Det er i anledning af at hun og prinsen påbegynder sin sommerferie her i Århus.

Skulle lige snuppe et lille stemningsbillede....

Så var det i går jeg var til x factor koncert, og det var faktisk en ret god oplevelse. Gik derind med sådan lidt skepsis fordi hvad er nu det er. Er det bare en efterligning af det vi så i tv eller hvordan. Men det var faktisk virkelig godt. Eller det meste var godt, der er jo stadigvæk nogle der ikke synger så godt.

Men først skulle man lige stå i kø en times tid for at komme ind, og i den tid kunne man stå og høre alle teenagepigerne stå og skrige hver gang de fik et glimt af Martin eller en anden kendt. Det var nu ret sjovt at stå og se på.

Så begyndte showet kl 20.00 med nedtælling fra 10 og så kom alle stjernerne ind og sang sammen. Total god stil. Herefter var der skiftevis optræden fra de forskellig fra programmet.

Og de var virkelig gode, det var lige så hårene på armene rejste sig da Lisa brød ud i purple rain og da martin skulle op på den højeste højtaler og fyre den af med Somebody To Love så kan man høre det var den rigtig vinder. Det var godt nok. Laura på hjemmebane gjorde det også godt, det lød rigtig godt. At så Basim stadigvæk ikke kan synge og raiden heller ikke lavede en helt top præstation er der jo ikke noget at gøre ved. Det var godt nok alligevel.

Så alt i alt en god koncert, og når man nu havde vundet billetterne så var det jo bare endnu bedre. Ellers tror jeg ikke jeg ville have betalt de 300 for at se det.

Billeder er fra stiften.dk

Lige nu går tiden bare med at vente. Vente på at blive student onsdag den 25. juni og vente på alle studenterfesterne derefter. Fredag den 4. juli er der også noget at se frem til, der flyver min familie og jeg til Korfu, hvor vi skal holde fire en uges tid. Når jeg er kommet hjem fra Grækenland igen, er der vist endnu et par studenterfester, som jeg har lovet at deltage i.

Derefter kommer sommeren til at gå med at arbejde i seks uger, inden jeg skal starte på Aarhus Universitet til september. Det glæder jeg mig til gengæld meget til! Desværre har jeg endnu ikke fået et sted at bo i Aarhus endnu, så jeg kommer nok til at vente nogle måneder. Sådan er det, når man først får ansøgt om sådan nogle ting i sidste øjeblik...

Jeg vil dig fremhæve en enkelt fornøjelig begivenhed i læseferien. Lørdag den 7. juni var der stiftelsesfest i Randers KU i anledledning af foreningens 104 års fødselsdag den 8. juni. Det var en herlig fest på tagterassen i sommervarmen med helstegt pattegris og flot fremmøde fra hele landet. Det er altid glædeligt, når folk fra andre KU-foreninger, dukker op til vores fester i Randers.

Torsdag den 17. juni er jeg inviteret til et arrangement på Energi Randers med Randers Konservative Vælgerforening, og onsdag aften holder Randers KU en lille sommerafslutning med fodbold og grill i Auning, hvor flere af foreningens medlemmer bor. Så er KU-sæsonen vist også slut for mit vedkommende, og jeg har desværre hverken mulighed for at deltage i sommerlejr eller udlandstur på grund af sommerferiejobbet.

Lørdag den 31: Afrejsedag.
 Jeg havde kæmpet en hård men forgæves kamp for at få fat i nogle billige billetter til Djerba, som er en lille turist-ø i det sydlige Tunesien. Det ville blive stjernedyrt at flyve direkte, så da jeg hos Kilroy Travels fandt en billig billet til chartermålet Monastir, slog jeg til. Så kunne jeg bare tage en indenrigsrute videre, ræssonerede jeg i min uendelige visdom.

Lørdag klokken 13.00 tog jeg toget fra Århus til Hamborg, hvorfra jeg skulle flyve. Afsted med DSB. Det gik fint. Jeg nåede frem til Hamborg, fandt lufthavnsbussen og kørte til lufthavnen, hvor jeg også fandt mit fly til Monastir.
På den tre timer lange flyrejse fik jeg en lang samtale med min sidemand, Albert - en ældre tysk herre og garvet Tunesiens farer. Han mente nok, at jeg kunne flyve videre til Djerba fra Monastir, selvom vi landede kl. 1 om natten. Det var lidt betryggende for mig, da jeg var begyndt at blive lidt nervøs for, om jeg nu var så vis, som jeg troede.

Søndag den 1: Ankomst til Monastir
Kl. 1 om natten ankom jeg så til Monastir og tog afsked med Albert, som ønskede mig en god rejse. I lige måde. Lufthavnen blev hurtigt tømt for turister, som med deres guides begav sig til deres respektive hoteller. Nis var altså alene i lufthavnen, men kunne se på oversigten, at der snart afgik natfly til Djerba, så nu skulle der indkøbes en billet. I informationsskranken kunne manden ikke tale engelsk eller tysk, men tilkaldte en kollega, som kom med nedslående nyheder. Monastirs lufthavn har kun udenrigsflyvninger. Flyene til Djerba er kun transportfly. Hvordan kommer jeg så til Djerba, spurgte jeg nervøst. Manden så slukøret ud og tog mig med udenfor, hvor han talte med nogle taxachauffører. Jeg skulle køre 30 kilometer til Sousse, hvorfra der afgik busser til Djerba.

Kl. 2: Afgang til Sousse
Jeg hoppede ind i en taxa og kørte afsted mod Sousse- uden at aftale en pris...
Prisen røg naturligvis op på 30 Euro. En horribel pris, men jeg havde ikke rigtigt noget valg.
Undervejs spurgte chaufføren, hvor jeg er fra. Inden afrejse havde jeg egentlig besluttet mig for at svare Sverige med Muhammedkrisen in mente, men jeg gad ikke lyve og svarede Danmark. Are you from Aalborg, udbrød chaufføren. Det viste sig, at hans bror bor i Aalborg og at han har været der. Ingen fare for en dansker der!
Vi kørte igennem Sousse, som ikke virkede som et synderligt behageligt sted om natten, og stoppede ved en fuldstændig øde busstation. Chaufføren så bekymret ud og sagde, at mafiaen styrer området om natten. Jeg begyndte nu at blive temmeligt nervøs, for han kunne jo bare sætte mig af og køre sin vej. Han havde jo gjort sin del. Han ringede lidt rundt, og vi kørte videre. Ved busstationen kunne jeg i hvert fald ikke blive.

Kl: 2.15 - 7.15: Louage-stationen i Sousse
En udbredt transportform i Tunesien er varevogne med plads til otte passagerer - louage.
Taxachaufføren kørte mig til louagestationen i Sousse, som er en stor lagerhal med louag'er til alle større byer i Tunesien. Han fandt min chauffør, viste mig, hvor jeg skulle betale og ønskede mig en god rejse med et håndtryk. De 30 Euro var således givet godt ud, for det var sikkert ikke endt godt, hvis jeg var blevet sat af ved den øde busstation.
Min louagechauffør var en lille mand, som har arbejdet flere år i Tyskland, så han kunne lidt tysk. Han forklarede, at vi skulle vente på, at der er otte passagerer, hvilket der burde være ved 5-6 tiden. Altså 3-4 timers ventetid forude. Manden var rigtig flink. Bød på kaffe og vi fik os en god snak om Tunesien, familie og om at arbejde i Tyskland som fremmedarbejder, hvilket ikke er en ferie...
På et tidspunkt bryder der et mega-skænderi ud mellem de mange chauffører, som ellers ryger, drikker kaffe og småsnakker. Jeg ved ikke, hvad det gik ud på, men det var i hvert fald højlydt. Jeg fortrak til taxaens mørke og faldt i søvn ved 5.tiden, stadig som den eneste passager.
Jeg vågnede kl. 7.15 ved at bilen bevægede sig. Taxaen var blevet fyldt op og vi begav os afsted. De andre passagerer kiggede nysgerrigt på mig. Hvad laver en turist mon i en louage?
Jeg havde heldigvis fået en vinduesplads, så jeg fik set meget af det tunesiske landskab på min 5 timer lange tur. Det så faktisk noget trist ud. Store sletter med sand og sten afbrudt af oliventræer, palmer og folk, der passer flokke af får.
Jeg havde kun købt billet til byen Gabes, hvor jeg skulle tage endnu en louage for at komme til Djerba.

Ca. kl. 12: Ankomst til Gabes
I Gabes tog min chauffør mig med over til min louage til Djerba, talte med chaufføren og viste mig, hvor jeg skulle købe min billet. Jeg tog afsked med ham. Han havde været meget flink til at hjælpe mig. Flink fyr!
Louagestationen i Gabes er et travlt og støvet sted med masser af råbende chauffører og dytten. Heldigvis skulle jeg denne gang ikke vente længe inden afgang og vi kørte mod Djerba, som man kommer til via en færge.

Kl. 13.00: Djerba - endelig!
Selvom Djerba er en lille ø, så vidste jeg ikke, hvor jeg skulle hen, da jeg stod på louagepladsen på øen, men igen var hjælpen klar. En af mine medpassagerer tog mig med hen til en bybus. Den var meget billigere end en taxa, sagde han og for en dinar (ca. 4 kroner) blev jeg kørt til mit hotel, Holiday Beach.

Tid: Afgang fra Århus lørdag den 31. maj kl. 13.00. Ankomst til Holiday Beach Hotel søndag den 1. juni kl. 14.00. Rejsetid 25 timer.

Hotel Holiday Beach

Søndag den 1. juni til lørdag den 7. juni: Ferie!
På Holiday Beach Hotel blev jeg modtaget af Irina fra Rusland, som jeg ikke havde set i to år, så det havde jeg været spændt på, men det gik fint. Det føltes ikke, som om vi ikke havde set hinanden så længe. Holiday Beach er et fedt hotel, men også dyrt, som jeg fandt ud af. Endnu en misforståelse betød, at jeg troede, at det var ret billigt at bo der, men det viste sig at koste 700 hundrede kroner om dagen (dog med al mad og drikke betalt, hvilket hjalp lidt)!!! Panik! Jeg måtte så ringe hjem til min far, som endnu en gang reddede mig økonomisk... Nå, regningen blev betalt, og ferien startede. Det var lækkert bare at dase i solen og fræse rundt på øen i godt selskab.
Skandaler var der ikke mange af under selve ferien. Jeg blev fuppet af gadesælgere et par gange og fik et myggestik eller noget lignende på låret, som der så gik betændelse i. Heldigvis kan Irina en smule førstehjælp og fik stukket hul på gevæksten, som siden visnede hen og døde, selvom jeg ikke undgik at smide bukserne i et apotek i Houmt Souk, Djerbas hovedby, for at vise den til apotekren, så han kunne sælge mig noget medicin til tingesten.

Før operationen. Nam nam...

Ferien gik alt for hurtigt, og min afgang nærmede sig med hastige skridt. Belært af erfaring ville jeg undgå at køre louage i hundrede år endnu en gang, så jeg købte mig en indenrigsbillet til Tunis, hvorfra jeg blot skulle køre to timer i louage til lufthavnen i Monastir.

Lørdag den 7. juni: Hjemrejse
Det var sørgerligt at skulle tage afsked, så jeg var noget trist, da jeg lørdag morgen kl. 7.15 stod uden for hotellet sammen med Irina. Med ønsket om, at der ikke skal gå to år til næste gensyn hoppede jeg ind i taxaen til Djerba lufthavn.

Kl. 9.30: Afgang fra Djerba Lufthavn til Tunis
Djerba lufthavn er en lille men moderne lufthavn, og der var ingen problemer med flyvningen til Tunis, Tunesiens hovedstad, hvor jeg altså skulle finde louage-stationen, som jeg naturligvis ikke vidste, hvor var. Dog havde jeg fået nogle gode råd af Yosir på Holiday Beach, som havde fortalt mig, hvor jeg skulle hen.

10.30: Ankomst til Tunis og afgang til Monastir lufthavn
At finde rundt i Tunis syntes mig umiddelbart at være det mest tricky tidspunkt på hjemrejsen. Kunne jeg finde min louage? Havde jeg tid nok? En taxachauffør tilbød at køre mig direkte til Monastir for 110 euro, hvilket jeg afslog. Han mente så, at jeg ikke ville kunne nå det, men indvilligede i at køre mig til louage-stationen Moncef Bay for 20 dinarer, hvilket svarer til ca. 80 kr. Dyrt, men ok. Trafikkaoset i Tunis gjorde mig nervøs, men vi kom til sidst frem til Moncef Bay, og jeg fandt min louage, som snart afgik til Monastir. Jeg havde god tid og kunne slappe af.

Kl. 14.00: Monastir lufthavn
Faktisk havde jeg alt for god tid i lufthavnen, hvor jeg skulle vente indtil afgang kl. 17.55. TImerne gik med at shoppe souvenirs, købe smøger og læse. Jeg fik også chancen for at snakke lidt fransk (hvilket jeg ikke kan) med en gadefejer, men ellers var det pænt kedeligt at vente, men de knap fire timers ventetid skulle blive fire af mange timers venten.

Den kan også spille musik, hvis man trykker den på maven!

Kl. 17.55 - 21.05: Begivenhedsløs flyrejse til Hamborg

Kl. 22.00 - 03.10: Hamborg Banegård
I Hamborg lufthavn skyndte jeg mig ud til bussen til banegården, hvortil jeg ankom kl. 22. Billetsalget var lukket... shit! Der stod dog en togdame uden for kontoret, og jeg skyndte mig at spørge, hvornår jeg kunne komme afsted mod Danmark. Den nedslående besked lød kl. 7. Altså ni timers venten på en banegård forude. Igen tilsmilede heldet mig dog i skikkelse af Alexander, som hørte min samtale med togdamen. Han vidste, at der kørte et tog om natten, så vi skyndte os hen til damen, som lukkede mig ind, så jeg kunne købe en billet, selvom billetsalget var lukket. Alligevel ventede der mig nu godt fem timers ventetid på banegården. Suk!
Det viste sig, at Alexander faktisk talte flydende dansk, så den første time gik hurtigt med at tale med ham, imens han ventede på sit tog til Bremen. Hamborg Banegård er ikke det mest trygge sted lørdag nat, og imens vi talte sammen kom der en sindsforvirret kvinde hen til os og ævlede noget om, at hendes forældre var landet i et rumskib, hvorefter hun grædende lagde sig på asfalten. Der var ikke meget vi kunne gøre for hende, så vi fortrak. Nå, Alexander tog sit tog, og jeg var overladt til mig selv og masser af fulde, narkopåvirkede og afsindige mennesker. Man ser mange skæve eksistenser på sådan en banegård om natten, men jeg overlevede fire timers spændt kedsomhed og kørte afsted mod fædrelandet kl. 3.10.

Kl. 4.15: Neumünster by night!
Efter fem timer på Hamborg banegård og med 21 timers rejse bag mig var jeg efterhånden godt mør, men jeg skulle vente en enkelt time igen i Neumünster, hvor jeg skulle skifte tog. På banegården i Neumünster var der også gang i den. Der var byfest, og skinheads, punkere og andet godtfolk fejrede den med slagsmål og sprut. Heldigvis skulle jeg dog kun vente en halv time på mit tog... troede jeg da. Jeg satte mig på en bænk og ventede, mens jeg fra bymidten kunne høre diverse skinheads synge deres usympatiske fædrelandssange. På bænken ved siden af mig sad der en stor fyr, som jeg faldt i snak med. Jeg kiggede op på oversigtstavlen og...tadaaaa... mit tog var over en time forsinket. Røv og nøgler. Min nye makker og mig ævlede lidt frem og tilbage og endte med at gå ned til en kiosk for at få en kop kaffe. Uden for kiosken hang der en flok skinheads og drak. Inde i kiosken var der slåskamp med flasker. Heldigvis var min nye makker en stor fyr og oven i købet udsmider af profession, så jeg var ligeglad og var alligevel efterhånden for træt til at bekymre mig om den slags. Vi fik vores kaffe og gik op på banesporet igen. Her begyndte folk at indfinde sig for at køre hjemad fra festen, så da udsmider-fyrens tog kom og han forsvandt, kom to nye makkere hen til mig. De var i godt humør oven på masser af sprut og pot, som jeg også fik tilbudt noget af. Jeg valgte at springe over. Det virkede ikke som det fedeste sted eller tidspunkt at få sig en koger. Den ene af fyrene faldt så i søvn opad mig, mens jeg snakkede med hans makker, som var en ret munter fætter. På denne måde gik tiden faktisk meget hurtigt, selvom jeg var glad da toget til DK endelig kom frem.

Kl. 5.45: Afgang til Kolding
Kl. 5.45 hoppede jeg om bord på toget mod Danmark. Der var godt med plads i min kupé, som jeg delte med en dansk-somalier, som også havde ventet i 100 år både i Hamborg og Neumünster (heldigt at han ikke stødte ind i nogen skinheads, antager jeg). Han var meget glad for DSB - noget jeg på daværende tidspunkt godt kunne følge ham i.
Jeg havde talt med Wedel om, at han gerne ville hente mig i Kolding, så jeg kunne tage et smut forbi Haderslev, besøge mor og far, se SønderjyskE's sidste sæsonkamp, hvorefter han så ville køre mig til Århus. Den var jeg selvfølgelig med på, så kl. 8.45 blev jeg hentet i Kolding og kørte hjem til Haderslev, fik noget mad, et bad og snakkede med mor og far.

Samlet hjemrejsetid: Djerba 7.15 - Kolding 8.45. I alt 25 timer.

Kl. 15.00: SønderjyskE - Næstved 1-1. Zzzzzz!
SønderjyskE var forlængst rykket op og havde spillet rigtig skidt siden oprykningen var blevet en realitet, men alligevel håbede jeg på, at de ville tage sig lidt sammen i sæsonens sidste kamp, men nej. De spillede som en sæk nødder, så det lover sgu skidt for Superligaen, hvis der ikke kommer andre boller på suppen.

Kl. 18.30: Afgang til Århus
Wedel havde haft sine to drenge med til Haderslev, så de var også med i bilen. De faldt dog hurtigt i søvn og turen hjem til Århus gik smertefrit, så klokken 20.00 kunne jeg endelig smide rygsækken. Tænde for EM-bold i fjerneren og stene ud... Slut på min private odyssé.

Konklusion:
Feriens største oplevelse og drama var transporten tur-retur. Set i bakspejlet var det faktisk rigtigt fedt at rejse ud i det blå på den måde. Det giver sgu lidt hår på brystet, synes jeg. En anden gang vil jeg dog nok planlægge det hele lidt bedre, så jeg kan tilbringe et par døgn ekstra på stranden i stedet for i en louage, bus, tog, fly, banegård eller lufthavn rundt omkring i diverse lande.
En anden dejlig ting var alle de venlige og hjælpsomme mennesker, jeg mødte. På så godt som alle destinationer mødte jeg den ene eller anden tuneser eller tysker, som hjalp mig, så det var også kanon fedt.

At rejse er at leve... farligt! 

»Jeg har en ide: Vi tager en spiller, som vi ikke kan bruge på førsteholdet, og sælger til en fransk klub. Så køber vi i stedet en klasseangriber, som mange andre er på jagt efter, fra en tysk storklub, og sammenlagt tjener vi en halv million kroner.«

Det var rent faktisk sådan som det skete. Århus Stiftstidende forsætter..

Onsdag solgte AGF andetholdsspilleren Emil Lyng for et beløb meget tæt på fire millioner kroner til franske Lille, og i går eftermiddag lykkedes det så for sportschef Brian Steen Nielsen at sikre sig underskriften fra angriberen Nando Rafael på en treårig kontrakt for en pris af omkring 3,5 millioner kroner. Spotpris for en angriber fra den tyske storklub Borussia Mönchengladbach.

Brian Steen Nielsen siger udtaler til avisen, at det sjælden han klapper sig selv på skulderne, men i sådan tilfælde er det tæt på. :-)

Nando Rafael er en klasseangriber, som disse billeder viser, det kan være med til at få den århusiansk klub op i den sjove ende af tabellen igen - og mine 4 aktier der i bliver mere værd ;-)

Fortsatte med rosé

Såhär frusterad var Anna när maten inte kom...

Men, äntligen!

Pasta med lax och pinjenötter

Århus: Det er vanskeligt at gribe ind over for taxa­chauffører eller- vognmænd, der opfører sig chikanøst overfor passagerer. Sådan lyder det samstemmende fra Taxamotor og Taxinævnet i Århus.

Mere: Århus Stiftstidende

Som sædvanlig er beskyttelsen af gerningsmænd større end beskyttelsen af ofre. Piger og kvinder pas på. Brug kun taxi, som I ringer efter. Forlang kvindelige chauffører. Kør to og to sammen osv. Tag stilling til om du vil bruge ovenstående telefonnummer.

Mere nyt fra Århus.

Man skal læse hhv. den normale og den fede skrift hver for sig... så er der nemlig to digte. Ret sjovt fundet på, synes jeg egentlig.

Saturday the 24th of may, Gregers Mærsk Møller and Anders Toft played a super funky hard-rocking elctro set at Studenterhuset in Århus. The music was smashing and the beers tasty. Here are some photos from the event. 

Nicklas is chilling next to the Dj´s and the empty dance floor

Anders "aka" Le petit Andrés, click the picture for hotlink. 

Gregers "aka" Dollypartyon 

Anders "aka" Le petit Andrés 

»Vi må erkende, at kvindernes kultur og religion ikke er uproblematisk. F.eks. er det en barriere, at de skal holde pause sammen med mænd i et opholdshus«

Læs videre her

Hvorfor sætter de sig ikke ind i tingene før de bruger vores penge på håbløse projekter?

Tilføjelse ved Hodja:

DDR-P1 genudsender for tiden udsendelsesrækken “Hvor svært kan det være” fra efteråret, hvor nogle indvandrere skulle finde arbejdspladser og bevise, hvor fordomsfulde danske arbejdsgivere er:

“I går morges erklærede to af job-agenterne enstemmigt, at den allerværste, mest problematiske blokering for at få indvandrere i arbejde er indvandrernes egne fordomme. De fleste tror, at det er meget sværere for dem at få arbejde, end det er i virkeligheden. De to jobagenter har skaffet masser af job - problemet er at få de ledige unge indvandrere til at søge.
Den 29-årige tørklædebærende Anissa Aharaz er selv dybt overrasket. Hun havde troet, at de fleste danske virksomheder ville tøve med at ansætte kvinder, der insisterede på at bære tørklæde eller på anden måde skilte sig ud med navn, hudfarve eller påklædning. Men hun har opdaget, at langt de fleste virksomheder er overordentlig tolerante. Det, som blokerer, er indvandrernes fordomme.
En særlig erfaring har den kun 20-årige Rola El-Dirawi, der har palæstinensisk baggrund, gjort med gruppen af landsmænd og kvindelige kønsfæller i Århus. Her er 80 pct. af kvinderne uden for arbejdsmarkedet. Rola El-Dirawi har fundet masser af job. Men hun har ikke fået én eneste af sine landsmænd til at tage mod tilbudet. De vil ikke. Enten fordi de personligt foretrækker at gå hjemme - eller fordi deres mænd forbyder dem at tage arbejde.
De unge job-agenter er enige om, at det vigtigste, der kan gøres for at ændre på denne ulykkelige situation, er at true med at tage kontanthjælp fra de palæstinensiske familier.
En stærkere opbakning kunne regeringen næppe få til sit forslag.”

Århus Stiftstidende bragte den 9. marts denne artikel

Arbejderen bragte den 11. marts denne artikel

JP Århus bragte den 13. marts denne artikel

Jydske Vestkysten bragte den 23. marts denne lille artikel

Fagbladet Gymnasieskolen bragte denne artikel

I have to blog about this special innovation, which just went live 72 meters from the agency in Aarhus. In a world where we are hunting down new connections with our precious consumers, the shop and the experiences there, play a key part in the communication process. CAVI in Aarhus has been working on a solution for three years where the shop window interacts with the people passing by.

Here is the description of the Dynamically Transparent Window from CAVI's website:  

A Dynamically Transparent Window responds to the movements of people passing by. Using a camera, passers-by are tracked, and the data is processed by a system that controls custom-built interactive windows on the facade. The windows are fitted with so-called electro-chromatic foil that can change from opaque to transparent when an electric current runs through it. By using thin strips of the foil, narrow bands on the facade change in order to reveal what is on display in the store when people walk by the window. The facade uses various interaction modes in order to lure the by-passers near and make them explore the display. 

And here the Youtube video explaining the details:

Reminds me a bit about a Tomato project I saw at an evening inspiration session at LYNfabrikken where they did some work interacting with the passing by's. I think it was with Asahi TV and with another project working with air to flow to giant sculptures when passing them. (If anybody remembers exactly - please help :))

But this is interesting and I just held a focusgroup working with a pitch for H&M in Denmark where all the young women talked about how important the shopping window were for them. So this is interesting. Hope they will tell more about the results and reactions afterwards. 

Politiet betegner episoden som grov.

Jp-Århus har ladet ladet læserne kåret Århus`grimmeste facade. Vinders blev English PUB på Åbyhøj Torv:

Stadsakitekten i Århus bedømmer i JP-Århus facaden sådan:

»En gudsjammerlig wild west-kulisse, der ufølsomt skjuler det gamle landevejshus og endvidere virker helt løsrevet fra torvet.«

Kønt er det ikke, men jeg er sikker på kåringen giver pubben den bedste og den billigeste reklame, og det vii medfører en stigning i omsætningen...

Kilde: http://jp.dk/indland/aar/erhverv/article1336929.ece

I den sammenhæng bedyrer han, at Enhedslisten tager »fuldstændig afstand fra vold«. Det harmonerer imidlertid dårligt med, at partiets byrådsmedlem i København, Morten Kabell, med tilfredshed udtalte, at »det nytter at kæmpe for sin sag«, da aftalen om et nyt hus til de voldelige autonome faldt på plads for fem måneder siden. Desuden ønsker Enhedslisten at gennemføre en revolution i Danmark med voldelige midler, jf. partiets principprogram, kapitel 8.

M.S. maj 2008.

Og hvad værre var, så måtte Cityforeningen heller ikke hyre sig et privat vagtværn, som kunne beskytte butikker og borgere for lommetyveri, tiggerrævl, gadesvindlere og taberindianere. Netop private vagtværn har før været brugt på Århus' strøg med stor succes.

Derfor kan man kun undrer sig over politidirektørens (dårlige) holdning. Alt andet lige burde han være et reservouir for kriminologi i praksis; herunder være bekendt med resultater fra ind- og (især) udland. Han burde vide, at det Strøget efterspørger ikke er politi eller private vagtværn, men helt banalt: En større følelse af sikkerhed.

Hvordan man opnår den sikkerhed er på sin vis underordnet. Men når nu vi lever i et samfund, som (desværre) har valgt at organisere ordenspolitiet efter det kollektivistiske princip om offentligt ejer- og lederskab, må det selvfølgelig være en naturlig opgave for selvsamme ordenspoliti, at hjælpe til, så borgerne kan føle sig trygge. Ikke sandt?

Artiklen fik mig til at tænke på Kelling & Wilsons afhandling "Broken Windows", som er udgivet af tænketanken Manhatten Institute. Det var netop til et møde i Manhatten Institute, at Ny Yorks helt egen superhelt, Mr. Giuliani, hørte om Kelling & Wilsons kriminalprævensive ideer og fik inspirationen til at implementere dem i Ny York -- hvor de, sammen med godt statistisk software, viste deres værd.

Her er en passage fra først i afhandlingen. Den handler netop om politi på gaden.

In the mid-l970s The State of New Jersey announced a "Safe and Clean Neighborhoods Program," designed to improve the quality of community life in twenty-eight cities. As part of that program, the state provided money to help cities take police officers out of their patrol cars and assign them to walking beats. The governor and other state officials were enthusiastic about using foot patrol as a way of cutting crime, but many police chiefs were skeptical. Foot patrol, in their eyes, had been pretty much discredited. It reduced the mobility of the police, who thus had difficulty responding to citizen calls for service, and it weakened headquarters control over patrol officers.

Many police officers also disliked foot patrol, but for different reasons: it was hard work, it kept them outside on cold, rainy nights, and it reduced their chances for making a "good pinch." In some departments, assigning officers to foot patrol had been used as a form of punishment. And academic experts on policing doubted that foot patrol would have any impact on crime rates; it was, in the opinion of most, little more than a sop to public opinion. But since the state was paying for it, the local authorities were willing to go along.

Five years after the program started, the Police Foundation, in Washington, D.C., published an evaluation of the foot-patrol project. Based on its analysis of a carefully controlled experiment carried out chiefly in Newark, the foundation concluded, to the surprise of hardly anyone, that foot patrol had not reduced crime rates. But residents of the foot patrolled neighborhoods seemed to feel more secure than persons in other areas, tended to believe that crime had been reduced, and seemed to take fewer steps to protect themselves from crime (staying at home with the doors locked, for example). Moreover, citizens in the foot-patrol areas had a more favorable opinion of the police than did those living elsewhere. And officers walking beats had higher morale, greater job satisfaction, and a more favorable attitude toward citizens in their neighborhoods than did officers assigned to patrol cars.

These findings may be taken as evidence that the skeptics were right- foot patrol has no effect on crime; it merely fools the citizens into thinking that they are safer. But in our view, and in the view of the authors of the Police Foundation study (of whom Kelling was one), the citizens of Newark were not fooled at all. They knew what the foot-patrol officers were doing, they knew it was different from what motorized officers do, and they knew that having officers walk beats did in fact make their neighborhoods safer.

...

[W]e tend to overlook another source of fear—the fear of being bothered by disorderly people. Not violent people, nor, necessarily, criminals, but disreputable or obstreperous or unpredictable people: panhandlers, drunks, addicts, rowdy teenagers, prostitutes, loiterers, the mentally disturbed.

What foot-patrol officers did was to elevate, to the extent they could, the level of public order in these neighborhoods.

Med andre ord: Den blotte følelse af sikkerhed, som regelmæssige politipatruljer giver, er værdifuld i sig selv.

Ejeren er amerikaneren Don Fowler, der også har en filial ved navn Comic Express i Ålborg. Han er vel i '50erne, og har haft forretningen i Århus siden 1999. Stribeladen åbnede i 1985, hvor tegneseriemarkedet i Danmark boomede. Han giver Rastapopoulosbloggen ret i, at der var større interesse for tegneserier i 1980'erne. "Dengang blev der nærmest udgivet 10 albums på dansk om ugen, nu skal man være heldig, hvis der udkommer 10 dansksprogede tegneserier om måneden," siger han, og fortsætter: "Det skyldes måske, at alle de store tegnere fra dengang, dem der lavede de populære figurer som f.eks. Splint, Tintin og Asterix, er meget gamle eller døde nu. Og tiden var en anden: Der var kun DR1, og ellers fordrev man tiden på biblioteket. I dag skal tegneserier konkurrere med 23 tv-kanaler og en masse videospil."

Selvom jeg møder et par temmelig aparte typer, der selv kunne minde om tegneseriefigurer i forretningen, så er det altså ikke kun nørder eller gamle høge, som husker 1980'erne, der stadig elsker tegneserier. "Aldersgruppen er mellem 16 og 70 år," fortæller Fowler, og afslutter: "Men de unge i dag er især vilde med manga, superhelte og Evil Dead. Og 60% af alt, hvad jeg sælger, er på engelsk".

Derfor satte vi - de tre personer bag bloggen: Tanja, Thomas og Søren - os for at finde ud af, hvordan man hurtigt kommer cirka fire kilometer rundt i Århus ved hjælp af tre forskellige transportmidler.

Én i taxa, én på cykel og én i bus. Mission: Hvem kommer først fra Journalisthøjskolen i Århus Nord til domkirken i Århus midtby.

Tirsdag kl.13.31. lød starten.

Men hvem kommer først? Og hvordan er turen? Læs de tre meget forskellige beretninger her.

Thomas på cykel:

Det er pænt vejr, da starten går fra cykelstativerne ved
Journalisthøjskolen. Triller ud fra skolen på min cykel,
min blå cabriolet. Med rasende fart skærer jeg mig gennem
trafikken. Jeg undgår med nød og næppe tre piger midt på
cykelstien med mobiltelefoner og sladder på læberne – en
enkelt med god røv også. Det er livsfarligt. Hastigheden
nærmer sig bilernes ned ad Randersvej mod domkirken, vores
mødested. Taxaen med Tanja har overhalet mig, men bussen er
ikke i syne. Handsker! Vind er koldt i høj hastighed, ved
alle. Ikke jeg. Drejer om hjørnet ned af Mejlgade.
Den er proppet med cyklister og modkørende biler, det er en
flaskehals. Jeg prøver at overhale de andre cykler, men
mødes konstant af biler og de andre cykler bremser. Kors nu
holder vi stille som en bedre bilkø. Temperaturen stiger.
Så flyt jer dog. Rundt om hjørnet ved domkirken. Der er
brosten. Hele mit kadaver rystes fra hinanden, og jeg må
holde i styret for ikke at komme ud af kurs. Om pigen i
sine høje hæle som jeg overhaler eller jeg selv er tættest
på at brække knogler, ved jeg ikke. Brosten ud af byen nu.
Jeg er fremme ved kirken som nummer to. Taxaturen var
hurtigere, men hvor er bussen?

Tanja i taxa:

Da jeg ikke selv hører til kategorien bilejer, har jeg
allieret mig med en taxa og tilhørende chauffør. Klokken
13.31 sætter jeg mig ind i den mørke Mercedes 320. Vi
lægger ud fra Oluf Palmes Alle 11 i det nordlige Århus.
Første forhindring er et lyskryds ved den befærdede
Randersvej, godt 60 meter længere henne. Motoren knurrer i
tomgang, mens biler og cykler suser forbi. Jeg synes, vi
holder stille provokerende længe, selv om det vel ikke har
taget mere end et par minutter. Bilruden i førersiden er
rullet ned. Alligevel river en let brise af sur tobak i
mine næsebor. Chaufføren er i snakkehumør. Jeg har
hovedpine. Skift nu, fordømte lys.
Endelig sætter vi i gang. Jeg spiller min rolle som
deltagende samtalepartner med manden bag rattet. Det
hjælper faktisk på utålmodigheden, og resten af turen synes
trafikguderne at være med os. I hvert fald er de
efterfølgende ophold ved lyskryds mindre frustrerende for
mig.
Vi når frem til parkeringspladsen ved Århus Domkirke i
hjertet af smilets by, og klokken 14.44 kan jeg erklære mig
som vinder af bloggergruppens interne trafikopgør.
Selv om jeg sværger til min bordeaux jernhest og til enhver
til ville påstå, at cyklen er det mest effektive
transportmiddel, må jeg give mig: bilen er ikke noget helt
ueffen måde at flytte sig fra a til b på – selv i byen. Jeg
kom hurtigst frem – endda komfortabelt placeret i et blødt
bilsæde og uden sved på panden.

Søren i bus:

Fedt, en okay-start tænker jeg, da jeg lister ud til
busstoppestedet foran Journalisthøjskolen og opdager, at
der kun er fem minutter til ”min” bus nummer 14 kommer.
Bussen, som skal bringe mig direkte ned til domkirken,
minus dog de cirka 150 meter jeg skal gå for at nå det
grønne spir. At bussen viser sig at være tre minutter
forsinket giver lidt frustration, for vi taler om kostbar
tid i kampen mod de to andre. En halvkrøllet Urban fundet
på et sæde slår dog tiden ihjel, og efter kort tid går det
derudad ned ad Randersvej. Her kl.13.48 er bussen kun
halvfyldt, så jeg kan med behag folde avisen helt ud uden
at skulle være bange for at ramme en sidemand. Da jeg
forlader bussen, har jeg kun et spørgsmål: Er de andre nået
frem? Det er de – desværre – ser jeg to minutter efter.
27 minutter tog min tur og kostede mig sølle 11,5 kroner
ved brug af mit klippekort. Så går det nok, at jeg tabte..
bilder jeg mig selv ind...

Problemet med overfyldte cykelstativer i Århus, hvor cykler flere steder nærmest ligger smidt hen, er så stort, at det må der gøres noget ved nu.

Det mener Socialdemokraterne i den jyske hovedstad.

Hvem kender ikke dette syn fra Århus midtby? FOTO: bikeclub.wordpress.com

- Flere af de mest benyttede cykel­parkeringspladser i byen er plaget af en meget betragtelig underkapacitet. Det betyder, at cyklerne ofte er parkeret ”hulter til bulter” og ­ikke sjældent er til gene for andre trafikanter og for de handlende, skriver Kristian Würtz i indstillingen fra den socialdemokratiske byrådsgruppe, ifølge Århus Stiftstidende i dag.

Socialdemokraterne mener ligefrem at der er tale om en ”kirkegård” for stjålne cykler, mens cykler, der endnu ikke er stjålet, frister en udsat tilværelse.

Kristian Würtz mener, at bedre cykel­parkering i midtbyen om nødvendigt skal ske ved at inddrage gadeparkeringspladser, der i dag er forbeholdt biler.

 Hvad mener du? Har Socialdemokraterne ret?

Han ønsker en opprioritering af kollektiv trafik frem for biler. Ministeren erkender, at han tidligere har sværget til privatbilismen, men nu ser han flere fordele i den kollektive trafik.

- I forhold til min politiske historie er det en tilståelsessag i sig selv. Jeg har altid sagt, at den kollektive trafik selvfølgelig skulle prioriteres, men det var meget, meget vigtigt, at enhver havde mulighed for at køre hvor som helst i landet på motorvej. Og der må jeg bare sige - den asfaltdoktrin, jeg bekendte mig til tidligere, den er slut, siger han til Politiken.

Roser fra SF

- Det er dejlig, at en minister melder så klart ud. Nogle gange kan vi godt komme i tvivl om, hvor transportministeren står. Så vi vil gerne snakke med ham om en bedre linjeføring fra København til Århus og bedre forhold til pendlere, siger SF's trafikordfører, Pia Olsen-Dyhr.

Venstre er ved at udarbejde et trafikoplæg, og det indeholder blandt andet planer om moderne sporvogne, såkaldte letbaner, i Århus og København. Letbanerne skal ifølge Venstre bygges af private investorer og give et løft til den kollektive trafik.

- Vi mener, det er oplagte OPP-projekter, hvor private betaler og driver det i for eksempel 30 år, siger trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen.

For Troels Lund Poulsen er den kollektive trafik en af de måder, hvorpå Danmark kan rykke betydeligt i forhold til de CO2-krav og andre restriktioner, som vi skal leve op til i fremtiden.

I første omgang vil ministeren dog ikke skrue på grønne afgifter eller nedsætte taksterne på tog- eller busbilletter for at få folk til at bruge de kollektive muligheder. I stedet vil han gøre de ydre rammer mere attraktive, så det bliver nemmere for borgerne at benytte sig af den kollektive transport.

Meget befriende – og meget overraskende! Det er min første tanke om miljøminister Troels Lund Poulsens vaskeægte u-turn, hvor han nu ønsker en opprioritering af kollektiv trafik frem for bedre kår for trafikanter på motorveje. Overraskende fordi han som vaskeægte Venstre-mand (selvfølgelig) skal gå ind for privatbilismen. Men ikke mindst meget befriende at han tør at gå imod hans ellers så liberale tankegang. Respekt for det.

Nu venter vi bare på at høre, hvad ”de ydre rammer” konkret betyder. Og ikke mindst: Hvad tidsperspektivet er? Hvem bliver vinderne? Og taberne? Borgerne? Måske. I hvert fald dem i København og i Århus. Måske.

Illustration af letbanevogne (sporvogne) i Århus: GRAFIK: Flemming Berg Olsen

Se anden illustration og videoklip af sporvogns nostalgi her. 

Århus Kommune og Midttrafik har besluttet at udarbejde et kommuneplantillæg i forbindelse med en letbane i Århus-området. Se det her.

Er i København igen efter en dejlige uge i det jydske, hvor jeg fik smilet til en masse dejlige 'kendte' mennesker! Har været sammen med Iben.. det har været fantastisk. Hun er igang med at lave ansøgningsopgave til designskolerne. Har forvirret hende med en masse pladerhumanistisk udenomssnak. Det er nok godt nok hun nu får den sidste uge til at fordybe sig alene. Men jeg synes det er rigtig spændende at følge sådan en kreativ proces. Iben er dygtig; meget processorienteret og kritisk i sin tilgang.. Passer som fod i hose til en RUC'er som mig;) Så var der sammenskudsgilde hos Andreas, hvor søde Julie også var til stede. Var meget glad for at se de to, og taknemmelig over at de gav sig tid, på trods af at Julie havde en aflevering der skulle laves inden de skulle til Berlin tidligt næste morgen. De havde det nye Trivial, som jeg og Julie hoverede i. Fredag arbejdede Iben, og jeg havde en aftale med Morten om at mædes 13.15 ved Superbedst for at købe høker og kød. Så var der dømt fredagsbar hos Morten, hvor Larmer, Kåre og Christian også dukkede op. Iben kom over efter arbejde ved 10tiden.. men der var førnævnte langt inde i drikkegildet. Iben skal roses meget for hendes overlegne pædagogiske evner :) Imorgen skal jeg begynde på mit enugesarbejde, hvor en lejlighed skal renoveres i Rune og Sarahs opgang i Griffenfeltsgade. Er spændt på hvordan det kommer til at spinde af. Er topmotiveret, da de hurtige penge er tiltrængt..

Til min store glæde afholder vi det dels i Århus, dels i den kollegiebar, som jeg er kasserer i.

Men hvorfor lige Konservative Studerende? Du er jo liberal, Nikolaj!
Ja, det er rigtigt. Men det var Thatcher også, og hun havde det fint med at være med i et såkaldt konservativt parti. Desuden -- og desværre -- ser det ud til, at Konservative p.t. er det eneste rigtige parti, som faktisk vil bare et eller andet på skatteområdet.