Vidste du, at mere end 87.000 civile irakere er døde af voldelige årsager siden invasionen i 2003? Jeg var klar over, at tallet var højt, men ikke, at det var så højt, før jeg besøgte Iraqbodycount.org. Det er en anset hjemmeside (BBC anvender den), der løbende opgør antallet af civile dræbte i Irak.

Og selvom tallet er højt, så er det ikke medregnet de mange irakiske soldater, som døde under selve invasionen eller de civile, som er døde af andre krigsrelaterede årsager som sygdom og sult. Og illegale kombatanter er selvfølgelig slet ikke medregnet. Alt i alt er det samlede antal irakere, der har måttet lade livet i forbindelse med krigen altså væsentligt højere end de 87.000. Men lad os alligevel holde os til det tal, fordi det er et tal, der er dokumenteret.

87.000 er ca. en civil dræbt for hver 333 indbyggere i Irak. Omregnet til danske forhold ville det svare til ca. 15.000 civile dødsfald eller ca. 900.000, hvis tallet omregnes til amerikanske forhold. Vi ville sandsynligvis tale om en national tragedie - mon ikke også irakerne gør det?

Ikke desto mindre, er det den pris, vi har tvunget irakerne til at betale, men i stedet diskuterer vi hele tiden om beslutningsgrundlaget for den danske deltagelse i Irak-krigen var det ene eller andet (*). Hvorfor diskuteres det aldrig, hvilke konsekvenser beslutningen reelt havde? Hvorfor må de 87.000 og deres millioner af pårørende, som beslutningen på den mest brutale vis har berørt, ikke have nogen stemme, når vi evaluerer vores egne handlinger? Hvorfor gælder der ikke et proportionalitetsprincip i udenrigs- og sikkerhedspolitik? Uanset om det var det ene eller det andet beslutningsgrundlag, var det så 87.000 civile dræbte værd? Proportionerne er jo faktisk sammenlignelige med antallet af civile dræbte i Nagasaki efter amerikanerne smed en atombombe der i slutningen af 2. verdenskrig. Og det har da været debatteret heftigt siden da.

Jeg håber, det er, fordi tanken, om at danske politikere måske er medansvarlige for denne enorme gruppe uskyldige menneskers uhyrlige lidelser, er ubærlig.

(*) Politiken: Pind: Rohde må trække citaterne tilbage; Politiken: Forfatter bag Irak-bog: Rohde korrekt citeret; Politiken: Per Stig: Hele verden troede Saddam havde masseødelæggelsesvåben; Politiken: Jens Rohde gennemhuller regeringens Irak-forklaring; Berlingske: Pind: Rohde skal æde alt i sig; Berlingske: Rohde sår tvivl om grundlag for Irak-krig; etc.

Vurdering:

USA 2006 | Regi: Clint Eastwood | Spilletid: 141 min | IMDb

Letters from Iwo Jima er andre del i Clint Eastwood sitt imponerende filmprosjekt om det viktige slaget mellom USA og Japan under 2. verdenskrig, om den japanske stillehavsøya Iwo Jima, der amerikanerne gikk ut som den seirende part. Cirka 20 000 japanske soldater kjempet en heroisk, men nytteløs kamp mot den amerikanske overmakten av 100 000 soldater. Kun tusen overlevde.

Denne filmen forteller deres historie. Den japanske historien.

Første del av historien, Flags of Our Fathers, beskrev den amerikanske opplevelsen av hendelsen. Der var fokus på hvordan krigen, ved hjelp av de hjemvendte «flaggheiserne» som symboliserte hele den amerikanske styrkens heltmodige innsats for landet, ble strategisk brukt på høyt plan for å overtale politisk og finansiell elite, og ikke minst opinionen, om hvordan krigen var en amerikansk suksess. I tillegg var filmen et balansert og godt drama om de menneskene som ble en brikke i dette spillet, ispedd sporadiske innslag av spektakulære krigsscener (men dessverre litt hemmet av en litt for fragmentarisk fortellerstil).

Historien i Letters from Iwo Jima er ganske annerledes, selv om den altså forteller en bit av samme historiske begivenhet. Men her er ingen triumferende flaggheising, eller soldater som vender hjem til fedrelandet som helter til øredøvende jubel. Fordi japanerne kom aldri hjem. Letters from Iwo Jima er mørk og dyster, forsterket med at den er filmet i et slags gråskjær, med svært lite som minner om håp og glede. Det er deterministisk, fordi både vi og de japanske soldatene vet hvordan det kommer til å ende.

Det er flere grunner til at filmen føles genuin. Alt foregår på japansk språk, med japanske skuespillere. Det er i seg selv en imponerende og sjelden bragd i en amerikansk-produsert film (produsert av Steven Spielberg). Til forskjell fra andre vestlige filmer der japanere som regel blir skildret som en homogen gruppe mennesker, så introduseres vi her for mennesker med personligheter der ikke alle lever opp til den vestlige verdens arketype av en japaner. Letters from Iwo Jima har sin styrke i at den handler om ekte mennesker, med en distinkt kulturell forståelse som fungerer som et filter i deres reaksjon på krigens ubarmhjertige råskap, men som likevel reagerer instinktivt forskjellig - fordi de tross alt er mennesker uavhengig av nasjon. Det forventes at de skal forlate verden med æren i behold, men når kulturell lærdom skal omsettes til virkelighet, stikker realismen inn og alt er ikke lenger like svart/hvitt.

Letters from Iwo Jima er en sterk film som zoomer tett innpå menneskeskjebner, og selv om vi heldigvis har en distanse til hva personene på lerretet gjennomgår, lever vi oss inn i den grufulle virkeligheten. Filmen er like overbevisende i de mer spektakulære krigsscenene, som i sin realistiske brutalitet og Spielberg-produksjon har klare likhetstrekk med Saving Private Ryan og Band of Brothers. Disse scenene kommer imidlertid i bakgrunn, da Eastwood er mer opptatt av å zoome inn på karakterene enn å zoome ut for å vise det store krigsbildet. Letters from Iwo Jima handler nemlig aldri om krigen per se. Den handler om menneskene der og da. I krigen.

Det burde være unødvendig å skrive at Letters from Iwo Jima er en sterk film. Men dette er i sannhet et stillferdig og praktfullt mesterverk. Clint Eastwood er på sitt beste når han tar seg tid til å reflektere - for det gjør han svært godt - faktisk bare bedre og bedre med alderen. Dette er kanskje hans foreløpige karrieretopp. 76 år gammel. Hvor går han fra her?

Jeg er netop vendt hjem fra biografen. Da både min kæreste og jeg har en interesse i dansk historie, og en forkærlighed for film der foregår under 2. verdenskrig, var det nærmest en selvfølgelighed at vi skulle ind og se “Flammen og Citronen”.

“Flammen og Citronen” handler om to modstandsfolk der bliver fanget i et spil mellem sandhed og løgn. De finder ud af, at det er svært at vide hvad der er rigtigt og forkert - især midt i en krig. Man har satset på historisk præcision, og der er mange flotte billeder af København, som den engang så ud.

Jeg er normalt ikke ret meget til danske film, og denne hjalp nok ikke på den aversion. hvad der kunne være blevet action-mættede og spændingsfylde 1½ time, er i stedet blevet til to timer og femten minutters “dramatisk” danmarkshistorie. Der er tale om en stor produktion, det er der ingen tvivl om. Der er ikke sparet på noget når det kommer til effekter. Heller ikke når det drejer sig om special effects og computergrafik. Gode skuespillere er der også, selv i birollerne.

Alligevel bliver filmen helt ekstremt lang. Og jeg mener EKSTREMT lang. Scener som kun behøvede et par sekunder af vores opmærksomhed, bliver hele tiden trukket ud til to eller tre minutter. Derudover springer handlingen fra situation til situation. Det er som en række stillbilleder, der er flettet sammen til en lang - usammenhængende - fortælling. For første gang i mange år, tog jeg mig selv i at gabe i biografen. Ja, jeg gabte. Dem der har set filmen “Amadeus” ved hvad det betyder, når publikum gaber under en forestilling - det er ikke godt!

Jeg vil med andre ord ikke ligefrem anbefale filmen. Historien er bare ikke interessant nok, eller også er den bare fortalt for dårligt. Vil man derimod se hvad dansk film har opnået på det tekniske område, er “Flammen og Citronen” værd at kaste et blik på. På den front kan Nimbus efterhånden følge med flere af de store Hollywood selskaber.

Dagens overskrift er et sitat tatt fra Ida sin blogg. Jeg er helt enig med henne. Skumle saker. Når jeg leste det nyeste blogginnlegget hennes begynte jeg å tenke, så hey! Jeg tok temaet hennes og skriver en sak om det samme. For hva vil jeg bli? Eller.. Hva kunne jeg tenke meg å studere..? Hvor er jeg om ti år? Det er ting jeg ikke aner. Har ikke peiling, ingen som helst snøring for fem flate øre!

Om jeg starter med en liste da, over hva jeg kunne tenke meg: 

- Forfatter
- Journalist - men det er skyhøye krav, som jeg ikke innfrir, og jeg er usikker på om jeg faktisk vil studere det, selv om jeg elsker å jobbe med det)
- Fotograf (eventuelt en kombinasjon av de to siste; fotojournalist)
- Historie/Historiker -  Historie er spennende. Jeg kan en hel haug lokalhistorie og synes det er veldig interessant generelt
- Sosialantropologi - Hvorfor har mennesket utviklet seg til slik det er i dag? Da får jeg svar på en haug av spørsmål.

I tilegg til dette kunne jeg godt tenkt meg å jobbe med noe hjelpearbeid. Jeg satser jo på å få dratt til Afrika i løpet av høsten (føler jeg bør gjøre det FØR jeg begynner å studere, side jeg uansett ikke aner hva jeg vil gå eller er spesielt motivert til å lese enorme mengder pensum). Hvordan skal jeg få tid til alt? Blir det forseint å begynne å studere etter Afrika-turen? Og hva skal jeg eventuelt studere?

De fleste jeg kjenner er godt i gang med studier, noen er veldig sikre på hva de skal gå, andre sliter frem og tilbake. Jeg stiller meg bak dem. Det er virkelig ikke lett. Hmm.. Jeg tar remsa en gang til og snakker litt rundt det hele:

Forfatter: Drømmen er å utgi en bok. Kanskje kan Afrika-turen gi meg et hint om hva jeg kan skrive om. Har en hel haug små kladder på dataen, men så er det jo det å få satt det sammen også.
Journalist: Etter å ha gått et år på folkehøyskole, der jeg tok nettopp journalistikk, har jeg begynt å virkelig like det. To ukers praksis i =Oslo og freelance-jobbinga for Halden Dagblad har bare gjort det mer klart. Jeg blir glad og stolt hver gang jeg får en sak på trykk. Ikke det at sakene har vært så store ennå, men hey! Det kommer. Det som i tillegg er veldig fint med journalistikk er at det er to veier å gå. Den ene der du studerer, den andre der du jobber deg opp i systemet. Sikkert tøft, men tenk på all erfaringen.
Fotojournalist: Nestn bedre enn overnevnte. Man slipper å ha en fotograf på slep, man kan tjene stor på bra bilder og det er enklere å jobbe freelance. Tenk å reise rundt i verden, oppleve og bare lage saker man selger til ulike aviser, blader og magasiner i hele verden? Høres fantastisk ut for meg.
Historie: Høres utrolig spennende ut. Ikke alt selvfølgelig, men en hel haug av den. Jeg har lest evinnelig mange bøker om 2. verdenskrig. Og lokalhistorie har jjeg elsket i alle år, helt siden bestefar begynte å fortelle når han passet meg de dagene jeg ikke var på barnehagen.
Psykologi/Filosofi: Jeg tenker mye. Jeg har hørt flere si til meg at de har lett for å åpne seg til meg. Jeg vet ikke hvorfor, men jeg har jo opplevd det selv. Folk som ikke kjenner meg spesielt godt har åpna seg til de grader for meg. Folk har sagt før at jeg burde bli psykolog (eller var det psykiater? Blander alltid de to tinga der. Men husker at den ene kan skrive ut resepter, men ikke den andre) Uansett.. Men det er sikkert grusomt tunge fag.

Jeg aner ikke hvor jeg er om 10 år. Jeg har overhode ikke peiling. Og det er kanskje like greit. Jeg har funnet ut at jeg håper at Afrika-turen kan gi meg en mer pekepinn på hva jeg kunne tenke meg å bli.

Dagens spørsmål: Om du måtte valgt et yrke mens du leser denne bloggen. Uavhengig av hva du jobber/studerer nå. Hva ville du har jobba med da?

Victor Klemperer: Jeg vil aflægge vidnesbyrd til det sidste. Dagbøger 1933-1945.

Dette er en af de bedste bøger jeg nogensinde har læst om jødernes mareridt og deres skæbne under anden verdenskrig. Den gjorde et dybt, dybt indtryk på mig.

Victor Klemperer blev født i 1881. Hans far var rabbiner, men det forhindrede ikke de fire sønner i at konvertere til protestantismen. Religion betød intet for dem, de var tyskere! Hitlers magtovertagelse i 1933 var et chok for dem. Hitlers regering bestemte, at Klemperer og hans brødre var jøder og bestemt ikke tyskere, sådan som de selv havde forestillet sig. På dette tidspunkt var Klemperer professor i romansk filologi i Dresden.

Victor Klemperer 1881-1960

Hitlers magtovertagelse mærkes øjeblikket for den jødiske befolkning. Dagligt indføres der flere og flere forbud for jøderne og deres eksistens bliver gradvist sværere og sværere. Klemperer beskriver den daglige kamp for at overleve sulten, frygten for gestapo, angsten for fremmede mennesker på gaden som hånede dem, ydmygede dem, spyttede på dem osv. Det var en hverdag præget af meningsløs vold, ondskab, brutalitet og håbløs elendighed. Og dertil kommer usikkerheden for fremtiden. Ægteparret Victor og Eva Klemperer bliver stadig mere og mere isolerede, mens familie, venner og bekendte forlader Tyskland. Den 9.juli 1933 skriver Klemperer i sin dagbog: “Vi hører meget om Palæstina nu; det tiltaler os ikke. Hvis man rejser derned, udskifter man nationalisme og snæverhed med nationalisme og snæverhed.”

Klemperer havde et skarpt blik for alt hvad der skete omkring ham, men vi har en viden om krigen og nazismen som Klemperer ikke havde. Når man læser disse dagbøger, forstår man hvor uvidende disse mennesker var og hvor effektivt den nazistiske propaganda fungerede.
I 1942 besøger Klemperer et ældre jødisk ægtepar. Konen ligger i sengen med et slagtilfælde, som direkte følge af de prygl hun har fået af Gestapo. Manden der er fortrøstningsfuld fortæller Klemperer: “Hun blev 74 i går. Hun vil komme sig. Og hvis vi kommer til Theresienstadt med næste transport – forhåbentlig med næste transport – vil hun igen blive rask. Hun vil møde slægtninge der, hun vil få pleje,…”.
Når jeg læser dette løber det mig koldt ned af nakken og alle mine tanker er lammet af rædsel. Det er hele tiden uklart, hvor meget de ved eller ikke ved om disse koncentrationslejre. Jøderne talte selv om, at de skulle evakueres! Forsøgte de at narre sig selv eller troede de virkelig at evakuering ville være deres redning?

“Gode bøger overflødiggør selv det bedste universitet”, skrev Emerson. Det er nok en overdrivelse, men denne bog har lært mig mere om Nazismens Tyskland end nogen anden bog jeg har læst. Den har også givet mig et mere nuanceret billede af hvad der foregik i det der var det tredje rige. Trods alle rædslerne, husker han også de mennesker som på forskellig vis prøvede at hjælpe dem.

Klemperer fortæller om at få bank af gestapo, om sult og kulde, om fængselsophold og endelig om det uhyggelige bombardement af Dresden og det kaos der herskede efter Tysklands sammenbruddet. Som læser føler man den sorg, smerte og fortvivlelse som Klemperer levede med i alle disse uhyggelige år. Og man forstår næsten ikke hvordan han overlevede dette mareridt. Victor Klemperers dagbøger er nervepirrende og sindsoprivende læsning om de håbløse og rædselsvækkende forhold, om den knugende angst, om alle de ydmygelser og de endeløse brutale overgreb som i disse år var en del af jødernes hverdag i Tyskland 1933-1945.

Der er naturligvis skrevet mange bøger om dette emne. Men denne bog er stærkere end de fleste, netop fordi der er tale om autentiske dagbøger. Som læser sidder man med en uhyggelig viden, som Klemperer ikke havde, da han skrev sin dagbog. Det er en meget mærkelig og usædvanlig oplevelse.

Jens Drejer.