Utifra dette synspunktet, så blir det ganske logisk å lese Jesu ord i Matt. 6:25-34 og spesielt vers 27. For om vi prøver å være litt realistiske, så må vi innrømme at det er sant at hver dag har nok med sin plage og vi kan ikke legge noe til når vi bekymrer oss.

Men hva er det Jesus sier i disse versene ? kan vi forstå de dithen at vi skal bare være som blomstene på marken å stå helt stille mens Gud gir oss alt vi trenger ?

Nei vi kan ikke forstå dette dithen, først og fremst fordi vi er ikke blomster men mennesker. Og hva gjør blomstene som er beskrevet i vers 28 og fuglene i vers 26 ? De gjør det Gud vil de skal gjøre, og da gir Gud dem det trenger og da trenger ikke de ha noen grunn for bekymring.

Så hva er det Gud vil vi skal gjøre ? Gud vil vi skal forvalte jorden og forvalte våre liv ( 1.Mos 1 ) ved å bruke de talenter og evner Gud har gitt oss, i tilllit til at Han som har frelst oss også vil forsørge oss når vi gjør vår del. Da er vi som blomstene og fuglene, fordi da gjør vi det Gud vil vi skal gjøre og lever slik Han har skapt oss, som mennesker.

Så hvorfor bekymrer du deg da ? Hvorfor er du urolig ? Gud har gitt deg alt du trenger for å forvalte jorden og ditt liv. Han har gitt deg talenter, evner og kunnskap til å leve et godt liv slik Han har skapt deg til å leve. Og når Gud kan gi alt som blomstene og fuglene trenger, når de lever slik Gud har skapt de til å leve, skulle ikke da Gud kunne gi alt til oss mennesker når vi lever slik Gud har skapt oss til å leve ? Og hvorfor skal vi da bekymre oss og uroe oss når vi alikavel ikke kan gjøre noe med det ?

Gå derfor ut i dagen i tillit til Herren din Gud som har frelst deg, skapt deg og gitt deg alt du trenger for å leve et godt liv bl.a Den Hellige Ånd. Og med Gud Ånd i deg, så kan du gå i tillit til at du ikke har noen grunn til å uroe deg eller bekymre deg, så lenge du gjør ditt beste og lever tett til Han som har skapt deg.

om du som leser dette ikke er frelst, så har du faktisk en grunn til å uroe deg og bekymre deg. Du lever da et liv uten å være et Guds barn, du lever utenfor Guds beskyttelse og omsorg fordi du har valgt bort Gud. Jeg ønsker på det sterkeste å oppfordre deg til å bli frelst i dag, bli et Guds barn i dag så du kan få lov til å oppleve et bekymringsfritt liv fyllt av Den Hellige Ånd mens du lever slik Gud har skapt deg til å leve.

Gud velsigne deg.

Så skal min fantastiske knægt spille koncert med sit band på Kansas City den 6. juni 2008. Dørerne åbner kl. 19.00, billetter kan købes ved døren af den simple og nette sum af 50 kr.

Det er min vidunderlige unge mand i den gule trøje bagerst til højre... Normalt er han trommeslager, men han har også taget guitaren til sig som sit instrument nr. 2.

Rock On, knægt.. Din mor er SÅ stolt af dig...

Dette blei bygga i går. Jeg ble sitende og bygge i timesvis, mens min datter, som var den som opprinnelig lekte med klossene og ville at jeg skulle leke med henne, mista interessa ganske raskt, spesielt da jeg avviste alle hennes bidrag til husets arkitektur.

Det blei framsatt en hypotese om at jeg nok lekte for lite med lego da jeg var liten. Jeg er ikke sikker på om det stemmer, men hele situasjonen fikk meg til å tenke på at jeg nok aldri var særlig flink til å leke med andre barn. Det vanligste var at jeg fortalte en historie som dukkene skulle leve ut, eller bygde et hus (f.eks. med lego) som de andre kunne leke med. Når planleggingsstadiet var over, var også leken over for min del.

Heldigvis har jeg utvikla mine samarbeidsevner og sosiale evner sia den gang, men det skal åpenbart bare en liten koffert med legoklosser til før jeg er tilbake på det stadiet. Jeg aner ikke om dette kan kategoriseres som kvinnelig eller mannlig, eller om det kvalifiserer til en helt annen diagnose. Jeg tror uansett det sier noe om at jeg trives med å planlegge og organisere, men anser gjennomføringa av prosjekter som ganske underordna.

Det var i alle fall gøy å bygge lego-huset :)

Citat af Benjamin Franklin (1706-1790), amerikansk politiker, videnskabsmand, opfinder og diplomat.

Klik her for at se flere citater af Benjamin Franklin.

Citat af Platon (ca. 428-348 f.Kr.), græsk filosof.

Klik her for at se flere citater af Platon.

Det er ikke det at det er første gang jeg bokstavelig talt opplever at en drøm kommer i oppfyllelse, men som alle normale dødlige har jeg sett på de som tilfeldigheter. Selv om jeg egentlig også sluttet å tro på det for et par år siden, på grunn av en veldig stor "tilfeldighet" som du kan lese om i Romerikes Blad.

Det er egentlig veldig slitsomt. Det skjer selvfølgelig ikke å ofte, men jeg vet ofte når en drøm var mer enn bare en drøm. Som regel håper jeg at jeg tar feil, for det er jo oftest ikke de fine drømmene som har en tendens til å gå i oppfyllelse. DET hadde vært noe det. Da hadde jeg hatt ganske mye fint og magisk å glede meg til! (mine drømmer er ofte fulle av magi + at jeg ofte kan fly, eventuelt hoppe veldig høyt).

Poenget er vel egentlig at jeg faktisk tror at folk har evner de ikke vet de kan kontrollere. At det er mye mer menneskehjernen er kapabel til, enn vi faktisk er klar over. Å se inn i framtiden, kommunisere gjennom tanker, kanskje til og med flytte på ting kun ved hjelp av tankekraft. AT vi alle har disse evnene, bare at det er lettere for noen enn for andre å komme i kontakt med dem. Litt søkt, men jeg har vel alltid vært litt små-alternativ når det kommer til slike ting.

At jeg ikke er så sanndrømt at det vil gjøre noen stor forskjell er nok fakta, men innimellom skjer det og da tror jeg det er mer enn en tilfeldighet. Om det bare er fordi det er det logiske som skjer, så forutså jeg da det allikevel?

ps: Om noen forseslår at jeg skal begynner på engle-skole, slår jeg dem hardt.

Altid havde jeg levet som i et menneskeligt fængsel: men nu var det på tide at opleve naturen. Hvordan var verden derude? Det måtte jeg selv sørge for at opdage – ja, det måtte jeg. At mærke solens skinnen på mig var som at blive produceret på ny i fabrikkens mave igen, om end min erindring derfra er ganske diffus.

Det var vidunderligt at møde andre produkter i bussen. Produkter, jeg længe havde gået og fantaseret om, ligesom når mennesker møder nye og fremmede mennesker. Kunne de ændre på mit hidtidige livssyn? Ak ja.

Ilde til mode følte jeg mig, da jeg sad klistret fast på min herres ryg, mens han trissede rundt i bussen for at finde en ledig plads, og se, da fandt han endelig én! Med ét sad vi ned – min herre på højre lynlås og jeg selv på venstre. Der var duggede vinduer samt en ravnemoder, se, tingene havde i dag forandret sig! En ravnemoder med sit barn, hvis skoletaske i høj grad var omgængelig og opstemt: se, den var nok også kommet ud!

”Dejligt med nogen på samme fod,” tænkte jeg inderligt. Efter et kortvarigt moment mælede jeg med min dybeste og honningsøde røst mellem alle bussens passagerer og over til den evigglade skoletaske: ”Hvorledes kan du bare sidde dér og være glad? Har du ikke måttet kæmpe dig fri? Jeg gætter på, at du er på vej i skole sammen med din herre, ikke sandt?” da dette var sagt, rømmede skoletasken sig, mens jeg stedse sad og ræsonnerede. Samtidig så jeg på min store og magtfulde herre, men han forekom fjern – og bussen kørte blot videre, som det var en ustoppelig blyantspidser, der var i færd med at spidse den længste og væmmeligste blyant nogen sinde.

”Mangt og meget har jeg oplevet,” begyndte den anden skoletaske nu, ”men jeg har ej nogen sinde oplevet en så næsvis og talende skoletaske som dig,” svarede han mig. Dertil sagde jeg: ”Hvad skal dette dog sige? Siger du, at du har stødt på en troldmand, der ikke kunne skjule sin grelle visdom?”

Således endte vor snak, og den anden skoletaske kiggede derpå, som om den var ked af det, direkte ned i gulvet. Derefter talte vi ikke mere i løbet af busturen, og bardus var vi ved skolen. Hele denne bustur har været en oplevelse for alle og ingen, men skønt skolebussens hindbærfarvede reklamer og den anden skoletaskes pludselige sørgmodighed, var det en mindeværdig oplevelse for mig: jeg var kommet ud i det fri, ud i naturen, ud i naturens uudgrundelige form, som ikke kunne gennemskues!

Jeg har alltid vært interesert i det overnaturlige. Jeg synes det er utrolig spennende å utforske ting. Men nå skal det også sies at grunnen til det er fordi jeg selv er synsk og sanndrømmer. Helt siden jeg var liten har jeg alltid sett ting og hørt mye. Jeg syntes dette var veldig ekkelt når jeg var liten, for jeg forsto ikke mye av det jeg opplevde. Alt endte bare i en masse mareritt om natten hvor jeg kom løpende inn til mamma å la meg i sengen der.

Men ifra 12 års alderen begynte jeg å forstå veldig mye mer. Jeg lærte meg å bruke evnene mine til å hjelpe andre. Jeg begynte ganske fort med tarotkort og lærte det i løpet av kort tid. Jeg sitter fortsatt å spår venner, familie og fremmede. Nei, jeg tar ingen penger, for spåing har heller ingen garanti. Så i mine øyne hadde det vært svindling, noe jeg er totalt imot.

Er også veldig interesert i drømmetydning og det utenomjordiske. Jeg tror vi ikke er alene her i verden. Det er umulig så stort som universet er.  Hva er deres meningen om det overnaturlige? Tror dere, eller er dere skeptiske..

Albus Dumbledore, til Harry Potter. I Harry Potter og hemmelighedens kammer.