Det gør vi så: Tirsdag morgen går det til Djursjukhuset i Malmö, hvor hun får bundet knuder på æggestokkene, så vi undgår flere uger med en kat i (utålelig!) 'løbetid' - eller hvad det nu hedder for katte.

En stor del af tiden er det sådan her at have kat. Men efterhånden som sult eller søvn nærmer sig, bliver Schröder mere og mere medgørlig. Så vi glæder os til spisetid, så ser vi hende nok igen forfra...

Det hele startede med, at vi havde brug for et ekstra ringbind. Og lyst til en udflugt. Og så havde vi jo været der en gang før. I mystiske Tyringe. Tæt på Hässelholm. I Förmedlingscentralen. Verdens mest underlige sted til køb af alt fra mad til über-grimme bordspringvande. Lidt ligesom Överskottsbolaget for viderekomne faktisk. Et sted, der tager al de ting ind, som andre ikke kan eller vil sælge selv og så sælger dem for dem mod et gebyr. Om det så er gamle skabe, eller et helt parti Spiderman dufte-anhænger til bakspejle. Lidt ligesom Ebay, bare ikke online. Tilsyneladende findes der endda en ordning, hvor den afleverede sag efter en vis periode af usælgelighed bare smides ud. Praktisk specielt for at slippe af med uønskede svigermødre, som en af Heikes kolleger skyndte sig at påpege.

Den her gang blev udbyttet så:

En gammel hatteæske
To grill-lightere
En pose med bagepapir
Fire klamme skumfidus-pinde
En pose kattemad
En lille glasugle
En omgang lommetørklæder med Gartenzwerge på
En bog om hvad der skete under året 1973
En rulle havetråd
En keramikkrukke til kogetilbehøret i køkkenet
En grillbørste til at rengøre grillen med
En kurv til når der skal plukkes æbler

Bemærk lige total fravær af billigt ringbind. For det havde de kun i officiel bankbog bredformat og ikke i A4. Tja, det er ikke nemt, når man kun sælger, hvad andre ikke vil have.

Endelig skal der nok siges et ord om Förmedlingscentralens kunder. For de er meget mangfoldige. Tyskere, hvor stedet tilsyneladende er en fast del af den årlige sommerferie i Sverige. Fædre (slæbende på en dunk motorolie) med deres 4-årige døtre (slæbende på stort fup-Barbie legesæt). Diverse Hillbillies fra skovene længere op i Sverige (iført træsko og FoKuHiLa, som ingen tysker ville blive set død i lige efter 90'erne endelig var forbi). Og en del danskere, der snakker irriterende højt om prisen på "det dér mågestel".

Og så var der udestuen, der nu ser vildt meget bedre ud. Synes vi selv. Som sagt.

Det viser sig, at vi har "glemt" at fortælle kommunen, at vi altså nu har fået en brændeovn+skorsten. Og at det hæderkronede SIMAB har gennemgået den og godkendt den til 'eldning'. Kommunen har bare lige glemt at fortælle os, at vi altså dernæst skulle sende dem bevis for al dette - vi gik i den tro, at det var SIMAB, der skulle det.

Men ok, det kan så klares med et enkelt brev -for alt er jo som det skal være:

Pludselig tager man sig selv i at savne Øresundsbrons (elendige) SMS-service, som de efter flere omgange brok bl.a. fra undertegnede endelig har valgt at lukke. Den fungerede jo aldrig, når der var sket en ulykke på broen... Men så er man pludselig helt uvidende om det drama, der udspillede sig i tunnelrøret:

Smugglare orsakade olycka vid bron
På tisdagskvällen stängdes Öresundsbron i tre timmar efter en krock. Den ene föraren, en 40-årig man, misstänks ha försökt smuggla kat. Dansk polis fann en större mängd av växtdrogen i hans bil.

Læs hele artiklen på Sydsvenskan.se - og se, hvilke idioter vi deler den dyre asfalt med.

Og når man sådan står til op over hovedet i ukendte vækster (er det ukrudt, er det ikke?), så kunne man jo godt ønske sig lidt vejledning og mere viden om hvad det egentlig er, der er blevet en meter høj på bare tre uger.

Derfor griber man til et af de to super-tykke havebøger som findes i reolen. Man kunne også vælge at kaste sig ud i "At beskære frugttræer", som vi har arvet af damerne, men nej, man tager den tilsyneladende realistiske approach og prøver "Haven hele året rundt", hvor kapitlet om maj måned fylder ca. 20 sider. Det må da være til at komme over.

Men nej. Allerede efter 2 paragrafer om pleje af tomatplanter (dem har vi jo yderst successful prøvet at have før) er Heike ved at dø af udmattelse og brække sig samtidigt. For ja, det er "en god idé at fjerne nogle af de alt for mange grene for at opnå bedre frugtsæting" (frugtsætning?!?!). Men dette er bare første sætning. Hvorefter der følger en halv side om hvordan det nu er bedst at binde tomaterne op med grene, som man har klippet af en busk. Men ikke en hvilken som helst busk, det skal være en XYZ-busk (som man selvfølgelig aldrig har hørt om). Og i øvrigt skal det kun være nogle helt bestemte grene *diagram*, som i øvrigt så skal yderligere beskæres for at være brugbare *diagram*. Og når man så er nået så langt, må der godt klippes nogle flere grene af planten. Men kun med en steriliseret kniv. Hvorefter der følger en detaljeret beskrivelse af hvordan man laver en steril væske.

Aaaaaaargh. Det er jo sikkert altsammen meget rigtigt. Men vores tomater har nu altså i flere år givet flere tomater end vi har kunnet spise. Bare bundet op på nogle snore. Og klippet bare med en saks.

Findes der ikke snart "Haven for afslappede" eller noget lignenede? Som beskriver hvad man SKAL gøre frem for at beskrive have-ejerskab som en kunstform der ligner undervandsgolf (og kræver lige så mange forholdsregler og bjerge af udstyr).

Nårh ja. Og så har vi været på ferie på Mallorca. Det var fint. Bortset fra at Heike var forkølet fra start til slut og at huset gentagne gange løb tør for vand. Men altså, ellers...

Men det var nu egentlig ikke grunden til det her indlæg.

Grunden til det her indlæg er, at Heike og Erik for det ene har været på udflugt til Åhus og Simrishamn igen. Og for det andet at der endelig er blevet sat de nye vinduer ind, som blev bestilt allerede på den anden side af sidste jul. Hvad længe varer... men godt er det nu blevet.

Men først til Åhus, hvor indre by overraskede med den mest mystiske blanding af Silkeborgs villaer og total mennesketomhed. På bytorvet var der bare ikke nogen. Og ellers heller ikke. Kun udenfor Systemet kunne man mønstre en lille ophobning af fyldebøtter (nok heller ikke så overraskende, når nu Absolut jo kommer fra byen). Erik og Heike tog altså straks ud af byen og ude på øen Äspet, hvor der er en ganske glimrende sandstrand. Deraf billederne.

Bagefter kørte man så videre til Simrishamn, hvor man godt nok igen blev mødt af en meget truende sky, men trods alt syntes, at der var stor forbedring vejrmæssigt i forhold til sidste gang. Til gengæld var byen så overrendt af Danskere, som sjovt nok insisterede på at sidde ved byens eneste pølsemand nede i havnen i stedet for at tage op i caffeerne og tage sig en sandwich med tun-röra!

Og endelig er der så vores nye 5 vinduer, hoveddøre og en terassedøre. Vi troede ikke, at det var muligt, men det hele blev altså sat ind på en dag og man svinede endda kun de forventede steder. Det er blevet så flot, synes vi selv, og flytter straks ind i "the master bedroom" nedenunder igen efter vores blæse-larm inducerede periode ovenpå i gæsteværelset.

På venstre billede ses vores nye gangvindue, som på højere vindue stadig er 2/3-dele lukket.

Det nye gangvindue indefra - så lyst!!! Og den nye døre til den store udestue.

Og så vil vi altså gerne sige, at vi har en del gule tulipaner.

Da vi kommer hjem og får benene og aviserne slået op, studser vi begge lidt over nogle mystiske bål i Sydsvenskan. Bålene skal tændes over hele Sverige om aftenen 30. april. Det ligner en slags Sankt Hans - bare 30. april. Hvad holder de mon på med?!? Det står hurtigt klart, at en stor svensk tradition har sneget sig ind på os danskere - vi er slet ikke klar, og hvad værre er, vi har intet bål!

Valborg - eller Valborgsmässoafton som det rigtige navn er - falder hvert år på den sidste dag i april. Det er en hedensk tradition, der går helt tilbage til 779. Og som traditionen byder sig på disse kanter, så har Valborg udviklet sig til en af de største "fyllekvällar" i Sverige. Og når alkohol og ild kombineres i folkefest, kan aviserne skrive historier om uheld og ulykker dagene efter. 

Det skal lige siges, at Valborg også fejres i Estland, Finland, Letland, Tjekkiet og Tyskland. Men vi gætter på, at de alle drikker mindre på den særlige aften - også selvom svenskerne skal en tur på Systemet inden bålet tændes.

Men vi lever jo i den digitale tidsalder, så hvor svært kan det være? Skatteverket.se og Skat.dk har vel gode, moderne hjemmesider, der taler direkte til os i klar, forståelig tekst? Well, det skulle man tro... Men særligt Skat i DK halter. Blanketter, du måske/måske ikke skal udfylde, viser fortsat 2006 i toppen. Flere tekster modsiger direkte hinanden: Øresundsborgere kan nu bruge TastSelv. Nej, som bosat i Sverige kan du ikke bruge TastSelv. osv. osv.

Som underbemidlet dansk myndighed, hvad gør man så? Jo, man lader hjemmesiden sejle og indbyder i stedet til Informationsmøder om problemet. Er det ikke fantastisk? Så nu har vi booket en plads til næste uges møde om selvangivelse 2007 for borgere i Øresundsregionen - så håber vi, vi bliver lidt klogere, så vi kan gøre vores borgerpligt; både i DK og SV.

Skal du med til Informationsmødet? Book din egen plads her.

Og hvor var det dog stort. Allerede ved første samlingsudstilling på landevejen i metropolen Bröddarp kunne man knap nok komme ind ad grusvejen. Et mylder af pelsbeklædte damer, skrigende unger (for hvis underholdning der blev stillet med en ged) og generelt gloende mennesker, der skulle se det, der kunne ses. Og det var egentlig ikke så ring endda. Når man altså var kommet forbi de åbenbart uundgåelige 30-40% akvareller af sommerblomster/stillebener/skånske enge/høns (eller en kombination af nævnte). Og så var der jo kaffee og smörgasbord, hvilket giver alle dem en undskyldning, der egentlig slet ikke er interesseret i kunsten. Så hvis skiltet ved vejen indeholder de magiske ord "galleri, butik, kaffe", så er den linde besøgsstrøm sikret.

Alt i alt kom vi på en tilfældig tur på tværs over Skåne ikke til Åles Stenar (det MÅ have været årets værste dag - man forestille sig Strøget i julesæsonen og er ikke langt fra), men dog indenfor en 5-6 steder, hvor der var noget at se på. Nogle gange kunst (også af den tilsyneladende mere kendte og dermed gedigent dyre slags - 30.000 SEK for et billede er nu dog ret meget, selv om det var en meget fin morgenstemning fra Manhattans gader helt i lilla), andre gange mystisk design (hvem køber et Kloss radio midt på en pløjemark?!?), den lokale egnskunstners gamle lejlighed og endelig også en omgang bare ragelse (altså loppis).

Og det var nok den største opdagelse på konstrunden: Gemt i menneskemyldret bevæger man sig hyggeligt rundt de steder, hvor man ellers bare vil løbe skrigende bort af pinlighed. For hverken Heike eller Erik er jo særlig gode til bare at "vade indenfor" hos folk de ikke kender.

Nå ja, og så kom vi også i 15 kolde minutter ud på en strand: Sandhammaren helt i det syd-østlige hjørne af Skåne, som bød på en udmærket udsigt til Bornholm (og rigtig rigtig kolde næser).

Malmö kommune ved, at vi er her, og det er nok det vigtigste. Men hvor er staten i det her land? Jeg ville da have forventet, at hvis jeg var indvandrer i Danmark, så ville staten gøre livet surt for mig allerede inden, jeg fik mig sat ned. Men altså ikke i Sverige. Ikke så meget som et velkomstbrev, har vi fået.

En på sin vis meget sympatisk tilgang, blev vi efterfølgnde enige om... Men bare de nu ikke har glemt os. Indtil vi hører nærmere, må vi klare os med sweden.se.

Undertegnedes bedre halvdel fik nyt job første januar. Det betød desværre farvel til firmabetalt abonnement på Politiken. Men med en pæn, ekstra sjat i lønposen gik det nok, så vi tegnede i god tid nyt abonnement hos selvsamme avis-pusher.

Først blev det lille Pol-skilt på postkassen, der fortæller avisbuddet, at her bor eksil-danskere, der gerne vil følge lidt med i hjemlandets gøren og laden, taget ned. Til vores undren allerede inden jul, men ok. Den store, hæderkronede gamle arbejdsgiver er jo ikke kendt for at smide om sig med penge og personalegoder, så selvom den bedre halvdel godt nok havde kontrakt på en avis indtil 1. januar, så lad dem da bare spare de penge, hvis det hjælper på deres humør.

Inden nytår kom så et nyt lille Pol-skilt op. Vi var imponerede. Selv her på den anden side af dammen har Tøger styr på tropperne... Men så skete der heller ikke så meget mere. På 10 dage har vi modtaget avisen ca. halvdelen af dagene. Politiken beklager og eftergiver avisen. Men her til mogen var overraskelsen alligevel stor, ikke så meget over, at der igen ikke var nogen avis (tredje dag i træk), men mere fordi det lille Pol-skilt, nu var pillet ned igen.

Politikens Abonnement Service aner ikke, hvad der sker. Men de tør godt love, at vi får en avis i morgen. Indtil da står den på RSS og pol.dk - og måske Sydsvenskan fra ICA lidt senere.

Og det er de... For en stund, men det kommer vi tilbage til. For når man bliver pendler, så fylder trafik pludselig en del i hverdagen. Dagen starter jo med turen over broen - Öresundsbron. En smuk konstruktion, som på fornem vis minder undertegnede i eksil om, at Herning ikke altid var idealet i DK. Fremsyn, visioner og investeringslyst, alt sammen i fællesskabets interesse, har faktisk for blot ganske få år siden været på mode - og tilmed på den politiske dagsorden - i lille Danmark.

Når man så kommer op på broen, så stråler skiltet med 110 km/t ned til dig i den dobbelte kørebane. Og der er mange Volvo'er og Saab'er med rigtige svenskere inden i. De kører ofte 105 km/t. Når du er kommet forbi dem, så lægger du mærke til en masse Audi'er og BMW'er, foran, bagved, i overhalningsbanen... Men hov, de er alle kendetegnet ved aggressiv kørestil og med enlige mænd (ofte uden hår) bag rettet.

Fænomenet, du er vidne til, er statistisk bevist: 50 procent af de danskere, der flytter over sundet, skynder sig at skifte den gamle Toyota, Ford eller whatever ud med enten en Audi med LED-baglygter eller en BMW med LED-forlygter. Og når den nye bilejer så har tilbagelagt de første 1.000 ulidelige km. (forhandleren siger jo, at man skal køre roligt i starten, motoren skal lige køres til), så sættes farten op. Broen klares fremover med 140-150 km/t. Volvo'erne og os andre uden bil med LED-lygter er nu reduceret til forhindringer på vejen mellem Malmö-forstaden, man bor i, og København-forstaden, man arbejder i.

Og så er vi fremme ved udgangspunktet: Herning. For hvordan er det lige der ser ud dér, hvor alle ny-svenskerne med dansk rødbedepas og Audi kører på morotvejen lige inden broen til Danmark? Hvad er det for en form for "bymæssig bebyggelse", de har opgivet fædrelandet til fordel for? Well, vi prøvede en gang at køre efter dem, og det viste sig faktisk, at de alle sammen bor i det nærmeste man kommer en klon af Herning her i Skåne... Døm selv neden for - kan du måske se forskel?

På turen hen ad de (mere eller mindre asfalterede, men det tager vi efterhånden i stiv arm) småveje stødte vi på så mange mærkværdige fenomener, at vi igen kom til at overgive os til vores liste-mani og nu kan opvarte med:

Top 3 over de konstigste ting, man ser på en nytårsaftenskøretur igennem det skånske:

1. Tyre, fritgående. Med snude ca. 15 cm fra siderude i bilen. I "militært övningsområde". Skyder de mon på vores firebenede venner?
2. Mennesker, i 100 mand stor tæt forsamling. I tankstation i lilleby udenfor Hörby. Forsamlingsgrund ukendt. Kanske ulovlig fyrværkeriudsalg?
3. Kæmpe kinesisk udseende tempel, midt i Skånsk skov. Viser sig at være et center for Qigong.

Pga. den svenske naturens skønhed er vi dog parate til at se stort på den slags ansigtsudtryk-fremkaldende oplevelser og siger bare aaaaahhhhh, hvor ER her dejligt....

Men der er ingen gratis kaffe - og heller ingen strikkende damer på holdet. Kun en flok danskere, der alle som en er mere eller mindre håbløse til svensk. Heldigvis virker læreren fin. Uddannet journalist, som elsker at korrekse os danskere, men uden at vi føler os som pattebørn, fordi vi ikke kan sige de mest elementære ting korrekt.

"Klassekammeraterne" er alle danskere (surprise), men dog en blandet landhandel. Yngste ca. 22 - ældste ca. 45. Men hvem er de da? En flok bekvemmelighedsflygninge, der bruger hver onsdag på at dulme den dårlige samvittighed over, at de ikke er blevet integreret? Prøver med "Svensk for danskere", om ikke andet så kan de jo sige til de fremmedforskrækkede danskere på den anden side af sundet, at de forsøger, "vi går jo til svensk"...

Det kan osse være, at de bare synes det er skide sjovt at lære et nyt sprog. At sidde i bilen bagefter og grine af de andre fjolsers brølere og forsøge at blive bedre til at udtale "erbjudande" og andre tung twistere på korrekt rigssvensk.

Uanset hvad, så er det et godt spørgsmål, om det hele så hjælper på vores dagligdag, når vi er færdige med kurset om et par måneder. Indtil nu har ICA Maxi jo ikke just haft vanskeligheder med min særlige variant af "bara på belöbbet". Vores svenske venner og bekendte arbejder/har arbejdet mange år i Danmark, så her ændrer et mere flydende svensk nok heller ikke så meget. Og grannarna synes bare vi er eksotiske; i øvrigt taler vi jo samme sprog, som dem i Netto, de handler hos i København i weekenden.

Ak ja. Noget tyder på, at ambitionen om integration er blevet overhalet indenom af hele regionens sammensmeltning. Vi må tage hellere booke en sommerferie i Pajala, så skal vi nok få brug for vores svenske (hov, er der ikke noget med, at de mest taler finsk deroppe?)

...Og finder sig 45 minutter senere på lige nøjagtig den plet i Lund, hvor man først kørte ind i byen. Fordi man i Lund ALDRIG må svinge til venstre. Der køres rundt om byen i højresving efter højresving, mens venstre side er verboten. Lidt skidt, når nu man kan se, at man på den måde er kørt forbi lige netop den butik, man gerne vil have besøgt for 30 minutter siden, 5 gange og i mindre end 100 meters afstand. Hvilket så fører til, at man frustreret smider bilen i den næste bedste parkeringskælder og selvfølgelig ender med at købe en vidunderlig genbrugsstol i butikken, som så skal slæbes på hovedet på tværs af Lunds midtby. Ikke, at der er noget galt med stolen. Den er blevet rigtig pæn efter en lille udskiftning af super-mørt sædestof.

Også i den anden del af ovenetagen - rundt omkring TV-monstret - blev der etableret lidt pynt. Hjemmelavet space invaders klistermærke kunst.

Fredag aften var dog noget mindre successfyldt. Vi havde slæbt vores stakkels veninde Christina, som var mega-forkølet ned i vores bank, for at søge om det næsten mytiske svenske ID-kort. Normalt skal man efter fornyelig indførte regler være i nær familie med en svensker, der bevidner, at man er en selv. Men Nordea svarede på spørgsmålet, om det også var sådan hos dem, at det bare var nok med en "almindelig" svensker. Så ind i bilen med personnummerbevis, pas, bankkort, sygesikringsbevis og svensk veninde. For så at vide, at beskeden var forkert. Man skal være mor/bror etc. til svenskeren, ellers nix ID-kort. Eller: Udlændinge, glem det med ID-kortet. For selv om jeg skaffer min mor herop, så er hun jo stadig tysker og kan dermed ikke være min vidne. Måske, hvis jeg nu fik et barn i sverige, som jo så blev svensker. Så skulle jeg bare vente til barnet blev 18, og så kunne jeg nok gå ned i banken igen og få kortet.

Og ikke nok med det... Man kan godt bytte sit EU kørekort til et svensk, som så gælder som legitimation på samme måde som en svensk mor ville gøre. MEN: For at bytte kortet, skal det originale kørekort sendes ind. Og sagsbehandlingstiden er fra 2 uger og opefter. Betaler myndigheden så mine taxaregninger i mellemtiden, eller hur?

Grotesk. Grotesk. Grotesk.

Vi bruger altså nu videre vores EU kørekort, hver gang vi skal vise legitimation (som i øvrigt er hver gang man bruger sit kreditkort i Sverige - altså HVER gang man betaler noget i en butik). Og så glor vi uforstående på ekspedienterne, som aldrig har set sådan en underlig pink lap før. Det er jo ikke vores skyld, vi ikke kan få noget andet at vise.

Ellers mangler vi en ovn, fordi Ikea har besluttet sig, at der er kommet ny katalog, og at den ovn, vi havde bestilt, nu alligevel ikke findes længere. Så ind på tretti.se og bestille en anden. Troede vi. Men det kan man selvfølgelig ikke, når man ikke har svensk personnummer endnu. Ingen aner hvorfor. Ingen forstår det. Men udlændinge må åbenbart ikke bestille hårde hvidevarer til deres sommerhus. Hvor besværligt kan det være? Meget besværligt.

Og så er der jo også stadig en emhætte (svensk: fläkt), som vi nu igen venter på. Fordi manden i Ikea havde korrekt noteret det, der stod på vores bestillingsliste - nemlig at den skulle være hvid. Ligesom resten af køkkenet. Men så blev bestillingen jo videregivet til en dame, som så skulle taste den ind i systemet. Og hun bestluttede jo så i sin uendelige tanketunghed, at emhætten til det helt hvide køkken da helt sikkert skulle være.... antracitfarvet. Jada. Sort. Det er da helt oplagt, at det nok var det vi ville have. Så helt frem med sæderne i mikro-bilen, ind med fläkten og tilbage til Ikea. Hvor det så viser sig, at der er en uges leveringstid på det, vi egentlig ville har haft. Nå.

Vi må kontemplere en dejlig solnedgang for at falde lidt til ro igen.

Well, det med DK er jo for os snart et overstået kapitel. Vi er jo på vej hinsidans.

Vi overtager det nye hus om en god uges tid. Men inden vi kan flytte vores habengut, skal der lige males. Vi har for lang tid siden besluttet ikke at gøre det selv. Vi er dovne, og der skal prof'er til fadet. Derfor havde vi inviteret en skånsk maler, som vi havde fået anbefalet. Han kom, så, vurderede og gik igen. Ville lige tygge på det og ringe tilbage med en pris. Ok, fair nok.

Tre uger senere ringer han. "Jeg skal have 65.000 SEK for opgaven, men de skal altså falde kontant." Aha, det med moms var ikke lige hans stil. Vi spiller naive og spørger, om ikke bare vi kan betale momsen? "Så er jeg ikke interesseret", kom det prompte.

Han fik så besked på, at det var 'our way or the highway', så vi stod pludselig igen uden maler. Og uret tikkede jo med en overtagelse, der nærmede sig. Eniro i Sverige viste sig at være løsningen (hvem skulle egentlig havde gættet det?). Her har man nemlig en fantastisk lille service, hvor man på hjemmesiden kan slå en faggruppe op og sortere på antal anmeldelser/stjerner fra kunderne. Glimrende. Vi fandt det malerfirma med flest stjerner/gode anmeldelser i Malmö. Fik hurtigt en aftale i stand, og i dag fik vi så prisen: 49.000 SEK inkl. moms. Hvem fanden vil så have lavet sort arbejde?? Vi gør det hvidt - og sparer 16k. Super.

PS. Inden undertegnede bliver alt for hellig, og du, kære læseren, tænker, sikke et frelst røvhul, kan jeg afsløre, at jeg en gang fik slamsuget sort. Godt nok ved et uheld, men alligevel. Og så tror jeg osse, at jeg har kødt ret mange sorte pizzaer her i CPH efterhånden. Og det generer mig egentlig ikke, hvis de er med rigtig ost og en god italiensk pølse. Hvem sagde dobeltmoral?

Efter talrige dårlige oplevelser, ophidsede konversationer pr. mobil, face-to-face og email med Konny, Marianne, og hvad de ellers hedder alle sammen, ser det dog ud til, at vi er nået i mål! I hvert fald bærer Post og Telegrafvæsnet lige nu rundt på et stk. frankeret svarkuvert med underskrevet skøde på vores snart forhenværende hus. Der skal lyde et stort tillykke til de kommende ejere. Det er et fedt hus, skøn have, god beliggenhed osv. Samtidig vil vi benytte lejligheden til at sige undskyld for at vi i vores stupiditet i sin tid fravalgte hæderkronede mæglerkæder som EDC, Danbolig, Robin Hus osv. for i stedet at satse pengene på Nybolig. Undskyld. Vi er klar over, at Nybolig bestemt ikke har gjort det let for jer, og at ventetiden og uvisheden blev unødvendig lang...

Hvis det er nogen trøst, så er vi også godt og grundigt trætte af deres inkompetence i kompetencecentret(!?),langsomme og ustabile papirgange, dårlige undskyldninger, analfabetisme og _________. <- Skriv selv videre her.

Havde man et mørkere sind end undertegnede. Så kunne man jo nu håbe, at nedgangen i boligmarkedet fører til én at to ting: At Nybolig vågner op og begynder at ansætte folk, der kan deres shit, så de kan give det vigende antal kunder gode oplevelser. Eller at af konjunkturerne og markedet tvinges til at afskedige nogle mennesker, som så må finde på noget andet at rykke i, nu hvor vi ved, at kundeservice ikke lige er deres spidskompetencer. Arbejder du som nedskæringskonsulent i Nybolig, så har vi et par sikre navne til din første prikkerunde…

Men nu er vi jo helt anderledes optimistiske mennesker. Så god vind fremover til Nybolig. Det kan kun gå fremad. Og man skal jo lære at kravle, før man kan gå.

Men... i sidste uge var det dog tæt ved at være for meget. Vores personlige bankrådgiver Tom er nemlig efterhånden blevet en del mere personlig end vi sådan umiddelbart synes, vi vil være med til. Ikke nok med at manden ringer i tide og utide og begynder enhver samtale med "Hej, det er Tom!!" (Tom hvem? Jeg kender ingen Tom? Nårh... Tom-bank-Tom). Ikke nok med at han oven i købet tager en yderst livlig interesse i vores liv ("Gik det godt med det nye job?"). Han har også stillet op med så grænseoverskridende kommentarer som (til Heike om Erik): "Din kæreste er jo en slyngel!". Hva'behar?!? Vi taler altså om vores bankrådgiver. Ikke vores lidt betuttede tante, som vil inviteres til søndags-kaffen! Hvad er det dog, der sker for manden??

Så nu må vi heller lægge en strategi for, hvordan mødet på tirsdag kan lykkedes uden at han prøver at give os et knus, når vi kommer ind ad døren.

Ja, det lyder næsten som en overskrift i Ekstrabladet, men vores behandling af Nybolig er osse snart til en artikel i Ekstrabladet. Vi har som bekendt fundet en køber. Vi er enige om pris, overtagelsestidspunkt osv. osv. Så for 4 uger siden mangler egentlig bare, at Nyboligs 'kompetencecenter' fremsender alle papirer til købers advokat. Ren formalitet og ligeud-ad-landevejen... Tror man.

Efter ca. to uger uden en lyd fra nogen tager undertegnede fat i dén medarbejder i det såkaldte 'kompetencecenter' - vi kunne kalde hende 'Konny' - som har overtaget sagsbehandlingen fra den vel ca. 22-årige mægler. Vi får at vide, at de sådan set lige mangler bagsiden af grundejerforeningens vedtægter, før sagen kan afsluttes helt. Da vi så undrende spørger, hvorfor i hede hule helv... hun ikke har ringet eller sendt en mail, virker det som om, at den tanker aldrig har strejfet hende!? Så vi faxer straks den manglende side til hende og aftaler, at den sender hun omgående videre til købers advokat, som så har tre dage til at godkende/gøre indsigelser.

Efter fem dage har vi fortsat ikke hørt noget. Undertegnede tager igen mobilen og ringer til 'Konny'. Stor er overraskelsen, da vores kære Nyboligmedarbejder - jeg minder lige igen om, hvad Hanne Nørrisgaard har døbt denne afdeling i Nybolig, som 'Konny' arbejder i: 'Kompetencecenter' (var det her tv, ville vi lige lade billedet stå et øjeblik...) - ikke har fået en fax og derfor ikke har sendt noget videre til købers advokat. Og altså igen ikke har fundet på at ringe for lige at høre, hvor faxen dog er blevet af.

Nu HAR 'Konny' fået faxen fra os. Og hun siger selv, at hun HAR sendt den videre til købers advokat. Og det betyder, at vi senest mandag endeligt HAR solgt huset. Eller at køber på mandag endeligt HAR købt huset. Noget som alle parter jo burde være rigtig glade for. Men man ved jo aldrig. 'Konny' kan have screwed up igen... Mest af alt virker det næsten som om, at hun selv vil købe huset. I hvert fald gør hun alt menneskeligt muligt for, at køber ikke skal få huset lige nu...