Man gifter sig ind i kongefamilien!

Ifølge Viborg Stifts Folkeblad tager Socialistisk UngdomsFront i dag til Møgeltønder i anledning af det royale bryllup. Her vil de gennem løbesedler gøre andre globryllupsgæster opmærksomme på uretfærdigheden i den nuværende integrationslovgivning, der med blandt andet 24-års reglen og tilknytningskravet forhindrer mange internationale, men ikke-royale par i at bosætte sig i Danmark. “Det er ikke alle, der er så heldige, at de gifter sig med en prins. Der er nogen, der desværre er så uheldige, at de gifter sig med en almindelig dansker og derfor ikke kan komme til Danmark på grund af tilknytningskravet og 24-års reglen,« forklarer Chris Bay fra SUF Viborg.

I samme ånd kan man passende gøre opmærksom på, at Marie Cavallier i dag bliver dansk statsborger med hjemmel i en folketingsbeslutning af den 15. maj, uden at have taget statsborgerskabstesten eller i det hele taget at kunne tale dansk.

Tillykke til brudeparret! Gid andre ligeså let kunne få hinanden uden at blive landsforvist.

Vi kan alle hurtigt blive enige om, at det er dybt forkasteligt at tvinge unge mennesker til at blive gift med én, de ikke elsker. At problemet skal bekæmpes ved at forhindre elskende par i at være sammen er til gengæld ikke lige så indlysende. Ikke desto mindre er det den metode, den danske regering har valgt. Således begrunder man den berygtede 24-års regel med, at den skal stoppe tvangsægteskaber. At krisecentrenes oplysninger tyder på, at loven slet ikke har den effekt, vælger man belejligt at se bort fra.

I 1996 så foreningen Ægteskab Uden Grænser dagens lys. Foreningen skulle hjælpe dansk-udenlandske par med at navigere i systemet så de kunne komme til at bo sammen i Danmark. Dengang var forsørgerkravet den største stopklods, som foreningen var medvirkende til at få afskaffet i 1998. Den nuværende regering genindførte dog reglen, sammen med utallige andre restriktioner. Fra 2001 til 2006 blev udlændingeloven ændret hele 29 gange – og de var ikke just venligt stemt overfor danskere, hvis hjerter ikke lader sig begrænse af nationale grænser.

Et eksempel herpå er 7-års reglen, der betyder, at en udenlandsk ægtefælle skal have været i Danmark i 7 år, før vedkommende kan få permanent opholdstilladelse. Indtil da forlænges opholdstilladelsen med jævne mellemrum, og man får den på grundlag af sin danske ægtefælle. Hvis der sker ens ægtefælle noget, fx at han eller hun bliver dræbt i et trafikuheld – ja, så bliver opholdstilladelsen ikke fornyet og man skal forlade landet.

Kravene er dog ikke helt ens for alle. Har man penge nok eller kan vise den rigtige diplom fra universitetet, er det lettere at få en ægtefælle til Danmark, end hvis man fx er lærer. Lovgivningen er diskriminerende overfor kvinder, idet de ”rigtige” uddannelser typisk er til mandefag, og oven i det er praksis på nogle punkter hårdere overfor kvinder end overfor mænd, der ønsker at få en ægtefælle til landet – hvilket må være den institutionaliserede udgave af ”Hvad bilder I jer ind at komme her og vil tage vore kvinder!”.

Ægteskab Uden Grænser har siden stiftelsen hjulpet tusinder af dansk-udenlandske par med at finde en måde at leve sammen på på trods af de danske myndigheder. Mange bliver i første omgang nødt til at bo i Sverige, hvor søster-organisationen Äktenskap Utan Gränser blev oprettet i 2003. I 2005 kom en sydslesvigsk ditto til. Ægteskab Uden Grænser deltager i Udlændingestyrelsens brugerpanel, arrangerer konferencer, bidrager med høringssvar og oplysninger om praksis til rapporter om den danske udlændingelov og arbejder for at sikre danske borgeres ret til frit at vælge deres ægtefælle og bo sammen i Danmark. Organisationen udsender jævnligt nyhedsbreve, og på deres hjemmeside er der et stort og aktivt forum, hvor man kan stille spørgsmål og få hjælp med sin sag.

For nyligt blev Marie Cavallier dansk statsborger ved en afstemning i Folketinget. Hverken hun eller Prins Joachim var i den forbindelse blevet afkrævet dokumentation for, at de opfylder de mange krav, der i udlændingeloven stilles til dansk-udenlandske par. De bliver således ikke landsforvist som tusinder andre par, hvor den ene ikke har det ”rigtige” pas, og skal ej heller søge om opholdstilladelse hvert år. I øvrigt er statsministerens søn, Henrik Fogh Rasmussen, gift med en amerikaner og bor i USA, hvor man ikke fører den samme slags udlændingepolitik som her til lands. Hvad mon han – og hans kone! – siger til, at Fogh senior med sin politik så demonstrativt viser, at dansk-udenlandske par er uvelkomne?

Politiken holdt i dag et arrangement om integration i serien ”Politiken Diskussioner”, hvor panelet bestod af Henrik Dam Kristensen (S), Morten Østergaard (R), Lene Espersen (K) og Manu Sareen (R). Det var et spændende arrangement, som havde fyldt hele Pressen i Politikens Hus.

Arrangementet blev indledt med nogle slides om, hvordan situationen i disse dage ser ud på integrationsområdet. På første slide stod der ”Pisk og/eller gulerod”. Suk. Hvorfor skal det være nogen af delene? Straf og belønning er da noget, man bruger til at træne hunde med, er det ikke? En sådan primitiv tilgang er rent ud nedladende, hvis man vil anvende den på mennesker. Hvad blev der af at tale sammen, menneske til menneske?

Panelet kom i løbet af arrangementet omkring flere emner og skulle også tage stilling til konkrete løsningsforslag. Et par af de berørte emner fandt jeg særligt interessante. Politikerne blev bl.a. spurgt om, hvad de syntes om modersmålsundervisning – noget, jeg som lingvist synes er meget vigtigt. Mens Henrik Dam Kristensen, Morten Østergaard og Manu Sareen alle tre syntes, det er et vigtigt led i en vellykket integration, understregede Lene Espersen, at det vigtige for integrationen var, at man lærte dansk. Selvfølgelig er dansk vigtigt, men hvad med at tage tingene i den rigtige rækkefølge? Man kan fjerne modersmålsundervisningen, men man kan ikke fjerne modersmålene. Nogle børn vil stadigvæk ikke tale dansk med deres forældre, og selvfølgelig ville de ikke det. Det er som sagt ikke deres modersmål. Det forsvinder ikke, bare fordi man ignorerer det.

Hvad skyldes denne sprogforskrækkelse overhovedet? Hvorfor skal det lyde som et handicap, at man kan flere end et sprog – og hvorfor skal man så have fremmedsprog i skolen, hvis det er så frygtelig en skæbne?

Inden FN i sin tid afleverede mig til Danmark, nåede jeg at lære mit eget sprogs grammatik ret godt, og den viden har været guld værd. Med mit eget sprog som fundament lærte jeg meget hurtigt dansk og engelsk, derefter også tysk og fransk. Jeg ved med sikkerhed, at det aldrig var gået sådan, hvis ikke jeg havde haft styr på mit bosnisk, for jeg kan stadigvæk huske de teknikker jeg brugte til at lære nye udtryk og ord på de nye sprog med. Det giver mig myrekryb, at man i nogle kommuner afskærer børn fra etniske mindretal fra samme succesoplevelse.

Men det, der måske undrede mig mest under arrangementet var, at Lene Espersen flere gange snakkede om, at ”nu måtte man se at gøre op med berøringsangsten” overfor etniske minoriteter. Berøringsangst?! Hvor henne da? I de femten år, jeg har været udlænding i dette land, er man aldrig gået så hårdt til etniske minoriteter som i dag, og tendensen er, at det kun bliver værre.

Der er diskriminerende lovgivning som starthjælpen, 300-timers reglen, 24-års reglen m.m.; der er folkevalgte politikere, der fra landets fineste talerstol skummer af fordømmelser af islam og muslimer; mange kommuner er ikke blege for at skaffe ”hvid hjemmehjælp”; otte ud af ti vejledere oplever, at erhvervslivet ønsker ”hvide” praktikanter; medierne bugner af dybt diskriminerende sprogbrug – og der er i hvert fald aldrig nogen, der har vist tegn på berøringsangst overfor mig. Så sent som i går blev jeg her på WordPress kaldt for en ”fjende mod danske værdier, der som muslim refleksmæssigt lukker øjnene for realiteter; en fjende, der bør bekæmpes”, og jeg har slet ikke tal på alle de gange, folk har ladet mig vide, at jeg burde have været død for serbernes hånd, som “gjorde Europa en tjeneste” ved at myrde muslimer. Hvis dét er berøringsangst, har jeg slet ikke lyst til at vide, hvad der ligger nedenunder. Lene Espersen holdt sig heller ikke for god til stærke overdrivelser, idet hun to gange sagde, at ”hele Danmark havde stået i brand”, da unge fra etniske minoriteter begik hærværk. Hele Danmark, virkelig?

En tilskuer i salen stillede panelet spørgsmålet om, hvornår man var dansk, da han var træt af, at hans søn skulle ”nummereres” som ”tredjegenerationsindvandrer”. Det førte til, at politikerne også talte om, hvad integration var, og der var enighed blandt dem, at det er en tovejsproces. Men noget tyder på, at det er forskelligt, hvor forankret denne overbevisning er hos dem.

Ifølge Morten Østergaard er det centrale spørgsmål, om man føler sig hjemme i Danmark. Og det er en følelse, man har indeni, men også en følelse, man kan få i mødet med andre – som en forlængelse af, at integration også involverer andre end etniske mindretal. Den slutning laver Lene Espersen åbenbart ikke, idet hun mener, at det udelukkende er en privat sag, om man er dansk eller ej. Hvordan det mon må lyde i ørerne på dem, der både er født og opvokset i dette land, men dagligt får at vide, at de ikke er ”rigtige” danskere, lige så snart de er to nuancer mørkere end albino? Som ikke må gifte sig, med hvem de vil, hvis de vil bo i deres land? Som ikke kan tænde for TV Avisen uden at få at vide, at de er en belastning og en trussel mod dette samfund? De ved, at de er danske, men rækker det? Nej, vel. For integration involverer som sagt også andre.

Nu skal man selvfølgelig ikke være for hård ved regeringens politik overfor etniske og andre mindretal. De kan i det mindste få æren for, at Lene Espersen har overvundet sin berøringsangst og tør stå frem og fortælle hvordan unge fra etniske mindretal for et par måneder siden havde sat ild i “hele Danmark”.