, vi har næsten ikke brugt noget af det - og det er lige forunderligt hvert år.

Mine kusiner og fætre er mange år ældre end jeg, så den eneste konfirmation, jeg har været til, er faktisk min egen. Og jeg husker den desværre ikke.

Ved konfirmationen bekræfter vi dåben, og det gennemsyrede dagens tjeneste. De unge mennesker i deres fineste puds; lidt generte var de med papiret i hånden til at støtte dem i kirkebønnen, og de var faktisk så rørende søde! De gjorde deres del af arbejdet, så det blev en fuldkommen hel og "rund" gudstjeneste. Nu har jeg set de unge gennem hele foråret, og i dag var de næsten som forvandlede. Ingen tjatten ud efter hinanden, ingen mobiltelefoner, men fuld koncentration om øjeblikket. Det skinnede så tydeligt igennem, at de og præsten (Inge-Hanne Broström) kendte hinanden godt efter den lange forberedelsesperiode. Jeg glæder mig altid over, at se mennesker have noget med hinanden!

Inge-Hanne Broströms konfirmationstale tog udgangspunkt i forårets X-faktor! Det er genialt tænkt, for alle de unge har garanteret set det. X-faktor (i TV-regi) er at have noget ganske særligt (talent, charme, godt udseende og sangstemme). Blachmann og de andre var ikke sene til at dømme dem ude, der ikke havde X-faktor, og da der kun var én, der kunne vinde, var der også en masse, der ikke kunne vinde. I den personlige X-faktor er vi alle vindere, hvis vi forvalter vores talenter med blot en anelse omhu. Her er vi ikke blot "stjerne for en aften" - men gennem hele livet. Jeg tror så mænd, at kirkens smukke budskaber er ved at gå op for mig!

Så traditionel, jeg end er, elsker jeg, når der foregår noget anderledes i kirken. I dag kunne alle tænde et lys for nogen (eller noget) midt på den til anledningen tildækkede døbefont. Det virkede utrolig stærkt på mig, og samtidig repræsenterer handlingen et element, jeg savner i den danske forkekirke, men som jeg har truffet i den katolske kirke: man kan til enhver tid gå ind i kirken og tænde et lys. Man kan tænke sine tanker, sidde lidt og gå ud igen, når man føler sig klar.

Jeg tror, alle tilstedeværende gik op og tændte et lys, så jeg er ikke den eneste, der måske savner det element, der rummer en aktiv handling i kirken. Tit kommer vi og skal "bare" sidde ned - måske er der i realiteten et behov for at "gøre" noget, så at man føler man er deltager og ikke kun passiv modtager.

I går hørte jeg for første gang Carol Kings "You've got a friend" fra 1971 (albummet hedder "Tapestry") med mine nye ører (dem der kan høre lidt af kristendommen). Du milde - det er jo til at blive helt religiøs af. Sangen blev sunget ved afslutningen på gudstjenesten i dag.

Prøv selv at lytte med her (7 Mb) og hvis du har lyst, og så tænk "bøn", så får sangen en helt ny dimension.

For nemheds skyld får du lige teksten herunder:

You've got a friend

When you're down and troubled

And you need some loving care

And nothing, nothing is going right

Close your eyes and think of me

And soon I will be there

To brighten up even your darkest night

You just call out my name

And you know whereever I am

I'll come running to see you again

Winter, spring, summer or fall

All you have to do is call

And I'll be there

You've got a friend

If the sky above you

Grows dark and full of clouds

And that old north wind begins to blow

Keep your head together

And call my name out loud

Soon you'll me knocking at your door

You just call out my name

And you know whereever I am

I'll come running to see you again

Winter, spring, summer or fall

All you have to do is call

And I'll be there

Ain't it good to know that you've got a friend

When people can be so cold

They'll hurt you, and desert you

And take your soul if you let them

Oh, but don't you let them

You just call out my name

And you know whereever I am

I'll come running to see you again

Winter, spring, summer or fall

All you have to do is call

And I'll be there

You've got a friend

Jeg tænker på det hver mandag morgen, når jeg står i det lille tekøkken på arbejdet og venter på at kaffen løber gennem filteret. Så kommer en kollega og siger "ja så er vi her igen." Sådan bare konstaterende, og uden videre. Så ved jeg aldrig rigtig, hvad jeg skal svare, og til det brug har jeg så fundet følgende "fraskel" (en sammenskrivning af en frase og en floskel for jeg kunne ikke beslutte mig): "Ja det har du ret i." Og det har hun jo, og det kan endda konstateres ved selvsyn.

Det er åbenlyst, at den slags ytringer har til formål at holde de sociale forbindelseskanaler åbne, hvilket der er mange gode grunde til at sørge for. Men det kunne jo være klaret med den kendte forkortelse for "Her er jeg" - nemlig "Hej". Faktisk havde det været nemmere for mig, for så var jeg ikke kommet i situationen, hvor jeg ikke kunne finde på noget intelligent at svare.

Det jeg vil frem til er naturligvis ikke at harcelere over min flinke kollega, men at prøve at sige noget om "samtale". For mig er den gode samtale karakteriseret ved:

• Tid til tanker og eftertanker undervejs. Når min samtalepartner siger noget, er det rart lige at få lov at vende ordenes mening inde i hovedet. Hvad mente hun? Forstår jeg det? Hvordan forholder jeg mig selv til det? Det tager selvfølgelig lidt længere tid på den måde (vi introverte er bare langsomme), men hvis man ikke har tid til en rigtig samtale, så undlad den hellere.
• Tid til at sige det, jeg gerne vil sige. Tid til at smage på ordene og vælge dem med lidt omhu. Det sker, jeg møder mennesker, hvor jeg føler, at jeg må hellere skynde mig at gøre min sætning færdig, for ellers keder hun sig snart eller værre endnu: hun har selv en masse ord, der står i kø for at blive sagt.
• Fravær af afbrydelser. Jeg bliver helt elektrisk af at blive afbrudt - i særlig grad hvis det virker systematisk. Det skyldes ikke så meget følelsen af "den ufuldendte sætning", hvor halvdelen fortsat er i mundhulen (den forsvinder jo ved næste tandbørstning), nej det er den dybe disrespekt, for det jeg opfattede som en dialog, men herved erfarer i realiteten er blevet til en 3/4 monolog. Jeg prøver at forsvare mig verbalt ved at sige "Undskyld, men jeg gør lige min sætning færdig" - det virker af og til.
• At man sammen "udvikler videre". A siger noget. B replicerer, og A kommer tilbage med "Årh ja - sådan havde jeg slet ikke tænkt det, kunne det også være at...?". Når man taler sammen efter det koncept, er der "en positiv risiko for" at begge går ud af samtalen en anelse anderledes, end de kom ind i den. Og det er i hvertfald ikke det værste, der kan ske. Det forudsætter naturligvis, at begge lytter og at begge har lyst at ofre den tid, der skal til, for at komme spadestikket dybere.

Når jeg ser på de fire punkter herover, er det slående, at kodeordet er "tid"! Så klart har det faktisk aldrig stået for mig før (et gode ved at skrive). Det passer så glimrende med min oplevelse af en række nylige gode dialoger. Når vi skilles, har jeg det som om den første sætning kun lige er sagt, og nummer to kun lige er på tungen - men der er fløjet timer.

Christian Kryger kaldte man med rette for "Samtalens mester". Rigtig mange af hans udsendelser kan podcastes fra DRs "Guld fra arkivet"; den mand forstod at give sig tid, og han kunne interviewe alle. Selv er jeg er vild med hans samtaler med børn og unge.

Det skrevne ord har - set i relation til tidsperspektivet - en lang række fordele: der kan man bedre sidde og smage på ordene, sætte dem ved siden af hinanden, skifte ud og bytte om, fuldstændig som perler på en ubundet snor. Først når man tror, kransen rummer de rette perler i den rigtige rækkefølge med mange forskellige farver og former måske endda med deres egen indbyggede og villede asymmetri, binder man knuden.

Gode hilsner fra den langsommelige:

"Frøken Harsk"

I dag havde jeg godt selskab på turen. Claus er en fin makker. Vi har et nogenlunde ens tråd, vores tempi passer godt sammen, vi har noget at tale om, og vi har begge glæden ved at cykle. Motion skal være noget, man gør af glæde, ikke af pligt. For mig er det at motionere næsten blevet et must efter mange år med stress mv. Jeg må bare ud og bruge min krop til et eller andet; det flytter fokus fra hjernens spinden omkring sig selv.

Jeg kan mærke, at min gamle rytme på cyklen er ved at komme tilbage. Det er i særlig grad på de hidsige bakker omkring Hove, jeg kan mærke rytmens tilbagekomst. Ikke noget med at tænke på at køre opad, men lade kroppen finde rytmen, sidde stille og lade benene arbejde støt og roligt. Op kommer man jo så stille og roligt.

Hvis man tager hjemturen på cykel også (i modsætning til at trille op til Høje Taastrup Station) kommer der alletiders lede lange stigning i Herringløse Vridsløsemagle. Den er flere kilometer med en svag stigning hele vejen; efter 27 km. op og ned ude på den sædvanlige rute, har jeg døbt denne stigning for "dræber-bakken"!

Vi kom tilbage til to caffe latte på caféen på torvet i fin stil efter 2:05:32 for de 44½ km. med et snit på 21,1. Det er helt godt for os to alderstegne motionister.