Mere end 1000 danskere har i en ny undersøgelse tilkendegivet deres holdning og kendskab til vin. Her er mine umiddelbare kommentarer til resultaterne

Det er altid interessant, når et firma offentliggør en undersøgelse om danskernes forståelse for vin. Som formidler af idéer og viden om vin dannes mit øjebliksbillede af situationen af mødet med læsere, vinklubber, virksomheder og andre grupper af vinnydere i forbindelse med vinsmagninger og foredrag over det ganske danske. Men 1000 mennesker kan jeg ikke få i tale på en gang, så jeg sætter pris på inputtet, når andre tager initiativ til at skabe et markedsoverblik. I juni 2008 var det det australske vinfirma Hardys, som adspurgte omkring 1000 danskere om deres opfattelse af vin i en række forskellige situationer. Ifølge en ny opgørelse i branchemagasinet Drinks Business er Hardys verdens næststørste vinmærke med rundt regnet 132 millioner solgte flasker om året. Hardys interesse i at kortlægge det danske marked er selvfølgelig primært kommerciel, men vi andre kan jo bruge resultaterne, som det passer os. I de følgende afsnit får du et udvalg af undersøgelsens resultater, samt mine kommentarer med kursiv.

Vinsituationer

·         Halvdelen af de adspurgte danskere nyder vin dagligt eller mindst en gang om ugen; kun 18 % har angivet, at de drikker vin sjældnere end en gang om måneden. Glædeligt, at så mange fordeler indtaget over mange dage, i stedet for en overdreven omgang weekenddruk. Med den moderate, daglige vinkonsumption følger en statistisk sandsynlighed for, at du også har lavet mad af friske råvarer, i stedet for at købe færdigretter eller takeaway (Skovenborg et al., www.ugeskriftet.dk/LF/UFL/2007/9/pdf/VP49570.pdf.).

·         Når danskerne går på restaurant, er størstedelen (26 %) ikke nervøse for at spørge tjeneren om hjælp med vinvalget, og én ud af fem vælger selv vin ud fra maden; kun 5 % føler, at situationen bliver akavet pga. manglende viden om vin. Gad vide, hvordan de resterende 49 % har det? Husk, at tjeneren er til for dig og ikke omvendt. Selvom det er sjovt at gå på jagt i vinkortet, er tjeneren med sit kendskab til retternes tilberedning i optimal position til at anbefale en vin, der passer til det faste. Udnyt situationen – du betaler for det under alle omstændigheder.

·         I supermarkedet støtter danskerne sig i høj grad (39 %) til det, der står bag på etiketten, og dernæst (med 18 %) leder de efter en vin, de allerede kender; kun 2 % angiver, at de ville vælge den billigste. Bagetiketter lever ikke længe, hvis de er direkte misvisende. Men vær ikke blind for, at de, ligesom de fleste andre ting, som producenter og forhandlere skriver på deres varer, er skrevet for at sælge vinen. Kan du selv angive på en skala, om vinen er tør eller sød – og isolere din vurdering fra den udtørrende mundfornemmelse ”adstringens”? Og er du enig i, at den samme vin kan passe smaddergodt til så mange forskellige retter, som det ofte er angivet? Vær kritisk, og træn din terminologi, så du forstår, hvad der menes med de begreber, etiketterne anvender.

·         46 % af danskerne svarer ’vin er til hverdag’, men samtidig er 52 % enige i, at ’vin er til fest’. Ja, vin er til både hverdag og fest, og måske skulle du overveje, om det var en idé at drikke lidt dyrere vin til hverdag, hvor du har ro og tid til at smage efter, og lidt billigere vin til festen, hvor det meste af din opmærksomhed er rettet mod dine medgæster og den gode stemning. Bare en tanke.

Vinviden

·         Ved det åbne spørgsmål uden svarmuligheder ’hvilke tre vinlande kender du eller har du hørt om’, svarer hele 79 % Frankrig, 56 % Italien og 38 % Australien. Vinlande som Østrig, Bulgarien og New Zealand er der kun 1 %, der kender. Jeg tror, at mange danske udmærket er klar over, at der er vinproduktion i Østrig etc., men med tanke på, at Frankrig, Italien og Australien alle er blandt de fire lande, som leverer mest vin til Danmark, er besvarelserne statistisk meget præcise. Det kan undre, at flere nævner Australien end Chile, som har større markedsandel herhjemme, men måske er det nemmere et identificere sig med sit sjældne valg af australsk end med sit hyppige valg af en billig chilener?

·         Når der skal nævnes tre vinregioner, er danskerne bedst bekendt med de franske områder (også her adspurgt som åbent spørgsmål uden svarmuligheder); Bordeaux (41 %), Bourgogne (26 %) og Alsace (26 %). Ikke overraskende. Ej heller med tanke på det faktum, at andre berømte navne som fx amarone, chianti og brunello refererer til hhv. en vintype og specifikke vine fra områder med andre navne (Toscana/Montalcino). Jeg vil tro, at Rioja, Rhône og Piemonte ånder de tre franske områder lige i nakken.

·         Hele 46 % svarer merlot, når de bliver bedt om at nævne tre druetyper (uden svarmuligheder). På anden og tredjepladsen over kendte druetyper kommer cabernet sauvignon (29 %) og syrah/shiraz (25 %). Kun 16 % angiver her chardonnay, og ikke mere end 9 % angiver pinot noir. Fint nok, at man kan nævne nogle druenavne, men det giver nu engang mere mening at orientere sig ifølge geografi og den specifikke producent. Begge sidstnævnte influerer vinens udtryk meget mere end druen.

Vin og mad

·         Mere end hver sjette dansker vil gerne vide mere om vin, og her er det især emner som ’mad og vin’ (75 %), ’druetyper’ (70 %) samt ’håndtering af vin’ (53 %), der er af interesse. Denne vinviden vil danskerne foretrække at tilegne sig som bred basisviden (69 %) frem for blot tommelfingerregler (25 %) eller ekspertniveau (6 %). Ærgerligt, at de resterende fem ud af seks danskere ikke har nogen ambition om at lære mere om vin. Ikke mindst når vi ved, at vin er sådan en fin katalysator for forståelsen for sammenhængen mellem smag og kvalitet – en sammenhæng, som vi med fordel kan overføre på den faste del af vores diæt og blive lykkeligere og sundere mennesker.

·         Når vinen skal vælges til maden, mener hver anden (49 %), at dette er en smal sag. 53 % vælger det, de godt kan lide uanset maden, 39 % kan drikke rødvin til al mad og 38 % kan drikke hvidvin til al mad. Det er selvfølgelig en smal sag, hvis man drikker den samme vin til alt. Det kan man naturligvis godt, men det siger sig selv, at noget passer bedre sammen end andet, og at det er i nuancerne og de små forskelle, at skønheden skal findes. Hvis vinen er i balance, passer den til langt det meste. Vin med meget personlighed i en bestemt retning er mere krævende. Hvidvin kan generelt parres med flere forskellige typer af retter end rødvin.

·         Myten om, at hvidvin kun bør drikkes til fisk, synes punkteret, da hele 67 % svarer, at de er uenige i denne påstand; og halvdelen svarer, at rød- og hvidvin ikke kan generaliseres i forhold til mad. Godt, at få aflivet sådan en fjollet misforståelse. Der ligger oceaner af store vinoplevelser på den anden side af en større anerkendelse af hvidvin som den kunstart, rødvin historisk har haft eneret på i manges bevidsthed. Ikke mindst kan den stigende forståelse for kvaliteten i et friskt og læskende element forhåbentligt medvirke til at skubbe nogle flere hvidvine over disken i fremtiden.

Vin og køn

• Otte ud af ti danskere mener, at både kvinder og mænd bør vælge vinen på en restaurant, og 73 % mener også, at begge parter bør smage for. Alligevel er det hele 69 %, der mener, at mænd interesserer sig mest for vin. Mænd interesserer sig ikke mere for vin end kvinder. Kvinder har bare en anden måde at udtrykke deres interesse på – en måde og en sprogbrug, som sjældent opfanges af de mænd, der sætter dagsordenen i medier og vinbranche – og som dermed kommer til at definere den offentlige forståelse for, hvem der går op i vin. Fremtidens terminologi omkring vin, smag og gastronomisk kvalitet bliver efter alt at dømme mere feminin, med fokus på bløde værdier som skønhed og glæde i stedet for maskuline værdier som pris, prestige og teknik.
• 63 % mener, at mænd generelt ved mest om vin, og 62 % mener også, at det oftest er manden, der køber vin ind til husstanden. Ved dette sidste spørgsmål fordeles resultatet på 71 % mænd og 51 % kvinder, der har svaret, at det er mændene, der fortrinsvis køber vin ind. Min observation er, at det mange gange er manden, som køber de tre gode flasker vin, der skal indtages til en særlig lejlighed, mens kvinden køber de to x 3 liter bag-in-box, som bliver konsumeret i ugens løb til frikadellerne og den sene Deadline. Som sådan bliver det meste vin indkøbt af kvinder, mens de fleste vinkroner bliver spenderet af mænd. Det er jo dem, der ved noget om vin …

Undersøgelsen

Undersøgelsen er gennemført i samarbejde med Webpol i juni 2008 for det australske vinfirma Hardys. 535 kvinder og 538 mænd over 18 år fra hele Danmark har deltaget.

Allis Helleland vælger at gå samtidig som en ny arbejdsmiljørapport kommer med kritik af både direktørens ledelsesstil og bestyrelsens indblanding i den daglige ledelse. Samtidig kritiserer medarbejderne i rapporten danskerens ledelsesstil. En kritik som tidligere har været ude i offentligheden. Ikke mindst efter, at Allis Helleland gik imod museets egne eksperter og selv købte kunst ind for små 600.000 kr.
Ifølge arbejdsmiljørapporten har hun selv følt sig overkørt af bestyrelsen ved flere lejligheder.
Hvis Allis Helleland var blevet fyret, så ville hun være berettiget til seks års løn. Nu vælger hun i stedet at trække stikket selv og får dermed udbetalt mere end to mio. kr. svarende til to års løn.

Det er mennesker i dag som skylder på religion for voldelige handlinger som er utført i dens eller Guds navn. For motstandere av religion ville vi hatt det bedre uten religion. Og på en måte har de rett, fordi Abdu'l-Bahá bekrefter at om religion blir en årsak til uenighet og konflikt, er det bedre uten religion.

Men når vi deler ut skyld må vi være nøye med å skille mellom de som misbruker religion for å gavne seg selv, og religion som en evig kilde til godhet og orden i samfunnet.

Om religionen i dens essens og hellige skrifter sier at vold ikke er tillatt som et virkemiddel for å løse problemer, kan vi ut fra det konkludere at mennesker som gjør voldelige ting i religionens navn, har fortolket religionen feil.

Demokratiet er hyllet av verdens ledere som et virkemiddel for fred og stabilitet i verden. Historien har vist at land som har blitt demokratisert også har blitt fredeligere over tid. Men i nyopprettede demokratier, som i Afrika, ser vi at tilstanden er langt fra det ønskelige målet. Stemmemanipulasjon, korrupsjon, kontroll over mediene o.l., fører til at de som har makt utnytter det demokratiske systemet for sine egne egoistiske motiver.

Når demokratiet ikke fungerer i disse utviklingslandene, -burde vi skylde på demokratiet som ideologi eller på de som har misbrukt demokratiet? De fleste ville si seg enig i det siste.

På samme måte, -når vi ser urettferdighet og terror utført i religions navn, bør vi tenke oss om to ganger før vi automatisk legger skylden på religions skuldre.

Abdu'l-Bahá forklarer religionens hensikt på denne måten:
«Kort sagt, med religion mener vi de nødvendige bånd som har kraften til å forene. Dette har vært essensen av Guds religion. Dette er Guds evige gave! Dette er hensikten til de guddommelige læresetninger og lover!» (urevidert oversettelse – Divine Philosophy, p. 160)

Angående religionens tilstand i 1911 sa Abdu'l-Bahá «Alle religionene har i dag suknet ned i overtroiske ritualer, ute av harmoni med de sanne prinsipper som de representerer og med nåtidens vitenskapelige oppfinnelser.» (urevidert oversettelse – Paris Talks, s.143)

I dag raser forstatt debatten mellom religiøse mennesker og vitenskapen om universets opprinnelse, og man kan forstatt finne religiøse mennesker i Norge som tror at jordens opprinnelse begynte for 6000 år siden. De fastholder at alle vitenskapelig bevis som prøver å bevise det motsatte er et angrep på bibelens autoritet. Med dette som bakteppe er det ikke noen overraskelse at utdannede og tenkende nordmenn i 2008 tar avstand fra religion, og kan virke reservert eller litt kjølig når vi prøver som bahaier å starte en samtale om religion eller åndelighet.

Vi lærer i bahai-troen at Guds hensikt med å sende en ny manifestasjon er for å fornye religionens kraft i menneskenes hjerter, og for å gjøre religionen relevant i enhver tidsalder. Som det ser ut i dag vil vi oppleve vanskeligheter med å forklare forskjellen mellom Baha'i troens visjon om religion, og religionen som den oppleves og utspilles i verden i dag.

Men etter som vi blir flinkere til å forklare og proklamere religions sanne hensikt, vil flere komme til å forstå religionens sentrale og rettmessige plass i samfunnet.

Adam O'Toole

Natur over kultur. Sådan lyder mantraet fra en stigende andel af verdens bedste vinproducenter. Naturen skal have lov til at tale sit sprog igennem vinens æstetik, og vi andre skal holde fingrene væk, så vidt det er muligt. Der tales om ”hands off-winemaking” og ”naturlig vin”, som en kontrast til vine, der designes til specifikke markeder og forbrugergrupper. Men selv naturen skal af og til sættes i scene, og valget af mindre tekniske og mere spontane produktionsfilosofier er lige så aktivt som det modsatte. Og konsekvenserne er voldsomme. Med sprøjtemidler, gødning, kunstvanding, dræn, maskinel beskæring og ditto høst, kulturgær, enzymer, syrejustering og egespåner kan man producere ganske udmærket vin, som man oven i købet har fuld kontrol over fra jord til bord. At afstå fra enkelte eller alle ovenstående kunstgreb er at slippe tøjlerne og sætte sin lid til moder jord, hvis luner kan være vanskeligt gennemskuelige. Der kan være enorme variationer fra en årgang til en anden, fra en aftapning til den næste, ja, sågar, om end i mildere grad, imellem to flasker i samme kasse. Produktionsvolumen går stensikkert drastisk ned, hvilket betyder højere literpriser, og vinens smagsprofil ændrer sig til noget, som langt fra alle vil kunne værdsætte på linje med den veldresserede kontrolvin. Hvem i alverden kan dog være interesseret i den slags?

Bestræbelserne efter perfektion har givet æstetisk rekyl nok til at danne kontrabevægelser, som nu prædiker imperfektionens skønhed

Imperfektionens skønhed

Det kan såmænd store dele af den vinøse elite i både Danmark og de lande, vi er omgivet af. Der findes en hastigt voksende vin-avantgarde, som har smagt sig godt og grundigt træt af de klinisk renskurede, højglanspolerede, sterile og teknisk fejlfri vine, som var et resultat af den sidste tredjedel af forrige århundredes fokus på tekniske virkemidler og en intensiv introduktion af kemi i snart sagt alle dele af tilvejebringelsen af en flaske vin. Bestræbelserne efter perfektion har givet æstetisk rekyl nok til at danne kontrabevægelser, som nu prædiker imperfektionens skønhed. De ønsker ikke ensartethed og stabilitet, som var vin en konsumvare på linje med toiletpapir og støvsugerposer. Nej, avantgarden opfatter vin som et kunstværk, der skal bevæge, imponere, undre og måske endda provokere den sansende nok til, at hun ikke falder til patten og lader sig nøje med de kvaliteter, der ligger i signalværdi, rus og umiddelbar drikkevenlighed. Der skal kompleksitet, dybde, ærlighed, ægthed og identitet til at imødekomme den nye vinøse kulturelites kvalitetskrav, og en række specifikke produktionstekniske anakronismer synes at katalysere disse karaktertræk.

Himmellegemernes stilling

Der bliver talt meget om biodynamik i disse tider, og jeg vil spare dig for endnu en detaljeret gennemgang af anskuelsens avlsprincipper. Imidlertid er mange af de urgamle og traditionelle metoder, som nu hypermoderne og meget selvbevidste vinproducenter anvender, knyttet til den halvt politiske, halvt åndelige bevægelse, som går under betegnelsen biodynamik. Det er vist det, man kalder en ideologi – her dog også som et middel til at opnå et skønhedsideal, altså lige så meget et håndgribeligt værktøj, som en trosretning. Faktisk møder jeg ofte praktiserende biodynamikere, som må krybe til korset og indrømme, at de ikke tror meget på, at de planetare stillinger, altså diverse himmellegemers position i forhold til jorden, har nogen synderlig indvirkning på deres vinplanters dagsform. De iagttager blot forskrifterne, og nyder det positive resultat. At strukturere sit markarbejde og centrale dele af forædlingen i kælderen efter månen og stjernetegnenes bevægelser over himlen er ellers et af de mest klassiske eksempler på bevidste teknikker, som har været anvendt i vinavl i årtusinder, og som nu nyder stigende popularitet både i og uden for biodynamiske kredse. Ikke mange biologer er enige i betragtningerne, men hvad gør det, hvis vinene smager bedre?

Artsforskellighed

For nogen tid siden skrev jeg her på bloggen om østrigernes forkærlighed for den såkaldte ”gemischter satz” – samplantning af flere forskellige druesorter på det samme markstykke med samtidig høst og gæring af hele molevitten i én og samme tank. Det kræver ikke meget fantasi at forestille sig, at det må have været samme teknik, som gjorde de fordums vine, der grundlagde kulturen for verdens mest komplekse nydelsesmiddel. Identifikationen af druesorter blev først normal praksis efter vinlusen, phylloxeras, hærgen i midten af det 19. århundrede, hvor det viste sig, at nogle sorter var modstandsdygtige mod bæstet, mens andre ikke var det. Indtil da har identifikationen, man kalder det ”ampelografi”, stort set kun været formuleret som sensoriske analyser, dvs. den drue smagte sådan og sådan, en anden sådan og sådan etc. De specificerede, kendte og i vidt omfang rendyrkede, klonede og sågar genetisk altererede sorter lagde grunden til vinens indtog i popkulturen i 80’erne og 90’erne, hvor vin identificerede sig ifølge sit varietale ophav, dvs. druesorten, snarere end sit geografiske ophav, altså vækststedet, fx ”pinot noir” i stedet for ”bourgogne” eller ”shiraz” i stedet for ”Hunter Valley”. I dag går flere og flere dygtige producenter bort fra tanken om, at én bestemt klon er perfekt til den ene eller den anden mark. Hvis kompleksitet er målet, ligger det perfekte i et naturligt samspil mellem mange forskellige genetiske konstruktioner, ligesom det er tilfældet i den natur, der omgiver vinmarken.

Sødmevariation

Når vinen skal repræsentere værdier, som går i den modsatte retning af det pæne og renskurede, ligger der allerede en småsnavset kant i terminologien til at beskrive den accepterede smagsprofil. Hvor moderniteten foreskrev, at ingen såkaldt tekniske fejl var tilladt i vinen, anerkender den postmoderne æstetik det skæves kvaliteter. Det kan være i form af en udtalt restsødme i en vin, som var knastør sidste år. Den slags kan forekomme, hvis vinen skal gæres ved hjælp af den naturligt forefindende gærkultur på druens skal, og hvis den kultur ikke er osmotisk modstandsdygtig over for særligt høje alkoholprocenter, dvs. at gærcellen dør uden at kunne omsætte alt vindruens sukker til alkohol. Ligesom man for 100 år siden ikke kunne gøre andet end at varme den gærende vin op eller fortynde vinen med vand for at gennemføre gæringen, vælger mange producenter i dag at acceptere naturens gang i stedet for at intervenere med gær fra den lokale materialist, skønt han næppe er mere end et mobilopkald nede ad vejen. Velyndere af den nu halvtørre, altså kun halvt forgærede vin, kan ikke engang vide sig sikker på, at vinen bliver sød året efter. Se, det er natur og kultur i samspil, og ja, det kræver unægtelig et klientel, der kan se det sjove i maksimal diversitet.

Hvert menneske har en unik verdi. Bibelen sier at Gud så oss da vi enda var et lite foster. Gud har en mening med hver eneste gutt og jente som han skaper. Han har plantet en rekke talenter ned i oss som skal vokse fram og bære gode frukter. Gud ønsker at våre liv skal bli slik som han har tenkt, ikke nødvendigvis slik menneskene rundt oss tenker. Gud har store tanker for hver og en og ønsker det beste for hvert enkelt barn.

: :

.
Du så meg den gang jeg var et foster,

i din bok ble alt skrevet opp;

mine dager ble dannet

før en eneste av dem var kommet.

(Salme 139:16)

Hvert menneske har en unik verdi. Bibelen sier at Gud så oss da vi enda var et lite foster. Gud har en mening med hver eneste gutt og jente som han skaper. Han har plantet en rekke talenter ned i oss som skal vokse fram og bære gode frukter. Gud ønsker at våre liv skal bli slik som han har tenkt, ikke nødvendigvis slik menneskene rundt oss tenker. Gud har store tanker for hver og en og ønsker det beste for hvert enkelt barn.

Eksempelet som jeg nå skal skissere for deg, handler om en blid og snill gutt som har lært meg en viktig lekse. Utfordringen er at denne gutten ikke klarer å sitte rolig. Jeg håper at dette eksempelet også kan være til nytte for deg.

Når det er mange barn samlet til en korøvelse, er det ganske krevende og slitsomt å skulle hekte inn igjen en gutt som i det ene øyeblikket hamrer løs på trommesettet, for så å kile de andre barna i koret og deretter tar all oppmerksomheten vekk fra øvelsen i det han tar en liten breakdance i det ene hjørnet av lokalet.

Jeg må innrømme at jeg noen ganger har tenkt tanken ”Så behagelig denne øvelsen hadde vært dersom denne gutten ikke var her.” Men stopp! Hva er det jeg egentlig tenker? Ja, det hadde vært mer behagelig for MEG dersom gutten ikke hadde vært til stedet på øvelsen. Men hva ville egentlig ha skjedd dersom denne holdningen fikk prege meg og vi i verste fall hadde stengt denne gutten ute? Selvfølgelig er det lov å føle seg sliten og maktesløs i en slik situasjon. Allikevel er det ganske skremmende og alvorlig å tenke på konsekvensene av å la en slik holdning prege og påvirke en.

Det er ganske stor sannsynlighet for at denne gutten ville følt seg uønsket. Kanskje han til og med hadde droppet ut av de andre aktivitetene i kirka. Hva ville i så fall ha skjedd med troen? Ville den ha fått nok mat til å vokse, eller ville gutten ha fått en følelse av at tro, kirke og kristendom bare er for alle de ”snille” barna.

Hør her! Kanskje er det akkurat denne gutten som om 10 år står og leder barnekoret. Kanskje er det nettopp denne gutten som blir vår neste lovsangsleder i menigheten. Kanskje han blir en pastor, eller en evangelist som kan nå tusenvis av mennesker med evangeliet. Kanskje han blir en rørlegger eller en dyktig snekker som kan være med på å påvirke kollegaene på jobben. Gud har en plan med hvert enkelt barn. Det er Gud som har skapt barna med de egenskapene som de trenger for å fullføre hans verk. Så la vår bønn være; Gud hjelp oss til å møte hvert enkelt barn slik du ville ha møtt det, og la oss tydelig se potensialet i menneskene rundt oss!

Jarle Waldemar
Barneevangelist

En venn av meg gav meg en gang et godt bilde på en typisk menighet. Han sa det slik: ”En menighet kan sammenlignes med en fotballbane. Ute på banen finnes det 22 fotballspillere som har et desperat behov for hvile, mens tribunen er full av mennesker som har et stort behov for trening.”

Som barneevangelist, besøker jeg mange menigheter. I forbindelse med mine festivaler og arrangementer, pleier jeg ofte å ha en inspirasjonssamling for ledere for ulike barnegrupper. Det som slår meg i møtet med disse fantasiske lederne, er at alt for mange er slitne, trøtte og alene. De har det travelt på hjemmebane, på jobben og i menigheten. Jeg ser at de har et desperat behov for både støttespillere og medspillere

En støttespiller er et menneske som står på sidelinjen og heier på en. En støttespiller er en person man kan støtte seg til, en som gir oppmuntring, som spør hvordan det går, gir et smil eller en oppmuntrende kommentar og som ber for en. Som leder trenger man slike støttespillere. Men man trenger også medspillere.

En medspiller er et menneske man kan spille på lag med. Som barnearbeider trenger man et team av mennesker rundt seg. Man trenger noen å spille ball med, noen å dele oppgaver, erfaringer, ideer og drømmer med. Noen som er villige til å ta ansvar og som bretter opp ermene og gjør en innsats for barna våre. Blir man stående alene blir man fortere sliten, og man har ingen som kan hjelpe en på beina igjen.

Jeg skulle ønsker at flere kunne få oppleve gleden av å stå i en tjeneste. Vi trenger flere på samme lag. Ditt bidrag kan være med på å heve kvaliteten på barnearbeidet. Alle har vi forskjellige ressurser og egenskaper. Kanskje er det nettopp dine ferdigheter barnearbeidet har behov for. Det kan være og lage pynt til søndagsskolerommet, sitte med registrering av barn, regnskap, snekre dukketeaterkulisse, gi et fang å sitte på, lage mat eller lignende.

For å danne et stjernespekket lag er vi avhengige av å stå sammen og dra i samme retning. Norge trenger flere mennesker som kan gi mer av sin tid for barna. De trenger å høre om Jesus. De trenger forbilder. De trenger deg!

Jarle Waldemar
Barneevangelist

Selv om du kanskje ikke er klar over det, kan du være med på å forandre de neste generasjonene. De valgene vi tar i dag kan få større betydning enn det mange tror. Et vanlig utsagn er at barna er menighetens framtid. Dette er korrekt på alle måter, men det mangler en vesentlig detalj. Barna er også menighetens nåtid!

Jeg mener at vi må satse mer på barnearbeid. Barna må få et godt tilpasset opplegg som tiltrekker dem, slik at de får lyst til å komme i våre menigheter. Vi har et ansvar for at barna skal føle seg hjemme både sosialt og åndelig. Vi trenger å møte barna med en sunn og sann kristendom. I tillegg trenger barna ledere som virkelig bryr seg og som viser omsorg for det enkelte mennesket. Dersom vi ikke satser på barnearbeidet nå, kan vi også risikere at det ikke blir noen fremtidig menighet. For dersom barna ikke er nåtid, hvordan kan vi da forvente at de blir en del av menigheten i fremtiden?

I følge Billy Graham, viser statistikk at 80% av dem som tar et standpunkt for Jesus gjør det før de er fylt 13 år. Dersom vi ser på mange menigheter rundt om i landet vårt, oppdager vi at det brukes store midler på stor-menigheten. Med andre ord bruker vi masse penger for å sikre at de voksne skal ha det så bra som mulig. Mitt spørsmål er imidlertid hvor stor andel av menighetens budsjett gjenspeiler det faktum at de fleste sier ja til Jesus før de er 13 år?

Mange er nok enig i at barnearbeid er viktig. Men er vi villige til å satse på barna i praksis? Dagens barn og unge er vant med en høy underholdningsfaktor. De får stadig nye inntrykk via TV, dataspill og playstation. Tempoet er høyt og skiftene. Denne utviklingen krever mer både av barnearbeidere og utstyr. For å kunne drive et bra barnearbeid, er man derfor avhengig av økonomiske midler. Man må satse på ansettelse av barnearbeidere og barnepastorer som kan jobbe for barna på heltid. Det er også viktig å ha mange barneledere, som har tilgang på nok ressursmateriell og konkretiseringsmateriell. De fysiske forholdene for barna er også viktig. Barna skal ikke stues bort i rom som i utgangspunktet brukes som lagringsrom eller ned i en trist kjeller. Barna trenger derimot spennende, fargerike rom som er lagt godt til rette både når det gjelder oppbevaring av leker og annet utstyr, men også med tanke på et mangfoldig og spennende aktivitetsinnhold.

Du kan være med på å forandre ditt nærmiljø og fremtidige generasjoner ved å være en talsmann for barna. Dersom vi ønsker å satse på barn, bør det ikke stå på penger. Vær med å foreslå faste overføringer fra menighetens budsjett til barnearbeidet. Vær med i forbønn for menighetene i din region. Be for eldsterådene og pastorene. Be om at de skal få se viktigheten av å satse på barnearbeid. Gi barna i din menighet en framtid!

Jarle Waldemar
Barneevangelist

Les også den bagggrunsartikkel som elevene fikk fra avisen Politiken: Hvis biblioteket skal leve, 18.9.2007
og se de amerikanske eksempler her:  Cerritos: foto - 360-foto og White Plains: med bilder fra "The Trove"

Hvordan skal fremtidens skolebibliotek se ut?

Jeg har erkendt det i nogle år, men det er en af den slags sandheder, som bare ikke vil op til overfladen. Til en temasmagning for nogen tid siden, med 192 flasker champagne på mit bord, mindedes jeg imidlertid om en pirrende affære, som truer med at rive tæppet væk under min til dagligt velfunderede og velpoleret holistiske forståelse for vinkvalitet. Jeg tør kun adressere paradokset i lukkede kredse, og kun overveje det momentant og med samme flygtige spænding som i sekundet efter, at jeg har kysset en pige og ikke ved, om hun vil kysse igen eller slå min hjørnetand tre meter ned ad gaden. Champagne-paradokset er nemlig farligt!

Hvis terroir og årgang alligevel ikke er den endegyldige nøgle til kvalitet, hvorfor kender vi så alle sammen navnene på et dusin marker i Bourgogne og absolut ingen af de 17 villager i Champagne?

Terroir, årgang, druer
Champagne kan smage helt fantastisk. Den samme vin kan appellere til den ondeste connie-søren og til min tre-liter-BIB-for-100-mor, koste 300 eller 3.000 kr., og ingen vil anfægte dens kvalitet forstået som sensorisk kompleksitet i kombination med simpel og instinktiv drikkeglæde. Champagne er godt, sådan er det bare. Men paradokset opstår, når vi indser, at kvaliteten i de fleste champagner er blottet for de faktorer, der står som hjørnesten i kvaliteten af alle andre berømte vine fra Sonoma til St Émilion. Hvad afgør kvaliteten på en vin? Terroir, årgang, dvs. druernes kvalitet, og hvad man gør ved dem, altså vinifikationen. Hvordan er forholdene for vinavl generelt; hvilke specifikke omstændigheder gør sig gældende i en konkret årgang; og hvordan vælger vinmageren at forvalte materialet? Er vi enige? Nå, men sådan er det bare ikke i champagne. 95 % af alle champagner udtrykker ikke et vækststed, for de er blandet af alt mellem 5 og 50 forskellige marker/områder/cruer/villager. 90 % af al champagne er såkaldt non-vintage, fordi flere årgange er blandet sammen i den færdige vin. Så meget for terroir og årgang! Og i vinifikationen handler det netop ikke om at fremstille hver enkelt vin så helstøbt og velafbalanceret som muligt, men snarere at regne ud, hvordan man kan lave den ene vin, så den bliver god, når den blandes med vin nr. 2, nr. 3, nr. 4 etc. Vins clairs, de rå, ublandede vine, som går forud for det færdige champagne-blend, manifesterer muligvis det mest sande udtryk for et udsøgt terroir i et bestemt år, men de kommercialiseres meget sjældent i oprindelig form, og uden et berømt brands magtfulde paroler på etiketten er de i det store hele usælgelige.

Noget, der smager godt
Når vi køber champagne, vil vi bare have noget, der smager godt. Vi stoler på producenten, og er i øvrigt fløjtende ligeglade med, hvor frugten er kommet fra. Hvis der står Krug, Dom Pérignon eller mere profant Veuve Clicquot på flasken, ved vi, at der nok skal blive udbetalt oral pleasure ved kasse ét. Og vi får ret. Vinene er gode. De er sågar prisen værd. Deres vægt værd i velsmag, opmærksomhed, fest, fis, ballade og et friskt øjekast til Ulla fra bogholderiet. Ingen bliver snydt. Og så alligevel. For hvad skete der lige med resten af verdens vine, som i vidt omfang baserer hele deres værdigrundlag og selvforståelse på de selv samme principper, om hvilke champagne lader åbenlyst hån? Hvis terroir og årgang alligevel ikke er den endegyldige nøgle til kvalitet, hvorfor kender vi så alle sammen navnene på et dusin marker i Bourgogne og absolut ingen af de 17 villager i Champagne? Og hvis man oven i købet kan lade frugten gennemgå to alkoholgæringer og en sukkertilsætning, hvor efterlader det så idéen om naturlig vin og frugtens rene og umanipulerede vej fra jord til bord, som vi andre sammenhænge priser til skyerne? Faktum er, at champagne smager fantastisk. Og at drikken fuldstændig undergraver den herskende diskurs for kvalitetsforståelse i vinens verden. And what are you gonna do about it? Jeg spørger bare.

Antallet af gange, jeg har påstået, at det er en god idé at betale 20 eller 50 kr. mere for en flaske vin, kan tælles i tusinder. Grundlaget for anbefalingen har været en formodning om, at der ligger en større oplevelse gemt i den lidt dyrere flaske, og at vinindkøbet i højere grad opfylder sin eksistensberettigelse, hvis den giver mere drikkeglæde. Hvor sidstnævnte givetvis er korrekt – en vin er god, hvis man bliver glad for at drikke den – så er det på ingen måde givet, at en dyr vin giver større fornøjelse end en billig. Faktisk viser ny forskning, at det modsatte er tilfældet. Ifølge en stor undersøgelse fra American Association of Wine Economists (AAWE), som blev offentliggjort i april 2008, er der en meget lille, og overraskende nok negativ, sammenhæng mellem højere pris og større drikkeglæde. Resultatet er fremkommet på baggrund af mere end 6.000 blindsmagningsforsøg, hvor testdeltagerne altså ikke kendte vinens pris, og derfor alene baserede sin vurdering på sanseoplevelse og personlig præference.

Snobbeeffekten er reel

Tidligere på året, i januar 2008, offentliggjorde California Institute of Technology en anden undersøgelse, som både understøtter ovenstående og lægger nye alen til det komplekse spil, der afgør vores smag. 20 personer blev hjernescannet, mens de smagte fem forskellige vine på forskellige prisniveauer fra 5 til 90 dollars. I virkeligheden var der imidlertid kun to vine, nemlig den til 5 og den til 90 dollars, og forskerne fandt en klar sammenhæng i hjernens aktivitet i det center, som registrerer nydelse, når vinene blev præsenteret med en høj pris; tilsvarende svag nydelse, når testpersonerne troede, at de smagte en billig vin. Forsøget indikerer, at vi ikke alene benytter os af det sensoriske input fra vinen til at vurdere kvaliteten, men at det, som nogle kalder snobbeeffekt, altså forudgående forventninger til kvaliteten på baggrund af fx pris, historik og prestige, spiller helt håndgribelige og faktisk dominerende roller i forhold til størrelsen af drikkeglæden ved den specifikke vin. I begge de nævnte forsøg var testdeltagerne almindelige vinforbrugere. Professionelle vinfolk vurderede kvaliteten mere konsistent med vinens pris i AAWE’s forsøg, hvilket beviser, at det kræver en vis baggrundsviden at få noget ud af dyr vin. Alle andre kan lige så godt købe en billig.

For et par dage siden delte jeg pissoir på Roskilde Festival med en fyr og hans supermarkedsindkøbte papvin af et mærke, som jeg kendte. Jeg kunne ikke stå for fristelsen til at spørge, hvorfor en ellers sundt udseende mand i sin bedste alder kunne få sig til at hjerne sig ned i noget sprøjt så ondt som i nærværende tilfælde – ingen nævnt, ingen glemt. Hans svar er et, jeg har hørt så mange gange, at det kvalificerer til at danne grundlag for sin helt egen kategori inden for klassificering af vinøs kvalitet. Frit rekonstrueret efter hukommelsen, som på det tidspunkt, indrømmet, var i alt andet end optimal forfatning, lød den unge mands svar således: ”Jeg drikker den her vin for at blive fuld, og det virker! Den smager ikke rigtigt af noget, så jeg kan tænke på noget andet, mens jeg bare nyder rusen og holder fest.”

Jeg drikker den her vin for at blive fuld, og det virker!

Kvalitativt tilvalg af papvin

Vinen er en af de allermest solgte på det danske marked, og næppe en håndfuld mennesker på tværs af vores hjemlige marked indkøber dråberne for smagens skyld. Faktisk køber de vinen, fordi dens smag er så vag og sjasket og ligegyldig, at de ikke behøver at skænke den en tanke. De 10-11 % alkohol arbejder til gengæld i kroppen, som de skal, og som sådan er rusen den primære bevæggrund for at investere spareskillingerne i den tynde suppe. Beløbets størrelse er selvsagt også en væsentlig faktor for det specifikke valg, men kan i denne sammenhæng ikke listes som et kvalitetsparameter i sig selv, da det åbenlyst ville have været endnu billigere at købe en øl. Den bliver man bare ikke lige så fuld af, og som sådan bliver alkoholindholdet katalysator for det kvalitative tilvalg af papvinen.

Tager manden fejl?

Er han da helt galt afmarcheret, den unge mand med papvinen til at smøre indtaget af en aftens festivalindtryk? Svaret er nej! Som du kan læse andetsteds på siden, er vores opfattelse af kvalitet direkte relateret til den kultur, som vi er en del af. Der findes ingen facitliste for udformningen af den universelle kvalitetsskala. For nogle er prisen afgørende for glæden ved en vin, for andre er det oprindelseshistorien eller designet på etiketten, og for rigtigt mange – sandsynligvis de fleste, i hvert fald i et historisk perspektiv – er rusen afgørende for, hvor tilfreds man er med sit vinindkøb. Ikke mindst derfor er det lille ”jeg synes” så vigtigt, når man afsiger sin dom over en vin, en øl, et stykke flæskesteg, en popsang eller et renæssancemaleri. ”De gustibus non disputandum est” – ”om smag kan ikke diskuteres” siger et gammelt romersk ordsprog. Men det er lige nøjagtigt, hvad der kan. Og skal. Og bør. For kun gennem iagttagelse af og stillingtagen til vores egen æstetiske kultur kan vi eksternalisere os så meget fra den, at vi kan iværksætte det udviklingsforløb, som er afgørende for vores fortsatte møder med det skønne. Om det så er i form af ultimativ aromatisk kompleksitet i en 2.000-kroners-champagne, eller en 120-hestes festivalbrandert i en lys dansk sommernat. Personligt vil jeg nødigt undvære nogen af delene.

Østrigsk vin lyder for mange ligesom norske bananer: Hvis de findes, må det være nogle spøjse kreationer, som er bedst tjent med at blive konsumeret, hvor de er kommet til verden. Det er østrigsk vin i historisk perspektiv også blevet, men tiden er kommet til at indskrive alpelandets saftige dråber i den vinøse kanon, og til at tildele de spændende produkter deres retmæssige placering på det likvidgastronomiske verdenskort. Østrigsk vin inkarnerer meget nøjagtigt den internationale smagstendens, der for øjeblikket favoriserer renhed, friskhed, frugtighed, præcision, ærlighed og saftighed. Vi foretrækker en lav alkoholprocent, og accepterer, at vinen udtrykker sig bedst i sin pureste ungdom. Brugen af egefade er voldsomt nedtonet i den moderne præference, for vinen skal udtrykke sit vækststed, og det gør den bedst uden alt for mange tilsætningsstoffer, aromatiseringer og andre hundekunster i kælderen. Med en sund andel undtagelser til at bekræfte reglen, eksponerer den østrigske vinindustri meget nøjagtigt dette paradigmeskift, og vinskribenter over hele verden står på nakken af hinanden for at rose de dygtige vinproducenter for et veludført arbejde. Overtegnede er ingen undtagelse.

Hvor kvalitet er noget subjektivt, der stiller krav til modtagerens evne til at afkode det sprog, som kvaliteten er sat i tale med, så er identitet noget, som et produkt kan besidde objektivt.

Dejlige Østrig

Den østrigske vinbranche fik lejlighed til at blære sig og vise alle herlighederne frem for alverden, da der i begyndelsen af måneden blev inviteret til VieVinum – en fire-dages vinmesse med mulighed for at smage alt, hvad der kan krybe og gå af østrigsk vin. De fire dage i landets dejlige hovedstad var smukt tilsmilet af vejrguderne, og Wien tog sig fantastisk ud med sommersol over byens mange parker, pladser og imponerende bygningsværker. Wienerne er et hyggeligt, gæstfrit og enormt tjekket folkefærd, og vinmessen blev afviklet med vanlig germansk effektivitet. Den samme præcision og sans for detalje, som man genfinder i landets vine og ikke mindst deres ofte minimalistiske og meget stilfulde indpakninger, som visse andre vinområder nok kunne lære et og andet af. Denne signaturs første møde med Østrig efterlod mig med et stærkt ønske om en snarlig retur.

Gemischter Satz – blandet frugtsalat

”Gemischter Satz” betyder ”blandet beplantning” og er et af de hotteste buzz i den østrigske vinindustri. I korte træk går Gemischter Satz ud på at forsøge at få en vin til at udtrykke sit vækststed ved at nedtone alle andre aspekter. Hvor konventionerne i dag foreskriver, at vinbonden udvælger en eller et par druesorter, som han finder særligt egnede til en specifik mark, så vælger et stigende antal avantgarde-vinmagere, og ikke kun i Østrig, at nedtone eller ligefrem fjerne druens karakteristika ved at blande så meget som 30-40 forskellige druesorter. Og vel at mærke ikke i kælderen, som det er tilfældet i mange af verdens vinområder. Nej, blandingen sker allerede ved beplantning af marken, og frugten fra alle de forskellige sorter bliver høstet inden for de samme 24 timer. Det giver ikke kun en kompleksitet i form af mange forskellige sorters aromatiske og strukturelle bidrag til væsken, sammen med det spændende, nærmest pirrende spil, som druernes vidt forskellige modenhed bibringer; men også en tæt på total udjævning af det varietale islæt, dvs. den specifikke druesorts egenskaber. De egenskaber, som kommer til udtryk, er markens, og som sådan er vinen i al væsentlighed unik, da den er den eneste fra lige præcis det markstykke. At vinen er enestående giver det, som i millennium-vin-retorik betegnes ”identitet”. Hvor kvalitet er noget subjektivt, der stiller krav til modtagerens evne til at afkode det sprog, som kvaliteten er sat i tale med, så er identitet noget, som et produkt kan besidde objektivt. Og det gør Gemischter Satz mere end 99 % af verdens andre vine. Et spændende perspektiv for os, der er pjattede med diversiteten og den uendelige variation i vin.

Flere fede ting ved østrigsk vin

Gemischter Satz er så absolut det mest langhårede og fodformede fænomen at redegøre for, og heldigvis findes der talrige andre interessante ting i østrigsk vin, som kan formuleres i et mere anstændigt lix-tempo. Et er landets mange indfødte druesorter, som ikke findes andre steder end i Østrig. Der er den kraftfulde blaufränkich, som er Østrigs bedste rødvinsdrue. Zweigelt, som skaber lettere og meget karakteristiske røde; riesling, der også i Østrig leverer rene og frugtige vine, som kan drikkes nu eller om 20 år; der er den skægge rosé-drue schilcher, som lige nu nyder eksplosiv popularitet i Norge, og hvis læskende meritter vi andre nok også kunne stille i nul på en midsommerdag. Og så må vi ikke glemme landets nationaldrue, hvidvinsdruen grüner veltliner, der minder lidt om riesling, men som kan give mere frugtig tyngde, en seriøs bitterhed og en endnu mere aktiv syre i et altid klart og veldefineret smagsbillede. Dertil kommer, at ikke mindre end 10 % af den østrigske vinproduktion i dag er økologisk, og at der er masser af liv i den biodynamiske bevægelse. Et faktum, der styrker idealet om et naturligt udtryk, renhed og bevidsthed om alle dele af tilvejebringelsen af nogle af Europas bedste vine lige nu. Hold øjne, ører og svælg vidt åbne!

Dette kan være en nyttig funktion hvis du gerne vil indsætte en masse tekst og gøre det muligt for dine besøgende at scroole.

Prøv selv at leg med koden og se hvad du kan få ud af den.

<html>
<body>
<iframe src ="http://web2business.dk"  width=450 height=120 frameborder="0">
</iframe>
</body>
</html>

src er html sproget for henvisningen der ønskes, i mit tilfælde er det så web2business.dk

width er bredden og height er højden og frameborder er kanten på rammen.
Jeg ønsker ingen kant så den er sat til 0 i mit eksemplar.

Skirft type sat til Courier og Times New Roman, skrift størrelse x-large og farve 83,146,153, samt ingen understregning på link - text-decoration: none

Og selve siden er sat med Embedded Style Sheets, dette gøre i dette tilfælde at teksten bliver sat til skrifttype Verdana, med Arial som anden skrift type størrelse 9 i sort.

Så på denne side bliver der brugt to forskellige Style Sheets: Inline Style Sheets og  Embedded Style Sheets

Som det tydeligt kan ses kan man hurtig få en hjemmeside til at se grim ud, og det var jo ikke lige det der var meningen med disse 117 times arbejde. Men dette er jo heldigvis kun nogle eksempler på at man kan lave forskellige formateringer på links i samme hjemmeside dokument.

• Inline Style Sheets
• Embedded Style Sheets
• External Style Sheets

Disse sider bruger External Style Sheets. Hvor man gemmer sin koder i en fil på serveren. Laver man en ændring i denne fil bliver alle hjemmesider der er tilknyttet denne fil ændret.

En måde hvor på man kan formatere texter og layout på sine hjemmeside(r).

CSS kan læses af Netscape Communicator 4 og Microsoft Inetnet Explore 3 og frem - andre kan stadig læse siden men det bliver uden CSS formatering ( jeg kender ikke til og tester ikke med andre browsere, da disse sidder på 95-99% af markedet af browsere).

CSS overskriver de almindelige HTML tag's i et HTML dokument, det gør at CSS er gældende.

Når man snakker CSS så er det en måde hvor på ens HTML tag's bliver formateret, stor skrift, kursiv, en bestemt farve og meget mere.

CSS kan læses af Navigator 4.0 og IExplore 3.0 dog kan der godt være små forskelle på hvordan de to browsere læser dem, men forskellene er små.

CSS kan laves i tre forskellige versioner Inline Style Sheet, Emdebbed Style Sheets og External Style sheet.

Inline Style Sheet

Denne formatering ligger i HTML dokumentet. Det kan formatere dele af HTML dokumentet efter behov ved brug af <span></span> dele her imellem bliver formateret.

Hello CSS

<span style="font-family: Arial, Garamond; font-size: 20pt; color: rgb(0,128,128); text-decoration: underline">Hello CSS</span>

Hello CSS

<span style="font-family: Comic Sans MS, Times New Roman; font-size: x-large; color: rgb(128,128,0); text-decoration: none">Hello CSS</span>

Man kan altså for hver enkelt HTML dokument formatere forskellige tekster i forskellige formater, dette kan være lige så godt som f.eks. billeder - som i mange tilfælde tager tid for brugeren at hente. Så brug CSS istedet.

Embedded Style Sheet

Embedded Style Sheets briver ligesom Inline brugt i det enkelte HTML dokument, men her sættes CSS for det enkeltet dokument og hele dokumentet. Dette vil styre hele HTML dokumentet, lige meget hvad der andres på i resten af dokumentet. Her ses at ved link skal der ikke være understregning, hvis man så senere bestemmer sig for at nogle link skal have under stregning så virker det ikke eller også skal {text-decoration: none} fjernes.

<HTML>
<HEAD>
<STYLE TYPE="text/css">
<!--
A:link {text-decoration: none}
A:visited {text-decoration: none}
A:active {text-decoration: none}
-->
</STYLE>
<TITLE>Vores CSS</TITLE>
</HEAD>

<BODY TEXT="#000000" LINK="#000000" VLINK="#003366" ALINK="#000033" BACKGROUND="/images/bg.gif">

</BODY>
</HTML>

Hvorfor er der sat <body> tag på denne side?
Det er fordi browsere af ældre type eller af fremmede (ikke Netscape og Microsoft) bliver formateret, så det også ser pæn ud med disse browsere) og at farverne er sat i <body>, disse kan også sættes i selve CSS koden.

<html>
<head>

<style type="text/css">
body {background-color: yellow}
h1 {background-color: #00ff00}
h2 {background-color: transparent}
p {background-color: rgb(250,0,255)}
</style>

</head>

<body>

<h1>This is header 1</h1>
<h2>This is header 2</h2>
<p>This is a paragraph</p>

</body>
</html>

<html> og <head> er starten på dokumentet som jo selvfølgelig kræver et <html> start tag og et <head> start tag.

Hvis vi bevæger os lidt længere ned vil du hurtigt bemærke at der er et <style> tag og det er her CSS kodningen begynder.

• h1 tagget er html betegnelsen for overskrift 1 hvilket er den største overskrift.
  Du kan selv forsøge at lege lidt med forskellige attributer som f.eks h2, h3, h4 etc. etc
  .
• Body background er selve sidens baggrund og så du kan se er teksten skrevet på engelsk.
  Yellow er engelsk og betyder gul men det behøver jeg selvfølgelig ikke at fortælle dig.
  Du kan til enhver tid lege med denne funktion, prøv selv at skifte yellow ud med din ynglingsfarve.

Når vi nu slutter style tagget med et </style> vil vi senere i vores body afsnit af html koden kunne bruge den design indstilling vi har lavet igen og igen.

Hver gang vi skal skrive en overskrift i vores dokument starter vi med et <h1> og slutter med et </h1> tag.

Alt tekst skrevet indenfor <h1> og </h1> vil blive vist i den farve som at vi har valgt i vores style afsnit.
På den måde kan du gengive designet nemt på flere af dine sider.

"En amerikansk undersøgelse, foretaget af antropologen Franz Boas, påviste, at immigranter tilhørende samme race ændrede hovedform fra én type til en anden på bare to generationer. Hermed bortfaldt hele fundamentet for racevidenskaben, og de ydre fysiske racemæssige karaktertræk forsvandt som basis for inddelingen af menneskeheden i racer."

Men hvem er Franz Boas? Og hvad siger hans undersøgelse faktisk? Det vil vi forsøge at besvare i det følgende.

En mand af betydning
Franz Uri Boas (1858-1942) var en tyskfødt jøde med stærke socialistiske sympatier. Han var en del af den bølge af jøder, der i perioden op til første verdenskrig strømmede til USA. "His first 20 years in the United States (1884-1904) corresponded precisely with the period of massive immigration of people from southern and eastern Europe, including millions of Jews", skriver Leonard Glick.

Franz Boas er ikke så berømt som Karl Marx og Sigmund Freud, to andre tysksprogede jøder, men som grundlægger af den såkaldte kultur-antropologi, der vil afhægte biologien fra studiet af mennesket, er hans betydning for vore dages vestlige samfund måske endnu større. Han var fra 1899 og frem til sin død professor ved Columbia University i New York City. En by, der med sine knapt to millioner jøder i dag skal være den største jødiske bosættelse udenfor Israel. På Columbia priser man i dag Boas' videnskabelige indflydelse i høje toner:

"Boas is the early-twentieth-century scholar most responsible for discrediting the then-dominant scientific theories of racial superiority. Through his elaboration of cultural relativism as an alternative theoretical framework, he came to have an enormous influence on the development of American anthropology."

Franz Boas' indflydelse gør sig ikke kun gældende indenfor amerikansk antropologi, men udstrækker sig til hele det amerikanske samfund. Således skriver Andrew R. Heinze:

"Boas revolutionized American social thought by demonstrating in a variety of anthropometric and ethnographic studies that the environment in which people lived strongly affected both their physical and mental development. Culture, Boas argued, not race, explained the variety of human behaviour."

Fra USA har Franz Boas' videnskabelige anti-racisme via FN bredt sig ud over hele kloden. Encyclopædia Britannica skriver:

"On a global scale, Franz Boas deserves credit for stimulating the research that proved, as a 1963 United Nations declaration states, "that any doctrine of racial differentiation or superiority is scientifically false."

Det synes derfor ikke overdrevet, når Thomas Gossett oprømt skriver: "It is possible that Boas did more to combat race prejudice than any other person in history."

Franz Boas og masseindvandringen til Amerika
Franz Boas' autoritet og prestige blandt akademiske anti-racister hviler især på en stor antropometrisk undersøgelse, som han gennemførte i årene fra 1908 til 1911 (antropo-metri er "læren om menneskelegemets mål", som det hedder i Gyldendals Fremmedordbog.)

Baggrunden for det omfattende studie var den nævnte bølge af flygtninge og indvandrere, der omkring forrige århundredeskifte ramte USA. De kom hovedsageligt fra Syd- og Østeuropa og inkluderede altså "millions of jews" (vistnok 2-3- mill.) Masseindvandringen blev mødt med stigende uro af Amerikas hovedageligt angelsaksiske stambefolkning, hvis forfædre havde grundlagt den unge nation. Mange udtrykte åbent frygt for, at de nordvesteuropæiske folkestammer ville miste herredømmet over landet, hvis den uhæmmede indvandring fortsatte. Den gang nærede selv samfundseliten ikke angst for at anskue tingene i biologisk perspektiv, og mange udtrykte derfor også bekymring for en forsmudskning af det amerikanske folk. "Future Americans will be swarthy", lød det således alarmerende fra New York Times.

I 1907 nedsatte den amerikanske kongres derfor den såkaldte Dillingham-kommission, der grundigt skulle undersøge det amerikanske indvandrerspørgsmål. Franz Boas ansøgte kommissionen om midler til et antropometrisk studie af problemet. Umiddelbart fandt kommissionen Boas' projekt udenfor sin opgave, der var stilet mod de sociologiske konsekvenser af masseindvandringen. Men Boas insisterede:

"The material on the social condition of the immigrants that is being accumulated will be much enhanced in practical value when it is supplemented by a physical examination in which the actual effect of the new environment upon the physique of the immigrants is tested."

'Changes in the Bodily Form of Descendants of Immigrants'
Boas' studie, Changes in the Bodily Form of Descendants of Immigrants, omfattede bl.a. hovedmåling af ca. 18,000 europæiske første- og andengenerationsindvandrere i USA, hvoraf omkring en tredjedel var jøder. Ifølge professor Boas havde man bl.a. konstateret, at det såkaldte cephaliske indeks ændrer sig markant i løbet af blot en generation.

Det cephaliske indeks er forholdet mellem hovedets længde og omkreds. Ifølge Franz Boas var hans opdagelse revolutionerende fordi det cephaliske indeks "has always been considered as one of the most stable and permanent characteristics of human races". Denne antagelse, hævdede Boas, holdt ikke stik fordi det cephaliske indeks tværtimod "undergoes far-reaching changes due to the transfer of races of Europe to American soil".

På Franz Boas' tid var det velkendt, at de forskellige racers hjerne ikke havde samme størrelse. Selv Boas måtte i sin berømte bog The Mind of Primitive Man medgive, at siden man fandt "clear evidence of differences in structure between the races, so we must anticipate that differences in mental characteristics will be found." Men kort efter offentliggørelsen af sine resultater samme år deltog Franz Boas i en anti-racistisk konference i London.

Her drog han yderligere konsekvenser af sin forskning: "These observations seem to indicate a decided plasticity of human types... It follows, however, directly, that if the bodily form undergoes far-reaching changes under a new environment, concomitant changes of the mind may be expected." Og videre: "I believe, therefore, that the American observations compel us to assume that the mental make-up of a certain type of man may be considerably influenced by his social and geographical environment."

Men Franz Boas hævede ikke blot, at hans undersøgelse viste, at mentale evner er miljøbestemte. I Changes in the Bodily Form hævder han også , at race-karakteristika ikke er stabile, men tværtimod forandrer sig efter miljøet. "These results are so definite that, while heretofore we had the right to assume that human types are stable, all the evidence is now in favor of a great plasticity of human types".

Dermed angreb Franz Boas selve race-idéen, der naturligvis netop forudsætter, at fysiske træk er stabile ned gennem generationerne. Fra Changes in the Bodily Form går der en historisk lige linie til forestillingen om, at 'race er en myte'. Et slogan, der blev lanceret i 1942 af Boas-disciplen Ashley Montagu, som senere fik ansvaret for FNs første race-erklæring. Ashley Montagu kaldte sig også Montague Francis Ashley-Montagu. Bag det fornemme angelsaksiske navn gemte sig en britiskfødt jøde ved navn Israel Ehrenberg.

Jantz og Sparks
I oktober 2002 bragte New York Times en historie under overskriften "A New Look at Old Data May Discredit a Theory on Race". Men i modsætning til hvad mange nu om dage forventer, så var der denne gang ikke tale om et trompettrut imod idéen om medfødte race-forskelle. "The new report raises the issue of whether an earlier generation's efforts to play down the role of genetics in fields like behavior and racial variation may not have been carried to extremes", skrev den traditionelt venstre-liberale, indflydelsesrige avis.

To amerikanske forskere, Richard Jantz og Corey Sparks, havde analyseret data fra Franz Boas' berømte immigrant-strudie. De fandt, at Boas' resultater var i strid med konklusionen i Changes in the Bodily Form:

"[O]ur analysis reveals high heritability in the family data and variation among the ethnic groups, which persists, in the American environment...Reanalysis of Boas' data not only fails to support his contention that cranial plasticity is a primary source of cranial variation but rather supports what morphologists and morphometricians have known for a long time: most of the variation is genetic variation."

Altså; i modsætning til hvad Boas havde hævdet, så konkluderer Jantz og Sparks, at hans data viser, at forskelle i 'etniske gruppers' kranieform og -størrelse ikke skyldes miljøet, men er genetisk bestemt. Et faktum, som videnskabsmænd ovenikøbet 'har vidst gennem lang tid'.

Ugler i mosen?
Resultatet af Jantz' og Sparks' kritiske analyse af Franz Boas' immigrant-studie har sikkert ikke overrasket Richard Jantz, der sammen med Stephen D. Ousley i 1984 foretog en lignende analyse af Boas' tidligere, og næsten lige så omfattende, antropometriske data fra den berømte Jesup Ekspedition. På baggrund af sine undersøgelser hævdede Boas kategorisk, at "The much-discussed theory of the Asiatic origin of the Eskimos must be entirely abandoned". Men Jantz og Ousley påviste, at Boas' anatomiske data tværtimod dokumenterede "a close genetic relationship" mellem eskimoer og sibiriske asiater.

Om Jesup-ekspeditionen er det, følge James Clifton, også velkendt, at Boas gjorde sig store anstrengelser for at nedtone og skjule det omfattende slaveri, som man fandt blandt indianerstammerne på den amerikanske nordvestkyst.

Ifølge Wesley C. George hører det med til historien om Franz Boas, at da han i 1938 genudgav The Mind of Primitive Man fjernede han uden forklaring afsnittet om "clear evidence of differences in structure between the races".

Alt i alt synes det ikke altså overdrevent, når Marguerite Holloway konkluderer, at "Boas seemed quite ready to ignore data that did not support his theory."

Anti-racistisk modoffensiv
Selv om det i videnskabelige kredse altså er almindeligt kendt, at Franz Boas ikke hører til blandt de mest pålidelige forskere, så kæmper anti-racistiske akademikere indædt for at bevare hans status. En status, der nærmest kan betegnes som anti-racismens Darwin.

Angrebet på Jantz og Sparks blev sat ind allerede i New York Times-artiklen, hvor man lod race-benægteren Allan A. Goodman få det sidste ord. Uden mindste belæg beskyldte Goodman, der efter navnet at dømme formentlig er jøde, de to forskere for give sig ud for at vise at "Boas was a rampant environmentalist, when in fact he wasn't." Goodman er nyligt afgået som præsident for American Anthropological Association og var i 1998 en af hovedkræfterne bag organisationens stærkt anti-racistiske erklæring.

En anden drivkraft bag antropologi-foreningens race-erklæring var Jonathan Marks, der i april 2003 retter et voldsomt udfald mod Corey Sparks, som

"... has even published a paper attacking, of all people, the anthropologist Franz Boas - claiming that Boas' original immigrant study from 1910... did not really show any change in cranial form, which is fixed genetically and racially. That assertion has a ring of desperation to it (if not obfuscation), and has been quickly rebutted by more mainstream biological anthropology."

I 2007 angriber Jonathan Marks igen Jantz og Sparks i samme agressive tone:

"Indeed, even our long-standing appreciation for the skull's sensitivity to the conditions of growth and development (Gravlee et al. 2003) is still perceived as threatening in some corners of physical anthropology (Sparks and Jantz 2002)."

I sine udfald mod Jantz og Sparks forsøger Jonathan Mark, der tydeligvis er jøde, at udgrænse og psykologisere de to forskere. Klassiske kneb, når argumenterne ikke længere rigtigt holder. I hvert fald bider man mærke i, at Marks i 2007 ikke længere påstår, at Jantz og Sparks er blevet refuteret. Efter alt at dømme forsøger Marks i stedet at skjule, at han i april 2003 var for hurtig på aftrækkeren. Måneden før havde "Gravlee et al." - d.v.s. Clarence C. Gravlee, William R. Leonard og H. Russell Bernard - i American Anthropological Associations eget tidsskrift, American Anthropologist, offentliggjort en undersøgelse, der bekræftede Boas' konklusioner.

Men Gravlee, Leonard og Bernard, tre overbeviste anti-racister, hævdede ikke på nogen måde, at deres arbejde tilbageviste Jantz' og Sparks' undersøgelse. Tværtimod understregede de tre forskere i en fodnote til deres artikel, at de ikke havde kendt til Jantz' og Sparks' arbejde før efter deres egen artikel var sendt til godkendelse hos American Anthropologist. Efter alt at dømme løj Jonathan Marks i april 2003 altså direkte for sine læsere.

Boas korrekt eller ej?
American Anthropologist inviterede de to forskerhold til "a follow-up to their original study, assessing their results in light of the conclusions reached by the other" i bladets spalter. Det skulle snart vise sig, at når man så på de hårde data, så var de to hold ikke langt fra hinanden. Tværtimod kunne begge bruge den andens data til at bekræfte sin konklusion.

Gravlee, Leonard og Bernard fandt således Jantz' og Sparks' måleresultater "largely consistent with our own". Deres pointe var, at før Boas havde det cephaliske indeks, med Boas' ord, altid været anset for "one of the most stable and permanent characteristics of human races". Changes in the Bodily Form var derfor i sin samtid et revolutionerede studie:

"Given the prevailing faith in the absolute permanence of cranial form, Boas's demonstration of change-any change-in the cephalic index within a single generation was nothing short of revolutionary."

Man kan naturligvis diskutere, om Boas' påstand om "far-reaching changes" i det cephaliske indeks med rimeligehed kan fortolkes som "any change". Men Richard Jantz og Corey Sparks medgav, at Boas' fund måtte anses for revolutionerende i sin samtid. "But it remains a product of its time with little general applicability to modern human biology", fastslog de. Med tørre tal fra Gravlee, Leonard og bernard dokumenterede de, at Boas selv havde overdrevet betydningen af sin undersøgelse:

"Clarence C. Gravlee, Russell Bernard, and William R. Leonard's reanalysis shows that the greatest difference between foreign-born parents and U.S.-born offspring is 1.67 cranial index (CI) units; Hebrew immigrants had a CI of 84.61, their U.S.-born offspring 82.94. This hardly qualifies as a change in "type" as Boas described it".

For nærmere at forstå hvad Jantz og Sparks skriver her, så skal man vide, at man i fysisk antropologi inddeler hovedformen i tre overordnede typer: Kortskallet, mellemskallet og langskallet.

Lang-, mellem- og kortskallet

Udtrykt ved det cephaliske indeks afviger de tre hovedtyper sig fra hinanden med mindst fire-fem CI. I klart sprog betyder det, at Boas' reviderede tal ikke viser en typeændring af jødernes hovedform, men kun at de gik fra kortskallet (CI større end 80) til lidt mindre kortskallet.

Jantz og Sparks pegede også på det velkendte forhold, at Changes in the Bodily Form massivt bliver brugt til at propagandere for "the view that the cranium is so plastic that it could not contain any genetic information". De to forskere fastslår utvetydigt, at "Boas's findings suggest nothing of the sort."

Franz Boas, hans samtid og det cephaliske indeks
Efter debatten i American Anthropologist døde diskussionen om Franz Boas' immigrant-undersøgelse ud. Hverken Gravlee, Bernard, Russell (endsige Jonathan Marks) eller andre antropologer har siden da hævdet, at Franz Boas' immigrant-studie beviser, at kranie-måling er værdiløs til at bestemme forskellige menneskeracer. Eller bestemme "etniske grupper", som det mere politisk korrekt hedder nu om dage. Kraniet, udtrykt ved det cephaliske indeks, er ikke absolut uforanderligt. Men som Jantz og Sparks også påpeger, så skyldes kun 1 % af forandringen miljøet. 99% er genetisk bestemt. Samtidig ændrer kraniet sig f.eks. ikke mere, end at retsmedicinere med 90% sikkerhed kan identificere et skelet racemæssigt korrekt.

Men dette forhold afklarer naturligvis ikke om Franz Boas' resultater virkeligt var så revolutionerende som han selv og Gravlee, Leonard og Russell hævder, og som kritikerne Jantz og Sparks (iøvrigt uden begrundelse) medgiver. Denne vurdering bygger udelukkende på Boas' udekomunterede påstand om, at man dengang opfattede det cephaliske indeks som "the most stable and permanent" race-træk. På den baggrund vil enhver dokumenteret ændring i kranieformen selvsagt kunne siges at være et opsigtsvækkende resultat, ganske som hans tre disciple her næsten hundrede år senere hævder.

Franz Boas lagde ikke selv fingerne imellem, da han med henvining til sin immigrant-undersøgelse på den førnævnte anti-racistiske London-kongres påstod, at "The old idea of the absolute stability of human types must... evidently be given up". Men hvilke forskere henviser han til? Hvem var det af Boas' samtidige, der anså det cephaliske indeks for absolut stabilt?

Det gjorde faktisk ingen! På Franz Boas' tid var alle på det rene med, at som race-indikator er det cephaliske indeks ikke et absolut tal, men en gennemsnitlig værdi. Som William Z. Ripley, Boas' berømte samtidige, skriver i The Races of Europe:

"The days when one could... formulate an entire theory as to the origin of European types by the study of two crania alone is happily past. Modern craniometry must rest for its justification upon a few simple measurements, taken, however, upon large numbers of subjects."

Den videnskabelige debat omkring forrige århundredeskifte drejede sig alene om, hvor meget vægt man skulle lægge på det cephaliske indeks som race-indikator. Selv folk som Ripley og og briten Karl Pearson, der begge vægtede indekset højt, var enige i, at det ikke kunne stå alene, men måtte ledsages af yderligere antropometriske mål såsom højde og drøjde, samt af morfologiske observationer af f.eks. hårfarve og -strukter. Omvendt gælder det, at da den tyske antropolog Paul Ehrenreich i 1898 helt ville afvise antropometrien, skrev Boas, at "the authors condemnation of anthropometrical methods... is too sweeping", ligesom han året efter offentligt imødegik en række indvendinger mod antropometrien. Indvendinger, som han efter sit immigrant-studie i 1911 gjorde til sine.

En revolution på falske præmisser
Ifølge den anti-racistiske diskurs er det selvfølgeligt kun naturligt, at Franz Boas i årene efter 1911 radikalt ændrede holdning til antropometri generelt, og til det cephaliske indeks især. Boas lod sig jo blot lede af resultaterne af sin forskning. Men som Jantz' og Sparks' undersøgelse viser, så blev det boasianske 'paradigmeskifte' i antropologien ikke forårsaget af nye epokegørende fund, men af Boas' halve sandheder og stærke overdrivelser.

Franz Boas' fortielser og overdrivelser var efter alt at dømme tilsigtede. Som tidligere omtalt, så viste Boas sig allerede i forbindelse med Jesup-ekspeditionen villig til uredelig omgang med sine data, når de ikke passede til hans forudfattede teorier. En sådan optræden er ikke helt ukendt i videnskabshistorien, og dækker som oftest over, at den pågældende forskers ambitioner er større end evnerne. Men Franz Boas var uden tvivl en fremragende videnskabsmand, intellektuelt på højde med de bedste af sine samtidige. I tilfældet med Jesup-ekspeditionen synes det derfor snarere tilfældet, at personlig forfængelighed hindrede ham i at indrømme, at han tog fejl. Derimod forekommer Boas' senere forsøg på at eliminere biologien fra studiet af mennesket at have helt andre årsager.

Marxistisk 'videnskab'
I 1845 skrev den ny-omvendte kommunist Karl Marx, at "filosofferne har kun fortolket verden forskelligt, men hvad det kommer an på, er at forandre den." Dermed indvarslede Marx en helt ny opfattelse i videnskaberne af forskerens rolle. Nu skulle forskeren ikke længere neutralt beskrive og forklare verden, men aktivt være med til at ændre den. Med andre ord skulle forskeren ikke længere være sandhedssøger, men politisk aktivist.

Franz Boas kan ikke i streng forstand betegnes som marxist, men han delte helhjertet denne dybest set kommunistiske videnskabsopfattelse. Jantz og Sparks skriver, at "Boas' motives for the immigrant study could have been entwined in his view that the racist and typological nature of early anthropology should end". Dette bekræftes af videnskabshistorikeren Carl N. Degler, der skriver, at Boas "from the outset of his career... [was] committed to an approach that denied race as an explanation for social differences".

Boas' egne tilhængere lægger derimod overhovedet ikke skjul på boasianismens politiske dimension. Ifølge William S. Willis var Boas' faglige  professionalisme "often an apolitical mask for deeper political convictions". Sidney Greenfield går et skridt videre og fremfører, at Boas' antropologi "was more of a social and political agenda than a science". Herbert S. Lewis indrømmer frejdigt, at for Boas var antropologi "a tool with which to fight for the rights of the oppressed and the mistreated".

Der synes altså at herske enighed om, at ifølge Franz Boas skulle antropologi ikke være upartisk videnskab, men et politisk instrument til fremme af egalitarisme. Hans projekt er ifølge Mark Risjord i overmåde grad lykkedes: "A constitutive value of ethnography is that human cultures are morally and politically equal". Arven fra Boas er altså, at moderne antropologi ikke må være i strid med en bestemt politisk dogmatik. En dogmatik, som Sir Winston Churchill rammende har kaldt "impossible equality".

Jødisk identitet og aktivisme
Det vil uden tvivl falde nogle for brystet, at det i denne artikel betones, at Franz Boas og flere af hans disciple er jøder. Man løber dermed "the risk of being called 'anti-Semitic' simply by naming them", som den amerikanske flyverhelt Charles Lindbergh fastslog allerede i 1941. Femogtyve år senere kunne antropologen Leslie White bekræfte Lindberghs erfaring: "I have discovered upon more than one occasion that merely to mention that a scholar is a Jew is to expose one's self to the suspicion - or accusation - of anti-Semitism."

Leslie White oplevede at blive angrebet af Morris Opler, endnu en boasiansk jøde, fordi han havde påpeget, at Boas siden sin ungdom havde været "intensely concerned with anti-semitism". Dette var der i 1966 for så vidt ikke det fjerneste nyt i, men darwinisten Leslie White skulle ifølge Opler være anti-semit, fordi han dermed sagde, at "Boas' researches on race and minorities were a selfserving mechanism and little more than a reaction to anti-Semitism." "They were, of course, much more than that, but White was not as entirely off the track as Opler suggested", skriver Leonard Glick.

Men kritikken af en underliggende jødisk dagsorden i boasiansk antropologi rettes ikke kun af euro-amerikanere. Negeren William Willis mente også, at Boas' videnskabelige anti-racisme "was not conceived primarily to defend "colored peoples" but "to attack racial discrimination among white groups, especially Nordicism and anti-Semitism"".

Følger man iøvrigt Glick, så kan bevægelser som marxisme, freudianisme og boasianisme ses som produkter af en bestemt jødisk ‘kulturel psykologi', karakteriseret ved "a vague sense of unease, feelings of not being quite at home, and acute sensitivity to hostility or aggression directed individually or categorically toward Jews".

Glick er så vidt vides endnu ikke blevet beskyldt for anti-semitisme. Det er derimod udviklingspsykologen Kevin Macdonald, der efter eget udsagn i øjeblikket forfølges af pengemaskinen Southern Poverty Law Center. Centret, der reelt er et advokatfirma, drives af filo-semitten Morris Seligman Dees og en kreds af jødiske partnere.

Ifølge Macdonald skal bl.a. boasianisme ses som led i en ældgammel etnisk konflikt mellem jøderne og deres omgivelser. Groft sagt vil eller kan jøderne ikke tilpasse sig det omgivende samfund, hvorfor de forsøger at tilpasse samfundet til sig. Denne strid føres under dække af en kamp for universel lighed og individuel frihed. Macdonalds hovedpostulat er, at mens jødiske bevægelser såsom boasianisme bekæmper etnocentrisme blandt europæere og euro-amerikanere, så fremmer mange, især organiserede, jøder aktivt etnocentrisme i egne, etniske rækker.

Det skal ikke her diskuteres, om Kevin Macdonald spænder buen for højt eller ej. Men ifølge Boas-eksperten Lee D. Baker var Boas "characteristically shrewd and very effective at debunking racist claims with normally racist methods such as measuring head sizes.". Noget kunne altså tyde på, at Macdonald har ret så langt, at Boas' immigrant-studie alene havde til hensigt at imødegå kritiske røster imod masseindvandringen af jøder til USA.

Formålet med, hvad Baker kalder en 'strategiske omfavnelse' af race-videnskabens metoder, var altså for Boas alene at gendrive selvsamme videnskab. En sådan metode-brug var som tidligere nævnt i overenstemmelse med Boas' personlige karakter, men tilsyneladende også i overensstemmelse med hans opfattelse af sin pligt som jøde. En etnisk forpligtelse, som han skjulte under dække af en omsorg for "the rights of the oppressed and the mistreated" i almindelighed. I dén forstand ville det ikke være helt forkert at betegne boasiansk antropologi med det i dag så forkætrede begreb 'jødisk videnskab'.

Uredelighedens dogmatik
Vi indledte denne artikel med et citat fra den danske historiker Preben Juhlin, hvori han kolporterer egalitaristernes faste påstande om Franz Boas' immigrant-undersøgelse. Juhlins artikel er fra 2004, altså året efter debatten i American Anthropologist om Boas' tal og konklusioner. Men Juhlin nævner end ikke Jantz' og Sparks' kritiske studie af Boas. Ligesom sit jødiske idol er den akademiske anti-racist Juhlin også "quite ready to ignore data".

Det samme mønster genfinder man eksempelvis på det meget brugte net-leksikon Wikipedia, hvor boasianere tydeligvis har forfattet indslagene om både Franz Boas og det cephaliske indeks. Her omtales Jantz' og Sparks' studie ganske vist, men kun fordi det skal miskrediteres. Hertil bruger man ikke blot Jonathan Marks' løgnagtige påstand fra april 2003, men skjuler ovenikøbet Jantz' og Sparks' replik i American Anthopologist til Gravlee, Leonard og Russell. Læseren narres derfor bevidst til at tro, at Jantz' og Sparks' undersøgelse er blevet tilbagevist af en senere undersøgelse.

Anti-racisme er naturligvis den logiske konsekvens af egalitarisme. Hvis alle mennesker er moralsk ligeværdige, så må de i yderste konsekvens også være biologisk ens. Race-videnskaben dokumenterer, at dette ikke tilfældet. Derfor må race-videnskabens resultater fordrejes, forties og belyves for offentligheden.

Meget er spil. Således hviler hele FNs menneskerettigheds-religion videnskabeligt set på boasiansk antropologi. Falder den videnskabelige anti-racisme, så falder doktrinen om menneskers medfødte lighed også. Før eller siden.

Race-renæssance
Kampen for videnskabelig saglighed i den offentlige debat er utrolig hård. Mange forskere dukker nakken og formidler kun deres resultater indenfor videnskabelige kredse. De få, der har mod og vilje til at formidle sig til den brede offentlighed, hvor deres viden kan få politiske konsekvenser, forfølges nådesløst, især gennem medierne.

Vor tids inkvisitorer er hverken kirken eller staten, men især akademikere fra human- og socialvidenskaberne, der på bagrund af en lille håndfuld fortrinsvis jødiske genetikere og antropologer, samarbejder med ligesindede pressionsgrupper og medier om at skamstraffe de forskere, der bryder den politiske korrektheds tabu.

Men alt har en ende. Sikkert også Franz Boas-epoken. Den brede befolknings 'common sense' race-realisme, uberørt af 90 års akademisk anslag, vinder langsomt men sikkert genklang blandt redelige, fritænkende forskere. Lad os give det sidste ord til Richard Shweder, tidligere præsident for Society for Psycological Anthropology:

"The real news.. is that with social biology back, the study of the biology of race, culture and social class is not far behind. It is led by scholars who believe that whether the subject is lactose intolerance, mathematical reasoning or shyness, the possibility of genetically determined group differences is still a proper topic for scientific inquiry, just as it was in the 1890's."

Kilder:
Lee D. Baker: Review of Rethinking Race: Franz Boaz and His Contemporaries.
Franz Boas: Changes In The Bodily Form of Descendants of Immigrants.
Wesley C. George: The Biology of The Race Problem.
Leonard B. Glick: Types Distinct from Our Own: Franz Boas on Jewish Identity and Assimiliation.
Thomas Gossett: Race: The History of An Idea In America.
Clarence C. Gravlee, William R. Leonard & H. Russell Bernard: Heredity, Environment, and Cranial Form: A Reanalysis of Boas's Immigrant Data.
Clarence C. Gravlee, William R. Leonard & H. Russell Bernard: Boas's Changes in Bodily Form: The Immigrant Study, Cranial Plasticity, and Boas's Physical Anthropology.
Sidney M. Greenfield: Nature/nurture and the Anthropology of Franz Boas And Margaret Meade as an agenda for revolutionary politics.
Andrew R. Heinze: Jews and the American Soul: Human Nature in the Twentieth Century.
Marguerite Holloway: The Paradoxical Legacy of Franz Boas - Father of American anthropology.
Richard L. Jantz & Corey S. Sparks: A Reassessment of Human Cranial Plasticity: Boas Revisited.
Richard L. Jantz & Corey S. Sparks: Changing Times, Changing Faces: Franz Boas's Immigrant Study in Modern Perspective.
Herbert S. Lewis: The Passion of Franz Boas.
Kevin Macdonald: The Culture of Critique: An Evolutionary Analysis of Jewish Involvement in Twentieth-Century Intellectual and Political Movements.
Jonathan Marks: What It Means to Be 98% Chimpanzee. Apes, People, and Their Genes.
Jonathan Marks: Anthropological taxonomy as subject and object: The consequences of descent from Darwin and Durkheim.
New York Times: Future Americans Will Be Swarthy.
New York Times: A New Look at Old Data May Discredit a Theory on Race.
William Z. Ripley: The Races of Europe: A Sociological Study.
Mark Risjord: Scientific Change as Political Action: Franz Boas and the Anthropology of Race.
Peggy Reeves Sanday: Skeletons in the Anthropological Closet: The Life Work of William S. Willis Jr.
Richard Shweder: Dangerous Thougts.
George W. Stocking (red.): A Franz Boas Reader: The Shaping of American Anthropology, 1882-1911.

Se artiklen: Kevlin Henney: The pros and cons of use case diagrams