Har du noen gang sett for deg stedet du bor, slik det så ut for rundt 70 år siden? Det har jeg gjort. Etter en tur til Sverige med to venninner, ble jeg sittende i bakgården til naboen å drikke te. Jeg bor på et lite sted i Østfold, rett utenfor sentrumsgrensa. Damhaugen heter det. Damhaugen har fått en dårlig rykte, noe som i bunn og grunn er veldig synd. For det er jo i grunn litt koselig her. Dessuten er bestefar oppvoks rett borti gata. Om de hadde fått pussa litt opp, men holdt husene i den gamle stilen og ordna litt i bakgårdene, ville det blitt skikkelig koselig her. Jeg ser for meg et idyllisert bilde av hvordan det var her for 100 år siden eller 70 år.
Før var Damhaugen nesten som en egen liten by. Her var det på begynnelsen av forrige århundre kaffebrenneri, flere bakerier, meieriutsalg og brennevinsutsalg. De fleste som bodde her jobbet på Saugbrugs, som den dag i dag går under navnet "Kaken". Navnet Kaken stammer fra at kakstryking eller pisking av lovbrytere fant sted i området. Ikke langt unna ble Norges siste kvinne halshugget, for å ta et eksempel. Ved kongebesøket i 1909 var Damhauggata byens myldrende hovedgate, med skomakere, stor kolonialforretning, melkeutsalg, kaffebrenneri, brennevinsutsalg, bakerier og ikke minst en fiskeforretning, der de solgte fiskeboller for 10 øre! I tillegg hadde folk sauer, gris og høner. Folk dyrket grønnsaker og alle handlet på bok i kolonialforretningen. Og barna, spesielt gutta holdt vakt for at ikke "indianeræne" fra Tisdærn skulle komme å stjele jentene fra "byklæddane". Dessuten var det både eget korps og fotballlag her.

Jeg liker lokalhistorie og takket være eldre familiemedlemmer kan jeg en rekke ting om byen jeg bor i. Ting kanskje ikke så mange på min alder vet. Som liten ville jeg bli guide på festningen når jeg ble stor. Desverre husker jeg ikke lenger alle detaljene, men det hender jeg graver meg ned i en og annen lokal-historiebok.

Men det jeg skal frem til. Jeg satt å ventet i bakgården på at naboen skulle komme med en kopp te til meg, da nysgjerrigheten tok overhånd. Rett foran meg lå noe som lignet på en gjengrodd jordlapp. Jeg så for meg folk sette poteter. Tver ovenformeg, på andre siden av denne gjengrodde jordlappen står et rødt hus. Et slik hus som det har vært mange boder i. Når naboen kom ut, fant vi ut at vi skulle sjekke. Her fant vi tre utedoer fordelt på to rom, gamle sykler, nye malingsspann, gamle ski, to sparker og bl.a en dukkevogn som garantert har sett bedre dager. Så smøg vi oss inn i en skjult gang mellom to hus. Ingen visste hvor vi ville ende og det hele var veldig spennende. Det var nesten som en tidsreise og jeg håpet nesten litt på at jeg endelig hadde funnet den hemmelige tunnelen tilbake i tid. Jeg så for meg at når vi kom ut på andre siden ville vi være på 1930-tallet. Desverre var det ikke slikt det fungerte, men for alt jeg vet kunne jo den hemmelige tunnelen tilbake i tid være ute av drift for øyeblikket. Vi fant enda en liten bod. Gamle ovner, flere sykler og et mystiskt skap, som forøvrig minnet litt om et gammelt pengeskap i tre. I den første rommet lå den ingen gullbarrer og hva som ligger i det store rommet, med en veldig rusten lås på, det er ikke godt å si. Vi turte nemlig ikke å ødelegge låsen. Vel ferdige med å snike rundt, satte vi oss ned, drakk litt lunken te og tok en røyk.

"Kjellerlem", sier naboen å peker. Vi titter på hverandre.
"Skal vi?" Begge reiser seg. Etter å ha kommet forbi et veldig stort og ikke minst et tykt spindevev kommer jeg ned. Naboen holder vakt for å passe på at den gamle mannen i første etasje ikke kommer hjem. Han har bodd der siden han ble født og ville neppe likt hva vi gjorde. Så dette blir mellom oss og dere lesere ;) Som sagt, vel nede i kjelleren fant vi ut at vi trengte lommelykt. Opp å hente to, så ned igjen. Her fant vi vaskebrett, gamle Norgesglass, og nedstøvede flasker. Fant blandt annet tre-fire wiskhey-flasker. Alle var desverre tomme. Men den beste tinge jeg fant var innerst i et hjørne. Stefan hadde gått rett forbi, muligens mest fordi han måtte gå veldig vondt bøyd. Jeg så hønsenetting, jeg så lange pinner, jeg så at det gikk an å lukke det igjen. Jepp, nettopp som jeg trodde; en hønseinngjerding. (Heter det hønseinngjerding? Jeg vet jo at hønsenetting er sånn spesiell netting). I dag har jeg altså stått i en hønse-gård. Og jeg så for meg alle eggene og damene som vasket klær i naborommet og ungene som løp for å ta indianeræne. Egentlig mangler det bare et epletre i hagen, for fremtidige epleslanger.

Dagens spørsmål: Om du kunne reist tilbake i tid, hvor ville du reist og ville du gjort noe spesielt?

De neste ni årene gikk vi i samme klasse, jeg brukte å se på deg i smug, krøllene dine fasinerte meg, jeg har bestandig hatt lyst på krøller.
Vi brukte å krangle, mye fordi jeg var så sta, og du ville tøffe deg for de andre på skolen. Det spiller ingen rolle nå lengre, jeg husker ikke hvorfor vi kranglet, men jeg husker de gangene vi ikke gjorde det.

Jeg husker svømminga, vi var bestandig på svømming, begge to, vi kunne sitte i badstua, jeg og du, og noen av de andre som var på svømminga. Du brukte å fyre for å få det varmest mulig, også satt vi der, for å se hvem som klarte å sitte lengst.
Noen ganger brukte du å sprute iskaldt vann på alle som var i badstua, men du sluttet når vi ba om det, du dyppet hodet ditt under kaldtvannskrana, håret ditt lå klistret inntil hodet. Det lå ikke sånn lenge, for badstua var varm og så fort håret ditt tørket litt, så var krøllene der igjen, de blonde krøllene.
Om vinteren så fyrte vi ekstra mye i badstua, bare så vi kunne gå ut i snøen og snøbade, også løpe inn igjen for å få varmen i oss. Vi brukte å ta med snøballer inn, og kaste på de som ikke turte. Jeg og du, og noen til.

En dag etter skolen ringte du meg, vi gikk på ungdomsskolen da, du måtte prate med meg om noe, så jeg gikk fra middagsbordet for å prate med deg. Du ville at jeg skulle prate med ei i klassen, fordi du likte henne veldig godt, men hun trodde ikke på deg, og du trodde at hun ville høre på meg om jeg sa det. Så jeg gjorde det, jeg pratet med henne, men hun hadde type, og hun trodde ikke på meg heller. Du ringte igjen dagen etter, ville høre hvordan det hadde gått, du sa jeg måtte prate med henne igjen. Og jeg gjorde det, flere ganger, men hun likte ikke deg på den måten. Jeg ble en slags budbringer, det var morsomt, jeg gledet meg til du ringte, jeg gav henne brev fra deg og gav deg brev tilbake.
Det ble aldri dere to, jeg tror hun angrer på det.

Vi spilte fotball sammen, jeg turte aldri å stå i mål når du var på motstandernes sitt lag, du elsket fotball mer en noe annet. Du skulle bli proff og spille på Man utd.

En dag var det snøballkrig på skolen, rett etter skoletid, og jeg skulle rekke bussen, du stod sammen med noen andre gutter i klassen og kastet snøball på folk, da jeg kom gående fant han ene ut at han skulle kaste på meg, han traff meg i øyet, du kjeftet på han, og passet på at det gikk bra med meg, så kjeftet du mer på han. Jeg gikk på bussen og dro hjem. Jeg takket deg aldri for det.

Så var vi ferdig med 10ende klasse, jeg flyttet til tromsø, vi spilte fortsatt fotball sammen en gang i bland, når jeg var hjemme på besøk, men vi pratet nesten aldri sammen mer.

Fredag, 05.11-2004
Jeg sitter i norsktimen, telefonen er i veska mi, den er på lydløs, jeg hører ikke at den ringer. Vi ser på film, jeg følger ikke med, filmen er kjedelig, så jeg bestemmer meg for å høre musikk, plutselig kommer den velkjente "dutt dutt dutt dutt dudu" lyden som kommer når en telefon ringer i nærheten, så jeg finner frem telefonen min, det er bestevenninna mi, jeg avviser henne, får ikke prate i telefonen i timen, jeg ser på telefonen, 23 ubesvarte annrop. Telefonen ringer igjen, denne gangen tar jeg den, jeg sier at jeg ikke kan prate siden jeg sitter i timen, venninna mi sier at det er så pass viktig at jeg bare skal gå ut av timen. Læreren ser stygt på meg, jeg reiser meg og går ut, alle i klassen ser rart på meg.

Jeg husker ikke mer av telefonsamtalen, alt jeg vet er at jeg fikk vite at du var død, jeg vet at jeg gråt, jeg vet at læreren kom ut i gangen for å prate med meg, jeg vet at noen av vennene mine kom ut i gangen for å se hva som var galt, men jeg vet ikke hva som ble sakt.
Jeg gikk inn på klasserommet igjen og hentet tingene mine, jeg gråt fortsatt, folk spurte hva som var galt, men jeg tror ikke jeg sa det, jeg er ikke sikker, men jeg tror ikke det.
Jeg gikk opp til busstoppet, plutselig tenkte jeg at jeg måtte finne ut om det var sant, jeg ringte til Ida, dere hadde begynt på samme skole etter ungdomsskolen. Jeg spurte om du var på skolen, hun viste ikke, hun trodde kanskje du var syk for hun hadde ikke sett deg. Jeg fortalte henne at du var død, vi pratet litt mer, før jeg la på. Jeg tror jeg ringte til søster også, men jeg husker ikke, kan hende at hun ringte til meg. jeg tror i alle fall at jeg pratet med henne.

Jeg satt på bussen, jeg gråt hele veien ned til byen, der møtte jeg Silje, bestevenninna mi, hun som hadde fortalt meg at du var død. Vi ble sittende i gangen utenfor Dark light, jeg gråt og hun trøstet meg, jeg tror hun hadde grått litt selv også, selv om dere ikke var venner, dere var vel mer som fiender, men hun brydde seg om deg, selv om du var frekk mot henne, og hun var frekk tilbake.

Jeg tok båten hjem, det er det siste jeg husker fra den dagen, jeg satt på båten, Ronny var der, Ole også, tror jeg, men jeg husker ikke.

På fredag skulle du blitt 20, du ble bare 16. Jeg savner deg Jørn, R.I.P

• Mamma døde?
• Pappa døde?
• Broren min døde?
• Marie døde?
• Gitte døde?
• eller hvis farmor døde?

Jeg veit egentlig ikke, men jeg har gått igjennom det utrolig mange ganger i hodet mitt. Som når mamma skulle kjøpe avisene på søndag, en tur som egentlig tar toppen 15 min, og hun brukte nesten tre timer. Jeg ble neste forberedt på å få en telefon om en ulykke eller noe, jeg gikk til og med inn på nettaviser for å se om det hadde skjedd noe på veien. Ingenting. Ho hadde bare vært hos noen i nabolaget en tur. Eller hvis pappa er litt for lenge i skævven, ikke kommer hjem når han sa. Ikke det at det kan skje så veldig mye når han er der, men likevel. Eller når broren min er hjemme aleine og ikke tar telefonen. Har han fått insulinsjokk? har han fått så lavt blodsukker at han har gått i koma? Da er det ingen hjemme til å redde han. Heldigvis har det ikke skjedd noe sånt enda.

Eller hvis jeg hadde fått en telefon fra mamman til Marie om at Marie var vekk. Hva ville jeg gjort da? Jeg aner ikke. Har sett det for meg flere ganger, men ender alltid at jeg må tvinge meg sjøl til å tenke på noe annet. Hvem skulle jeg da hatt drikkekvelder med, skata med, lekt med, klaga over ubetydelige hverdags ting med og være patetisk sammen med? Ledd av John og Dr. Phil med? Og hvem skulle kallt meg styggen?

Hva med Gitte? Jeg tror jeg ville fått dårlig samvittighet, for det ville sikkert vært lenge siden jeg hadde sett ho. Hvem skulle da påvirket meg til å spise litt sunnere, bare slappe av med, "mobba" meg for høyden uten at jeg tok det til meg? Hvem skulle jeg da kunne være så stygg som det bare går ann med uten å bry meg?

Eller den som kanskje er litt mer aktuell; farmor? Det vet jeg at snart vil skje, men jeg later som at det ikke er det. Ho er 80 år, farfar døde 3 måneder før han blei 84. Det er fire år siden, allerede. Jeg vet at farmor savner han, og er ganske sikker på at ho er ensom. Når farmor dør har jeg ingen besteforeldre igjen. Hvem skal da gi meg penger på 17. Mai og si "se her, her har du litt penger, ta å gå å kjøp deg en is" uansett om jeg har lyst på eller ikke? Jeg håper bare ho slipper smerter, det gjorde ikke farfar. Jeg gruer meg.

Jeg også en tendens til å se for meg begravelser, gjerne min egen. Min egen begravelse hvis jeg dør i ung alder. Hvem ville kommet? Ville hele klassen kommet? De jeg ikke prater med og som så vidt ser på meg? Hva med andre folk på skolen, de som sender meg blikk eller bare ler? Hva med de som jeg gikk med på ungdomsskolen eller barneskolen?  Hvordan vil de huske meg? Hu stille sjenerte jenta bakerst i klasserommet, eller som ho som var endel av "den styggeste gjengen på skolen" som jeg har hørt noen si. Av lærerne ville jeg sikkert blitt husket som ho stille, koslige, pliktoppfyllende jenta som tok ansvar, selvom jeg gjør lite lekser. Hva ville det egentlig gjort med familien?

Eg ser at du er trøtt,
men eg kan ikkje gå
alle skritta for deg.
Du må gå de sjøl.
Men eg ve gå de med deg.
Eg ve gå de med deg.

Eg ser at du er redd,
men eg kan ikkje gå i døden for deg.
Du må smaka han sjøl,
men eg gjør død til liv for deg,
eg gjør død til liv for deg.
Eg har gjort død til liv for deg.
Eg har gjort død til liv for deg

Jeg er kvalm.

Anders Fogh er død, og ankommer til paradiset, hvor han bliver mødt af Portens sekretær.
"Velkommen", får sekretæren omsider fremstammet.
"Tak!" sagde Anders, "jeg tænkte nok at jeg ville ende her!"
"Mjah," sagde sekretæren, "du har jo i det store hele opført dig meget anstændigt... og i betragtning af din barndom,
og så videre, så bestemte vi,at vi gerne ville have din sjæl her. Men... forstår du, vi har ikke så meget erfaring med
fremtrædende venstremænd..."
"Ja, ja, fint," sagde Anders, "luk mig nu bare ind!"
"Jamen, ser du," sagde sekretæren, "der var lidt konkurrence om at få fat på dig.
Faktisk blev vi nødt til at lave en lille aftale med djævelen..."
"Aftale?!" udbrød Anders, nu synligt rystet.
"Det er ikke så slemt", sagde sekretæren, "men han mente han havde de fleste af dine venner alligevel.
Så vi har aftalt at du får lov til at tilbringe ét døgn i helvede, og ét i himmelen.
Så må du selv vælge, hvor du vil være resten af evigheden."
Anders protesterede lidt, men aftalen var allerede på plads. Så sekretæren viste ham vej til en elevator;
de sagde farvel, og på gensyn om fireogtyve timer, og Anders trykkede på "Helvede".
Han kørte nedad i meget lang tid, og endte så foran en stor sort port. Da han ringede på gik døren øjeblikkeligt op,
og djævelen selv modtog ham.
"Anders! Gamle ven! Kom indenfor!" brølede satan, og hev Anders ind af døren.
Her stod han så, på en gigantisk overdækket golfbane. En masse af hans gamle regeringskammerater gik rundt og spillede golf. Banen var perfekt.
Det var varmt, men der var fyldt med små let-påklædte djævlepiger, som serverede kølige drinks.
Anders spillede hele dagen, og om aftenen havde Brixtofte, der var død kort tid forinden,
forberedt en kæmpe buffet med Den bedste vin og udsøgte lækkerier. Inden Anders vidste af det, var det første døgn gået, og en lille djævel viste ham atter vej til elevatoren.
Da Anders kom ind i himmelen, var han meget eftertænksom, men også her Blev han varmt velkommet.
Han blev klædt i englegevanter og fik udleveret en harpe. Resten af dagen spadserede han fra sky til sky,
hørte fuglene synge og spiste friske frugter ad libitum. Senere fik han en lidt mavepine af al den frugt,
og på en sky nær ved sad Lykketoft og Nyrup og harpe-jammede for anden time i træk. Snart dukkede sekretæren op.
"Nå, nu har du haft et døgn hvert sted", sagde sekretæren, "har du Truffet dit valg?"
"Hmmm..." sagde Anders, "jeg havde aldrig troet at jeg skulle sige det, men måske hører jeg trods alt til i helvede.
Det er nok det bedste sted for mig."
Sekretæren var målløs og forsøgte at omvende Anders, men han var fast besluttet.
Så endnu engang blev han fulgt til elevatoren, og de tog afsked. Også denne gang lukkede djævelen selv op, da Anders ringede
på, og hev ham energisk ind af porten. Anders så sig om i det brændende, svovlstinkende inferno, hvor hans gamle venner vred sig i smerte.
"Men..." sagde han, "men... men, hvor er golfbanen? Hvor er de kolde drinks?"
"Ah!" sagde djævelen, "ser du, i går førte vi valgkamp! I dag har du stemt på os!"

1. De griner altid på den mest anstrengende måde mens de forsøger at stikke slik ned i halsen på dine sukkersyge børn
2. De lugter altid af hestemøj, elefantnegle og gammel sved
3. Pjerrot!...
4. De er jo ikke sjove
5. I dine drømme bliver de altid pisse uhyggelige og får hugtænder og røde øjne
6. Hvem kan li forstørret Jaco sko?
7. De spotter dig og slæber dig med ind i cirkusmanagen så du kan blive ydmyget og gjort til grin
8. De ER jo ikke sjove
9. Black is the new black - not clovns!

I halvanden time ventede kvinden og hendes mand, der ikke var klar over, at vagtlægen skulle kontaktes, og da der endelig blev slået alarm, var det for sent at redde kvindens liv.

Den vestjydske socialist Bent Hansen vælger den mindre medfølende linje, når han kommenterer sagen og kort, klart og helt umenneskeligt siger, at der "åbenbart har været kommunikationsproblemer".

Sygeplejersken der er interviewet, og som indledningsvist siger nogle fornuftige ting, slutter også af med den traditionelle svada med, at mere efteruddannelse til sygeplejerskene ville hindre lignende situationer fremover...

... Bevares, det kan godt være. Fleksibilitet har jo aldrig skadet nogen -- og hvis det ligefrem kan hjælpe, så bare se at komme igang.

Meeen... Ser man lidt mere overordnet på al den snak det seneste års tid, måske lidt længere tid, om netop de regionalt ejede og drevne sygehuses akutberedskab, er der ikke langt herfra og så til en sort, engelsk farce. Yes, Primeminister osv.

Som helt almindelig borger -- med lidt familie i hvide kitler -- undrer jeg mig over, hvordan de ansvarlige politikere (både i regionerne og på Christiansborg) rent faktisk kan retfærdiggøre det nuværende system.

Hvad skal man dog bruge en dyr, skattefinancieret sundhedssikring til, når man alligevel er overladt til sig selv? Det her ikke bare må, det kan, gøres bedre.

De fleste kan nok regne ud hvad jeg så mener skal ske. Men det er der helt sikkert ikke politisk mod til.

Så indtil problemerne bliver løst -- og det bliver de jo nok aldrig (vi taler jo om staten) -- må man vel bare krydse fingrer for, at man ikke bliver syg på et uheldigt tidspunkt og sted.

Og så selvfølgelig have sympati med de læger og sygeplejersker, der helt sikkert er ligeså enige i, at situationen er absurd.

Det er helt naturlig å føle seg fristet til ikke å være en kristen når man opplever slike ting, men det er nettopp når vi opplever slike ting vi må gå til Guds ord for å få veiledning i hvordan det skal takles.

Johannes ev.15:18,19,21 forteller oss at Jesus vår Herre og frelser vet hva vi gjennomgår, fordi Han har selv blitt hatet, forfulgt og latterligjort. Når da Jesus vet hva vi gjennomgår, så vet Han også hva vi trenger for å takle det vi gjennomgår. Joh ev 14:27, Matt ev 28:20, Rom 8:15, 1 Kor 2:12

Derfor kan vi når vi blir utsatt for trengsler, juble og glede oss i Den Hellige Ånd 1.Tess 1:6. Vi jubler ikke og gleder oss ikke over trengslene, vi jubler ikke og gleder oss ikke over smertene som både kan være fysiske og psykiske. Men vi jubler og gleder oss over det faktum at vi har Den Hellige Ånd ( Rom 8:15 ), Gud selv, ( 1 Kor 3:16 ) boende i oss. Og når vi har Gud selv boende i oss, så trenger vi ikke å bekymre oss ( Luk 12:22-34 ), vi trenger heller ikke frykte for noen ting fordi Gud er så mye mektigere enn det som vi blir utsatt for av lidelser ( Luk 12:4 )

Når du neste gang lider fordi du er en kristen, når du neste gang må tåle hån, spott, bekymringer, ensomhet, utfryselse, angst, uro, vold psykisk og fysisk, nedverdigelse fordi du er en kristen. Så kan du juble, fryde og glede deg i Den Hellige ånd, du kan juble, fryde og glede deg i Gud som bor i deg i trygghet om at Gud er på din side ( Luk 12:11 ), og det verste dine forfølgere kan gjøre mot deg er å drepe kroppen din men din stilling innfor Gud, det faktum at du er tilgitt og elsket av Gud kan de aldri noen sinne gjøre noen ting med.

Teaterhistorie igjen, kjedelig som vanlig. Ane Marte spurte om jeg skulle på sommerleir, tror det betyr at hun også skal, håper det. Håper Ida også kommer. Håper jeg får være med Maja i sommer, og Caroline om jeg er ekstra heldig. De fire flotteste kvinnene jeg vet om. Håvard har fått jobb i norsk UFO-forbund, herlighet så glad jeg er på hans vegne. Og dessuten blir vi Mulder and Scully. Jeg vil dra til Oslo og se Erasmus av Ludvig Holberg, han er fantastisk.

I dag var teaterhistorie gøy til en forandring, vi hadde om blant annet August Strindberg og Henrik Ibsen. Ida er lykkelig tilbake i Rudis favn. Håper bare hun passer godt på seg selv og følelsene sine, slik at hun ikke sårer seg selv mer enn hun tåler. Hun har kanskje dårlig samvittighet for at hun ikke kom på seminaret, det gjør meg litt vondt. Min kjære Ida skal være glad og tenke på alt det gode fremtiden bringer i stedet for å tenke på hva som kunne blitt gjort annerledes i fortiden. Verden trenger sånne som oss, ikke la det onde vinne. Kanskje det blir meg og henne mot resten av verden en gang i fremtiden. Ikke som kjærester, men som krigere. Hun er så bra at jeg kan ikke tro det, og egentlig tror jeg at jeg ikke tror det også. Dessuten opprører det meg at vi ikke ser verden på samme måte. Jeg vil hun skal se det på min måte, fordi dette er mitt og jeg er veien til evig lykke.

Ja, jeg setter meg selv ganske høyt oppe i systemet, fordi jeg liker det. Jeg vet hvem jeg er, jeg trenger bare ett sted å vise det og føle meg enda mer komfortabel. Flytte for meg selv i villmarken eller på fjellet. Dyrke mine egne grønnsaker og fiske min egen fisk, kanskje det blir en Nobels litteraturpris ut av det. Jeg fikk nettopp vite at oldemor er død, jeg vet ikke hvordan det føles. Savn kanskje. Jeg visste hun var død før noen sa det. Det er spennende, dette båndet som binder folk sammen. Man vet og føler ting uten og helt kunne forklare hvordan og hvorfor. Jeg har ett slikt bånd til familien min, og Ida(tror jeg). Selv om båndet til Ida fortsatt er under oppbygning, men jeg føler at hun er her og lever i meg.

Klassen leser ”fuglane” av Tarjei Vesaas, de synes Mattis er teit og retardert. Jeg er uenig. Jeg liker Mattis, jeg kan identifisere meg med han, tankene, oppførselen og alt. Han er herlig. Prøven er vel overstått, den gikk dårlig. Jeg er røyksjuk som fy. Glemte rullepapir hjemme og resten av røykerene har ikke kommet på skolen enda. Selvfølgelig tok jeg den sekken som jeg ikke har alt jeg trenger til en hver tid i. Jeg klikker, dessuten er denne pennen sug å skrive med. Jeg glemte den gode pennen hjemme.

Men her stod han og var ved at rense larvefødderne på gummigeden
for jord med en skovl.
Og jo, han havde intet imod at blive afbrudt i sit arbejde.
Faktisk tror jeg, at han blev glad for at få lov til at snakke.
'Ser du, jeg graver de her render for at arkæologerne skal finde ud af
om der er nogle rester fra fortiden begravet.'
Han havde fjernet muldlaget i lange render på en mark uden for byen.
Renderne var 2 meter brede med 15 meters afstand.
Dybden til ned under muldlaget, sådan en halv meter.
Det opgravede jord lå som volde derudad.
'Det er dyrt for så lidt.'
Han nikkede.
'Ja, det er dyrt. Men det er endnu dyrere, hvis de først finder noget, når
de er i gang med at bygge, for så skal byggeriet stoppe, måske et halvt år.'
Jeg tænkte, at vi lever i et rigt samfund.
'Hvis de så ikke finder noget, så bliver jorden frigivet.
Det øverste stykke her er allerede købt af Pædagogernes forbund.'
Jeg tænkte, ja, de er kløgtige, her kører ikke engang bybusser, og der er
mindst 4 kilometer til stationen.
Han havde sådan en 'BlåTand' siddende i højre øre.
Der var nogen, mest sandsynligt hans chef, som ringede ham op.

Jeg mødte en enkelt hjort og så et egern.
Jeg hørte det før jeg så det, fordi det på tværs i munden havde en stor
grankogle, som den ikke ville give slip på. Så da den forsøgte at flygte
op i et træ, kunne den ikke komme forbi sidegrenene.
Vi fik set længe på hinanden.

Det der 'BlåBlink' blev ved at forfølge mig.

Blå er metallets farve, ferriferrocyanid, ellers snarere var.
I dag hedder blå, phthalocyanin.
En klar forringelse, men en billigere og mere miljørigtig løsning.

Blå er afstand og skygge.
Blues og den Blå planet.
Blåt blod på en Blå mandag.
Blue Vikings.

For 3000 år siden, flyttede de rundt på en masse sten for at konstruere
modelskibe midt inde i landet.
Det hjalp deres helte videre efter døden.

Som noen kanskje vet gjorde Alice Cooper en vane av å "dø" på scenen, for så å gjenoppstå.  Han har blitt skutt, giljotinert og hengt på scenen.  Alt var jo bare triks, og trikset med hengingen var et ekstra tau rundt livet som var akkurat litt strammere enn løkken rundt halsen; nyttig hvis du bare har tenkt å late som om du blir hengt.  Den skjebnesvangre dagen 07.04. skulle altså Alice Cooper bli hengt på scenen, og det var akkurat det som hendte.  Sikkerhetstauet røk, og der dinglet Alice Cooper.  Publikum trodde alle at han faktisk døde.  Heldigvis så var det en dyktig scenearbeider som fikk kappet tauet, og reddet livet til shockrock-artisten, som alt hadde svimet av og begynte å bli blå.  Det er var ikke mange sekunder om å gjøre at han døde der på scenen. 

Dette var selvfølgelig ikke nok for Alice Cooper, som fortsatte konserten - riktignok uten galgestuntet.  Nå hører jeg at Alice Cooper faktisk planlegger å dø på scenen, kanskje hele episoden med hengingen var iscenesatt?  Dette stemmer desverre ikke helt med hans egne uttalelser: Hans yndlingsmåte å "dø" på er faktisk giljotinen.  Da var det jo bra for ham at galgen ikke depte ham, så kan han kanskje få giljotinen likevel.  Det er visstnok så artig å se bladet komme farende mot seg, så det kan jeg på vegne av Alice Cooper anbefale til den vide verden av suicidale selvskadere.  IKKE derimot prøv å heng dere på en scene, for der er det altid en eller annen brysom scenearbeider.

Men for all del, ikke ta selvmord.  "Suicide is not chosen; it happens
when pain exceeds
resources for coping with pain"  Så:  Don't be in pain.  Cope with your pain. 

"Suicide is a permanent solution to a temporary problem"

Det å bli en kristen, handler ikke bare om å få tilgivelse for sine synder. Matteus 5:13-16, Galaterbrevet 5:14,22-25 viser oss hvordan vi kristne er kallt til å leve anderledes når vi har fått tilgivelse for våre synder. Det kristne livet skal vise seg i en kristen moralsk oppførsel etter Guds ord så verdenen kan se vårt lys i denne mørke verdenen og ære vår Far. Og som vi leser i de nevnte bibelvers i dette avsnittet, så er det Den Hellige Ånd i oss som vi får i frelsen som gjør oss istand til å la vårt lys skinne i denne verdenen. Det er dette som er essensen av å være et nytt menneske i Kristus ( 2.Kor 5:17 ) tilgitt for våre synder.

Før vi går videre, så er det en side ved dette som vi må se litt nærmere på. Kanskje du som er kristen, frelst ved tillit til Jesus sier til deg selv nå at din moral er helt lik den verdenen du har rundt deg, og du ikke ser i ditt liv den Åndens frukt som er beskrevet i Galaterbrevet 5:22 ? Om dette gjelder deg, så har du en død intelektuell tro som ikke vil lede til frelse iflg. Jakobs brev 2:14-26. Du har kanskje aldri forstått hva det betyr å ta Jesus inn i hjertet ditt ? Du har kanskje aldri forstått hva det betyr å tro på Jesus for å bli frelst ? Uansett hva som er grunnen til at du har en død tro som ikke vil lede til frelse, så bør du snarest mulig søke Herren for å få en levende frelsende tro med Den Hellige Ånd i deg som vil produsere den frukt som er beskrevet i Galaterbrevet 5:22. Det er desverre slik at alt for mange kristne i Norges kirker har en død intelektuell tro som ikke vil lede til frelse siden vi ser alt for lite av Åndens frukt hos Norges kristne.

Det er m.a.o en kristen etisk standard som vi finner beskrevet i Galaterbrevet 5:22. Vær oppmerksom på denne standarden når du går gjennom hverdagen som en kristen, og velg i hver situasjon du kommer opp i å reagere i henhold til den. For selv om vi i frelsen har fått Den Hellige Ånd som skal produsere denne standarden i oss, så er det til sist vi som må velge å leve slik, fordi Den Hellige Ånd vil ikke tvinge deg til å reagere etter kristen etisk standard, du må velge. Men da kan du velge i den tillit til at du har alt du trenger for å klare å reagere slik som Galaterbrevet 5:22 sier du skal reagere.

Når du blir sint, velg fred, Den Hellige Ånd vil gi deg fred. Når du blir trist, velg glede, Den Hellige Ånd vil gi deg glede. Når du blir fristet, velg avholdenhet, Den Hellige Ånd vil gi deg styrke til å si nei. Når du ser et menneske i nød, velg kjærlighet og Den Hellige Ånd vil gi deg kjærlighet til det fremmede mennesket i nød og gi deg det du trenger for å møte det menneskets behov.

Velg Den Hellige Ånds gaver, velg å la ditt lys skinne i denne verdenen og vis din levende frelsende tro i gode gjerninger.

Hvis vi ser lidt på kendsgerningerne så er det at planlægge sin begravelse altså ikke det samme som at planlægge sin død - der er stor forskel på at bestemme hvilken kiste man vil ligge i - når engang man er død og det at bestemme hvordan og hvornår man vil dø.

Og de Unge, ja det er altså ifølge artiklen dem under 40år, og selv om nogle af dem der planlægger sin begravelse er 16år så synes jeg da at det er et sundt og fornuftigt skridt at tage.

For hvilke teenagere spekulerer i forvejen ikke over livet og døden? Findes der nogen anden alder hvor hele ens eksistens i den grad bliver endevendt? Hvorfor så ikke tage skridtet fuldt ud og dels forestille sig det værste - nemlig at man kan dø - og dels sikre sig at få lov til at ligge der i kisten og høre en selvvalgt Eminem eller Farlig Fredag sang, fremfor mor og fars salmevalg?

Selv sætter jeg pris på, at vide hvordan mine pårørende helst vil have det og hvordan jeg bedst respekterer deres ønske - samtidig som det sparer mig for en masse grublerier og unødvendige diskussioner når jeg skal arrangere deres begravelser. Men så er jeg jo også lidt doven anlagt. :D

Den næste erindring er ude på toilettet, hvor han forsøger at forklare,
hvordan det er med de indre organer og afføringen. Hans konklusion er:
'Du skal skide, når du skal skide'. Ellers har du forpasset chancen.

Den næste er på cykel ude ved Vestvolden. Jeg sidder på forstangen.
Han stopper ved en bom, hvor der sidder en fugl. Vi kigger på den.

Så er der et langt slip på mange år uden erindringer.
Før vi står nede i Sønderborg havn og fisker. Enten ber han andre om hjælp,
hvor er det pinligt, eller også tager han handsker på, når fisken skal
af krogen. Han er blevet lokket til at købe et fluehjul, men vi fisker torsk.

Endnu et spring. Det er efter indendørstræning.
En af de unge spillere står og græder over noget med ulykkelig kærlighed.
Han forsøger at hjælpe.

Det er en lun sommeraften. Han målmandstræner. Jeg er boldhenter.

Flere år igen senere. Efter at have set en amerikansk advokatserie,
kommer vi i diskussion. Det ender med at han kaster en tallerken efter mig.
Den smadres mod væggen.

Jeg er blevet afhængig af s-toget til min skole. Han nægter at betale
togkortet, hvis jeg ikke gør som han siger. Men hvad siger han ?
Han siger: 'Vi vil hverken se eller høre dig' !

Det er aften. Han vælter ind ad døren ude i fyrrummet.
Falder om på gulvet og brækker sig.

Vi er i Næstved. Hele familien er samlet til det årlige alkohol og juleshow.
Flere af os har allerede selv børn.
Vi går tur nede i havnen med barne og klapvogne.

Han fylder 60. Vi er igen samlet, nu i Horsens.
Han har fået foræret en kroget stok af træ med en ringklokke på.
Vi spiller fodbold på fællesarealet.
Han tøffer rundt i træsko og ringer med klokken.

Det er ved at være på det sidste. Det er en seksmandsstue.
Han sidder med ryggen mod vinduet og radiatoren i ryggen.
Vi er i april, men han hundefryser.
En ung sygehjælper kommer ind. Hun bukker sig fremover
og spørger ham høfligt: 'Einer vil du have kaffe' ?
Han nikker.
'Vil du have en ostemad til kaffen' ?
Han nikker igen.
'Vi har noget brød med indbagte æg, kunne du tænke dig det' ?
Hans krop stivner. Det er ligefør han rejser sig. Men han råber:
'NEEJ' !
Hun skynder sig forskrækket ud ad stuen. Han spørger mig blidt:
'Får jeg så ikke min ostemad' ?
Han døde 2 dage efter.

Jeg og venninna mi har funnet ut at vi skal ha hvert vårt hus i Helvete, og være naboer. Hun skal ha et rosa og jeg skal ha et kongeblått! Så skal vi ha hver vår mørke, mystiske og ikke minst deiligste mann! Hun vil ha en som biter masse, men jeg vil ha en som bare biter litt. Hun skal ha en med brun-grønne øyne. Jeg skal ha en med bare grønne. Så skal vi sitte å drikke vin, puse (eventuelt ha fantastisk sex) og bare snakke om alt og ingenting hele dagen, foran "peisen". Jeg blir så glad av Camilla! Hun er definitivt en av de kuleste jeg veit om!

Tro ikke alt du hører, si ikke alt du vet...

Denne gang er det kommet lidt tættere på mig og mine venners hverdag, for Christian Raaschou gik i min parallel-klasse på folkeskolen i Vodskov.

»Det er lige før, at jeg ikke kan finde ord længere, hvor endnu en dansk soldat er dræbt. Og det kan lyde som en gentagelse, men mine tanker er selvfølgelig først og fremmest hos den afdøde soldats familie og venner både herhjemme i Danmark og i Afghanistan«, siger Søren Gade.

Det lyder efterhånden som tomme ord fra forsvarsministeren. Gad vide hvor mange af regeringens medlemmer der har familie eller venner udsendt i Afghanistan? De burde være de første der skal ofre sig for deres egne beslutninger.

Citat fra Politiken:

"Christian Raaschou var udsendt på sin femte internationale mission for forsvaret.

Han har tidligere været udsendt både til Irak og til Afghanistan, oplyser Hærens Operative Kommando.

Christian Raaschou var med sin enhed, det mekaniserede infanterikompagni (Piranha), indsat i en større koordineret operation sammen med britiske styrker.

Under kampe med Taleban cirka 20 kilometer nordøst for byen Gereshk blev Christian Raaschou og to af hans kammerater ramt.

Evakueret med helikopter
De blev hurtigt evakueret med helikopter til felthospitalet i Camp Bastion, men Christian Raaschou var afgået ved døden, da han nåede frem.

Dagens operation havde til formål at lægge pres på Taleban i et større område lidt nord for Armadillo lejren, hvor Taleban har været aktiv i den senere tid.

Christian Rasschou tilhørte hold 5. Holdet har mistet fem soldater på kun halvanden måned og er dermed det hold danske soldater, der har haft den hårdeste start i Afghanistan."

Kilde: http://politiken.dk/indland/article489262.ece

Du får lige lidt tid at tænke i…..

Har du noget at fortælle – eller sidder du tilbage med tanker om et liv, hvor du stadig stræber efter alt det, du skal nå – og når du har nået det, SÅ skal du leve livet og evt. skabe en familie?

Eller kan du fortælle om oplevelser, der har givet dig noget at grine ad, græde over, om ægte kærlighed, nære forhold, og hvordan du kan dø med fred i sindet, da du har brugt din tid på at leve et liv, hvor du var autentisk og dig selv… og hvor dine nærmeste ikke var i tvivl om, hvad de betød for dig?

Hvis det første er sandheden om dit liv – så bør du måske overveje at ændre på det, da ingen ved, hvornår det er den sidste dag... og ville det ikke være rart, at ende sine dage med minder om et liv, der er levet på godt og ondt?

Et indiansk ordsprog siger:

Da du blev født, smilte verden – mens du græd. Lev dit liv således, at når du dør, så smiler du – og verden græder.

Jeg kan kun være helt enig.

YourLifeGuide

Vi tror på Anders, den Almægtige,
himlens og jordens skaber.
Vi tror på Karen Jespersen, hans uhellige jomfru, vor Herskerinde,
som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Pia,
pint under Nyrup, korsfæstet, død og begravet,
nedfaret til dødsriget,
på tredje dag opstanden fra de døde,
opfaret til Venstre,
siddende ved Anders vor Faders, den Almægtiges, højre fod,
hvorfra hun skal komme at dømme levende, socialt udsatte, psykisk syge, krøblinge og døde.
Vi tror på Helligånden, de hellige, almindelige præstefætre,
de helliges Parti, syndernes renselsesprocess,
kødets opstandelse og det evige hjernevaskede liv.

Det er lettere end at blive muslim. Vær ikke bekymret for om du kan finde denne sekt. De går ikke af vejen for at husstandsomdele deres religiøse tekster.

P.S.: Når det gælder trosbekendelsen, så skal den ikke være for lang. Sekten risikerer jo, at de potentielle medlemmer begynder at kede sig og skrider, hvis de skal sætte sig ind i for meget udenadslære. Til gengæld så starter hjernevasken først for alvor, når Sekten har fået hvervet medlemmerne gennem afsigelse af trosbekendelsen. Nu har Nyrup som bekendt ødelagt nogle af de tidligste tekster, hvorfor de er blevet mundtligt overleveret (måske derfor det er gået så galt).... Jeg vil derfor hjælpe sekten med at nedfælde ordene påny. Jeg håber, at de nye ord vil hjælpe til en større forståelse af sektens sande væsen.

ZzzzzzZZZZzzz

Nu skal jeg ikke ud og nævne navne, da jeg er modstander af smædekampagner... MEN.... Vi har en hvis forelæser af udenlandsk nordisk herkomst, som simpelthen ikke er en kvalificeret underviser...

Jeg vil i det følgende prøve at gøre forelæseren så anonym som overhovedet muligt...

Det startede sådan set for et semester siden, da forelæseren først gjorde sit indtog i mit liv med et stor kirsebær på sin trøje... "Lidt weird", tænkte jeg, men sjove personligheder har jo også sine særprægede kendetegn...

Men da forelæseren så begyndte at tale gik der et eller andet galt... Forelæseren fortalte lidt om sig selv, og om at h*n havde en Master-grad i Engelsk, og derfor ville undervise på engelsk, da dansk ikke var det foretrukne sprog i personens verden (Selvom h*n sikkert havde boet her i et halvt århundrede)...

Og lystigt ævlede forelæseren afsted om alt muligt på engelsk, som h*n havde opnået en master i.... Elendigt engelsk vel og mærke, og jeg sad og tænkte, om ikke universitetet skulle tjekke papirerne på forelæseren igen... Master min kongelige røde røv...

Jeg kom sådan set ikke til flere af forelæserens timer det semester, men det lød heller ikke til, at jeg gik glip af noget... Til dette semester har vi så fået personen igen, og jeg besluttede mig for, at give det en chance til...

"Blev jeg positivt overrasket?", spørger du nok.... "Nej..............................................", det gjorde jeg ikke... Tværtimod... Forelæseren mumler simpelthen så meget, og sproget er stadig svært at koncentrere sig om pga. sproglige fejl og en dødirriterende accent (Hvilket jo ikke er forelæserens skyld... Men det gør det jo ikke mindre pinefuldt...)..

Til en forelæsning for cirka halvanden uge siden kommer forelæseren ind, og pludselig skal vi rykke bordene, så de står i en hestesko.... Det her er vel og mærke Universitetet og ikke tredje klasse.... Pludselig dukker der fem nye studerende op i døren, og forelæseren fortryder sin hesteskoplan...

H*n mumler et eller andet og siger, at vi ikke behøver at flytte bordene alligevel... Så mumler h*n videre, og vi sidder sådan lidt og kigger forvirrede på hinanden... I pausen forsvandt dele af de studerende, deriblandt mig, og vi sværgede ikke at dukke op til flere af forelæserens timer...

I dag begik vi så den fejltagelse at dukke op til en af forelæserens timer alligevel.... Halvvejs ind i timen kiggede jeg rundt på mine medstuderende, og sikke en entutiasme jeg observerede... Min sidekammerat Asbjørn så fuld ud, mens Dennis sad lidt småkuldret til højre for mig... Længere over havde Roar gang i tegneblokken, mens Mads og Taz sad og legede med deres computere...

Jeg overvejede lidt at rejse mig og prikke til en halvdvask Nikoline, da hun så død ud, men jeg lod være, da jeg selv var i en døsig tilstand af træthed og sindssyge... Men da forelæseren blev afløst gik kvaliteten på forelæsningen mærkbart op... Fra at ligge i en tilstand af død og sygdom, løftede de studerende pludseligt hovederne, og en åbenbaring viste sig i form af den nye forelæser...

Forelæseren var egentlig på det jævne, men i forhold til vores nordiske ven, var det simpelthen af en anden verden.... Ind imellem kom der nogle små uforståelige gloser nede fra vores nordiske ven, men der var ikke mange, der fik fat i, hvad personen sagde..

Nu vil jeg mene, at jeg har brugt nok tid af mit dyrebare liv på den omtalte forelæser, og derfor sværger jeg nu ved Sleipners otte ben, at jeg aldrig nogensinde vil vise mig til disse timer igen...

Tak for te...

Das Zimmer direkte fra universitetet blandt omtågede medstuderende og jammerlig mumlende undervisning...

Vi tror på Anders, den Almægtige,
himlens og jordens skaber.
Vi tror på Karen Jespersen, hans uhellige jomfru, vor Herskerinde,
som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Pia,
pint under Nyrup, korsfæstet, død og begravet,
nedfaret til dødsriget,
på tredje dag opstanden fra de døde,
opfaret til Venstre,
siddende ved Anders vor Faders, den Almægtiges, højre fod,
hvorfra hun skal komme at dømme levende, socialt udsatte, psykisk syge, krøblinge og døde.
Vi tror på Helligånden, de hellige, almindelige præstefætre,
de helliges Parti, syndernes renselsesprocess,
kødets opstandelse og det evige hjernevaskede liv.

Kære Anders og Berthel
I som bestrider himmelen
Æret være jeres navn, thi jeres rige er kommet
Jeres vilje er sket på jorden, måtte den nu også blot ske i himmelen
Giv os idag vort daglige fix blod
og giv alle andre skylden (f.eks. Gud, den Allah-hippie)
Som også vi giver alle andre skylden
Led os gerne til fristelser
men gør alle andre ondt
Thi nu er riget jeres og magten og æren til den dag I møder jeres Gud
Amen

Gud bevare Danmark! Nogen skal jo gøre det.
Kirjapans Nytårstale
De 16 socialrådgivere

Er situationens alvor ved at gå op for velfærdsministeren, når hun snart fremkommer med et lovforslag om - ja, om hvad?! Om mere kontrol, mere bureaukrati, mere papirnuseri. Hvordan f..... kan Karen Jespersen tro, at det tynder ud i bunkerne af familie-, unge-, børne-skæbner og tikkende tragedier, hvis bare man øger kontrollen og bureaukratiet? Hvad hjælper det, når det enten er flere ressourcer eller en omprioritering, der er behov for. For nogle år siden drøftede man, om det var en ide at få nogle socialrådgivere og sagsbehandlere ud på gaden i mobile teams for at lave opsøgende arbejde. Det har vi ikke hørt så meget til. Til gengæld hører og læser man gentagne gange, at væresteder for børn og unge enten skæres væk eller spares væk. Rolle-modeller, væresteder, mentorer, beboerrådgivere, fædre- mødregrupper, natteravne, og hvad vi ellers har. Dem er der bestemt ikke plads til i regeringens socialpolitik - Tværtimod! Måske var det ellers her, at forebyggende socialt arbejde eksempelvis kunne tage op til flere kvantespring. Hvorfor støtter man ikke den slags mere aktivt?

Tvangsfjernelse diskuteres til gengæld flittigt, og nu kan man næsten ikke hurtigt nok få børn og unge tvangsfjernet. Der er tilsyneladende ingen grænser for den gode »retoriske« vilje. Men anbringelsesreformen handler »stik imod de gyldne løfter« om at nedbringe tvangsanbringelse »selvfølgelig af økonomiske hensyn« og i stedet opfordre til at der bruges netværk, naboer, osv. - naturligvis gratis. Således skøjter man fra sag til sag i en evig jagt efter, hvad der lige p.t. er fremme i pressen. Pyt med at det går imod den lovgivning, man lige har lavet. Pyt med at nogle vitale områder skiftevis nedprioriteres afhængigt af verserende sager i Ekstrabladet eller JP-jylland. Pyt med at man udsteder en masse »behandlingsgarantier«, som reelt ikke kan holdes, når der ikke følger de ressourcer med, som de koster. Folk er jo alligevel for dumme til at se det, med mindre det er oppe og vende i pressen. Ligeledes er det jo på det langsigtede plan god liberal stil at nedsætte kommissioner, som man alligevel ikke lytter til i sidste ende. Man taler med kløftet tunge om det »gode arbejde«, de har udført, velvidende at de reelt ikke er de mange millioner værd, som man har kastet i nakken på dem; men de er jo en god buffer, så længe man bare kan henvise al kritik til, når de er færdige. Måske derfor det tager så lang tid med de kommissioner?! I stedet for at gøre noget ved problemerne lader man igen og igen de svageste betale gildet.
Problemet er al den stund at faglighed, redelighed, dygtighed og ærlighed koster! Men det mener velfærdsministeren og regeringen åbenbart, at vi kan bureaukratisere os ud af. På vanlig VK-manér synes hun at messe de hjernevaskede budskaber ud som en anden zombie... "det skal nok gå altsammen". "Her er jo intet at komme efter". "De skal bare ud og arbejde, så bliver de glade og lykkelige". Her er sandelig ikke fejet noget ind under gulvtæppet. Til gengæld er der så rent, skinnende og hvidt på overfladen, at de naive ikke kan se virkeligheden for ren distanceblænder.

Hvorfor skal halvdelen af tiden bruges på administration og papirnusseri og kun ca. 10 procent på 'klienten', fordi velfærdsministeriet, beskæftigelsesministeriet, undervisningsministeriet, kulturministeriet, sundhedsministeriet kræver dokumentation for dokumentationens skyld? Hvilken anden virksomhed ville acceptere et så stort tab af effektivitet til papirnusseri, som netop den nuværende regering?! Mage til omgang bureaukrati, berufsverbot, centralstyring og straffekultur skal man lede længe i de betonstalinistiske rækker for at finde mage til… Måske Københavns Kommune rent faktisk kan stjæle andenpladsen; men der er lang vej op til regeringens sikre førsteplads. Der sidder Fogh i majestætisk eksalteret fornøjelse og svinger pisken over sit harem af grædekoner og mørkemænd, som med vanligt sortsyn straks går i gang med deres hellige inkvisitoriske arbejde med at opstøve historiske såvel som nulevende kættere. Dette arbejde er jo vigtigere end at se til, at mennesker trives og har det godt.

I forhold til børn og unge vil der uanset systemet altid være nogle, som tabes på gulvet. Men vi skal være glade for paradigmeskiftet indenfor børneopdragelse. Jeg er ihvertfald glad for, at det ikke længere er tilladt at tæske sine børn. Det største problem er imidlertid, at de relativt få børn og unge, som er udenfor pædagogisk rækkevidde, som regel er det, fordi de har nogle store psykiske problemer i hjemmet eller i forhold til deres egen-udvikling. Det er et vanvittigt svært område, fordi grænsen imellem at skride ind med magt og så at misbruge magten er hårfin. Basalt set tørrer »det udearbejdende samfund« lorten godt og grundigt af på kommunen, pædagoger, lærere og andre, som har med børnene at gøre. Børnene bliver tabere, for de vil jo i virkeligheden helst have deres forældre. Men de har aldrig tid, fordi de har travlt med at tjene penge. Det kapitalistiske velfærdssamfund anno 2008 har spillet fallit.

Det er ikke kun i de lavere sociale lag, at volden florerer. Prøv at lægge mærke til at selv politikere råber op om strengere straffe - altså mere vold. Straf har imidlertid aldrig lært nogen, hvad næstekærlighed og ansvarsfølelse er for noget. Fogh havde engang høje planer om at ville bryde den negative sociale arv ved gennem øget social ulighed at skabe dynamik i samfundet. I stedet har han fået et voldspræget samfund, hvor velfærd er gjort op i antal fladskærme »til meningløst tv-kiggeri« pr. husstand. Jeg tror mere på den dynamik der kommer af at møde andre mennesker i virkeligheden. I stedet for at sidde og kigge TV2 News og blive instinktivt bange for at gå ud på gaden, så synes jeg, at folk skulle tage at smutte ind og gå en tur på Nørrebro og dele livsglæde med de mennesker, som bor der. Det giver bedre resultater.

Det var en fantastisk hyggeligt dag i selskab med dejlige mennesker, venner, familie, og ikke mindst børn! Masser af børn :-D Og i ved selv alle sammen, hvem i er!

Mange tak for at i var med til at fejre mit ny årti!!!!!

Jeg kom til at reflektere en lille smule her og nu..... Over de sidste 10 år..... Hvad har jeg udrettet? Hvad har jeg opnået?

Og jeg kan ikke huske det hele....Slet ikke...... Men jeg kan sige så meget, at jeg ikke er gået ind i de næste 10 år med nedhængt hovede og tårer i øjnene! Tværtimod!

Jeg har fået mine dejlige børn, det bedste på jorden.... Jeg har en dejlig mand.... Jeg har nogle super venner, som man kan være sig selv sammen med.....Jeg har 2 tossede søstre, som jeg kan skændes og grine med ;-) .....Karrieren får jeg vel styr på engang....Ellers er det ikke mit hovedformål i livet..... Ja....jeg synes faktisk, alt i alt, at dette årti starter godt.... Bedre end det forrige......

Men så kommer hybris og nemesis lige ind over..... Noget som altid lige nager lidt i baghovedet...... Jeg ved godt, at dette årti også vil byde på mere sørgmodige ting...... Det har de sidste 2 gjort..... (min mor og mine bedsteforældre får lige en kærlig tanke i skyndingen...... )

Men så længe de gode ting er i overtal, kan verden vel ikke blive helt at lave? Hvis vi lærer at værdsætte de små ting i livet også, og ikke lader de store oversky det hele.......

Nu vil jeg gå til ro.... Med tanken om at mine børn sover lige ved siden af mig i deres senge og drømmer sødt..... Måske vågner de og vil over.... Holde mig lidt vågen...... Men det tager vi med..... Godnat derude! Liv vågner nu :-)

"Blandt de 60.000 tyrkiske borgere, der bor i Danmark, oplever man i dag et stort chok over den unge dreng Ös­gürs død efter et racistisk overfald," står der i dag i avisen Sabah.

Avisen Milliyet udlagde også overfal­det som racistisk motiveret med gårs­dagens overskrift; "Racistisk grusom­hed i Danmark".

Avisen Zaman skriver om "Et grimt overfald imod en tyrkisk dreng i Danmark".

Også herhjemme har der været spekuleret i, om der lå racisme bag overfaldet, men det vides endnu ikke med sikkerhed.

 KIlde

http://nyhederne.tv2.dk/krimi/article.php/id-10919816.html?forside

- Jeg lider på den afdøde drengs forældres vegne. Det er så forfærdeligt at se familien i fjernsynet og tænke på, hvad den dreng har været udsat for. Jeg vil give moderen en undskyldning og bede hende om tilgivelse, siger hun til TV2 News.

Tjah, nu er den dræbtes mor sikkert glad, hun har jo fået en undskyldning hvad mere kan hun kræve? efter min mening så burde folk enkelte gange holde deres mund og tie, istedet for at vise sig frem og undskylde, specielt efter at det har vist sig at du er en dårlig mor, der kun fortjener at blive straffet for ikke at have opdraget dine egne børn ordentligt...

Moren til den dræbte har nu ingen tilbage, eftersom hun ønsker at begrave hendes barn i tyrkiet, så skal familien også have penge til at sende ham til tyrkiet og de har derfor brug for penge, ved at donere et mindre beløb man hjælpe familien...

beløbet sendes til

Konto nr: 3129691832
Reg nr: 3129

Kilde for kontonummeret:

http://http://www.shiaonline.dk/forum/viewtopic.php?t=12187&highlight==

Et 16 årlige avisbud bliver meningsløst slået ihjel,
to danske soldater kommer hjem i kister fra Afghanistan
drengen og soldaternes pårørendes bryder sammen

En samtale med lægen
en alvorlig diagnose er stillet
En telefonopringning fortæller vi har mistet.
Parforholdet kan briste og venskaber knuses

Vi mister den eller dem som omkring os, vores helbred
alt bliver revet i stykker i et,
Sorgen rammer os, som sømmene der
bankes ind i Jesus hænder
ved korsfæstelsen..

Vi har alle oplevet vores langfredag,
vores lidelsen historie,
og der bliver mere at tilføje.
Vi kan ikke gå gennem livet uden tårne og smerte,
men når det hele er sort er der lys
også når vi ikke selv kan se det…