Frasier and Niles are sitting by their table discussing Frasier's state of mind. Roz was sitting with some handsome guy, but returns to their table.

Roz (interrupting): Oh this sucks!
Frasier: What's the matter?
Roz: You think you're gonna sit down and have a cop of coffee and that it might -- just might -- lead you on to something -- uhh I don't know -- a life?! But suddenly the trapdoor opens and you're right back in Roz' world!
Niles: How did it go so wrong so quickly?
Roz: Simple. He didn't want to date me, he wanted to convert me! I don't have anything against religious people! I don't care if they're Jewish or a Jehova's Witness or Buddhist! I'm ecumenical, I embrace men of all faiths!
Frasier: If only it stopped there ...
Roz: But he pretended he was gonna ask me out! Now, isn't there a commandment against that?
Niles: No, they didn't go into dating until the New Testament.

Funny. And I like Roz' final question.

Det er tankevækkende, hvordan alting ser så let ud på tv: Kriminalkommisærer og detektiver render forvirrede rundt og snakker med alle og overvejer alle motiver og muligheder, men i sidste ende er det alligevel kun via usandsynligt held og ofte en meget belejlig indrømmelse fra forbryderen, at de opklarer sagen. (Med undtagelse af kommisær Columbo, som altid ved på forhånd, hvem der har gjort det.) Så perfekt er mordet (eller mordene) normalt på tv. Og manden i Dallas, der skød sig selv, døde i troen på tv-seriernes absurde univers.

Forskellige talere har naturligvis meget forskellige måder at tackle "hæklere" på, og stand-up komikere, der lever af at improvisere og gøre grin med folk, er måske bedre til at tackle det, end overstressede medietrætte politikere er.

Hvad jeg læste på wikipedia

Jeg lavede lidt Internet research på det (Google, wiki, youtube, you know the drill...), og jeg fandt en masse interessante måder, folk gennem tiden har valgt at tackle hæklere på. Der er f.eks. en meget fin liste på wiki, hvor der også er et par morsomme replikker i mellem. Svaret plejer gerne være en fornærmelse.

En ofte anvendt respons til en "hækler" er "Hvad ville du sige til at jeg kom og råbte fornærmelser ad dig på din arbejdsplads?" og Seinfeld gør vist alvor af truslen i et afsnit af Seinfeld. Paul Merton (kender ham ikke) har en vulgær fortolkning af denne: "Hey, jeg prøver at arbejde her! Hvad ville du sige til at jeg stod og råbte ned i gyden, mens du var ved at give transseksuelle oralsex?" Hvor det først kunne synes at være et kald på lidt forståelse, har Merton's fortolkning valgt at bruge det som en vulgær fornærmelse som et forsøg på at vinde opmærksomheden tilbage.

John Cooper Clarke gik samme vej og skal have sagt: "Kan ikke høre dig, du har munden fuld af lort." Eddie Izzard går i stedet over til en vittig trussel: "Jeg ved godt, andre har hæklet i aften, men dig VIL jeg slå ihjel." Én af mine personlige favoritkomikere (mester i sarkasme), Patton Oswalt, siger på et af sine albums til en hækler: "Du kommer til at gå glip af alt, som er sejt, og dø vred." Steve Martin, en af de mere kendte, har sagt: "Jeg kan [også] huske, da jeg fik min første øl."

Hvad jeg så på YouTube

Også på Youtube findes der flere eksempler på, hvordan forskellige vælger at konfrontere hæklere. Der er selvfølgelig eksempler på folk, som jeg ikke synes klarer det særlig elegant, og så er der andre, som gør ganske imponerende jobs.

I den første kategori (de dårlige) skal nævnes 1) Kenny Moore, der til sidst smadrer en hækler med sin guitar, 2) Michael Richards (bedre kendt som "Kramer"), der slipper sin indre racist løs (sagde undskyld på Dave Letterman et par dage efter), 3) Jamie Kennedy, ikke fordi han "taber", mere det at han ikke er egentlig sjov.

I den anden kategori (de dygtige) kan ses 1) Richard Herring, en brite, hvis humoristiske fremgangsmåde jeg får dyb respekt for, selv om han til sidst må have hjælp fra sikkerhedsvagterne, 2) Flip, som jorder en "hækler" med en one-liner (hvorpå han hoverer med et par fysiske se-på-mig acts, jeg gerne under ham), 3) Bill Clinton (den her og den her), need I say more. 4) Dane Cook bruger også autoritetsmanøvren og sætter det i humoristisk perspektiv bagefter (well done).

Hvad jeg lærte

Ingenting, men det var ganske underholdende for mig. Jeg har selv prøvet at stå overfor et publikum et par gange og blive afbrudt (sket med teenagere). Det kan der ofte komme meget sjov ud af, hvis man ellers tackler det lidt køligt.

Jim Carrey-film jeg allerede havde:

• Bruce Almighty (Bruce den Almægtige). Rigtig sjov film.
• Eternal Sunshine of the Spotless Mind (Evigt Solskin i et Pletfrit Sind). En klar favorit blandt kærlighedsfilm.
• How the Grinch Stole Christmas (Grinchen - Julen er stjålet). Sød og ganske flot julefilm.
• Lemony Snicket's A Series of Unfortunate Events (Lemony Snicket: En ulykke kommer sjælendt alene) God film.
• Man on the Moon. Rigtig god film!!
• The Majestic. Et lidt intetsigende drama.
• The Truman Show. Genial film.

(Så havde jeg også en 4-5 stykker på videobånd, som mor har overspillet til DVD og efterfølgende smidt ud)

Jim Carrey-film jeg købte i dag:

• Liar Liar* (Fuld af Løgn) Ganske sjov film.
• The Cable Guy (Hybridmanden) Vældig sjov film, hvis jeg husker rigtigt.

Jim Carrey-film, jeg godt kunne tænke mig:

• Ace Ventura: When Nature Calls* (Ace Ventura: Når Naturen Kalder). Sjov film.
• Dumb and Dumber (Dum og dummere). Rigtig sjov film!
• Fun with Dick and Jane. Nogenlunde sjov film.
• Me, Myself and Irene (Jeg, mig og Irene). Virkelig sjov film!

Jim Carrey-film, jeg absolut ikke kunne tænke mig:

• The Mask*. Intetsigende effektorgie. Men sød hund.
• The Number 23. Rod, vrøvl og kaos.

(Denne kategori viser, at nogen klart er mere dedikerede fans end jeg)

Jim Carrey-film, jeg ikke har set endnu:

• Simon Birch.
• Horton Hears a Who (Horton og støvfolket hvem).

Jim Carrey-film på vej:

• Yes Man. Mand, der altid har sagt nej til udfordringer, beslutter sig for aldrig at sige nej igen.
• I Love You Phillip Morris. En gift mand ryger i fængsel, forelsker sig i en fængselskammerat og bryder ud 4 gange. Sand historie.
• Ripley's Believe It or Not!

*Film, jeg har på VHS.

http://www.southparkstudios.com/clips/104253/

"How about some scripture reading from the Book of Mormon! You know, the book that Joseph Smith found. You never heard of him? The most important person in the world."

"Joseph Smith was called a prophet."

http://www.southparkstudios.com/clips/104256/

"Who was this Joseph Smith guy? Why did he believe that Native Americans were actually white people that came from Jerusalem? Because he found ancient books written on goldplates right where the angel said they would be!"

"This must be the gospel that Jesus told the Nephites!"

"Well, I was not allowed to take them. You see, after I found the goldplates, the angel appeared to me again! and said to me that I was not allowed to show the seer stones or the goldplates to anybody! Because first, I must translate them into English so you can all read it!"

http://www.southparkstudios.com/clips/104257/

"What happened after he found the golden plates buried in the ground?"

"They're not rocks, they're seer stones, given to me by an angel. With these, God allows me to translate the plates into English! [...] I have the golden plates here in this hat. I have to keep 'em somewhere dark, so I can read the spiritual light."

"Write this down: And so ... it was ... that ... Christ ... appeared before ... the Nephites!"

http://www.southparkstudios.com/clips/154257/

"The best part of the Joseph Smith story: The part that proves he was for real!"

"Wait, Mormons actually know this story and still believe Joseph Smith was a prophet?"

Some criticism to the South Park depiction of Joseph Smith:

http://www.i4m.com/think/southpark/
http://monoglot.com/2006/07/21/the-south-park-mormon-clip/

Alle mennesker bør have set en Charlton Heston-film, det ville give mening om Gud havde det på listen over ting, man skulle have gjort for at komme ind i himlen!! (Bare en vits) De mest kendte film er "De Ti Bud", "Ben-Hur" og "Abernes Planet"... Okay, kan faktisk ikke komme i tanke om andre, men efter de tre roller, så behøvede han jo sådan set heller ikke have mere stående på CV'et.

Man kan på ingen måde påstå, at han var fantastisk skuespiller sammenlignet med de talenter, vi har i dag (fx Philip Seymour Hoffman, Anthony Hopkins og Maggie Gyllenhaal), men han var ikke desto mindre én af de få, der spillede skuespil, som om han selv troede på sine roller. Og jeg elsker, da han slår i sandet i slutningen af "Abernes Planet" og bander og svovler over menneskeheden! Så fedt det er..

Skulle der helt tilfældigt sidde nogle kristne derude og forarges over denne kvindebedårelse fra min side, så vil jeg bare minde om, at der vel intet er galt i at beundre Guds skaberværk? Så vidt som det nu kan siges at være muligt efter make-up og photoshop og diverse andet, der forkvakler skønhedsidealerne, men nok om det.

Charlie Chaplin once won third prize in a Charlie Chaplin look-alike contest.

Marie, amerikansk pige der også sidder i redaktionen, tilføjede dog en ekstra dimension ved at spørge: "Who is Charlie Chaplin?" Spørgsmålet blev mødt med en lang stilhed, hvor Thomas og jeg forsøgte at gennemskue, om det var en joke. Til gengæld kendte hun Bruce Lee.

Serien er genremæssigt en krydsning mellem romantisk western og star wars-agtig science fiction - det lyder skørt, men det fungerer faktisk fantastisk godt. En krigsveteran kaldet Malcolm Reynolds (Nathan Fillion) køber sig et rumfartøj, der ligner en ildflue, og døber det Serenity efter det sidste store slag, han tabte mod galaksens totalitære styre. Sammen med sin kvindelige soldaterkammerat arbejder han nu som freelance smugler. Desuden har de en del passagerer ombord, blandt andet to flygtninge, som The Alliance har en meget stor (og mystisk) interesse i at få fingre i.

Serien kan købes på sendit.com til £13. Eller på play.com til £17.

The Ballad of Serenity (Sonny Rhodes)

Take my love, take my land
Take me where I cannot stand
I don't care, I'm still free
You can't take the sky from me.

Take me out to the black
Tell them I ain't comin' back
Burn the land and boil the sea
You can't take the sky from me.

Leave the men where they lay
They'll never see another day
Lost my soul, lost my dream
You can't take the sky from me.

I feel the black reaching out
I hear its song without a doubt
I still hear and I still see
That you can't take the sky from me.

Lost my love, lost my land
Lost the last place I could stand
There's no place I can be
Since I've found Serenity

And you can't take the sky from me.

Udpluk fra en diskussionstråd derinde:

notional: Jeg sad på række 23, der sad nogen lige bag os, der ikke kunne holde deres kæft. De burde være smidt ud. De troede de var åh så sjove med deres debile spasserkommentarer.

The Insider: Jeg ser frem til den dag, hvor toptrænede sniper-soldater ligger foran projektoren med night-vision goggles og skyder bedøvelsespile i alle larmende gæster.

riqon: Øhm, hvorfor bedøvelsespile?

The Insider: fordi ellers vil offentligheden formentlig have sværere ved at tolerere forslaget.

Michael Andersen (til riqon): Mindre oprydningsarbejde for biografpersonalet efter forestillingen.

riqon: De skal jo ik ryddes op, de skal blive siddende til skræk og advarsel for fremtidige biografgængere.

Michael Andersen: Nah, så skal der indkøbes en fandens masse wunderbaums.

Tråden udsprang af en nyhed om en ny trailer for en dansk animationsfilm, som kan ses på EB's hjemmeside. Også pænt morsom og ganske flot.

Handling: Clay står ved en isbod i Boston, da helvede pludselig bryder løs. En person taler i en mobiltelefon og går i samme øjeblik amok, taler kun nonsens og virker kun opsat på vold, ja, mord. Det samme rammer alle andre, der løfter mobiltelefoner til øret, og tragisk nok er det menneskers første reaktion, når de ser kaos - når de ser bevidstløse mennesker, der har brug for ambulance - når de vil ringe hjem og sige, de med gode grunde bliver forsinkede, eller når de vil spørge, om alting er alright derhjemme. Clay har ikke en mobiltelefon, men det har hans søn, og Clay finder snart ud af, at hvis hans søn løfter mobilen til øret, så sker der det samme med ham, som der sker med alle andre. Hans hukommelse slettes, og noget nyt, noget langt værre, bliver sendt ind i hans hjerne. Opsat på at få fat i sin søn begynder Clay rejsen hjemad i selskab med en mand, Tom McCourt, og en 15-årig pige, Alice Maxwell, han tilfældigt møder på vejen.

Vurdering: Puls er dedikeret til Richard Matheson, forfatteren bag I Am Legend fra 1954, og George A. Romero, manden bag zombieklassikerfilmen, Dawn of the Dead. Forbindelsen mellem disse personer og Puls er konceptet, zombieer. Stephen King leger med ideen om, at hele verden pludselig bliver fjendtligt territorium, idet alle mennesker i løbet af kort tid bliver forvandlet til rovdyr.

Frygten består i enten at blive revet i stykker og maltrakteret eller - endnu værre - at blive én af dem. Begge skræmmeelementer forstår King som gysets mester at spille på. Men zombie-konceptet er kun interessant for King og sikkert også for de fleste læsere til en vis grænse. Han bygger derfor videre på konceptet og gør galningene til noget mere end det, vi kender fra filmene, og dermed bliver handlingen også mere interessant og medrivende.

Puls er ikke et litterært mesterværk. Bogen er for litteratur, hvad Big Mac er for mad. Nogle mennesker er for fine til at indrømme, at den smager godt og fokuserer i stedet på, at den ikke giver mange vitaminer eller gør én til et sundere menneske. Heldigvis er bogen heller ikke så lang, så trænger man til at slå hjernen fra med en god og medrivende historie uden hold i virkeligheden, så er og bliver Puls en dejlig bog. Den spiller lidt på nogle antropologiske og teknologiske temaer, der er ganske underholdende, men der kan næppe læses særlig meget ud af det, hvis man skal være fair.

Man skal ikke forvente nogle fantastiske personkarakteristikker, men til forskel fra Dan Browns Da Vinci Mysteriet, så har King dog sørget for det mest basale: En hovedperson, man kan forstå og have sympati med, og en god og troværdig kemi mellem denne og de øvrige karakterer i bogen. Med god vilje bliver man også rørt undervejs, ikke mindst i slutningen.

King vidste, hvad han havde gang i, da han skrev den her. Desværre filmatiseres den af splatterinstruktøren, Eli Roth, der i forskellige interviews afslører, at han ikke rigtigt fatter, hvad han har med at gøre. Peter Jackson er jo desværre optaget af Hobitten, han havde ellers det rette CV, da Cell kunne have været det perfekte møde mellem King Kong og hans gamle slasher-komedier (f.eks. Breaindead). Man kan ik være lige heldig hver gang.

Hvem er sjovest?

1. Carsten Bang (profil)

Carsten Bang er ikke god til at improvisere eller til at synge eller den slags, men disse ting hører heller ikke nødvendigvis med til stand-up, selv om komikerne med disse talenter har det med at stjæle scenen (Anders Mattesen, Amin Jensen). Heldigvis er flere komikere, der alene koncentrerer sig om komikken, kommet mere på banen med one man shows. Det skal siges, jeg endnu ikke har set Carsten Bangs "Har Satan en fætter?" (men vil meget gerne). Hans spekulationer og observationer er guld værd. Han er flegmatisk og tør i sin humor, men han er nok den person, jeg har moret mig mest over, når man lægger det hele sammen. Hager: Én enkelt, nederst på hovedet.

2. Thomas Hartmann (profil)

Hartmann kan beskrive og fortælle historier (vitser) så visuelt, at hans kreativitet næsten synes spildt på stand-up. Ligesom Carsten Bang er han lynende intelligens, og af og til er hans vitser så indviklede, at de lige tager et par sekunder ekstra, før han får en tvivlende respons fra det brede publikum. F.eks.: "Jeg kender to piger, som jeg har et helt platonisk forhold til, men jeg håber, det snart kan blive pytagorasisk." Men er man opmærksom og vågen, så er det bare et ekstra plus.

Hager: Han falder meget let tilbage på sin basale kyniske attitude, og det er nogen gange et overflødigt ikke-komisk element. Dog en meget lille ting.

3. Brian Mørk (profil)

Mørk er nok en lidt risikabel fyr at have som nr. 3 på denne liste, fordi jeg i det store hele kun har set et kvarters stand-up med ham (hvis det kan gøre det). Til gengæld var det kvalitet, der ville noget. Igen er det ikke parodier, men det er betragtninger, der slår benene væk under én. F.eks.: "En toilettaske. Hvad er det? En lille taske, man kan skide i?" Han ligner ikke alle de andre kedelige københavnerdrenge, hvis sarkasme har det samme monotone toneleje, og hvis hår klistrer mere end gulvet på McDonald's i Skanderborg. Han er cool og afslappet og sin helt egen. Hager: Også en enkelt, og den er fuldstændig overbegroet, men det ser megafedt ud.

Hvem der ellers var nominerede: Michael Wulff, Dan Andersen (ham med guitar-show), Mick Øgendahl (ik bare fordi han er lille), Henrik Bruhn.

En langt svære liste at stykke sammen var denne:

Hvem er ynkeligst?

1. Mette Frobenius (profil)

Taler over emner, som alle kvinder sikkert kan forholde sig til, men vist ikke én eneste fyr. Og selv hvis man ved, hvad hun snakker om, så formår hun ikke at gøre det morsomt eller bare det mindste kreativt. Misforstå mig ikke, jeg er ikke ude på at generalisere, og jeg ville derfor helle aldrig påstå, at kvinder generelt ikke kan lave god stand-up - det gælder dog alle dem, hvis fornavn er Mette. Til gengæld hørte jeg vist engang en muslimsk kvinde lave stand-up, og det var vanvittig morsomt (f.eks.: "Jeg har noget, ingen danske kvinder har: Min mødom."). Så er der også Sanne Søndergaard, men hende husker jeg ikke så godt. Men Mette Frobenius er sikkert sød og rar som person (men det griner man jo ikke af).

2. Jonatan Spang (profil)

Han er uddannet skuespiller. Det ynkeligste, jeg hidtil har set med ham, var hans rutine om mænd, der står og griller. Jeg er dog sikker på, at han gør et godt job som skuespiller, bl.a. i den nye film om Lars von Trier ("De Unge År"), og så er han da vist også blevet teaterdirektør. Bare det holder ham fra at fjolle rundt på scenen i den tro, at han er sjov, så er jeg glad.

3. Uffe Holm (profil)

Uffe Holm har komisk talent et eller andet sted, er jeg blevet enig med mig selv om, men han begraver den under tonsvis af ynkelige sjofelheder og perversiteter, jeg ikke engang gider at gengive. Det er ingen kunst at få folk til at grine ved at chokere dem med billeder, de ikke udsættes for normalt af den simple årsag, at vi andre ikke engang tillader os selv at tænke i de baner - og det er nok egentlig bedst sådan.

Rigtig mange andre var nominerede til denne top3, som kunne have været en top10, men det ville egentlig bare være synd at nævne dem. ;-)

Men nu er den set, og jeg synes overordnet set, at DR har lavet en interessant og tankevækkende dokumentar, uundgåeligt med en lidt sekulariseret tilgangsvinkel her og der (især i forhold til tienden) og så med de lidt for mange virkemidler (f.eks. (a) mange cuts i de korte interviews med Henrik og (b) den dybt sørgmodig musik, mens folk helbredes og blir døbt), hvor man godt kunne have tænkt sig, at materialet blev vist i sin rå form.

Mest interessant for mig var Bønnenatten, de viste til sidst i udsendelsen. Kira har fortalt om episoden, men jeg vidste ikke, at DR havde det på bånd (men fedt!). Man ser i dokumentaren, at Kira ydmygt går hen til Christian Hedegaard og spørger pænt, om ikke de kunne tale sammen i bare fem minutter. Reaktionen viser CH, som han er - typen, der sparker til folk, der allerede ligger ned.

"Dav."
"Davs, Kira. Lang tid siden..."
"Jeg tænker, om du lige vil bruge fem minutter på mig?"
"Overhovedet ik!"
"Det vil du ik?"
(Hovedrystende) "Ik efter din opførsel. Du har brugt alle dine chancer..."
(...)
"Og du har slet ik mulighed for at se det fra min side af?"
"Overhoved' ik - jeg syns, du er bindegal."

Denne optagelse har resulteret i en ret interessant kommentar på forsvarsbloggen. "Vidste vi, at de kom med retningsbestemte mikrofoner den aften, de var med til en bønnenat? Nej, selvfølgelig ikke." Det er mere en indrømmelse, end det er et egentligt forsvar. Implikationen er, at havde de vidst, at DR fik lyden med, så havde de naturligvis behandlet hende lidt bedre for at se mere sympatiske ud på tv (hvorfor ellers behandle en desperat mor menneskeligt?).

I en af episoderne - på et tidspunkt i serien, hvor alle forsøger at stoppe X-Files afdelingen - kommer Mulder og Scully til Mulder's bil. Den er ikke låst, selv om Mulder er sikker på, at han låste den. Scully joker, at det må være en X-file (haha), og de sætter sig ind i bilen, lukker dørene, da Mulder så får øje på et kassettebånd. Han sætter den i sin afspiller (tænk, den slags brugte man stadig i 90'erne!). En fremmed stemme fortæller om en skræmmende incident med en bilbombe, der udløstes i samme øjeblik offeret forsøgte at åbne bildøren. Eksplosionen løftede bilen 15 meter fra jorden og pulveriserede offeret på under et sekund. Samme slagt bilbombe er monteret i Mulders bil, fortæller stemmen. Mulder og Scully kigger på hinanden, både vantro, men også tydeligt skræmte. I samme øjeblik åbner en eller anden Mulders dør udefra. En britisk kvinde siger grinende til ham: "Gotcha, Mulder!" (eller noget lignende, kan faktisk ik helt huske det, men bilen eksploderer i hvert fald ikke)

Det er ikke, fordi jeg laver så mange practical jokes. (Har dog været med til at putte knaldperler under toiletsæder.) Men en eller anden gang skal jeg altså lave den her på en eller anden! Men jeg vil nok tage den et skridt videre og faktisk montere bomben.. :-)

Det værste er dog, at Ryan Gosling (supergod skuespiller, for øvrigt) faktisk ligner mig temmelig meget på det billede... Tog mig lige lidt tid, men det lykkedes mig at finde et 2 år gammelt (og utroligt grimt) billede af mig selv, som kunne bakke min påstand op.

Hvis jeg er rigtig smart, så sagsøger jeg filmselskabet for at bruge min karakter i deres film! I bedste fald kan jeg måske få 20% af fortjenesten. I værste fald bliver jeg en dårlig gengangerjoke på David Letterman-showet.

Rotten Tomatoes har allerede postet de første anmeldelser af filmen og lavet en rating på 93% (Wow!), og jeg lagde især mærke til følgende kommentarer fra diverse kritikere:

...the viewer can't help but feel sorry for Lars... (Reel Film Reviews)

Lars might at first sound like a movie you wouldn't want your kids to see, but it has a heart of gold. (Hollywood Reporter)

A timely reminder that love stories don’t have to be crass or contrived to succeed, even if one of the star-crossed lovers is entirely artificial. (Boxoffice Magazine)

Tjek for øvrigt, hvem der er min love interest i filmen.
Now, we're talking! :-)

Og glem så lige, at hans egentlige love interest i det meste af filmen vist er en dukke.

Hun nævner sine forældres skilsmisse, og hun forklarer, at hendes far blev mere og mere ateist, mens hendes mor blev mere og mere ekstrem kristen.

Kommentar: Det lader til at være sådan vi reagerer på hinanden på det religiøse og åndelige plan. Når den ene går mod en yderpol, så har den anden som regel valget mellem to måder at reagere på. Man kan gå med, eller man kan gå i en helt modsat retning. Går man i en modsat retning (skarp ateisme), så accellerer den anden også i sin retning (radikal fundamentalisme). Jo mere radikal, desto mindre tolerance, desto hårdere konfrontationer og desto hårdere (familie)splittelser. Denne proces synes at gentage sig, hver gang Evangelist blander sig, alene fordi de er så yderliggående, kunne det se ud til. Dette understreger nødvendigheden af Dialogcentret, der så kan give de implicerede et mere nuanceret indtryk af kristendommen.

Hun siger, at som barn måtte hun ikke lege med ikke-kristne børn, og hun måtte ikke gå til selvforsvar, fordi "de var i direkte kontakt med Satan". Værtens ansigtudstryk er dybt vantro, og han spørger: "Hvordan det?" Hun siger, at det var noget med, at de mediterede, men at hun stadig ikke forstår argumentet.

Kommentar: Dette er i sig selv en skæg måde at gribe det an på fra værtens side, for forventer han virkelig, at hun skal forklare årsagen til dette forbud, som om der var en meningsfyldt grund? Nej, en egentlig begrundelse kommer (som forventet) ikke frem, og den får lov at hænge i luften. Der kunne dog være en god begrundelse. Personligt ville jeg aldrig selv gå til selvforsvar, da de fleste kampsportsgrene fra Østen bygger på en filosofi om, at mennesket har en overnaturlig kraft i sit indre kaldet "chi" (deraf også navnet tai-chi). Ideen er, at man skal søge ind i sig selv og finde denne nærmest guddommelige kraft frem. Kristendommen lærer dog tydeligt, at synden bor i os, og derfor harmonerer det ikke med kristen tankegang. Man skal ikke være ekstrem evangelist for at forbyde sine børn at gå til selvforsvar og yoga, og hvad der ellers - tydeligt for enhver, der studerer filosofien lidt nærmere - indebærer religiøs forkyndelse fra Østen. Dette bare sagt som en kritik til lidt af fokusset i interviewet.

I et klip fra dokumentaren, erklærer Christian Hedegaard sin kærlighed til danskerne ved at beskrive, at han kunne spise dem til morgenmad, middagsmad og aftensmad.

Kommentar: "Første gang så la' vi ham gå, anden gang så ligeså, men tredje gang, så ta'r vi haaaam - og putter ham i gryden!" Meget uheldig Hans-og-Grete-metafor, CH kommer til at benytte, men så skal der naturligvis ikke lægges mere i dét. Det er ikke meget anderledes, end da Bush kom til at erklære Nelson Mandela død.

I samme klip siger Hedegaard, at han er visionær, at han drømmer (er god til det), og tilmed at han ser ting, der ikke er der.

Kommentar: Jeg havde måske kunnet følge ham, hvis han havde sagt, at han kunne se ting, andre ikke kunne se. Men det gjorde han ikke.

Tilbage i studiet tilstår Anne, at hun aldrig selv har mærket nogen "kraft" i forbindelse med håndspålæggelserne. Hun siger, at når de forsøgte at bede for hende og lagde hænderne på hende, så faldt hun måske på kommando og skreg lidt, som de andre gjorde - ikke fordi hun mærkede noget, men fordi ellers ville forbederne ikke lade hende være.

Kommentar: Det åbenlyse spørgsmål er naturligvis: Mon hun er den eneste hos Evangelist, der har været nødt til at fake sådan en oplevelse? Desværre kunne nogen seere også slutte, at dette ALTID er tilfældet, hvilket dog ikke behøver at være rigtigt. Et andet spørgsmål er så, hvad er det egentlig for en kraft, nogen mærker (de, som mærker den)?

Hun siger så, at hun fandt ud af, at Evangelist ikke var noget for hende løbende, og hun nævner to kriterier i flæng. Deres handlinger stemte ikke for det første ikke overens med bibelen og for det andet ikke overens med andres [andre kristnes] praksis. Svaret hun fik fra Evangelist, når hun spurgte hvorfor de gjorde ting, var, at "det siger Gud, at vi skal".

Kommentar: Samme retorik har jeg selv været udsat for, da én af Christian Hedegaards venner ringede mig op for at bede mig om at lade være med at skrive kritisk om Evangelist. Igen og igen brugte han formuleringer som "Gud græder over det, du laver" - hos Evangelist finder man en meget klar overbevisning om, hvad Gud vil og ikke vil, og dette står ikke til diskussion, slet ikke ud fra bibelen. Gør man ikke som Evangelist, så forbryder man sig mod Guds vilje og gør sig til et mål for dæmoner.

Anne siger, at hendes mors retorik generelt var "mærkelig" - bl.a. nævner hun, at hun ikke måtte være sammen med én, fordi vedkommende havde haft sygdom.

Kommentar: Dette påbud er særlig interessant i forhold til Evangelist i forhold til hvad hun ellers nævner, som kunne passe på andre kristne. Hos Evangelist lærer man, at sygdom rammer de vantro, mens de troende kan beskytte sig med Kristi autoritet.

Anne siger, at hun spurgte sin mor, om hun hellere så hende "død i en rendesten", end at hun gik til en privat fest. Lena Løbner svarede efter sigende koldt ja. Da besluttede Anne sig for at forlade Evangelist. Hun boede hos sin far en kort periode, men han ønskede ikke, at hun blev boende. Hun vendte tilbage til sin mor, og blev verbalt disciplineret i et lokale med Lena Løbner, Camilla Holstein, Christian og Karen Hedegaard i "flere timer". De gav hende et ultimatum: en time til at omvende sig ellers skulle hun flytte ud af Gørløse.

Kommentar: Disciplineringen lyder meget som hos Jehovas Vidner, hvor man også sidder ved et bord overfor "menighedens ældste", mens de vurderer én og skælder ud. Det skarpe enten-eller ultimatum viser meget tydeligt, hvor dualistisk sort/hvid Evangelists opfattelse af verden er.

Hvad er så svaghederne ved dette interview? Der er selvfølgelig den åbenlyse, at kun datteren er til stede for at fortælle historien. Desuden bringer journalisten jo frem, at mor og datter ofte har uoverensstemmelser, når datteren er 15 år gammel - som Anne jo var, da hun forlod Evangelist. Et andet interessant spørgsmål kunne være Annes forhold til Gud og til kristendom generelt, men dette bliver ikke taget op i interviewet. Hun har dog valgt at flytte sammen med sin kæreste før ægteskabet, men hendes anstrengte forhold til både sin far og sin mor antyder, at hun ikke har en social begrundelse for at foretrække den ene side frem for den anden. Spørgsmålet må stå ubesvaret.

Om disse ting så er nok til at tilbagevise hele hendes historie og ikke tage den alvorligt, det må jo være op til den enkelte. For mit vedkommende var det interessant, fordi jeg ikke anede, at Lena Løbner havde en datter, og så er der endnu en historie i rækken om Evangelists ledere.

Update d. 14. Oktober: Evangelists har i sit modsvar valgt at fokusere mere på, at Anne ikke helt er myndig. I forlængelse af mine spekulationer omkring hendes indstilling til kristendommen, så er hun efter eget udsagn ikke kristen.

Nå, men nu får jeg så snart et par biografbilletter med posten til en ny dansk gyserfilm ved navn Kollegiet. Skal jeg nå ind og se den, har jeg dog temmelig travlt, eftersom jeg flytter til England på tirsdag. Men hvis jeg når det, så bliver det nok første gang i mit liv, jeg tager i biografen for at se en rendyrket gyser. Jeg må hellere huske at gå på toilettet, før den starter.

Som de så tankevækkende skrev i den e-mail, jeg modtog fra filmz.dk: "Vi håber du får glæde af præmien." Jo tak!

Denne gang lød spørgsmålet: "Hvilken by red Jesus ind i palmesøndag?"
A) Jerusalem
B) Nazareth
C) Kana
D) Betlehem

Efter noget snak, hvor den kvindelige deltager (de deltog i par) havde slået fast, at Jesus i hvert fald var fra Nazareth, og hvor manden havde sagt, at han umiddelbart kun kunne udelukke C, valgte de at spørge publikum.

Publikum var lidt i tvivl, 38% sagde A, mens 45% sagde B (hvis jeg husker rigtigt). Dette var ikke helt nok til at overbevise deltagerne, så de valgte at bruge endnu en livline, nemlig at fjerne 2 forkerte svarmuligheder. Det skete, og tilbage stod de nu (fortsat) med A og B. Til sidst ringede de til Lars, som var præstesøn, og i sidste øjeblik (inden tiden løb ud) sagde han, at "Jesus var fra Nazareth, og han red ind i Jerusalem". Da følte parret sig modige nok til at prøve muligheden af.

Hans Pilgaard bekræftede svaret og ønskede dem tillykke med de 8.000 kr. Næste spørgsmål var piece of cake for dem, og så lød hornet.